sin eksistens rummer referencer til mere end års dansk historie. Kommunalvalgets alvor og begrebsforståelsen af at udfylde en pligt og en plads

Transkript

1

2

3 Oplevelsen står fortsat meget klar i min erindring. På mange måder indrammer den fint mit forhold til kongehuset og den kongelige familie. Det var en januarkold torsdag aften. Dagene inden var forløbet med at få de formelle rammer på plads og sikret min og min kærestes forståelse af programmet for benævnte aften. 14 dage tidligere havde jeg kl. 18 stået med et glas champagne i hånden og set Dronningens nytårstale. Sætningen alle vil vi gerne føle, at der er brug for os, og at vi hver især kan yde noget i samfundets hverdag ramte meget præcist mine følelser denne aften. Samme nytårsnat startede den nye valgperiode, og jeg tiltrådte derfor formelt som ny rådmand for Magistratens afdeling for Kultur og Borgerservice ovenpå et vellykket kommunalvalg i november Den nytårsaften tænkte jeg på torsdag d. 14. jan. Det ville blive mit første officielle møde med landets regent i egenskab af folkevalgt repræsentant for Århus Kommune. Anledningen var Aarhus Symfoniorkesters 75 års jubilæum. Som kulturrådmand er jeg øverste chef for orkestret og skulle derfor modtage Hendes Majestæt Dronningen. Min kæreste Malene skulle overrække blomster og sammen med den daværende borgmester, skulle vi ledsage Hendes Majestæt ind til festkoncerten og aftenens program. Da vi var på plads i den symfoniske sal og koncerten var startet, begyndte øjeblikket at gribe mig. Her sad jeg, 30 år gammel, fuldtidspolitiker med formelt chefansvar for mere end ansatte og et budget på en halv milliard og flankerede Hendes Majestæt Dronningens højre side. Borgmesteren flankerede venstre side. Her, mellem borgmester og kulturrådmand sad det menneske, der i selve

4 sin eksistens rummer referencer til mere end års dansk historie. Kommunalvalgets alvor og begrebsforståelsen af at udfylde en pligt og en plads i samfundet var overvældende. Det højstemte øjeblik blev dog hastigt afløst af en ganske anden situation. Majestæten var nemlig forkølet og hostede så ganske frygteligt. I løbet af få minutter blev en betragtelig mængde Gajol-pakker sendt frem mod vores række fra velmenende koncertgæster, der ville afhjælpe Majestætens hoste. Få Gajol-pakker nåede dog forbi hofdamens skarpe justits. Dronningens hoste tog til og jeg endte med at bruge hele første del af koncerten på at holde et glas koldt vand som kunne rækkes til aftenens æresgæst, når dette var påkrævet. Jeg tror hverken borgmester, hofstab, Hendes Majestæt Dronningen eller jeg selv fik synderlig meget ud af uropførelsen af det nye symfoniske værk, komponeret af Poul Ruders. I pausen føjedes nye lag til oplevelsen. Der var nemlig middag. Denne blev indtaget ved et bord på 1 x 1 meter, om hvilket Hendes Majestæt Dronningen, borgmesteren, min kæreste og jeg var bænket. En ganske intens oplevelse. Der var et akut behov for at kunne konversere og gøre dette så det rent faktisk var interessant for landets regent. Da de indledende samtaler mellem Hendes Majestæt Dronningen og borgmesteren var tilendebragt, faldt det så i mit lod at bringe nye emner ind i samtalen. Det lykkedes mig at få en samtale i gang som omhandlede datoen, den 14. januar, (som jo er datoen for Hans Majestæt Kong Frederik d. IXs død, og dermed Hendes Majestæt Dronningens tronbestigelse), symfoniorkestrets nyligt indviede symfoniske sal, indvielsen af Musikhuset i 1982 (som blev foretaget af Dronningen) samt, i denne sammenhæng, opførelsen af Richard Wagners Niebelungens Ring i fuld længde for første gang i nyere tid et værk, som Hans Majestæt Kong Frederik IX satte stor pris på. Borgmesteren, som havde betydelig mere erfaring med at varte Hendes Majestæt Dronningen op, kunne efter koncerten og Dronningens afgang konstatere, at det var en meget vellykket samtale. Anden halvdel af koncerten forløb fint, og aftenen sluttede fuldt ud tilfredsstillende. Faktisk var ovenstående begivenhed ikke første gang, jeg personligt mødte Hendes Majestæt Dronningen.

5 Dette skete mange år tidligere. Jeg var en lang årrække ansat som turistguide på Rosenholm Slot. Rosenholm er blandt andet kendetegnet ved, at det fortsat administreres af den samme familie som grundlagde slottet i 1556 nemlig adelsslægten Rosenkrantz. Oluf baron Rosenkrantz havde inviteret Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen til privat selskab på slottet, og jeg havde til opgave at styre huset og personalet igennem den store aften. Efter at jeg havde haft et årelangt virke på slottet som guide, med det formål at fortælle om livet i gamle dage, var det ganske særligt at opleve slottet lukket af for turister og gjort klar til at danne rammen om denne private begivenhed mellem en af landets ældste og fineste adelsslægter og landets regentpar. Den århundreder gamle relation mellem kongehus og slægten Rosenkrantz, som fortsat eksisterede, blev vedligeholdt i det gamle slot bygget til blandt andet disse repræsentative formål. Det var stort og et fantastisk historisk sus og det var ægte. Siden har jeg mødt hovedparten af den kongelige familie ved talrige lejligheder. På Marselisborg Slot, på officiel rejse som en del af regentparrets følge og ved mange modtagelser på Århus Rådhus og i byens store kulturinstitutioner. Der er kommet mere ro over situationerne, men det er fortsat noget helt specielt at skulle forholde sig til medlemmer af den kongelige familie og det, som de hver især repræsenterer. Hvorfor egentligt denne lange beretning som indledning til denne artikel? Fordi beretningen om mine to første møder med landets regent rummer mange af de aspekter, jeg oplever ved et nærværende og dog korrekt ophøjet kongehus. Et værdifuldt kongehus, som betyder meget for mig som politiker, som konservativ, som historieinteresseret og som menneske. Jeg er et af de konservative mennesker for hvem Gud, konge og fædreland har en reel betydning. Jeg er et kristent menneske, men det er ikke kun derfor. Den kristne arv og kultur har formet det danske samfund og mange af de værdier, som be-

6 tyder noget for os alle sammen. Kristendommen er en grundlæggende del af hvad og hvem vi er. For mig er det afgørende at fastholde dette udgangspunkt. På lige fod med fædrelandet. Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå er en væsentlig linje i vores nationalsang. I skrivende stund skyller EM-feberen ind over Europa og er en stærk manifestation af, at eurokraternes projekt ikke er lykkedes. Når dette ikke er sket, skyldes det nok, at man har forregnet sig. Man har undervurderet, hvor dybe rødder de enkelte landes indbyggere har i deres eget lands kultur. For mig er fædrelandskærligheden dog ikke det samme som snæversyn og fremmedforskrækkelse. Med et godt afsæt i Danmark finder jeg både Europa og resten af verdenen spændende og berigende. Denne kristne og historiske nationalfølelse rummes stærkest i og omkring vores kongehus. Kongehuset er det samlende stabile element i en meget omskiftelig tid et holdepunkt, der symboliserer vores gamle nation og den kontinuitet, som vi bygger videre på. Det er en ofte gentaget kliché, at monarken er en samlende figur, som vi alle kan relatere os til. Dette står som modsætning til et folkevalgt statsoverhoved, som måske kun har opbakning fra halvdelen af den stemmeafgivende del af befolkningen. Uanset om det er kliché eller ej så er det korrekt. Tilstedeværelsen af kongehuset sætter samtidig en grænse for, hvad politikere og partier kan rykke rundt på i samfundet. Folkestemninger kan få folkevalgte til at gribe efter mange forskellige nye dagsordener. Ikke alle er fremmende for samfundets udvikling, og enkelte er direkte skadelige for de bærende værdier. Således har folkevalgte bragt gode værdier som for eksempel selvforsørgelse, privat ejendomsret, børneopdragelse og pligtfølelse ud på et overdrev, hvor der er en reel risiko for, at de styrter ned og går tabt. Men monarkiet betyder, at den øverste enhed i vores samfund nemlig statsoverhovedet ikke bør udsættes for politiske stunts. Kongehuset fastslår med sin eksistens, at vi hører til og er en del af en større sammenhæng, hvor alle har en plads en plads, der ikke nødvendigvis er ligestillet. Efter et århundrede med en opslidende jagt på lighed og forsøg på at

7 udviske forskelle, fremstår kongehuset som en velafbalanceret institution. Kongehuset har formået at fastholde, at der er forskel på menneskers position og opgaver i samfundet. Det er en svær erkendelse for mange, især efter 1960 ernes ødelæggende kulturangreb. Men det er et faktum, som jeg er tilfreds med. Jeg søger ikke lighed. Lighed er en illusion. Mennesket fødes forskelligt og med forskellige evner og muligheder for at realisere sine potentialer. Der skal skabes gode og ligeværdige muligheder for alle, men det er ikke det samme som ensartethed og lighed. Vi har hver især en forskellig plads i samfundet. Vi er ikke ligestillede eller har den samme plads, men udgør hver vores funktion. Det lille tandhjul er lige så nødvendigt, som det store tandhjul i samfundets maskine. Når jeg oplever medlemmerne af kongehuset på tæt hold ranker jeg ryggen og bliver stolt. Det er en følelse inden i. For mig som politiker understreger det samtidig den simple kendsgerning, at jeg er en tjener med en midlertidig opgave. Jeg kan måske nok gøre en forskel for den enkelte og for samfundet, men der var også politikere før mig og der kommer mange efter mig. En dag slutter min opgave som folkevalgt. Der vil jeg have ydet mit i et samfund med en række institutioner, som er vigtigere og større end mig og vigtigere og større end det enkelte individ. For mig er det afgørende at vide, at man har et formål og tjener en sag ikke kun sig selv, men samfundet som helhed. I en tid med evig jagt på selvrealisering og en opstyltet fokusering på store egoer i tv-shows og musikalsk degenerering repræsenterer kongehuset det autentiske. Det er ægte, og det fascinerer. Der er mennesker, som når de ser noget der er finere eller mere ophøjet end dem selv, griber dette an ved at nedgøre det og bringe det på deres eget niveau. Andre vælger at nyde og respektere det ophøjede. Jeg hører til den sidste gruppe. Der går absolut intet af min selvforståelse og min egen lyst til at drive det vidt ved at bukke for den kongelige familie.

8 Når regentparret ankommer til Århus og andre steder rundt omkring i landet, stimler folk sammen. Med flag og fascination følges de kongelige tæt. Det er en forunderlig blanding af nysgerrighed og betagelse. Alle taler om det første og få tør indrømme det sidste. Men uanset hvad, så er folk mødt frem. Byen er pyntet og gjort ren og fin. Alle har gjort sig umage. Vi er stolte over vores kongehus og vi ynder at vise det frem. De kongelige boliger - både de historiske og nutidige udgør store turistmål og kendetegn for byer og landskaber. Faktisk har kongehuset igennem århundreder været den enhed, som på mange måder har formet vores land og vores historie. Tidligere generationer lærte kongerækken i deres skoletid. For nogen var det triviel udenadslære, men for mange var det muligheden for at koble danmarkshistorien til noget håndgribeligt og forståeligt. Det var muligheden for koblingen mellem mennesker og begivenheder, symboliseret ved regenten: Margrethe I var hende, der samlede Norden, Christian II var ham, der mistede det igen og lavede en dyb rille i bordet på Sønderborg Slot, Christian IV var ham med krigene, kvinderne og byggerierne, og Frederik III var ham med enevælden, Livgarden og det Kongelige Bibliotek. Christian VII var ham den gale med stavnsbåndets ophævelse og Struensee. Christian IX mistede en tredjedel af riget, men fik sine børn placeret i Europas kongehuse og Christian X var ham til hest, der stolt bragte landet gennem Anden Verdenskrig og mange mange flere spændende og afgørende begivenheder fra vores historie. I dag er den slags umoderne og ikke rigtigt in. Resultatet er beskæmmende, som når to kvindelige tv-personligheder i et reality show sidder foran skærmen og drøfter koblingen mellem selv at være feltmadrasser og den Anden Verdenskrig engang i 1800-årene. Kongehuset er en konstant påmindelse om nødvendigheden af historisk bevidsthed og historiens relevans. Så for mig er der mange følelsesmæssige og værdibetingede årsager til min opbakning til det danske kongehus og de øvrige monarkier i Europa.

9 Men der er også kolde og kyniske årsager. Nemlig den profilering og omsætning, som et kongehus medfører: Virksomheder, der kan opnå den hæder og det kvalitetsstempel, det er at være kongelige hofleverandører. Eksportfremstød, kombineret med fine traditioner for godt dansk diplomati. Kongelige protektorater af foreninger, festivaler og store begivenheder som ved åbningen af Århus Festuge, hvor Dronningen ved flere lejligheder har givet sin helt særlige hudflettende ærlige mening om dette eller hint, eller den meget populære Sculpture by the Sea, hvor kronprinsparret kaster glans og opmærksomhed over hele arrangementet. Mangen en ung dygtig håndværker har ranket ryggen og været stolt, når han eller hun ved den årlige medaljefest på Aarhus Rådhus får håndtryk og anerkendende ros for sit fine håndværk af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Men det er ikke de bærende årsager til min ubetingede opbakning til det danske monarki og kongehus. Det skyldes, at det er den eneste rigtigt værdiladede styreform for et historisk bevidst og stolt Danmark. Gud bevare Hendes Majestæt Dronningen og det kongelige hus.