Unge talenter Dirigent / Santtu-Matias Rouvali Solist / Toke Møldrup, cello Dvorák ˇ / Cellokoncert Sibelius / Symfoni nr. 2 Torsdag 24. november 2011 kl. 19:30 VU-Hallen, Vordingborg Fredag 25. november 2011 kl. 19:30
Aftenens dirigent / Santtu-Matias Rouvali PROGRAM Dirigent / Santtu-Matias Rouvali Solist / Toke Møldrup, cello Santtu-Matias Rouvali Aftenens kun 26-årige dirigent, Santtu-Matias Rouvali, er et nyt og spændende skud på den finske dirigentstamme. Han har fået stor opmærksomhed i hjemlandet, men hans ry som fremragende dirigent når allerede langt ud over landets grænser. Ved denne koncert får han sin debut i Danmark. Antonín DvoRák ˇ (1841-1904) Jean sibelius (1865-1957) Cellokoncert, h-mol, op. 104 (1895) Allegro Adagio ma non troppo Finale. Allegro moderato Symfoni nr. 2, D-dur, op. 43 (1902) Allegretto Tempo andante, ma rubato Vivacicssimo Finale. Allegro moderato 40 45 Santtu-Matias Rouvali gjorde første gang opmærksom på sig selv i september 2009, da han trådte til ved en koncert med Finnish Radio Symphony Orchestra, hvilket straks ledte til nye invitationer, bl.a. en koncert på Helsinki Festival med Julian Rachlin. Rouvali blev i juli 2011 udnævnt af Los Angeles Philharmonic til en Dudamel Fellow, hvor han skal samarbejde med den sydamerikanske stjernedirigent Gustavo Dudamel. I Finland har han spillet koncerter med Lahti Symphony Orchestra, Tampere Philharmonic Orchestra samt Ostro-bothnian Chamber Orchestra. I de kommende sæsoner fortsætter han engagementer med Finnish Radio Symphony Orchestra, ligesom han også vender tilbage til Haags Residentie Orkest til en række koncerter inklusiv en Tysklandsturne. Udover Danmarks debuten med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil debuterer han i 2011 også med Grand Rapids Symphony Orchestra (Michigan) samt med City of Birmingham Symphony Orchestra og i 2012 med Tokyo Symphony Orchestra. I september 2011 blev Rouvali kunstnerisk partner i Tapiola Sinfonietta. Han har været Sakari Oramos assistent ved Kokkola Opera Festival siden 2009, hvor han dirigerede Sebastian Fagerlunds Döbeln til anmeldernes store begejstring. På samme festival dirigerede han i 2010 Bizets Carmen og i 2011 Mozarts Tryllefløjten. Santtu-Matias Rouvali har en fortid som virtuos slagtøjsspiller med studier på Sibelius Akademiet i Finland, men i 2007 valgte han at skifte til direktion hos Leif Segerstam, Jorma Panula og Hannu Lintu. Til koncerten fredag vil der efter en kort pause være Natkoncert med et ensemble fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Se program i foyeren. 4 5
Programnoter / Eva Maria Jensen ANTONÍN DVOrÁK ˇ CELLOKONCERT Den tjekkiske komponist Antonín Dvořák stammede fra ringe kår, men takket være velstående folk fik han mulighed for at studere musik. Han uddannede sig til organist og orkestermusiker. Dvořáks kompositioner fik mange gode ord med på vejen bl.a. fra Brahms, men det var særligt koncertrejser til England, der grundlagde hans internationale ry. Snart blev han berømt overalt, også som dirigent. I 1891 tildeltes han ærestitlen Doctor Honoris Causa ved universiteterne i Cambridge og i Prag, og i 1892 blev han inviteret til New York, hvor han i tre år var leder af Jeanette Thurbers National Conservatory. Det var i New York, han komponerede sit måske mest kendte værk: 9. symfoni, Fra den nye verden. På samme tid skrev han også sin cellokoncert. Forud for Dvořáks rejse til New York var han i Tjekkiet med vennen, cellisten Hanus Wihan. Efterfølgende bad Wihan Dvořák om at skrive ham en cellokoncert. Det var Dvořák ikke meget for han var ikke glad for instrumentet (kun mellemregistret tiltalte ham). Men i New York overværede han en uropførelse af solocellist ved New York Philharmonic, Victor Herberts, cellokoncert. Dvořák blev så begejstret, at han kort efter begyndte at skitsere sit nye værk. Der knytter sig også en romantisk historie til Dvořáks cellokoncert, for mens han komponerede den, blev hans svigerinde, Josefina Kaunitzova, alvorligt syg. Josefina var hans ungdomskærlighed, som han friede til i 1865, men hans følelser var ikke gengældt. Dvořák giftede sig med hendes yngre søster og forblev på den måde i hendes nærhed. Da Josefina døde i april 1895, ærede Dvořák hendes minde ved at citere melodien til sin egen sang, Lad mig gå alene i mine drømme Josefinas yndlingssang i koncertens langsomme anden sats samt ved at indflette den i solistens parti lige før slutningen af sidste sats. Når koncertens første sats begynder, ligner musikken en symfoni. Det første, dystre tema begynder i klarinetterne, før resten af orkestret overtager. Det vemodige sidetema præsenteres af horn. Snart føjes andre blæserinstrumenter til, indtil hele orkestret tager over igen og forbereder solistens indtræden. Celloen overtager både hovedtema og sidetema, og satsen fortsætter med en fin balance med de andre instrumenter. Dvořáks koncert hører til den symfoniske type, og det betyder, at orkestret ikke bare er akkompagnerende, men leverer vigtige elementer først og fremmest de store kulminationer, som kun kan opnås i en tutti. Anden satsen har en kort introduktion i træblæserne, før celloen begynder på sin inderlige bøn. Der hersker en ophøjet, nærmest religiøs ro over satsen. Uforvarende træder hele orkestret frem og bryder stemningen efter kun tre minutters forløb. Men man skal ikke fortvivle. Celloen kommer tilbage med en lidenskabelig, smuk sang. Og sådan fortsætter de: Det ildevarslende orkester og den mere optimistiske solist. Så vender den religiøse stemning tilbage, og det hele slutter i højere regioner. Jeg hører en stor lighed mellem denne sats afslutning og Richard Strauss Vier letzte Gesänge skrevet et halvt hundrede år senere. I tredje sats præsenteres vi for livets mere udadvendte sider, hovedmelodien har umiskendelige folkemusikalske træk, måske er det en soldatersang fra den tjekkiske region. Det kontrasterende tema har træk af en lille kærlighedssang. Da satsen er en rondo, møder vi også andre episoder formet som nye sange. Cirka to tredjedele inde i satsen skifter vi til H-dur, og lige før man tror, at nu slutter det hele med en triumf, indtræder et længere afsnit, som griber tilbage til stemningen fra anden sats. Celloen lyder af og til overraskende høj som var den en violin. Det er et usædvanlig højt register, solisten skal håndtere (i partituret står da også nedskrevet et alternativt, lavere parti). Hanus Wihan foreslog Dvořák en del rettelser i solopartiet, så det blev nemmere at spille. Dvořák lyttede pænt til ham, men udgav sin egen version. Måske var dette årsagen til, at det var Leo Stern, ikke Wihan, der uropførte værket i Londons Queen s Hall i marts 1896. JEAN SIBELIUS. symfoni nr. 2 Da den finske komponist Jean Sibelius var 35 år gammel, fik han en mæcen, der opsøgte ham for at yde økonomisk støtte. Manden var baron Axel Carpelan. I sit første brev kaldte han sig Hr. X og skrev: Hr. Sibelius, De har nu siddet hjemme længe nok, det er på tide, at De tager ud at rejse. Jeg vil gøre det muligt for Dem at tilbringe efteråret og vinteren i Italien, et land, hvor man lærer alt om de sangbare melodier, om symmetrien og musiklinjernes plastiske bevægelser. Et land, hvor alt er smukt selv det, der er grimmt. Året forinden havde den unge komponist fuldført sin første symfoni. Rejselegatet gjorde det nu muligt for Sibelius at tilbringe tid i Rapallo, og det var her, han skrev størstedelen af 2. symfoni. Musikken tager dog ikke lytteren med på en rejse af italiensk stemning men til Norden: Den nordiske natur med lave skyer, blege farver og store vidder. Sibelius 2. symfoni gjorde i teenageårene et stort indtryk på den danske komponist Per Nørgård (f. 1932). Særligt overgangen mellem 3. og 4. sats rystede ham: Jeg havde lige oplevet den storslåede nordiske natur. Jeg var på kanotur på Gudenåen og oplevede, hvordan verden med et slag ændrer sig, når åen ender, og man kommer ud på en stor sø og det var præcis det, Sibelius beskrev musikalsk i overgangen til den 4. sats, hvor det hele åbner sig og verden bliver til noget ubeskriveligt stort. Og helligt har man lyst at tilføje, ihukommende det træk ved senromantisk musik, der gør det muligt auditivt at opleve det uendelige, uudslukkelige, metafysiske og guddommelige. Sibelius 2. symfoni består af 4 satser, hvoraf den sidste er den længste. Første sats præsenterer os for et lyst hovedtema i træblæsere (oboer og klarinetter) oven over et pulserende strygerakkompagnement, der minder om et roligt, men dybt hav. Hvad der følger efter, er et organisk forløb, hvor man forgæves søger efter et klart defineret sidetema, skønt der er mange motiver, der ville kunne udvikle sig til temaer. Motiverne afløser og væver sig ind i hinanden, og man oplever, at noget, der lå i baggrunden, pludselig træder i forgrunden, hvad der synes at være typisk for Sibelius kompositoriske teknik. Skulle man lede efter det sydlandske i symfonien, må første sats være det bedste bud. Anden sats begynder i det dybe mørke: Tremolo i paukerne efterfulgt af 40 takters pizzicatospil i kontrabasser, hvorefter det første tema præsenteres i fagotter, rytmisk på tværs af akkompagnementet og ledsaget af paukernes tremolo. Her er vi definitivt i Norden, i de uendelige finske skove. Det er vinter, og hjertet er tungt, men underneden gemmer sig en smerte. Satsen rummer også mere blide afsnit, Andante sostenuto, stærkt domineret af træblæserne (i de for Sibelius karakteristiske parallelle løb i tertser), alternerende med lidenskabelige strygere. Indimellem dukker hovedtemaet spøgelsesagtigt op. Satsen kan opfattes som en stor dramatisk scene, der udspiller sig for øjnene af os. Beethovens ånd svæver over symfoniens tredje sats med dens hurtige løb i trioler og små, kække temaer i træblæsere. Trioens udtryk er vemodigt med en smuk melodi i oboen. Da trioen spilles for anden gang, bliver den ført direkte over i finalen ved hjælp af en fantastisk opstigning. Fjerde satsen er organisk knyttet til den foregående. Det strømmer ud af den med det mest storslåede tema, man som tilhører kan ønske sig. Kredsede anden satsen om døden, så var man måske i Skærsilden i den 3. sats for at få del i en opstandelse i 4. sats. Det er en triumf uden lige med vemodige tilbageblik på alt det, man har gået igennem. Sibelius 2. symfoni blev uropført i marts 1902 og blev gentaget to gange inden for samme uge. Den hører den dag i dag til blandt Sibelius mest kendte værker. 6 7
Aftenens solist / Toke Møldrup TOKE MØLDRUP Toke Møldrup debuterede i 2005 fra professor Morten Zeuthens celloklasse ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med en særdeles velanmeldt debut. Under overskriften Toke Møldrup er morgendagens mand fik han seks af seks mulige anmelderhjerter i Politiken. I 2006 vandt han Den Danske Strygerkonkurrence, og i 2007 overhørt af 2 millioner europæiske radiolyttere vandt han EBU-konkurrencen New Talent International Music Competition. I dag er Toke Møldrup en af Danmarks mest efterspurgte cellister. Som kammermusiker og solist har han optrådt i sale som Wigmore Hall, Musikverein Wien, Konzerthaus Berlin, Carnegie Hall samt på større festivaler i Europa. Og han har været solist med danske og udenlandske orkestre under ledelse af dirigenter som Aldo Ceccato, Mika Eischenholz, Morten Ryelund Sørensen og Joshua Weilerstein. Toke Møldrup har studeret hos Harro Ruijsenaars på Det jyske Musikkonservatorium, Hans Jensen ved Northwestern University i Chicago og Martin Ostertag ved Staatliche Hochschule für Musik, Karlsruhe. Han har deltaget i masterclasses hos blandt andre Valter Despalj, David Geringas, Ralph Kirschbaum, Yo-Yo Ma, György Kurtag, Alban Berg Kvartetten og Amadeus Kvartetten. I 2003 vandt han sammen med Paizo Kvartetten 4th Melbourne International Chamber Music Competition, en af verdens største kammermusikkonkurrencer. Dette blev kvartettens gennembrud og starten på en lang række koncerter i betydningsfulde koncertsale og på festivaler i Europa. Sammen med pianisterne Tanja Zapolski og Yaron Kohlberg optræder Toke Møldrup desuden ofte i de danske kammermusikforeninger. Hans repertoire omfatter alle stilarter, herunder også ny dansk musik, hvor komponisterne Simon Steen-Andersen og Per Nørgård har tilegnet ham værker. Desuden er han fast medlem af Athelas Sinfonietta, der betegnes som Danmarks førende ensemble for ny musik. Toke Møldrup har modtaget bl.a. Jacob Gades Legat og Musikanmelderringens Kunstnerpris, og han er i 2009-2011 optaget i Kunstrådets program for særligt udvalgte musikere, Den Unge Elite, som støtter udviklingen af kunstnernes internationale netværk. Toke Møldrup er solocellist i Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil. 6 9
Kommende koncerter Lørdag 10. december 2011 kl. 16:00 Torsdag 1. december 2011 fra kl. 19:30 Kulturværftet, Helsingør Fredag 2. december 2011 fra kl. 19:30 Dirigent / André de Ridder Solist / Henrik Marstal & Hannah Schneider VJ / Dark Matters Mahler / Uddrag fra 1., 3., 4., 6. og 7. symfoni v. orkestret Mahler / Samples fra 1., 2. og 4. symfoni samt Lieder eines fahrenden Gesellen v. Marstal & Schneider Musikalsk Markedsplads / MixToVerdener og Hannah Schneider Support / Erlend Tyrmi (baryton), Lieder eines fahrenden Gesellen Lounge / DJ Stephan Bomberg Dirigent / Lan Shui Solister / Den Danske Strygekvartet Beethoven / Strygekvartet nr. 15 i a-mol Beethoven / Symfoni nr. 1 Beethoven fejrer jul Slut juleindkøbene af med Beethoven. Som noget nyt åbnes dørene til Konservatoriets Koncertsal denne eftermiddag i december med et stærkt program: Beethovens 1. symfoni og hans Strygekvartet nr. 15 i a-mol. De fire anmelderroste og prisvindende musikere i Den Danske Strygekvartet er solister, og efter pausen står chefdirigent Lan Shui på dirigentpodiet. 60 minutes of connections Henrik Marstal og Hannah Schneider forbinder udvalgte satser fra Mahlers symfonier, der er loopet, krydsklippet og indsat i en elektronisk lydverden sat over for orkestrets rene Mahlerfortolkninger. Dirigent er André de Ridder, der er kendt som en innovativ og fascinerende dirigent, der præsenterer utraditionelle programsammensætninger. Den Danske Strygekvartet 10