Præsentation af Skolebestyrelsen på Sofiendalskolen Forældrevalgte medlemmer: Helle Markusen - formand Mit navn er Helle og jeg er mor til Julius (3.C) og Villads (Sofiendal børnehave). Jeg er gift med Bo og vi er for 9. år bosat i digterkvarteret. Jeg er gået ind i bestyrelsesarbejdet fordi jeg gerne vil være med til at videreudvikle en allerede god skole som vi er meget glade for. Jeg brænder for at bidrage til, at Sofiendalskolen er et sted som udklækker børn med en høj grad af både faglige, personlige og sociale kompetencer. Jeg tror på at god trivsel og sammenhold ved både elever og medarbejdere skaber forudsætningerne for en god skole. Fælles oplevelser forener og bidrager i udgangspunktet positivt til trivsel og sammenhold så den slags vil man ofte høre mig opprioritere. Alle børn er som bekendt unikke og har således også forskellige forudsætninger for at gå i skole, hvilket jeg ikke mener man skal være bange for at se og agere i. Min grundlæggende tilgang til udviklingen af et godt læringsmiljø og forældresamarbejde er, at man på skolen skal turde stille krav til både børn, forældre og medarbejdere; det vokser vi alle ved - Vel at mærke så længe det er krav man har en chance for at honorere. I forhold til bestyrelsesarbejdet har jeg en passion for at arbejde med udmøntning af strategi og visioner og vil glæde mig til at sætte det i spil i forbindelse med formandskabet. Jeg kan også godt lide at agere problemknuser og får energi af at indgå i arbejde, hvor vi sammen finder de bedste løsninger. Også når noget er svært- for sådan er det også når man har med skoleverdenen og med mennesker at gøre. Til daglig er jeg på (sammenlagt) 11. år ansat ved UCN, hvor jeg er leder af uddannelsesområdet Offentlig Administration og Forvaltning. Jeg er således vant til at tilgå opgaver med et ledelsesblik, men glæder mig i den her sammenhæng til at hoppe på den anden side af skrivebordet og repræsentere forældregruppen. Jeg tænker at mange af de opgaver og udfordringer jeg møder i min dagligdag relativt nemt kan oversættes til folkeskoleverdenen og vil forsøge at drive denne erfaring positivt ind i bestyrelsesarbejdet. Slutteligt kan jeg nævne at min fag-faglige baggrund er Cand. Merc. Indenfor Organisation og strategi (2006) og lige nu er jeg i gang med en masteruddannelse indenfor kreativitet, læring og organisatorisk udvikling. Jeg håber- og vil gøre mit allerbedste for at ovenstående kommer til at bidrage til en positiv forskel får både elever, medarbejdere og forældre. Jeg glæder mig til de næste 4 år Bedste hilsner
Bo Carlsson - næstformand Jeg er far til Isabella i 3.a og Sienna på 5 år, der går i børnehaven Troldehøj. Jeg er uddannet softwareingeniør med en Master i Interaktion- og User Experience Design. Jeg interesserer jeg mig for hvordan mennesker anvender og oplever digitale systemer, herunder læring igennem spil. Mennesket er en fantastisk "maskine", hvis evne til at lære og være selvskabende er helt unik. For mig er det at være selvskabende, en egenskab der løbende skal trænes. Ikke kun til akademiske formål, men som en grundlæggende egenskab der driver vores motivation og vedholdenhed i alle livets facetter. Jeg glæder mig derfor til at deltage i skolens arbejde og være med til at udvikle vores børn til at være selvskabende og lærende individer. Julie Ravn Min motivation for at stille op til skolebestyrelsen ligger blandt andet i ønsket om at være med til at sikre sammenhæng i lokalsamfundet. Med de planer der ligger for Skalborg ser jeg skolen som en vigtig aktør i at binde bydelen sammen. Sofiendalskolen skal være den skole familier i Skalborg vælger. Til dagligt arbejder jeg som IT-projektleder og ser derfor frem til at skoleintra bliver skiftet ud med et nyt system der hedder "Aula". Jeg tror på, at det kan være med til at styrke skolens kommunikation og sammenhængskraft. Jeg håber vi sammen kan skabe en skole for alle med højt til loftet, hvor vi passer på hinanden.
Lillian S Hansen Jeg bor i Nørresundby og er mor til Christian der går i 3. Kl i Sirius og Johanne der går i 6. Kl på Skansevejens Skole. Jeg arbejder som faglig koordinator og konsulent i Jobcenter Aalborg, Aalborg Kommune. Nyvalgt til bestyrelsen og har taget over efter Heidi, der ligeledes repræsenterede Sirius. Jeg har mange års erfaring fra bestyrelsesarbejdet fra min fagforening, børnenes børnehave og Nørresundby Spejderne, hvor jeg er formand. Jeg er dog en novice inden for skolebestyrelsesarbejdet. Mit fokus i skolebestyrelsesarbejdet er børn, lærer og pædagogernes hverdag og arbejde i Sirius og samspillet med resten af Sofiendalskolens elever og medarbejdere. Trivsel er vigtigt for mig, da det er nødvendigt for læring og udvikling. Kontaktinfo: 22438544 Mit navn er Tina Bagh Jeg er mor til Ann-Sofie i 5.C. Jeg har virksomheden Styr Tallene, hvor jeg hjælper andre virksomheder med bogholderi og administration. Min begrundelse for at gå ind i skolebestyrelsen, er at jeg vil være med til gøre Sofiendalskolen til en endnu bedre skole. Samt være med til at forberede og udvikle skolen så den er klar til at tage i mod alle de nye børn der flytter til Skalborg.
Thomas Overgaard Som erhvervsplaymaker i Aalborg Kommune er jeg bindeled mellem virksomhederne og skolerne i Aalborg Kommune. Jeg kontakter virksomhederne, laver samarbejdsaftalen, udarbejder et indhold og udbyder herefter forløbet til skolerne i kommunen. Samarbejdet omdanner teori til praksis og skal gerne få flere elever til at få øjnene op for de mange spændende erhvervsuddannelser. Jeg er selvstændig med egen handelsvirksomhed, og brænder generelt for iværksætteri, innovation og entreprenørskab. Jeg vil gerne bidrage med at give eleverne et godt afsæt til teknologiforståelse, 21 century skills og fremtidens arbejdsmarked og jobmuligheder. Kristian Andersen
Medarbejdervalgte medlemmer: Jeg hedder Lars Nyby Jeg er til dagligt teamkoordinator i Dus, samt en del af skolens trivselsteam. Jeg har valgt at stille op til skolebestyrelsen, da jeg mener, at skolen, børnene, personalet og Skalborg er på vej i et spændende udviklingsforløb. Jeg vil gerne arbejde på, at vi får bedre fysiske rammer for børn og personale bl.a. en ny legeplads. Samtidigt mener jeg, at den forventelige udvidelsen af skolen, giver nogle spændende perspektiver både fagligt, socialt, men også designmæssigt, hvor Sofiendalskolen kan blive samlingspunkt for hele Skalborg, som et socialt kulturelt mødested. Mit navn er Maria Grove Christensen. Jeg har arbejdet som lærer og matematikvejleder på Sofiendalskolen de sidste 5 år og er herudover tillidsrepræsentant for lærerne. Jeg er medarbejderrepræsentant i skolebestyrelsen og søger således at sikre medarbejdernes stemme og perspektiver i de beslutninger vedrørende skolens virksomhed, som skolebestyrelsen arbejder med. For mig er det vigtigt, at der er meningsfuld sammenhæng mellem de beslutninger der træffes og den virkelighed, hvor vi som medarbejder helt konkret skal føre beslutningerne ind i skolens hverdag med eleverne.
Elevvalgte medlemmer: Mit navn er Art Binqe Jeg er formand for elevrådet. Jeg går i 8.Y og er 14 år. Jeg har siddet i bestyrelsen som næstformand sidste år i to måneder da den tidligere næstformand trak' sig. Da jeg var næstformand var jeg med til at beslutte skolefestemnet og arrangere konkurrencen til skolefesten. Jeg har siddet i elevrådet i 3 år. Det ene år som sekretær, det andet år som næstformand og nu som formand så jeg har meget erfaring. Min ambition er at eleverne skal have så meget medbestemmelse som muligt. Jeg synes ikke at elevrådet og eleverne har haft meget indflydelse her på skolen men det er ved at gå frem af og jeg vil bruge min tid som formand på at få elevrådet til at få alt den medbestemmelse som muligt. Blert Binqe Hej mit navn er Blert. Jeg går 6. Klasse på Sofiendalskolen. 6. Klasse lyder måske som en lille klasse men jeg kan stadig sige mange ord. Jeg valgte at stille op som næstformand fordi at jeg vil starte en ny generation af formænd og næstformænd. Jeg vil vise at de yngre duer også til noget og at det ikke kun er udskolingen.