Gladsaxe Kommune Blå orientering nr. 9 By- og Miljøforvaltningen Trafik- og Teknikudvalget Den 29. juli 2014 Udtalelse i forbindelse med klage over ekspropriation Gladsaxe Kommunes ekspropriation af Laurentsvej er blevet påklaget, og Vejdirektoratet har besluttet, at klagen har opsættende virkning, indtil der er truffet endelige afgørelse i sagen. Vejdirektoratet har udbedt sig Gladsaxe Kommunes kommentarer til klagen. Udtalelsen, som er sendt 29.07.2014, gengives nedenfor i sit fulde omfang til udvalgets orientering. Blå orientering - udtalelse i klagesag Laurentsvej 34 Med henvisning til Vejdirektoratets email af 8. juli 2014, samt vores efterfølgende kommentar af 10. juli 2014 til spørgsmålet om opsættende virkning, fremsendes Gladsaxe Kommunes kommentarer til advokatens klage af 3. juli 2014. En række af advokatens klagepunkter indgik i forbindelse med den politiske behandling af ekspropriationssagen, og er besvaret i forbindelse med den meddelte ekspropriationsbeslutning. I det følgende gennemgås; Kommunens hjemmel til ekspropriation Planlægningsmæssige overvejelser Vejlukning og anlæg af vendeplads Alternative løsninger til vejlukning med vendeplads Placering af vendeplads Advokatens synspunkt om bagvedliggende hensyn Henvisning til tidligere korrespondance Dokumentation Lovhjemmel Advokaten anfører, at Gladsaxe Kommunes ekspropriation af Laurentsvej 34 er ulovlig ifølge grundlovens 73, stk. 1. Gladsaxe Kommune skal indledningsvist anføre, at spørgsmålet om ekspropriation af vejhensyn er reguleret i lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011 om offentlige veje. Grundlovens bestemmelser danner selvfølgelig ramme for vejlovens gyldighed, men finder ikke direkte anvendelse på spørgsmålet om ekspropriationens lovlighed. J. nr. 05.01.02P12 1
Af denne grund er advokatens bemærkninger til grundlovens 73 om trafikale hensyn interessante, men uden relevans for vurderingen af lovligheden af Gladsaxe Kommunes vejprojekt. Gladsaxe Kommunes ekspropriation har til formål at etablere en vendeplads i forbindelse med vejlukningen af Laurentsvej, og samtidig varetage hensyn til trafikafvikling og trafiksikkerhed. Etableringen af vendepladser og foranstaltninger af hensyn til trafiksikkerhed ligger indenfor rammerne af vejlovens 43, stk. 2, og grundlaget for ekspropriationen er derfor lovligt. Planlægningsmæssige overvejelser Bagsværd Erhvervskvarter er opdelt i en nordlig del, kaldet Bagsværd Bypark, som er præget af mange grundejere og små grunde. Den sydlige del er præget af store grunde og domineres af Novo Nordisk og Novozymes. Der er stor forskel på de to delområder, og områderne vil også i fremtiden have forskellig karakter. Byrådet vedtog tilbage i juni 2010 en helhedsplan for Bagsværd Bypark med en vision for at omdanne området til et blandet byområde, der fremstår åbent og grønt. Helhedsplanen har en overordnet vejstruktur, hvor adgangen til områderne sker fra Vadstrupvej, Brudelysvej og Aslaksvej. Laurentsvej er i helhedsplanen tænkt lukket ved Krogshøjvej for at fredeliggøre området og etablere en ny plads ved kommunens udstillingsejendom, Thorasminde. I maj 2013 vedtog Byrådet den første lokalplan, Solhusene, for området afgrænset af Vadstrupvej, Laurentsvej og Grusgraven. Med lokalplanen blev trafikstrukturen ændret i forhold til helhedsplanen, og det er nu besluttet, at der skal etableres et signalreguleret kryds, hvor Laurentsvej møder Krogshøjvej. I den sydlige del af Bagsværd Erhvervskvarter er Novo Nordisk ved at bygge nyt hovedkvarter og arbejder i den forbindelse med trafikstrukturen og en forskønnelse af området. Planlægningen for Bagsværd Bypark sammenholdt med udviklingen i den sydlige del af området med nyt hovedkvarter til Novo Nordisk og en del tung trafik, har gjort det nødvendigt for Gladsaxe Kommune at revurdere trafikstrukturen i området. Gladsaxe Kommune har derfor som vejbestyrelse skønnet, at en ændring af trafikstrukturen i området er nødvendig af trafikale og planlægningsmæssige hensyn. Lukning af Laurentsvej og etablering af vendeplads For effektivt at adskille trafikken til Novo Nordisk og Novozymes fra trafikken i Bagsværd Bypark lukkes Laurentsvej ved Aslaksvej. Herved opnår man den fredeliggørelse af Bagsværd Byparkområdet, som er en del af helhedsplanen fra 2010. Området omkring den nordlige del af Laurentsvej nord for Aslaksvej, som vil være et blandet bolig- og erhvervsområde, vil herefter alene blive betjent via Krogshøjvej og et nyt signalreguleret kryds, som skal etableres i forbindelse med byggeriet af Solhusene. Vejlukningen forsynes med beplantning, der vil markere lukningen og give en sammenhæng med erhvervskvarteret, som huser både Novo Nordisk og Novozymes. J. nr. 05.01.02P12 2
Der vil fortsat være erhvervstrafik på den nordlige del af Laurentsvej, herunder trafik med tunge køretøjer, og derfor er der i forbindelse med en lukning af Laurentsvej behov for at etablere en vendeplads for lastvogne og sættevogne. Kommunen foretog i november 2013 en trafiktælling, der viser en biltrafik på ca. 1240 motorkøretøjer pr. dag på den nordlige del af Laurentsvej, heraf mere end 200 tunge køretøjer. Efterfølgende tællinger på Aslaksvej og den sydlige del af Laurentsvej viser en biltrafik på ca. 1600 motorkøretøjer. Målingerne bekræfter og dokumenterer behovet for ændringer i vejstrukturen, så trafik til Novo Nordisk og Novozymes overflyttes fra den nordlige del af Laurentsvej til Aslaksvej. En forudgående høring i kvarteret i januar 2014 viser stor tilslutning til trafiksaneringsprojektet og bekræfter kommunens vurdering af behovet for ændringer i vejstrukturen. Gladsaxe Kommune vurderer på denne baggrund, at en omlægning af trafikken på Laurentsvej og Aslaksvej er nødvendig, at behovet er dokumenteret ved trafiktælling og nabohøring, og at vejlukningen nødvendiggør en vendeplads. Alternativer til vejlukning med vendeplads Advokaten anfører, at kommunen bør anvende de mindst indgribende foranstaltninger for boligejerne på Laurentsvej i forbindelse med etablering af vejlukningen, hvilket Gladsaxe Kommune erklærer sig enig i. Kommunen finder det imidlertid urealistisk at opnå den samme effekt ved en skiltet løsning, som en vejlukning giver. Eksempelvis vil et gennemkørselsforbud ikke kunne håndhæves effektivt, og dermed heller ikke opnå politiets samtykke. Vejlukningen kan således ikke erstattes med et effektivt alternativ, og i det lys kan vendepladsen ikke undværes, da der fortsat vil være tung trafik og da disse køretøjer, i modsætning til personbiler, ikke fysisk kan vende via fortovsoverkørsler mv. Bakkemanøvrer med tunge køretøjer op langs hele den nordlige del af Laurentsvej er sikkerhedsmæssigt dårligt, og bør efter kommunens vurdering som ansvarlig myndighed for trafiksikkerheden undgås. Gladsaxe Kommune vurderer, at en vejlukning med vendeplads er den eneste trafikale løsning for området, som kan give den ønskede effekt. Placering af vendeplads En vendeplads kan ikke etableres på de bestående vejarealer, hvorfor ekspropriation fra omkringliggende ejendomme er nødvendig. Gladsaxe Kommune er bevidst om, at ekspropriation er en yderst indgribende foranstaltning overfor borgerne, og anvender kun denne mulighed, fordi andre løsninger ikke er tilstrækkelige. Placering af en vendeplads i forbindelse med lukningen af Laurentsvej ved Aslaksvej skal ske tæt ved vejlukningen for at forfølge de trafikale hensyn bag projektet. En placering af vendepladsen på naboejendommen tættest ved lukningen er imidlertid ikke mulig, da denne løsning ikke giver tilstrækkelig afstand fra vejlukningen til vending af tunge køretøjer og etablering af en beplantet vejlukning. J. nr. 05.01.02P12 3
Gladsaxe Kommune er af den overbevisning, at placeringen af en vendeplads på ejendommen Laurentsvej 34 er den korrekte placering, og at de foreslåede alternativer ikke er egnede. Hel eller delvis ekspropriation af ejendommen Gladsaxe Kommune deler advokatens vurdering af, at det tilbageværende areal efter etablering af en vendeplads formentlig vil være helt værdiløst, hvorfor ejendommen eksproprieres i sin helhed. Advokatens synspunkt om bagvedliggende hensyn Advokaten har overfor Vejdirektoratet anført, at kommunens reelle begrundelse bag ekspropriationen ikke er trafiksanering, men derimod at udsætte ejeren af Laurentsvej 34. Advokaten begrunder sit synspunkt med en artikel fra Politiken fra november 2013, der er vedlagt brevet til Vejdirektoratet. Det er korrekt, at kommunen tidligere har kommunikeret til både presse, og efterfølgende bekræftet overfor advokaten, at Gladsaxe Kommune ikke er interesseret i eller ønsker banderelateret kriminalitet i kommunen. Kommunens udtalelse skyldes, at borgerne i Gladsaxe Kommune desværre oplevede skyderier forbundet med bandeaktivitet i november sidste år. Det er også korrekt, at SKAT har begæret ejendommen på tvangsaktion efter anmodning fra kommunen. Årsagen var ubetalte ejendomsskatter til kommunen samt inddrivelse af SKAT s tinglyste udlæg på ejendommen. Kommunen er enig med advokaten i, at hverken kriminalitetsforebyggelse eller ubetalte regninger til kommunen lovligt kan begrunde ekspropriation i henhold til vejloven. Sociale indsatser mod bandekriminalitet og opkrævning af gæld til kommunen er imidlertid de facto kommunale opgaver, som kommunen lovligt kan beskæftige sig med. Gladsaxe Kommunes trafiksanering, vejlukning og deraf afledte ekspropriationsbeslutning for at etablere vendeplads for tunge køretøjer er saglig og nødvendig. Gladsaxe Kommune afviser, at der er sammenhæng mellem placeringen af vendepladsen og mediesagen om Satudarah MC. Kommentarer til øvrige bilag medsendt af advokaten I forhold advokatens medsendte bilag fra kommunale sagsakter bemærkes følgende; Novo Nordisk gav i forbindelse med møde i maj 2013 udtryk for bekymring for en forslumring og manglende udvikling af den nordlige del af erhvervsområdet. Dette skulle ses i lyset af Novo Nordisk nye hovedkvarter i den sydlige del af erhvervsområdet, og også tanker om på Novo Nordisk initiativ at forskønne denne del. Novo Nordisk bekræfter i forbindelse med høringen sin tilslutning til den planlagte trafiksanering herunder, at hovedfærdselsåren for industritrafik er Aslaksvej og Laurentsvej (syd). Novozymes foreslår vejlukningen suppleret med en skiltning af blind vej, og tilslutter sig trafiksaneringen. Udarbejdelse af trafiksaneringsforslag blev igangsat 11. november 2013 foranlediget af en stigende kommunal bekymring for den fortsat manglende byudvikling og risikoen for forslumring i den nordlige del af Bagsværd Erhvervskvarter Bagsværd Bypark. J. nr. 05.01.02P12 4
Dokumentation Dokumentation jf. vejlovens 47-49 vedlægges. Endvidere vedlægges korrespondance med Københavns Vestegns Politi. Vi står til rådighed for supplerende oplysninger og jeg kan kontaktes på telefon 39 57 58 60. Med venlig hilsen Ivan Christensen Vej og parkchef Vedlagt: Ekspropriationsmateriale: annonce, vejledning, uddrag vejlov, arealfortegnelse, indbydelse åstedsforretning, protokol åstedsforretning og ekspropriationsbeslutning Korrespondance med Københavns Vestegns Politi Kopi tilstilet: Advokat Anders Schønnemann Olesen, Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, H.C. Andersens Boulevard 37, 4. 1553 København V J. nr. 05.01.02P12 5