Den tragiske Schuberts 4. symfoni
Koncert med DR SymfoniOrkestret s. 2 Komponisten Franz Schubert Du skal snart ind i Koncerthuset og opleve DR SymfoniOrkestret spille. Du skal høre orkestret spille en symfoni. Ved du hvad en symfoni er? En symfoni er et musikværk, der er skrevet til et symfoniorkester. En symfoni består som regel af flere forskellige musikstykker. Man kalder dem for satser, og de forskellige satser lyder tit forskelligt f.eks. med forskelligt tempo eller stemning. Tit er de også i forskellige tonearter. Symfonien, som I skal lytte til, er skrevet af komponisten Franz Schubert (1797-1828). Symfonien kaldes for Schuberts 4. symfoni. Schubert kaldte også selv symfonien for Den tragiske. Historien om Franz Schubert ligner meget den gamle, romantiske historie om den fattige komponist. For Schubert levede og døde fattig som en kirkerotte. Det var svært at leve som komponist dengang. Schubert var fattig og tjente næsten ingen penge på sin musik. Derfor arbejdede han også i flere år som skolelærer på sin fars skole. Schubert hadede sit arbejde som lærer, for han ville meget hellere komponere.
Koncert med DR SymfoniOrkestret s. 3 Selv om Schubert måtte arbejde som lærer, havde han tid til at komponere en masse musik. Schubert komponerede meget forskellig musik. Han skrev blandt andet symfonier, klavermusik, sange, operaer og musik for små orkestre (kammermusik). I dag regner mange Schubert for at være en af de største komponister, der har levet. Det er især Schuberts sange, lieder, som han er berømt for i dag. Desværre døde Schubert allerede, da han var 31 år. Schubert nåede heller aldrig selv at opleve, at hans musik blev berømt. Mens Schubert levede, blev meget af hans musik aldrig spillet. Mange af Schuberts værker var heller aldrig blevet skrevet rent. Da Schubert døde, var de stadig kun kladder. Schubert havde slet ikke brugt tid på at skrive dem rent. Han regnede nemlig ikke med, at der var nogen, som gad at spille hans musik. Alligevel blev han ved med at komponere musik. Det var først efter Schuberts død, at man opdagede, hvor fantastisk hans musik var. Derfor er mange af hans værker også først blevet skrevet rent og spillet ved koncerter efter hans død.
Koncert med DR SymfoniOrkestret s. 4 Den tragiske den 4. symfoni Franz Schubert var kun 19 år, da han skrev sin 4. symfoni. Alligevel nåede han aldrig selv at høre værket blive spillet ved en koncert, for musikken blev gemt væk og glemt i mange år. Først hele 33 år efter at Schubert skrev sin 4. symfoni, blev den for første gang spillet ved en koncert. Da havde Schubert været død i 19 år. Schuberts 4. symfoni begynder i mol. Ved du hvad mol er? Ved du også, hvad det modsatte af mol er? I kan evt. prøve at spille forskellige mol- og dur-akkorder på klaveret i klassen og snakke om, hvordan de lyder forskelligt. Schubert kaldte selv sin 4. symfoni for Den tragiske. Man mener, at han gav den dette navn på grund af den stemning, som er i symfoniens start. Lyt til musikken (1. sats) Det første stykke musik fra Schuberts 4. symfoni, som I skal lytte til, er 1. sats. Musikken i 1. sats er fyldt med følelser. Prøv at sætte nogle ord på den stemning eller de følelser, som du hører i musikken. Hvordan er stemningen i begyndelsen? Måske forandrer følelserne sig også i løbet af musikstykket? Skriv de stemninger eller følelser, som du oplever igennem musikstykket, på linjen nedenfor. Du kan bruge nogle af de ord, som står nedenunder, men du må også meget gerne finde på nogle selv. sur vred nervøs sorgfuld glad ked af det hidsig spændt dyster håbefuld trist munter
Koncert med DR SymfoniOrkestret s. 5 Lyt til musikken (3. sats) Selv om Schuberts 4. symfoni begynder i mol, er der også meget musik i symfonien, som er skrevet i dur. Det kan næsten lyde som om, at Schubert først og fremmest havde lyst til at lege med mol og dur, da han skrev denne symfoni. Det havde han ikke mindst i symfoniens 3. sats, som I nu skal lytte til. Mens I lytter til musikken, skal I forestille jer, at musikken er nogle personer, der taler sammen at instrumenternes melodier er en samtale. Hvad er det for en slags samtale? Er det et skænderi eller måske en kærlighedserklæring? Er der nogen, der får skældud? Er der nogen, der trøster nogen eller driller nogen? Eller måske noget helt femte? Hvor mange forestiller du dig, der er med i samtalen? Er der bare to personer eller flere? Måske er det ligefrem to store grupper i skolegården, der skændes? Find i fællesskab i klassen eksempler på steder i musikken, hvor melodien er vred, og hvor melodien er glad. Hvilke melodier tror I er skrevet i mol, og hvilke er skrevet i dur? Bevæger melodierne sig opad eller nedad?
Koncert med DR SymfoniOrkestret s. 6 DR Koncerthuset DR SymfoniOrkestret har fået et helt nyt koncerthus. Koncerthuset, som orkestret nu skal spille i, bliver et af de fineste og bedste koncerthuse i hele verden. Alt i Koncerthuset er indrettet, for at musikken skal lyde så godt som overhovedet muligt. Det nye Koncerthus er tegnet af en verdensberømt arkitekt, der hedder Jean Nouvel. Nouvel har arbejdet sammen med en mand, der hedder Yasuhisa Toyota, for at sørge for, at lyden bliver så god som overhovedet muligt. Toyota er akustiker. En akustiker ved en masse om, hvad man skal gøre, for at lyden (akustikken) i et rum eller en koncertsal bliver så god som muligt. Hvilke materialer skal man bruge? Hvilken form skal rummet have? Og meget meget mere. Koncerthuset indeholder i alt fire nye koncertsale, som alle er meget forskellige. DR SymfoniOrkestret skal spille i den største af koncertsalene. Når du skal ind og opleve symfoniorkestret, bliver det i denne nye, store koncertsal. 2009 Skoletjenesten Foto forside: Jacob Boserup Tekst og redaktion: Ulla Hahn Ranmar/ Skoletjenesten