Prædiken til 5. søndag efter påske 2014

Prædiken til 5. søndag efter påske 2014 Stine Munch Da jeg fik mit første barn, tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde ville lukke hende ud i verden. Jeg ville beholde hende i lejligheden indtil hun blev voksen. For verden er alt for farlig, der kan jo ske alt muligt! Så blev hun stor, og alt muligt var sket, også farlige ting, men en dag skete der noget rigtig farligt. Hun kom ikke hjem om natten, sådan som vi havde aftalt og jeg kunne ikke ringe hende op. Selvfølgelig var der ikke sket noget og hun var bare faldet i søvn hos en veninde på den anden side af gaden, men jeg var ved at dø af skræk. Og jeg bad og bad til Gud: Åh, lad der ikke være sket hende noget. Den slags bønner er desperate bønner formuleret ud af angst for det værste. Og så er der jo også taknemmelighedsbønnerne.. når man f.eks løfter et lille barn op fra en tremmeseng..sådan et lille varmt menneske..der bare lægger sine runde arme om ens hals.. Tak Gud, for dette lille menneske. Man bliver jo så glad for dem, børnene.. Og man bliver så glad for sin kæreste og sin ægtefælle og sine venner. Og man kan få en fornemmelse af 1

rædselsslagen angst, som at få et ordentligt slag i maven, når man tænker på alt det, der kan ske.. Åh Gud, lad der aldrig ske dem noget ondt, lad nu bare alt være godt. Lad os aldrig skilles ad. I dag beder Jesus det man i traditionen har kaldt Jesu ypperstepræstelige bøn. Han beder for os, sine kære, sådan som vi beder for dem vi elsker. Evangeliet i dag er en bøn fra Jesus til Gud; en bøn til Gud om, at give os evigt liv og tro på, at vi tilhører ham, og altid kan søge til ham for trøst og hjælp. Jesus gik utraditionelle veje for at hjælpe os. Han gjorde og sagde mange ting, der rystede folk i deres grundvold, men alligevel på en måde så de pludselig kom til at forstå, kom til at se på verden på en helt ny måde. Vendte blikket indad og så egne fejl i stedet for naboens, eller bare pludselig forstod, at her var der tro og håb og plads. Ordene han bruger i den bøn, der er evangeliet i dag, er ikke 2

nemme at forstå. Man kan sidde og læse dem igen og igen, prøve at følge kæden i det han siger. Jamen, jeg indrømmer at jeg denne gang ikke har haft spor nemt ved det. Jeg har rejst mig i raseri og er gået i seng. Jeg har truet mine børn med, at hvis de ikke snart lavede en kop kaffe til mig, så fik jeg nok aldrig skrevet den prædiken. Hvad de også er ret ligeglade med. Og uanset hvordan og hvorledes man arbejder med denne tekst, så bliver det ikke til en fast forståelse, bare en fornemmelse: Han beder for os, at vi må finde ro og kærlighed og omsorg hos Gud, at han vil tage sig af os og være hos os. Og han har en særlig grund til at bede så inderligt og med så mange ord, endda endnu flere end det lille stykke, der er dagens evangelium, for det er den sidste aften, skærtorsdag aften- snart bliver han taget til fange - og han er så urolig for alle dem, han holder af, og beder og beder om, at det må gå dem på bedste vis. Snart kommer Judas og de romerske soldater for at sætte ham på plads, fordi det menneskesyn - den verden han skaber, ved 3

at gå rundt og være den, han er, tørner så voldsomt sammen med den tro, som den tids magthavere havde sat sig fast i. Jesus bruger ordet herlig mange gange i dagens tekst. Fader, timen er kommet, herliggør din søn, for at sønnen kan herliggøre dig. Der står der en masse om herlighed. Herlig.. Et herligt vejr. Sådan har mange af os sikkert sagt om vejret her i den sidste tid.. Og det har da også været herligt. Næsten alt for godt i betragtning af, at det kun er maj måned. Vi bruger ordet herligt om mennesker. Han er en herlig mand, siger vi om det menneske der er nærværende og kærligt tilstede og som sjældent holder fast i dårligt humør. Et herligt vejr. Et herligt menneske. En herlig tilværelse. Men hvad mener Jesus når han taler om denne herlighed..? Måske ligger nøglen i den detalje, vi som regel slet ikke lægger mærke til. For inden Jesus siger et ord, så hører vi: Og han så op mod himlen og sagde. 4

For er det ikke det, hele Jesu umulige mission går ud på, at han vil have os til at løfte blikket og se væk fra os selv og alt det vi selv vil og kan og mener og tænker. Jesus vil åbne vore øjne, så vi ser mere end det, der ligger lige foran vores egen næse eller drejer sig om vores egen lille navle. Det kan vel også være på den måde at Guds navn herliggøres? Jeg har åbenbaret dit navn, for de mennesker du gav mig, siger Jesus. Men åbenbaringer kræver at man åbner øjnene, åbenbaringer kræver at man åbner sig for, at livet er større og højere og dybere end det vi kan sige os selv i det vi bilder os ind er vores uendelige visdom. Jesus vil herliggøre alt det som han selv har set fra før verden var til. Han taler ud fra en forståelse af, at alt skylder vi Gud, selve livet, fuglenes sang, duft efter sommerregn, stjernernes glimten, selv over den oplyste indre by, spædbørnenes bittesmå hænder der griber om vores nakke. Han vil åbne vore øjne for, at alt liv kommer fra Gud og alt liv vender tilbage til Gud. Dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud gennem alt det som jeg, Jesus Kristus har vist og fortalt alt det jeg har givet kød og blod i mit liv. 5

Men hvad er det da for en herlighed, der er så vigtig, at Guds egen søn selv er villig til at sætte livet på spil for at åbne vore øjne for det? På Store Bededag blev rigtig mange unge mennesker i Danmark konfirmeret. Også her i kirken havde vi store konfirmationer. Én af mine kolleger har delt med os andre, hvad én af hans konfirmander havde gjort sig nogle tanker om. Nemlig om hvad det er, der er så vigtigt, at vi mennesker får øjnene op for og tror på. Hør engang: Hvad er livet uden troen og håbet, spørger hun. Og svarer: Jeg tror på, at Gud giver håbet, Gud ER håb. Et håb om, at den dag det hele er forbi, vil det ikke være slut. For til den tid vil Gud tage imod dig, med håbet om himlen eller paradiset. Når du har håbet, har du sikret dig en plads i Guds hjerte, og det er det, jeg vil hjælpe folk til at huske. Huske, at der er en deroppe, som vil dig alt det bedste, og en skønne dag tage imod dig med åbne arme og tilgive dig for alt det du har gjort. 6

For hvis man ikke tror på Gud, så er der jo intet håb over hovedet. Hvad vil man så med livet? Hvad er livet uden troen og håbet? Sikke en prædiken fra en 13-årig konfirmand. Og så rammer hun præcis, hvad det er, Jesus vil have os til at få åbnet øjnene for. Livet er, som det er. Menneskene er, som vi er. Problemer findes. Ondskab findes. Sommerfugle findes. Kirsebærtræer findes. Men før alt og efter alt, forbliver verden og du og jeg i Guds hænder. Det ender godt. Det er sandt. Det tror jeg på. Men jeg ved også, at det indimellem er svært. Sådan som konfirmanden beskriver det, kan livet opleves af den, som føler sig set og velsignet af Gud. Velsignelsen er en del af menneskelivet. Ja, vi er vel, når alt kommer til alt, mest velsignet. Men der findes også en anden side; forbandelsen.. 7

Der er ingen herlighed over at føle sig forbandet. At stå i den del af livets timer hvor end ikke vejret kan opleves som herligt. Hvor majsolens stråler brænder og skærer i stedet for at varme, hvor regnen slider dagen grå i stedet for at give væde og kraft til at vokse. Ingen herlighed, ingen fylde, intet nærvær, ingen tro på at Gud er der, intet håb. Sådanne timer og dage kan ord om skaberværkets og livets herlighed skurre i ørerne. Skurre mod følelsen af at livet i stedet er forbandet, ensomt og tomt. Og når vejret er godt, solen og varmen kommer og alle hænger ud på gader og stræder med de bedste venner og de lækreste kærester, så er netop det en forbandelse for den, der er blevet forladt af den elskede. Og hvis man endda ikke rigtigt ved hvorfor det skete? Hvad man gjorde forkert? Ja, så er det også temmelig svært at komme sig og se fremad.. 8

Og man råber det store rungende: hvorfor? Og hvordan kunne du lade det ske, Gud? Netop dette talte jeg med et menneske om i denne uge. Forladthedsfølelsen. Den fysiske smerte i hjertet. At føle, på trods af at der er venner og familie omkring én, at man er helt alene i verden. At Gud også har forladt én. Så grib dog ind for pokker, Gud! Og man håner og skriger og hyler som det barn man er overfor Gud: Du der har lovet at være med mig alle dage og alle slags dage, hvor i himlens navn er du når man har allermest brug for dig!?? Og der er vel ikke andet at sige, end at dette er langfredag. Langfredag og dens mørke. Også det fandtes for Kristus. Også han råbte på Gud. Hvorfor har du forladt mig. Hvor er han så den store Almægtige Gud? Ham som vi hellere end gerne vil vende os til, for hvor skulle vi ellers gå hen? Men hvor er han? Hvor er han den store almægtige Gud, spurgte et andet menneske omkring 2000 år tidligere end i dag. 9

Ikke fra København eller hvor det nu er fra. Men fra Getsemane have, langt, langt herfra. Det var Jesus der bad for sit liv skærtorsdag aften og sagde: Tag denne kalk fra mig. Hvor er han den store Almægtige Gud? Spørger vi i vores afmagt når vi rammes af sygdom, sorg og død. Når mørket holder os fast. Og tanker og sind kører i ring. Når der ikke synes at være nogen udvej. Hvor er Han? Han er midt i lidelsen. Det er evangeliet. Havde Gud grebet ind og ladet Jesus stige uskadt ned fra korset, hvordan skulle han så kunne trøste os når vi er afmægtige og bange? Hvordan skulle han kunne være Gud for alle de mennesker, der ikke bliver befriet. Men dør i og af deres lidelser. 10

Hvordan skulle man kunne sætte sin lid til en Gud der blev et menneske, men i sidste øjeblik slipper for det mørke, enhver frygter at blive omsluttet af. Men han slap ikke. Jesus blev på korset. Og døde i dybeste forladthed for at forkynde for den, der nu sidder i dødens og mørkets skygge, at Gud er med os i lidelsen. Til alle de forbandede kom Jesus. Guds søn. Han kom til de forladte, de bortvendte, de indespærrede. Til de forgrædte og fortabte, til dem som, hvor de end så hen, aldrig fik øje på mening og sammenhæng i den verden der omgav dem. Dem kom Jesus til, ligesom han kom til de fattige, de syge, de udstødte, og han kom til dem der trods ydre rigdom og sikkerhed, i det indre plagedes af længsel efter mening. Dem som ikke uafbrudt kunne mærke velsignelsen strømme rigt gennem livet. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de at alt hvad du har givet mig er fra dig. 11

Han har opsøgt de fortabte, helbredt de syge, besøgt de ensomme, givet de sultne mad og sat de fangne fri. Han har talt om sin far, Gud, fortalt alle der gad høre på det at Gud ikke er en Gud, kun for de stærke og sikre. Derfor beder Jesus for sine disciple og for os, for de havde store opgaver foran sig og vi ikke mindre. Han beder således : Jeg beder for dem, ikke for verden beder jeg, men for dem du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit og alt dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Han beder for os, alle os der må leve i verden, både på de herlige dage, med dejlige lune forårsvinde, og i den kolde blæsts dage. Han beder til den evige Gud. Gud som vi håber og tror hører mennesket til alle tider... Man kan sige, at Gud er håbets kilde.. Og man kan sige, at det vi forkynder her i kirken, det er håbet om at Gud hører os når vi beder. At Gud er med os alle dage og alle slags dage. Det er så desværre ikke på den måde, at vi bliver skånet for noget som helst. Det ved vi hver især.. 12

Gud ændrer heller ikke på det, at vi skal dø. Men han fortæller os, at det ikke skal ende med det. Der er også en tid til opstandelse fra de døde, for os alle, i glæde og lys og fred, sådan som Jesus selv opstod på påskedag. Opstandelsen vil lære os at holde fast i et levende håb. Opstandelse og påske er, at vi aldrig bliver færdig med det, som Jesus gjorde og sagde - vi bliver aldrig færdig med ham. Han er hos hele livet, og det er det, der gør at vi skal turde at tage fat på tilværelsen! På trods. Ja, faktisk fik jeg omtrent disse ord fra en kvinde jeg talte med fornylig. Hun havde i sit liv rejst meget alene, og jeg spurgte: Var du aldrig bange? Hun svarede mig: Det er sjovere at komme i knibe, end ikke at gøre det. Jeg er sådan set enig. Men på én betingelse: at Gud er med. Ellers tør jeg ikke. Og, alvorligere sagt, at han er med os også i døden, det er det der gør, at vi skal turde håbe på, at døden ikke er det sidste, men at der på en eller anden måde, som vi nok slet ikke kan forestille os, er et sted hos Gud, for os alle. Det er hvad vi kan høre i kirken hver gang vi er her. I evangeliet, i bønnerne, og også i salmerne. 13

I dag er det glædelige budskab til os at Guds søn beder for os. Han lægger kærlighedens og håbets bånd om os, binder os til sig og til hinanden. Det er ikke så underligt at han finder på det. Han gør det fordi han elsker de mennesker som kender ham og holder fast i ham. Sådan som vi elsker dem der kender os og holder fast ved os; børn, ægtefæller, familie, venner.. Og som vi kan have brug for at lægge vores tanker, glæde, bekymring og ønsker i Guds vor Fars hånd, sådan måtte også Jesus give sig i Gud vold og sige: din vilje ske. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Meddelelser: Kirkebøn Gud, vi beder dig: kom os i møde som den, der ingen grænser kender. 14

Fortæl os, at din himmel er kommet til os og møder os her på jorden - midt i vores liv. Giv os tro, når vi ikke kan se udveje - og kærlighed, når vi føler os fortabte. Lær os at bruge vor forstand til at hjælpe andre og os selv videre. Grib ind i vor verden, overalt hvor der er brug for det: Skab lys i mørket - liv i livet og i døden - håb i sorgen - tro i afmagten - kærlighed i ensomheden Vi beder for alle, der har magt til at regere - og for dronning Margrethe og hele hendes familie. Send os din Helligånd, så vi ikke savner ord eller mod til at gå dine veje, når vi rejser os og går herfra. Amen. Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab 15

være med os alle! 16