Kendelse af 14. december 1993. 93-47.563. Tiltrådt, at Finanstilsynet havde betinget en tilladelse - til at en investeringsforening kunne foretage indskud i en anden investeringsforening - af, at investeringen ikke oversteg 10% af den anden forenings andele. Ej lovhjemmel til at meddele dispensation. Lov om investeringsforeninger 22, stk. 2, og 23, stk. 3, jf. EØF-direktiv 85/611 af 20. december 1985 (investeringsdirektivet). (Merete Cordes, Connie Leth og Niels Larsen) I skrivelse af 15. juli 1993 har A A/S på vegne Investeringsforeningen K klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 28. juni 1993 (j.nr. 6471-0019) har betinget en tilladelse - til at foreningens afdelinger I og VI kunne foretage indskud i Investeringsforeningen B's afdeling for tyske obligationer af, at investeringerne ikke overstiger 10% af B's andele. A A/S er administrationsselskab for både klageren Investeringsforeningen K og Investeringsforeningen B. Sagens omstændigheder: Den 22. februar 1993 godkendte Finanstilsynet en vedtægtsbestemmelse i Investeringsforeningen K, hvorefter foreningen med Finanstilsynets tilladelse kan investere indtil 5% af visse af foreningens afdelingers formue i andre investeringsforeningsafdelinger, der har samme ledelse eller administrationsselskab. Den godkendte vedtægtsbestemmelse, 4, stk. 2, er sålydende: "I afdelingerne I, II, III, IV, V, VI og VII kan, med Finanstilsynets tilladelse, indtil 5 procent af afdelingens formue investeres i andre investeringsforeningsafdelinger, der har samme ledelse eller administrationsselskab." Udover at godkende den citerede vedtægtsbestemmelse skrev tilsynet bl.a.: " Tilsynet henleder opmærksomheden på, at afdelingernes investeringer ifølge vedtægternes 4, stk. 2, jf. 22, stk. 2 i lov om investeringsforeninger, omfattes af placeringsbegrænsningerne ifølge samme lovs 22, stk. 1. Endvidere bemærkes, at investeringer ifølge 22, stk. 2, jf. tillige vedtægterne, kræver tilsynets tilladelse. Meddelelse af tilladelse er bl.a. betinget af, at forudsætningerne ifølge art. 24 i direktiv 85/611/EØF er opfyldt." I skrivelse af 30. april 1993 ansøgte Investeringsforeningen K om tilsynets tilladelse til, at foreningens afdelinger I og VI kan foretage indskud i Investeringsforeningen B's afdeling for tyske
obligationer. Investeringsforeningen anførte, at forudsætningen for at opnå en sådan tilladelse efter foreningens opfattelse var opfyldt, idet investeringsstrategien for afdelingen for tyske obligationer var i overensstemmelse med art. 24, pkt. 3, i direktiv 85/611/EØF. Endvidere meddelte foreningen i skrivelse af 5. maj 1993, at også placeringsbegrænsningerne i 22, stk. 1, i lov om investeringsforeninger ville blive overholdt. I skrivelse af 28. juni 1993 gav Finanstilsynet tilladelse til det ansøgte. I tilladelsen skrev Finanstilsynet bl.a.: " Ligeledes bemærkedes [i Finanstilsynets godkendelse af 22. februar 1993], at investeringerne ifølge 22, stk. 2, jf. tillige vedtægterne, krævede tilsynets tilladelse, og at denne tilladelse bl.a. ville være betinget af, at forudsætningerne ifølge artikel 24 i direktiv 85/611/EØF opfyldes. Derudover fremgår det af lov om investeringsforeninger 23, stk. 3, at en investeringsforening må eje indtil 10% af andre kategorier af værdipapirer end aktier udstedt af en enkelt emittent." På baggrund heraf og på det foreliggende grundlag gives i medfør af lov om investeringsforeninger 22, stk. 2 tilladelse til ovennævnte investeringer under forudsætning af, at disse investeringer for den enkelte afdeling ikke overstiger 10% af B's andele, jf. lovens 23, stk. 3. Nærværende afgørelse kan inden 4 uger indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn" Da betingelsen om 23, stk. 3, efter foreningens opfattelse ikke bør stilles, har foreningen indbragt sagen for ankenævnet med henblik på at få ankenævnet til at ophæve betingelsen. Til støtte herfor har klageren i klageskrivelsen anført, at det af forarbejderne til 23 i lov nr. 229 af 26. maj 1992 om investeringsforeninger fremgår, at formålet med 23 var at forhindre, at en investeringsforening ved erhvervelse af værdipapirer opnår en dominerende indflydelse på de selskaber, hvori foreningens midler anbringes. Da vedtægterne i Investeringsforeningen B begrænser stemmeretten for ejere af andele til 1 pct., vil K's afdelinger I og VI aldrig kunne opnå en dominerende indflydelse på Investeringsforeningen B. Da Investeringsforeningen B's investeringer vil være omfattet af lovens 23, vil Investeringsforeningen K heller ikke - via Investeringsforeningen B - kunne opnå dominerende indflydelse på de selskaber, hvori Investeringsforeningen B's midler anbringes. Når Investeringsforeningen K således ikke kan opnå en sådan dominerende indflydelse, som 23 søger at imødegå, bør kravet i 23, stk. 3, ikke stilles i tilladelsen. Endvidere har klageren anført, at andele i Investeringsforeningen B ikke er omfattet af "andre kategorier af værdipapirer" i 23, stk. 3, i lov om investeringsforeninger, idet andele i denne investeringsforening ikke er omsættelige i henhold til vedtægternes 9, andelene kan ikke
børsnoteres, andelene kan ikke registreres i VP-centralen, og der kan ikke udstedes fysiske "værdipapirer". Andele registreres alene elektronisk på en konto og andelene repræsenterer alene ejerandele i den bagvedliggende værdipapirportefølje og har som sådan ingen egenskaber som "værdipapirer". Også derfor bør kravet i 23, stk. 3, ikke stilles. I den af Erhvervsankenævnet indhentede redegørelse for sagen af 20. august 1993 fra Finanstilsynet har Finanstilsynet som begrundelse for at have stillet kravet i 23, stk. 3, i tilladelsen af 28. juni 1993 bl.a anført: " Tilsynet skal hertil udtale, at det er tilsynets opfattelse, at lov om investeringsforeninger, 23, stk. 3, finder anvendelse over for de af Investeringsforeningen K ønskede investeringer i Investeringsforeningen B. Dette gælder uanset vedtægternes 15, stk. 6, for Investeringsforeningen B. Vedtægtsbestemmelsen forfølger samme formål, som er baggrunden for 23, stk. 3, med hensyn til sikring af, at enkeltinvestorer ikke kan få dominerende indflydelse i foreningen, men loven åbner ikke adgang for tilsynet til dispensation fra 23, stk. 3. Det skal bemærkes, at investeringsforeningsandele er udtrykkeligt nævnt i artikel 25, 2. pkt., i direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), hvilken bestemmelse er implementeret i lovens 23, stk. 3 [ved lov nr. 157 af 15. marts 1989 om ændring af lov om investeringsforeninger, som indfører den nuværende formulering af 23] Af lov om investeringsforeninger 22, stk. 2, fremgår, at en investeringsforening ikke må investere i andre investeringsinstitutter, der har samme ledelse eller administrationsselskab eller på anden måde er nærstående med investeringsforeningen, medmindre Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Finanstilsynet kan selv fastsætte nærmere regler for tilladelse til at foretage sådanne investeringer. Tilsynet har ikke benyttet sig af adgangen til at fastsætte nærmere regler. Bestemmelsen bygger på artikel 24 i direktiv 85/611/EØF. Af artikel 24, pkt. 3, fremgår at erhvervelse af andele i en investeringsfond, der administreres af samme administrationsselskab, eller af ethvert andet selskab, som er knyttet til administrationsselskabet inden for et administration- eller tilsynsfællesskab eller ved væsentlig direkte eller indirekte deltagelse, kun er tilladt, når det drejer sig om en investeringsfond,
- som i overensstemmelse med sine bestemmelser har specialiseret sig i at investere sin formue i værdier, der hidrører fra en særlig geografisk eller økonomisk sektor, og - såfremt de kompetente myndigheder har givet tilladelse til erhvervelsen. Denne tilladelse gives kun, hvis investeringsfonden har givet meddelelse om, at den har til hensigt, at gøre brug af nævnte mulighed, og såfremt denne mulighed udtrykkeligt er nævnt i dens bestemmelser. Af artikel 24, pkt. 4, fremgår at stk. 3 tillige finder anvendelse, såfremt et investeringsselskab erhverver andele i et andet investeringsselskab, hvortil det er knyttet, jf. stk. 3. Lov om investeringsforeninger 23, stk. 3, siger, at en investeringsforening må eje indtil 10% af andre kategorier af værdipapirer udstedt af en enkelt emittent. Af forarbejderne hertil, jf. lovforslag nr. L 143, hvilket lovforslag blev vedtaget ved lov nr. L 157 af 15. marts 1989, fremgår, at ændringerne i 23 havde til hensigt at bringe bestemmelserne i overensstemmelse med direktivets artikel 25. Vedrørende stk. 3 er anført, at der ved denne bestemmelse gives adgang for en investeringsforening til derudover at eje op til 10% af andre kategorier af værdipapirer end stemmeberettigede aktier udstedt af en enkelt emittent, jf. direktivets 25, stk. 2. Af direktiv 85/611/EØF, artikel 25, stk. 2, fremgår, at et investeringsselskab eller en investeringsforening ikke kan erhverve mere end - 10 % af aktierne uden stemmeret fra en og samme emittent, - 10 % af obligationer, fra en og samme emittent, - 10 % af andelene fra et eller samme institut for kollektiv investering, som er omhandlet i artikel 1, stk. 2, første og andet led." Klageren har den 8. september 1993 meddelt ikke at have yderligere bemærkninger eller oplysninger til sagen. Ankenævnet anså herefter den skriftlige forberedelse af sagen for afsluttet og tog sagen op til afgørelse. Ankenævnet skal udtale:
Det fremgår af bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om investeringsforeninger (L 143/88), at hovedformålet med forslaget er at tilpasse lov om investeringsforeninger til bl.a. EØFdirektiv 85/611 af 20. december 1985 (investeringsdirektivet). Af de særlige bemærkninger til lovens 23, stk. 3, ses endvidere, at der efter stk. 3 gives adgang for en investeringsforening til at " eje op til 10 % af andre kategorier af værdipapirer end stemmeberettigede aktier udstedt af en enkelt emittent, jf. direktivets art. 25, stk. 2." Af investeringsdirektivets art. 25, stk. 2 fremgår, at et investeringsselskab eller en investeringsfond ikke kan erhverve mere end - bl.a. - "10 % af andele fra et og samme institut for kollektiv investering ". Det følger heraf, at andre kategorier af værdipapirer, som nævnt i 23, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 85 af 12. februar 1990 om investeringsforeninger, tillige omfatter ejerskab af andele i en investeringsforening og at foreningen (klager) således er forpligtet til at overholde det af Finanstilsynet i tilladelsen af 28. juni 1993 påpegede vilkår direkte efter den nævnte lovbestemmelse. Det tilføjes, at der ikke er lovhjemmel til at dispensere fra kravet.