Prædiken til Påskedag. 1. tekstrække

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 5. april 2015 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til Påskedag. 1. tekstrække Salmer. DDS 224 Stat op, min sjæl, i morgengry Dåb DDS 234 Som forårssolen morgenrød DDS 236 Påskeblomst Altergang: DDS 228 Du er, opstandne sejershelt, DDS 218 Krist stod op af døde Tekstlæsninger. Sl.118,19-29; Mark.16,1-8

2 2 Prædiken. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus Stenen var væltet fra for den var meget stor. Gud har gjort det hele. Det er ikke op til os. Det kræver ikke den rette forstand eller sindets rette beredthed. Det kræver ikke den rigtige stemning eller holdning. Det er gjort, og Gud har gjort det. Det skete i nattens mulm og mørke og der var ingen ingen verdens sjæl - der så det. Vi, der så gerne vil have en finger med i spillet, kommer til en afgjort sag et fait accompli stenen er væltet fra graven er tom Kristus er opstået fra de døde. Og det er alene Guds værk uafhængigt af, hvad vi mennesker kan og synes og mener om den sag. Er det et postulat? Ja, vel er det et postulat. Bevises kan det jo ikke. Det er postulatet over dem alle. Men det betyder jo ikke, at det er opspind. Det er det postulat den påstand, der hører påskemorgen til. Og så kan man tro det eller man kan lade være. Det er sådan set de to muligheder, der er. Men altså derfor fordi stenen var væltet fra kommer vi i dag -påskedags formiddag til en festlig pyntet kirke og til festlig musik og festlige salmer. Det hele er gjort klar til os. Vi skal bare tage imod med glæde. Det kan godt være, at vi egentlig kom med sorgfulde sind. Vi troede muligvis hvis vi nu har sat os rigtigt ind i påskens drama, at nu skulle vi sørge rigtigt og med anstand. Ligesom kvinderne, der denne tidlige morgen begiver sig ud til haven ud til graven, som Josef af Arimatæa så generøst havde stillet til rådighed. Her havde de lagt den døde Jesus, efter at de nødtørftigt havde gjort ham i stand. Og så havde de rullet den tunge sten for gravens hul. Solen var ved at nærme sig horisonten. Sabbatten nærmede sig. Så skulle alle være hjemme. Og man måtte slet ikke have noget med de døde at gøre. Nu er det så endelig blevet lovligt at færdes ude igen, og kvinderne skynder sig til graven for at indhente det forsømte at gøre Jesu døde legeme i stand. At salve ham med de vellugtende salver, som de bærer med sig. Nu må de have lov til at gøre det sidste, som de kan gøre for ham og de må sørge og græde ved hans grav. De må tage endegyldigt afsked med ham og dermed også tage afsked med deres håb og drømme, der blev slået ihjel sammen med Jesus på korset. Og på vejen diskuterer de

3 3 med hinanden, hvem de dog skal få til at hjælpe sig med den tunge sten. Men stenen var væltet fra, og der sidder en skikkelse i hvide klæder og vil bilde dem ind, at Jesu fravær skyldes, at han er stået op igen. Man kan godt forstå, at de bliver forfærdede. Og de tør faktisk ikke gøre det, som de får besked på nemlig at forkynde opstandelsesbudskabet for disciplene. Nej, de flygter fra graven. De er rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Hvad var de bange for? kan man spørge. Det var måske den samme angst, der overfalder os moderne mennesker, når vi skal forkynde opstandelse. De har måske også tænkt, som man sommetider hører og læser sig til: det kan ikke passe det kan jeg ikke forstå den slag kan ikke ske det er imod naturlovene totalt naturstridigt. De andre tror, at vi er blevet skøre, hvis vi kommer til dem med den slags. Lidelse og død og sorg, det ved man da hvad er det kan man forholde sig til men at le, hvor man skulle græde liv, hvor man kun kan forvente død det er ikke til at forstå. Om og hvordan de så alligevel har fået det sagt, ved vi ikke rigtigt. Måske blev de overhalet af Jesus selv, der kom til disciplene og viste dem mærkerne fra langfredagens tortur viste dem, at det var hele ham selv, der var stået op fra de døde hele ham selv med sjæl og legeme. Det er Guds værk uafhængigt af menneskeforstand en overrumplende og helt og aldeles uventet glæde. Vi troede, at vi skulle begræde den døde, men mødes af den levende og opstandne frelser. Derfor er der fest i kirken i dag den største fest af dem alle. Og så siger nogle måske også i dag ligesom kvinderne tænkte det ved graven: Det tror vi ikke på. Det kan ikke ske. Det er fuldstændig i strid med naturlovene. Og så må svaret være, ja, vel er det det selvfølgelig er det i strid med naturlovene. Ellers var det vel ikke noget særligt. Men skulle Gud Skaberen ikke også være herre over naturlovene han som selv har skabt naturen. Krist stod op af døde. Det behøver ikke at være specielt vanskeligt at tro på for tro er noget andet end viden men til den, der synes, at det er vanskeligt at tro på, er svaret, at det gør overhovedet ingenting. For det hele afhænger ikke af, om du kan tro på det eller ej. Det er sket en gang for alle. Og i dag mindes vi dette under og vi glæder os over det men vi skal ikke gentage det. Det er hele gaven. Det skal ikke gentages. Det er gjort og det er Gud, der har gjort det.

4 4 Når det så er sagt, må vi overveje, hvordan denne tro denne glæde over opstandelsen kan komme til at lyse over vores liv. For det handler jo ikke kun om, at vi også skal opstå engang ligesom Jesus til et levende liv hos Gud. Selvom det jo er så stort, at det er hinsides vores fatteevne. Men glæden over opstandelsen indebærer endnu mere end det. Man fristes til at citere Folkekirkens Nødhjælps motto: at der er et liv før døden. Fordi der er et liv efter døden, sættes vi fri til at leve et ordentligt liv før døden. Ikke et liv, hvor vi skal gå efter det sikre det der gavner os selv bedst det vi ikke kan komme til at fortryde. Nej, vi sættes fri til at udleve glæden, kærligheden, spontaniteten, at risikere noget, at sætte livet på spil. Også frihed til at lægge det brudte og fortrudte bag os og starte på en frisk. Kom hjerte med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven bar, gak med det alt til ham, som døde, men levende dig nu vil møde! Alt det, vi bærer med os, af dødt og tungt kan vi bare lægge fra os. Ligesom stenen var rullet fra, så falder stenen fra vores hjerte, når vi indser, hvilken opstandelse denne opstandelse medfører. At det ikke kun gælder i døden, men i hele vores liv. At vi ikke kun med håb kan lægge vore døde i Guds hænder men at alt andet, hvad der også kan være dødt, på samme måde hører hjemme her hos Gud -: glæden, der gik i stykker; håbet, der brast; kærligheden, der endte i had; brudte forhold; mennesker, som vi svigtede; løfter, vi ikke holdt; veje, vi ikke turde gå; muligheder, vi ikke udnyttede. Vi er sat fri til et nyt liv det begynder nu denne forårsmorgen. Og så kan man allerede høre indvendingerne: Ha, sådan en solskinsreligion. Den rene utopi. Hvad med selvmorderen, der tager 149 andre med i døden? Hvad med gidseltagning og massakre på kristne i Kenia? Hvad med Boko Haram og Islamisk Stat? Hvad med sølle terrorister i vores eget land? Jo, selvfølgelig er alting ikke godt. Der er nok at begræde. Også i helt almindelige menneskers personlige liv. Men kunne vi ikke vie denne ene dag til den udelte glæde? For det er denne dag, der i sig bærer løftet om, at det gode sejrer il sidst. Derfor: At komme af med al sin dødvægt det vraggods man bærer rundt på, at slippe det at slippe af med det at få stenen væltet fra sit hjerte det er også en konsekvens af opstandelsesbudskabet denne morgen.

5 5 Kom vi i dag, tynget af sorg, med blikket vendt mod jorden, så kan vi ranke ryggen og vende blikket ikke mod himlen himlen skal nok få sin tid og sin evighed men vi må vende blikket ud i verden se os selv og vores næste i opstandelsens lys og takke Gud for denne morgens nåde. For Kristus er opstanden ja, han er sandelig opstanden. Amen