På vejen for at finde styrken i sig selv Stadigt flere danskere sætter sig for at gå den spanske pilgrimsrute, Caminoen. Selvom det egentlig er en kristen tradition, er de danske pilgrimmes motivation for at vandre snarere at realisere sig selv og finde tid til refleksion i en stresset hverdag. Af Frida Bjørn Fisker Billede 1. Anni og søsteren er faste rejsemakkere på Caminoen, men de går hver for sig i deres eget tempo og snakker kun sammen, når de holder pause. Privatfoto. På ryggen bærer hun på 10 kg. Det er egentlig for meget til hendes spinkle krop, men hun kan ikke skære det mere ned. 3 par trusser, 2 bh er, en letvægts sovepose, regntøj og ét sæt skiftetøj. Kun det allermest nødvendige har fået lov til at komme med på de flere hundrede kilometer, der venter forude på Caminoen. De næste 10 km går det opad, og kun opad. Hun må klatre sig vej op ad stigningen, et udmattet skridt ad gangen. Hvorfor er det lige, at jeg gør det her? spørger den 67 årige herningenser, Anni Haarestrup, endnu engang sig selv. Vandringen kulminerer, når hun går ind i Santiago de Compostela. Ved målstregen mærker hun et lykkesus, som at være høj på speed selvom hun godt nok aldrig har prøvet det. Netop dér synes det klokkeklart, hvorfor vandringen var al udmattelsen værd; det gør hende glad at udfordre sig
selv fysisk. At være i naturen og i stilheden, hvor det eneste, hun skal forholde sig til, er det næste skridt. Mere trængsel på ruten Men Anni er ikke alene på vejen. Hvert år kommer der flere danskere til Spanien for at vandre til Santiago. Ligesom de kristne pilgrimme fra hele verden, der siden middelalderen har skrevet sig ind i den katolske tradition med at vandre til byens hellige katedral, hvor disciplen Jakobs jordiske rester siges at være begravet. I dag har størstedelen af de danske pilgrimme dog sekulære begrundelser for vandringen snarere end troen på en Gud. Billede 2. Der har ikke siden middelalderen været så mange pilgrimme, der kom i mål i Santiago, som der er nu. Antal pilgrimme fordoblet på 10 år Caminoen, som på dansk kaldes Jakobsvejen, er fællesbetegnelsen for en række ruter, der skærer sig vej gennem det franske, portugisiske og spanske landskab, men som stort set alle ender i Santiago de Compostela i Nordspanien. Fra 2007 til 2017 er det samlede antal pilgrimme blevet mere end fordoblet. I 2017 var der således mere end 300.000 mennesker, der fik sat det sidste stempel i deres pilgrimspas på
Pilgrimskontoret i Santiago og dermed kunne vende hjem med et bevis på gennemførslen af den lange vandring. Foreningen af Danske Santiagopilgrimme har også oplevet en markant stigning i antal solgte pilgrimspas de seneste år. I 2016 nåede man det hidtil højeste antal danske udstedte pilgrimspas. Hele 2814 danskere købte gennem foreningen deres Camino pas, som giver dem adgang til at overnatte på herbergerne og spise den billige Camino menu på de små spisesteder langs med ruten. Billede 3. Som pilgrim får man et stempel i sit pilgrimspas, når man ankommer til et herberg. På den måde kan Pilgrimskontoret i Santiago sikre sig, at man rent faktisk har vandret det antal kilometer, man skal, for at få sit Compostela; beviset på sin vandring. (Foto: Frida Bjørn Fisker) Med Gud i rygsækken? Lektor i religionssociologi på Aarhus Universitet, Lars Ahlin, peger på, at stigningen i antallet af danske pilgrimme ikke skyldes, at danskerne er blevet mere religiøse. Måske endda tværtimod. Det handler snarere om selvrealisering, når flere danskere i dag sætter sig for at gå Caminoen. En undersøgelse af danske pilgrimmes motivation tegner et billede af, at der er noget om snakken; det er kun ca. 4 % af de adspurgte, som i en eller anden grad har Gud med i rygsækken. Til sammenligning er hele 43 % af det samlede antal pilgrimme fra hele verden religiøst motiverede. Det viser tal fra Pilgrimskontoret i Santiago.
Figur 1. Tid til refleksion og ønsket om at få et afbræk fra hverdagens stress og jag er topscorerne, når det kommer til danske pilgrimmes motivation for at vandre Caminoen. Undersøgelse foretaget af Frida Bjørn Fisker. Respondenterne er medlemmer af Facebook grupperne Camino for begyndere og Pilgrim netværk for danske, norske og svenske pilgrimme. Ønsket om at trække stikket I dag kan en pilgrimsvandring overordnet set tjene to formål for det moderne, sekulære menneske, mener Lars Ahlin, lektor i religionssociologi. Det ene formål med vandringen, som Ahlin fremhæver, er at få et afbræk fra hverdagens stress og jag. Vi lever i et hårdt konkurrencesamfund, hvor stress er blevet en slags folkesygdom, siger Lars Ahlin. Behovet for at trække stikket i en længere periode skyldes især et forandret arbejdsliv, hvor vi skal producere mere på mindre tid.
Her kan et afbræk fra hverdagen i form af det at vandre Caminoen give os ny styrke til at gøre vores arbejde bedre, når vi kommer hjem igen, siger Lars Ahlin. Han sammenligner pilgrimsvandringen med yoga, meditation og andre spirituelle metoder til at finde et rum til refleksion. Se mig! Jeg går Caminoen! Pilgrimsvandringens andet formål, som Ahlin nævner, indeholder et selviscenesættende aspekt. Caminoen giver muligheden for at vise, at man ikke er som alle de andre. Der er højere social status i at gå Caminoen end at tage på all inklusive charterferie til Kos i Grækenland. Det moderne menneske vil gerne skabe en fortælling om sig selv som en, der kan sige: Jeg har gået Caminoen. Dermed sender man et budskab til omverdenen om, at man har kampenergi og kan gennemføre noget fysisk hårdt, fortæller lektor i religionssociologi Lars Ahlin. Han påpeger dog, at det er ved at blive mere og mere mainstream at vandre på Caminoen, så om nogle år vil det ikke længere have samme sociale anerkendelsesværdi, som det har i dag. Er der WIFI på Caminoen? Formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, Vibeke Mørdrup, genkender især iblandt de yngre pilgrimme tendensen til, at det er vigtigt at gøre omverdenen opmærksom på, at man er sådan én, der går Caminoen. Blandt de unge og 30 40 årige er der desværre mange, der går op i at komme på nettet undervejs. Man skal hele tiden vise til sine venner derhjemme, at man er på Caminoen, siger Vibeke Mørdrup. Hun synes, det er en skam, hvis man ikke er mentalt tilstede, imens man er på Caminoen. Det drejer sig ikke om at blive set af andre. For hende handler det om at give sig selv lov til at glemme de materielle ting og i stedet fokusere på at være i nuet: Nede på Caminoen tænker man meget over, hvor man står i livet, og hvad kan man gøre anderledes, når man kommer hjem. På den måde kan vandringen være med til at udvikle én som person, mener hun.
Billede 4. Anni Haarestrup har gået dele af Caminoen 6 gange. Målet er at nå at have 10 års jubilæum på Caminoen. Foto: Frida Bjørn Fisker. Tid til at pleje mig selv 67 årige Anni Haarestrup fra Herning tilhører den store gruppe af danske vandrere, der for kort tid siden har forladt arbejdsmarkedet for at gå på efterløn eller pension. Fælles for denne gruppe er, at de søger afklaring på, hvad den næste halvdel af deres liv skal gå med, når arbejdet ikke længere danner rammen for deres tilværelse. Anni stod i samme situation, da hun i september 2011 satte sig for at gå sin første strækning på Caminoen. Kort forinden var hun gået på efterløn efter et langt liv på arbejdsmarkedet og en lederstilling, som ikke efterlod meget tid for hende til at fokusere på sig selv. Men nu ville hun til at pleje sig selv og sin krop. Alene om tankerne Hun havde egentlig aldrig troet, at det at gå langt ville være noget for hende. Men hendes søster fik Anni lokket med til at støde til på de sidste 130 km af den mest berømte pilgrimsrute i Spanien, Camino Frances, som i alt er ca. 800 km lang og strækker sig fra Frankrigs sydvestlige grænse til Santiago. Siden da er turene kun blevet længere. I dag 7 år og 6 vandringer på Caminoen efter kan hun ikke undvære at gå. Det udgør hendes faste rytme i dagligdagen. Hun går ture på mellem 10 15 km hver eneste dag, hele året rundt. Særligt de senere år, hvor hendes nu afdøde mand har været alvorligt syg, har gåturene været et slags helle fra den evige konfrontation med sygdom og smerter. På gåturene er hun alene og har ro til at tænke over, hvad der skal ske i fremtiden.
Når det har set sort ud, har hun kunnet trække på minderne om dage med væskende vabler, udmattelse og endeløs vandring på Caminoen. På Caminoen har jeg været derude, hvor jeg har grædt og ikke har troet, at jeg nåede i mål. Jeg har prøvet at være udenfor min comfortzone. Men så har jeg klaret det hver gang. Det har gjort mig stærk, siger Anni. Håber vi har nået toppen Det er ikke alle steder på ruten, at man kan opleve den stilhed, som Anni nyder allermest ved at gå i bjergene. Mange strækninger på Caminoen bærer mere og mere præg af turisme og kommercielle interesser, og det kan ind imellem være svært at finde en ledig madras på herbergerne. Selvom De danske Santiagopilgrimmes formand, Vibeke Mørdrup, er glad for, at flere og flere får mulighed for at opleve Caminoens helt unikke stemning og bruge vandringen til noget konstruktivt, så håber hun, at massetilstrømningen af pilgrimsturister har toppet nu. Der ligger en dobbelthed i det, for hun og foreningen vil gerne udbrede kendskabet til Caminoen og dele oplevelsen med andre interesserede, men det kan også blive for meget. Især når der kommer store grupper med rejseselskaber, som fylder meget. Jeg synes, det er en kedelig udvikling, hvis der kommer mange flere på vejen. Det ville være rart, hvis antallet af pilgrimme bliver liggende på det her niveau, lyder hendes håber for fremtiden på Caminoen.