GRUPPEARBEJDE - PLENUM - DAG 1-22. OKTOBER 2015 Hvad indebærer den nyeste forskning omkring teenagehjernen for jeres praktiske arbejde? Hvilke erfaringer findes der i gruppen med at håndtere "tillægsproblematikken" hashrygerende forældre? Hvad har været brugbart i dette arbejde, og hvad er vigtigt at dele med andre medlemmer i netværket? Gruppe 2 Vi har snakket om rigtige mange ting, sikkert som i de andre grupper. Vi var enige om at bruge instruktioner og billeder i arbejdet med de unge, det kan vi sagtens se som noget positivt i vores arbejde med unge mennesker. Mht. hashrygende forældre kommer vi i gruppen fra forskellige steder og har forskellige problematikker. Vi havde ikke særlig meget erfaring. Vi talte mere generelt, mere ting vi havde haft oplevelser med, men egentlig ikke noget med at kunne håndtere dem. Vi snakkede om farligheden i hashrygning ift. alder og at vi nok skal prøve at påvirke både elever og forældre i folkeskolen tidligt og snakke om hash/alkohol. Vi snakkede også om følelser, om angstproblematikker, at angst og dét, ikke at være i sine egne følelser, at hashen bliver en form for stop-knap, og at de starter meget tidligt. Vores erfaring er, at allerede i 6. klasse er der erfaringer, ikke nødvendigvis som rygere, men de kender nogen og ved hvor det kan skaffes. Vi skal starte FØR 6. klasse. Ikke nødvendigvis snakke om det i den store, brede forstand, altså hashen, men fx det her med at håndtere sine følelser, om angst og uden at det skal blive alt for højtravende. Gruppe 5 Når en sagsbehandler visiterer den unge til mig, sker det i punktform: Jeg skal hjælpe med: Få dem op i skole, at han ikke skændes med sine forældre, at han ikke ryger hash, at han ikke begår kriminalitet for at skaffe penge til at ryge hash. Det mener de er realistisk inden for en tidsramme der hedder 3 mdr. til et halvt år. Og ikke for at tale ned om de sociale arbejdere, men her har vi jo punktet, at de jo ikke er klar over hvilket niveau vores unge mennesker ligger på. De krav de vil ha' vi skal arbejde under er slet, slet ikke svarende. Overhovedet ikke. Christopher: Det er en kompleks opgave vi står over for, og det er rigtigt svært at delagtigere dem omkring os, og I særdeleshed dem der visiterer, til at forstå kompleksitetet i den opgave. Jeg synes det ligger lidt i tråd med at alle de børn vi har fået gennem alle de år som jeg har været pædagog - 30 nu - der har vi BEHANDLET børnene og INTET er der sket ved det. Christopher: Dét at afvikle et misbrug er en kæmpe livsstilsforandring som kræver støtte fra det umiddelbare netværk. FRA FLIPOVER: Evidensbaseret forskning bruges i forebyggelsesarbejdet med henholdsvis forældre og unge samt i motivationsfasen og behandlingen af de unge.
Forskningen forsøges gjort håndgribelig for de unge. Forskningen kan bruges ift. at udvikle/forbedre metoder i måden man behandler/afruser de unge (fx tidsforløb). Inddrage familien/netværket (gruppe af forældre, parallelle forløb). Inddrage den unges socialrådgiver. I PLENUM: I forhold til forskning i teenagehjernen har vi fundet ud af vi kan bruge resultaterne i forebyggelsesarbejdet, med både de unge og forældrene og at det også kan bruges i motivationsfasen og i behandlingen af de unge. Der kan være en udfordring i, at de unge ikke er så langsigtede i deres syn, så vi skal gøre det relevant for dem, så det også er forståeligt at hjernen altså tager skade ved langvarigt brug. Vi talte også om, at forskningen også bruges itf. at udvikle eller forbedre de metoder der er i måden, man behandler og afruser de unge. Fx viden omkring at det tager 6 uger før hashen er ude af kroppen i fx afrusningsforløbet og at der er nogen, der tænker at de kan bruge viden omkring de kognitive funktioner. Vi sammelignede det med et brækket ben og hvornår man tager gipsen af. Vi tager ikke gipsen af efter 3 uger hvis den først skal af efter 8 uger. Altså ift. at nogle afruser i 14 dage når vi nu ved at det tager 6 uger. GRUPPEARBEJDE - PLENUM - DAG 2-23. OKTOBER 2015 Findes "den gode historie" blandt gruppens medlemmer, når det gælder håndtering af kombinationen hashrygning og ADHD? Hvad kendetegner jeres historie(r) og hvad er vigtigt at dele med andre medlemmer i netværket? Hvilke gode erfaringer med at møde de unge hashrygere findes i gruppen og hvad er vigtigt at dele med andre medlemmer i netværket? Gruppe 8 Vi havde masser af hashrygende unge men ikke lige med ADHD - den gode historie i hvert fald. Så vi talte om et oplæg vi havde været til med Allan Olsen. Han har ADHD og havde altid oplevet at være en fiasko i skolen, og da han begyndte at ryge hash, kunne han pludselig sidde roligt og blev anerkendt for det. Så det snakkede vi lidt igennem. Vi havde et eksempel, en pige der har røget hash siden hun var 11 og hun blev tilbudt et kørekort gennem STU og stoppede simpelthen på den baggrund, fordi hun lige pludselig skulle stå til ansvar over for andre, at de ikke bare gav hende det her kørekort. Så var vi lidt inde på Henrik Rindom, vi ved godt der er både for og imod ift. hans holdninger, men ham talte vi også lidt om. Gruppe 2 + 3 Vi havde ikke synderligt meget til det med hashrygning og ADHD, så vi havde bare en snak omkring det. Vores oplevelse generelt ift. at møde de unge hashrygere, der mente vi at det var meget vigtigt at vise de unge at man gerne VIL dem, at man gerne vil lytte til dem, at man ikke er fordømmende. Det er også vigtigt at
de unge føler en andel i det forløb der vil komme, at de har en andel i de beslutninger der bliver taget, uden at vi lægger dem ordene i munden. Vi var mest optaget af spørgsmål 1 for der var flere i gruppen, der faktisk har haft nogle af de her oplevelser. Noget af det vi talte om, var at det ofte bliver et meget langt forløb, hvis det skal blive en succes. En af grundene til det, er at man skal gennem noget psykoeducation. Det handler rigtig meget om at klæde, ikke kun forældre, men også omgivelserne på, til at man kan støtte den unge i at have ADHD med sig. Så havde vi også erfaringer fra døgninstitutioner ift. at lave en medicinsk udtrapning af hash. Ikke "specifikt" men på abstinenser og på urolighed med fx Truxal til at sove på. På den måde kan vi overbevise den unge om at det vil være en god idé at stoppe med hashen i et forløb, hvor man så kan arbejde med medicineringen af ADHD. Der er også en erfaring med på "døgn" at Astratea for mange af de unge med dobbeltdiagnose, er bedre end Ritalin, at det har en bedre virkning fremfor Ritalin. Vi talte om, som også optog os meget, at det er vigtigt at lave individuelt tilrettelagte behandlingsplan. Det er dét der bliver det vigtige i mødet med den unge. At det ER individuelt, at man møder den man sidder over for og ikke laver en standarskabelon for behandlingen hvor alle skal passe ind i. Vi talte om at den gode historie, dem er der masser af på den korte bane og masser af dårlige historier på den lange bane. Hvis man kigger efter den gode historie som noget vanlig forskning og grafer man leder efter, så er der nok få. Men det at der stadig er så mange der har behovet for at vi arbejder med denne ungegruppe, gør jo at vi får de her gode historier, at vi kan mærke at det virker og at vi bliver ved med at arbejde med denne ungegruppe. Det må jo være at de findes, ellers blev man jo nok ikke ved. Vi snakkede meget om visualisering, ligesom vi så i Lotte/Sørens oplæg - at tage på den der rejse med de unge, hvor de får en oplevelse af at de selv er i det og hvor problematikkerne er. Lige præcis de bilag (Lotte/Søren) arbejder vi meget med, sammen med mange andre. Lidt en kliche, men dét at plante et frø der så forhåbentligt og sikkert blomstrer senere. Christopher: Hvad er sandsynligheden for, at lige på det tidspunkt vi møder den unge, der giver vi præcis det han har brug for at modtage, og han er optimalt i stand til at modtage? Formentlig ret lille sandsynlighed, men som du siger, vi får plantet et frø og på et eller andet tidspunkt så spirer det. På denne måde er vi alle sammen en del af den gode historie, fordi vi på et tidspunkt har bidraget. Gruppe 9 FRA NOTAT Opmærksomhed på at få medicinen tilbage hos den hashrygende med ADHD. Der skal være NOGET der giver den ro, som hashen giver. Sørger for at fokus på den unge både er på misbruget og på diagnosen. Samarbejde og helhedstænkning. Bedre bro mellem psykiatrien og misbrugsbehandlingen.
Operere på de unges banehalvdel fx lejlighed på deres vilkår. I døgnmiljø er det vigtigt at adskille behandling og pædagogfunktion. Vigtigt at behandleren er neutral og ikke er en del af den daglige rutine. Vigtigt ikke at være fordømmende i tilgangen til de unge. De helt unge kan ikke konsekvensberegne, så det er super vigtigt at prøve at skabe hjælpsomme rammer uden misbrugselementer. Kæmpe fordel at kunne tilbyde et udekørende tilbud, både ift. misbrug og ift. psykiatri. Kan møde de unge, hvor de er og skabe tryghed og tillid. Kan være en fordel at bruge de "kanaler" de unge er en del af fx Skype, Messenger, Facebook. I PLENUM: Vi snakkede i forlængelse af Per Thomsens oplæg om, at vi synes det bragte fokus på vigtigheden af at misbrugsbehandlingen og den psykiske udredning går hånd i hånd, at der bliver en bedre brobygning, i hvert fald dér hvor der ER en diagnose. At man sørger for at udredningen sker samtidig med misbrugsbehandlingen. Det er vores oplevelse i gruppen at det tit er 2 adskilte, at det er svært at bygge bro mellem misbrugstilbudet fra kommunen og udredningen som sker ved psykiatrien. Der er i hvert fald mulighed for udvikling dér. Det er en kæmpe foredel at have udekørende tilbud, at kunne møde de unge hvor de er, hos dem selv eller hos deres familier, fordi det skaber noget tryghed og tillid, som man kan gøre brug af i arbejdet. I forhold til de helt unge hashrygere, der snakkede vi om at det - i hvert fald i døgnmiljø - er sindssygt vigtigt, med unge helt ned til 13-14 år, at adskille behandlingen og den pædagog/kontakt-funktion der kan være på en døgnafdeling. Det er i hvert fald noget man skal være rigtig opmærksom på, at det kan være en fordel at behandleren er neutral og kommer udefra, så han ikke er en del af hele døgnmiljøet og det arbejde der bliver lagt i alle hverdagstingene. Netop også fordi vi selvfølgelig ikke kan tillade at der er rusmidler tilstede på institutionen, så vil det være ambivalent for den unge, i forhold til at kunne være åben og sidde og fortælle at han lige har røget for en time siden, samtidig med at medarbejderen der sidder over for, godt ved at den unge var på sit værelse for en time siden. Der er det vigtigt at få adskilt tingene, plus at den unge får en mulighed for at komme tilbage og dele deres, måske positive, oplevelse med nogle andre voksne, der har nogle andre briller på. Vi talte om at med de helt unge - altså 13-årige - der er udfordringen, som vi ser det, at de har ikke den her konsekvensberegning ift. hvad er det, det gør ved mig. De kan ikke se meget længere frem end til i morgen. Der kan det være en tilgang at prøve at skabe nogle andre rammer, fokusere på nogle andre ting og skabe nogle andre arenaer, skabe nogle positive hjælpesomme rammer som ikke har misbrugselementer i sig, og så gå den vej i stedet for at prøve en alt for kognitiv tilgang, fordi mange af dem kan ikke "bide" på den. Christopher: Det er vel ikke for meget sagt at vi kan spore en vis sammenhæng mellem alder og det at kunne tage imod behandlingselementerne, det kognitive sprog, hvordan det virker. Hele tiden tænke "dét man gør" ind i forhold til den kontekst man er i, og hvad det gør for den unge. At der er nogle dilemmaer dér, man skal være opmærksom på. Kommentar til dette: Vi havde snakken i vores gruppe, og vores hold har lige været gennem et langt forløb hvor der blev lavet undersøgelser, der går på om man som medarbejder på gulvet i dagligdagen, også kan gå ind og lave behandling/forbehandling af misbrug. Vi fik meget tydeligt at vide, at det kan man ikke! Der er mange problematikker og der er blevet lavet undersøgelser på det. Men det er dét, vi gør. Vi har ikke muligheden for andet, vi er på en sikret institution, vi er låst inde med de her 13 til 18-årige, og vi syntes jo at det var en kæmpe fordel, at vi i forvejen havde relationen. Vi stødte IKKE på komplikationer, fordi vi skaber et rum, hvor vi går ind og misbrugsbehandler. Vi bruger meget tid på, at det er herinde i det rum, det er. Vi har så'n en stoffri afdeling, jeg ved godt at det har vi ikke altid, men det har vi faktisk det meste af tiden, og det er lige præcis dét, der bliver lagt vægt på, det dér med, "hvad så hvis der er hash på værelset?", så sidder han og siger det, når der er terapi og så går han ud og hvad vil du gøre ved det, for du har tavshedspligt? Vi har ikke
haft det dilemma her, for vores unge véd, at vi tager vores personlighed fra gulvet med ind, så de fortæller sgu' ikke os, hvis der er hash på værelset medmindre de ikke forventer, vi handler på det. Så troværdigheden i det, vi kommer altså så meget længere. Jeg ved godt at det her (at adskille kontaktperson/behandler ad, red.) er den gængse måde at behandle på, men vi har altså gjort os nogle andre erfaringer og har haft folk på besøg og snakke med os omkring det. De blev enige om at på trods af, at det er os på gulvet der gør det, så kommer vi ud med så mange flere procentdele der er stoffri. Så jeg vil egentlig bare sige at man skal ikke lade sig holde tilbage. På den gængse måde er det også skrøbeligt, det er én der kommer udefra og forandrer, men hvis de så ikke er der mere, så er den viden og behandlingsmetoderne der ikke længere. Det er forankret i vores institution og det bliver det ved med, for det er OS der gør det med de unge. Christopher: Har I haft brug for at "klæde jer på" til den opgave? Det er vel nogle kompetencer som ligger udover den kerneydelse, som I som udgangspunkt skal levere? Svar: Vi har videreuddannet os først og faktisk brugte vi en formue af den pulje der blev givet til os, på uddannelse og oparbejde og forberede og lave den manual vi følger, og bliver ved med at bygge på, som er i bevælgelse ud fra den unge vi arbejder med, så ja. Christopher: Ja, for det er vel dér hvor vognen ikke bliver sat på nogle gange, det her med "vi har brug for de kompetencer og hvordan får vi lige fat i dem. og i øvrigt så har vi ikke rigtig budget til overhovedet at snakke om hvad det kunne være". Svar: og fordi vores unge ER så unge som de er, så betyder relationen rigtig, rigtig meget. Mange af dem ser ikke sig selv som misbrugere endnu, på trods af at de fråder i alt hvad der er - så har de ikke noget problem med det, de kan jo ikke indse, at det ikke er noget de bare holder med. De er jo bare på opdagelse, og man går jo ikke på opdagelse med nogen, man ikke allerede godt kan lide, og kan se sig selv tage på en opdagelse med. Og der er vi foran, kan man sige. Christopher: Super spændende. Det er sådan nogle ting, som vi håber at kunne dele ud her. At der er nogen der træder ud af de vante forestillinger om hvordan tingene er og gør noget andet!