Himalayan Project Nr.9. - 4. årgang - Himalayan Project - September 2002



Relaterede dokumenter
Lindvig Osmundsen. Side Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag Tekst: Matt. 3,1-10

Prædiken. 12.s.e.trin.A Mark 7,31-37 Salmer: Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde

16.s.e.t. 20. sep Høstgudstjeneste.

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Sebastian og Skytsånden

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

Med Pigegruppen i Sydafrika

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

Bilag 4 Transskription af interview med Anna

Side 3.. Håret. historien om Samson.

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Tale af Bruno Gröning, Rosenheim, 31. august 1949

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig?

Bilag: Efterskolerejser i et dannelsesperspektiv. Spørgeskemaundersøgelse blandt alle elever på Ranum Efterskole

Du har mistet en af dine kære!

Prædiken til rytmisk gudstjeneste, Matt 18, Tema: Guds nåde

Daniels mirakel. Hej. Jeg vil gerne bruge lidt tid på at fortælle min historie. Jeg vil gerne fortælle den for at opmuntre dig til at tro.

Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431

4. s. e. trin. I 2017 Ølgod 9.00 og Bejsnap

appendix Hvad er der i kassen?

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 13.s.e.trinitatis 2015.docx side 1. Prædiken til 13.s.e.trinitatis Tekst: Luk. 10,23-37.

Klodshans. Velkomst sang: Mel: Den lille Frække Frederik

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole

Har du købt nok eller hvad? Det ved jeg ikke rigtig. Hvad synes du? Skal jeg købe mere? Er der nogen på øen, du ikke har købt noget til?

N. KOCHS SKOLE Skt. Johannes Allé Århus C Tlf.: Fax: kochs@kochs.dk

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet.

Kursusmappe. HippHopp. Uge 2. Emne: Her bor jeg HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 2 Emne: Her bor jeg side 1

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

Sagsnummer: 4 Navn: Teodor Elza Alder: 75 Ansøgt om: Medicinhjælp

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk

YASMIN Jeg har noget jeg er nødt til at sige til dig. YASMIN Mine forældre har bestemt, at jeg skal giftes med min fætter.

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

Science Fiction. Fordybelsesområde: Science fiction

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Kære Aisha. Et rollespilsdigt om håb og svar For en spiller og en spilleder

18. s. e. trin. I 2015 Ølgod

Light Island! Skovtur!

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

Peters udfrielse af fængslet

CUT. Julie Jegstrup & Tobias Dahl Nielsen

Prædiken til Påskedag kl i Engesvang 1 dåb

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast)

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Denne dagbog tilhører Max

Prædiken til 2. s. i fasten kl i Engesvang

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Klaus Nars Holm U-de midt i Fa-rum Sø midt mel-lem Fa-rum og Vær-lø-se lig-ger der en lil-le ø.

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 15.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 15. søndag efter trinitatis Tekst. Matt. 6,34-44.

HENRIK - I kan slet ikke gøre noget, uden at holde jer inde, indtil videre.

Marys historie. Klage fra en bitter patient

Tekster: Præd 3,1-11, Rom 8,1-4, Matt 10,24-31

Nu har jeg det! jublede Harm. Tyrfing! Det dødbringende sværd! Jeg har det her i min højre hånd! De tre blodsøstre kom jagende gennem luften på deres

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Hvordan underviser man børn i Salme 23

Tyven. Annika Ta dig nu sammen, vi har jo snart fri. Bo kigger på armen for at se hvad klokken er, han glemmer igen at han ikke har noget ur.

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen

Jeg vil se Jesus -3. Levi ser Jesus

Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold

Vi er en familie -4. Stå sammen i sorg

1 INT. INDLEDNING LÆGEKONTOR DAG OLIVER(30) sidder ved et bord. Overfor sidder LÆGE 1 (40) i en stol, mens LÆGE 2 (40) står ved siden af.

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu!

Transskription af interview Jette

Jeg var mor for min egen mor

Michael Svennevigs Bag de blå bjerge

Pause fra mor. Kære Henny

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 3.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 3.søndag efter trinitatis Tekst. Luk. 15,1-10.

Tilgivelse. Tilgivelsestest Hvordan kan man bede om tilgivelse?

Og ude på den gamle træbænk, hvor de sammen plejede at nyde de svale aftener, havde Noa sagt det, som det var: Han har tænkt sig at slå dem alle

LÆRER (35) PATRICIA: Oh my god! Tascha, du bliver nødt til at se det her. TASCHA: Fuck den so! som om hun kan få en som Mads.

Shakespeare: Macbeth. Handlingen. Spilleregler.

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl du som har tændt millioner af stjerner

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

9.s.e.trin. I Horne 9.00, Strellev /

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Den gamle kone, der ville have en nisse

Prædiken 4. søndag efter Hellig Tre Konger 2014, 2. Tekstrække, Matth 14,22-

2 EN MINEARBEJDERS FORTÆLLING 10:01:21:18 10:01:25:18. 3 <Jeg hedder Joaquim Nyamtumbo.> 10:01:30:04 10:01:35:11 <Jeg kom til verden i Mozambique.

Og sådan blev det. Hver gang jeg gik i stå, hviskede Bamse en ny historie i øret på mig. Nu skal du få den første historie.

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers

Prædiken til 12. s. e. trin kl og Engesvang. Dåb.

Bliv afhængig af kritik

0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08. 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt.

Bruger Side Prædiken til 2.s.i fasten Prædiken til 2.søndag i fasten Tekst. Matt. 15,21-28.

Sorgen forsvinder aldrig

Bruger Side Prædiken til 7.s.e.trinitatis Prædiken til 7. søndag efter trinitatis Tekst. Luk. 19,1-10.

Mellem Linjerne Udskrift af videosamtalerne

keiler stiven LÆSERAKETTEN 2019

Feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen: Tale ved den militære begravelse af konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby Kirke den 3. november 2010 klokken 11

Bilag 2: Interviewguide

Der kan findes mere om disse salmer og andre af Karstens salmer på

Transkript:

Himalayan Project Nr.9. - 4. årgang - Himalayan Project - September 2002 Junbesi-dalen er et af Jordens virkelige fredscentre. Det er strengt forbudt i hele dalen at slå nogetsomhelst ihjel. Straffen er en hovedrysten og en mild irettesættelse. Der er mange klostre med mange munke og nonner. Deres meditation, sammen med blafrende bedeflag og mani-sten, giver en fornemmelse af ånd, som er overalt. Nede til højre ligger Junbesi som genlyder af glad latter og børnesang. Højere oppe ligger Mopung, hvor bønderne synger plov-studen rundt på marken. Her er en hilsen en stort grin med rod i hjertet og et Namaste (jeg hilser din sjæl). Og oppe over det hele troner Numbur, alle Solu-dalenes hellige Vandmoder. En næsten perfekt idyl indtil maoisterne trådte ind på scenen. www.himalayan-project.subnet.dk Bestyrelsen: formand: næstformand: kasserer: sekretær: medlem: Himalayan Project Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive? 97 54 53 08 - fax. 97 54 53 55 - klomborg@post11.tele.dk Flemming Worm, Hybenvej 41, 7800 Skive? 97 54 77 56 - fax 97 51 22 99 - worm@mail.mira.dk Gisela Franke, Thomsensgade 22 1, 7800 Skive? 97 51 05 47 - gf@privat.dk Wilbert Lyngsø, Fennebakken 297, 8800 Viborg? 86 67 17 37 - fax. 86 67 13 03 - wilbert_lyngsoe@hotmail.com Jeannett Fruergård, Gl.Skolevej 5, Lånum, 7850 Stoholm? 97 54 84 55 - jeannett@webhiker.dk www. himalayan-project. subnet. dk Krise Nepal er i krise - måske knap så dyb som den har været, men stadig dyb, og dyb nok. Himalayan Project er ikke i krise. Vi er 112 medlemmer, hvilket er enormt flot i forhold til så mange andre ulandsforeninger - selv mange af dem, som er inde i varmen hos Danida, har væsentlig færre medlemmer. Sidste år var vi 114 medlemmer og forrige år 94. Det kunne se ud som om vi har mistet to medlemmer siden sidste år; men det har vi ikke; vi er i stedet blevet 34 flere medlemmer. Der er nemlig 23 medlemmer i 2001, som ikke har fornyet deres medlemskab, og 8 var endda medlemmer i både år 2000 og 2001. Det må skyldes en forglemmelse, at medlemskabet ikke er fornyet, så dette blad er alligevel også udsendt til jer 23 i et håb om, at det vil minde dig om at forny dit medlemskab. - 13 var medlemmer i 2000 men ikke i 2001 og i år. Der er sikkert nogle, som af ukendte årsager, bare ikke vil være med længere; men der er også gode folk imellem, som hermed får en sidste chance for at være med. Men hvad så med en godt opbakket forening, som arbejder i et land i krise. Er vore napalesiske aktiviteter i krise? Både Ja og Nej! Tag for eksempel de 11 brugte Pentium I PC er som vi har fået forærende af Statoil, og som vi ville distribuere forskellige steder i Solu her i efteråret. Maoisterne har lukket de små vandkraftværker, så der er ikke strøm til maskinerne. Og vi vil kunne forvente at maoisterne vil stjæle dem som det nyttige udstyr de er, eller smadre dem som det dekadente grej de også er. Så nu udsætter vi dette projekt på ubestemt tid. (For resten, så mangler vi stadig 8 monitorer, en del CD-rom-drev, ledninger, licenser på Windows98 og Office, og andet smågrej. Så hvis du har noget liggende, så kontakt en af bestyrelsesmedlemmerne.) Men på den anden side så tag lige nogle af vore andre projekter. Chhumbu Skole Heldigvis har maoisterne endnu ikke forulempet vor skole eller dens lærere. Rent faktisk har de anerkendt vores skole som en retfærdigt og socialt fungerende enhed. Men det lille 1 kw vandkraftværk, som landsbyen havde arbejdet så hårdt på at etablere, et blevet ødelagt. Og folk er bange for at bringe breve og penge fra sted til sted, for pludselig er maoisterne der og truer folk til at erkende åbent hvad de laver og hvad de bærer på. Så vore rapporter derudefra er mangelfulde. Men der er sket en del siden sidst. Den pengeoverførsel, der sidste år forsvandt pga. lokal banksjusk, men som vi fik tilvejebragt i efteråret, blot for at se blive bankrøvet af maoisterne, er siden blevet erstattet af bankens forsikringsselskab. Så nu er pengene endelig ankommet til Chhumbu. Vi har siden overført endnu et beløb, og har fået besked på, at de er gået glat igennem. 2

På trods af at vi tidligere har fået den besked, at distriktets undervisningsmyndigheder (DEO) ikke havde lærerkvote til at efterkomme vores ønske om at få ansat en offentligt betalt lærer, så ser det nu ud til at det alligevel skal lykkes. Stillingen er bevilget, men der er problemer med at få nogen til at flytte til Chhumbu. Det er normalt hinduer fra lavlandet, som besætter de offentlige stillinger, og de finder det ikke særlig attraktivt at havne langt ude i buddhisternes bjerge. Vi arbejder nu på at få en af vore tre lærere anerkendt som offentligt ansat, så er vi ude over alle problemer med dårligt engagement. Men til gengæld har DEO meddelt, at de ikke kan godkende skolen som primary level (1.-5. klasse). Det var ellers meningen at 4. klasse skulle have startet her ved undervisningsårets begyndelse. Vi har endnu ikke fået en ordentlig forklaring, men formodentlig handler det om klassekvotienter og befolkningsgrundlag, og om 3 klasseværelser og 3 lærere til 5 klasser; men også om at DEO ved en godkendelse også overtager en forpligtelse til at sikre, at skolen kan føres videre i fremtiden. Og de har desværre mange dårlige erfaringer med udenlandske donorer, som starter en skole op for derefter at lade den klare sig selv. Og DEO ved udmærket at Skivehus Rotary Klub afslutter sit engagement i skolen ved udgangen af næste skoleår. Jeg må selv gå til undervisningsdirektøren og høre hans begrundelser og forklare ham, at vi ikke har tænkt os at løbe fra vore forpligtelser og ansvar. Hvis det offentlige vil yde deres, så skal vi nok fortsætte med at yde vores. Men DEO har dog godkendt skolen som preprimary school (1.-3. klasse), hvilket medfører at det offentlige tildeler skolen alle grundbøger i nepali og matematik. Vi skal således nu kun betale for mere videregående undervisningsmateriale i fagene matematik, science og engelsk. Skolen går her efter monsunen i gang med at udføre vejsikring af skolevejen. Selv om vejen, der går forbi skolen, blot er en jordsti med enkelte trin beregnet for ren fodtransport, så er det immervæk en hovedvej mellem sidste kørbare vej og hele Everestområdet. Ofte er børnene kommet i klemme på deres skolevej, når tungtlastede kulier fylder det meste af vejens bredde, eller når en flok muldyr kommer stormende ned ad stien. Vejen er nu ved at blive gjort bredere med små vigepladser, hvor børnene kan smutte ind. - Og så har de lagt skiferfliser på gulvet i lærerværelset. Hvis det ser godt ud, og hvis budgettet viser sig at holde, så går vi videre med at lægge fliser i alle klasseværelserne. I monsuntiden omdannes gulvene til mudderælte, så skoene bliver våde og tæerne kolde. Skolekomiteen er stadig svag, men måske er de ved at vågne op. For landsbyen har endelig forstået, at vi var utilfredse med visse dele af deres arbejde, som vi syntes de var sluppet for nemt og billigt om ved. De har nu indvilget i, for egen regning, at færdiggøre toiletbygningen og at forstærke muren under skolegården, som skrider ned under hver monsunperiode. Jeg er spændt på hvem det er, som skal have et stort skulderklap for denne indsats. Normalt opholder vi os kun i Chhumbu i to dage når vi besøget bygden; men i år vil jeg blive lidt længere, så vi kan få snakket alt igennem, og jeg kan nå at lære indbyggerne bedre at kende og måske derigennem få lidt mere liv pustet i de mest aktive af dem. Til vinter vil et par unge mennesker fra Salling besøge Chhumbu og Sagar- Bakanje i små 3 uger. De vil bare selv prøve at falde til ro i et afsidesliggende bondesamfund, men også prøve at få et indtryk af vores lokale skoleforhold og at forsøge at give en hånd med i undervisningen. Især i Sagar-Bakanje vil de ældre elever blive ellevilde med at lære og snakke lidt anderledes engelsk end det nepaliengelsk, som de er vant til. Sagar-Bakanje Lower Secondary School er jo nabo-skolen til Chhimbu skole. Og det er jo dér, at vore børn skal fortsætte skolegangen efter underskolen. Vi har for to år siden lovet skolekomiteen at vi vil donere skolen 16.000 Dkr til en opgradering af skolen. De må selv om, hvordan, og over hvor lang tid de vil udnytte beløbet, når blot målet er en væsentlig forbedring af skolen og forhåbentlig en igangsætter, som vil leve i lang tid fremover. Skolekomiteen har nu indhentet tilladelser fra DEO og fået tilsagn om støtte fra flere andre offentlige og private instanser, så for et halvt år siden, hvor skolelederen var på en af sine ture til Kathmandu, fik vi en tre-liniers Email med besked på at sende pengene. Vi mailede straks tilbage, at vi måtte have en beskrivelse af formål, beløb og bankkonto; men da var han allerede på vej hjem igen. Fire måneder senere fik vi en ansøgning, som forklarede tilfredsstillende om formålet for deres projekt; men før vi fik reageret, var han atter borte. For nylig fik vi så igen en mail, hvor han atter udtrykker undren over, at pengene ikke er afsendt. Det har vist sig umuligt at forklare skriftligt, at vi ikke sender hele beløbet på én gang. Der kan blive tale om halv- eller hel-års-budget med aflæggelse af regnskab før næste forsendelse. Og så skal vi stadig bruge en sikker forsendelsesmetode og et kontonummer. Det ser virkelig ud til, at de ikke forstår hvad jeg skriver eller måske hvad det hele handler om. Men de bliver nødt til at lære at kommunikere på et højere niveau og at forstå at følge visse forretningsprincipper. Især i et land som Nepal hvor penge nemt bliver brugt til andre formål, end de var bestemt til. Så problemet bliver næppe løst før jeg har taget del i adskillige komitemøder på stedet sidst i september. Og så er det spørgsmålet, om de kan nå at få deres projekt sat i gang i år, eller om de må vente, eller om de allerede er i gang på forventet efterbevilling. Projektet er at opgradere med ét klassetrin, så skolen nu også har en 8. Klasse, som giver eleverne mulighed for at få papirer på en 3 4

mellemskole-eksamen. Og skolen kan slette Lower i dens navn og kalde sig Sagar-Bakanje Secondary School (Shree Chandra Jyoti Secondary School, Sagar-Bakanje). I Junbesi ser det lidt håbløst ud. Maoisterne har besat byen i perioder og tyraniseret de mere velstående og de mere veluddannede. De har sat de lokale beslutningstagere skakmat, så de har været handlingslammede. De har sprængt elværket, klippet telefonledningen og kontrollerer hvad folk bærer på af breve, så nu kommer der ikke flere nyheder direkte derfra. Heller ikke når de er en tur i Kathmandu, får vi nyheder, for også dér bliver de overvågede, blot fra efterretningsvæsenets side. Men de rygter der er kommet os for øre fortæller om massiv fraflytning fra byen til andre steder i området, til Kathmandu og til udlandet. Det er især alle de aktive og velbegavede, de veluddannede og veletablerede, de relativt velhavende og dem med overskud som er borte. Med andre ord, alle de som vi samarbejder med om vore små projekter. Kvindegruppen har afvist at sy skoleuniformer til Chhumbu. Men madlavningskurset i Mopung blev gennemført med stor tilslutning. Sprogkurset gik vist i sig selv. Vores idé om at arbejde med skovrejsning mødte modstand herhjemmefra. Vi fik at vide, at vore idéer ikke ville medføre udbetaling af støtte fra Danida. Vore idéer gik ud på at forsyne lokalbefolkningen med håndgribelige værktøjer til forståelse af skoven og dens udnyttelse, i form af undervisningsmateriale, håndbøger, naturguider, landkort, planlægningsværktøjer, klimamålinger, jordbundsprøver, kortlægning osv - det duer bare ikke. Det skal handle om uhåndgribeligheder som kapacitetsopbygning, participatoriske alliancer, organisationsvurdering, relationer, appraisal og en lang række endnu finere ord. Men hvis maoisterne fortsat øver stor indflydelse i Junbesi-dalen, så kan det hele også være lige meget. Så er der ikke plads til små og store luftige idéer. Så må vi vente og se, hvor det hele bærer hen. Her i efteråret vil jeg tage derud, og ved selvsyn danne mig et overblik over situationen og få en snak med folk. Og få etableret sikre kommunikationskanaler. Men heldigvis er vores slagskib Chhimbu Primary School velfungerende og uberørt af krisen, så vel er Nepal i krise men Himalayan Project s nepalesiske engagement er ikke i krise. Vores indsats gør stadig en forskel på Lamjura Danda. Og så er der jo vores Scholarship Project, hvor vi nu støtter 15 unge menneskers uddannelse lige fra 2. Klasse op til lægestudiet. Flere donorer begynder at have stor glæde af kommunikationen med deres børn, hvoraf flere har lært at sende Emails. Og alle modtagerne er uendelig taknemmelige og 5 lykkelige for den chance i livet, som denne støtte betyder. Det er ofte vanskeligt for dem at udtrykke dette i et brev; men det er ufatteligt tydeligt og varmt, når vi møder dem i Kathmandu eller ude i bjergene. Hvad er det så for en chance vi giver dem? Hvis den nepalesiske krise fortsætter, så er det slet ikke sikkert at uddannelse er nogetsomhelst værd. Men det må ikke være sandt. Når samfundet atter begynder at udvikle sig, så vil der atter være behov for veluddannede folk. Hvis du gerne vil være sponsor for en ung nepaleser, eller kender nogen der vil, så tøv ikke med at kontakte bestyrelsen eller kig på vor hjemmeside www.himalayan-project.subnet.dk. Communist Party of Nepal People s Liberation Army (Maoist) Den politiske situation i Nepal er fortsat uafklaret. Maoisthæren, som hovedsagelig består af utilfredse unge fra landdistrikterne, voksede støt gennem de sidste 2-3 år. Mens den illegale bevægelse endnu var lille, fik den en del sympati fra befolkningen på grund af dens kamp mod uretfærdigheden og kadrenes oftest rimelige og anstændige optræden, om end der var en del brutal vold. Men efterhånden, som den blev større, blev behovet for penge til våben, uniformer og fortæring større og kunne ikke længere dækkes gennem mere eller mindre frivillige donationer. Bankrøverier og tømning af hærens våbenlagre blev hyppigere, og efterhånden blev indsamlingen af donationer og direkte røverier fra private også mere almindelige. I starten formede denne pengeindsamling sig nærmest som en slags skat fra de mere velhavende eller strafgebyrer fra folk, som ikke var kommet helt reelt til deres penge. I reglen kunne offeret forhandle om beløbets størrelse; men sjældent undslå sig. Men gradvist blev indsamlingen mere tvangspræget under dødstrusler og ingen kunne vide sig sikre overfor pengeindsamlerne. Den folkelige støtte og forståelse aftog gradvist. Og blandt de, som vi normalt havde nemmest ved at komme i kontakt med, de veluddannede og velstillede, var støtten overhovedet ikke til stede. Maoisterne og regeringen forhandlede i løbet af sidste sommer om løsning af konflikten; men da forhandlingerne brød sammen sidste efterår, mens vi gik rundt i Solu og tilså vore projekter, brød en åben krig ud. Maoisterne gennemførte en masse små og lidt større raids i det vestlige og centrale Nepal, og helt uventet et storstilet angreb i Solu. 2.000 maoister angreb Salleri med sin militærforlægning på 80 mand og Phaplu Airstrip med en politistyrke på 30-40 mand. Banken blev røvet, Amtsgården brændt ned, lufthavnen smadret, 36 soldater og politifolk blev dræbt, nogle embedsmænd blev henrettet, et ukendt men mindre antal civile blev dræbt i krydsilden og formodentlig blev omkring 200 maoister dræbt. Maoisterne 6

smadrede ansigterne på deres faldne kammerater eller de skar deres hoveder af for at undgå genkendelse og repressalier. Straks herefter indførte regeringen en undtagelsestilstand, som varer endnu. Hæren, som hidtil havde set til fra sidelinien, blev nu sat aktivt ind i kampen mod maoisterne, som blev erklæret terrorister. Pressen fik mundkurv på og skriver nu dagligt kun om vellykkede militæroperationer, faldne terrorister og formodede terrorister, tilbageerobring af våben, forhindrede terroraktioner, deserterende maoister og i det hele taget en maoisthær, som er i opløsning. Det var næppe hele sandheden. De rygter, som nåede os ad bagvejen, fortalte at maoisterne stadig opførte sig lidt som Robin Hood; men at de i deres tiltagende styrke og magt blev mere hårdhændede i deres opdragelse af folket. Elværker blev smadret, så folk ikke hengav sig til dekadent læsning om aftenen, hvor de skulle sove. Muldyrkaravaner, som bragte ris til Solu og hvede tilbage til lavlandet, blev standset, varerne brændt og driverne tæsket, fordi der ingen grund er til, at man skal spise andre produkter end dem, som man selv dyrker, og fordi det er driverne der tjener merværdien ved denne transport. Provisoriske Folkedomstole blev hurtigt indkaldt for at dømme klassefjender; dommen givet på forhånd og hverken folket eller offeret forstod forbrydelsen. Mine venner Master Kazi Sherpa og hans kone Ang Chokpa var så småt ved at trække sig tilbage efter et langt aktivt liv i Junbesi. Kazi blev først i 1960'erne opdaget af Sir Edmund Hillary (manden der besteg Mount Everest) og denne sørgede for Kazi s uddannelse. De byggede i fællesskab skolen i Junbesi, som efterhånden blev udvidet til High School, hvor Kazi blev skoleleder. Ang Chokpa er en frejdig og stærk kone, som gradvist omdannede og udvidede deres hus til et lille gæstehus. Der var flere småhoteller i Junbesi, men hvis man ville have et rent værelse med lys og luft og også gerne ville have god og velsmagende mad, så var det hos Ang Chokpa. De er aldrig blevet rige på deres indsatser; men de er dog heller ikke fattige. Deres gode engelskkundskaber og deres store ærlighed og troværdighed, gav dem mange udenlandske venner, som gennem Kazi satte gang i mange gode udviklingsprojekter i hele dalen. Familien har aldrig profiteret økonomisk på disse pengestrømme; men fik dog fra deres udenlandske venner studiestøtte til deres børn, som i dag er meget veluddannede og gode samfundsborgere. Lad være, at maoisternes ideologi er den fundamentalistisk kommunistisk, hvor alle, der rager lidt over de andre må være udbyttere og klassefjender. Men denne lille familie har udelukkende skabt sig deres vilkår ud fra ærligt tjente penge gennem et godt og aktivt liv. De har altid været meget socialt bevidste og ydet en stor personlig indsats i udviklingen af lokalområdet. Og de har altid været på de svages side med hjælp og støtte, når livet faldt hårdt ud. Ingen er nogensinde gået forgæves til Kazi og Chokpa, hvis noget var vigtigt. Men for et halvt år siden havde de et meget ubehageligt møde med en maoistkadre, som leder tankerne hen på den kinesiske kulturrevolutions tid og de kinesiske maoisters udrensninger i Tibet. Efter mødet blev Kazi indlagt på hospital i Kathmandu. Da han var kommet sig nogenlunde forfattede han følgende brev sammen med sin søn, som de sendte rundt i Verden til deres venner. Jeg har fået lov af familien til at oversætte det og trykke det. Det er kun en lille begivenhed i forhold til så mange af de større i denne del af Kloden; men det er en sjælden tæt og indlevende fortælling om vilkårene for en lille familie i en lille landsby i et lille fjernt land. Tæt på døden Junbesi, Solukhumbu, 21. Januar 2002 Med de igangværende voldelige aktiviteter fra de såkaldte Maoister, Folkets Revolution, er de fleste af udviklingsaktiviteterne nu gået helt i stå i Junbesi ligesom i andre dele af Nepal. De maoistiske oprørere har jævnligt opsøgt Junbesi og forlangt penge fra os, og de har overfaldet os landsbyboere både mentalt og fysisk. Junbesi, som er populær blandt turister og et af de mere velkendte steder i Solu-Khumbu District, har været et centralt mål for maoisterne gennem årene. Politistationen i Junbesi blev bombet 16. Juni 2000, hvor 3 politifolk blev dræbt. Dette var det første af den slags angreb i hele Solu- Khumbu District. Den næste voldelige aktion i Junbesi var et alvorligt angreb på civile. Et ældre ægtepar fra landsbyen blev tæsket næsten ihjel for ikke at ville yde bespisning og ophold for en gruppe maoister, og de blev kun reddet i kraft af en bekostelig helikopter-aktion til Kathmandu. Samme dag kom den samme gruppe også til vores hus og forlangte hundrede tusinde Rupees og truede med alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke ville være i stand til at imødekomme deres krav. Vi anmodede maoisterne om at vurdere vores sag igen, da det beløb, som de forlangte, var ud over vor finansielle rækkevidde. På den ene side følte jeg, at hvis jeg bønfaldt dem, så ville de måske overveje min situation, og ikke mindst i kraft af mine 32 års profession som lærer og skoleleder på den lokale Hillary High School og min øvrige indsats for mit lokalsamfunds udvikling. De påstår jo, at de er Folkets Røst, og jeg troede at de måske ville forstå min situation; men det viste sig ikke at være tilfældet. De vendte det døve øre til min anmodning. Vi var tvunget til at forhandle med dem af frygt for deres velkendte barbariske omgang med folk og af frygt for vores families sikkerhed. Min kone, Ang Chokpa, fortalte dem af frygt, at hun ville give dem 50.000 Rupees næste gang de kom. Men det var de ikke umiddelbart villige til at acceptere. De sagde at de ville tage vor sag op til overvejelse og 7 8

komme tilbage. Ang Chokpa havde jo givet dem sit ord, og jeg anede ikke hvordan vi skulle skaffe et så stort pengebeløb. Men jeg havde jo bemærket deres utilfredse miner da de forlod os. Så kom Phaplu- og Salleri-hændelsen i Solu-Khumbu den 25. november 2002, som efterlod os alle chokerede. Mere end hundrede mennesker blev dræbt. Noget lignende er aldrig før sket i Nepal s historie. På tredjedagen efter angrebet på distriktshovedstaden Salleri blev hele landet erklæret i undtagelsestilstand. Umiddelbart medførte denne undtagelsestilstand at livet igen blev ganske normalt i vor lille bygd, og vi følte en vis fornemmelse af sikkerhed, når militærpatruljer gik igennem Junbesi under deres patruljeringer i området. Gennem de sidste måneder arbejdede jeg derfor, udover lidt deltidsarbejde på skolen, med restaureringen af den gamle Landsby-Gompa (buddhistisk tempel) i Junbesi og overvågning af renovationen af den gamle Kani (en traditionel indgangsportal ved indgangen til en bygd). Ang Chokpa havde gang i noget reparationsarbejde i vores hjem og passede vores lille gæstehus. På sin vis var vores liv i Junbesi mere normalt i sammenligning med, hvad vi hørte fra folk andre steder i landet, men da vidste vi endnu intet om hvilket ilde skæbne, der ventede os. Det var omkring kl. 17.15 den 21. januar 2002, da jeg som sædvanlig var i gang med min aftenbøn i vores Gompa-værelse på første sal. Ang Chokpa var i køkkenet nedenunder og hun havde netop givet tømrerne fri efter dagens arbejde. Jeg hørte hende snakke med nogen dernede; men jeg kunne ikke fornemme, hvad hun sagde. Jeg kiggede ud af vinduet og så til min overraskelse en bande i kampuniform, bevæbnede med geværer, på vores terrasse. Det var maoisterne, der var kommet tilbage. De kom op og greb mig i armene og tvang mig ned i køkkenet nedenunder. En kraftig mand stod der foran trappen og kiggede på mig med store hårde øjne. Øjeblikkeligt, da jeg så ham, genkendte jeg ham. Han er en af anførerne af maoist-banderne og han har været i Junbesi flere gange før. Folk kalder ham Pratishtha. Jeg tiltalte ham ydmygt Namaste! Mr. Pratishtha, men der kom ingen svar. Han råbte i stedet Få denne Kazi ud! og jeg så ind i hans bistre ansigt. Da jeg kiggede omkring så jeg seks maoist-soldater stå parat. Alle var bevæbnede med geværer undtagen anføreren, som havde en revolver i bæltet. To af soldaterne slæbte mig udenfor og tvang mig ned på bænken. Bind den idiot! Din Lort! Så du vil have vor vurdering, ikke sandt Kazi? råbte anføreren. Han ladede revolveren med to kugler og pegede den imod mit hoved. Min krop blev følelsesløs, og jeg følte mig så hjælpeløs, for jeg vidste ikke hvad han var på vej til at gøre. Jeg blev tvunget ned på knæ og havde ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg kunne gøre. Jeg hørte ham lade revolveren og følte at nu skulle jeg dø. Det næste jeg husker var, at jeg lukkede øjnene, og alt blev sort omkring mig. Jeg kunne ikke tænke på noget som helst andet end at vente, der for enden af hans ladte våben. Pludselig kom Ang Chokpa løbende ud for at dække mig. Hun var fuld af tårer og meget skræmt. Jeg så hende råbe hjælpeløst, og hun bønfaldt dem om ikke at dræbe mig. Hun dækkede mig forfra og hylede af frygt. Hun kom ned på knæ og bøjede sig ned, Hav barmhjertighed med min mand, Herre! Tag bare alt hvad vi har; men spar min mands liv. Hvad har vi dog gjort forkert? Vil I ikke nok spare os, hav medlidenhed!. Mens hun råbte begyndte mit hjerte at synke dybere og jeg kunne føle den ydmygelse og smerte, som vi skulle igennem. Ang Chokpa og jeg bønfaldt adskillige gange og endelig forlangte anføreren penge. Da han talte viste der sig ingen tegn på nåde i hans ansigt. Af hans kolde stemme kunne jeg forestille mig hvor ondskabsfuld han kunne være. Ang Chokpa sagde at pengene var ovenpå i vores soveværelse. Anføreren beordrede os til øjeblikkeligt at hente de penge, og vi blev begge skubbet indenfor. Jeg talte meget høfligt til dem og fortalte, at jeg havde kun bedt om en revurdering og intet mere; men de ville ikke lytte. I stedet angreb anføreren mig med sin jernstav og forsøgte at ramme mig i hovedet. Jeg afværgede slaget med min hånd, så han ikke ramte hovedet. Det var meget smertefuldt. Sir, hvad har jeg gjort forkert? spurgte jeg ham og endnu et kraftigt slag fulgte. Dette andet slag ramte mig på håndleddet. Nu kom Ang Chokpa igen ind, fortvivlet råbende og dækkede mig fra alle sider. Hun ville ikke vige til siden; men de kraftige slag blev ved med at regne ned. Hun bad om nåde, men anføreren ville ikke lytte. Ved den mindste lyd fra min side blev staven igen anvendt. Jeg forsøgte hele tiden at beskytte mit hoved. Et af slagene ramte min venstre hånds tommel, og jeg begyndte at bløde kraftigt. Herunder forsøgte de flere gange at slæbe Ang Chokpa hen i et hjørne af rummet, men hun blev ved med at komme tilbage og forsvare mig. Efter at have slået mig mange gange blev jeg slæbt ovenpå til soveværelset for at finde pengene frem. Du er en ond undertrykker, og dine 32 år som underviser er intet andet en udnyttelse. Du har suget blodet ud af de fattige, og du har ingen ret til at leve i dette store palads af et hus. Hvad i alverden snakkede han om? Jeg kunne ikke fatte, hvordan han kunne dømme os sådan. Ang Chokpa og jeg har svedt og slidt igennem to årtier for at bygge dette hus, og hvordan kunne dette ufølsomme væsen forstå den lange historie bag dets tilblivelse. Der er et nepalesisk udtryk som siger Murkha dekhi daiba darauchha (Selv guderne frygter tåberne), så vi fandt det bedst at forholde os tavse. Så fik vi at vide, at vore største fejltagelser var, først at vi havde hjulpet det ældre ægtepar med redningsaktionen til Kathmandu, efter at de var blevet mishandlet af maoisterne, og dernæst at vi ikke for længe siden havde fremsendt de penge, som de havde forlangt. 9 10

Ovenpå i vores soveværelse blev jeg tvunget til at åbne kufferten. Jeg vovede ikke at se op eller sige noget mere. Mit blod dryppede overalt på gulvet. Ang Chokpa, som var blevet tvunget til at forblive nedenunder, fik sig vristet fri og kom nu op ad trappen. Hun hjalp mig med kufferten og med at finde pengene frem. Hun prøvede at tælle pengene; men kunne ikke fordi hun var så rædselsslagen. Jeg talte pengene. Hver eneste seddel, jeg vendte, blev tilsølet med blod fra min blødende finger. Vi samlede pengene lidt efter lidt. Vi tømte vore lommer og gemmer. Nogle penge tilhørte konstruktionsarbejdet på Gompa en og Kani en, og nogle tilhørte den lokale telefonboks. Således var vi heldige næsten at være i besiddelse af det beløb, som de havde forlangt, lige bortset fra fem tusinde Rupees. Vi var i besiddelse af femoghalvfems tusinde Rupees, som vi overrakte til anføreren, men det ville han ikke acceptere. Han befalede os råbende at give ham de resterende femtusinde Rupees og slog mig igen med staven. Vi sagde, at vi ville låne resten fra vore naboer og sendte hurtigt tømreren ud for at finde pengene. Vi følte en vis lettelse, da vi gav dem alle pengene; men det var ikke ovre endnu. De slæbte mig udenfor igen. Anføreren sagde at jeg skulle stå frem for folket, og så kunne jeg ikke vide, hvad han yderligere havde i sinde. Han slog mig igen med staven. Jeg formåede igen på en eller anden måde at værge for mig med armen; men denne gang afbøjede staven, så den alligevel ramte mig i venstre side af hovedet tæt på tindingen. Nu var både mine albuer, hænder, fingre og mit hoved svulmet op. Jeg har hørt at stå frem for folket er ensbetydende med døden. Jeg har hørt om talrige tilfælde rundt omkring i landet, hvor maoisterne havde taget nogen frem for folket for derefter at banke dem ihjel. Da følte jeg virkelig at mit liv lakkede mod enden. Ang Chokpa og jeg selv bønfaldt nu, som det var det sidste vi skulle gøre i livet. Med megen bønfaldelse og tiggen lod de mig endelig være; men advarede mig med, at de ville dræbe mig næste gang, hvis jeg rapporterede denne episode til myndighederne eller medierne. Vi fik også det ultimatum, at vi inden en måned skulle have yderlige hundrede tusinde Rupees klar til deres afhændelse. Vi havde intet andet valg end at gå ind på deres betingelser. Da de endelig forsvandt, følte vi os så lettede. Jeg takkede Gud. Havde det ikke været for Ang Chokpa var jeg helt sikkert blevet dræbt. Jeg gik op til vores soveværelse og Ang Chokpa fulgte efter. Vi så på hinanden og kunne ikke forstå, hvad vi havde været igennem. Det havde været et frygteligt mareridt for os. Vi græd stille i mørket og delte vores smerte. Kazi and Ang Chokpa Sherpa Junbesi, Solukhumbu Siden brevet blev skrevet, var maoisterne i en periode fast indkvarteret i 11 Junbesi, og kun tre af bygdens 23 husstande var fortsat beboede. Resten flygtede til Kathmandu, hvor de boede og nogle fortsat bor hos venner og familie på ubestemt tid, mens den røde fane vajer fra toppen af stupaen. Kazi og Chokpa blev af gamle venner hentet til Frankrig. En anden fremtrædende familie har søgt asyl i USA. En overgang så det ud til at maoisterne atter havde forladt Solu, og folk vendte gradvist tilbage; men var meget bange. Maoisterne kom tilbage i kortere periode og forsvandt igen. Og nu for en måned siden angreb hæren maoisterne nede mellem Salleri og Okhaldunga og dræbte 15, og to dage senere afleverede 60 maoister deres våben og overgav sig. Og sådanne signaler har vist sig den sidste tid over hele landet. En mere effektiv hær, flere dræbte og tilfangetagne maoister, flere afhoppere blandt de ledende, mange der kaster våben, men stadig står de stærkt i de vestlige distrikter. Hæren modtager store summer og materialer fra USA, England og andre i forbindelse med terrorbekæmpelse; helikoptere, missiler, natkikkerter, små walkies og andet special agent udstyr, store computere og overvågningsudstyr. Den almindelige borger ved snart ikke, hvem han skal frygte mest, maoisterne eller hæren. Emails bliver scannet, politispioner alle vegne, breve åbnes. Folk holder deres mund og lader som ingenting, og holder op med at kommunikere med omverdenen. Der kommer stadig turister, og nogle vader endog omkring som intet var hændt i de mest betændte områder. Der er færre end før, men der er stadig en del og deres antal er ved at øges igen. Premierministeren fyrede parlamentet, da de brokkede sig over undtagelsestilstanden. Nu har Højesteret meddelt, at Premierministeren havde ret til at gøre det, men at den uholdbare situation skal afprøves af folket, så der bliver afholdt folkeafstemning den 13. november. Kongen bliver promoveret og udtaler sig om politik. Hæren og Kongen, som ser ud til at erhverve en del af den magt tilbage, som de mistede i 1951. Den Konge som var den del af det kup, der dræbte hele den daværende demokratisk indstillede kongefamilie for lidt over et år siden. Jeg har været længe om at tage mig sammen til at beslutte hvad jeg skulle. Men endelig tog jeg mig sammen, da næsten alle flybilletter var udsolgt. Men den 11. september var der plads nok, så nu tager jeg derom og checker alting af for alle jer medlemmer af Himalayan Project. Og så skal jeg nok fortælle jer om det hele i næste nummer af bladet. Alle I som er medlemmer i 2002. Med venlig hilsen Kurt Lomborg! P.S.: Hvis nogen har noget vigtigt at fortælle mig, mens jeg er borte, som fx at du vil sponsorere et scholarship, så kan jeg kontaktes via 12

bantawak@pacifictoursnepal.com 13