Prædiken til Alle Helgen, d. 2. november 2014 Stine Munch

Transkript

1 Prædiken til Alle Helgen, d. 2. november 2014 Stine Munch Bøn før prædiken: Du griber os i mørket og blidt mod lyset vender. For selv om vi er adskilt, er vi i dine hænder. Og du var selv i mørket den dag, da Kristus døde, du rejste ham til livet i påskens morgenrøde. (DDS 552 v. 3) Nogen har engang kaldt det kristne budskab for "Tabernes evangelium" For Jesus, Guds søn, levede sit liv blandt taberne. 1

2 Det var dem han talte til om glæden, om sygdommen som skulle læges, om livet som skulle leves med de andre. Det var taberne han opsøgte, det var taberne der fulgte ham, det var taberne han døde for og det var dem han vendte tilbage til efter sin opstandelse. Hvorfor mon? Fordi de sikre, de rige på magt og indflydelse, de raske og dem der aldrig havde mistet, slet ikke så hvad han var. At Jesus er Guds søn, Kristus. Gud selv der fortæller os sandheden om livet og døden og om, at han er den, der bærer os.. Og os der er her i dag i Københavns domkirke på Allehelgen søndag, er de tabere som nu er samlede for at høre ham tale til os, fordi vi stadig, og til hver en tid, har brug for håb og trøst. 2

3 Nu er det måske ikke det mest høflige sådan at kalde folk omkring sig, og jer her i kirken, for tabere. Ordet har jo ret beset en nedsættende klang. Men går man tæt på ordet så betyder det vel bare : Den som har tabt. Den som har mistet. Den hvem noget vigtigt, måske endda det vigtigste, er, netop, tabt. Ja, man kan i sandhed føle det som om man netop har tabt sit livs salt, når man har mistet et menneske der betød alverden, ja, måske endda jordens salt.. Og derfor synes jeg ordene om at vi er taberne giver mening i vores sammenhæng i dag hvor vi er her i kirken, på allehelgens søndag, for at mindes dem vi mistede, dem vi har tabt, og for at høre håbets og trøstens ord til os fra Gud. Tænk, at Han siger til os at vi er jordens salt, at vi skal sætte vores lys i en stage? Jamen, hvordan? 3

4 For det går jo hele tiden anderledes end vi har planlagt og drømt om, og vi kan ikke fastholde hverken livet eller hinanden. Og alle relationer kan vel netop kun være en bøn til den anden: bliv her, giv mig dig selv, gå ikke.. Og i de øjeblikke hvor det er der, den anden, opfyldelsen, livet i dets fylde, så mærker vi det, som glimt af glæde. Når vi ser hinanden i øjnene, når vi griner sammen, når vi hviler sammen i den gode stilhed hvor man ikke behøver snakke eller forklare, eller når vi hører og siger gode og kærlige ord til hinanden. Så ved vi at det er NU vi skal turde vove lade det folde sig ud inde i os og overfor hinanden. Så skinner lyset for mennesker, vi lader det lys som vi har fra Kristus, skinne for hinanden.. 4

5 Også selvom vi i hjertet godt ved at det ikke varer ved. Jesus siger at taberne er salige. Salig betyder lykkelig. Ikke lykkelig i den betydning at alting går godt og varer ved, men lykkelig, som det menneske er, som formår at lade glæden komme til sig i glimt, fordi det stoler på at det ikke er sidste gang. Glæden kan komme igen her på jorden og glæden skal engang blive alt hvad der er, når vi skal hjem til Gud. Som vi hørte før fra Johannes åbenbaring: Han vil tørre hver tåre af deres øjne, Og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han der sidder på tronen, sagde: Se, jeg gør alting nyt! 5

6 Det er for mig den største trøst. At det ikke ender her i hvad der indimellem synes som en jammerdal, men at Kristus henter os en dag, og tager os med et sted hen, hvor der er glæde og varme og lys og ikke mere savn og sorg. Taberne er dem som ved, hvad det vil sige at sørge og længes. Alle vi tabere ved hvad det vil sige at miste og savne. Vi ved hver især hvad vi har tabt. Vi ved det fordi vi kendte og elskede mennesker der nu er døde. Set i et større perspektiv er et menneskeliv at regne som et øjeblik. Som der står i det Gamle Testamente: Mennesket er som græsset, der står idag og imorgen kastes i ovnen. Kort kan et menneskeliv synes os. Men dets betydning kan være nok så stor! 6

7 Vores tid er begrænset og derfor gælder det om, at være fuldt og helt til stede i vort liv, mens vi har det. Hver dag er for os en helt ny chance, en chance for at bryde gamle mønstre og leve og elske og derved sætte livgivende spor. Og netop der, hvor et jeg og et du møder i hinanden i sårbar åbenhed, der vokser livet frem og folder sig ud og bliver stort. Et sådant møde kan kaste lys henover et utal af mørke dage. Mørke dage er der i ethvert menneskeliv. Og der kommer en tid, hvor der ikke er flere dage tilbage at tage af. 7

8 Skal vi så leve i angst og frygt for at miste, så vi ikke tør elske? Så vi ikke tør give os hen i kærlighed til et andet menneske? Svaret må absolut være et stort rungende NEJ! Glæden over at have elsket må ikke overskygges af sorgen! Og har du mærket kærligheden, måske endda i overflod, så ligger der vel også i det et krav om, at give kærligheden videre? For mange år siden mistede jeg min barndomsven. Han var 9 år ældre end jeg, og han blev som en storebror eller en ekstra forældre.. Han så mig første gang da jeg var helt nyfødt, og straks tog han mig til sig og passede på mig. 8

9 Først kørte han ture med mig i barnevognen, da jeg blev lidt ældre holdt han mig i hånden mens jeg stavrede rundt.. Min far havde snedkereret en dukketeaterscene til ham, og han spillede det ene teaterstykke efter det andet med kun lille mig som tilskuer. Jeg ville også spille for ham, men det blev aldrig ligeså godt. Han var også god til at tegne. Med let hånd tegnede han blomster og græs, dyr og mennesker.. Jeg kunne aldrig få det til at ligne så godt som han kunne. Vi gik ture sammen, og han samlede ting op fra jorden og fra markerne og fortalte de mest vanvittige og eventyrlige historier om sten og gamle kapsler og møtrikker. 9

10 I årevis gik vi rundt på marker og gårdspladser. Snakkende, hoppende, legende. En dag rejste han hjemmefra og til København. Så sås vi ikke så tit mere, og vi blev mere fremmede for hinanden når han kom hjem til Als. En dag kom han hjem og så syg ud.. tynd og bleg.. Jeg havde på det tidspunkt søgt ind på teologi i både København og Århus. Han sagde: jeg håber du kommer ind i København, for så skal vi rigtigt Et halvt år efter døde han, inden han blev 30 år. Og han efterlod mig en gave som jeg fik efter hans død. En lysestage og et kort hvorpå det stod: til lys i mørket. 10

11 Som en påmindelse om at lyset er stærkere end mørket. Livet stærkere end døden. Det var kærlige ord. En slags velsignelse, tænker jeg. De døde vi har kendt, og som har haft afgørende betydning for vores liv, har ladet deres lys skinne for os, så vi kan gå ud og give det videre vi har fået.. I bevidstheden om, at det er Gud hvorfra alt det gode kommer. Gud er kærlighedens kilde, Kristus er verdens lys.. Ved at læne os op af Hans Ord kan vi tabere, om det så bare er i glimt, være jordens salt og lys for hinanden.. Påskeevangeliet fortæller, at da kvinderne påskemorgen kom ud for at se til Jesu grav, da var graven tom. En engel sad derinde og pegede væk fra graven og sagde: 11

12 Han er ikke her; han er opstået som han har sagt - skynd Jer nu ud og fortæl det til disciplene! Og det gjorde kvinderne heldigvis. Selvom de var bange, og ikke forstod hvad der var sket. Og selv om de ikke med det samme kunne rumme det forunderlige budskab i deres sorgfulde sind.. De fortalte det videre, for hvad hjertet er fuld af, løber munden over med - og hjertet blev fyldt med håb ved graven påskemorgen. Det håb bragte de ud i verden. Og det bredte sig som ringe i vandet. Håbet om, at Kristus er gået i forvejen for os - og at vi, ligesom han, skal opstå til et nyt liv når vi dør. Det er den kristne tro. 12

13 En påstand der er et kors for forstanden. Men også en påstand der bærer en rummelighed i sig. Menneskelivet leves med en større horisont end den vi kan se grænserne for. Det giver os en frihed og en fred til at leve! Vi er Guds børn. Det vil sige, vi er meget mere end det, vi slæber rundt på, det vi kommer fra, det som vi helst vil glemme. Vi er Guds børn, først og fremmest. Han tager vare på os både i livet og i døden, i lyset og i mørket, og intet skal skille os fra Ham! Graven var tom. For døden ejer os ikke, og kan ikke holde på os. Vi tilhører ikke det, der vil indsnævre vores muligheder og lukke døre for os. Ikke det, der vil sætte os på plads og gøre livet småt og os mindre. 13

14 Vi er børn af Gud, der med Kristus sætter os ind i det fællesskab der varer evigt. Hos Gud kan vi være, med alt det, vi er. Med det, vi gerne vil være og det vi ikke vil være, men måske i virkeligheden er. Hos Gud favnes vi med alt det vi fejlede, det vi misbrugte, det der aldrig blev forløst. Alle vore bristede drømme og skuffelser. Vor sorg over hvad der skete og over vores egen utilstrækkelighed. Den fred kan vi nok ikke give hinanden. Den fred er der ikke altid mellem os. Men i sorgen tror jeg de fleste opdager, at vi har meget mere at være taknemmelige for, end at græde over. 14

15 Det betyder ikke, at smerten ikke er der og heller ikke, at den ikke må være der. For det er nødvendigt at græde og klage. Og midt i den dybeste smerte, som kan være så tung og dyb og ubærlig at der overhovedet ikke synes at være nogen vej ud da får vi lov til at tro på, at vore døde er i Guds hånd som sprænger dødens magt. Når Jesus siger: Salige er de som sørger, for de skal trøstes, så benægter han ikke, at vi græder og sørger. Slet ikke. Men han giver os et håb midt i gråden Hans kærlighed til os må vi have lov til at tro på. I dag, på Alle helgens søndag bliver vi mindet om, at ingen af os skal leve evigt. Vores tid er begrænset og 15

16 derfor gælder det om, at være fuldt og helt til stede i vort liv, mens vi har det. Og vi må tage livet som det er. Som en gave og opgave. I er jordens salt, siger Herren til os. I er verdens lys. Og sæt dit lys op i en stage, så det kan skinne for din næste. Det er en daglig øvelse og det er svært. Derfor må vi prøve at se det store i hver eneste dag, i hver eneste menneske vi møder på vores vandring igennem livet, og i os selv for vi er Guds børn, og når vi er det, kan intet slå os ud. I er jordens salt I er en by, der ligger på et bjerg sæt ikke dit lys under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Herre, hjælp os til at leve i ansvar og i tro på det Ord. Amen! 16

17 Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed Kirkebøn Gud vi beder dig, Vis os dit lys, så sorgens mørke ikke tager magten fra os. Gør os til lys for hinanden, så vi ikke behøver at frygte døden. Styrk os i troen på opstandelsen og det evige Liv. Vi beder dig for alle, som tvivler: 17

18 giv dem tro. Vær hos alle, der er syge; hjælp dem med din styrke. Vær hos alle ensomme; giv dem mod til at leve livet. Vær hos enhver, som er tynget af sorg; giv opmuntring og trøst, som kun du kan; vær du lyset, som brænder i mørket. Vi beder for vor dronning og hele hendes familie og for alle familier her i menigheden og overalt. Vi takker dig for livet, du har givet os i al dets mangfoldighed, med tid til at fødes og tid til at dø, 18

19 tid til at virke og tid til at hvile, med tid til glæde og tid til sorg. Gør os åbne for dit ords trøst og forvis os om, at hverken liv eller død kan skille os fra dig Amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! 19