Almadraba-fiskeriet har 3000 års historie, men fremtiden tegner dyster for en af verdens ældste traditioner Middel
havets sidste fønikere Iapril starter tunfiskeriet i Cådizprovinsen. Måske er det sidste eller næstsidste chance for at opleve en tradition med 3000 års historie, så du skal ikke vente for længe med denne udflugt. Da fønikerne kom til Andalusien, introducerede de blandt andet en fiskemetode kendt som almadraba'en. Den er stadig vigtig for økonomien i fire små kystbyer, men i dag udgør EU's fangstkvoter en alvorlig trussel mod fremtiden. Fønikerne kendte også saltets konserverende egenskaber, og på denne kyst er marsklandskabets laguner som skabt til saltindvinding. Kombinationen af de to prone kalder den atun rojo - rød tun - efter kødets farve, mens japanerne siger kuromaguro. Den japanske betegnelse bør med, for i dag er almadraba'ens håb om overlevelse knyttet til det japanske marked, hvor det røde tunkød opnår tårnhøje priser som lækker sushi. På denne årstid flokkes de japanske opkøbere i Barbates havn for at byde på de bedste bidder, eller det burde de gøre, men i år er Japans jordskælvskatastrofe er en ny usikkerhedsfaktor, som bekymrer branchen. Den blåfinnede tun er en stor torpedoformet rovfisk, der skyder 20 knob eller 36 km/t under jagring ned til 60 grader under frysepunktet for at bevare hele den vilde tuns smag og ernæringsmæssige kvaliteter. Almadraba-fiskeriet er dyrere end det havbaserede fiskeri, og man må retfærdiggøre merprisen med nogle muligheder, som konkurrenterne på åbent hav ikke har. Bagefter kan Cådiz' almadraba-tun sælges med sit eget kvalitetsmærke ASASE (Atun Salvaje de Almadraba del Sur de Espana). Der er en fascinerende kontrast mellem Frialbas topmoderne teknologi og den ældgamle fiskemetode ude på havet. overfladen med korkflåd. Således skabes et indviklet bygningsværk, en undersøisk labyrint med kilometerlange korridorer, der leder tunen længere og længere ind mod fælden i midten, og fortabelsen. Den faste almadraba var dog også en relativ nyhed, fordi den i hvert fald var i brug på romernes tid. Fiskerne bruger to måneder til at bygge labyrinten op. Denne fase af årets kampagne kaldes el calamento. Nettet skal være færdigt i aprils anden halvdel, hvor tunen dukker op, og la pesca (fiskeriet) starter. Kampagnens tredje og sidste fase er laleva, hvorunder net- Der er ikke så stor forskel på, hvordan det foregår i dag og for 50 år siden. Eller for 3000... Fotos: Consejeria de Agricultura y Pesca, Sevilla dukter, tunen og saltet, skabte grundlaget for et eksporteventyr, som har varet indtil vore dage. Allerede i oldtiden nåede egnens forarbejdede produkter ud i alle hjørner af Middelhavet, og nogle af de moderne fabrikkers opskrifter siges at stamme fra denne tid. Almadraba'ens økonomiske betydning fremgår af en fønikisk mønt på museet i Cådiz. På forsiden ses to strømlinede tunfisk, der skyder gennem vandet, og på bagsiden portrættet af Melkart alias Herkules, hvis tempel lå i nærheden af Cådiz. Den blåfinnede tun Der er mange slags tunfisk, men det var den blåfinnede tun som skabte velstanden i Cådiz. Spanierten på sardiner og makrel, blæksprutter og krebsdyr. En udvoksen tun sluger mere end et halvt hundrede kilo føde om dagen for at kompensere al denne energiudfoldelse. Om foråret sætter Atlanterhavets store stimer kurs mod Middelhavet for at gyde rognen, og her går de lige i fælden som venter på dem i Gibraltarstrædets snævre tragt. Andalusiens fire overlevende almadraba'er ligger fra vest i Conil de la Frontera, Barbate, Zahara de los Atunes og Tarifa. Tunen fanges få km fra kysten og går direkte i et lastrum med isvand. En halvtime senere er den fremme ved Europas mest avancerede nedfrysningsanlæg Frialba, der ligger i Barbate. Her fryses fisken efter parte- En labyrint under havet I løbet af tre årtusinder sker der en udvikling. Årer og sejl afløses af motorer, men der er kun én vigtig forandring som vedrører selve fiskemetoden. Når en af de store tunstimer nærmede sig kysten, fangede fønikerne den i store net, der blev spændt ud mellem flere både. De første både holdt stor afstand meli lem hinanden og trak et let net, hvis formål var at lede tunen ind mod centrum. Her blev den fanget i et svært net mellem nye både, der lukkede sig om fangsten og trak den ind på lavt vand. I 1800-tallet blev det bevægelige net afløst af et fast net, der er gjort fast med tunge ankre på havbunden, mens det holdes oppe på tene atter bjærges og repareres inden starten på den næste kampagne. Fiskeriets koreografi Fiskeriet er et fascinerende skuespil, en indviklet og risikabel koreografi for alle de medvirkende. Den blåfinnede tun kan blive mere end to meter lang og veje 200 kilo, eller endnu mere, og fiskerne skal ned i heksegryden til de sprællende dyr. Almadraba'en er et job for specialister. En dykker giver besked, når der er så mange tun i labyrinten, at fiskeriet kan starte. Derefter begiver fartøjerne sig ud på havet. Alle har en særlig opgave i den forestående dødsballet. Tunen øjner de truende skygger af "spæk- 21 sol
Ankomst Fra Malaga kører du mod Cådiz. Efter Algeciras møder du på kystvejen N-340 almadraba-byerne Tarifa, Zahara de los Atunes, Barbate og Conil de la Frontera. Afstanden til Barbate (udgangspunktet for denne udflugt) er 207 km fra Malaga. Turistkontorer Barbate (inklusive Zahara de los Atunes): Avenida Bio Barbate, 23 956063613 turismo@barbate.es www. turismobarbate. es (spansk og engelsk) Conil de la Frontera: C/Carretera, 1 95644 0501 turismo@conil.org www. turismo. conil. org (spansk, engelsk, svensk) Centro de Interpretacién del Atun Museet om almadraba-tunen ligger i Puerto Deportivo (lystbådehavnen) i Barbate. Det er her, man melder sig til udflugterne med skibet Francisco Varo. Husk forudbestilling - og kikkert! 956459804 info@atunalmadraba. com www.atunalmadraba.com (spansk og engelsk) Fiskermiljøet er intakt i Barbates havn. Foto: Turismo de Barbate, Nestor. Middelalderens opblussen Almadraba'en gik aldrig af brug. Efter fønikerne tog romerne, vestgoterne og araberne over. I middelalderen førte den kristne generobring til en vigtig genopblussen. Den professionelle soldat Guzmån el Bueno's heltemodige forsvar af Tarifa var i 1294 afgørende for, at generobringen slog rod i denne del af Andalusien. Han blev rundhåndet belønnet af kongen, og hovedpræmien var monopolet på kystens almadraba'er. Det rakte til at grundlægge en af Spaniens rigeste og mægtigste adelsslægter, hvis zenit indtraf nogle århundreder senere, da Guzmåns efterkommere modtog titlen som hertuger af Medina Sidonia. I middelalderens feudalsamfund var hertugdømmet en af de små stater i staten, som kongerne var tvunget til at tage meget i betragtning, og det hed i folkemunde, at en tredjedel af husets indtægter stammede fra tunen. Dengang var der ingen problemer med overfiskning, og under kampagnen hvervede hertugerne en regulær hær af fremmede sæsonarbejdere. Mange af dem var urolige elementer, og nogle sprogforskere har set oprindelsen til ordet tunante - "skarnsknægt" eller "gavtyv" - i disse tunfiskere. (Den mest udbredte teori er dog, at oprindelsen er det franske udtryk roi de thunes, "tiggerkonge".) Herpac Fiskeindustrien Herpac i Barbate arrangerer guidede udflugter for grupper i virksomheden og byen. www.herpac.com (spansk og engelsk) Baelo Claudia Afkørslen til den romerske ruinby på Bolonia-stranden ligger mellem Tarifa og Zahara de los Atunes. www.juntadeandalucia. es/cultura/museos/cabc (Spansk og engelsk) huggerne", der nærmer sig bagfra, og flygter længere ind i labyrinten, indtil den ender i det inderste rum ved navn el copo. En fatal fejltagelse. Her lurer den virkelige fare, efter at andre fartøjer har spærret den eneste åbning med et nyt net. El copo har et bundgarn, og nu nærmer fartøjerne sig fra alle sider for at starte la levantå. Langsomt hejses det tunge net med fangsten op, mens bådene nærmer sig hinanden, indtil de former et flydende rektangel uden om et lille stykke kogende hav. Nu er det, nogle af fiskerne er nødt til at kravle ned i nettet for at hjælpe med at sætte badshagerne i fangsten, så den kan hales ombord. Øresundsild og Cådiz-tun Der tjentes styrtende med penge. For danskere ligger det lige for at sammenligne den hektiske industrielle og kommercielle aktivitet med øresundsildens betydning for middelalderens København, men på Cådizkysten er historien stadig Udflugten fra Barbate foregår med det gamle almadraba-fartøj Francisco Varo. Foto: Turismo de Barbate. levende. Den kan aflæses i fiskernes garvede ansigter, og den er synlig i byer og landskab. Hertugerne byggede boliger og kirker, fabrikker og fæstninger. På kystens høje punkter står udkigstårnene, de såkaldte atalaya'er, som er almindelige på hele den sydspanske kyst. Herfra slog man alarm, når piraternes sejl dukkede op i horisonten, men på denne egn havde tårnene desuden til formål sol 22
Fra toppen af Torre de Guzmån har du god udsigt til det velholdte historiske centrum i Conil de la Frontera. at varsko om tunen og dirigere bådene ude på havet det rigtige sted hen. Efter at faren for pirater var drevet over, blev man ved med at bygge tårne for at holde udkig efter de endeløse fiskestimer. Der tjentes styrtende med penge, men de fleste endte i hertugernes lommer, og efterhånden syntes mange, at de havde taget sig rigelig betalt for deres fjerne forfaders tjenester. Jævne folk så med voksende utilfredshed, hvordan de havde forbud mod selv at udnytte havets naturlige rigdom. Kronen og konkurrerende adelsslægter havde også kig på de indbringende almadraba'er, som endda udløste nogle lokale småkrige, når en eller anden gjorde forsøg på at bryde monopolet. Hertugerne gik sejrrige ud af alle stridigheder, juridiske som militære, indtil feudaltidens orden omsider løb ud i 1800-tallet. Almadraba'erne er et godt eksempel på et generelt problem ved den kristne generobring af Andalusien. Kongerne havde ingen stående hær. Ridderne som ydede militær bistand blev betalt med den erobrede jord og økonomiske privilegier, som med tiden skulle blive en alvorlig bremse på regionens udvikling. En økologisk fiskemetode Andalusiens fire overlevende almadraba'er er private aktieselskaber, der har slået sig sammen i organisationen OPP51. Herfra advares om de mørke fremtidsudsigter for 500 familier, der afhænger af selve fiskeriet og den tilknyttede industri. I år er selskabernes samlede fangstkvote 639 tons. I fjor var den 667 tons. Faldet lyder beskedent, men i årevis har man forud for hver kampagne knebet en'smule af kvoterne, og almadraba'en er en kostbar form for fiskeri. Ifølge OPP51 er forretningen rentabel fra 900-1000 tons, og regeringen har hjulpet, dels ved at købe kvoter i andre lande som Frankrig og Portugal, dels ved at støtte fiskeriet som et havbiologisk forskningsprojekt. Støtten er blevet forlænget for en toårig periode, men forud for starten på dette års kampagne havde forhandlingerne om køb af ekstra kvoter stadig ikke givet resultat. Fangstkvoter er altid upopulære hos fiskere, men OPP51 mener, der er saglige argumenter for at øge almadraba'ernes ubetydelige andel af EU's s samlede kvote på 12.900 tons af den blåfinnede tun. Det er ikke almadraba'ens stormaskede net, som er skyld i bestandens nedgang, for ingen eksemplarer på under 70 kilo bliver hængende i det, forsikrer organisationen. ter i Barbate, hvor "Centro de Interpretacion del Atun de Almadraba" ligger i lystbådehavnen ved siden af fiskerihavnen. Dette informationscenter giver god besked om tunfiskeriets historie, og her melder du dig til den obligatoriske udflugt til Barbates og Zahara de los Atunes' almadraba'er ombord på det 50-årige almadraba-fartøj Francisco Varo. Det skal straks siges, at der er brug for held for at dukke op på den rigtige dag, når almadraba'ens kaptajn beslutter at bjærge fangsten. Men turen langs med kysten er i sig selv en oplevelse. Specielt kan ruten ud til Trafalgars fyrtårn anbefales. Den foregår under den seks km lange og hundrede meter høje klint, der foroven rummer naturparken "La Breha y Marismas de Barbate". Denne egn har andet at vise frem end tunen. Det mest spændende ved selve Barbate er fiskerihavnen, hvor du blandt andet kan overvære auktionen over dagens fangst. Men et er de økologiske hensyn, noget andet de kommercielle interesser, som i Spanien og udlandet har favoriseret det havbaserede fiskeri af tunen. Uden for Andalusien er der også nogle almadraba'er i Østspanien, Italien og Marokko, men alle kæmper mod udviklingen. Barbates fiskerihavn Månedens tematiske udflugt star "Kun" en lille tredjedel af havnens omsætning afhænger af almadraba'en, men de sidste 70 pet. var heller ikke sikre før den 25. februar i år, hvor EU's fiskeriaftale med Marokko blev forlænget i halvandet år til. På disse kanter er fiskeri en endnu mere usikker levevej end normalt, fordi de bedste fiskebanker ligger på Marokkos lave vand. sol 24
Baelo Claudias ruiner på Bolonia-stranden er en oplevelse i sig selv. Turistmindet Zahara Zahara de los Atunes (som også hører til Barbate kommune) er mere turistmindet. Den ældste bydel har bevaret fiskerlejets charme, og den fusioneres uden overgang med en hvid atlanterhavsstrand, der længere fremme på året tiltrækker sig badegæsternes interesse. Byens udmærkede hoteller er et godt valg til overnatning. Fiskerlejet domineres af "Castillo de Zahara", hvis høje mure omkranser 15.000 kvm. ned til stranden. Slottet blev bygget af Medina Sidonias hertuger i slutningen af 1400-tallet, og trods betegnelsen er det først og fremmest en chanca, dvs. fabrikken hvor den industrielle forarbejdning af tunen foregik. Desuden var det i nødsfald en fæstning, hvor beboerne søgte tilflugt under piraternes overfald. Det gamle slot er nationalmonument, men de triste rester venter på at en eller anden tager sig sammen til at gøre noget ved dem. Den lille kirke indviet til Virgen del Carmen (obligatorisk i alle fiskerlejer) er slottets eneste velbevarede del. Fiskerne skænker altid almadraba'ens første tun til deres skytshelgeninde, som giver den videre til velgørende formål. Naturligvis er Zahara de los Atunes fyldt med fiskerestauranter, og hvis du kommer i Barbates gastronomiske uge i dagene 26.-29. maj, konkurrerer køkkencheferne om nye opskrifter med årets tun. Smukt og velholdt Conil På den anden side af Barbate ligger Conil de la Frontera omkring "Torre de Guzmån" - det firkantede tårn med takket murkant og nedadrettede skydeskår i hjørnernes udhæng, som blev opført omkring år 1300 af dynastiets stifter Guzmån el Bueno. Han løb heller ingen risiko med pirater, og i modsætning til slottet i Zahara de los Atunes er Guzmån's tårn særdeles velbevaret. I dag rummer det bymuseet. I det hele taget er den historiske bydel inden for bymuren overraskende velholdt og stemningsfuld. Chanca'ens 7500 kvm. fra 1500-tallets midte venter ganske vist også på bedre tider i Conil, men de små kirker og huse fra samme periode bærer deres alder med værdighed. Romernes Baelo Claudia På hjemturen bør du lægge vejen forbi den velholdte romerske ruinby Baelo Claudia, der ligger smukt og forblæst på Bolonia-stranden. Over jordhøjde er der ikke meget tilbage, men et fint øre kan stadig opfange genlyden af skrumlende kærrer på hovedgadens intakte brolægning mellem fundamenter til boliger og butikker, og med støtte i de sidste oprejste søjler kan øjet bygge videre i højden. Baelo Claudia var aldrig stor og vigtig, men den er et typisk eksempel på de velordnede byer med snorlige gader, som romerne anlagde overalt med det store forbillede Rom for øje. Alle romerbyens uundværlige institutioner er til stede omkring hovedtorvet forum, hvor indbyggerne mødtes for at drøfte det vigtige i tilværelsen: politik, retspleje, aftenens forestilling i teatret. Uden tvivl også tunfiskeriet, som blev ved med at være egnens økonomiske grundlag, efter at fønikerne var borte. Ned til havet ligger industrikvarteret, hvor saltkarrene i de store fabrikker stadig er synlige. Tunen var hovedforretningen, men indbyggerne producerede desuden en art HP-sauce kaldet garum efter original fønikisk opskrift. Hvis nogen har lyst til at forsøge derhjemme, lyder den sådan: Man tager indvolde og blod af fisk som tun, muræne, makrel og stør. Mindre hele fisk kan tilsættes. Råvarerne lægges til udblødning i brugt saltlage og gærer i solen i to, tre måneder. Til slut smages til med vin, eddike, olie og honning. Duften kunne være vel stærk. "Mærker du et pust af pesten - ecce, garum est," skrev poeten Martialis. Ikke desto mindre solgtes den bedste kvalitet for 180 sølvmønter literen, og blandt oldtidens gastronomer nød den samme berømmelse som nutidens kaviar. pod. SOl 26