Niels Hartling 1 Er gymnasiereformen en succes? Eleverne i gymnasiet vælger som bekendt ikke længere mellem de to linjer, den sproglige og den matematiske. De går derimod på en såkaldt studieretning, som består af tre fag, hvoraf mindst ét skal vælges på A niveau (højt niveau) og dertil ét på mindst B niveau (mellemniveau) Fagene i studieretningen skal samarbejde og gensidigt støtte hinanden. Eleverne tilkendegiver deres studieretningsønske før skolestart, og de vælger endeligt efter det første halve år. Ud over fagene i studieretningen skal eleverne have andre valgfag og en række fællesfag. Et af reformens mål har været at styrke positionen og fagligheden af ikke mindst matematik og naturvidenskab. Det skal blandt andet ske gennem en øgning af det tværfaglige samarbejde og gennem en understregning af disse fag som en naturlig del af den almene dannelse for alle. Ud over tværfagligt arbejde inden for studieretningerne, sker samarbejdet inden for nogle faglige nyskabelser, dels naturvidenskabeligt grundforløb, som er en introduktion af naturvidenskab for alle i de første halve år, dels almen studieforberedelse, som skal give mulighed for fælles projekter på tværs af de tre såkaldte fakulteter, som karakteriserer det almene gymnasium: Naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Hvad er erfaringen, nu da den første årgang gennem to år har prøvet reformen på egen krop? Her kan man godt nok blive overrasket over, hvad der meldes ud i medierne. Den ene dag får man at vide, at reformen er et uoverskueligt miskmask, som hverken lærere eller elever kan finde ud af, at elevernes faglighed og studiekompetence ikke vil blive styrket, men tværtimod svækket. Den næste dag læser man, at det går overraskende godt, at eleverne trives, og at de allerede i 1.g udviser et engagement og en studiekompetence, som man tidligere knap nok kunne forvente af en 3.g elev. Hvad skal man egentlig tro? Der er efter min mening mange gode intentioner med reformen. Og på mange måder er den meget modig: Der er næppe andre steder i verden, hvor man gennemført så konsekvente og omfattende ændringer, og hvor man tilmed i så høj grad har ladet sig inspirere af pædagogisk forskning. Men netop fordi man med stort mod er sprunget ud på dybt vand, er der ting, først og fremmest af rent praktisk art, som næsten ikke er til at få til at hænge sammen. Og netop derfor står vi i en farlig situation nu, for der er ikke tvivl om, at stemningen på de fleste skoler er blevet mere negativ gennem det seneste år. De skyldes ikke, at 1
de enkelte ideer i reformen ikke er gode, men man vil så at sige for meget godt på en gang. Derfor bliver lærere og elever ind imellem rent ud sagt være i tvivl om, hvad der foregår og hvad meningen med det hele er. Den ændrede stemning kan ses afspejlet i Gymnasieskolen, vores fælles fagforeningsorgan: Fra at være gennemgående positiv dominerer de negative indlæg nu helt og lidt for meget. Selvfølgelig er der nogle som er imod fordi de er imod alt nyt, men problemet er efter min mening, at mange gennemsnitslærere i stigende grad er blevet skeptiske. Mine elever i 2x, som i parentes bemærket en stærk klasse med matematik og kemi på A-niveau og fysik på B-niveau, er hårdt spændt for. Klassen var på studierejse i Rom i midten af marts, så kom de hjem og udfærdigede og studieretningsopgaver de såkaldte studieretningsopgaver. I disse dage har de et såkaldt alment studieforberedelsesforløb forløb med naturgeografi og kemi. I næste uge skal de lave dansk-historie opgave. Så skal de ugen efter øve sig i at lave synopsis i AT. Så skal de til fremrykket årsprøve i denne synops. Dertil kommer det sædvanlige skriftlige arbejde. Og så kommer eksamen, hvor de skal op i tre mundtlige fag, da de ikke var oppe sidste år. Der er ikke meget normal undervisning tilbage, og den smule der er, bliver blandt andet lagt om pga. lærerkandidatprøver. Den faglige fordybelse, som prises i reformen, er der ligesom ikke rigtig tid til i øjeblikket, dvs. elever og lærere koncentrerer sig om at overleve, selvom begge parter ind imellem virker lidt stressede. Nu kan man selvfølgelig sige, at skolen kunne have tilrettelagt det hele bedre, men det er nemt at sige, for der skal nås meget, og der afbrud hele tiden. Men jeg mener som sagt, at det er farligt, hvis alle bliver negative, for vi risikerer at smide de gode nyskabelser ud. Jeg vil nævne et par resultater af reformen, som efter min mening har været opløftende. For det første mærker jeg, at eleverne på anden måde end tidligere identificerer sig med deres valg. Det betyder efter de foreløbige erfaringer, at de ikke betragter fagene i studieretningen som et nødvendigt onde. De er tværtimod nærmest stolte over deres valg, og flertallet er tydeligt mere engagerede end tidligere. For det andet mener jeg, at de tværfaglige eller flerfaglige forløb ofte er gået godt, man kunne næsten sige overraskende godt. 2 2
Der har i mange år været tværfaglige forløb i gymnasiet, men dels har strukturen tidligere ofte stillet sig hindrende i vejen, dels har det rent ud sagt været nemmere for lærerne, at gøre som de plejer, så det er ikke blevet til så meget, som man kunne ønske. Her har det nok været meget sundt, at alle har været tvunget. Det er karakteristisk ved tværfaglig undervisning, at det i højere grad er knald eller fald enten bliver et forløb en inspirerende succes for både lærere og elever, eller også bliver det næsten spild af tid. Og her synes jeg nok, at man kan hævde, et det i de fleste tilfælde, som jeg kender til, har været en succes. Lidt polemisk kan man sige, at det eneste fag, som utvetydigt er blevet styrket, samfundsfag, selvom både sprog og naturvidenskab står højt på politikernes ønskeliste. Det er, hvad der sker, når en reform vedtages af næsten alle partier så er der ingen der helt ved, hvor det ender. Problemet er måske størst hvad sprog angår, eleverne vælger langt hen af vejen studieretninger med samfundsfag i stedet for sprog, måske i en tro på, at det er det letteste og at de konkrete krav er mindre. Specielt latin, fransk og tysk har store problemer. 3 Men hvordan er det så gået med naturvidenskab og specielt fysik. Det er svært at svare entydigt på, for det kommer an på, hvad man mener med en styrkelse. Der er sket en vis øgning af det minimale omfang af naturvidenskab. Derfor vil naturvidenskab i højere grad end tidligere blive en selvfølgelig og vigtig del af uddannelsen for alle gymnasieelever. Problemet er, at en styrkelse i bunden efter alt at dømme bliver betalt ved en svækkelse i toppen både med hensyn til antal elever og med hensyn til indhold. Som Carsten var inde på, er problemet for fysik især B-niveauet, som tilmed er et krav ved mange videregående uddannelser. Det hænger sammen med, at tidligere var matematik og fysik på mindst B niveau obligatorisk på matematisk linje, og da matematikerne udgjorde flertallet af eleverne, fik over halvdelen matematik og fysik på mindst B niveau. Vi kender endnu ikke landstallene for 3.g valgene, men tallene fra min skole viser, at antallet af elever på fysik A nærmest er vokset vi får 38 i 3.g næste år, og det er faktisk betydeligt mere, end hvad vi fik tidligere. Til gengæld kan man allerede nu med sikkerhed slå fast, at antallet af elever med fysik på B niveau bliver væsentligt mindre. 3
Er fagligheden på de høje niveauer styrket? Jeg mener, man med rette kan man frygte, at de nye A og B niveauer ikke kommer til at matche de gamle med hensyn til faglighed, og det selvom ordet faglighed er et mantra i reformen. Nu er faglighed jo mange ting, så igen er det svært at udtale sig endegyldigt. Fx tror jeg, at de nye eksamensformer, specielt for den eksperimentelle del, som jeg skal prøve her til sommer, vil indebære en styrkelse. Men kernestoffet i fysik er skåret ned, efter min mening, og det har jeg ikke lagt skjul på i anden sammenhæng, for meget. Kernestoffet omfatter de emner, som skal indgå i undervisningen, og som på A- niveau indgår i skriftlig eksamen. Det skal understreges, at der ud over kernestoffet er en væsentlig mængde valgfrit stof, men det er altså ikke fælles for alle. Nedskæringen er dels en følge af, at der skal være plads og tid til samarbejdet med andre fag inden og uden for studieretningen, dels er det en følge af, at den tid der er afsat til skriftligt arbejde i de enkelte A niveau fag, er blevet reduceret. I fysik på A-niveau er der en spændende styrkelse af elementer i moderne fysik. Men til gengæld er det på en mærkelig måde som om hele kernestoffet er fra enten 1700- tallet eller fra 1900-tallet eller det 21. århundrede. 1800-tallet er stort set fraværende. Mest grotesk er efter min mening, at hele elektromagnetismen er gledet ud. Jeg har i en række år arbejdet med fysikolympiaden i Danmark og internationalt, og derigennem har jeg kontakt med uddannelserne i en lang række land. Jeg har endnu ikke mødt et andet land, hvor man på en tilsvarende ungdomsuddannelse har sløjfet hele elektromagnetismen som en del af kernestoffet. Men i H. C. Ørsteds fædreland, Danmark, skal eleverne altså ikke længere nødvendigvis vide noget om magnetisme og om sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme på gymnasiets højeste fysik-niveau. Det kan bl.a. betyde, at der ikke bliver tilstrækkelige udfordringer for de dygtigste elever, som kun i ringe grad vil kunne kombinere forskellige dele af faget. Det begrænsede kernestof vil endvidere give det problem, at den fælles basis, de videregående uddannelser kan bygge på, bliver meget begrænset. 4 Her håber jeg, at der sker en ændring. At det vil kunne gøres uden større problemer bekræftes af, at efter de første erfaringer med fysik A niveau holdet fra mit eget gymnasium, og det B niveauhold, hvoraf en del fortsætter på A niveau sommerferien har rigelig med tid, størstedelen af kernestoffet er allerede læst. 4
5 Ud over en tradition for at have et snævert kernestof er en anden meget dansk tradition et eksamenssystem med mange mundtlige og få skriftlige eksamener. På begge disse områder er vores ungdomsuddannelser faktisk ret specielle. For eksempel kan man sammenligne med den internationale studentereksamen IB (international baccalaureate), som vi også har på min skole, og som er i fremgang i hele verden, også i Danmark. På IB uddannelsen er kernestoffet inden for matematik og de naturvidenskabelige fag langt større end kernestoffet i Danmark, og næsten alle eksamener er skriftlige. Jeg synes i hvert fald er det mere end svært at tro på, at den reduktion af kernestoffet og den nedprioritering af det skriftlige arbejde med problemløsninger, ligefrem vil betyde en faglig styrkelse af fysik på det højeste niveau i gymnasiet. 5