Tilbagegang Af Jesper With Lige uden for byen Visaginas i Litauen ligger verdens næststørste atomkraftværk. Værket og byen forbereder sig på lukning. Det giver rigeligt med arbejde til psykolog Laima Paulauskiene, da næsten alle beboere er afhængige af det lukningstruede værk. Psykolog på Det skete LITAUISK noget nyt ude i de litauiske birkeskove for et par år siden. For første gang fik byen Visaginas et familiekrisecenter, der skulle tackle byens store sociale problemer. Med psykolog Laima Paulauskiene som daglig leder skulle folk kunne komme frit og anonymt med deres problemer i ikke-institutionelle rammer. Centret har eksisteret i to år og er drevet i tæt samarbejde med Frederiksborg Amt. Det blev etableret for at dæmme op for de værste følger af EU s krav om lukning af atomkraftværket. Værket anses ikke for at være sikkert nok, og Litauen ville kort og godt ikke blive optaget i EU, hvis ikke landet accepterede lukningen. - Naturligvis afhænger alle Visaginas borgernes kvaler ikke direkte af værket. Men indirekte skaber det store problemer, fordi den gradvise lukning betyder stor arbejdsløshed i et område, hvor der ikke er andet arbejde at finde. Borgerne frygter ikke for sikkerheden på værket, nej, de frygter at blive fyret, siger Laima Paulauskiene. Problemerne er særligt store, fordi mange af værkets 4.000 ansatte dels er specialiserede inden for et område, 3
der ikke er relevant på andre arbejdspladser, dels at langt de fleste ansatte er russisktalende. De kom til hertil, mens værket lå i Sovjetunionen, hvor det talte sprog var russisk. I dag lever de i et land, hvor der tales litauisk, og hvor russisk ikke er velset. Alkoholisme og stofmisbrug - De største problemer her i byen er alkoholisme og stofmisbrug. Desværre er stofmisbruget blandt teenagere steget kraftigt de seneste år, og risikoen for hiv-smitte er derfor også blevet helt reel, siger Laima Paulauskiene. - Mange ægteskaber er gået i stykker i nogle tilfælde skyldes det arbejdsløshed eller frygten for det, men lige så ofte søger familiekrisecentret at hjælpe familier, hvor faderen stadig er til stede. Folk har store identitetsproblemer, fordi de som russisktalende bor i et land, hvor de ikke taler sproget og hvor de ikke længere regnes for ret meget. - Den sociale og økonomiske omstilling har ramt hårdt i Østeuropa efter kommunismens sammenbrud og har medført fattigdom i mange familier. Med velkendte følger som alkoholisme, misbrug og krænkelser. - Det er ikke nyt, at familier er i krise, men erkendelsen af det og af, at man har brug for hjælp, er ny. Der er ingen tradition for at søge professionel hjælp her eller at tale med andre om tingene, ud over en veninde måske, hvis man er kvinde. At søge hjælp har været forbundet med skændsel og ofte isolation for familierne. Heldigvis er der sket noget, for mange og nok især kvinder tør godt i dag. Tit er det en mor, der har opdaget at hendes søn eller datter er stofmisbruger eller drikker for meget og derfor slæber barnet med herhen. - Vi taler om tingene ved vores rundbord og søger at lave en plan for, hvordan tingene skal løses. Jeg kan jo kun rådgive og vejlede og søge at hjælpe folk hen til andre institutioner, hvor der er mere specialiseret hjælp at hente. Selv har jeg gennem flere år støttet grupper af anonyme alkoholikere, men hvis det eksempelvis drejer sig om stofmisbrug, må jeg henvise til et narkocenter i hovedstaden Vilnius, siger hun. Taler ikke om krise Det er tirsdag i dag, og derfor har Laima Paulauskiene den frivillige Nitalja Bogdonovic ved sin side. Hun er en af dem, som Laima har hjulpet i en gruppe af Anonyme Alkoholikere, og som nu har så meget overskud, at hun kan hjælpe frivilligt på centret. Hun har aldrig arbejdet på atomkraftværket, men har levet i dets skygge som hun siger, idet hendes mand har været ansat som chauffør, indtil alkohol ødelagde ham. - Der har altid været vold og alkohol i min familie. Det var der som barn, og det er der nu, fordi min mand er voldelig. Men jeg har affundet mig med ham, fordi det er vigtigt for mig at holde sammen på familien, så vores seks børn også har en far. Han er nemlig som regel en god far, siger Nitalja Bogdonovic. Hun fortæller, at hun glæder sig over, at AA-gruppen hjalp hende ud af hendes alkoholmisbrug, og at hun nu kan hjælpe andre også. Hun ved dog også, at hun når som helst kan falde i igen. - Jeg bliver jo aldrig rigtig rask, men jeg kæmper for mine børns skyld, siger hun. Dansk hjælp Ud over selve oprettelsen af familiekrisecentret drejer samarbejdet med Frederiksborg Amt sig om at gennemføre en række nye sociale metoder. - Vi har samarbejdet med en dansk psykolog og danske socialrådgivere Fakta Atomkraftværkets ene reaktor lukker efter planen i 2005, den anden reaktor i 2009. Pengene til samarbejdsprojektet med Frederiksberg Amt blev doneret af Øststøttekontoret under det danske Udenrigsministerium. Litauen har 3,2 millioner indbyggere. 10 % er russere, 8 % er polakker, resten er litauere. Litauen optages i EU 1. maj 2004. 4
FOTOS: CHRISTIAN ALSING samt Frederiksborg Amts socialforvaltning om temaer som case management, team-metode, åben rådgivning og opsøgende gadearbejde. Alt sammen mere eller mindre nyt for os. Det tværfaglige arbejde har været i fokus, for det har vi ikke været gode til tidligere, siger Laima Paulauskiene. Projektleder Henrik Sparre-Ulrich fra Frederiksborg Amt har gentagne gange været i Visaginas som del af samarbejdsprojektet, og for ham er der ingen tvivl om at Laima Paulauskiene og den anden tilknyttede psykolog Jelena Malysheva har taget danske metoder til sig. - Eksempelvis virker samarbejdet mellem skolepsykologer, SSP og de sociale myndigheder langt bedre, end da vi kom hertil, siger han. Sparre-Ulrich påpeger, at den viden, som centret har opnået, gerne skulle brede sig til andre områder af Litauen via besøg og seminarer. Og det er også sket, mener han. Senest har den danske Amtsrådsforenings øststøttepulje bevilget et beløb til at få spredt den oparbejdede viden til byerne St. Petersborg og Pskov i Rusland, som Frederiksborg Amt samarbejder med. Seks personer fra Visaginas, herunder Laima og Jelena, skal til Rusland for at videregive deres erfaringer til byer, hvor man håber at oprette familiekrisecentre i fremtiden. I Visaginas er det i mellemtiden lykkedes at finde en ordning, hvor Visaginas Kommune og det litauiske socialministerium finansierer familiekrisecentret og en deltidsstilling til Laima. De øvrige tilknyttede er som Nitalja Bogdonovic fra AA-gruppen frivillige uden faglig baggrund. Jesper With er freelancejournalist 5
Den sociale NØD En ubeskrivelig stank slår én i møde, når man træder ind i den kommunalt ejede etageejendom, hvor Aine Ivaschenko bor med sine fem børn. Det er frostvejr, og derfor holdes vinduerne lukket. Alt for mange mennesker bor på alt for lidt plads, og det gør det svært at holde huset ordentlig rent. - Livet er svært, når man står uden arbejde, siger den 42-årige kvinde. Hermed mener hun lønnet arbejde, for hun har rigeligt at se til med sine mange børn. Faderen eller rettere: fædrene eksisterer nemlig ikke. I virkeligheden har Aine Ivaschenko fem børn, men det ene af børnene er fjernet af de sociale myndigheder, fordi de ikke mener Aine kan klare at tage sig af så mange børn. - Det passer ikke. Jeg kan tage mig af alle mine børn«, siger hun ulykkeligt. 500 Litas om måneden, knap 1.100 danske kroner, er, hvad en enlig mor har at klare sig for. Og da op mod halvdelen går til huslejen, er livet ingen dans på roser. Aine og hendes børn har kun et enkelt værelse at opholde sig i. Det er naturligvis alt for lidt plads. Derudover har familien adgang til et køkken, som skal deles med tre andre familier i samme situation. - Mest af alt ønsker jeg mig et arbejde, så jeg får nogle flere penge. Så vil jeg kunne få noget mere plads til mine børn. Det er mit højeste ønske, siger hun. I en by som Visaginas, der er stærkt på vej ned ad bakke som følge af lukningen af atomkraftværket, er det imidlertid ikke en enlig mor med mange børn, der står forrest i køen til et ledigt job. Jesper With 6
En hensygnende BY Sneen er kommet igen og har lagt et fint lag hen over Visaginas. 26.000 mennesker lever i de røde etageejendomme, der ligger i sindrige halvcirkler i rækker efter hinanden. Visaginas er en ny by, som udviklede sig i takt med byggeriet af atomkraftværket. Det var i 1972. Dengang var Litauen en republik i Sovjetunionen. De sovjetiske arkitekter byggede byen til specialister i atomenergi og til de øvrige ansatte på værket og var fra begyndelsen en privilegeret by målt med sovjetiske alen. Folk skulle have det bedste, sovjetstaten kunne tilbyde. Derfor var lejlighederne af bedre standard og med flere rum end gennemsnittet, lønnen var højere, og borgerne fik en række privilegier, som almindelige sovjetborgere ikke fik. Heller ikke de litauere, der tilfældigvis boede i nærheden af dette smukke naturområde, som Moskva valgte at placere atomkraftværket i. Derfor er Visaginas stadig i dag en enklave i det selvstændige Litauen. Litauisk er det officielle sprog, men i Visaginas hører man næste kun russisk på gaden. Beboerne har forskellig etnisk baggrund, men langt størsteparten er russere, hviderussere og ukrainere, der alle taler russisk. For det moderne Litauen er Visaginas egentlig ikke særlig interessant. Snarere et minde om gamle dage, som man helst vil glemme, fortæller Laima Paulauskiene. Et tragikomisk eksempel på de nye tider er, at byen opvarmes med fjernvarme, hvor Ignalina atomkraftværket i praksis fungerer som dets kraftvarmeværk. Hele systemet skal nu ændres som følge af værkets lukning, og borgerne vil miste endnu et af sine gamle privilegier: billig varme. Det bliver altså betydeligt dyrere at bo i Visaginas, og den slags er svært at tackle i en by på vej mod arbejdsløshed og afvandring. Noget kunne endda tyde på, at der allerede er opstået problemer med varmeforsyningen til Visaginas. Forleden var det i hvert fald en halvkold pizza med det besnærende navn atom-pizza, der blev serveret på det lokale pizzeria Tip-Top på hovedgaden i Visaginas. En udlægning, som Laima Paulauskiene dog griner højlydt af. Besøger man de russiske familier privat, er det da heller ikke just varme, der mangler i lejlighederne. Her kører man fortsat uden radiatorventiler, hvorfor eneste mulighed for at regulere på varmen er at åbne for vinduerne selv i den bidende litauiske vinterkulde. Jesper With 7