De Konservative på vej mod spærregrænsen

POLITIK De Konservative på vej mod spærregrænsen Dybt ildevarslende opinionstal falder sammen med en fortsat uløst ledelseskrise for partiet - I dag kan det næppe udelukkes, at partiet kan forsvinde fra Folketinget - De Konservatives bedste chance kan blive en ny euro- og EU-skepsis, der dog samtidig vil stå dårligt til de yngre politikeres egen identitet og til ønsket om at genvinde erhvervslivets tillid Det Konservative Folkeparti er nu så alvorligt truet af vælgerudviklingen, at det forekommer en reel risiko, at partiet ikke er repræsenteret i Folketinget efter næste valg. I marts satte partiet ved valget bundrekord i nyere historie med kun seksten mandater, det ringeste resultat i 25 år. Men nu viser aktuelle målinger, at kun halvdelen af de godt 300.000 vælgere, der stemte konservativt i marts, holder ved i dag. Det viser en sammenregning af vælgermålinger, som ACNielsen AIM har udført for Ugebrevet Mandag Morgen fra juli til oktober. Det betyder, at partiets nuværende tilslutning, som i AIMs aktuelle måling er omkring 7,6 pct., i meget stor udstrækning består af flygtige vælgere. Kernevælgerne forlader partiet, og flugten fortsætter efter valget i voldsomt tempo. Blandt de selvstændigt erhvervsdrivende, som har stået centralt i de Konservatives bagland, vil mindre end 10 pct. i dag stemme konservativt, mens 60 pct. af denne gruppe stemmer Venstre. Den meget dystre prognose modsvarer en betydelig pessimisme og rådvildhed langt ind i kernen af den konservative folketingsgruppe. Valgkamp-erfaringen taget i betragtning står vi vel allerede i dag til at tabe yderligere 5-6 mandater, siger en fremtrædende konservativ folketingspolitiker. Jeg møder ingen ude i landet, der tror på projektet, og jeg vil ikke længere lægge alle mine æg i den kurv, der hedder en politisk karriere, tilføjer han. Jeg møder hver dag konservative tillidsfolk og kommunalpolitikere, der har opgivet ævred, siger en lige så fremtrædende repræsentant for den modsatte fløj i den konservative ledelse. De bitre personlige stridigheder præger stadig gruppens dagligdag og gør det svært at etablere en sammenhængende konstruktiv strategi. Alt tyder på, at de stridigheder, der har præget partiet siden Hans Engells fald sidste år, fortsætter, selvom Hans Engell personligt har trukket sig tilbage med meddelelsen om, at han ikke genopstiller. Det kan betyde, at de Konservative i de kommende måneder og år vil blive drevet ud i en politisk position, som ingen af de centrale aktører faktisk ønsker. EU-debatten byder således på en dynamik, der stærkt kan presse de Konservative ud i en stadigt mere skeptisk holdning over for den europæiske udvikling og euroen. I dag ligger sådanne holdninger ganske langt fra politikerne på begge fløje i partiet. En sådan placering af de Konservative vil også endegyldigt bryde forbindelsen til de erhvervskredse, der tidligere har udgjort partiets bagland og sponsorer. Når de Konservative endnu ikke har helt katastrofale tal i meningsmålingerne, kan det skyldes, at de er relativt begunstigede af, at ganske store grupper af tidligere socialdemokratiske vælgere efter valget er kommet i tvivl om, hvem de skal stemme på. En del af de frafaldne socialdemokrater flirter åbenbart med tanken om at stemme konservativt. Erfaringerne fra de tre sidste folketingsvalg tyder imidlertid meget på, at skuffede socialdemokrater, når valget så kommer, i betydeligt omfang finder tilbage til deres gamle parti. De borgerlige partier tenderer derfor mod at være markant overvurderede i meningsmålingerne mellem valgene. Erhvervslivet flytter mod Venstre Den nuværende leder, Pia Christmas-Møller, har ikke vundet nogen overbevisende autoritet og kritiseres både af sin egen og modstandernes fløj. Udnævnelsen af den erfarne erhvervsleder og tidligere ISS-direktør Poul Andreasen som landsformand anskues af de fleste som et rent defensivt træk. Det blev angiveligt taget, fordi der var åbenlys risiko for, at Pia Christmas-Møller ville få en modkandidat, hvis hun som først proklameret stillede op ved landsrådet i næste weekend. De Konservative er tilsyneladende for alvor havnet i en situation, der kan true partiets eksi- Nr.38 2. november 1998 1

stens. Partiet er historisk set blevet afgørende støttet og økonomisk opmuntret af stærke, nationale erhvervskredse, men intet tyder på, at det i dag er tilfældet. Det har partiets nuværende ledelse ellers bestræbt sig på at give indtryk af gennem opstillingen af Poul Andreasen til partiformandsposten og Ove Hansen, Dansk Handelskammer, til partiets liste til Europa-Parlaments valget. Men reelt har både toneangivende erhvervskredse og de store erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer flyttet deres politiske kontakter til det fremstormende Venstre, der med en ny pragmatisk linie er den naturlige alliancepartner for erhvervskredse, der ønsker indflydelse. Chancen: Borgerlig EU- og euro-skepsis De Konservatives bedste mulighed for at overleve kan vise sig at være Europa-politikken, der kan blive et helt dominerende tema i de kommende års politiske debat. Har kan de Konservative komme til at spille en stærk EU-skeptisk og klassisk konservativ rolle - uanset holdningerne i den decimerede og splittede konservative folketingsgruppe. Partiet står her med et helt selvstændigt dilemma: Den mest oplagte mulighed for at finde støtte i en ny vælgergruppe kan komme i direkte modstrid med partiets interesse i at fastholde kontakten til centrale aktører i det danske erhvervsliv - og til grundholdninger hos en række af også partiets yngre politiske talenter. Til foråret skal de Konservative tegne profilen i et Europa-Parlamentsvalg, hvor det ikke lykkedes at finde den markante afløser for Poul Schlüter. Midt i en situation, hvor EU-politikken kan blive omdrejningspunktet for debatten og for de Konservatives egen profilering, står partiet med en kandidatliste af hovedsagelig uprøvede og politisk usikre folk. Risikoen for, at de Konservative taber deres repræsentation i Europa-Parlamentet, er afgjort til stede. Venstres Anders Fogh Rasmussen har derimod valgt at spille ØMU-kortet i forventning om et holdningsskred i befolkningen, som kan skabe et regulært pres for en ny dansk folkeafstemning allerede om et par år. Samtidig synes Poul Nyrup Rasmussen at måtte overveje at bryde løfterne om at frede forbeholdene i hele valgperioden. I denne situation er centrale konservative strateger klar til at spille modsat Venstre og satse på en fortsat betydelig og stadigt mere borgerlig skepsis over for EU-samarbejdet, inklusive euroen. Mens den konservative ledelse på landsrådsmødet i næste uge vil gøre alt for at isolere partiets enlige EU-modstander, folketingsmedlem Frank Dahlgaard, vil partiet reelt være på vej til at placere sig som et borgerligt EU-skeptikerparti, som klart vil afvise en hurtig ny folkeafstemning. Paradokset er, at både den ene og den anden fløj i den reducerede konservative gruppe i udgangspunktet er forholdsvist klart EU- og euro-positive. Men jagten på et ledigt standpunkt og en et væsentligt vælgersegment kan i de kommende måneder og år føre de Konservative ud i en ganske markant EU-skepsis med mindelser om de britiske konservatives position. 2 Nr. 38 2. november 1998

Figur 1: Hver fjerde konservative vælger ville i dag stemme på Venstre. Kun godt halvdelen er sikre på igen at ville sætte deres kryds ved liste C. Nedturen begrænses af en markant tilgang af skuffede socialdemokrater. Vælgervandringer til og fra de Konservative siden valget 11. marts 1998, procent Venstrefløjen Soc. Rad. + CD + Kr.F. Venstre 9 pct. 1 pct. 4 pct. 1 pct. 3 pct. 24 pct. Det Konservative Folkeparti 3 pct. 2 pct. 4 pct. 19 pct. Fr.p. + D.Fp. Sofa + ved ikke Nye vælgere Kilde: ACNielsen AIM og Ugebrevet Mandag Morgen, oktober 1998 Tabel 1: De Konservative er meget langt fra fordums tilslutning blandt de selvstændige. Deres støtte til partiet svarer nu til gennemsnittet af den øvrige befolknings. To scenarier for partiets fremtid Centrale kilder i Det Konservative Folkeparti ser to scenarier for partiets fremtid. Et, der set fra den siddende partiledelses synspunkt er defensivt, og et offensivt. Den defensive strategi vil være en gentagelse af den strategi, som Per Stig Møller anlagde, da han overtog lederskabet i partiet efter Hans Engell. Per Stig Møller besluttede at sigte helt enkelt efter at blive udenrigsminister under Uffe Ellemann-Jensen. Holdningsmæssigt lagde han sig i aktuelle politiske spørgsmål tæt op ad Venstre, mens han satsede på - og opnåede - et godt, tillidsfuldt forhold til Venstres leder. Pointen ved denne strategi var, at den konservative leder effektivt ville kunne sætte sig ud over den fløjkamp, som rasede i partiet efter Engells fald, hvis hans tillidsfulde samarbejde med den stærke Venstre-leder kunne give 9-10 ministerposter. Det er, hvad Per Stig Møller mener, at han uanset valgresultatet var stillet i udsigt. Med en halv snes ministerposter ville Per Stig Møller have kunnet sætte sit eget hold. Som en meget afgørende pointe ville han have kunnet hente sin egen kronprinsesse, Connie Hedegaard, ind på en ministerpost og bringe hende i stilling som kommende konservativ leder. Connie Hedegaard fremstod som et usædvanligt politisk talent under Schlüter, og i brede kredse af partiet har man ikke opgivet drømmen om hende som karismatisk fornyer af partiets position. I årevis har hun haft tæt kontakt til den kreds af konservative politikere, der oprindelig grupperede sig omkring Palle Simonsen, og som blandt andre omfattede Per Stig Møller, Kent Kirk, Pernille Sams og den unge Brian Mikkelsen. I dag mener Per Stig Møller, at strategien var korrekt, og at ulykken var de ganske få stemmer, som skilte de borgerlige fra regeringsmagten efter valget i marts. Erhvervslivet på vej væk fra de Konservative Tilslutning til de Konservative fordelt på stillingsgrupper fra 1964-98, pct. Erhverv 1964 1984 1990 1994 1996 1997 Valg 1998 juni/okt 1998 Arbejder 8 14 5 7 10 9 6 5 Lavere funktionær 26 24 17 15 12 12 10 8 Højere funktionær 39 34 29 22 22 27 14 14 Landmænd 8 11 (19) 1 12 12 7 10 9 Selvstændig i øvrigt 43 47 34 28 19 24 16 8 Hele befolkningen 20 23 16 15 14 12 9 8 Note 1 : Tallet er usikkert, da det bygger på et lille antal svarpersoner. Kilde: AC Nielsen A/S og Ugebrevet Mandag Morgen, oktober 1998. Nr.38 2. november 1998 3

I begivenhederne efter valget ofrede Per Stig Møller sin egen karriere for at holde sine meningsfæller ved magten. Per Stig Møller ville med sin og Engells afgang skabe basis for, at Pia Christmas Møller kunne fremstå som ukontroversiel leder. Hans Engells gamle tilhængere, de fire markante og PR-bevidste politikere Jens Heimburger, Lene Espersen, Gitte Seeberg og Henriette Kjær, har derfor fået endog ganske tunge poster. Når de alligevel oplever, at fløjkampen fortsætter nådesløst, er det ikke mindst fordi, den defensive strategi kun har ét afgørende mål frem til næste valg: At fastholde partilederposten. Dannes der efter valget en VK-regering, vil partilederen suverænt kunne vælge sine ministre. Og et gæt i dag er, at Pia Christmas-Møller vil pege på Per Stig Møller, Connie Hedegaard (eller Pernille Sams), Brian Mikkelsen og sig selv. Idet man må se i øjnene, at et decimeret konservativt parti højst vil kunne regne med 3-4 ministerposter. Dermed vil valget effektivt kunne skabe et nyt udgangspunkt for Det Konservative Folkeparti ensidigt og fremadrettet domineret af Palle Simonsen-fløjen. Problemet er, at denne strategi vil betyde, at fløjkampen fortsætter med uformindsket styrke. Med den strategi vil de gamle Engell-tilhængere med Jens Heimburger i spidsen se frem til, at de i den kommende tid skal arbejde for at skabe stemmemæssigt underlag for en udvikling, der vil marginalisere eller udslette deres egen fløj. Magtdeling og målrettet politisk offensiv Den anden mulighed er at skabe en offensiv strategi, men den må i givet fald som absolut forudsætning have en egentlig forsoning og magtdeling. Kun et enigt og effektivt, bredere lederskab i gruppen vil kunne styre de vanskelige balancer, der skal til, hvis de Konservative skal sætte deres egen dagsorden. En offensiv strategi, som ikke blot består i at gå efter det nærmeste ledige standpunkt, kræver fælles analyse og prioritering. De Konservatives chance er, at de er tvunget ud i en modernisering af deres budskab, og at de dermed har mulighed for at satse langsigtet og bringe sig i front i forhold til de i dag dominerende politiske aktører. De kan fange nye udviklinger i politisk holdningsdannelse og livsstil. Den kontroversielle Jens Heimburger har offentligt talt for at appellere til moderne, grønne, men til dels forandringsberedte konservative. Mennesker, som lægger vægt på etiske problemstillinger, sundhed og rent miljø, fairness og sikre rettigheder i forholdet mellem borger og stat. En ny type selvstændige, som måske ikke er skotøjshandlere, men styrer en lille virksomhed med fire-fem freelance-aftaler fra deres laptop-computer. Men uden et egentlig kompromis mellem de to fløje, er det stærkt usandsynligt, at så ambitiøse og raffinerede strategier kan sættes igennem. Et kompromis kunne have være indledt i forbindelse med besættelsen af partiformandsposten, men det skete ikke. Poul Andreasen blev bragt i forslag af to jyske kredse - utvivlsomt ud fra en opfattelse af, at Pia Christmas-Møller ikke er nogen overbevisende leder. Men Per Stig Møller greb ideen og overtalte Pia Christmas-Møller til at acceptere den, fordi den i realiteten neutraliserede formandsposten ved samtidig at tilføje partiet en grad af troværdighed i de erhvervskredse, som i stigende omfang har opgivet partiet som relevant politisk alliancepartner. Internt er det meget massivt understreget af Andreasens støtter og anbefalere, at den nye landsformand ikke skal have nogen politisk rolle. En udsoning må indebære en art garanti mod, at Pia Christmas-Møller foretager sin ensidige ministerpost-besættelse efter et valg. Den må indeholde en reel mulighed for, at en kompetent og begavet, men kontroversiel ung konservativ politiker som Jens Heimburger kan regne med en ministerpost og på sigt en mulighed for at blive konservativ leder. En udsoning er formentlig forudsætningen for, at de Konservative kan anlægge en samlet strategi og maksimalt udnytte den frihed, som er skabt med Venstres overtagelse af det borgerlige lederskab og forpligtelser i forhold til bredde og konsensus. En sådan selvstændig strategi vil måske gøre det mindre sikkert, at Venstre tager resterne af liste C med som det tynde øl i en regeringsdannelse. Men den vil til gengæld indebære muligheder for en ny vækst i vælgertilslutningen, fordi partiet formår at placere sig strategisk i forhold til de betydelige vælgervandringer og nye former for vælgeridentiteter, som er under udvikling. EU-skepsis med egen dynamik Imidlertid kan et udefra dikteret skift i fokus i den politiske debat vende op og ned på deltagernes egen strategiske overvejelser. De Konservatives EU-skepsis kan således udløse sin egen dynamik. 4 Nr. 38 2. november 1998

De næste måneder og år bliver en historisk skæbnesvanger afprøvning af ØMU-systemets sammenhængskraft og effekt. Venstre har ud fra realistiske analyser vurderet, at kampen for dansk tilslutning til euroen er en ren vindersag. Nyrup Rasmussen er i klemme, fordi han på den ene side ønsker at gøre sig til en del af den markante socialdemokratiske dominans i EU. En dominans, som med betydelig sandsynlighed kommer til at fremstå som et anker i en kaotisk international økonomi. På det sidste har Nyrup således signaleret åbenhed over for en tidlig dansk euro-afstemning. På den anden side er han fuldt opmærksom på, at der fortsat er udbredt ØMU-skepsis både i befolkningen og i hans eget bagland. Selvom formentlig hele den konservative folketingsgruppe - på nær EU-modstandernes Frank Dahlgaard - vil stemme for euroen, kan det fremstå stadigt mere interessant og i stadigt mere nærliggende overensstemmelse med klassiske konservative dyder at trække en grænse i EU-debatten: At afvise euroen, før den er gennemprøvet. Muligvis kan Venstre og Nyrup i spidsen for en massiv kampagne ved næste afstemning vinde slaget, men alt tyder på, at en endog meget stor del af vælgerne stadig vil sige nej. Her ligger måske de Konservatives chance. Men det vil samtidig indeholde et dybt dilemma for dagens konservative politikere, der kan havne i en rolle, de aldrig har ønsket sig, og i stigende isolation fra et erhvervsliv, der historisk har udgjort partiets bagland. Nr.38 2. november 1998 5