Kristi Himmelfarts-dag 2016 Ølgod kirke

Transkript

1 Når man siger farvel til nogen, man holder af, som man ikke skal se i lang tid, er det sjældent nok bare at sige farvel eller hej. Der må noget mere til. En eller anden form for berøring, et kys, et håndtryk, et kram eller bare et strøg over armen som for at understrege alvoren i afskeden. Tit må man også sige noget ekstra, og selv når dét kan være svært, fordi ord ikke er nok, må man sige: Ha det godt eller pas på dig selv, som en håbefuld bøn om, at det skal gå den godt, som vi tager afsked med. Måske må man også lave en gestus, inden man skilles; man må vinke, eller bare se efter den anden, til han eller hun er ude af syne. Det er ikke tilstrækkeligt at sige farvel, det ville virke for dagligdags. Hvis personen betyder noget og afskeden er smertelig, må man vise det, gøre noget, man åndeligt set kan leve af eller leve højt på i tiden efter, hvor man føler savnet. Vi, der har små børn, tager hver aften afsked med børnene på deres værelser. Selv om det sker hver aften, må der noget særligt til, for at kunne klare den lange nat. Der skal læses historier og måske synges og bedes aftenbøn. Når vi så går, skal vi tit kramme dem og kysse dem godnat, fortælle dem at vi elsker 1

2 dem og endelig er det for de fleste børn vigtigt, at døren fra børneværelset står åben ud til gangen, så en stribe af lys kan trænge ind til dem. Nu er de i rummet for sig selv, men døren står på klem, og hvis de får brug for en af os, kan de kalde på os, og vi vil komme ind med trøst eller formaninger; hvad der nu er brug for. I evangeliet til i dag handler det om, at Jesus skal tage afsked med sine venner på den dag, vi kalder Kristi Himmelfartsdag. Efter hans voldsomme død langfredag og den store sorg, der ramte disciplene derefter, blev han tre dage senere levende igen og viste sig for disciplene; han talte med dem og lod dem røre ved ham. Men 40 dage efter denne glædelige påskedag forlod han dem igen. Kristus forlod denne jord og overlod os til at være her selv. Men han smækkede ikke døren i, så at sige. En dør blev stående på klem, så en stribe af hans lys stadig kan falde ind over os. For da Jesus tog afsked med sine venner, var det ikke nok at sige farvel. Der måtte noget andet til. Vi hører, at han taler til dem, at han forsøger at indgyde dem 2

3 mod og håb. Ligesom vi, når vi tager afsked med dem, vi holder af, kan fremsige håbefulde ønsker om, at det må gå dem godt, så tager Jesus afsked med dem, han holder af, mens han fortæller, hvad hans håb for dem er. Men hans håbefulde ønsker er ikke bare håbefulde. De er noget mere, for hans ønsker er som en bøn, der er henvendt til Gud. Og fra Gud får hans ønsker kraft og magt til at skabe den velsignelse, de nævner. Velsignelsen bliver til, når ordene bliver udtalt. Vi bliver velsignet. Som vi hører om det i evangeliet bliver velsignelsen selvfølgelig lyst over disciplene, men lyset rammer samtidig os, der sidder her og hører om det. Jesus lod en stribe af lys falde ind over os i velsignelsen. Han lyste velsignelsen over disciplene som det sidste han gjorde her på jorden, inden han for til himmels. Han løftede sine hænder og velsignede dem, og i samme øjeblik blev han båret op til himlen. Det betød, at de kunne vende tilbage til Jerusalem, ikke nedstemte og sorgfulde, men fyldt med glæde, håb, mod og trøst, og det betød også, at de efter pinsen kunne drage ud i verden med evangeliet. 3

4 Velsignelsen bliver også lyst over os. Ikke kun om søndagen og til de øvrige gudstjenester, hvor velsignelsen lyder over os som noget af det sidste, inden vi går hjem. Men også hver morgen, når vi vågner op til en ny, lys dag. Og hver gang, vi mærker livet fylde os med glæde og håb. Vi har alle oplevet at sige farvel og at blive forladt, og kan derfor genkende den følelse, disciplene har siddet med, da Jesus tager afsked med dem. Men selv om vi ligesom disciplene er blevet forladt, er vi aldrig alene. Velsignelsen fra Gud rammer os gang på gang, for at give os kraft, styrke og trøst i troen på, at nok er Kristus i himlen, men himlen er lige så tæt på os, som den luft vi indånder hvert øjeblik, og er samtidig lige så stor og uendelig som det store himmelrum. Man kan prøve at forestille sig, at man fra et sted i universet kiggede ned på jordens blå kugle og så, at den er omfavnet af himmel. Det syn vil fortælle os, at Kristus ikke kun er over os, men også under os, ved siden af os, omkring os. 4

5 Dér er Kristus. I himlen omkring os. Han måtte væk fra jorden og indtage himlen, hvor han sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd. Og her fra kan han i pinsen sende kraft fra det høje ; sin Helligånd. Den ånd er hans egne tanker, kærlighed og nærvær, og den ånd kan være os ganske nær. Men Helligånden er aldrig en del af os selv. Gud er aldrig en del af os selv. Vi skal ikke søge Gud i os selv, og vi skal ikke tro, at vi besidder guddommelige evner eller kræfter. Vores opgave er at være mennesker. At leve i tillid til, at Gud velsigner vore ret almindelige menneskelige liv, og at vi derfor kan overlade de store bekymringer og sorger til Gud, der er et sted i himlen. Den Helligånd, som i pinsen for mange år siden kom til menneskene, hjalp mennesker til at give det videre, de selv havde fået. Den har siden da virket i mennesker, så de fik tro, og så de kunne gøre det, de var bestemt til. Det er ikke os selv og vores mavefornemmelse, der får os til at gøre det rigtige. Det er noget, der kommer til os ude fra. Det er kraft fra det høje, som er blevet skænket os af vores far i himlen. 5

6 Derfor skal vi ikke stå og stirre op mod himlen, som vi fra alteret hørte, at disciplene gjorde. Vi skal heller ikke stirre på vores egen navle i forsøget på at finde svaret. Vi skal se ud på de mennesker, vi er sat iblandt, for vi har en opgave her på jorden, i vores liv. Vi er sat på jorden for at forvalte vores liv på bedste måde. Vi har fået nogle retningslinjer, som er, at vi skal elske vores Gud og vi skal elske vores næste som os selv. Og vi har fået at vide, at vi ikke må holde det, vi tror på, for os selv, men vi skal gå ud og give det videre. Om de mennesker, vi møder, kommer til tro, er ikke op til os. Det er noget Helligånden kan sørge for. Jesus velsignede disciplene, inden han blev båret op til himlen, og derfor kunne de gå hjem fyldt med glæde. Vi kan også gå herfra, velsignede og fyldt med glæde. Vi er aldrig helt skilt fra Gud. Derfor kan vi, som børnene, der ligger alene på deres værelser, være trygge og rolige. Kalder vi på vores far i himlen, hører han os. Vi er aldrig alene i mørket. Han har ladet en stribe af lys falde ind over os i velsignelsen. Den kan vi leve af og leve højt på. 6

7 Med velsignelsen kan vi gå herfra med løftet pande. For vi kan stole på, at Kristus er med enhver af os og vil hjælpe og styrke og trøste os i alt, hvad vi beder ham om. Nok er han nu i himlen, men han lod døren til himlen stå åben, så en stribe af hans lys kan falde over os. Som lyset rører ved vores hud, rører Guds velsignelse ved os. Jesus er nu i himlen, men han er samtidig nær ved os alle, i hver en stund, som en lysstribe, der varmer vores hud. Amen. 7