Salmer: 614 Far, verden, far vel (dansk visemel.)

Transkript

1 Tekster: Es 58,5-12, 1 Joh 4,16b-21, Luk 16,19-31 Salmer: 614 Far, verden, far vel (dansk visemel.) 307 Gud Helligånd, vor igenføder 696 Kærlighed er lysets kilde 321 O kristelighed 438 Hellig, hellig, hellig Du herre, Jesu Kriste (svensk mel.) 370 Menneske, din egen magt Vi er på vandring. Nogle af os har helt bogstaveligt gået turen fra Lem her til Vejby. Men alle er vi uanset hvordan vi nu er kommet her til kirken på vandring gennem vort liv. Og selve gudstjenesten, vi er samlede om at fejre, er en vandring. Enhver vandring indebærer en forandring. Man flytter sig fra ét sted til et andet, man flytter sig i tid. Og man forandres selv. Det der sker under vandringen påvirker én. Måske kun ganske lidt. Men det det kan også ske at man forandres så dybtgående, at man slet ikke er den samme, når man kommer til målet, som man var, da man gik hjemme fra. Sådan gik det jøden Saul, der var på vej fra Jerusalem til Damaskus for at arrestere kristne. Men undervejs på vandringen mødte han i et syn Kristus, og det slog i den grad benene væk under ham, at han fik en helt ny identitet. Fra at være kristen-forfølger blev han kristen missionær. Fra at være jøden Saul blev han den kristne Paulus. Fra at bygge sit liv på lovgerninger endte han med at bygge sit liv på den kærlighed, Gud viser os i Kristus. Sådan kan der ske så meget på en vandring. 1

2 Måske er vores vandring gennem gudstjenesten i dag blevet lidt anderledes end vi havde tænkt, hvis vi nu ikke lige har fået læst gudstjenestens tekster hjemmefra. Det er juni. Det er blevet sommer. Fuglesang, har vi tænkt, lysegrønt løv, blomstrende syrener og guldregn farvel og på gensyn du liflige maj. Muligvis har en og anden også gået på stien fra Lem herhen til Vejby kirke og spekuleret på, hvad vi skulle synge ved gudstjenesten i Vejby: sikkert noget med sol og sommer og fugle og lysegrønne træer. Og så er det da unægtelig lidt af en kold tyrker at træde herind i kirken og opdage, at vi af alle salmer skal synge Fra verden, far vel. 9 lange, langsomme vers, hvor humøret synker længere og længere ned, alt imens så det ene og så det andet af det, vi mennesker fornøjer os med og glæder os over i vor korte tid på jorden tages fra os. Den eneste trøst er, at der umiddelbart efter salmen står en ældre udgave af den samme salme, som vi ikke skal synge, og den er på ikke 9, men 15 vers. Og nu sidder måske en enkelt og spørger sig selv: hvorfor har han dog valgt en så tung og dyster salme på sådan en dejlig sommerdag, det gale menneske? Ja, det har han for det første, fordi salmen er skrevet over dagens prædiketekst. For det andet er prædiketeksten i dag, hvad enten vi synger om sol og sommer eller om forsagelse af verden en ualmindelig barsk tekst, og så tænkte jeg at vi ligeså godt kunne tune os ind på stemningen fra gudstjenestens begyndelse. Fortællingen om den rige mand og Lazarus har to pointer. Det gør det ikke nemmere at have med den at gøre. Den første pointe er, at der er ligevægt i tilværelsen og i de enkelte menneskers skæbne, så 2

3 hvad man ikke har nået af hhv lykke og ulykke, mens man lever, det får man. når man dør. Den lære, man kan drage af dén pointe er, som også Kingo på blændende vis formidler, at så gælder det da om at give afkald på nydelse, fornøjelse og lykke, for det tages alligevel alt sammen fra en til sidst og modsvares af lidelse og smerte. Det er somme tider blevet kaldt et uevangelisk budskab, som den kære Jesus umuligt kan have taget i sin mund. Det er jeg nu slet ikke så sikker på er rigtigt. Og i alt fald, hvis denne pointe høres som en opfordring til ikke at prøve at reservere sin lykke for sig selv, men at dele den med andre og da specielt dem som slet ingen lykke har, så synes jeg nu det falder helt godt tråd med, hvad Jesus ellers siger, bl.a. i Bjergprædikenen. Men fortællingen har altså også en anden pointe: den rige mand vil gerne have at Lazarus skal rejse tilbage til livet på jorden og fortælle hans brødre, hvor fatale hinsidige konsekvenser deres luksusliv på jorden har, for hvis der kom én fra de døde og fortalte det, ville de nok ændre levevis. Men da svarer Abraham ham: når de ikke hører på Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise selvom én står op fra de døde. Og dermed er bolden spillet hen til os. For nu ér der en, der er stået op fra de døde. Jesus selv stod op fra de døde. Og Jesus selv taler til os ved gudstjenesten, så sandt det er hans ord, vi hører søndag efter søndag. Vil vi høre på ham, når han fortæller os, at kærlighed er vores livs mening og mål. At Gud elsker os, og at vi er her for at elske hinanden og dele liv og glæder og sorger med hinanden. Vil vi høre det og lade det få tag i os, så vi lever kærligheden i vort indbyrdes liv. Og så vi møder de 3

4 mennesker, der kommer til os med kærlighed, og lukker dem ind og deler hvad vi har med dem? Eller lukker vi os inde med vores egen lille lykke og lader vi de andre ligge uden for på trappen, mens hundene slikker deres sår? Det er til os, spørgsmålet er rettet. For det er til os, der er kommet en fra de døde og har fortalt os hvad livet handler om. Vi har ganske vist vidst det hele tiden. For vi er mennesker. Og som mennesker har vi alle ædt af træet til kundskab om godt og ondt. Vi ved det godt. Aller inderst inde. Vi ved godt, at vi er afhængige af hinanden og at vi skal være der for hinanden for ikke alle sammen at gå til grunde. Men vi fortrænger det, og løber fra det.vio bilder os ind, at vi sagtens kan hytte os selv, mens resten af verden går til grunde. Som individer. Og som folk. Men nu er der kommet én til os fra de døde og fortæller os, at vi er sat her af Gud, fordi Gud er kærlighed. Fordi Gud er kærlighed, vil han aldrig isolere sig, men hele tiden går han over sine grænser for at knytte alle til sig og forene alle i det kærligheds fællesskab, som er selve meningen med verden og det liv, der leves i den. Vil vi høre ham? Og vil vi tro ham? Og vil vi lade ham råde i os? Vil vi lade ham forandre os? Det er spørgsmålet til os. Midt ind i vort liv, vor vore dage en efter én bringer os nærmere den død og forsvinden, der tilsyneladende er al tings mål, der lyder til os Jesu jublende budskab: Gud er di far i himlen, der slker dig. Han har selv overvundet den død, der opsluger og tilintetgør dig til sidst for at du skal leve med ham i evighed.. 4

5 Grib budskabet. Tro det. Og lev det. Amen. 5