Men det varede ikke længe før det billede var ødelagt!

Rejsebreve fra Afrika. Efteråret 2008 Jeg hedder Tina Christensen og jeg har været i Syd Afrika i specielpraktikken på 5. semester. Jeg har sat mine rejsebreve sammen så i har mulighed for at få et indtryk af noget af al det som jeg oplevede. Jeg har været af sted sammen med min søn på 6 år og vi boede privat hos venner som jeg kender fra tidligere ophold i Syd Afrika. Valdemar startede i børnehave i mandag og den ligger i en kirke. Det er præstens kone der har den og præsten er der ofte også selv. Der er 15 børn, den yngste er 2 måneder og de ældste er 4. Hernede starter de i før skole når de er 5 år (vores børnehaveklasse). De laver rigtig mange forskellige ting derovre og Valdemar faldt til lige med det samme. Kirken ligner meget lidt vores kirker, der er en scene med masser af store buketter af kunstige blomster, draperede gardiner og masser af musik instrumenter. Det ligner mere et fest rum og der er flotte blomstrede stole. Præsteparret har en søn Darwin med down syndrom på 16-17 år og han er med dem i børnehaven hver dag og leger med børnene. Da jeg hentede Valdemar den anden dag sad alle børnene foran scenen og så stod Darwin deroppe og sang i en mikrofon

Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal starte med at beskrive hospitalet! Jeg har set og oplevet så mange ting på 5 dage! Hospitalet har omkring 100 sengepladser, her er ca. 90 sorte sygeplejersker/sygehjælpere, 10 hvide sygeplejersker og 8 sorte læger (ingen af dem fra Syd Afrika da ingen vil arbejde på dette lille hospital heroppe, så de er fra Kenya og Nigeria). Her er 6 forskellige afdelinger fødeafdeling, børneafdeling, medicinsk, kirurgisk, modtagelsen og en operations stue. Jeg skal være en uge hvert sted og så vælger til sidst hvor jeg vil være de to sidste uger. De har også en tuberkulose klinik og en HIV klinik og de to har jeg fra valgt. Her arbejder de i to hold, fra 7-19 og 19-7. De fleste arbejder 7 dage i træk og så 7 dage fri fordi de bor langt væk og derfor kan rejse hjem i deres fri uge. Jeg arbejder fra kl. 7 til 16 hver dag. Hernede kan man læse i et år og så komme ud og arbejde som en assistent nurse, senere kan man så læse et år mere og så blive en staff nurse, og endelig kan man læse to mere og så blive en professionel nurse. Når man er professionel nurse bliver man kaldt Sister og så ens efternavn. Flertallet hernede er ikke professionel nurses, de har ikke penge til at læse så mange år og der er heller ingen forskel i de opgaver som man må lave. Alle laver det samme og får også næsten det samme i løn. Jeg har været på kirurgisk afsnit her den første uge og da jeg kom på afdelingen blev jeg overrasket over hvor pænt og fint der så ud. Men det varede ikke længe før det billede var ødelagt!

Jeg er fuldstændig målløs over hvordan forholdene er og samtidig vildt imponeret over hvad de er i stand til hernede. Jeg hjalp denne læge med at ligge gips på hans arm og det gik fint nok, bagefter skulle en mand have gips på benet og han havde været i en trafik ulykke og var blevet syet hele vejen rundt midt på skinnebenet. Da lægen tog forbinding af som var gennemvædet af blod så vi at der var blodansamlinger rundt om hele syningen og det løb bare når han trykkede på det. Der var blod over det hele og det løb hen af gulvet og midt i al det, begyndte at lægge gips på benet. Det gjorder han så indtil der ikke var mere gips og så kom der bare ikke mere på!.

Billedet her er fra hvor de tømmer kolber og bækkener og fade til at vaske sår af i står. Intet af det bliver vasket, bare skyllet af og lugten derinde. Nåh ja i hjørnet står der en kurv med beskidt sengetøj der både har afføring og urin på sig! Bemærk kanderne, det er kolber til mændene at tisse i. Der er ingen håndsæbe eller sprit, der er koldt vand i hanerne og intet til at tørre hænderne med! Jeg går rundt med en flaske håndsprit i lommen og den bliver brugt og brugt og brugt. Patienterne ligger i sengetøj der er så beskidt og der har sivet blod og betændelse fra deres forbindinger. De komme ikke i bad, altså med mindre de selv kan, toiletterne er overtisset på gulvet, både damernes og herrernes. Jeg har næsten handsker på hele tiden og et mundbind når jeg er inde på stuerne. Her er al for mange patienter og de får en lille smule behandling, bliver så sendt hjem og så håber man på det bedste! Her er kun sorte indlagt, alle hvide har forsikringer og tager til private hospitaler. Det eneste vi gør ved patienterne er at give dem medicin og skifte forbindinger, så der er ikke meget sygepleje at udfører her. Når jeg taler til patenter så kigger både de og personalet på mig, for det er de ikke vant til! Af patienter har jeg set kvinder der har taget piller for at abortere (de var 5 og 6 måneder henne), en kvinde der havde stukket noget spidst op i sig selv for at ville abortere. En pige på to år der havde drukket tændvæske, et par nyfødte babyer med HIV, en mand der var blevet overfaldet og skåret hele nakken op med en flaske, en døende pige på 21 år som vi bare skiftet forbinding på og sendte hjem, køns vorter efter syfilis, trafikulykker, amputeret ben, tuberkulose og samtidig er 80 ud af 100 HIV smittet. Jeg har også set en 50 årig mand der tog et bad i Limpopo floden og så blev han overfaldet af en krokodille. Han overlevede det, men mister sikkert begge arme fordi han ikke kan blive overflyttet til et hospital der kan hjælpe ham. Han mangler nogle store stykker af sin arm og vi skifter bare forbindinger og jeg har aldrig set noget lignende. Der er betændelse i alle sårene og han kan ikke bevæge sine fingre eller hånd.

Alle har taget rigtig godt imod mig og jeg føler mig allerede hjemme på hospitalet. Jeg får lov til at lave mange ting og er meget glad for at jeg har erfaring hjemme fra, for som de siger: jeg viser dig det en gang og så gør du det! I afdelingen bliver der givet rigtig meget medicin og især IV. Penicillin og hvis jeg gjorder i DK som jeg gør hernede var jeg sikker på, at gå et semester om. Jeg kunne fortælle meget mere, men har ikke tiden til det, så i må hører om resten senere! Var i sidste uge på børneafdelingen, og jeg er ikke den eneste der er glad for at det er overstået! Valdemar var sidst på ugen rimelig træt at blive kysset og krammet fra jeg hentede ham til han gik i seng. Men jeg så mange triste og ulykkelige børneskæbner, at jeg bare måtte have ham så tæt på mig som muligt, og føle den store taknemlighed over det liv som vi har! Afdelingen havde 16 senge, men flere af dagene var der flere og så lå de på madrasser på gulvet. Afdelingen vart delt op i 3 stuer, 1 til brandsår, 1 til diarre og underernæring og 1 medicinsk som var malaria, meningitis og tuberkulose. Derud over var de fleste af børnene HIV smittede! Pigens mor havde hældt kogende vand op i en balje der stod på gulvet og så gik hun lige ud af rummet! Pigen trådte op i baljen og faldt ned i vandet hendes ben, arm og ryg er nu helet, men begge hendes fødder mangler stadig. Den første dag så jeg 4 børn få vasket og forbundet deres brandsår. Da jeg havde set den første havde jeg ikke meget lyst til at se flere! Det tredje barn var en 8årig pige der havde brandsår der lignede at hun var blevet sat ned i kogende vand (det var hele tiden nogle mærkelig forklaringer der blev givet og møderne havde aldrig selv været til stede). Det var meget smertefuldt for pigen at blive vasket og hun gjorder det selv til at starte med, men så sagde hendes nurse til hende at hun skulle skrubbe hårdere og hun begyndte at græde, og nursen begyndte at råbe af hende. Lige pludselig siger pigen at hun vil have at jeg skal gøre det. Smart pige, hun kunne tydeligt se på mig, at jeg ikke ville gøre noget ved hende som gjorder ondt! (og det er så derfor at jeg ALDRIG nogen sinde skal arbejde på en børneafdeling)! En dag spurgte lægen dem hvorfor de ikke gav børnene noget smertestillende inden de vaskede og skiftede forbindinger, og svaret var at børnene bare ville have opmærksomhed!!!!!!!! Jeg har før

hørt børn græde til de er helt hysteriske, men de her børns gråd til over i skrig som jeg aldrig før har hørt, og sådanne var det i timevis. Når børnene skulle have taget blodprøver eller lagt en IV adgang, så var der to der holdte barnet og så blev der stukket løs indtil man ramte en åre. Jeg har set en nurse stikke en 1årig dreng 7 gange med den samme nål for at tage blod, og hun ramte heller ikke 7. gang. Lige så snart personalet kom ind på stuen så begyndte børnene at skrige for de var bange for den hvide uniform. Det hjalp så ikke særlig meget at have sin mor hos sig, for de slår børnene som vi andre giver kys og kram, og det så jeg også dagligt! Om måneden dør der mellem 8-10 børn på afdelingen, der var ingen der døde men jeg var der, men der var to meget syge og de døde her i weekenden. Problemet er at de kommer al for sent til hospitalet, og så er der ikke noget at gøre. Jeg har set babyer på 3-4-5 måneder der vejede 3 kg - de kan ikke engang græde. Mange af børnene er født med HIV, de er underernæret og så får de en infektion! Meningitis og tuberkulose er meget almindelige sygdomme hernede. Det var nogle lange, seje og tårefyldte dage! Det var også meget svært at følge efter et personale som så tydeligt ignorerede mig! Afdelingen består kun af sort personale og en formiddag kom en af de hvide sygeplejerske fra en anden afdeling og så at jeg sad for mig selv, og hun sagde til dem at de skulle tag sig af mig. Men den ene svarede, at jeg havde læst længere end dem, jeg havde selv et barn og jeg var i øvrigt også ældre end hende så hun ikke se hvorfor hun skulle tage sig af mig! Den første uge hernede var helt anderledes og jeg følte mig virkelig velkommen, og i dag er jeg startet på en medicinsk afdeling og der har alle taget sig godt af mig! Oven på den uge trængte jeg til at der skulle ske noget i weekenden så vi var ude hele weekenden! Var i en national park hvor man står og kigger ud over Botswana og Zimbabwe, og der så vi elefanter gå ned i den tørre Limpopo flod. Var derefter på en krokodillefarm hvor de havde 12.000

krokodiller. De fik ikke lov til at leve så længe når de blev tre år slagtede de dem og solgte kødet og skindene. Men det var helt utroligt, at se så mange krokodiller på et sted og denne her som Valdemar står med er 9 måneder! Vi var også ude og besøge nogle venner der har en jagt farm, og vi havde en rigtig god dag derude. Billederne taler vist for sig selv!

En hyæne blev skudt mens vi var derude, bemærk størrelsen på dens poter! Den er død og frossen og ventede på at blive udstoppet Men rimelig pæn størrelse, var nok blevet lidt forskrækket hvis vi lige havde mødt den i live!!

Vi har det godt hernede! Vi har nu været væk i 4 uger men det føles mere som 4 måneder! Dagene går ud i et, og i hverdagene når vi ikke meget andet end arbejde og børnehave. Vi kører hjemme fra 6.45 og er hjemme igen 16.30-17.00 tiden! Heldigvis har de en hushjælp her hvor vi bor, så hun vasker tøj, tager opvasken, reder sengen og gør rent, så det er jo rart at komme hjem til! Valdemar har det rigtig godt der hvor han er - den anden dag spurgte han hvorfor jeg kom så tidligt for at hente ham! Da havde han været der i 9 ½ time! Jeg er en meget stolt mor og bliver ubeskrivelig lykkelig hver dag når jeg henter ham! Han klarer sig så fint og er en perfekt rejseledsager! I sidste uge var jeg på den medicinske afdeling, eller som de selv kalder den: last stop before you go to heaven! På de 5 dage jeg var der, døde der ti patienter! Afdelingen havde 32 sengepladser og var delt op i en kvinde og mandeafdeling. Der var 3 stuer i hver afdeling, 1 til malaria, 1 til tuberkulose og en til meningitis og hepatitis. Oven i disse 4 diagnoser kan man regne med, at 8-9 ud af 10 også er i de sidste stadier af AIDS. Afdelingen var så godt som fuld hele ugen og af personale var der 3 og jeg! Så det var ikke lige så meget sygepleje der blev givet på den afdeling (men det er jo ikke så anderledes end på nogen af de andre afdelinger). Patienterne kommer al for sent på hospitalet, de forstår ikke at de er alvorlige syge og når de så endelig kommer, er det som regel for sent, og de dør efter få dages indlæggelse. Ugen med børnene var hård at komme igennem, men ugen her var faktisk værre fordi jeg syntes det var så uværdig en død de fik. I deres sidste dage lå de uvasket i beskidt sengetøj og de blev kun skiftet når lugten nåede sygeplejerskernes kontor. Personalet stillede maden foran dem men hjalp dem ikke til at spise og rengøringspersonalet samlede så maden sammen og spiste det ude i køkkenet. Rengøringspersonalet lavede ikke øvrigt ikke meget andet end at spise patienternes mad, og afdelingen var så beskidt og der var diverse dyr og karkelakker. Min taske stod i et skab på kontoret og hver eftermiddag tømte jeg den for diverse insekter.

De eneste der blev raske var dem med malaria, hvis de altså var kommet i tide. Der døde to af malaria fordi malariaen allerede var gået i hjernen på dem, før de kom i behandling. Patienterne med tuberkulose var som regel patienter der var genindlagt. Når man har haft tuberkulose skal man være i medicinsk behandling i 6 måneder, men de fleste holder op med at tage medicinen når de får det bedre. Så bliver de selvfølgelige syge igen og så bliver de resistente over for medicinen og samtidig med HIV så er behandlingsmulighederne små. De fleste af patienterne var unge mennesker mellem 20-40 år! Så godt som alle patienterne fik IV medicin og IV væske, og det gik der meget tid med at give. Hjemme spritter vi af og bruger saltvand før og efter vi giver medicinen, men det gør man ikke her! Så med den samme nål har jeg blandet de forskellige slags penicillin og trukket dem op til hele afdelingen! Hjemme smider vi slangen ud som væsken løber ind i, men her skifter vi bare posen, som selvfølgelig heller ikke bliver sprittet af! Den lille pose er en penicillin i saltvand og bemærk nålen som bare hænger der, når den ikke bliver brugt. Når vi så giver en ny, udskifter vi bare posen og stikker nålen ind i IV adgangen, uden at spritte af selvfølgelig! Noget andet meget interessant de har vist mig hernede er en blodvarmer! Den orange maskine der hænger under blodet.

Før de fik disse blodvarmere, så lagde de posen med blod ind under dynen hos patienten til den havde stuetemperatur. Jeg har lært det modsatte derhjemme at hvis blodet bliver for varmt går cellerne i stykker og når vi tager blodet tages ud af køleskabet skal det gives inden for to timer! Der er mange interessante ting at opleve her hver dag! Jeg står hele tiden og svajer mellem rædsel over det jeg oplever, men så alligevel bliver jeg imponeret over hvad de rent faktisk formår, at få ud af de få ressourcer og den viden som de har. Og under de forhold de arbejder under, hvor halvdelen af patienter kommer fra Zimbabwe og som de slet ikke har plads til. Men blev vi syge hernede, så lige meget hvad, tog jeg ikke på det her hospital, men fortsatte til det nærmeste private hospital. Men jeg må også minde mig selv om hvorfor jeg er her! For jeg er jo ikke her for at fortælle, at de fleste af de måder de gør tingene er helt forkerte i forhold til vores system der hjemme. Så jeg må tage det som det er og når de spørger mig hvordan vi gør tingene derhjemme, så svarer jeg, at vi gør det nogenlunde på samme måde! Det er meget svært at sige uden at smile. Men jeg kan jo ikke fortælle dem, at hvis danskere blev indlagt her, så ville de højst sandsynligt ikke overleve med den måde de yder sygepleje på hernede! Når jeg tænker tilbage på ugen, så oplevede jeg så mange ting som jeg slet ikke kan videre fortælle! Jeg bliver stadig sådanne når jeg tænker tilbage på ugen, at skete alle de ting virkelig! Personalet her på afdelingen tog rigtig godt imod mig og lærte mig mange ting jeg fik lov til at tage blodprøver, lægge IV adgange og give medicin. Det er så også de eneste ting som personale gør hernede. Det er de pårørende der må komme og vaske patienterne og kan de ikke selv spise må de også hjælpe dem med det. Til gengæld så kommer de pårørende fast de tre gange om dagen der er besøgstid, og de kommer som regel hele familien og medbringe mad og drikke.

Det her er de to hospital hunde som en læge engang har efterladt og de bor nu ude i haven. Startede i mandags på fødeafdelingen og det kræver en mail for sig selv, for på to dage oplevede jeg mere end jeg havde forventet jeg ville komme til på de to uger som jeg skal være Allerførste dag jeg var der havde jeg været med til tre fødsler og vi var ved at være færdig med den sidste patient da en anden patient komme ind med kraftige veer. På vej hen til sengen stopper hun og en sygeplejersker begynder at slå løs på hende fordi hun vil have hende over i sengen og jeg står med åben mund og er lidt chokeret, og det næste jeg ser, er barnet der lander med hovedet først på gulvet!! Og så råbte sygeplejersken endnu højere og patienten begyndte at gå rundt i den sø af blod som hun stod midt, for jeg tror ikke hun vidste hvad hun skulle gøre. Dagen efter var der en patient der lige skulle på toilettet og da hun lige pludselige kunne mærke barnets hoved mellem sine ben fik hun heldigvis hurtigt lagt sig ned på gulvet. 4 gange om dagen skal deres foretages observationer i form af blodtryk, puls og temperatur, men jeg har endnu ikke set dem blive taget, men der bliver bare skrevet noget tilfældigt! Men det er en stor oplevelse at tage imod en nyfødt baby at stå med det lille fine menneske i sine arme og det er vidunderligt at lave de sygeplejeopgaver der følger et nyfødt barn, og så til sidst aflevere det tilbage! Til en mor hvor det er hendes barn nr. 7 og hun er single og arbejdsløs, til en HIV smittet mor hvor barnet behøver medicin lige fra fødslen, til pigen på 15 år der selv er et barn, til kvinder fra Zimbabwe som ikke engang har et sæt tøj til barnet! Ja det er kort tid man lige føler glæden over det nyfødte barn, for når man tænker over det liv der venter mange af dem, så bliver man lidt trist. Men der er også almindelige familier, men der er flest af de overnævnte situationer. Dette her billede viser en baby hvor moderen havde masser af tøj og tæpper med til barnet. Babyen har også jakke og hue på og har så lige tre tæpper rundt om sig

Denne her lille baby vejede 1195 gram da han blev født og har i dag nået udskrivnings vægt som er 1800 gram. En anden baby vejede 900 gram da han blev født og vejer nu 5 uger efter 1400 gram. Det eneste de gør ved de for tidligt fødte er lægge dem i kuvøsen. Så det er vist små mirakler der nogen gange sker! Min praktik er på 10 uger hvor jeg skal arbejde 4 dage om ugen, men jeg arbejder 5 dage om ugen og så kun i 8 uger. Nu er de 5 uger og jeg har nu 2 uger fri hvor jeg får gæster fra Danmark på besøg. Og jeg ser frem til en pause og skal lave en masse gode ting sammen med mine venner! Når jeg tænker tilbage på de 5 uger som er gået så føles det nærmere som 5 måneder jeg har godt nok oplevet og set mange ting, og jeg tror, at det bliver godt at se noget andet for en stund! Valdemar har det godt som altid, han lærer nu mig afrikansk!

Har haft to ugers fri - hvilket har været rigtig dejligt! Var i godt selskab og fik oplevet mange ting. Brugte nogle af dagene på at kører igennem Kruger parken, en af verdens største nationalparker. Var heldige at se næsten alle parkens vildt arter, og vi så the big five (elefant, næsehorn, leopard, løve og bøffel ). Dagene derinde er bare ubeskriveligt, naturen og dyrene. Var også mange andre steder og fik steder vi ikke før har været, så det har været en stor oplevelse at rejse rundt og vi har virkeligt nydt det. Disse billeder er ikke fra Kruger parken, men på en farm hvor vi var på ride safari og hvor de havde løver!

Men efter ferie kommer hverdag og vi kom tilbage til Messina hvor det var 42 grader varmt! Og der ventede mig en uge på operationsstuen!!!!! Hospitalet har en operationsstue, men intet uddannet personale til at arbejde der! Det er nok derfor jeg i løbet af ugen har oplevet to der vågnede op midt under indgrebet.. Lægerne skiftes til at være kirurgen og narkoselægen, og de er blevet oplært at de læger der var der tidligere. De foretager kejsersnit, blindtarmsoperationer, udskrabninger efter aborter, renser sår der er så store, at patienterne må under narkose for at få det gjort, fjerner køns vorter efter syfilis og fjerner bylder og andre ting der kan forekomme. Det er ikke så meget selve operationerne jeg tænker over, men det er mere bedøvelserne jeg syntes der er temmelig forfærdelig. En ung pige skulle have et kejsersnit og lægen stak hende fem gange for, at rygmarvs bedøve hende (i øvrigt med den samme nål), og da de begyndte at skærer i hende skreg hun, så efter 5. gang var det altså heller ikke lykkedes! En anden ung pige havde aborterede i 28 uge og kom ind blødende for få fjernet moderkagen, blev lagt i narkose og da vi var halvvejs færdige med hende vågnede hun op! En tredje pige vågnede også op under en udskrabning! Men alternativet til denne her operations stue er jo, at nogle af de her patienter ville dø hvis den ikke var der. Og det er sådanne jeg tænker når jeg står der og kigger det her er det bedste de kan og det er godt nok her! Men man skal ikke tænke for meget og overveje at spørger ind til tingene! Vi har også haft to små børn der var blevet overfaldet af hunde, den ene havde fået bidt kinden halvt af og jeg kan slet ikke beskrive for jeg hvordan han så ud, men nu overlever han og han får et forfærdeligt stor ar, men havde de ikke haft mulighed for at bringe ham til det her hospital, så var han sikkert død af infektionen der var i såret! Det er vigtigt for mig hele tiden at sammenligne tingene med livet hernede og de forhold som mennesker lever under her, men det er jo rigtig svært engang imellem og især når de ting de forsøger hernede ikke lykkedes! Vi skal være så glade og taknemmelige for vores liv og det system vi har i Danmark!

Personalet skal arbejde tre måneder om året i aften/nattevagten. De arbejder kun i to hold, fra 7 morgen til 19, og fra 19 til 7 morgen. Dagholdet arbejder fra onsdag kl. 12 til næste onsdag kl. 12. De fleste af personalet er ikke fra byen her, men kommer herind for at arbejde i en uge hvor de så bor på et lille værelse som kan lejes gennem hospitalet, og når ugen rejser de hjem til deres familier i en uge. Mange af dem har små børn der så enten er hos deres mand, men mange af dem har ingen mand og så er børnene hos deres mor, søster eller anden familie. Lønmæssigt er der ingen forskel på at arbejde aften, nat og weekend, alle får det samme. Det var al personale utilfreds med i hele Syd Afrika, og der blev lavet en lov om ekstra betaling for de vagter, men til gengæld så blev deres 30 feriedage pr. år sat ned til 22 pr. år. Men det er et år siden og feriedagene er sat ned, men personalet har stadig ikke fået 1 rand for deres aften, nat og weekend arbejde! Personalet får ikke udleveret tøj, men får et lille tilskud til tøj køb, så alle har forskelligt tøj på, men overdelen skal være hvid, og mandag og fredag skal underdelen ligeledes være hvid, og dagene midt i ugen skal underdelen være blå. Nogle går rigtig pænt klædt, mens andre ligner jeg ved ikke hvad! Man skal også selv have en kop med og ha sin egen kaffe, sukker og mælk med. Tiden er gået så ualmindelig stærkt, og det har den jo gjort, fordi vi har haft en rigtig god tid hernede. Når jeg tænker på al det som jeg har oplevet så føles det mere som 10 måneder vi har været væk! Valdemar fik sagt farvel til hans børnehave, han var lidt ked af at skulle sige farvel men han glæder sig også til at komme hjem til hans venner i børnehaveklassen og vise hans lærer, at han har lavet de lektier som han havde fået med. Jeg var den sidst uge i modtagelsen og sikke et sted! Jeg bliver nok aldrig helt i stand til, at kunne fortælle om alle de ting som jeg har set - det er ting som man skal have set før man tror på det. Den

sidste uge havde jeg virkelig haft brug for at tænke, at det her er bedre end ingenting og det her er det bedste der kan gøres for patienterne. Nu her hvor jeg er færdig på hospitalet og jeg tænker tilbage på nogle af oplevelserne, så kan jeg slet ikke forstå at jeg har været med til det! Men når man står i det så gør man det bare, og så tænker man først over bagefter, og sådanne har de fleste af dagene været. Jeg skal skrive en opgave ud fra denne her praktik og på nuværende tidspunkt er jeg overhoved ikke i stand til at isolere en patient situation og analyser den. Modtagelsen bestod af rummet her og en container omme bagved. Når en patient kommer til hospitalet må han stille sig i kø for at få sin journal eller oprettet en (det kan godt tage et par timer), så går han til containeren hvor han sidder i kø for at se en sygeplejerske der spørger hvad der er i vejen og måler blodtryk og puls. Så sætter han sig ud og venter igen på at komme til at tale med lægen, og hvis han skal have behandling så kommer han over i modtagelsen, og venter der igen. De patienter som var rigtig dårlige når de ankom, kom direkte ind til os og så kom lægen over til os. Ambulancen kom også direkte til os. De har 7 ambulancer her i byen, men kun personale til at bemande 2 af dem. Modtagelsen var travl hele tiden og det er den afdeling hvor jeg har lavet mest. Flere af dagene var vi kun jeg og en sygeplejerske eller assistent. Jeg har i denne uge givet mange injektioner, taget blodprøver, lagt IV adgang og givet drop, lagt gips på arme og ben, prøvet at sy og i det hele taget prøvet at yde lidt sygepleje, for det er da det eneste der ikke foregår her. Jeg har set piger der er blevet voldtaget der bliver råbt og skreget af, folk der er blevet overfaldet for derefter at blive skældt ud, fordi de ikke kan sidde stille når de bliver syet uden bedøvelse. Jeg har set både læger og sygeplejerske stoppe den behandling de var i gang med, fordi det gjorder så ondt på patienterne og de derfor trak armen til sig eller bevægede sig.

Jeg har arbejdet ekstra timer for at få et par fridage inden vi rejser hjem. Jeg har arbejdet fra kl. 7 til kl. 19 og det er en lang dag. Den sidste vagt jeg havde, var fra kl. 19 til 7 morgen, og der var så travlt, at fra vi kom kl. 19 så sad vi ikke rigtig ned før kl. 04.30. Det var en fredag og der foregik så mange ting, at jeg stadig tror den vagt var noget jeg drømte! Der var så mange overfald og jeg kommer nok aldrig til at se noget lignende igen! Jeg er bestemt ikke sart, men jeg var ude for at få frisk luft flere gange i løbet af den nat. Det var svært at tro, at det var mennesker der havde gjort de ting mod hinanden. Jeg har set ører og læbe der var bidt halvt af og ansigter der var skåret op af flasker. Jeg har set folk komme ind hvis tøj var gennemvædet af blod så blev de lige syet og lagt uden for døren, fordi de var for fulde til at kunne gå hjem! Der var en der havde mistet over en liter blod, han fik lige et drop men måtte stadig ligge ude på gulvet foran modtagelsen da han var syet færdig. Når jeg tænker tilbage på hele forløbet her, så har jeg oplevet mere end jeg nogen sinde kommet til på et dansk hospital, og hvad kan jeg så bruge det til! Egentlig ikke så meget i det danske sundhedsvæsenet, men personligt kommer jeg måske aldrig til at prøve lignende! De sidste par dage var der mange der spurgte om jeg havde lært noget hernede, og fagligt har jeg måske ikke, da vi gør alting på en anden måde derhjemme! Men jeg er på en måde meget fascineret af hvordan tingene lader sig gøre her, og det har jeg lært meget af. Vi har derhjemme et system der gør, at alting er sat i rammer og masser af regler. Det er der ikke meget af her, men alligevel så ud for hver situation så prøver de at gøre et eller andet. Men det er også et sted hvor et liv ikke er noget værd, derhjemme vil vi kæmpe til det sidste for at redde liv, og det gør en stor forskel. Jeg har i perioden her virkelig fået prøvet mig selv og set hvad jeg kan, og kan blive nødt til når det er nødvendigt, og nu her hvor jeg er færdig, er jeg stadig høj over al det jeg har gjort! Det var ikke altid sådanne jeg gerne ville have gjort, men jeg havde ikke altid valget! Der kan siges og skrives meget om Messina Hospital, men en ting som vi kunne lærer af, var sammenholdet mellem personalet. Alle kendte hinanden og var der brug for hjælp på en afdeling så

hjalp man hinanden. De fungere som en enhed, og der syntes jeg vi er meget delt op derhjemme, og hver passer sine ting og sin afdeling! Jeg er rigtig glad for min tid her, og jeg var ked af at sige farvel. Når man har været et sted i så lang og samtidig har oplevet så meget så komme stedet til at betyde noget! Men tiden er kommet og om få dage er vi hjemme igen og klar til at fortsætte livet i Danmark! For Valdemar og jeg har tiden her været fantastisk, at være ude og kun have hinanden så forstærkes det vi har! Jeg har lært så meget om ham og jeg er den stolteste mor i hele verden. Jeg syntes han er verdens sejeste barn der bare tager hver dag som den kommer og aldrig spørg hvorfor eller hvordan! Han spørg nysgerrigt og interesseret til tingene og han har set og fået mange ting at vide om alting hernede. Han har været med på arbejde flere gange og har måske set ting man ikke bør som 6årig, men jeg er sikker på at han har en meget større forståelse for Afrika, netop fordi han har set det selv. Tina Christensen Sygeplejestuderende 06F