26. mødedag, torsdag den 27. november, 2008.

26. mødedag, torsdag den 27. november, 2008. Dagsordenens punkt 80 Redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland. (Landsstyremedlem for infrastruktur, Miljø og Råstoffer) Mødeleder: Så kommer vi til Dagsordenens punkt 80. Redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland. Landsstyremedlem for infrastruktur, Miljø og Råstoffer. Vær så god. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. To emner på energiområdet tiltrækker sig i dag særligt opmærksomhed på globalt plan, nemlig spørgsmålet om forsyningssikkerhed og den globale opvarmning. Interessen for CO2 neutrale energialternativer til olie og kul har derfor aldrig været større. Dette har også betydet en kraftig efterspørgsel efter uran. På den baggrund besluttede min forgænger som Landsstyremedlem, Jørgen Wæwer Johansen, at der skulle udarbejdes en redegørelse til Landstinget vedrørende spørgsmålet om udvinding af uran i Grønland med det sigte at starte en debat og formidle opdateret viden omkring samfundsmæssige aspekter ved en efterforskning og udnyttelse af uranforekomster i Grønland. Resultatet af dette arbejde foreligger nu i form af den redegørelse om samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland, som jeg hermed vil fremlægge til Landstingets behandling med henblik på en principdebat, som kan give et grundlag for Landsstyrets videre arbejde. I forbindelse med udarbejdelse af redegørelsen er det kommet tydeligt frem, at der mangler en opdateret viden om uranpotentialet i Grønland. Dette er en følge af den politiske beslutning, som blev truffet i 1988 om at radioaktive grundstoffer skulle undtages i alle tilladelser til efterforskning og udnyttelse af mineraler. Denne beslutning blev truffet på et tidspunkt, hvor der var en udbredt modstand mod atomkraft, som blandt andet var begrundet i frygt for uheld med radioaktivt udslip 1

fra atomreaktorer og bekymring over problemet med at sikre en sikker opbevaring for brugte atombrændselsceller. De problemer med hensyn til miljø og sundhedsrisiko, som er forbundet med efterforskning og brydning af uran er imidlertid af en anden karakter end dem, som er forbundet med driften af et atomkraftværk. De problemer og de løsningsmodeller, som er ved brydning af uran er mere lig de problemer og løsninger, som kendes i forbindelse med anden udvinding af mineraler. Dermed er der ikke sagt, at efterforskning og brydning af uran ikke er uden særlige problemer på grund af de radioaktive stoffer i uranmalmen. Råstofloven foreskriver, at udnyttelse af mineraler skal udføres miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. I tilladelser meddelt efter Råstofloven fastsættes vilkår om blandt andet sikkerhed og miljø og herunder de foranstaltninger, som virksomheden skal foretage i forbindelse med ophør af mineaktiviteten for at sikre, at de berørte områder efterlades i en miljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. Erfaringer fra uranmineindustri i Canada viser, at der kan opnås et internationalt acceptabelt miljøog sikkerhedsmæssigt niveau ved anvendelse af den nyeste teknologi og efterlevelse af højeste gældende standarder og retningslinier som fastsat af det Internationale Atomenergi Agentur under FN. Det skal i den forbindelse understreges, at Landsstyret under ingen omstændigheder ville acceptere en lempelse af disse krav, såfremt der i fremtiden skulle gives tilladelse til efterforskning og udnyttelse af uran. I redegørelsen er der en beskrivelse af økonomien i den store Mac Arthur uranmine i Saskatchewan, der er den mine i verden med den største produktion og den højeste lødighed i malmen. Sammenholdes ressourcegrundlaget i denne mine med de kendte forekomster i Grønland, som har en betydelig lavere lødighed i malmen, vil et overskud fra en grønlandsk uranproduktion forventes at blive betydeligt lavere og under de nu kendte forudsætninger vil der næppe blive tale om skatteindtægter i en sådan størrelse, at Landskassen frigøres fra at være afhængig af overførselsindtægterne fra Staten. I redegørelsen peges der på at uran ofte indgår i sammenhæng med andre brydningsværdige mineraler og sjældne jordarter, som kan brydes kommercielt og hvor uran vil indgå som et biprodukt. Jeg skal her konkret nævne forekomsten ved Motzfeldt Sø som et eksempel. 2

Her findes uran sammen med niob og tantal i mineralet pyroklor, og forekomsten regnes for en af de største tantal-forekomster i verden. Både niob- og uranindholdet er meget lavt, ca. 0,14 % niob og 0,006 % uran. Men da malmtonnagen er meget stor, i niveauet 100 mio. tons, så vil det måske kunne betale sig at bryde uran som et biprodukt i forbindelse med brydning af niob og tantal. Undtagelse af radioaktive grundstoffer har siden 1988 været en absolut undtagelse i alle tilladelser og der har ikke været skelnet til om radioaktive grundstoffer efterforskes som et hoved eller et biprodukt. Man bør derfor tage stilling til, om det skal være muligt at udvinde en forekomst som Motzfeldt Sø, hvor uran forekommer i meget små koncentrationer, eller om dette fortsat skal være forbudt. Med denne principdebat af redegørelsen skal Landstingets ikke tage en endelig stilling til om der skal åbnes op for efterforskning og udnyttelse af uran. Landsstyret ønsker blot at starte en åben debat om det gældende absolutte forbud mod efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer bør fastholdes uændret eller om det bør være muligt at efterforske og udnytte uran som enten et hovedprodukt eller alene som et biprodukt i forbindelse med efterforskning og udnyttelse af andre råstoffer. Efter den gældende råstoflov er råstofområdet fortsat et fælles grønlands/dansk sagsområde, hvorfor der også skal ske en behandling af sagen i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer og i den danske regering. Redegørelsen har allerede været drøftet i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer som har bedt om at redegørelsen bliver sendt til den danske ressortminister samt alle øvrige relevante danske ministerier og myndigheder. Det ligger Landsstyret meget på sinde, at befolkningen inddrages gennem oplysninger og afholdelse af borgermøder inden der træffes nogle beslutninger i denne sag. Til det formål har jeg indtil videre afholdt borgermøder i Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Paamiut, Narsaq og Qaqortoq ligesom kommunalbestyrelsen i Illoqqortoormiut har fået redegørelsen præsenteret af Råstofdirektoratet. Det er mit indtryk fra borgermøderne, at deltagerne har følt sig bedre oplyste, efter at være forelagt fakta om uranudvinding i Grønland og mange har efter møderne givet udtryk for en mindre skeptisk holdning til spørgsmålet om uranudvinding som biprodukt. I forbindelse med borgermøderne og til generel oplysning for borgerne er der udarbejdet pjecer om uranredegørelsen og en særlig folder med oplysninger om Kvanefjeldet ved 3

Narsaq. Dette materiale er udsendt til biblioteker, kommuner og posthuse og er desuden tilgængeligt på Råstofdirektoratets hjemmeside, og er vedlagt dette forelæggelsesnotat som bilag. Efter denne debat i Landstingets vil jeg fortsætte rækken af borgermøder. Jeg vil også vende tilbage til Narsaq, hvor jeg under mit borgermøde gav et tilsagn om at afholde et nyt borgermøde på grund af den særlige store lokale interesse for spørgsmålet om uranudvinding i dette område. Med disse bemærkninger skal jeg overlade Landsstyrets redegørelse om samfundsmæssige aspekter af efterforskning og udnyttelse af uran i Grønland til Landstingets velvillige behandling. Nu går vi over til partiernes ordførere. Først Lars Emil Johansen, Siumut. Derefter Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Lars Emil Johansen, Siumuts ordfører. Indledningsvis skal jeg på vegne af Siumut takke landsstyret for den omhyggelige og grundige redegørelse om et varmt emne. Vort land har mange og store rigdomme. Men at udnyttelse af disse rigdomme kan være forbundet med store miljømæssige risici, skal vi hele tiden have for øje. Dette er vigtigt at have for øje, hvad enten vores udnyttelse af naturrigdomme sker i form af olieboringer i havbundene i vore farvande med den forureningsrisiko, der er forbundet hermed. Eller om dette sker i form af udnyttelse af råstoffer, der indeholder bestemte forureningsafgivende stoffer såsom bly og cadmium, der ikke alene påvirker miljøet negativt men har tilmed en negativ indvirkning på den menneskelige sundhed. At miljøhensyn og hensyn til helbredstilstanden prioriteres højt fremgår tydeligt af vores råstoflovgivning, der således foreskriver, at omhyggelig miljøvurdering og mulige helbredspåvirkninger skal være afgørende for, en beslutning om hvorvidt der skal gives efterforsknings og/eller udnyttelseskoncessioner. I vore dage er det ikke alene forureningsrisikoen på jordkloden, der er international fokus på. Fokus rettes derudover på påvirkning af atmosfæren som følge af CO2 udslip, hvor initiativerne koncentrerer sig omkring muligheder for at reducere CO2-udslippet. Som en del af verden skal vi naturligvis deltage i disse bestræbelser og vi skal være klar til at medvirke til en CO2-reduktion, der 4

for vores vedkommende bedst vil kunne ske i form af tilvejebringelse af ren energi enten i form af vandkraftenergi eller i form af brintenergi. Vi skal ikke komme yderlige ind på CO2-problematikken ved nærværende lejlighed, men skal koncentrere os omkring det varme emne, som har optaget sindene siden vores spæde ungdom, og som udgør essensen i dagens emne her i landstinget. Fra Siumut er vi helt enige i landsstyrets betragtninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt nultolerance politikken i spørgsmålet om efterforskning og udnyttelse af mineraler, der indeholder selv den mindste smule uran. Vi er enige i, at vi må tage dette forhold op til fornyet overvejelse og vurdering. I Siumut er vi parate til at fremsætte et klart synspunkt desangående. Siumut mener, at tiden hverken er inde til eller, at der er grund til at tillade uranudvinding herhjemme. Uran forekommer i ganske små mængder herhjemme og de risici, der vil være forbundet med en direkte uranudvinding vil være alt for store sammenlignet med de potentielle fordele. Man skal aldrig fremme en udvikling, der indebærer flere risici end potentielle fordele. Vi er klar over, at de teknologiske muligheder, der er til rådighed for mineindustrien i dag er af en sådan karakter, at en uranudvinding kan sikres at skulle finde sted uden nævneværdig miljøbelastning eller påvirkning af den menneskelige sundhedstilstand. Vi er ligeledes helt på det rene med, at en eventuel brydning og eksport af uran skal ske i nøje overensstemmelse med bestemmelser, der er indeholdt i FN s Atomenergi Agentur. På trods heraf vil vi udtrykke det lynende klart fra Siumuts side: At vi ikke ønsker uranudvinding og at vi ikke mener, at tiden er inde til at give tilladelser til uranudvinding. Det centrale spørgsmål ved dagens drøftelse er ifølge vores mening spørgsmålet om tilladelse til at udvinde andre mineraler, hvori uran indgår som biprodukt. Disse kan være niobium, tantanium eller de såkaldte sjældne jordarter, og den fastlåste situation vi befinder os i, netop fordi vi ikke tillader at uranoxid indgår i disse selv i yderst begrænset omfang. De nævnte naturrigdomme findes i forekomster hovedsageligt i Sydgrønland, men de findes også i interessante størrelser i andre dele af Grønland. Niubium og Tantanium anvendes som legering i forbindelse med jern forarbejdning og i forbindelse med forarbejdning af elektroniske dele til såsom mobiltelefoner, og sjældne jordarter anvendes ligeledes i forbindelse med forarbejdning til elektroniske dele. Eksempelvis findes nævnte mineraler i og omkring Motzfeldt Sø, ligesom 5

sjældne jordarter findes i områder omkring Narsaq. Disse forekomster har hidtil ikke kunne brydes, fordi de indeholder ganske små mængder uran. Vi skal ikke bryde uran, ja. Men vi skal bryde mineraler i respekt for den smukke natur i vort land og under behørig hensyntagen til den menneskelige sundhed. Derfor er tiden inde nu til at vi træffer en beslutning om en øvre grænse for det højeste tilladte indhold af uran i forbindelse med brydning af andre mineraler og i forbindelse med brydning af sjældne jordarter. Som det hedder på udenlandsk: Vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken den er for længst opfundet af andre. Ved at indføre en øvre grænse for tilladt indhold af uran i diverse mineraler, der er forbudt at bryde i dag, vil vi åbne mulighed for en opstart af nye arbejdspladser og nye indtægtskilder, uden at belaste miljøet unødigt og uden at inducere mennesket for sundhedsskadelige stoffer. Vi skal udnytte vort lands rigdomme uden at påføre os skader. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at vi lukker af for nye udviklingsmuligheder, blot fordi vi er bange for at gøre brug af vort lands mangfoldige rigdomme. Der skal laves nødvendige undersøgelser før end der gives tilladelse til udnyttelse af mineraler der kan indeholde selv den mindste form for uran. Med denne begrundelse skal jeg på vegne af Siumut til allersidst fremsætte følgende forslag til principbeslutning, som jeg vil anmode om at Tinget tager stilling til gennem en afstemning: I det at Landstinget fastholder, at tilladelse til kommerciel efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer ikke bør gives, skal Landstinget udtale, at Landstinget er positivt indstillet overfor, at der kan gives tilladelse til at radioaktive grundstoffer, i forbindelse med udnyttelse af andre mineralske råstoffer kan udvindes som biprodukt. Landstingets tilslutning er betinget af, at strålingsrisikoen ikke overstiger anerkendte internationale standarder, og at malmen ikke indeholder mere end 0,1 % uranoxid og udvindingen foregår efter bedste internationale praksis. I forbindelse med udstedelse af udvindingstilladelser bemyndiges landsstyret til i samarbejde med de lokale myndigheder at kunne afsætte en sikkerhedszone mellem udvidningsområdet og bymæssig bebyggelse. 6

Vi er overbeviste om, at vi ved at stemme for en sådan principbeslutning, vil bane vejen for flere aktive miner i Sydgrønland i de nærmeste år, og vi vil samtidig have truffet beslutning om, at der indføres en øvre grænse for indhold af uran i forbindelse med anden minevirksomhed. Når vi foreslår at denne grænse fastsættes til 0,1 % skyldes det, at Grønland på den måde kan f å samme øvre grænse for indholdet af uran som det kræves inden for EU, som er en vigtig samarbejds- og samhandels partner for Grønland Nu kommer Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigit. Derefter Godmand Rasmussen, Atassut. Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiits ordfører. Den art af råstoffer, vi i dag skal drøfte har indvirkning på magtbalancen i verden og Grønlands egen placering i det sikkerhedspolitiske verdensbillede og ikke mindst vores anseelse hos vore medborgere rundt om i verden. Vi ønsker derfor fra Inuit Ataqatigiit som udgangspunkt at sige, at vi ikke kan anbefale at man tager en beslutning forinden man har inddraget befolkningen aktivt i en høringsproces samt ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt og vurderet de eventuelle konsekvenser for miljøet. Et upartisk og frit informationsarbejde uden at være bundet til bestemte holdninger og en tilfredsstillende inddragelse af befolkningen i en høringsproces, samt betydningen af at man inddrager både tilhængere og modstandere af anvendelse af atomkraft på en balanceret måde er af grundlæggende betydning. Med hensyn til debatten om projektet og dets mulige konsekvenser må de mennesker, som må betragtes som de centrale aktører, siges at være borgerne i Narsaq og befolkningen omkring Narsaq. Borgerne her har været i tvivl i efterhånden en længere årrække. Og hvis vi skal sige det som det er, er denne tvivl ikke blevet fjernet ved fremlæggelsen af Landsstyrets redegørelse. Vores holdningstilkendegivelser i dag her i Landstinget er kun en begyndelse på debatten hos befolkningen og svaret på deres ønske om at få forelagt alle oplysninger om dette projekt. Det er Inuit Ataqatigiit s overbevisning, at røsten fra de borgere i Narsaq, som ønsker at deres sted endnu skal kunne bebos af de fremtidige generationer skal høres og respekteres fuldt ud, uanset antallet af modstandere. Det blev i den forbindelse gennem nyhederne de seneste dage meddelt, at 7

samtlige folkevalgte medlemmer af den kommende Kommuni Kujalleq har erklæret deres modstand mod projektet i Kvanefjeldet. Det hidtidige arbejde med oplysning om projektet kan efter vores opfattelse ikke betegnes som balanceret. Til eksempel har man i det forløbne oplysningsarbejde mange gange henvist til forhold i andre lande, som f.eks. siges at være gældende i Canada og Australien. Denne fremgangsmåde er blevet anvendt uden at man har fortalt borgerne om hvorvidt og hvordan man kan kunne få bekræftet, hvorvidt de fremsatte oplysninger er korrekte eller forkerte. I henhold til FN s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder, som blev vedtaget i 2007 kan oprindelige folk med henblik på at få adgang til de rette informationer have mulighed for på egen hånd at konsultere eksperter - det være sig geologer, læger, jurister eller andre med særlig viden på området. Og netop i dette spørgsmål, som vi har på dagsordenen i dag, ville det være ganske relevant - til eksempel - at invitere repræsentanter for de oprindelige folk i Nordamerika og Australien. Det er som bekendt disse mennesker oprindelige folk, som i deres hjemlande er blevet chikaneret, og som har mærket de helbredsmæssige konsekvenser samt påvirkningen af deres levevis på en meget ulykkelig måde. Den anden såkaldte uafhængige oplysningskampagne - et initiativ som er blevet realiseret af selskabet Greenland Minerals & Energy Ltd., GMS med hjemsted i Australien og deres repræsentanter her i landet - blevet gennemført meget mangelfuldt, og efter vores opfattelse i Inuit Ataqatigiit er denne såkaldte kampagne at opfatte som om den er blevet kørt for udelukkende at presse en accept af projektet igennem. Det omtalte selskab er en del af et australsk ejet råstofvirksomhed, hvor deres afdeling i Grønland har fået licens til at efterforske sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Ganske vist har man på de afholdte borgermøder erklæret, at man alene er på udkig efter ikkeuranholdige mineraler, men på Internettet kan man finde hjemmesider som Resource Investor og Uraniumletter International og bl.a. læse følgende: Junior Uranium Explorer Turns Focus to Greenland (Uranimik ujarlertut Kalaallit Nunaat qitiutillugu soqutigilerpaat). 8

Heraf fremgår det også, at selskabet Greenland Minerals & Energy Ltd. søger efter medinvestorer til projektet med udvinding af mineraler i Kvanefjeldet, og ligeledes siges det gentagne gange, at uranen blandt de mulige mineraler til udvinding er det mest attraktive mineral. I Uraniumletter International er bl.a. en artikel at finde, hvor en forhenværende direktør i Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat, som sidder som formand for bestyrelsen i GMS i høje toner udtrykker sine forhåbninger om, at det kan lykkes at udvinde uranen med henblik på et verdensomspændende kommercielt formål. Disse oplysninger er interessante, fordi GMS på de åbne borgermøder og på møder med specielt interesserede har bibragt den opfattelse, at uran under denne efterforskningsfase ikke er af interesse. Et andet interessant område er den del af Landsstyrets redegørelse, hvor der gøres opmærksom på, at dersom man påbegynder en udvinding af uran vil det ikke medføre en større indtjening end på andre mineraler, samt at man understreger, at en eventuel udvinding af uran ikke vil medføre flere arbejdspladser end ved udvinding af andre mineraler. Landsstyret påpeger gentagne gange i redegørelsen, at der aldrig tidligere har været udvist så stor interesse for vore råstoffer i Grønland. Det bliver også gentagne gange fremført, at der forventes opbygning af en råstofvirksomhed her i landet, som vil kræve flere tusinde aktive medarbejdere. Herudover har vi også aluminiumsprojektet, som stadig er under planlægning. Alene disse projekter vil kræve udenlandsk arbejdskraft i et antal på adskillige hundrede mennesker. Dette giver os anledning til at stille følgende spørgsmål: hvorfor og med hvilken interesse gør man forsøg på at haste en beslutning igennem med hensyn til dette projekt? Ligeledes indrømmer Landsstyret i redegørelsen, at det ved en eventuel kommerciel udnyttelse af uranen vil de mulige indtægter til det grønlandske samfund fra selskabsbeskatning, forventes at blive af beskeden størrelse, uanset beskatningsprocenten, og kan under denne forudsætning ikke forventes at forbedre Landskassens økonomi mærkbart. Situationen er også den, at FN i indtil flere deklarationer og på samme måde Verdensbanken - såfremt de måtte beslutte sig for at være medfinansierende - har præciseret en anbefaling om, at man før der træffes en beslutning på grundlag af konkrete informationer blandt oprindelige folk overalt i verden gennemfører en åben og tidlig inddragelse af lokalbefolkningen i hele beslutningsprocessen. 9

Naturligvis tager vi i Inuit Ataqatigiit udgangspunkt i Kvanefjeld-spørgsmålet. Dette område er netop også omdrejningspunktet i Landsstyrets redegørelse. I Narsaq-området og områder omkring søen Taseq Kassillik, af én eller anden grund i daglig tale kaldet Motzfeldt-søen, er vitale i den grønlandske fødevareforsyning. Gennem forsyning af lammeog rensdyrkød og i de senere år i større og større omfang forsyning af forskellige grøntsager. Vi er i Inuit Ataqatigiit af den overbevisning og er bange for, at en eventuel udvinding af uran vil medføre, at den voksende selvforsyning i Grønland samt den stigende efterspørgsel fra udlandet af vore produkter vil forsvinde. De mineralske råstoffer har til forskel fra de levende ressourcer den ulempe, at de ikke er reproducerende, men kun kan blive udtømt. Ligeledes er det specielt foruroligende, at den radioaktive og farlige forurening, som er en konsekvens af uranudvinding ikke alene vil være til stede under selve udvindingsfasen. Vi har al mulig grund til at mene, at situationen med at placere efterforskerne af uran i spidsen i en tidsbegrænset udvindingsperiode vil true fremtiden for alle dem, som baserer deres tilværelse på de levende ressourcer på inden for dyr og planter, som gennem generationer har udgjort livsgrundlaget for mange mennesker. Vi skal ikke bøje os for den ubændige og vedvarende efterspørgsel blandt verdens magtfulde nationer på energiproducerende ressourcer. Disse lande har et utal af muligheder for at begrænse deres energiforbrug. Hvis vi gennem vore beslutninger baner vejen for nye kraftværker baseret på atomenergi vil vi være med til at sinke udviklingen af andre mere miljøvenlige energi-tiltag. Hvis vi vil overdrage vores bestræbelser på at udvikle os på en bæredygtig og miljøforsvarlig måde til internationale selskaber med hurtig profit for øje vil en sådan beslutning efter vores mening kun kunne betegnes som en uansvarlig handling. Hvis vi flygter fra vores ansvar som et arktisk folk med vores forpligtelse til miljøbevidsthed vil vi miste tiltroen til os fra andre dele af verden. Ligeledes er det betænkeligt, at områder som råstofferne og miljøovervågningen gennem den ressortfordeling, der eksisterer i Landsstyret er lagt i et og samme landsstyreområde, eftersom det lader til, at de råstofmæssige potentialer gives højere prioritet i en sag som denne. 10

Indtil i dag har spørgsmålet om efterforskning og udvinding af uranholdige råstoffer i begge nationale folkevalgte forsamlinger i Folketinget og i Landstinget været sat i bero. Dette er blevet besluttet i begge organer. På trods heraf fremgår det af redegørelsen, at en sådan beslutning først skal forelægges Fællesrådet for Mineralske Råstoffer, hvorefter spørgsmålet kan afgøres af henholdsvis den danske regering og det grønlandske landsstyre. Dette er en manglende respekt mod Landstingets egen tidligere beslutning. Alene Landstinget eller Folketinget kan ændre på de beslutninger i disse forsamlinger. Og efter vores opfattelse i Inuit Ataqatigiit er der ikke noget grundlag for at træffe en sådan beslutning. De miljømæssige konsekvenser I redegørelsen siges det klart, at der ved udvinding af uran findes forekomster af de miljøfarlige grundstoffer radium og radon. Radium er et grundstof, som kan opløses i vand og dermed kan det farlige stof forurene søer, elve og det omkringliggende hav. Radon er en gasart, som udspreder radioaktiv stråling og dermed er under mistanke for at være kræftfremkaldende gennem indånding af radonholdig luft. Det siges ganske vist i redegørelsen, at man påtænker forskellige foranstaltninger for at forhindre udsivningen af radium og radon i den omliggende natur. Men hvordan? Vi kan jo - trods alt - ikke overbevise nogen om, at vi også kan styre vejrets luner i form af vind, regn eller sne. De uranholdige og miljøfarlige råstoffer, som udvindes ved en gennemførelse af et sådant projekt findes ikke alene i selve råstofferne. Vi kan forstå, at interessenterne i udvinding af uran i Kvanefjeldet også for at minimere risikoen ved transport udenlands af råstofferne agter at raffinere de udvundne råstoffer på stedet. Imidlertid er de stoffer, der skal anvendes til raffinering af de udvundne råstoffer og de restprodukter hvor få de end måtte være - der måtte blive til overs ikke på nogen måde accepteres under hensyntagen til et miljø, hvor der bliver drevet husdyrhold og produktion af landsbrugsvarer: 11

- Svovlsyre - Svært opløselige råstoffer, som opløses ved brug af svovlsyre - Arsen, som er uhyre giftig - Støv fra udvindingen og knusningen af mineralerne - Og endelig andre tilsætningsstoffer, som anvendes ved udvinding af uran. Derfor vil der trods alle anstrengelser for at minimere forureningen under udvinding af sjældne mineraler under arbejdet for at udskille uranen fra disse uden tvivl forekomme konsekvenser i form af forurening. Her er det vigtigt at bemærke sig, at der er tale om en ikke helt almindelig form for forurening. Det fremgår af redegørelsen, at anvendelsen af uran til energifremstilling i stedet for olie og kul mærkbart vil bremse klimaets opvarmning. Det er rigtigt at en anvendelse af atomkraft i sig selv ikke medfører udsivning af CO2. Til gengæld vil en udvinding af uran til brug som brændsel til atomkraftværker i processen primært kræve anvendelse af olieforbrugende materiale, hvilket alene vil foranledige udledning af CO2. Ligeledes skal argumentet om standsning af CO2-udledning ved anvendelse af atomkraft ikke forlede os til at tro, at vi skal vurdere risikoen over for de levende ressourcer og mennesker som mindre end ved udledning af CO2. Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at separation af restprodukter fra uranen i forbindelse med anvendelsen af uran som energikilde ikke vil være et problem, som vi i Grønland behøver at bekymre os om. Hertil må vi sige, at vi - som medborgere i verdenssamfundet - på det grundlag finder, at en sådan tankegang kun kan betragtes som egoistisk og langt fra fornuftig. I Inuit Ataqatigiit har vi ikke ændret vores holdning med hensyn til efterforskning og udnyttelse af uran her i Grønland, således som det blev vedtaget i Landstinget i 1988, og vi ønsker i dag at præcisere denne stillingtagen. Det må være åbenlyst, at de informationer der gives til befolkningen som jeg også tidligere har givet udtryk for ikke har grundlag i en forlods stillingtagen, men at befolkningen gives informationer med grundlag i alle aspekter af den givne problematik. Naturligvis må det være sådan, at flertallet her i Landstinget med mandat fra vælgerne selv må beslutte at omgøre beslutningen om forbud mod uranefterforskning og -udvinding fra 1988. 12

Nu kommer Godmand Rasmussen, Atassut. Derefter Jørgen Ole N Nielsen, Demokraterne. Godmand Rasmussen, Atassuts ordfører. Vi skal fra ATASSUT fremkomme med følgende kommentarer til nærværende redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland: Vi kan som verdensborgere ikke længere ignorere og fornægte at vi må gøre noget ved den globale alarm, der henleder til solens farlige stråler der når frem til jorden og som er destruktiv for mennesker, dyrelivet og naturen. Såfremt bestræbelserne for at minimere solens farlige stråler er det en forudsætning at man minimerer behovet for kul og olie som energikilder, det er nemlig dem der er med til at udlede den meste CO2-forurening. Derfor må vi alle bestræbe os på at tænke på alternative energikilder, således at afhængigheden af kul og olie kan blive minimeret. Der er på verdensplan og dermed i adskillige stater energiforsyning baseret på uran, og de seneste oplysninger viser at interessen for at benytte atomkraftværker igen er blusset op og befolkninger i de forskellige lande er igen begyndt at vurdere om hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at benytte uran som energikilde. Denne del af jordens grundstoffer, nemlig uran, der ikke forurener atmosfæren i samme grad som kul og olie og som kan bruges mange år som energikilde, ja, der kan være fordele ved at se på denne som mulighed, og forudsat at dette grundstof var uskadeligheden selv og ikke mindst såfremt denne grundstof ikke blev brugt til masseødelæggelsesvåben, så kunne man fristes til at tage del i denne iagttagelse og dermed give grønt lys for at udvinde uran. Men sådan er det ikke, det er en meget farlig grundstof vi har med at gøre og den bruges til at skabe masseødelæggelsesvåben der er i stand til at tilintetgøre meget store områder, og der er desværre stater i denne klode der er meget uberegnelige og som er i stand til at kæmpe for magt med krig som våben og dermed er interesseret i at skaffe uran til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Det at benytte uran som energikilde er meget farligt, og der er klare beviser for hvor farligt det er. I Ukraine, der var en del af det tidligere Sovjetunion er der sket en atomkraftværkkatastrofe i april 1986 og som konsekvens af dette er der sket enorme ødelæggelser af naturen og dyrelivet der og 13

ikke mindst har det kostet menneskeliv, og i dag, nemlig i 2008 er et meget stort landområde med Tjernobyl som centrum stadig utilgængelig på grund af de farlige strålinger denne har udledt. Der er beviser på hvor farligt det er at benytte uran som grundstof i våbenøjemed, under sidste verdenskrig har man valgt at bombardere Japan i bestræbelserne for at få landet til at opgive sig og det skete i august 1945, hvor man med blot to bomber dræbte mange hundrede tusinder mennesker i løbet af splitsekunder i henholdsvis i Hiroshima og Nagasaki, der er senere påvist at de to bombninger har kostet endnu flere menneskeliv på grund af kræftsygdomme som konsekvens af de farlige strålinger der er spredt på området. Og ikke mindst har vi i Grønland desværre stiftet bekendtskab med hvor farlig atomvåben er, dette i form af at en bombefly med atomvåben ombord er faldet ned ved Thule Air Base i januar 1968, og siden dengang er der påvist at folk, der arbejdede direkte med oprydningen, er døde som følger af sygdomme der kan relateres til oprydningen. Det er nogle eksempler på hvor alvorlig denne sag vi står overfor i dag er, og såfremt der skal ske ændringer på den førte uranpolitik i Grønland. Landsstyret efterlyser igennem redegørelsen, om de enkelte partier har ændret politikken på området og dermed ændret holdning til hvorvidt der fremover skal kunne tillades uranudvinding. Der er flere lokaliteter hvor der er uranmalm, men et lokalitet der har været genstand for opmærksomhed og undersøgelser igennem over 50 år er Kvanefjeldet ved Narsaq. Der er ikke blot uran der, men området er også rigt på mineralske råstoffer, blandt andet niob, tantal og zirkonium og ikke mindst er forekomsten af sjældne jordarter fundet på området, det sidstnævnte menes at være et stort potentiale som alternativ energikilde til kul og olie og der er derfor meget stor interesse for forundersøgelser med henblik på udvinding på området. Men der er i nærheden af de rige forekomster en by, nemlig Narsaq og det pågældende område benyttes som fåreholdersted, og vi kan fra ATASSUT godt forstå at borgerne i Narsaq er i oprør og kræver at der bliver lyttet til deres bekymringer, og vi skal hermed fra ATASSUT kræve overfor Landsstyret at man, efter nærværende debat, og i det efterfølgende arbejde, tager befolkningen, især den del af befolkningen der lever side om side med forekomsterne, her især uranforekomsterne, med på råd. 14

Der bliver ligeledes i redegørelsen påvist at der er andre steder hvor der er sandsynlighed for større forekomst af uran, end det man kender til ved Narsaq, og der er ingen tvivl om at interessen for Grønlands forekomster af uran, vil skabe større opmærksomhed, såfremt der bliver udbygget atomkraftreaktorer på verdensplan, og en meget stort spørgsmål vil så være om hvorvidt vi i Grønland vil være med til at forsyne atomkraftlande med uran. Vi skal fra ATASSUT klart tilkendegive at vi i dag ikke vil være med til at der åbnes op for uranudvinding i Grønland. Men det kan ikke undgås at man kan komme til at udvinde uran i forbindelse med udvinding af andre mineralske råstoffer, idet uran findes der hvor der også er andre forekomster af mineralske råstoffer, derfor kan vi godt deltage i sonderinger om hvorvidt der kan gives tilladelse til at benytte sig kommercielt af den uran der bliver taget op som bi-produkt, men vi kræver samtidigt at spørgsmålet behandles grundigt og velovervejet og ikke mindst kræver vi at befolkningen tager del i drøftelserne og dermed får indflydelse på beslutningsprocessen. Vi kræver ligeledes at man i det videre arbejde med sagen, i alle henseender og meget målbevidst arbejder for at de sikkerhedsmæssige foranstaltninger og krav bliver meget store og ufravigelige og at man, såfremt man tilslutter sig og fastlægger grænsen for uranudvinding som bi-produktion på kommercielt plan, det må ligeledes sikres at den udvundne uran på ingen måde må bruges til våbenproduktion og ikke mindst skal det sikres at beredskabet og sikkerheden er meget høj således at mennesker, dyrelivet og naturen bliver sikret imod forurening. Slutteligt skal vi fra ATASSUT kræve at Landsstyret i forbindelse med det videre arbejde inddrager befolkningen således at befolkningen har medindflydelse på sonderingerne om hvorvidt der skal gives tilladelse, for vi mener i ATASSUT at der hidtil har været alt for få direkte dialog med borgerne i Grønland, derfor skal vi inden vi afslutter vores kommentarer citere Landsstyret for hvad der siges om dialog med befolkningen, nemlig: Det er Landsstyrets ønske, at der forud for den politiske drøftelse gennemføres en bred offentlig debat, hvor alle aspekter af uran aktiviteter drøftes, herunder politiske, sikkerheds-, sundheds-, miljø- og samfundsmæssige konsekvenser, reguleringsmæssige forhold m.m. Der skal udarbejdes informationsmateriale til offentligheden, som i korte træk forklarer, hvilke konsekvenser det vil have for Grønland, hvis man vælger at åbne op for uranefterforskning og -udnyttelse. Det er vigtigt at sikre, at der i givet fald er en folkelig opbakning til beslutningen. Dette kan kun ske ved at tage befolkningen med på råd. Vi regner med fra ATASSUT, at Landsstyret vil bestræbe sig på at opfylde dette ønske. 15

Det var hvad vi fra ATASSUT havde af kommentarer til nærværende redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland. Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraterne. Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraternes ordfører. Under Demokraternes generalforsamling i sommer, blev emnet uran debatteret og Demokraternes holdning til efterforskning og brydning af uran er ganske klar. Demokraterne er åbne overfor for efterforskning af alle grundstoffer og mineraler, dermed også overfor uran. Når det gælder radioaktive grundstoffer, i dette tilfælde uran, så stiller Demokraterne dog særlige krav vedrørende påvirkning af nærmiljøet og monitorering af sundheden i den lokalbefolkning, som bor i umiddelbar nærhed af en given mine. Demokraterne går ikke på kompromis med miljøet og derfor er Demokraterne glade for de strenge regler, som allerede er gældende på området. At det kræver en decideret lovændring for at få opfyldt de ønsker der ligger bag redegørelsen er Demokraterne naturligvis bekendte med og skal der en lovændring til på dette område, så er Demokraterne også åbne overfor dette. I Grønland er der mange der i deres hverdag er påvirkede af den globale opvarmning og mange har udtalt, at vi fra Grønland skal gøre omverdenen opmærksom på, at udledning af CO2 til atmosfæren, har stor negativ indvirkning (for nogle) og at man derfor skal bestræbe sig på at udlede mindre CO2. Mindre udledning af CO2 kan ske på to måder. Man kan enten sætte væksten i verdenssamfundet ned, men den løsning er urealistisk. Derfor er man nødt til at få energi fra vedvarende energi, som bekendt ikke udleder CO2 til atmosfæren. Flere og flere industrilande har fokus på dette CO2- problem og i Danmark har man fx nu fået den politik, at Danmark skal gøre sig fri for brugen af kul, gas og olie til fremstilling af el og varme. Dette ønske kræver, at der investeres massivt i vedvarende energi. I Danmark er fokus især rettet mod vindmølleparker, men disse vil ikke alene kunne forsyne Danmark med nok energi. Dette betyder, at Danmark enten skal importere mere strøm fra Sverige, hvor man både får strøm fra vandkraft, men så sandelig også fra atomkraft. Det er her Grønland kommer ind i billedet. 16

Den grønlandske uran vil kunne brydes miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt og man ville kunne kontrollere handlen med grønlandsk uran gennem de regler der er fra Det Internationale Atomenergiagentur. Heri beskrives også de internationalt gældende regler for sikkerhed, sundhed, miljømæssig forsvarlighed, eksport og udvidet myndighedstilsyn i alle faser. Hvis vi bliver lidt ved de internationale organisationer, så er det i denne debat også vigtigt at få frem, at FN s klimapanel anbefaler, at der på verdensplan produceres mere energi fra atomkraft, end der produceres i dag. Sådanne anbefalinger mener Demokraterne, at vi i Grønland skal være lydhøre overfor og at disse anbefalinger bør veje tungt i det videre arbejde mht. til efterforskning og udvinding af uran. Udover den gavnlige effekt på verdensmiljøet, så skal vi også være opmærksomme på de økonomiske gavnlige konsekvenser for Grønland. Driftsomkostningerne af Grønland stiger og stiger, men vores indtægter kan ikke dække disse øgede omkostninger. Derfor skal vi i Grønland øge vores indtjening og her er mineindustrien en god mulighed. Både lokalt og nationalt vil det være en økonomisk god ide at få oprettet en mine ved Kvanefjeldet og dette må også veje tungt i de fremtidige overvejelser vedr. uran. Demokraterne har noteret sig, at emnet uran har skabt megen røre i Narsaq, som ligger meget på en evt. kommende mine, hvis dette bliver resultatet i fremtiden. Der har været protester imod minen og der har været en udtalt bekymring for påvirkningerne af miljøet og sundheden, hvis en mine skal etableres. Lad det være helt klart. Demokraterne HAR hørt disse protester og bekymringer og HAR forstået indholdet af disse bekymringer og protester, som også har været vendt og debatteret på Demokraternes generalforsamling i sommer. Derfor skal det slås helt fast, at Demokraternes åbenhed overfor minedrift i almindelighed og uranbrydning i særdeleshed er uløseligt forbundet med strenge krav til, at lokalbefolkningen ikke påvirkes negativt, hverken miljømæssigt eller sundhedsmæssigt. Derfor er det vigtigt, at der anvendes den bedste teknologi der er tilstede og at man konstant overvåger påvirkningen af den omkringliggende miljø og befolkningens sundhed. Demokraterne er af den opfattelse, at det vil kunne lade sig gøre at etablere en mine ved Kvanefjeldet. Det er dog vigtigt for Demokraterne, at lokalbefolkningen høres i denne proces og at der informeres massivt vedrørende eventuelle projekter, således at lokalbefolkningen er tryg ved projekterne og at lokalbefolkningen føler sig medinddraget i beslutningsprocessen. 17

Sidst der blev taget en beslutning indenfor dette emne, er for over 20 år siden. Verden har ændret sig siden dengang og det samme har teknologien til og brugen af uran. Derfor er tiden inde til, at vi i Grønland snart for taget en tidssvarende beslutning vedrørende efterforskning og brydning af uran og at denne beslutning bliver taget på et åbent og oplyst grundlag. Med disse indledende bemærkninger tager Demokraterne denne ganske udmærkede redegørelse til efterretning og vi ser frem til en fremadrettet debat. Nu er det Anthon Frederiksens, Kattusseqatigiit Partiiat, tur. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Vi vil fra Kattusseqatigiit Parti kommentere således: Indledningsvis vil vi sige, at vi fra Kattusseqatigiit Parti finder ganske vanskeligt at forstå, hvorfor Landsstyret har påbegyndt forskellige tiltag og undersøgelser vedrørende uran, uden at have fået godkendelse om sagens behandling fra Landstinget? Idet enhver sag med omkostninger ikke kan påbegyndes uden godkendelse fra Landstinget, ifølge budgetloven. Ligeledes kan det skues i redegørelsen, at Folketinget har vedtaget, at der ikke må bygges atomkraftværker ifm. drøftelse af atomkraftværker i Danmark 1986. Herefter har Landstinget i Grønland grundlæggende vedtaget i 1988, at der ikke må udstedes licenser til efterforskning og brydning af uran. Ligeledes er det svært at forstå, idet Landsstyret dels sagde ved fremlæggelse af sagen, om det vil være muligt at udvinde råstoffer, såfremt der er selv den mindste forekomst af uran eller om man fortsat vil være fastbesluttet på forbudet? Ligeledes udtalte de bagefter: 18

Med denne principdebat af redegørelsen skal Landstingets ikke tage en endelig stilling til om der skal åbnes op for efterforskning og udnyttelse af uran. Hvad man straks må bemærke er, at udlandets interesse for landet og dets ressourcer er voksende, som det fremgår af redegørelsen, hvilket også er udmærket. Hvad vi bl.a. forstår udfra redegørelsen er, at udlandets interesse for uran er vokset dels pga. den gode pris for stoffet samt et ønske om at vide, om landstingets vedtagelse i 1988 kan ændres. Kattusseqatigiit Parti mener, at sådanne spørgsmål vedrører landstingets tidligere vedtagelser, hvor Landsstyret absolut må, som det første, fremlægge sådanne spørgsmål til landstinget, deres arbejdsgivere, inden de påbegynder sager, oplysningskampagner eller redegørelse. Sager der er kørt indtil nu har selvfølge omkostninger, hvor behandlingen af redegørelsen, for det første, har krævet stort tidsforbrug og som det andet må der have været omkostninger ved rejser og oplysningskampagner. Disse og enhver sag, såfremt Landstinget ikke har givet særskilt bevilling og godkendelse, må ikke drives ifølge budgetloven. Kattusseqatigiit Parti ønsker derfor at vide, på hvilke grundlag af love eller landstings forretningsorden Landsstyret har opstartet denne sag, idet det er som sagt landstinget der skal foretage ændringer, såfremt vedtagelsen fra 1988 skal ændres. Vi vil derfor ikke komme med yderlige bemærkninger til redegørelsen, idet vi også mener det ikke er naturligt, at høringer foretages blot af nogle borgere ved høringer af befolkningen. Nu kommer landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer med et svar. Kim Kielsen, landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. Tak. Her vil jeg sige takt il partiernes ordførere. Man kan mærke at de har studeret opgaven nøje og har vendt mange spørgsmål, som de har sammenlignet politikerne om sagen før og nu op mod hinanden. Hvem har sagt og hvordan har man taget stilling til den dengang, såsom at der aldrig må være uranbrydning i Grønland. Man har også vendt den stillingtagen i tankerne. 19

Derfor interesserer mig meget at høre de forskellige budskaber. Selvfølgelig berører sagen os følelsesmæssigt. Nogen af dem har vi sel bragt frem. Det kan man heller ikke komme udenom. Udfra de forskellige budskaber vil jeg understrege følgende. Indtil dato har landsstyret ingen fast mening med hensyn til uran eller ikke uran. Landstingets budskab i 1988 er klar: der skal ikke brydes uran i Grønland. Før den er ændret, så vil vi ikke gøre noget, dvs. Vi vil ikke påbegynde brydning af uran, kann man lige så godt sige. Vi vil ikke engang påbegynde arbejdet med uranefterforskningsrelaterede sager, vi må ikke. Uanset hvilken miljø berørende efterforskning det drejer sig om, så er det vigtigste for os at sikre sikkerhedsforholdene og miljø aspekterne det vigtigste. Alt skal op og vendes omkring de nævnte krav, jeg nævnte. Først når det er klaret, så kan man tage det næste skridt med hensyn til råstofaktiviteter. Budskabet af partiordførerne er meget klart: vi er endnu ikke klar til urandbrydning i Grønland. Vi siger nej til uran. Hvis der altså brydes kun med den ene formål, Uran. Men jeg vil ikke undlade at sige, at Siumutterne, Atassuterne og Demokraterne søger med lys og lygte, hvorlangt man må gå. Den begrænsning i EU, Canada, USA og Amerika. USA, Canada og Amerika er grænsen 0,5 %. Men i staterne i USA er grænserne 0,05 og 0,1. Inuit Ataqatigiit og Kattusseqatigiit Partiiat er ikke enige med de andre. Derfor må vi vurdere forskellige ting, hvordan afgrænsningen kan ordnes. Jeg vil gentage, at der vil foregå informationskapagnier langs kysten. Jeg kan heller ikke beklage demonstrationerne imod Narsaq kommune for kommunens afslag til at stille mødehus til demonstranterne mod uran. Jeg er nemlig imod Narsaq kommunes beslutning, uanset man er for eller imod, så er budskaberne med hensyn til uran så vigtige, bør man have stillet et sted, hvor de kan holde deres møde.. Anthon Frederiksen fra Kattusseqatigiit Partiiat har flere spørgsmål. 20

Jeg vil hertil sige, at der er muligheder, der er sat penge du til arbejdets igangsættelse. Det er konto 76-01-01, så vidt jeg husker. Den kan bruges. Med hensyn til de forskellige politikker, er det muligt at vi kan komme med redegørelser. Uddannelsesforhold, erhvervsforhold og råstof forhold har vi allerede mulighed for at gøre på den måde. Rapport om uransagen er bare en rapport som alle andre rapporter. Men partiernes budskab herom er meget klar: der skal ikke være uranbrydning her i Grønland. Alligevel er der partier, som jeg tidligere har nævnt, Atassut, Siumut og Demokraterne, som kommer ind på begrænsningstallene. Derfor synes jeg at det er vigtigt at man sætter en undersøgelse igang og vi skal nok holde borgermøder igen ude i kysten også i Sydgrønland. Vi skal tilbage igen, da vi har lovet at vi kommer tilbage derned i Sydgrønland. Meddisse ord siger jeg tak. Nu til partiordførerne, Lars-Emil Johansen, Siumut. Derefter Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Lars-Emil Johansen, Siumuts ordfører. Ja, Siumut siger også tak for de klare budskaber fra partierne. Jeg mener at man i dag i 2008, kann sige at Grønlands landsting mener, at der ikke er grund til at sige ja til uransefterforskning eller brydning, tiden er ikke moden til det endnu. Men andre partier som Siumut, Atassut og Demokraterne, der siger ja til uran i forbindelse med andre råstoffer, hvis det kan begrænses til denne brydning. Sagt meget kort, sådan forstod jeg debatten idag. Grunden til at jeg tager ordet igen er at hvergang, der er ikke ret mange gange, der er debat om uran, så kommer der en masse andet frem. Idag for eksempel nåede man helt til Hiroshima, masser farlige ting blev nævnt. Uranmalmen ved Ilimmaasaq ved Kuannersuit blev undersøgt ikke bare de sidste 20 år, men i 50 år har man analyseret den. 21

Her var de danske forskere, der foretog undersøgelserne. Jeg kan huske der har været delegation til Narsaq med professor Niels Bohr i spidsen, jeg mener det var i 1955. Det blev omtalt i tidskriftet Grønland i begyndelsen af november iår af professor Henning Sørensen. Efter Niels Bohrs Narsaq besøg har en anden berømt dansker, Henrik Kaufmann, som under krigen var ambassadør i USA og så godt som enevældigt styrede Grønland, måske med Eske Bruun som mappeholder, været der også. Deres besøg blev også omtalt. Man taler altså allerede dengang har man snakket om uran i Grønland. Førsøgstationen Risø, atomstationen Risø har derfor en masse sagkundskab. Endda har den brudt massevis af tons uranmalm lige før hjemmestyrets indførelse. Resterne af den brudte uranmalm ligger vare på jordoverfladen. Der er ikke foretaget nogen oprydning eller deponering. Man har afskibet 4.000 tons uranmalm til Danmark og blev undersøgt i Danmark og uranet adskilt fra malmen og Risø har den uran stadigvæk hos sig. På baggrund af det jeg sagde om det er det meget vigtig viden Risø har og den viden bør spredes til kysten. Måske især til Narsaq og Narsarmiut. Der er jo ingen, der har til formål at råstofudvinding skal være til fare for nogen. Det er slet ikke meningen at Narsaq boerne skal have problemer af det. Formålet er, altså hvis der kan skabes en ordning for forsigtig og forsvarlig udnytelse. Det er vores essensen for vores udtalelse. Jeg vil sige til Josef Motzfeldt, på vegne af Inuit Ataqatigiit, sagde i sin tale stillede spørgsmål, så synes jeg Risø måske bør komme med forklaring for at afklare disse spørgsmål. Jeg synes det vil være mere passende end vores meget vage kendskab til sagen, der skaber store og gentagne debatter. De har trods alt undersøgt sagen videnskabeligt i løbet af 50 år. Jeg er også enig med Josef Motzfeldt, da han sagde hvor villige andre landes selskaber er for at bryde uran, er det ikke dem, der skal bestemme om der skal brydes uran i Grønland. Uanset hvilket selskab, må kun arbejde, hvis det har fået tilladelse til det, de kan kun gøre det med tilladelse. Selvfølgelig. Uanset, hvor ivrige de er, så må de vente til at alle krav i tilladelsen er opfyldt. Hvis de ikke gør det, så bliver tilladelsen trukket tilbage. 22

Derfor mener jeg, at landstinget ikke kan tage beslutning efter, hvad der står i selskabernes hjemmesider. Det vi skal beslutte om i landstinget er, hvilke krav vi vil stille. Hvordan kan vi sikren at der ikke sker forurening i Grønland. Hvordan kan vi sikre befolkningens sundhed uden hensyn til hvad selskaberne reklamerer i deres hjemmesider. Med disse ord vil jeg foreslå igen til landsstyret, til vores råstofdirektorat, da Risø har en masse viden efter 50 års forskning, hvormeget uran der er i forekomsten i Ilimmaasaq eller i Kuannersuit. At vi arbejder tæt sammen med dem og med DMU ved informationsarbejdet. Til slut vil jeg sige, at vi ikke må blokere for mulige indtægtsmuligheder, når udnyttelsen kan gøres forsvarligt og forsigtigt. Som sagt, det vi skal beslutte om er, hvordan og med hvilke krav skal udnyttelsen af ressourcer i Grønland skal foregå. I vores udtalelse sagde vi, at hvis uranindholdet kann begrænses til 0,1% så kan vi acceptere det, da vore handelsforbindelser, bl.a. EU har den grænse. I de senere år hører man danske politikere tale om Kuannersuit med bekymring, vi må sige til dem: i er i EU, EU s grænse er 0,1 %, hvorfor skal vores grænse værre end det. Når det kan bruges af EU, i Danmark, hvorfor også ikke i Grønland? Selvfølgelig, når EU tillader det, så gælder det også for Danmark, men vi skal ikke skændes om den højere grænse skal være 0,1 %. Med hensyn til Atassut og Demokraterne ikke nævnte nogle procenttal, så må man finde grænsen indenfor acceptabelt niveau. EU har 0,1 % som grænse. USA og Canada 0,05 %. Den grønse betyder, at når den grænse bliver overskridet, så er der for anses det som uran. Når det er under 0,1 eller 0,05 %, så er det ikke uran. Så er radioaktiviteten ikke farlig. Sådan kan man også sige det. Det er ikke så vigtigt om vi tager den Europæiske eller den Nordamerikanske grænse. Efter min mening er det vigtigste at vi siger, at når der skal brydes uranholdigt malm, så må vi bestemme, 23