HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 16. januar 2018 Sag 186/2017 Ralph Dänhardt (advokat Søren Noringriis) mod Den Jyske Sparekasse i Skals (advokat Marianne Sørensen) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 20. februar 2017 og af Østre Landsrets 2. afdeling den 21. juni 2017. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, Ralph Dänhardt, har nedlagt påstand om frifindelse. Indkærede, Den Jyske Sparekasse i Skals, har nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling Den 18. december 2008 indgik Den Jyske Sparekasse i Skals (tidligere Sparekassen i Skals) med selskabet Polaris Investor IV ApS en kassekreditkontrakt, der havde en kreditramme på 580.600 kr. Det fremgik af aftalen, at kreditrammen skulle nedskrives på én gang den 17. december 2013.
- 2 - Den 15. september 2010 blev Polaris Investor IV ApS opløst i medfør af selskabslovens 216, stk. 1, hvoraf følger, at kapitalselskaber, hvor alle kreditorer er betalt, kan opløses ved, at alle kapitalejerne over for Erhvervsstyrelsen afgiver erklæring om, at al gæld forfalden som uforfalden er betalt, og at det er besluttet at opløse kapitalselskabet. Ralph Dänhardt, der var eneanpartshaver i Polaris Investor IV ApS, afgav 216-erklæringen, uagtet at gælden i henhold til kassekreditkontrakten med sparekassen ikke var indfriet. Ved brev af 24. oktober 2014 rejste sparekassen krav mod Ralph Dänhardt på baggrund af den uindfriede kassekredit, idet sparekassen gjorde gældende, at Ralph Dänhardt hæftede for gælden i medfør af selskabslovens 216, stk. 4, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at kapitalejere hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Ralph Dänhardt havde forinden dette, den 20. januar 2012, via selskabet 360 Wealth ApS fremsat forslag om en akkordordning med sparekassen, der indebar et forslag om, at gælden blev nedskrevet. Den 23. juni 2016 rettede sparekassen på ny henvendelse til Ralph Dänhardt med krav om, at han betalte Polaris Investor IV ApS gæld til sparekassen. Den 9. september 2016 indgav sparekassen stævning mod Ralph Dänhardt. Under sagens behandling for byretten gjorde Ralph Dänhardt gældende, at fordringen var forældet, idet forældelsesfristen, der skulle regnes fra selskabets opløsning den 15. september 2010, var 3 år, jf. forældelseslovens 3, stk. 1. Da stævningen først blev indgivet ca. 6 år efter selskabets opløsning, var forældelsesfristen overskredet. Sparekassen gjorde heroverfor gældende, at fordringen ikke var forældet, bl.a. idet fordringen udsprang af et pengelån og dermed er underlagt en forældelsesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens 6, stk. 1.
- 3 - Byretten udskilte spørgsmålet om forældelse til særskilt behandling, jf. retsplejelovens 253, stk. 2, og afsagde den 20. februar 2017 kendelse om, at kravet ikke var forældet. Byrettens begrundelse og resultat lyder således: I 1996 med ikrafttræden 1. januar 1997 blev i anpartsselskabslovens 59 indført en enkel måde til afvikling af et selskab. Denne bestemmelse blev videreført i selskabslovens 216, hvor det i stk. 1 er anført: I kapitalselskaber, hvor alle kreditorer er betalt, kan opløsning ske, ved at kapitalejerne over for Erhvervsstyrelsen afgiver en erklæring om, at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt, og at det er besluttet at opløse kapitalselskabet. Kapitalejernes navne og adresser skal være angivet i erklæringen. Udgangspunktet for en sådan opløsning synes således at være, at al gæld er betalt. Kreditorerne orienteres ikke i forbindelse med en opløsning efter 216, og for at sikre hensynet til kreditorernes interesser er i bestemmelsens stk. 4 herefter bestemt, at kapitalejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvivstet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Retten finder, at formålet med kravet om hæftelseserklæringen tilsiger, at stk. 4 må fortolkes således, at anpartshaverne ved deres erklæring ikke blot påtager sig en ny hæftelse; men at de direkte succederer i det bestående gældsforhold og dermed er underlagt de retsvirkninger, der var knyttet til gældsforholdet. For den hæftelse, som sagsøgte ved sin erklæring efter selskabslovens 216, stk. 1, har påtaget sig, gælder derfor blandt andet samme forældelsesfrister som for selskabets mellemværende med kreditorerne. Det er ubestridt, at kassekreditkontrakten er omfattet af forældelseslovens 6, stk. 1, og kravet forældes således først i slutningen af 2018. Thi bestemmes: Sagsøgernes krav som opgjort i replikken er ikke forældet. Den 21. juni 2017 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse i henhold til grundene. Der er mellem parterne enighed om, at sparekassens oprindelige krav mod Polaris Investor IV ApS beror på et pengelån og derfor er underlagt en 10-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens 6, stk. 1.
- 4 - Anbringender Ralph Dänhardt har anført navnlig, at sparekassens krav mod ham beror på den betalingserklæring, han afgav i medfør af selskabslovens 216, stk. 1, som førte til opløsningen af Polaris Investor IV ApS den 15. september 2010. Da retssagen mod ham blev anlagt den 9. september 2016, dvs. 6 år efter han afgav betalingserklæringen, er kravet forældet, jf. forældelseslovens 3, stk. 1. Hovedreglen i forældelseslovens 3, stk. 1, om, at forældelse sker efter tre år, er absolut i den forstand, at der kræves særskilt hjemmel for at fravige bestemmelsen. Særskilt hjemmel hertil findes bl.a. i forældelseslovens 6 vedrørende pengelån og 11 vedrørende kautionsforpligtelser. Ingen af disse bestemmelser finder dog anvendelse. Han har ikke optaget et pengelån hos sparekassen, hvorfor forældelseslovens 6, stk. 1, ikke finder anvendelse i forhold til ham. De tidligere instansers afgørelser om, at han i kraft af selskabslovens 216, stk. 4, har succederet i Polaris Investor IV ApS retsstilling i relation til forældelse, og at forældelseslovens 6, stk. 1, derfor finder anvendelse, er forkert. Afgørelserne herom har hverken hjemmel i selskabsloven, forældelsesloven eller disse loves forarbejder. Selskabslovens 216 indebærer, at kapitalejerne påtager sig en forpligtelse til at hæfte personligt, solidarisk og ubegrænset for selskabets gæld. Selskabslovens 216 indebærer imidlertid ikke, at der som det er tilfældet, når selskaber fusionerer, jf. selskabslovens 236 sker succession. I betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 166, anføres om selskabsretlige fordringer, at disse ud fra ønsket om at undgå for mange særregler bør være underlagt de almindelige forældelsesfrister. Fordringen mod ham er en selskabsretlig fordring og dermed underlagt en 3-årig forældelsesfrist. Det er et almindeligt princip, at forældelse som udgangspunkt skal afgøres selvstændigt i forhold til hver af de fysiske eller juridiske personer, der hæfter for en fordring. Det gælder også for en kapitalejers hæftelse for en fordring mod et kapitalselskab, jf. selskabslovens 216, stk. 4. En kapitalejers hæftelse for en fordring mod et kapitalselskab må således være under-
- 5 - lagt en 3-årig forældelsesfrist efter forældelseslovens 3, uanset om fordringen mod kapitalselskabet oprindeligt måtte være underlagt en 10-årig forældelsesfrist efter forældelseslovens 6, stk. 1. Hverken hensynet til kreditorer generelt eller sparekassen konkret kan medføre en ulovhjemlet fravigelse af forældelseslovens hovedregel. Sparekassen har i øvrigt erkendt, at den ikke havde registreret Polaris Investor IV ApS cvr.nr., og derfor ikke var klar over, at selskabet blev opløst i 2010. Der er på den baggrund ikke et større hensyn at tage til sparekassen. Forældelseslovens 11 finder ikke anvendelse, idet der ikke er tale om en kautionsforpligtelse. En kautionsforpligtelse indebærer efter sit indhold, at kautionshæftelsen er subsidiær i forhold til hovedskyldnerens hæftelse, og hans afgivelse af betalingserklæringen i medfør af selskabslovens 216, stk. 1, indebærer, jf. bestemmelsens stk. 4, at han hæfter direkte ikke subsidiært for gælden til sparekassen. Derfor er der ikke er tale om en kautionsforpligtelse. Hans forslag til en akkordordning med sparekassen af 20. januar 2012 har ingen betydning for sagen. En eventuel skriftlig erkendelse af en fordring medfører alene, at forældelsen afbrydes, og at en ny 3-årig forældelsesfrist begynder at løbe, jf. forældelseslovens 15. Selv hvis forældelsesfristen regnes fra den 20. januar 2012, er kravet således forældet, idet sagen først blev anlagt den 9. september 2016. Den Jyske Sparekasse i Skals har anført navnlig, at Ralph Dänhardt i kraft af den betalingserklæring, han afgav i medfør af selskabslovens 216, stk. 1, og som medførte opløsningen af Polaris Investor IV ApS den 15. september 2010, hæfter for selskabets gæld til sparekassen, jf. selskabslovens 216, stk. 4. Ralph Dänhardt er ved afgivelsen af erklæringen succederet i selskabets retsstilling, herunder i relation til forældelse. Da der oprindeligt var tale om et pengelån fra sparekassen til Polaris Investor IV ApS, er kravet mod Ralph Dänhardt underlagt en 10-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens 6, stk. 1. Det følger af selskabslovens 216, stk. 4, 1. pkt., at kapitalejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet
- 6 - for erklæringens afgivelse. Ordlyden af bestemmelsen taler således for, at kapitalejerne succederer i selskabets retsstilling. Formålet med selskabslovens 216 er at sikre, at kapitalselskaber kan opløses nemt og enkelt, samtidig med at der skabes sikkerhed for, at kreditorerne ikke stilles ringere, end hvis selskabet var opløst ved likvidation, hvor de havde haft mulighed for at anmelde krav og få del i de realiserede aktiver i selskabet. Hvis kapitalejerne ikke succederer i selskabets forpligtelser, vil det i realiteten betyde, at kreditorerne bliver dårligere stillet, end de ellers ville have været. Forarbejderne til selskabslovens 216 tilsiger ikke, at det har været lovgivers intention, at kreditorerne skulle stilles dårligere. Hvis Ralph Dänhardt ikke kan anses for at have succederet i selskabets retsstilling, må hæftelsen i selskabslovens 216, stk. 4, betragtes på samme måde som en kautionsforpligtelse, hvorfor forældelseslovens 11 finder anvendelse analogt. Kravet mod Ralph Dänhardt er også af denne grund underlagt en 10-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens 11 sammenholdt med 6. En betalingserklæring efter selskabslovens 216, stk. 1, betyder ikke, at der opstår et nyt krav, der er underlagt en særlig eller anderledes forældelsesfrist end det oprindelige krav mod kapitalselskabet. Supplerende retsgrundlag Selskabslovens 216, stk. 1 og 4, lyder således: 216. I kapitalselskaber, hvor alle kreditorer er betalt, kan opløsning ske, ved at kapitalejerne over for Erhvervsstyrelsen afgiver en erklæring om, at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt, og at det er besluttet at opløse kapitalselskabet. Kapitalejernes navne og adresser skal være angivet i erklæringen. Stk. 4. Kapitalejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. I det omfang der er overskydende midler, fordeles disse til kapitalejerne.
- 7 - Forslaget til selskabsloven blev fremsat den 25. marts 2009. I bemærkningerne til lovforslagets 216 hedder det bl.a. (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, lovforslag nr. L 170, s. 5542): Det fremgår af stk. 4, at alle kapitalejere hæfter på tidspunktet for erklæringens underskrift, hvis det måtte vise sig, at der alligevel foreligger uafklarede forpligtelser vedrørende selskabet. Den personlige hæftelse gælder således også for f.eks. skatte- og afgiftskrav, der konstateres efter erklæringens afgivelse, blandt andet som følge af ændring i skatteansættelsen. Dette er dels med til at sikre, at kreditorers og andre rettighedshaveres retsstilling ikke forringes som følge af den simple afvikling, og dels at alle kapitalejere skal være enige om afviklingsformen. Af betænkning nr. 1498/2008 om modernisering af selskabsretten fremgår bl.a. s. 539: Vælger anpartshaverne at afgive en sådan opløsningserklæring betyder det, til forskel fra de sædvanlige afviklingsmodeller, såsom likvidation, tvangsopløsning eller konkurs, at anpartshaverne, uanset at driften er sket i selskabsform med begrænset økonomisk hæftelse, hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringsafgivelsen. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om et krav rejst af Den Jyske Sparekasse i Skals mod Ralph Dänhardt er forældet. Sparekassens krav udspringer af en kreditaftale indgået i december 2008 mellem sparekassen og selskabet Polaris Investor IV ApS om en kreditramme på 580.600 kr. Det fremgår af aftalen, at kreditten skulle nedskrives på en gang den 17. december 2013. Polaris Investor IV ApS blev den 15. september 2010 opløst i medfør af selskabslovens 216, stk. 1, hvorefter kapitalselskaber kan opløses ved en erklæring fra kapitalejerne om, at al gæld er betalt, og at det er besluttet at opløse selskabet. Ralph Dänhardt, der var eneanpartshaver i Polaris Investor IV ApS, afgav erklæringen, uagtet gælden til Den Jyske Sparekasse ikke var betalt.
- 8 - Ifølge selskabslovens 216, stk. 4, hæfter kapitalejeren personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen er med til at sikre, at kreditorers og andre rettighedshaveres retsstilling ikke forringes som følge af den simple afvikling. Højesteret finder, at bestemmelsens ordlyd og forarbejder indebærer, at kapitalejere, der har afgivet erklæring om opløsning af et selskab i medfør af 216, stk. 1, indtræder i selskabets forpligtelser over for kreditorer i selskabet, og at dette også gælder i forhold til reglerne om forældelse af krav mod selskabet. Ralph Dänhardt er således succederet i Polaris Investor IV ApS forpligtelser over for Den Jyske Sparekasse, herunder også med hensyn til forældelse af kravet. Da Polaris Investor IV ApS gæld til Den Jyske Sparekasse efter forældelseslovens 6 var undergivet en 10-årig forældelsesfrist, der som udgangspunkt må regnes fra den 17. december 2013, hvor kreditten efter aftalen mellem selskabet og sparekassen skulle nedskrives, er heller ikke sparekassens krav mod Ralph Dänhardt forældet. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Ralph Dänhardt betale 8.000 kr. til Den Jyske Sparekasse i Skals. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.