D O M Afsagt den 11. marts 2016 af Østre Landsrets 20. afdeling (landsdommerne B. Tegldal, Peter Thønnings og Julie Arnth Jørgensen (kst.)).

B0079006 - MLO UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M Afsagt den 11. marts 2016 af Østre Landsrets 20. afdeling (landsdommerne B. Tegldal, Peter Thønnings og Julie Arnth Jørgensen (kst.)). 20. afd. nr. B-79-15: A (advokat Carsten Bo Nielsen) mod Taxinævnet i Region Hovedstaden (advokat Lars Carstens) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 16. december 2014 (BS F-1088/2014) er anket af A med påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod at landsretten fastsætter en tidsbestemt tilbagekaldelsesperiode mellem 1 og 5 år, kortest muligt. Indstævnte, Taxinævnet i Region Hovedstaden, har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling Ved brev af 30. marts 2014 til Taxinævnet i Region Hovedstaden (herefter Taxinævnet) anmodede A om, at afgørelsen af 5. marts 2014 blev indbragt for domstolene. Han orienterede samtidig om, at han pr. 1. marts 2014 ikke længere arbejdede som taxachauffør. - 2 - Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af A og B. A har forklaret blandt andet, at han begyndte at køre taxa i 1985 og har været i forsikringsselskabet Trafiks bonusordning siden 1986. Da han tidligere arbejdede som kørerlærer og var ved at oparbejde en køreskole, var han i en periode på to år samtidig cykelvikar på en folkeskole i Hvidovre. Da han igen begyndte at køre taxa, forenede han det

- 2 - i en periode omkring 2008-09 med også at arbejde på en skole i Høje Taastrup og med et kort 4-måneders vikariat på en skole i Valby. I det taxaselskab han har arbejdet for, får den enkelte chauffør nogle såkaldte føreregenskaber eller attributter. Han havde for eksempel ikke selv attribut for profilbeklædning, da han altid kører i en almindelig vindjakke. Han fik derfor ikke de ture, hvor kunden bad om en chauffør med profilbeklædning. Efter straffedommen ønskede han ikke længere at køre med børn eller værtshuskunder og fik derfor fjernet attributterne for sådanne kunder. Han har heller ikke attribut for at køre med skolebørn. Sagen har haft store konsekvenser for ham, da han er blevet frataget et job, som han er glad for, og som passer ham godt. Sagen har også haft økonomiske konsekvenser for ham. Han har ikke søgt om førerkort i andre områder, fordi han tror, at han vil få afslag. Han så på de pornografiske billeder, han er dømt for, derhjemme. Han har aldrig krænket et andet menneske og har aldrig været tiltalt for personfarlig kriminalitet. B har forklaret blandt andet, at der rettelig kun var en tilbagekaldelse i 2012, men at der tidligere også havde været tilbagekaldelser af førerkort. Taxinævnet har ikke tidligere haft en sag som den foreliggende og anser sagen for en prøvesag. Selvom kriminaliteten ikke har haft relation til As erhvervsudøvelse, er karakteren af kriminaliteten af en sådan art, at han bør nægtes at køre taxa indtil videre. Der er tale om en forbrydelse mod mindreårige, som stod på i en årrække. Som kunde sidder man indelukket i taxaen med chaufføren. Man skal som forældre eller bedsteforældre kunne være tryg ved at sende et barn med taxa. Taxinævnet er sammensat af 13 lokalpolitikere og har tilknyttet et sekretariat, der forbereder sagerne for nævnet. Ved ansøgning om nyt førerkort har det betydning, om ansøgeren har tidligere domme. Taxinævnet har fulgt udviklingen i retspraksis om tilbagekaldelse af førerkort og har ikke været enig i alle domme, hvor en tilbagekaldelse er blevet underkendt. Procedure A har til støtte for de nedlagte påstande navnlig henvist til, at konsekvenser for førerkortet af kriminelle forhold ud fra lex specialis skal afgøres enten under straffesagen eller af Taxinævnet efter taxikørselslovens 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 6 ( strafbart forhold ), og ikke af Taxinævnet efter lovens 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7 ( god skik inden for branchen ). Domstolsprøvelse efter lovens 7, stk. 1, af afgørelser efter 3, stk. 1, nr. 7

- 3 - ( god skik inden for branchen ), sker i civilprocessens former, herunder med hensyn til beviskrav og manglende adgang til advokatbeskikkelse, medens domstolsprøvelse efter 7, stk. 4, af afgørelser efter 3, stk. 1, nr. 6 ( strafbart forhold ), sker i strafferetsplejens former, herunder med hensyn til beviskrav og med hensyn til adgang til forsvarerbeskikkelse. Retssikkerheden ved domstolsprøvelse efter 7, stk. 1, er således væsentlig ringere end retssikkerheden ved domstolsprøvelse efter 7, stk. 4. Når Folketinget har vedtaget hjemmelsbestemmelsen i 3, stk. 1, nr. 6, om tilbagekaldelse på grundlag af strafbart forhold, skal bestemmelsen også anvendes. Denne sag skulle være bedømt af Taxinævnet efter 3, stk. 1, nr. 6, også fordi forholdet ikke vedrører (god) skik inden for branchen, hvorfor Taxinævnets afgørelse er ugyldig. Der foreligger détournement de procédure, hvis Taxinævnet rejser sager om tilbagekaldelse af eller nægtelse af forlængelse af førerkort som følge af kriminalitet efter 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7, i stedet for efter 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 6, for at sagerne dermed behandles i civilprocessens former, således at det undgås, at chaufførerne får retskrav på advokatbeskikkelse. Rettighedsmæssige konsekvenser af ikke taxirelaterede strafbare forhold, som er udøvet i privat regi, kan alene afgøres under straffesagen eller af Taxinævnet efter 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 6, og ikke efter 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7, da forholdet ikke er udøvet inden for branchen. Anklagemyndigheden skal i forbindelse med tiltalerejsning vurdere, om der er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens 79, jf. Rigsadvokatens Meddelelse 6-1990, og anklagemyndigheden har vurderet, at forholdene i straffesagen ikke kunne begrunde nedlæggelse af påstand om frakendelse af erhvervskørekort eller taxiførerkort. Københavns Vestegns Politi har ved fornyelsen af erhvervskørekortet til personbefordring i marts 2015 tiltrådt, at dommen ikke var til hinder for fornyelse. Anklagemyndighedens og politiets vurdering må tillægges stor bevismæssig betydning for vurderingen af sagligheden og proportionaliteten af Taxinævnets afgørelse, hvis landsretten måtte finde, at Taxinævnet kan tilsidesætte anklagemyndighedens og politiets vurdering. Hans virke som taxichauffør indebærer ikke kontakt, der giver mulighed for at skabe et tillidsforhold mellem et barn under 15 år og den voksne af en vis kontinuitet og varighed, som ligger ud over en kortvarig og enkeltstående kontakt, f.eks. det at ekspedere et barn i en butik, jf. Rigspolitiets vejledning om børneattester. Han kan ikke sammenlignes med f.eks. dagplejere, pædagoger, lærere og trænere i idrætsforeninger, men kan derimod på grund af den kortvarige og enkeltstående kontakt sammenlignes med en ekspedient i en butik, hvor et barn efter omstændighederne kunne komme og blive ekspederet. Han og hans vognmænd er

- 4 - heller ikke omfattet af pligten til at indhente børneattest efter bekendtgørelse nr. 485 af 24. maj 2012 2, stk. 1, nr. 1, da der alene udføres kørsel, som er åben for alle. Der kan ikke i forhold til tilbagekaldelse af førerkort sagligt lægges vægt på en dom for børnepornografi, som er uden tilknytning til hans taxivirke, når den mulige tilknytning til børn er så tynd, at der ikke er pligt til at indhente børneattest, og udstedelse heraf vil være uretmæssig. Der er endvidere ingen konkret risiko ved at lade ham fortsætte sit virke, idet alene en forsvindende lille del af trafikken om aftenen og natten vedrører børn uden ledsager, og trafikken for det offentlige næsten udelukkende udføres i dagtimerne, hvorfor hensynet til børn fuldt ud vil kunne varetages ved at bestemme, at han ikke må køre taxi i dagtimerne (06.00 til 17.00), hvilket kan meddeles centralen. Taxichauffører har forskellige attributter i systemet for turtyper, som kan vælges eller fravælges, herunder offentlig kørsel. Fravælges denne turtype, hvilket taxicentralen har kontrol over, kan taxien ikke tildeles disse ture. Herudover kan Taxinævnet som tilsynsmyndighed føre kontrol, herunder i kraft af trafikbøgerne. Ved afgørelsen af, om et førerkort skal tilbagekaldes eller nægtes fornyet, skal inddrages en proportionalitetsvurdering af de forsømmelige forholds antal og grovhed samt chaufførens øvrige personlige forhold. Endvidere skal det indgå i vurderingen, om chaufføren er forstraffet, og i hvor mange år han har virket som chauffør. Forbrydelser, hvor den skyldige har lemlæstet et andet menneske, er grovere end hans forbrydelse, hvor han ikke har foretaget nogen legemskrænkelse af noget andet menneske. Det er uproportionalt og i strid med lighedsgrundsætningen at nægte ham førerkort og samtidigt udstede førerkort til chauffører, som i privat regi har begået mord, røverier eller vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter ( 245-vold). Taxinævnet har til støtte for den nedlagte påstand navnlig henvist til, at der foreligger det fornødne faktiske og retlige grundlag for at tilbagekalde As førerkort til taxikørsel. Det fremgår af taxilovens 6, stk. 4, at et førerkort kan tilbagekaldes blandt andet, hvis betingelserne i lovens 3, stk. 1, nr. 7, ikke længere er til stede. Taxinævnet har med rette benyttet taxilovens 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 7, som hjemmel for den trufne afgørelse. Der gælder således ikke en sondring som hævdet af A, hvorefter strafbare forhold skal behandles efter 3, stk. 1, nr. 6, og god skik (hvormed A må mene forhold, der ikke er strafbare) efter nr. 7. En sådan sondring kan ikke udledes af lovens ordlyd. En formålsfortolkning fører heller ikke til det hævdede resultat. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget vedrørende nr. 7 (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3144), at bestemmelsen svarer til buslovens tilsvarende bestemmelse, i hvilken forbindelse det i bemærkningerne vedrørende busloven

- 5 - udtrykkeligt er forudsat, at strafbare handlinger kan føre til nægtelse og dermed til tilbagekaldelse efter nr. 7. En væsentlig del af reglerne i taxilovgivningen er i øvrigt strafsanktioneret. Taxinævnets Reglement for taxikørsel i Region Hovedstaden indeholder ligeledes regler om straf. Overtrædelse af de væsentlige regler inden for taxilovgivningen som naturligt indgår i fastlæggelse af, hvad der er forsvarlig handlemåde og god skik inden for branchen er således strafbelagt. Det må derfor afvises, at nr. 6 skal anvendes, hvis der er tale om strafbare forhold, og at nr. 7 tilsvarende ikke kan anvendes. Sigtet med vandelsbestemmelserne i taxilovens 3, stk. 1, og tilbagekaldelses-bestemmelserne i 6 med henvisninger er ikke at straffe nogen, men at sikre en kompetent, herunder sikker og tryg betjening af publikum. Personer, der ikke kan leve op til sådanne standarder, skal således ikke være førere af en taxi. Under en civil sag om tilbagekaldelse af ret til næring gælder et beviskrav til grundlaget for tilbagekaldelsen, som ikke står tilbage for det beviskrav, der stilles i en straffesag. Hertil kommer, at der også i den civile retspleje findes beskyttelse af parter i form af selvinkrimineringsforbuddet, retten til som part at undlade at besvare spørgsmål mv. Hertil kommer, at indehaveren af en tilbagekaldt tilladelse har krav på domstolsprøvelse på taximyndighedens initiativ, jf. taxilovens 7, stk. 1. Der er derfor ikke grundlag for at hævde, at indehaveren af den tilbagekaldte tilladelse ikke nyder de retsgarantier, han har krav på, efter dansk og international ret ved en domstolsprøvelse i den civile retsplejes former. Under en civil sag har man i øvrigt også mulighed for at få beskikket en advokat, hvis betingelserne for fri proces er opfyldt. Taxilovens 3, stk. 1, nr. 7, stiller krav om, at ansøgere til/indehavere af blandt andet førerkort skal gøre... det antageligt, at de vil kunne udøve [deres virksomhed] på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik indenfor branchen. Loven stiller således ikke krav om, at bebrejdelsesværdige herunder strafbare forhold skal have fundet sted inden for branchen. Bestemmelsen omhandler også nye ansøgere, der af gode grunde ikke kan have begået overtrædelser af god skik inden for taxibranchen. Det er derfor uden betydning, at det strafbare forhold ikke er begået under udøvelsen af As taxivirksomhed. I nyere retspraksis er det antaget, at et førerkort kan nægtes fornyet under henvisning til strafbare forhold, der er begået uden tilknytning til chaufførens taxivirksom-hed, jf. blandt andet Østre Landsret dom af 14. maj 2014. For så vidt angår strafbare forhold af den karakter, som A har begået, er det i øvrigt ikke usædvanligt, at de indgår i vurderingen af, om en ansøger er egnet til at bestride et arbejde, hvor vedkommende er i kontakt med børn og unge, herunder ved udøvelsen af

- 6 - taxivirksomhed. I medfør af bekendtgørelse nr. 485 af 24. maj 2012 om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder, institutioner, virksomheder mv. inden for Transportministeriets ressortområde 2, stk. 1, nr. 1, er virksomheder, der med tilladelse i henhold til taxikørselsloven udfører kørsel, som ikke er åben for alle, forpligtet til at indhente en børneattest. Dette er f.eks. tilfældet ved kørsel med handicappede børn. Endvidere skal der indhentes børneattest for personer, der skal fungere som førere af motorkøretøjer, jf. bekendtgørelse nr. 485 af 24. maj 2012 2, stk. 2. En børneattest indeholder blandt andet oplysninger om, hvorvidt en ansøger er blevet dømt for besiddelse og/eller distribution af børneporno i henhold til straffelovens 235, jf. 36 i bekendtgørelse nr. 881 af 4. juli 2014 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. Såfremt ansøgeren ikke kan fremvise en ren børneattest, har dette betydning for vedkommendes mulighed for ansættelse som chauffør. Besiddelse og deling af børneporno i et stort antal tilfælde over en længere periode er en omstændighed, der afstedkommer en berettiget tvivl om, hvorvidt A kan udøve sit hverv forsvarligt i forhold til børn. Det bør i en sådan situation ikke kunne kræves, at der foreligger konkrete oplysninger om overgreb på mindreårige. Et mistankegrundlag som det foreliggende bør være tilstrækkeligt. Det er ikke muligt på anden måde end sket at sikre, at A afskæres fra at transportere mindreårige. En stor del af taxikørslen bestilles på en sådan måde, at det ikke er muligt for centralen (bestillingskontoret) at frasortere bestillinger på transport af mindreårige. Anklagemyndighedens vurdering sker ikke på det samme retsgrundlag som taximyndighedens. Der er i øvrigt ikke grundlag for at kvalificere anklagemyndighedens vurdering af disse spørgsmål frem for Taxinævnets. Taxinævnet er ikke bundet af anklagemyndighedens vurdering, herunder fordi straffedommen i denne henseende ikke har retskraftvirkning i forhold til nævnet, og fordi nævnet ikke er underlagt anklagemyndigheden. Det forhold, at Københavns Vestegns Politi har fornyet As kørekort til erhvervsmæssig personbefordring og i den forbindelse vurderet, at der ikke er nærliggende fare for misbrug af stillingen eller erhvervet, jf. kørekortbekendtgørelsen 129, jf. 93, stk. 6, jf. straffelovens 78, stk. 3, jf. stk. 2, har heller ingen betydning for den foreliggende sag. Politiets vurdering af, om et kørekort til erhvervsmæssig personbefordring kan fornyes, sker på et andet og strengere hjemmelsgrundlag, end når taximyndigheden vurderer, om et førerkort kan tilbagekaldes.

- 7 - Det er uden betydning for afgørelsen, at A gør gældende, at han kører aften-/nattevagt. Det kan ikke vides, om der skal transporteres uledsagede børn på de tidspunkter, hvor A er på vagt, ligesom A kan skifte til vagter på andre tidspunkter af døgnet. Taxinævnets afgørelse af 5. marts 2014 er ikke udtryk for en uproportional reaktion. Det er ikke godtgjort, at Taxinævnet ved det udøvede skøn over forholdenes grovhed og beslutningen om tilbagekaldelse samt fastsættelsen af tilbagekaldelsesperioden har begået fejl. Det af A rejste spørgsmål om den indbyrdes kvalifikation af grovheden af forskellige former for forbrydelser er ikke relevant for en proportionalitetsvurdering. Det afgørende er, om Taxinævnet i denne sag har overtrådt en proportionalitetsmæssig grænse. As sammenligning med afgørelser vedrørende lemlæstelser er derfor snarere et spørgsmål om overholdelse af en lighedsgrundsætning. Der er ikke tilsidesat en lighedsgrundsætning, da de nævnte typer forbrydelser ikke lader sig sammenligne. Det er Taxinævnets vurdering, at der må ses særligt alvorligt på forhold, der kan indebære frygt for eller mistanke om fremtidig kriminalitet, og hvor der må tages særlige hensyn som f.eks. i tilfælde, hvor særligt sårbare personer såsom børn er involveret. Med henvisning til As subsidiære påstand om at tidsbegrænse tilbage-kaldelsesperioden til maksimalt 5 år bemærkes det, at tilbagekaldelse af et førerkort indtil videre reelt må anses for tidsbegrænset, jf. taxilovens 7, stk. 3. Det følger af denne bestemmelse, at A efter 5 år, regnet fra afgørelsen, eller 2 år, regnet fra domsafsigelse, har krav på domstolsprøvelse, såfremt han indgiver ansøgning om tilladelse til genoptagelse af sin taxivirksomhed, men får afslag herpå. Taxilovens 7, stk. 3, lægger således op til, at en tilbagekaldelse indtil videre som udgangspunkt er tidsbegrænset til 5 år, hvorefter der skal foretages en fornyet bedømmelse af forholdenes grovhed og sagens omstændigheder i øvrigt. Retsgrundlaget I taxikørselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1039 af 8. oktober 2009 om taxikørsel m.v.) fremgår det om betingelser for meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse blandt andet: Betingelser for meddelelse af tilladelser mv. 3. Tilladelse i henhold til 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

- 8-6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens 78, stk. 2, samt 7) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 6, skal på begæring af ansøgeren eller kommunalbestyrelsen indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens 78, stk. 3. Sagen behandles i strafferetsplejens former. 4 a. Førere af taxier, limousiner og sygetransportkøretøjer kan godkendes, såfremt de opfylder betingelserne i 3, stk. 1, nr. 1, 2, 6 og 7, samt de betingelser, der fastsættes i medfør af 12, stk. 1, nr. 6. Stk. 2. Førere af køretøjer, som anvendes til kørsel på grundlag af en tilladelse til offentlig servicetrafik, skal opfylde betingelsen om i faglig henseende at være kvalificeret til at udøve virksomheden, jf. 3, stk. 1, nr. 7, 1. led. Stk. 4. Godkendelse af førere i medfør af stk. 1 meddeles af kommunalbestyrelsen idet godkendelsen har samme tidsmæssige gyldighed som gyldighedsperioden for det kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, der er udstedt til den pågældende. 4 b. Den myndighed, der har meddelt en tilladelse eller godkendelse efter denne lov, skal føre tilsyn med, at betingelserne for meddelelsen fortsat er til stede. Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser mv. 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan tilbagekalde denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den, der har bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i 3, stk. 1, nr. 4-7, og 4, stk. 1, jf. 3, stk. 1, nr. 3-5 og 7, 2. led, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.

- 9 - Stk. 4. Godkendelse af førere efter 4 a, stk. 1, kan tilbagekaldes eller nægtes fornyet efter stk. 1, eller såfremt betingelserne i 3, stk. 1, nr. 6 og 7, ikke længere er til stede. Stk. 6. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-5 sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre. 7. En afgørelse efter 6 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4. Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning. Stk. 3. En afgørelse efter 6 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse truffet efter 6, stk. 2-5, jf. 3, stk. 1, nr. 6, kan forlanges indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller af den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i 3, stk. 3. I forarbejderne til taxikørselslovens 3 og 7 (lovforslag nr. 141 af 22. januar 1997) fremgår det blandt andet: Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til 3 Bestemmelsen er udformet efter samme principper som den tilsvarende bestemmelse i busloven og godskørselsloven. Den foreslåede 3, der svarer til 12 i lov om buskørsel og 3 i lov om gods-kørsel, fastsætter de krav, der skal være opfyldt, for at en tilladelse kan meddeles i henhold til 1.

- 10 - Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende hyrekørselslov, men svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves godkendelse, tilladelse, bevilling eller lignende. Kravet i stk. 1, nr. 7, om, at vedkommende ikke må være dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve taxivirksomhed m.v., er indeholdt i 7, stk. 1, nr.1, i den gældende lov, og tilsvarende bestemmelser er indeholdt i anden lovgivning om tilladelsesordninger. Henvisningen i bestemmelsen til straffelovens 78, stk. 2, indebærer, at den skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelser. Hvorvidt det pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve taxivirksomhed m.v., afhænger således først og fremmest af, om det begåede forhold efter sin art kan bevirke en særlig fare for kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af taxivirksomhed m.v. Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der er for tilbagefald for netop denne person. Der må derfor tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og udførelsesmåde, den pågældendes personlige forhold på gerningstidspunktet, om det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst - hvor lang tid der er gået siden lovovertrædelsen. Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, skal en ansøger i faglig henseende være kvalificeret til at udøve den af loven omfattede virksomhed, hvorfor der kan fastsættes krav om, at vedkommende i et nærmere antal år skal have været beskæftiget i tilsvarende eller beslægtet virksomhed og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der vil blive fastsat krav om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et nærmere angivet indhold for at sikre, at ansøgeren har kendskab til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder for taxikørsel/sygetransport. Det er endvidere efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 2. led, en betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren gør det antageligt, at han vil kunne udøve den af loven omfattede virksomhed på fornuftig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Bestemmelsen findes ikke i den nuværende lov, men svarer til reglerne på bus og godskørselsområdet.

- 11 - I bemærkningerne til det den 9. oktober 1991 fremsatte forslag til lov om ændring af lov om buskørsel, jf. lov nr. 840 af 18. december 1991, er der vedrørende udøvelse af vognmandsvirksomhed på»forsvarlig måde«anført, at dette - udover tilfælde hvor der er begået et eller flere strafbare forhold - omfatter forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, herunder at ansøgeren i en anden virksomhed har tilsidesat hensynet til sine kunder. Endvidere kan, ifølge de nævnte forarbejder, omstændighederne ved en eventuel konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses at kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. For så vidt angår»god skik inden for branchen«er der i de samme forarbejder anført, at den pågældende skal kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. I henhold til de nævnte forarbejder til busloven vil en person, der har været ansvarlig for driften af en tidligere virksomhed eller i væsentlig grad bestemmende for driften, og som har udvist en sådan grad af ringe faglige kvalifikationer og evne til at drive virksomheden økonomisk forsvarligt, kunne anses for ude af stand til at drive fremtidig vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Dette vil i givet fald kunne danne grundlag for nægtelse af tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring eller godkendelse som ansvarlig leder for et selskab. Kravet til forsvarlig drift og efterlevelse af god skik inden for branchen er således ikke i buslovgivningen begrænset til uredelighed eller»dadelværdige«forhold, men omfatter tilfælde, hvor den pågældende i sin tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt. Med indførelsen af en identisk bestemmelse i lov om taxikørsel m.v. tilsigtes der en lignende retstilstand inden for taxi- og sygetransporterhvervet, således at der kan gennemføres en sanering af erhvervene, navnlig af hensyn til virksomhedernes kreditorer - herunder det offentlige. Det fremgår af stk. 3, at afgørelse om nægtelse af tilladelse efter stk. 1, nr. 7, indebærer, at afgørelsen på begæring af ansøgeren eller den tilladelsesudstedende myndighed skal indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen godkendes af domstolene, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst

- 12 - efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens 684, stk. 1, nr. 4, behandles sagen for domstolene i straffe-retsplejens former. Til 6-7 Det fremgår af 7, stk. 4, at den særlige fremgangsmåde for sagens indbringelse for domstolene som anført i 3, stk. 3, finder anvendelse, hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse begrundes i, at indehaveren ikke længere opfylder betingelsen om straffemæssig vandel i 3, stk. 1, nr. 7. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne herom under 3. Det fremgår af lovforslag nr. 120 af 17. januar 1990 om ændring af lov om buskørsel vedrørende den dagældende 12 blandt andet: I lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989, foretages følgende ændringer: 6. Overskriften til kapitel 4 affattes således:»betingelser for meddelelse af tilladelse«. 7. 12-13 affattes således:» 12. Tilladelse i henhold til 1, stk. 1, kan meddeles personer, der 6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs 78, stk. 2, 7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og 8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. - 13 - Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser. Til nr. 6 og 7

- 13 - Busloven indeholder i 12-13 bestemmelser om de krav, en ansøger skal opfylde for at kunne få adgang til erhvervet, samt hvornår en ansøgning kan nægtes. I lovens 14-16 er indeholdt bestemmelser om, hvornår en tilladelse kan tilbagekaldes eller bortfalder. Efter forslaget foretages der en opstramning af reglerne vedrørende adgang til at kunne udføre erhvervsmæssig buskørsel, ligesom der foreslås en udvidelse i adgangen til tilbagekaldelse af tilladelser. Forslaget indebærer, at der fastsættes de samme regler, som finder anvendelse på godskørselsområdet jf. lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel. 12 Forslaget til 12, der svarer til godskørselslovens 3, fastsætter de krav, der skal være opfyldt, for at en tilladelse kan gives i henhold til 1, stk. 1. Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at vedkommende ikke må være dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, er indeholdt i 13, stk. 2, i den gældende lov, og tilsvarende bestemmelse er indeholdt i anden lovgivning om tilladelsesordninger. Henvisningen i bestemmelsen til borgerlig straffelovs 78, stk. 2, indebærer, at den skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelse. Hvorvidt det pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve vognmandsvirksomhed, afhænger således først og fremmest af, om det begåede forhold efter sin art viser en særlig fare for kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af vognmandsvirksomhed. Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der er for tilbagefald for netop denne gerningsmand. Der må derfor tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og udførelsesmåde, gerningsmandens personlige forhold på gerningstidspunktet og nu, om det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst - hvor lang tid der er gået siden lovovertrædelsen. Med hensyn til personer, der er dømt for personkrænkelse, berigelseskriminalitet eller for overtrædelse af reglerne i denne lov samt reglerne i færdselsloven og vedrørende køre- og hviletid, indebærer bestemmelsen, at man som udgangspunkt bør være tilbageholdende med at meddele tilladelse. Henvisningen til straffelovens bestemmelse indebærer i øvrigt, at nægtelse af tilladelse på begæring af ansøgeren skal indbringes for retten af anklagemyndigheden, jf. straffelovens 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen godkendes af retten, kan spørgsmålet på ny indbringes for

- 14 - retten, dog tidligst efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens 684, stk. 1, nr. 4, behandles sagen for retten i strafferetsplejens former. Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, skal en ansøger i faglig henseende være kva-lificeret til at udøve vognmandsvirksomhed, hvorfor der kan fastsættes krav om, at vedkommende i en årrække skal have været beskæftiget i vognmands-virksomhed, og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der vil blive fastsat krav om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et nærmere angivet indhold, hvorved risikoen reduceres for, at tilladelsesindehavere ikke har kendskab til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder for buskørselsvirksomhed. Alene offentlige myndigheder og organisationer vil kunne opnå godkendelse til afholdelse af kurser. Det er videre efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen omfatter således tilfælde, hvor en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan således være oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført straffesag, at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine kunder, eller at vedkommende har udført ulovlig buskørsel. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde. Der kan således gives afslag, hvis årsagerne til de økonomiske vanskeligheder ikke er undskyldelige. Efter stk. 1, nr. 8, 2. led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt, at han vil udøve virksomheden i overensstemmelse med god skik inden for branchen, herunder at han vil kunne drive virksomheden på en sådan måde, at den vil kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Det må i øvrigt understreges, at de krav, der følger af 1. og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende, og at der også vil kunne nægtes tilladelse, såfremt vedkommende har gjort sig skyldig i et eller flere strafbare forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at vedkommende ikke kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Såfremt nægtelse af tilladelse sker efter stk. 1, nr. 8, vil afgørelsen kunne efterprøves ved domstolene

- 15 - efter den almindelige regel om domstols-kontrol med forvaltningen i grundlovens 63. Sagen skal af den pågældende anlægges for landsretten i 1. instans, men byretsbehandling vil dog kunne vedtages, jf. retsplejelovens 226. Det fremgår af lovforslag nr. 35 af 9. oktober 1991 om ændring af lov om buskørsel vedrørende den dagældende 12 blandt andet: I lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 15. juni 1990, foretages følgende ændringer: 2. 12, stk. 1, nr. 7, der bliver nr. 8, affattes således:»8) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.«3. 12, stk. 1, nr. 8, ophæves. Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger 2. Efter den gældende lovgivning kan en tilladelse eller godkendelse som ansvarlig leder alene meddeles den pågældende, såfremt en række betingelser vedrørende økonomisk grundlag, vandel, faglige kvalifikationer m.v. er opfyldt, jf. 12, stk. 1, og 13, stk. 1 og 2, jf. 12, stk. 1. Ifølge 12, stk. 1, nr. 8, skal ansøgeren gøre det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve vogn-mandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der er i bemærkningerne til forslaget til lov om ændring af busloven i 1990 nærmere redegjort for, hvad der forstås ved udøvelse af vognmandsvirksomhed»på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.«det fremgår således med hensyn til udøvelsen af en virksomhed på forsvarlig måde, at dette, udover tilfælde hvor der er begået et eller flere strafbare forhold, omfatter forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, herunder at ansøgeren i en anden virksomhed har tilsidesat hensynet til sine kunder. Endvidere kan omstændighederne ved en eventuel konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses at kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde.

- 16 - Endelig er det med henblik på»god skik inden for branchen«anført, at den pågældende skal kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Der har under den hidtidige administration af buslovens 12, stk. 1, nr. 8, været rejst tvivl om, hvorvidt der i visse sager har været tilstrækkelig hjemmel til nægtelse henholdsvis tilbagekaldelse af en tilladelse til buskørsel eller godkendelse af en ansvarlig leder. Det har nærmere bestemt været tale om tilfælde, hvor en person, der har været ansvarlig for driften af en tidligere virksomhed eller i væsentlig grad bestemmende for driften, har udvist en sådan grad af ringe faglige kvalifikationer og evne til at drive virksomheden økonomisk forsvarligt, at han af denne grund er blevet anset for ude af stand til at drive fremtidig vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Den nærmere begrundelse for, at der ikke skulle være tilstrækkelig hjemmel til at anvende 12, stk. 1, nr. 8, i disse sager, har været en henvisning til, at det kun er i tilfælde af egentlige»dadelværdige«forhold hos den pågældende person, bestemmelsen kan anvendes. Ud fra denne betragtning skulle dokumenteret mangel på evne til at drive en virksomhed økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt alene ikke være tilstrækkelig til en nægtelse eller tilbagekaldelse af en tilladelse/godkendelse som ansvarlig leder. Det har ved den foretagne ændring af busloven i 1990 aldrig været hensigten at bestemmelsen i lovens 12, stk. 1, nr. 8, skulle fortolkes og dermed anvendes med den ovenfor angivne indskrænkning. Tværtimod var det i bemærkningerne til lovforslaget fremhævet, at formålet med loven var at foretage en opstramning af de hidtidige kvalifikationskrav. Allerede efter den forud for loven gældende lovgivning blev en person anset for faglig ukvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed, hvis de økonomiske vanskeligheder, ansøgeren havde haft forinden, kunne tilskrives forhold, som ved fornuftig drift af virksomheden kunne være undgået. Nærværende lovforslag fremsættes for at præcisere, at 12, stk. 1, nr. 8, (der i forslaget er blevet nr. 8, 2. led) finder anvendelse i ovennævnte og lignende tilfælde, hvor der ikke har foreligget nogen form for uredelighed eller»dadelværdige«forhold, men hvor den pågældende i sin tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.

- 17 - Denne præcisering af lovgivningen er nødvendig, såfremt en sanering af vognmandserhvervet på dette område skal kunne gennemføres. En sådan sanering er nødvendig, navnlig af hensyn til virksomhedernes kreditorer, herunder det offentlige. En præcisering af lovbestemmelsen vil endvidere være medvirkende til at begrænse det samfundsmæssige uønskede»konkursrytteri«. Hvis dokumenteret mangel på evne til at drive vognmandsvirksomhed ikke må indgå i Persontrafikrådets vurdering vil en væsentlig del af grundlaget for rådets virksomhed således være bortfaldet. Der fremsættes samtidig hermed et tilsvarende lovforslag på godskørselsområdet (forslag til lov om ændring af lov om gods-kørsel). Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til nr. 2-3 Ved den foretagne sammenskrivning af de eksisterende bestemmelser i 12, stk. 1, nr. 7 og 8, præciseres den tætte sammenhæng mellem faglige kvalifikationer og den pågældendes evne til at udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Det præciseres således, at nægtelse af en tilladelse eller godkendelse i henhold til busloven i henhold til 12, stk. 1, nr. 8, 2. led i lovforslaget, kan finde sted i de tilfælde, hvor en ansøger har haft økonomiske vanskeligheder i en tidligere virksomhed og disse kan tilskrives forhold, som den pågældende er ansvarlig for, og som ved fornuftig drift kunne have været undgået. Den pågældende vil i så tilfælde ikke blive anset for kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger herom. Forarbejderne til godskørselslovens dagældende 3 er i det relevante omfang enslydende med forarbejderne til buslovens dagældende 12, jf. forslag nr. 52 af 12. oktober 1988 til lov om godskørsel og lovforslag nr. 34 af 9. oktober 1991 om ændring af lov om godskør-sel. Landsrettens begrundelse og resultat Taxinævnet har ved afgørelsen af 5. marts 2014 i medfør af taxikørselslovens 6, stk. 4, tilbagekaldt As førerkort indtil videre, idet Taxinævnet vurderede, at han ikke længere kan udføre sit job som taxichauffør forsvarligt og i overensstemmelse med god skik i branchen, jf. taxikørselsloven 3, stk. 1, nr. 7. Taxinævnets afgørelse var begrundet med, at A som følge af beskyttelseshensynet over for mindreårige bør afskæres fra at køre taxa, idet han er dømt for

- 18 - overtrædelse af straffelovens 235. Afgørelsen hviler således på Taxinævnets vurdering af, at der er fare for, at A vil misbruge sin stilling som taxachauffør i forhold til mindreårige. Taxinævnet kan med hjemmel i taxikørselslovens 6, stk. 4, jf. 3, stk. 1, nr. 6, tilbage-kalde et førerkort, hvis føreren er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens 78, stk. 2. En sådan afgørelse skal efter begæring indbringes for domstolene af anklagemyndigheden i henhold til straffelovens 78, stk. 3, og prøves i strafferetsplejens former, jf. taxikørselslovens 7, stk. 4, jf. 3, stk. 3. Det har formodningen imod sig, at taxikørselsloven indeholder hjemmel til den trufne afgørelse i både 3, stk. 1, nr. 6, og 3, stk. 1, nr. 7, herunder henset til, at domstolsprøvelse sker enten i strafferetsplejens former eller under den borgerlige retspleje afhængig af den anvendte hjemmel. As processuelle stilling, herunder de retsgarantier der tilkommer ham, ville således afhænge af den benyttede hjemmel til afgørelsen om tilbagekaldelse af hans førerkort. Det fremgår af forarbejderne til taxikørselslovens 3, at bestemmelsen er udformet som de dagældende bestemmelser i henholdsvis buslovens 12 og godskørselslovens 3, jf. lovforslag nr. 141 af 22. januar 1997 om ændring af lov om taxikørsel m.v. Forarbejderne til den dagældende buslovs 12, stk. 1, nr. 8, og den dagældende godskørselslovs 3, stk. 1, nr. 8, understøtter, at taxikørselslovens 3, stk. 1, nr. 7, omfatter strafbare forhold, der ikke begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve virksomheden. Endvidere tilsiger forarbejderne, at der er en tæt sammenhæng mellem faglige kvalifikationer og den pågældendes evne til at udøve hvervet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Landsretten bemærker herved, at det beskyttelseshensyn, som Taxinævnet i afgørelsen af 5. marts 2014 har tillagt afgørende betydning, bedst varetages ved, at afgørelsen prøves i medfør af straffelovens 78, stk. 3, og i strafferetsplejens former, idet en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse af førerkortet herefter vil få virkning i hele landet frem for kun i Taxinævnet for Region Hovedstadens område. På denne baggrund finder landsretten, at taxikørselslovens 3, stk. 1, nr. 7, ikke indeholder den fornødne hjemmel for Taxinævnets afgørelse af 5. marts 2014, hvorfor A frifindes for påstanden om, at han skal anerkende, at afgørelsen er lovlig og gyldig. Taxinævnet i Region Hovedstaden skal betale sagsomkostninger for begge retter til A med i alt 77.000 kr. Beløbet omfatter 2.000 kr. til retsafgift for landsretten og 75.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til

- 19 - advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, karakter og betydning. Der er ligeledes henset til, at A ikke var repræsenteret af advokat for byretten. T h i k e n d e s f o r r e t: A frifindes. I sagsomkostninger for begge retter skal Taxinævnet i Region Hovedstaden inden 14 dage betale 77.000 kr. til A. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.