Den private investors afvejning af direkte aktieinvestering overfor investering via investeringsforening

Institut for Finansiering Kandidatafhandling Forfatter Aslak Jakobi Kristensen Vejleder Morten Balling Den private investors afvejning af direkte aktieinvestering overfor investering via investeringsforening Handelshøjskolen i Århus August 2004

Indholdsfortegnelse 1. Indledning...1 1.1. Problemformulering...2 1.2. Afgrænsning...3 1.3. Metode...5 1.4. Afhandlingens struktur...6 1.5. Fakta om investeringsforeningerne...7 1.5.1. Investeringsforeningernes opbygning og organisation...7 1.5.2. Afdelinger i investeringsforeningerne...9 1.5.3. Kort om fordele og ulemper ved investeringsforeninger...10 1.5.4. Kursfastsættelse...11 2. Investor typer...13 2.1. Den professionel og ikke-professionel investor...14 2.1.1. Den professionelle investor...14 2.1.2. Den ikke-professionelle investor...15 2.2. Den private investor...16 2.2.1. Den kyndige private investor...16 2.2.2. Den ukyndige private investor...17 2.2.3. Beskyttelse af den private investor...19 3. Omkostninger...22 3.1. Transaktionsomkostninger...23 3.1.1. Kurtageomkostninger...23 3.1.2. Kursskæring...24 3.1.3. Kursspændet...25 3.2. Omkostninger til opbevaring af værdipapirer...26 3.3. Emissionstillæg og indløsningsfradrag i investeringsforeningerne...28 3.4. Investeringsforeningernes omkostninger...31 3.4.1. Administrationsomkostninger...32 3.4.1.1. Markedsføringsomkostninger...34 3.4.1.2. Gebyrer til depotselskab...38 3.4.1.3. Andre omkostninger i forbindelse med formueplejen...39 3.4.2. Investeringsforeningernes handelsomkostninger...41 3.4.3. Omsætningshastighed...44 3.5. Sammenfatning af omkostninger...47 4. Skatteregler for placering af frie midler...48 4.1. Aktieindkomst og kapitalindkomst...48 4.1.1. Aktieindkomst...49 4.1.2. Kapitalindkomst...49 4.2. Skatteregler for investering i børsnoterede aktier...50 4.2.1. Beskatning af udbytte...51 4.2.2. Beskatning ved salg...51 4.3. Skatteregler for investering i børsnoterede investeringsbeviser...52 4.3.1. Beskatning af udbytte...53 4.3.2. Beskatning ved salg...55 4.4. Forskelle i beskatningen af aktier og investeringsbeviser...55 1

4.5. Fra kapitalindkomst til aktieindkomst...56 4.5.1. Aktier...56 4.5.2. Investeringsbeviser...57 4.6. Sammenfatning...58 5. Pengeinstitutternes dobbeltrolle...58 5.1. Investeringsforeningerne og depotselskaberne...59 5.2. Pengeinstitutterne og rådgivningen af den private investor...63 6. Risiko og diversifikation...66 6.1. Risikodiversifikation og den direkte investering...67 6.2. Risikodiversifikation og den indirekte investering...70 6.3. Den direkte investering kontra den indirekte investering...72 7. Konklusion...77 Litteratur Summary Bilag 2

1. Indledning Private personer, der ønsker at investere deres opsparing i danske aktier, har to valgmuligheder, enten selv at foretage investeringen direkte i aktierne, eller også at investere indirekte gennem en investeringsforening. Privates interesse for at investere i aktier og aktiebaserede investeringsforeninger følger aktiekurserne udvikling, og flere vælger at hoppe med på vognen, når aktiemarkedet stiger. Interessen blev rigtig vakt i 1990 erne, idet aktiemarkedet udviklede sig særdeles positivt, og mange valgte at følge trop i et håb om at score kassen. It-boblens kollaps i foråret år 2000 fik kurserne til at rasle ned, og mange investorer valgte at forlade aktiemarkedet. Den efterfølgende økonomiske recession rundt om i verdenen fik investeringslysten til at dale. Terrorangrebet på USA og efterfølgende afsløring af omfattende regnskabssvindel i store internationale virksomheder, fik mange investorer til at miste investeringslysten og forlade aktiemarkedet med betydelige kursfald som følge. Krigen i Irak har ligeledes været medvirkende til, at mange investorer har været afventende med deres investeringer. Det hjemlige danske aktiemarked har ikke været upåvirket af dette, da det følger udviklingen rundt om i verden og bevæger sig i samme retning. Men henover sommeren år 2003 så bunden imidlertid ud til at være nået, og ved udgangen af år 2003 og i begyndelsen af år 2004 kunne Københavns Fondsbørs melde om den ene rekord efter den anden. Dermed ser investeringsinteressen ud til at være vendt tilbage. I forlængelse heraf har investeringsforeningernes danske aktieafdelinger på det seneste opnået stigning i deres medlemstal og dermed store stigninger i deres formuer. For mange er aktiemarkedet dog et fremmed land, og den øgede positionering af investeringsforeningerne har ikke gjort investeringsbeslutningerne lettere. Nu er det ikke længere nok at afgøre, hvilket selskab, der skal investeres i, men først skal der træffes en afgørelse om, der skal investeres direkte i aktier eller indirekte gennem en investeringsforening, og først herefter kan det så mere specifikt afgøres i hvilket selskab eller investeringsforening der skal investeres. Mange private lægger hovedvægten af deres investeringsbeslutning alene ud fra afkast og risiko, og de glemmer i den forbindelse, at der også er omkostninger af den ene eller anden art forbundet med investeringen. Og disse omkostninger kan i sidste ende have stor betydning for, om et investeringsalternativ er at foretrække frem for et andet. 1

Selvom investeringsforeningerne markedsføres på, at de giver en række fordele i form af stordriftsfordele, professionel forvaltning samt risikospredning, så er en investeringsforening også et komplekst produkt, og det kan for mange være svært at finde hoved og hale i de forskellige former for omkostninger, og de til tider lidt kryptiske skatteregler. Private står derfor overfor et svært og ofte kompliceret valg, når der skal vælges investeringsform, og mange vælger derfor, at søge rådgivning hos investeringsrådgiveren i den lokale filial af et pengeinstitut for at hente hjælp til, hvordan deres investerings skal placeres, direkte i danske aktier eller indirekte i disse gennem en investeringsforening. 1.1. Problemformulering Som titlen på denne afhandling giver udtryk for, så er hovedformålet at afgøre, om den private investor skal investere direkte i danske aktier eller indirekte i disse gennem en investeringsforening. For at kunne besvare dette, kræver det en dybere gennemgang af en række forhold, hvor der hovedsageligt vil blive taget et omkostningsmæssigt perspektiv. Omkostningsbetragtningen vil ske ud fra de omkostninger, der er forbundet med at foretage henholdsvis en direkte aktieinvestering og en indirekte aktieinvestering gennem en investeringsforening. Et vigtigt punkt i denne forbindelse er de mere specifikke omkostninger, der kan henføres til investeringsforeningerne, og forskellen i disse, foreningerne imellem. En anden ikke uvæsentlig faktor ved valget af investeringstype er skattereglerne. Derfor undersøges det nærmere, hvilken indflydelse de skattemæssige aspekter har på valget af investeringstype, samt om skattereglerne forskelsbehandler de to investeringstyper. I forbindelse med afklaringen af, om der skal investeres direkte eller indirekte, er det svært at komme udenom de forskellige former for interessekonflikter, der kan opstå. Både mellem investeringsforeningen, depotselskabet og medlemmerne, men også mellem pengeinstituttet og den private investor i forbindelse med investeringsrådgivningen. De potentielle interessekonflikter vil derfor blive belyst under hensyn til, hvad den private investor bør være opmærksom på. 2

Diversifikation er et vigtigt element ved investering gennem en investeringsforening. Det vil derfor blive undersøgt, hvilke muligheder den private investor selv har for at skabe diversifikation via den direkte investering, der omkostningsmæssigt svarer til den, der kan opnås gennem en investeringsforening. I forbindelse med gennemgangen af ovenstående problemstillinger, dukkede der et andet interessant punkt op. Formuleringen den private investor er bredt dækkende. Det vil derfor blive undersøgt, hvorledes den private investor kan inddeles og kategoriseres, samt om der er forskelle på den enkelte investortypes muligheder ved valget af direkte eller indirekte investering. I forlængelse heraf, hvilke lovgivningsmæssige tiltag, der eksisterer for at beskytte den private investor, når denne vil investere og søge rådgivning hos et pengeinstitut. 1.2. Afgrænsning Idet synsvinklen i denne afhandling er den private investor, vil der kun blive medtaget investeringsforeninger, der henvender sig til private, de såkaldte detailforeninger. Og der vil kun blive foretaget betragtninger ud fra investering af frie midler. Derfor er PAL-afdelingerne ikke medtaget. Samtidig afgrænses området til kun, at omhandle investering i børsnoterede danske aktier og børsnoterede investeringsforeninger på Københavns Fondsbørs. Yderligere skal investeringsforeningerne være aktiebaserede og have danske aktier som investeringsområde, samt have aflagt fuldt årsregnskab i årene 2001 og 2002. EU-direktivet der benyttes i kapitel 2, benyttes kun mht. investor kategorisering, andre interessante punkter heri vil ikke indgå. Det har i forbindelse hermed været nødvendigt at inddrage elementer af den professionelle/institutionelle investor, der dog kun gøres brug af i dette kapitel. Sondringen mellem den kyndige og ukyndige private investor vil kun blive inddraget i den resterende del af afhandlingen, hvor dette må findes relevant og af afgørende betydning. Transaktionsomkostninger og opbevaringsomkostninger tager kun udgangspunkt i de omkostninger, som pengeinstitutterne opkræver herfor. Og de forskellige handelsformer ved værdipapirhandelen vil kun indeholde børshandel, strakskurshandel og gennemsnitskurshandel. Dette skyldes at det er disse tre handelsformer, der er mest udbredte hos den private investor, samt at det ifølge 3

lovgivningen er disse tre handelsformer pengeinstitutterne som minimum skal oplyse om (Finanstilsynet 2003g). Selvom at der i gennemgangen af investeringsforeningernes omkostninger indgår regnskabstal for både år 2001 og 2002, så vil år 2002 være genstand for den væsentligste fokus (udvalgt data har kun været tilgængelig for år 2002). Som det vil fremgå senere i afhandlingen, er der visse steder i forbindelse med gennemgangen af investeringsforeningernes omkostninger, hvor der har været lidt dataproblemer (huller). Trods dette benyttes dataene alligevel, da gennemgangen er af væsentlig betydning for de berørte afsnit. Skattereglerne for de akkumulerende afdelinger bliver kun ganske kort omtalt, idet disse i mindre grad benyttes til privates placering af frie midler. I kapitel 6 om risiko og diversifikation vil der ikke blive set på en akties eller investeringsforenings specifikke risiko, og om aktierne i en investeringsforeningsportefølje er højt korrelerede. Lovgivningens krav til en investeringsforenings placering af formuen, vil kun blive genstand for en kort og mere overordnet gennemgang, og der gås ikke i dybden med, om disse regler overholdes. Der vil ikke taget stilling til, hvilken investeringsforening eller afdeling den private investor bør vælge. Dog vil det under gennemgangen blive fremhævet, hvilke investeringsforeninger/afdelinger der skiller sig ud både positivt og negativt. I forlængelse heraf vil det ikke blive behandlet, hvilken specifik aktie, den private investor bør investere i ved den direkte investeringsform. Der er i denne afhandling benyttet en del lovgivningsmæssigt materiale. Gennemgangen af disse vil i store træk omhandle hovedelementerne, om end der er undtagelser, hvor dette har syntes nødvendigt. Til slut vil følgende begreber/termer blive benyttet gennem afhandlingen: Investeringsrådgiver vil blive brugt til at dække investeringsrådgivere, kunderådgivere, bankerådgivere eller hvilken betegnelser pengeinstitutterne benytter sig af. 4

Til trods for den begrebsmæssige forskel mellem en investeringsforening og dennes afdelinger, anvendes disse begreber synonymt. Samtidig er det valgt ikke at differentiere mellem investeringsforeninger og specialforeninger. Efter at investeringsbeviserne er gået over til at være elektronik registreret i Værdipapircentralen, er den rette betegnelse en investeringsforeningsandel. Termen investeringsbeviser vil dog blive benyttet i stedet for, hvilket også er den term, der stadig bruges i daglig tale. 1.3. Metode De danske investeringsforeninger er ikke ligefrem kendt for deres åbenhed. Derfor vil de opstillede problemstillinger blive besvaret ved at sammenholde og vurdere størrelsen af tilgængelige tal og informationer. Dette betyder samtidig, at konklusionerne ikke vil være håndfaste, men mere have karakter af argumenter, der taler for den ene eller anden investeringsform. Det har den betydning, at det til tider kan være svært at slå helt fast, hvilken investeringsform, der er at foretrække, idet det tilgængelige materiale ikke altid er lige sammenligneligt. De vigtigste kilder har bestået af: Årsregnskaber fra investeringsforeningerne og andet materiale fra investeringsforeningerne, hovedsageligt fra deres hjemmesider. Publikationer fra revisionsfirmaet Deloitte & Touche, der indeholder relevant materiale fra investeringsforeningernes årsregnskaber. Investeringsforeningernes brancheorganisation, InvesteringsForeningsRådet (IFR), giver via deres hjemmeside (www.ifr.dk) adgang til en række informationer og nøgletal. Materiale fra udvalgte danske pengeinstitutter. Love og bekendtgørelser fra Finansministeriet og Skatteministeriet. Diverse artikler fra Finans/Invest, SR-Skat og Skattepolitisk Oversigt, men også ikke videnskabelige artikler fra danske dagblade. 5

Materialet fra investeringsforeningerne og IFR har en tendens til at have en meget positiv holdning til investering gennem en investeringsforening. Så længe dette materiale læses med et kritisk øje, burde brugen af dette materiale ikke volde problemer. Det samme gør sig gældende for artiklerne fra dagbladene. Pålideligheden af disse artikler kan diskuteres, og det kan ikke med sikkerhed forventes, at fx udsagn fra et interview er korrekt gengivet, idet journalisten kan have tilpasset disse en smule. Disse artikler vil derfor heller ikke blive ukritisk anvendt. De investeringsforeninger og afdelinger, der passer ind under kriterierne opstillet i afgrænsningen, er følgende 14 foreninger med i alt 16 afdelinger: Alfred Berg Danmark Alm. Brand Invest Danske Aktier BankInvest Danske Aktier BankInvest Danske Small Cap Aktier BankInvest KFX Aktier BG Invest Danmark Carnegie WorldWide/Danske Aktier Danske Invest Danmark EGNS-INVEST Danmark Jyske Invest Danske Aktier Lån & Spar Rationel Invest Danmark Midtinvest 7 Danmark Nordea Invest Danmark SEBinvest Danske Aktier Sparinvest KFX Aktier Sydinvest Danmark Det er disse afdelinger, der danner baggrund/grundlag for gennemgangen i kapitel 3 omkostninger og til dels kapitel 6 risiko og diversifikation. 1.4. Afhandlingens struktur Dette indledende kapitel afsluttes med afsnittet fakta om investeringsforeninger, der giver en relevant baggrundsviden om investeringsforeningerne til videre brug. Afsnittet gennemgår kort, hvad en investeringsforening er, samt de lidt mere specielle forhold, der kendetegner investeringsforeningerne herunder investeringsforeningernes opbygning, lovgivning og kursfastsættelsen af investeringsbeviser. I kapitel 2 benyttes der EU-direktiver til at skildre mellem professionelle og ikkeprofessionelle investorer, og i det videre arbejde benyttes dette til at kategorisere den kyndige og ukyndige private investor. I kapitlet ses der yderligere på, hvad der lovgivningsmæssigt gøres for at beskytte den private investor, når denne rådgives af et pengeinstitut i forbindelse med investering, men også ved selve værdipapirhandelen. Omkostninger forbundet med både den direkte og indirekte investering har plads i kapitel 3. Kapitlet starter med en gennemgang af transaktionsomkostninger, opbevaringsomkostninger samt emissionstillæg og indløsningsfradrag. Herefter følger 6

investeringsforeningernes omkostninger, der optager en større del af kapitlet, herunder administrationsomkostninger og handelsomkostninger, men også investeringsforeningernes omsætningshastigheder. Kapitel 4 indeholder en gennemgang af de overordnede skatteregler, der er gældende, når den private investor investerer frie midler i enten aktier eller i investeringsbeviser. Yderligere påpeges der forskelle i beskatningen af de to investeringsformer, samt hvordan det med lidt planlægning kan ændres på skattesatsen. Pengeinstitutternes dobbeltrolle gennemgås i kapitel 5. Kapitlet gennemgår mulige interessekonflikter, der kan opstå på grund af, det tætte forhold mellem investeringsforeningerne og deres depotselskaber, samt de retningsliner lovgivningen opsætter for at undgå dette. Der kan ligeledes opstå interessekonflikter, når pengeinstituttet, der fungerer som depotselskab, som led i den almindelige forretningsgang, yder investeringsrådgivning til den private investor. Kapitel 6 gennemgår risiko og diversifikation ved henholdsvis investering i aktier, men også ved investering gennem en investeringsforening. Kapitlet afsluttes med, at det beregnes, hvilke muligheder den private investor har for at skabe en diversifikation, der omkostningsmæssigt svarer til investeringsforeningernes. Kapitel 7 afslutter afhandlingen med en konklusion. 1.5. Fakta om investeringsforeningerne Formålet med dette indledende afsnit er, at give en mere generel beskrivelse af de mere specielle forhold, der kendetegner de danske investeringsforeninger, til brug i det videre arbejde. Herunder bl.a investeringsforeningernes opbygning og de mere specielle forhold i forbindelse med kursfastsættelsen 1.5.1. Investeringsforeningernes opbygning og organisation De danske investeringsforeninger er reguleret af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordningen mv. (LIF) 1, hvoraf det fremgår, at en investeringsforening er en sammenslutning af investorer, der er gået sammen for at investere deres formue under hensyntagen til risikospredning (LIF 4). En investeringsforening skal være organiseret som en forening, der er ejet af dens medlemmer (LIF 6). Medlemskabet af en investeringsforening opnås ved at købe en andel i foreningen, et investeringsbevis. 1 Finanstilsynet 2003c. 7

En investeringsforenings organisation er underlagt lovgivningen (LIF afsnit 4), og kan illustreres som følgende. Figur 1.1: Den organisatoriske opbygning i investeringsforeningerne. Kilde: Hemme & Wendt 2000 med modifikation. Den højeste myndighed i en investeringsforening er som illustreret generalforsamlingen. På generalforsamlingen tildeles medlemmerne en stemmeret svarende til deres andel af foreningens formue. Medlemmerne kan bruge deres stemmeret til at være med til at træffe beslutninger på generalforsamlingen, idet de ikke har direkte indflydelse på de daglige arbejderopgaver i foreningen. Selv om medlemmerne tildeles stemmeret efter deres forholdsmæssige andel af formuen, betyder dette i praksis, at de reelt ikke har nogen indflydelse på beslutningerne, idet deres formue normalt er meget begrænset, set i forhold til den samlede formue. 2 På generalforsamlingen vælges der en revision, der har til opgave at kontrollere regnskabet og forretningsgange med videre, samt en bestyrelse der har det overordnede ansvar for foreningens ledelse. Det er den valgte bestyrelses pligt at vælge et investeringsforvaltningsselskab 3, men der kan også vælges en direktion til at varetage den daglige ledelse af foreningen i henhold til de retningslinier og anvisninger, som bestyrelse har udstukket (LIF 27). 2 Der er dog i vedtægterne indført et stemmeloft, der bevirker, at ingen medlemmer får dominerende indflydelse på driften af foreningen (bestyrelsen har normalt inden generalformsalingen skaffet så mange fuldmagter, at de har opnået en dominerende indflydelse). 3 Investeringsforvaltningsselskaber har eneret til at administrere investeringsforeninger ( Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed 10 stk. 4 (LFV) (Finanstilsynet 2003h)), og skal have hjemsted her i landet samt være godkendt af Finanstilsynet hertil (LIF 27 stk. 3). Yderligere skal selskabet være organiseret som et aktieselskab (LFV 12). 8

Investeringsforvaltningsselskabet står for den løbende forvaltning af medlemmernes formue og den daglige administration i forbindelse hermed. Det valgte investeringsforvaltningsselskab er af lovgivningen pålagt at handle uafhængigt og udelukkende i foreningens interesse ( Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed (LFV) 101) 4. Endvidere skal bestyrelsen udpege et depotselskab 5, der bl.a. har til opgave at stå for opbevaringen af foreningens værdipapirer, foretage de af administrationsselskabet anviste dispositioner, herunder betalinger til børsmæglere, samt varetage medlemmernes ind- og udbetalinger ved ind- og udtræden af foreningen (LFV 106) og efterse, at dette sker i henhold til lovgivningen (LIF). Depotselskabet er ligeledes underlagt det lovmæssige krav om at handle uafhængigt og udelukkende i foreningens interesse (LFV 52). Der er tre instanser til at holde øje med, at investeringsforeningerne holder sig inden for lovens rammer og hermed varetager medlemmernes interesser. Den højeste instans er Finanstilsynet, som bl.a. sikrer, at formuen spredes i henhold til lovgivningen (LIF kap. 14), og det er samtidig Finanstilsynet, der skal godkende foreningens årsregnskab. Ligeledes foretager Finanstilsynet uanmeldte besøg i foreningerne for at sikre, at alt går rigtigt for sig. Foreningens revisorer kan ligeledes komme på uanmeldt besøg for bl.a. at kontrollere beholdningen af værdipapirer. Yderligere sørger revisorerne for, at regnskabet efterkommer den gældende lovgivning. Den sidste kontrolfunktion er hos depotselskabet, der som nævnt skal sikre, at dispositioner og transaktioner sker i overensstemmelse med lovgivningen. 1.5.2. Afdelinger i investeringsforeningerne Langt de fleste danske investeringsforeninger benytter sig af, at der i lovgivningen gives mulighed for, at en investeringsforening kan opdeles i selvstændige (under)afdelinger (LIF 6 stk. 2). Dette giver mulighed for, at en investeringsforening kan oprette flere forskellige afdelinger, der hver især er baseret på en bestemt del af aktiverne. Hver enkelt afdeling har sin egen strategi og investeringsprofil og investerer som led heri, i en bestem type værdipapirer, det kan eksempelvis være selskaber, der indgår i det danske KFX-indeks. 4 Finanstilsynet 2003h. 5 Normalt et pengeinstitut med hjemsted i Danmark, der er godkendt af Finanstilsynet (LIF 3 pkt. 5). 9

En afdeling er kategoriseret efter hvilke aktiver, der dominere formuen. For at kunne kategoriseres som en aktieafdeling, skal afdelingen som minimum have investeret 85 % af formuen i aktier (Finanstilsynet 2002b) 6, de fleste afdelinger ligger generelt lidt højere end de 85 %, og den resterende del udgøres normalt af en likvid beholdning, indestående på en konto i depotselskabet. Afdelingerne i en investeringsforening kan enten være kategoriseret som bevisudstedende eller kontoførende (LIF 10 pkt. 14). En kontoførende afdeling udsteder ikke omsættelige beviser til investorerne, derimod har hvert medlem en konto i afdelingen. 7 Langt de fleste afdelinger er dog bevisudstedende 8, hvorved afdelingen har udstedt omsættelige beviser, der kan sælges og købes af investorerne/medlemmerne. 9 Ejeren af beviset er berettiget til at få del i afdelingens overskud og formue i henhold til bevistes pålydende. De bevisudstedende afdelinger kan yderligere opdeles i udloddende og akkumulerende afdelinger. 10 Denne opdeling er af betydning for både afdelingens skattestatus, men også for det enkelte medlems beskatning af udlodningen. Forskellen består i, hvorledes overskuddet anvendes, en udloddende afdeling udlodder en del af overskuddet til medlemmerne (som det kendes fra aktieselskaber), mens der intet udloddes i en akkumulerende afdeling (gennemgås nærmere i afsnit 4.3.1.). 1.5.3. Kort om fordele og ulemper ved investeringsforeninger Da en investeringsforening er en sammenslutning af investorer, der er gået sammen for at investere, giver dette mulighed for nogle stordriftsfordele (omkostningsbesparelser), som det enkelte medlem normalt ville have svært ved at opnå, på grund af det enkelte medlems begrænsede midler. 11 De store medlemsformuer giver investeringsforeningerne mulighed for at handle til storkunde vilkår i forbindelse med værdipapirhandlen. Dette bevirker at 6 IFR angiver procentsatsen til 75. 7 De kontoførende afdelinger henvender sig normalt ikke til private investorer, derfor vil disse ikke blive videre omtalt. 8 Benævnes også certifikatudstedende afdelinger. 9 Alle de børsnoterede investeringsforeninger og deres afdelinger er bevisudstedende. 10 De udloddende afdelinger benævnes også udbyttebetalende afdelinger. Alle de børsnoterede aktiebaserede afdelinger, med danske aktier som investeringsområde (gælder afdelinger til placering af frie midler), er udloddende (IFR). 11 De i dette afsnit nævnte fordele og ulemper, gennemgås meget kort og overordnet, idet de forskellige punkter vil indgår i senere afsnit. De nævnte fordele og ulemper er ikke udtømmende. 10

transaktionsomkostningerne vil være lavere end dem, den private investor normalt selv kan handle til. Ifølge investeringsforeningerne vil et medlem normalt heller ikke have mulighed for at sprede sin portefølje over et tilsvarende antal aktier, som investeringsforeningen har mulighed for, grundet medlemsformuen. Investor får gennem en investering i en investeringsforening adgang til hele foreningens portefølje ved kun at foretage en enkelt handel i stedet for selv at investerer i hele porteføljen. Eller som investeringsforeningerne selv markedsfører det, så opnås denne diversifikation allerede for den første krone investeret (investeringsbeviser koster normalt mere end blot én krone). Stordriftsfordelene betyder at investeringsforeningerne har ansat professionelle til at varetage administrationen og investeringerne. Denne professionelle porteføljepleje gør reelt, at investor kan læne sig tilbage og overlade markedsovervågning mv. til personer, der har den fornødne indsigt hertil. Nu er det ikke kun forbundet med guld og grønne skove at investere sine penge i en investeringsforening. Blandt ulemperne ved at investere i en investeringsforening kan næves, at foreningerne ikke tilbyder medlemmer fordelene uden, at de også skal betale for det, hvilket også virker meget retfærdigt. Problemet er bare, at det ikke er så ligetil at gennemskue alle de omkostninger, der er i forbindelse med at foretage en investering gennem en investeringsforening, og hvad de egentligt går til. En anden ulemper er, at der kan opstå interessekonflikter mellem investeringsforeningen og depotdepotselskabet, idet depotselskabet tjener penge på at udføre opgaver for foreningen, men samtidigt skal handle i foreningens interesse. 1.5.4. Kursfastsættelse Investeringsbeviser adskiller sig fra de fleste andre værdipapirer med hensyn til fastsættelse af prisen. Andre værdipapirer prisfastsættes i henhold til udbud og efterspørgsel. De danske investeringsforeninger benytter sig af open-end princippet (Hansen 1995). Open-end princippet betyder at antallet af investeringsbeviser i hver enkelt afdeling tilpasses udbud og efterspørgsel i markedet. Der kan derfor ikke opstå et efterspørgselspres som kan presse kursen op, som det kendes fra aktier, hvor antallet er en fast størrelse. Bevæger kursen sig for langt væk fra den indre værdi, fx 11

på grund af stor efterspørgsel i markedet, udstedes der flere beviser, og er det modsatte tilfældet, indløses der beviser. Kursen på et investeringsbevis bestemmes ud fra den regnskabsmæssige værdi af de underliggende aktiver, også benævnt den indre værdi (Hansen 1995). Den indre værdi beregnes ved følgende formel: Indre værdi = Afdelingens samlede formue Antallet af udstedte beviser Den kurs investeringsbeviserne handles til, er dog ikke identisk med den indre værdi. Denne forskel på den indre værdi og handelskursen skyldes, at den indre værdi korrigeres med et emissionstillæg eller et indløsningsfradrag ved henholdsvis køb og salg af investeringsbeviser. Formålet med disse tillæg og fradrag er, at de medlemmer der ind- eller udtræder af en investeringsforening selv skal afholde de omkostninger, der er forbundet hermed. Princippet benævnes dual-pricing og er dikteret af lovgivningen (Hemme & Wendt 2000). Essensen bag dette er, at disse udgifter ikke bliver pålagt de eksisterende/tilbageværende medlemmer i foreningen i form af et lavere afkast. Disse forhold bevirker, at i perioder med nettoefterspørgsel vil kursen ligge over den indre værdi, og det modsatte vil gøre sig gældende i perioder med et nettoudbud. Kursen vil derfor nærme sig emissionskursen (den indre værdi tillagt emissionstillægget), hvis der er flere, der ønsker at købe frem for at sælge. Er der derimod flere, der ønsker at sælge frem for at købe, kan kursen bevæge sig ned imod indløsningskursen (den indre værdi fratrukket indløsningsfradraget). Figur 1.2: Illustration af kursfastsættelsen af investeringsbeviser. 120 115 Kurs Emissionskurs Indre værdi Indløsningskurs 110 105 100 95 90 85 Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December Kilde: Egen tilvirkning ud fra Hansen 1995. 12

Figur 1.2. viser, at investor altid giver mere for beviset end den indre værdi, og får mindre end den indre værdi ved salg. Som illustreret så begrænses kursen opad af emissionskursen og nedad af indløsningskursen. At kursen kan bevæge sig imellem emissionskursen og indløsningskursen, skyldes at investeringsforeningernes depotselskaber i deres virke som market-maker 12 - ligger inde med en bufferbeholdning, der benyttes til at regulere mindre udsving i udbud og efterspørgsel (Hansen 1995). 2. Investor typer På ethvert marked, hvor der handles værdipapirer, findes der flere forskellige typer af investorer, dette er ligeledes gældende for det danske marked. Investorernes erhvervsmæssige karakter spænder vidt, det være sig selskaber, pensionskasser, investeringsforeninger samt private individuelle investorer 13, der dækker over den mindre investor, som kun ejer ganske få værdipapirer til stor investoren, der besidder placeringer til flere millioner. Disse investorer investerer med hvert deres formål og efterspørger på baggrund heraf forskellige typer af rådgivning og ydelser. Forskellen skal bl.a. ses i lyset af den viden, erfaring og ekspertise, de pågældende investorer er i besiddelse af. Dette gør derfor, at nogle af investorerne har behov for mere beskyttelse end andre, idet de bevæger sig ind på et område, hvor manglende markedskendskab og viden hurtigt kan få fatale følger i form af betydelige økonomiske tab. Investorerne har derfor brug for et beskyttelsesniveau, der afspejler deres viden eller mangel på samme. Der er derfor med henblik herpå behov for at kunne kategorisere investorerne. For at skabe nogle ensartede regler for, hvorledes der kan skelnes mellem hensynet til de forskellige investorer, er der i et nyt investeringsservice direktiv 14 opsat nogle retningslinier, der gør det muligt at kategorisere investorerne. I investeringsservice direktivet sondres der mellem to kategorier af investorer, den professionelle investor og den ikke-professionelle investor (FESCO 2001 & KOM 2002) 15. 12 Som market-maker er depotselskabet, i henhold til aftale med investeringsforeningen, forpligtiget til at stille buds- og udbudspriser på de investeringsbeviser, som investeringsforeningen udsteder. 13 Fremover vil den private individuelle investor blive benævnt den private investor. 14 Direktivet forventes at blive gennemført i international lovgivning inden udgangen af 2005. 15 Med mindre andet er angivet er det disse to kilder, der vil blive brugt ved gennemgang af investeringsservice direktivet. 13

Dette kapitel vil gennemgå de overordnede retningslinier for sondringen mellem den professionelle investor og ikke-professionelle investor, og hvordan dette i et videre forløb kan bruges i forbindelse med at kategorisere den private investor. I forlængelse heraf vil det kort blive gennemgået hvilke tiltag, der eksisterer i dansk lovgivning for at beskytte den private investor. 2.1. Den professionel og ikke-professionel investor Sondringen, hvorved investorerne i investeringsservice direktivet kategoriseres som henholdsvis professionel investor og ikke-professionel investor, tager udgangspunkt i den efterspørgsel, som investor har til rådgivningen (Finansrådet 2001). Den professionelle investor har normalt afklaret, hvilket behov en given investering skal dække, og har derfor ikke behov for rådgivning i den forbindelse. Den ikkeprofessionelle investor har derimod ofte behov for nærmere rådgivning, der bl.a. tager udgangspunkt i dennes behov, risikovillighed, tidshorisont mv. (Finansrådet 2001). 2.1.1. Den professionelle investor I Investeringsservice direktivets kriterier for at kunne kategoriseres som professionel investor nævnes det, at investor skal være i besiddelse af den erfaring, viden og ekspertise med videre, der anses som nødvendigt for at kunne træffe afgørelse om en investering og den risiko, der måtte være forbundet hermed. Som eksempler på investorer der opfylder dette er bl.a. kreditinstitutter, investeringsselskaber, pengeinstitutter, forsikringsselskaber pensionskasser mv. Yderligere indgår de selskaber, der kan opfylde to af de følgende nøgletal: 16 Samlet balance: EUR 12.500.000. Nettoomsætning: EUR 25.000.000. Gennemsnitlige antal ansatte i løbet af finansåret: 250. Kendetegnet for den professionelle investor er, at grundet den viden, erfaring og ekspertise med videre, denne er i besiddelse af, så efterspørges der en begrænset mængde af rådgivning med videre, hvis dette overhovedet efterspørges. Som afrunding på den professionelle investor, så gives der i direktivet mulighed for, at den 16 De angivne nøgletal er bare ét eksempel på, hvilke krav der stilles til kategorien den professionelle investor. I andre forslag/høringssvar opgives nøgletallene med andre værdier. 14

professionelle investor kan anmode om at blive behandlet som en ikke-professionel investor. Dette kan fx ske, hvis den professionelle investor ser sig ude af stand til at foretage en korrekt risikovurdering af en given investering. 2.1.2. Den ikke-professionelle investor Den ikke-professionelle investor defineres i investeringsservice direktivet kortsagt som den investor, der ikke opfylder kriterierne for at gå ind under den professionelle investor. Den private investor findes på baggrund heraf blandt de ikke-professionelle investorer. Nu er det ikke kun privatpersoner der findes i denne gruppe, side om side med den private investor, findes der bl.a. offentlige institutioner og de selskaber, der ikke kan opfylde de foregående afsnits nævnte nøgletal. Den ikke-professionelle investor er kendetegnet ved ikke at være i besiddelse af den viden og erfaring, der forventes for at kunne foretage en reel risikovurdering af en planlagt investering. På baggrund af denne manglende viden med videre, efterspørger den ikke-professionelle investor derfor en betydelig større mængde rådgivning end den professionelle investor. Som nævnt i foregående afsnit, så kunne den professionelle investor anmode om at blive behandlet som en ikke-professionel investor. I den forbindelse har den ikkeprofessionelle investor også mulighed for at blive behandlet som en professionel investor. For at den ikke-professionelle investor kan blive behandlet som en professionel investor og dermed give afkald på sin beskyttelse eller dele af den, skal der foretages en fyldestgørende vurdering af den ekspertise, erfaring og viden, som den ikke-professionelle investor er i besiddelse af. Dette skal gøres for at sikre, at den ikke-professionelle investor er i stand til at træffe sine egne beslutninger og være klar over hvilken risiko, der knytter sig hertil. I forbindelse med denne vurdering fremsættes der i investeringsservice direktivet yderligere nogle kriterier, hvoraf den ikke-professionelle investor bør opfylde mindst de to: Investor har gennemført transaktioner af væsentlig størrelse, og dette er sket ti gange i gennemsnit pr. kvartal inden for de sidste fire kvartaler. Investors portefølje skal indeholder værdier for over EUR 0,5 millioner. Investor er / har været ansat i den finansielle sektor i mindst et år. 17 17 Hermed menes der, at den ikke-professionelle investor har været ansat i en stilling, hvorved der er opnået en viden om værdipapirmarkedet. 15

Som der blev indledt med i dette afsnit, så gør opdelingen i investeringsservice direktivet, at den private investor befinder sig i samme kategori som mange institutionelle investorer. Det virker i den henseende ikke videre indlysende, at den private investor skal have mulighed for at skifte opad til kategorien af de professionelle investorer, hvor de helt store markedsspillere findes, og i den forbindelse indordne sig under deres spilleregler. I et høringssvar fra Finansrådet og Børsmæglerforeningen (Finansrådet 2001) forslås der ligeledes, at fysiske personer, der anses som private investorer, ikke skal have mulighed for at blive behandlet som professionelle investorer, og at der gælder særlige beskyttelsesregler for disse investorer. Om end den private investor har mulighed for at skifte kategori, så er det i sidste ende begrænset hvor stor en del af de private investorer, der kan leve op til de opstillede kriterier, og herefter kommer så den endelige vurdering og godkendelse. 2.2. Den private investor Den private investor dækker over mange forskellige typer, der er investoren, der besidder et enkelt værdipapir og i kontrast hertil, er der investoren, der har investeringer for betydelige beløb, og ikke mindst, alle dem der befinder sig et sted mellem disse to. Det overordnede kendetegn ved den private investor er, at der kun foretages investeringer i privat regi og for egen regning. Arbejdes der lidt videre med, at der findes forskellige typer af private investorer, og nogle af disse er langt mere aktive på værdipapirmarkedet end andre og derigennem eller på anden måde har en særlig viden omkring investering med videre, så kan de private investorer inddeles i kyndige private investorer og ukyndige private investorer. Til at foretage sondringen mellem den kyndige og ukyndige private investor, tages der udgangspunkt i den måde, hvorpå investeringsservice direktivets skelner mellem professionelle og ikke-professionelle investors efterspørgsel af rådgivning. 2.2.1. Den kyndige private investor Den kyndige private investor kan beskrives ved at drage paralleller til investeringsservice direktivets kategorisering af den professionelle investor. Den private kyndige investor kan derfor beskrives som en investor, der er i besiddelse af den nødvendige viden, ekspertise og erfaring, der sætter vedkommende i stand til selv 16

at træffe investeringsbeslutninger og at forholde sig til den risiko, der måtte være tilknyttet til beslutningen. Som eksempler på private investorer, der falder ind under denne beskrivelse kan der nævnes ansatte i finanssektoren, personer med en relevant økonomisk uddannelse, samt hobby spekulanten, der bl.a. gennem erfaring har opnået en særlig viden og erfaring, der gør, at denne ikke mere hører til blandt de ukyndige investorer (den ukyndige investor gennemgås i næste afsnit). At disse investorer kan kategoriseres som kyndige, skyldes foruden overstående, især deres efterspørgsel af rådgivning mv. i forbindelse med investeringer og værdipapirhandel. Det må formodes, at denne kategori af investorer meget sjældent, hvis overhovedet, efterspørger/benytter rådgivning, idet de selv er i stand til at udvælge den investering, der lige netop passer til deres behov bl.a. under hensyn til skatteforhold, risikovillighed og tidshorisont mv. Den manglende efterspørgsel ses bl.a. i forbindelse med den måde, hvorpå den kyndige investor foretager sin værdipapirhandel. Værdipapirhandlen går ikke gennem investeringsrådgiveren i den lokale filial af et pengeinstitut, men derimod benyttes de forskellige former for online handel via netbank, der udbydes af pengeinstitutterne. 2.2.2. Den ukyndige private investor Den ukyndige private investor er kort sagt den investor, der ikke besidder den sammen indsigt som den kyndige private investor. Lidt bredere defineret, så er den ukyndige private investor en person uden den store indsigt i økonomiske forhold, og herunder et meget begrænset kendskab til investering og værdipapirhandel. Når den ukyndige investor for første gang stifter bekendtskab med en investering i aktier eller investeringsbeviser, sker dette for det meste gennem investeringsrådgiveren i det lokale pengeinstitut. Den ukyndige investor er ikke selv i stand til at afgøre hvilken investering, der passer til hans behov, men har derimod behov for hjælp, fx gennem investeringsrådgiveren, til dette, og ikke mindst hjælp til vurdering af den risiko, der følger i kølvandet på en investering enten i aktier eller i investeringsbeviser. Foruden at der ydes rådgivning om hvilken investering, der kan opfylde den ukyndige investors behov under hensyn til afkast, tidshorisont, skatteforhold samt risikovillighed med videre, så udfører investeringsrådgiveren højst sandsynligt også selve værdipapirhandelen. At det er investeringsrådgiveren, der fortager selve 17