Evaluering af Den perfekte skilsmisse En co-produktion mellem FST, UR og DR, med DR som hovedproducent (4 x 28:30 min.) Else Bro Thuestad sept.07, DR Kristina Thomsen (NRK) evaluerer programmerne som udenforstående part, Katja Andrea Turpeinen (FST) som medlem af redaktionen, så jeg har valgt at fokusere mere overordnet, og på følgende punkter: 1. Udgangspunkt versus det endelige resultat: Har vi nået hvad vi satte os for? 2. Proces og samarbejdsmodel: Fungerede den? Hvad kunne gøres bedre? 3. Seertal og sendetider (OBS vil opdateres når al info er tilgængelig). Til sidst er der supplerende kommentarer fra David Wikdal (svensk instruktør), Katja Andrea Turpeinen (finsk instruktør) og Fransk Piasecki Poulsen (danske instruktør og redaktionsleder). 1. Udgangspunkt versus endelig resultat (se også bilag 1): Udgangspunktet for programmerne var et ønske om at give forældre en art håndbog til den perfekte skilsmisse. Norden ligger meget højt på verdensranglisten når det gælder det at blive skilt og efter samtale med målgruppen lokaliserede vi et behov for løsningsorienterede programmer der kan hjælpe forældre der er skilsmissetruede, som allerede står midt i en skilsmisse, eller som har været igennem en skilsmisse - til at håndtere situationen på bedst mulig måde, specielt i forhold til børnene. Målgruppen var således forældre i norden der overvejer skilsmisse, står midt i det, eller som er blevet skilt. For at nå valgte målgruppe og opfylde målgruppens behov valgte vi at producere programmer der som grundelement baserede sig på dybdegående interviews og ikke på vi er med når det sker reportage. Målgruppen havde allerede en given interesse for problemstillingerne i programmerne og derfor skulle programmer vejlede mere end de skulle underholde. De medvirkende skulle således ikke stå midt i en traumatisk situation men være i stand til at reflektere over egen (eller andres) situation. Vi ønskede endvidere at gøre en dyd ud af at der var tale om interviewbaserede udsendelser med talking heads, f.eks. ved at arbejde på en tydelig og genkendelig visualitet i de forskellige interviews, arbejde med på forhånd formulerede spørgeguides, og ved at inkorporere en rig supplerende billedside.
Alle programmer skulle således bestå af interviews med voksne mænd og kvinder samt børn der har gennemlevet et skilsmisseforløb. De valgte personer behøvede ikke nødvendigvis at have en relation til hinanden men deres historier og erfaringer skulle supplere hinanden og klippes op mod hinanden i hvert program. Vi foreslog dette fordi det kan være svært at finde opløste par som begge gerne vil være med i programserien, men også fordi man på den måde kunne løsrive problematikkerne fra det specifikke og hive dem op på et mere alment menneskelig og generelt niveau. Vi besluttede endvidere at case personerne skulle gå igen fra program til program. På den måde kunne vi komme i dybden med de udvalgte i stedet for at finde nye medvirkende til hver udsendelse. I tillæg skulle programmerne inkludere interviews med eksperter, det være parterapeuter/ børnepsykologer m.fl.. der kunne opstille simple regler og give gode råd. I udgangspunktet arbejdede vi også med en gruppe medvirkende som vi kaldte implicerede ; børnehavepædagoger, chefer på arbejdspladsen, venner, m.v. som skulle kommentere forløbet og reflektere over konsekvenser m.v., men disse endte med at blive skåret væk. På billedsiden ville vi som supplement til interviews i udgangspunktet bruge både bruge; familiefotografier/ hjemmevideoer (som skulle give historisk dybde, affektionsværdi, genkendelighed), stillbilleder fra forskellige hjem (da vi gerne ville arbejde med begrebet hjem ), og arkivklip (som skulle give stoffet en humoristisk vinkling). Vi endte med kun at bruge familiefotografier/hjemmevideoer. Allerede fra starten fra programmerne delt ind i forskellige faser af en skilsmisse, så program 1 skulle handle om tiden før en skilsmisse, program 2 om selve bruddet, program 3 om tiden efter bruddet, og program 4 om fremtiden. Program 4 var dog ret åbent og vi valgte først ret sent i processen at lægge os fast på voksne skilsmissebørn som tema for 4. program. Kigger man tilbage stemmer den indledende projektbeskrivelse meget godt overens med de færdige programmer. De mange personlige beretninger fra mennesker der har gennemlevet en skilsmisse sammen med kommentarerne fra de professionelle er med til at inspirere seerne til at tænke - hvordan kan jeg gøre dette på en bedre måde? Vi tog udgangspunkt i et klart defineret behov hos målgruppen, og programmerne synes at opfylde sådan et behov. En lille research lavet af Kristina (Bennet Westre) fra UR bekræfter dette:
Jag har [...] pratat med kundtjänst. De har tydligen fått mycket positiv respons från tittare som ringer in. De vill köpa avsnitten och är arga över att programmet inte sänts på en bättre tid. De vill även att vi repriserar. Men som sagt många privatpersoner ringer, de flesta ligger i skilsmässa och känner att detta är precis vad de behöver. Jeg synes det fungerer godt at krydsklippe mellem de forskellige lande og de forskellige personer, for det de siger relaterer sig til hinanden og er vedkommende, uanset om de snakker finlandssvensk, svensk eller dansk. Sproget er ikke det vigtige, men det de siger. Eksperterne kommer også med interessante og relevante kommentarer og råd. I DK supplerede vi også programmerne med en konkret håndbog i bogform. Bogen tog udgangspunkt i programmernes opbygninge og vi videreudnyttede også den research der blev lavet til programmerne, så nogle af de danske medvirkende fra TV programmerne optræder også i bogen. For at skabe en motor i programmerne valgte vi dog også at hvert program skulle have et møde som ramme - hvor et barn med fraskilte forældre invitere forældrene til middag. Tanken var at barnet her ville have mulighed for at konfrontere forældrene med det der havde været svært. Det kan diskuteres om dette var den rigtige beslutning i forhold til den tid der var til rådighed. Megen tid blev brugt på at finde en egnet familie og det tog tid fra de andre dele af programmerne. Jeg tror det var fornuftigt at vi i de færdige programmer skruede ned for ambitionerne i den forstand at vi reducere antallet af medvirkende og også den supplerende billedside til kun at bestå af hjemmevideooptagelser/ familiefotografier. Set i bagspejlet kunne det endda gavnet programmerne hvis vi prioriterede endnu strammere både mht. antallet af medvirkende og mht. at fastholde ideen om at lave rent interviewbaserede programmer. Emnet er så vedkommende og stærkt at man kan få en meget fin serie ud af noget så enkelt som mennesker der taler om deres erfariner på området, mener jeg. Alt i alt stemte de færdige programmer overordnet set meget godt med den konceptramme vi havde som udgangspunkt for programmerne, og jeg mener vi har lavet nogle programmer der dækker et behov hos en stor målgruppe. Programmerne vejleder mere end de underholder, i samsvar med vores ambition.
2. Proces og samarbejdsmodel En anden ambition var at programmerne skulle afprøve en billigere variant af den samarbejdsmodel vi introducerede i Den nordiske mand. Programmerne havde et forholdsvis lille budget, og i stedet for at arbejde med danske fotografer som vi gjorde i Den nordiske mand, skulle tilrettelæggerne filme selv. Kort beskrivelse af produktionsform: Vi arbejdede med 3 instruktører - en fra hvert deltagende land. Selve produktionen blev styret fra Danmark af en redaktør, en redaktionsleder og en produktionsleder. Hver instruktør blev ansat i 56 dage, foruden den danske som blev ansat længere tid da han også skal have en mere styrende rolle i forbindelse med sammenklipningen af programmerne, og fungerede som redaktionsleder på programserien. De 56 dage dækkede over: 2 dages opstart i Danmark: Her præsenterede redaktionsleder og redaktør den finske og svenske instruktør for koncept-rammen for programmerne. Koncept-rammen blev diskuteres og bearbejdet i samarbejde med de tilrejsende instruktører. 21 dages research: Efter redaktionsstart i Kbh. rejste tilrettelæggerne tilbage til deres hjemlande og startede deres research. Det totale antal researchdage per tilrettelægger var 21 dage. 2 dages case præsentation i Danmark: ca. 2/3 inde i researchperioden mødtes tilrettelæggerne igen i Danmark for at diskutere deres bud på casepersoner og andre programelementer 10 dages optagelse i egne lande 5 dage desktop per indslag i egne lande: Reporterne skulle selv klippe deres indslag på desktop niveau. Den egentlige sammenklipning af programmerne foregik i Danmark. (i alt 20 dage i udgangspunktet, men som dog endte på 47!). Redaktionsleder stod for sammenklipningen af programmerne i samarbejde med en dansk klipper og lavede det endelige program med grafik, skrive speak, online m.v.. Grafik og musik blev dog produceret i Sverige. Tv-stationerne skulle levere følgende som del-ydelse: En arbejdsplads med standard udstyr PC/Internet Avid newscutter med Internet opkobling Mobiltelefon og evt. stationær telefon
DV- kamera sæt inkl. lyd/lys Økonomisk bidrag på følgende: FST:50.000 dkr, UR: 250.00. dkr. I tillæg bidrog kabelfonden med 450.000 dkr. og DR med 250.000 dkr. TV-stationerne fik følgende udgifter refunderet af produktionen: Alle rejseudgifter instruktøren havde i forbindelse med research/optagelser, flybilletter til Danmark og retur under seminar, diætpenge svarende til 300 dkr. pr. døgn under ophold i danmark og under optagelse, hotel, instruktørens løn under produktionen (dog max 120.000 dkr. for 56 arbejdsdage inkl. feriepenge og pension). Reporterfotograferne blev ansat som selvtilrettelæggende noget der blev klart defineret i kontrakten, noget der betød at man ikke kunne komme med overarbejdstimer senere eller ekstraregninger. Evaluering på produktionsform: Alt i alt synes jeg samarbejdsmodel og produktionsform har fungeret godt. Der er dog ting vi kan være opmærksomme på til en anden gang: Der er vigtigt at være præcise i opstartsfasen og tidligt lægge sig fast på en dato for opstart af projektet og på en produktionsplan. Ofte går der et stykke tid inden der kommer en kontaktperson på projektet i de enkelte bolag og inden denne kommer på plads er det svært at planlægge. Det kan være frustrerende både for hovedproducenten men også for instruktører o.a. som allerede er blevet kontaktet med henblik på deltagelse i projektet. Det er også vigtigt for at denne produktionsform skal blive en succes at man typecaster tilrettelæggerne. De skal nøje vurderes på deres stil og deres erfaring både med at filme og klippe. Når tilrettelæggerne filmer selv er det altafgørende at man finder tilrettelæggere der filmer meget på samme måde. Selvom vi hold lyssætningsseminar og havde meget klare regler for hvordan der skulle filmes blev resultatet meget forskelligt fra land til land. 2 dages opstart og 2 dages case præsentationsmøde i Kbh. er måske for lidt i forhold til at etablere en fornemmelse af at være en del af en fællesnordisk redaktion. Når man producerer på denne måde er det i hvert tilfælde vigtigt med meget tæt kontakt mellem redaktionsleder hos hovedproducent og de enkelte instruktører - både under research, optagelse og desktop. Det er min fornemmelse at denne kommunikation kunne have været endnu bedre på vores projekt. Vi havde endvidere en ambition om at
instruktørerne fra de enkelte lande under desktop redigeringen skulle sende deres materiale til den danske redaktionsleder, så de løbende kunne kommentere og korrigere. Dette viste sig svært at overholde i praksis på vores projekt, men er bestemt en ambition der er værd at efterstræbe også på andre produktioner. Det er vigtigt at afstemme ambition med produktionsform og ressourcer til rådighed, og at tænke i et så enkelt som muligt.
3. Seertal og sendetider: Seertal Den perfekte skilsmisse pr. 19.09.07. DR Sendetider: Udsendelse 1 DR2 Uge 19 7/5/2007 15:59 DR2 Uge 19 12/5/2007 14:10 DR2 Uge 35 28/8/2007 15:29 DR1 Uge 41 10/10/2007 10:30 Udsendelse 2 DR2 Uge 20 14/5/2007 16:00 DR2 Uge 20 19/5/2007 13:18 DR2 Uge 35 29/8/2007 15:37 DR1 Uge 41 11/10/2007 10:30 Udsendelse 3 DR2 Uge 21 21/5/2007 16:00 DR2 Uge 21 26/5/2007 14:15 DR2 Uge 35 30/8/2007 15:32 DR1 Uge 41 12/10/2007 10:30 Udsendelse 4 DR2 Uge 23 4/6/2007 16:00 DR2 Uge 23 9/6/2007 14:47 DR2 Uge 35 31/8/2007 15:33 DR1 Uge 42 15/10/2007 10:30 Stn Program Dato Tid Lgd Rtg% Rtg(000) Share Vote Total 171 0.1 7 2.0 0.0 DR2 Den perfekte skilsmisse 120507 14:10:05 28:21 0.2 12 3.3 * DR2 Den perfekte skilsmisse 190507 13:18:40 28:33 0.1 7 3.1 * DR2 Den perfekte skilsmisse 210507 16:00:25 28:31 0.1 6 2.0 * DR2 Den perfekte skilsmisse 260507 14:15:14 28:31 0.1 6 1.7 * DR2 Den perfekte skilsmisse 070507 15:59:47 28:22 0.1 5 1.4 * DR2 Den perfekte skilsmisse 140507 16:00:19 28:33 0.1 4 1.1 * DR2 Den perfekte skilsmisse 090607 14:47:19 28:33 0.1 4 1.6 * DR2 Den perfekte skilsmisse 040607 16:00:32 28:33 0.1 3 0.8 * DR2 Den perfekte skilsmisse 290807 15:37:14 28:33 0.4 21 6.8 * DR2 Den perfekte skilsmisse 300807 15:30:43 28:31 0.3 18 5.7 *
DR2 Den perfekte skilsmisse 280807 15:29:10 28:22 0.2 12 4.7 * DR2 Den perfekte skilsmisse 310807 15:33:53 28:33 0.2 12 3.2 * På SVT blev programmerne sendt på SVT1 kl. 22.10 med genudsendelser den efterfølgende tirsdag kl. 10.30 og fredag kl. 11:00 Seertallene var som følger: Seertal Den perfekte skilsmisse UR/SVT1 Slot Antal Program 1 (26 aug.) 22:20 125.000 Program 2 (2 sept.) 22:20 205.000 Program 3 (9 sept.) 22:20 195.000 Program 4 (16 sept.) 22:20 149.000 + genudsendelserne. Vurderinger fra UR er, at programmerne ligger meget fint sammenlignet med seertallene på andre programmer sendt i samme slot. Det eneste program der markant skiller sig ud med højere seertal er Veteran TV som havde 300.000 seere til nærsten hver sending i samme slot. Seertallene fra YLE/FST er endnu ikke tilgængelige, men radioprogrammet Radiohuset behandlede emnet inden seriestart og havde et publikumsspørgsmål på nettet om lykkelige skilsmisser, hvilket har været med til at give programmerne ekstra opmærksomhed. På spørgsmålet om hvor tilfredse de var med serien i de deltagende lande svarede Sverige 7 og Finland 9 på en skala fra 1-10.
Kommentarer fra David Wikdahl, den svenske tilrettelægger Jag tycker i stort sett att arbetet med Den perfekta skilsmässan har gått mycket bra. Bra: När vi sågs första gången fanns ett programförslag att utgå ifrån. Förslaget var i första hand frågor och ämnesområden att hålla sig till, och ett upplägg hur de fyra programmen skulle delas upp det vill säga med tiden före, under och efter skilsmässan. Arbetssättet var också bestämt: en producent från varje land skulle ut och göra intervjuer i enmansteam. DR hade också gjort en tidplan över inspelning, ytterligare en träff (då all research skulle vara färdig) och slutligen ett sista möte med redaktören då allt skulle vara färdigproducerat från de tre länderna. Allt detta tycker jag fungerade utmärkt. Det fanns också möjlighet för oss som redaktion att förändra idén. Vi blev ett litet gäng som lätt kunde samarbeta. Jag hade till exempel en idé om att också plocka in ett moment av dokumentärt möte i programmet, vilket jag fick gehör för. Att jobba i ett projekt som man är med och formar är viktigt för att göra ett bra arbete, tror jag. Förutom att själva ämnet var bra, var det kul att jobba tillsammans med alla i gruppen Katja, Frank och Else. Vi höll oss till DR:s goda plan. Allt arbete (intervjuer med personer med erfarenheter från skilsmässor samt psykolog, bilder över städerna och ett dokumentärt reportage) från oss andra var färdigt innan jul 2006. Något jag funderat över: Vi hade kommit överens om att filma detaljer från hemmen och vyer över våra städer samt allmänna bilder på människor. Detta kom inte med i programmet, och jag har förståelse för att Frank och redigerarna valde bort de bitarna i redigeringen, där det alltid händer saker. Själv hade jag kanske gjort annorlunda, men så är det nog alltid; det är trots allt viktigt att en person med en vision får slutföra ett arbete. Men här tycker jag ändå att man skulle kunna förbättra samarbetet på en punkt: när vi (Finland och Sverige) väl hade lämnat ifrån oss band och en hårddisk med klipp hade vi inte någon mer möjlighet att påverka resultatet. Jag bad om det flera gånger men fick inget svar förrän det var för sent att ändra något. Jag tror att det är bra med en öppenhet och mottaglighet för kritik även i det här läget av produktionen allt för att göra slutresultatet bättre. Men det kändes som om det inte fanns någon vilja till det, eftersom kritik också krånglar till saker och gör att det tar längre tid. Själv tycker jag att program 2 och 4 var de bästa. Dels var det kloka personer med i de programmen (i tvåan handlade det dessutom om den mest spännande tiden i en skilsmässa), dels att de dokumentära bitarna var tydligare där. Jag hade gärna tittat på en grovklippning av alla programmen för att ge synpunkter på dramaturgi, om att lära känna karaktärerna och diskutera hur man bäst kommer in i reportage-bitarna.
I en skala mellan 1 och 10 hamnar därför Den perfekta skilsmässan på 7, som för mig betyder att det var bra, men att programmet hade behövt vässas lite till för att göra det jättebra. När det gäller arbetsprocessen tycker jag att det fungerade jättebra, men att en möjlighet till att se och tycka till om en grovklippning hade varit ännu bättre. Hoppas att vi kan jobba ihop igen! Kommentarer fra Katja Turpeinen, den finske tilrettelægger via FST Förberedelserna kring projektet var lite kaotiska. Det var fortfarande i början av hösten oklart när själva uppstarten skulle inträffa. För en frilansredaktör är det omöjligt att ha så stora projekt flytandes fram och tillbaka i kalendern. För min del blev det sen så att jag hade två projekt på varandra en tid och hade långa stressiga arbetsveckor som följd. Om ett projekt verkar osäkert nöter det också på förtroendet för projektet, är det kanske inte så värdefullt?! Det är synd att en sån tanke ska skapas. Projektet var superviktigt och mycket intressant. Det var väldigt roligt att få vara med i uppstarten och lära känna arbetsgruppen. Kändes inspirerande att göra en samproduktion med just de människorna och med ett så starkt och känsloladdat ämne. Vi slog fast ramarna för de 4 avsnitten och enades om att vi alla skulle ha samma intervjufrågor. Till en början var det tänkt att programmen enbart skulle bestå av enkla stillasittande intervjuer, men efter förhandlingar och nya förslag så bestämde vi att i varje program ha en minidokumentär om en skilsmässofamilj där barnet har huvudroll. Vi bestämde dessutom att familjeporträtten i de 4 avsnitten måste ha liknande manus. Dvs det börjar med att barnet är initiativtagare och ringer föräldrarna för att kalla till en familjemiddag där han/hon ska få fråga det som har lämnat att störa efter skilsmässan. Mot slutet av dokumentären skulle familjemiddagen visas och där var det igen barnet som skulle vara initiativtagare och ställa svåra frågor medan föräldrarna måste svara uppriktigt. Beslutet att göra en minidokumentär om en familj var ett misstag tycker jag. Jag tror att programmen varit bättre utan dem. Det tog en enorm tidsinsats att hitta en familj och att lära känna dem. Och det var inte tal om att byta familj efter att man lärt känna dem och upptäckt brister, tiden räckte inte till för det. Hela familjeporträttet stal tid från den övriga researchen och från de andra intervjuerna. Det krävde så mycket arbete för mej att få min huvudperson Jonatan att öppna sej och tala om en så svår sak. Han hade trauman av föräldrarnas gräl och det är just det som många skilsmässobarn har. Jag hade behövt skapa om mallen för mitt familjeporträtt och hade behövt frihet och förtroende att göra det verklighetstroget. Min mening är att en dokumentär med barn måste gå på deras villkor, vi kan inte tvinga dem att göra sånt som att ringa och be mamma på middag eller fråga föräldrarna om skilsmässan ifall det inte faller dem naturligt. I mitt familjeporträtt var Jonatan så rädd för sin pappa och så pass ung att jag inte kunde tvinga honom att under filmningen av middagen fråga dem det han tidigare sagt att han undrade, nämligen: varför skilde ni er? Det är för mycket ansvar för
ett barn och det är inte deras uppdrag. Här kände jag att mallen vi skapat var ett förhinder för att jag skulle kunna göra ett bra jobb. Jag anser att det resulterade i konstlade och färglösa familjeporträtt. Helt tekniskt är det superstressigt att hålla i middgasscenen med fyra karaktärer ensam. Den synnerligen allvarliga och viktiga scenen mellan familjemedlemmarna skulle absolut inte gjorts men en mini-dv. En person kan inte hålla i en sån situation på ett lyckat sätt. Det var omöjligt att tvinga barnet att ta över diskussions-ansvaret medan man själv fumlade med tekniken. Ljud, bild och regimässigt en helt hopplös situation. Här är inte mini-dv den rätta lösningen. Dramats kulmen borde inte skrivas in i en så svårfilmad situation. Eftersom detta var ett slags pilotprojekt på mini-dv filmning med en persons arbetsgrupp kan jag sammanfatta den tekniska erfarenheten som så att det fungerar så länge vi gör enkla intervjuer och enkla situationer. Det går inte att göra stora svåra scener där vi egentligen borde ha ett 4 personers kamera team för att själva få hänge oss åt att regissera och stötta de medverkande. Då mini-dv/videoreporter begränsningarna tas i beaktande blir resultatet bra, då vi inte håller oss till begränsningarna börjar bristerna synas. Jag anser att de enskilda enkla intervjuerna fungerar bäst i dokumentären. Uppdelningen av teman för familjeporträttet kunde ha gjorts bättre. De fyra programmen hade fyra teman; före, under, efter skilsmässan och livet som vuxet skilsmässobarn. Vi borde ha delat ut dessa teman före researchen eller alternativt helt låtit bli teman i familjeporträtten. I mitt fall fick jag efter att jag redan valt ut min familj temat före skilsmässan. Min huvudperson Jonatan var under tiden före skilsmässan 4-6 år och han mindes dåligt vad som hänt och sagts. Bäst hade jag lyckats skildra den familjen om jag fått skräddarsy porträttat efter deras skilsmässa och deras personligheter. Under själva intagsveckorna saknade jag en redaktion och bollplank på plats i Helsingfors. Det var svårt att hålla kontakt till Sverige och Danmark och förklara sina problem per telefon. Kunde ha varit bra med ännu ett gemensamt möte just efter intagen, då vi skulle ha jämfört våra material och sett vad som borde kompletteras och förändras. Det var vid nåt tillfälle tal om att vi skulle överföra material på nätet och på det sättet kunna se på varandras intervjuer. Det hade varit väldigt nyttigt och hjälpsamt. Den tekniken kunde införas som ett kriterium i nästa projekt. Vi alla gjorde nog en hel del onödigt arbete för att vi inte visste vad de andra gjorde och vad vi själva borde koncentrera oss på. All in all: jätteroligt att jobba med andra nordiska människor. Och jag tycker att resultatet blev en intressant och gripande dokumentärserie. Jag ser så gärna på alla dessa modiga människor som ställt upp på intervju. Det är ljuvligt att märka hur lika vi är och hur olika. Hoppas samarbetsformerna fortsätter att utvecklas.
17.9.2007 Helsingfors Kommentarer fra Frank Piasecki Poulsen, den danske tilrettelægger Først og fremmest vil sige at jeg synes serien blev rigtig god. Det lykkedes i vid udstrækning at lave nogle programmer der var relevante og brugbare for målgruppen. Den første udvikling i Dk var god. Vi tog udgangspunkt i hvad vi, der selv er skilt, selv kunne ønske os af sådanne programmer. Nemlig nogle konkrete og direkte omsættelige råd til hvad man bør gøre og hvordan man kan se problemstillingerne. For mig var det helt afgørende at vi med det samme valgte at fokusere på børene og deres tarv. Også det at vi valgte ikke at lave scener fra en skilsmisse var for mig vigtigt. Men kun snakkede med folk som var kommet igennem det. Desuden var det en klar styrke at vi valgte at se på ligheder i stedet for forskelle mellem de tre lande. Ikke mindst fordi lighederne jo generelt, og i særdeleshed på dette emne, er mange flere end forskellene. Jeg er meget enig i at reportage-delene var en fejl. Jeg tror det var en slags rygmarvsreaktion. Vi er alle sammen vandt til at tænke at interview er kedeligt og at reportage er med til at give liv og dynamik til de ting vi laver. Men erfaringen må være, at hvis det der tales om er interessant nok, kan vi sagtens holde til at se på dem der taler. Desuden blev det at sætte sig mellem to stole. Ideen var jo netop at, ved kun at skulle lave en række interviews, blev der frikøbt energi til at arbejde med andre visuelle lag. Men vi endte med at bruge meget krudt på at finde familierne til reportagen og dermed blev nogle af de andre ting såsom at finde hjemmevideo nedprioriteret. Valget at blande materialet fra de tre lande var virkelig godt. Det underbyggede lighederne og gjorde at programmerne hele tiden var relevante for seerne i de enkelte lande. Men det gav et problem fordi budgetterne var lagt inden serien blev udviklet. Det var meget tidligt besluttet at hver tilrettelægger skulle for-redigere sine dele af programmerne. Men med den måde vi valgte at gøre det var der jo ingen dele. Derfor blev forredigeringen næsten spildt arbejde da vi alligevel blev nødt til at se det hele igennem i den endelige redigering i dk. Skulle man gøre noget lignende en anden gang skal man bare ligge al forredigering centralt hos den der skal klippe programmerne færdigt. At arbejde one man one camera fungerede godt selvom det gav nogle fæle lydfejl ned igennem alle fire programmer. Men som en teknikker sagde, så er det hvad må forvente når man skærer holdet ned fra tre til en.
Jeg er uenig i man ikke kan filme reportage med fire mennesker der sidder og snakker. Det kan man, ud fra min erfaring, sagtens. Fordelen ved at være alene er at man kan tilbringe meget mere tid sammen med sine medvirkende end man kan med et hold. Problemet her var nærmere det at vi både skulle lave reportage og interviews med en lang række andre medvirkende og at emnet gjorde researchen meget tidskrævende fordi det er så tungt et emne som det var svært at finde folk der ville fortælle om. Hjemmevideo laget fungerer virkelig godt. Til trods for at alle endte med at nedprioritere at skaffe hjemmevideo gav den smule vi havde enormt meget til programmerne. Det er noget jeg personligt har lyst til at arbejde videre med en anden gang. Med hensyn til distributionen af programmerne har den her i DK været en katastrofe. Programmerne er blevet sendt og genudsendt på tidspunkter hvor absolut ingen fra målgruppen ser fjernsyn. Dertil kommer at de ikke er blevet lagt på nettet. Sent i processen blev det besluttet at lave en bog sammen med programmerne. Det kunne være planlagt meget bedre og kombineret med en hjemmeside der kunne have givet mange seere. Den samlede konklusion må være at projektet var en succes. Det var en god måde at lave nordisk samproduktion på. De problemer der har været kan betegnes som børnesygdomme der, hvis man bruger erfaringerne, nemt kan rettes op. Frank Piasecki Poulsen, september 2007.
Bilag 1: Børn og skilsmisser redaktionelt opstartsmøde 09.10.06 En NV samproduktion mellem FST, UR og DR - 4 x 30 min. Hookline Vi giver forældre en håndbog til den perfekte skilsmisse! Behov Norden ligger meget højt på verdensranglisten når det gælder det, at blive skilt! Generelt set ender 40-50 % af alle ægteskaber i skilsmisse og i mange af tilfældene er der børn involveret, ligesom der også er en hel del ugifte forældre der flytter fra hinanden. Det kan være svært at overskue situationen når man som forældre står midt i en ægteskabelig parkrise fordi der er så mange følelser involveret. Og det kan være svært, at agere hensigtsmæssigt - både i forhold til hinanden, men også i forhold til børnene. Mange børn kommer i klemme fordi de voksne ikke kan finde ud af det sammen. Der er derfor et behov for løsningsorienterede programmer der kan hjælpe forældre der er skilsmissetruede, som allerede står midt i en skilsmisse, eller som har været igennem en skilsmisse - til at håndtere situationen på bedst mulig måde. Programmer som giver disse forældre konkrete redskaber og råd - og som tør at sætte tingene på spidsen og komme med bud på mulige løsninger. Programmer som kan inspirerer seerne til selv at tænke: Hvordan kan jeg gøre dette på en bedre måde? Målgruppe Målgruppen til programmerne er forældre i norden der overvejer skilsmisse, står midt i det, eller som er blevet skilt, dvs. en målgruppe som er interesserede i emnet på forhånd. At vi henvender os til en målgruppe som allerede har en given interesse for de problemstillinger programmerne tager op må nødvendigvis have indflydelse på den måde hvorpå vi vælger at gå til emnet. Som udgangspunkt ser vi ingen grund til at lave sensationsprægede programmer der svælge i andres lidelser. Vi forestiller os at programmerne skal fungere som en art håndbog og at formålet er at vejlede mere end det er at underholde. De medvirkende skal således ikke nødvendigvis stå midt i en traumatisk situation men være i stand til at reflektere over egen (eller andres) situation. Tilgang I forlængelse heraf foreslår vi at grundelementet i alle udsendelser er dybdegående interviews (og ikke vi er med når det sker reportage). Vi foreslår endvidere at vi gør en dyd ud af at der er tale om interviewbaserede udsendelser med talking heads, f.eks. ved at arbejde på en
tydelig og genkendelig visualitet i de forskellige interviews/ arbejde med på forhånd formulerede spørgeguides, og ved at inkorporere en rig supplerende billedside. Vi forestiller os ligeledes at programmerne skal være uden vært da programmerne skal sendes i forskellige lande og en dansk vært ville gøre programmerne mindre interessante for de andre deltagende lande. Vigtige elementer i programmerne Alle programmer bør indeholde Cases: som kan fortælle om egne erfaringer - det være både voksne mænd og kvinder samt børn der har gennemlevet et skilsmisseforløb. Case personerne behøver ikke nødvendigvis at have en relation til hinanden men deres historier og erfaringer skal supplere hinanden og klippes op mod hinanden i hvert program. Vi foreslår dette fordi det kan være svært at finde opløste par som begge gerne vil være med i programserien, men også fordi man på den måde kan løsrive problematikkerne fra det specifikke og hive dem op på et mere alment menneskelig og generelt niveau. Vi foreslår endvidere at case personerne (i hvert tilfælde en kærnegruppe) går igen fra program til program. På den måde kan vi komme i dybden med de udvalgte i stedet for at finde nye medvirkende til hver udsendelse. Case personerne bør repræsentere tendenser i de enkelte lande. Eksperter: o Parterapeuter/ børnepsykologer m.fl.. Kan opstille simple regler for hvad der i en given situation er ok, og hvad der ikke er det, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt, hvordan man bedre kan kommunikere med hinanden m.v. Helt ned til konkrete ting som madkasser og tøj, anklagende sprog som du gør altid.. osv. o Implicerede : børnehavepædagoger, chefer på arbejdspladsen, bedsteforældre/ venner, professionelle sagsbehandlere m.v.. Kan kommentere på forløbet/reflektere over konsekvenser m.v.. Supplerende billedside: o Familiefotografier/hjemmevideo: identitetsskabende faktor som også er med til at give (historisk) dybde til case personerne og som giver programmerne affektionsværdi uden at udstille de medvirkende. Materialet knytter interviewpersonerne til en tid der har været, giver genkendelighed hos tilskueren (vi kender alle familiefotografier), og vil fungere som en vigtig stemnings skabende faktor i programmerne. Hvis nødvendigt kan vi også finde supplerende familiefotografier og hjemmevideooptagelser som ikke nødvendigvis er knyttet til de medvirkende personer, men det er et krav at de medvirkende skal ville dele deres private fotografier og hjemmevideooptagelser med os, og at de kan bruges i programmerne.