Formandens beretning Bjæverskov håndbold generalforsamling den 9. marts. 2015 Så står jeg her igen ved min 7. beretning som formand. Jeg tager nu hul på mit sidste år som formand da det må være på tide med nye kræfter. Vi har nu den kommende periode til at finde en god løsning på min efterfølger. Endnu et år gået og der har som altid været mange opgaver at tage fat på. Det er stadig udfordrende og spændende at være formand i en klub hvor der konstant er så mange aktiviteter i gang hele tiden. Vi er en klub med mange bolde i luften på en gang. Vi formår stadig at holde et højt aktivitetesniveau med mange hold, deltagelse i turneringen, stævner og vores mange events. Selv om jeg føler at vi har styring og struktur på vores opgaver så synes jeg at der bliver ved at komme flere og flere opgaver administrative opgaver til som fylder for meget i det daglige. Vi arbejder på at gøre tingene lidt nemmere men for at komme dertil så er der bare brug for at vi bruger mange kræfter for at få tingene til at falde på plads. Derfor ser jeg også frem til at der med Køge kommunes kommende nye idrætsstrategi vil blive fokuseret på at hjælpe klubberne bl.a. med de administrative opgaver/processer. Samtidig håber jeg også, at vi ved at komme med på klubmodulet som bl.a. skal styre vores opkrævning af kontingenter, får løftet en stor byrde der. I bestyrelsen knokler vi som altid med at holde styr på vores mange opgaver som vi har fordelt mellem os i forhold til hvad vi hver især er bedst til og interesserer os mest for. Vi arbejder godt sammen og har nogle gode diskussioner på møderne. Ingen tvivl om at vi nok kan organisere os lidt anderledes og fordele opgaverne bedre blandt os. Derfor glæder jeg mig også til at vi her i den kommende sæson får mulighed for at blive en del af forbundets projekt omkring klubbuilding hvor en konsulent fra forbundet vil følge os og inspirere os til at tænke vores opgaver lidt anderledes ind. Kære bestyrelse, tak for samarbejdet i året der er gået. I er et fantastisk team at arbejde sammen med og det er rart for mig som formand at vide at de store som små opgaver i hver især har ansvaret for ja det er der bare styr på. Jeg ser frem til hyggelige og konstruktive timer sammen med jer også her i 2015. 2014 var 2. år hvor vi har kørt vores vild med bold projekt. Et projekt som er støttet af kommunen og drevet af vores ungdomsudvalg bestående af Michael, Marlene og Dianna. Der har været gang i mange aktiviteter i projektet, bl.a. håndboldskole, fredagsbold, teambuildingture og deltagelse af ekstra stævner. Stor tak til vores projektgruppe for jeres initiativer og ledelse af projektet. Det sportslige:
Medlemstallet har ligget nogenlunde stabilt i.f.t. sidste år og det samme kan vi sige om antallet af hold. Dog er vi stadig lidt tynde m.h.t. ungdomshold på drengesiden, hvilket er det sammen vi ser i alle klubber. Vi startede også håndboldfittness op men måtte desværre lukke ned ved juletid da der ikke var nok tilmeldte til at opretholde en haltid. På ungdomssiden har vi lige nu en del hold der ligger rigtig flot i turneringen med pladser i den øverste halvdel i deres pulje.flere hold ligger også lige nu på en 1. plads, hvilket er rigtig flot når man tænker på hvor lille vores klub er. Det er vi selvfølgelig rigtig glade da vi samtidig også ser hvor glade og entusiastiske de fleste af børnene er uanset om de vinder eller taber. Vi skal nu i den kommende sæson bruge kræfter på at bevare den gode stemning der er på holdene og arbejde på at rekruttere til de årgange hvor vi lige nu ikke har så mange børn. Til påske skal vi endnu engang til ungdomsstævne i Holstebro for at spille en masse gode kampe. Vi ved at vi vil være oppe imod de rigtig gode hold fra andre lande, så det kan blive svært at komme hjem med medaljer. Men traditionen tro så håber vi at vi også igen i år får hold med hjem der har fået medaljer. Tak til alle vores børne og ungdomstrænere og til alle forældre der bakker op omkring holdene. På seniorsiden har vi pt. gang i 3 damehold og 2 herrehold. Både vores divisionsdamer og vores serie 1 hold rykkede op i sidste sæson så vi var ret spændte på hvordan det ville gå holdene efterfølgende. Men al vores usikkerhed er blevet gjort til skamme da vi har haft en fantastisk sæson hvor vi nu er sikret at blive i begge rækker i den kommende sæson. Og det trods et væld af skader hvor vi ikke på noget tidspunkt i sæsonen har kunnet stille med fuldt hold uden skader. Vores serie 3 damer kan nu også godt være med da de lige nu ligger på et flot 1. plads. Vores herrer rykkede ned i serie 2 i sidste sæson og målet var helt klart at vi skulle rykke op i serie 1 igen men selvom turneringen ikke er færdig endnu må vi nok konstatere at vi bliver i serie 2 et år mere. Det er rigtig ærgerligt men så må vi bare kæmpe endnu en sæson for en oprykning. Vores Old Boys har igen gjort det rigtig godt ligger lige nu midt i rækken så måske det ikke er i år de bliver SM ligeosm de 3-4 forrige sæsoner. Trænerne: Vi hører så tit om hvor svært det er for klubberne at skaffe trænere. Også her i vores klub skal der arbejdes på dette men ikke desto mindre lykkedes det os at få gode, engagerede og aktive trænere og holdledere til alle hold. Vi skal virkelig sætte pris på at der stadig er nogen der synes det er sjovt og udfordrende på trods af den
forholdsvis lille løn vi kan give. Som træner ved vi at der skal lægges mange timer i hallen hver uge og langt de fleste ser det da også som en god mulighed for at udvikle sig på rigtig mange områder. Ikke nok med at man som træner skal være god til at tage sig af den fysiske og taktiske del men man skal nogen gange også være både pædagog og psykolog for at kunne takle både spillere og forældre. Tak til et fantastisk træner/holdleder team. Vi er nu godt i gang med at finde trænere til den nye sæson. Nogen fortsætter og andre nye kommer til. Fælles for dem alle er, at vi ønsker dem velkommen til en ny sæson og håber på et rigtig godt samarbejde. Events m.v: Klubben er fortsat meget afhængig af at tjene penge på vores events. Rigtig mange spillere, forældre, bedsteforældre, venner m.fl. har også i denne sæson knoklet med vores forskellige opgaver, store som små. Stor tak til alle der gør en forskel. Desværre oplevede vi i 2014 at miste rigtig meget på vores Bjævercup hvor der jo ellers er tradition for et pænt overskud. Der er mange årsager til at det er gået galt for os så vi må konstatere at vi bare ikke har gjort det godt nok og fokusere på at stramme op her i 2015. Vi ved hvor det er gået galt og hvor vi skal være opmærksomme så vi igen får et pænt overskud på cuppen i 2015. Og med den tanke at 2015 bliver det år hvor vi skal arbejde for at få økonomien op at stå igen så har vi sagt ja til at få endnu en ølbod på Roskilde festivalen. Det betyder at vi nu skal bruge ca 160 personer til at arbejde for os, hvilket vi så lige nu arbejder på at få. Så stor tak til Marlene og hendes forældre for at planlægge og drive vores bod og nu boder til Roskilde F 2015. En anden ny event vi har budt ind på i 2015 er beach håndboldstævne på Køge strand i pinsen, hvor ca 100 hold deltager. En spændende ny event som gerne skulle gi os et pænt overskud samtidig med at vores egne hold også deltager i turneringen som bliver et fælles projekt for alle i klubben. Sponsorer: En anden indtægt som vi er meget afhængig af i klubben er hjælpen fra vores sponsorer. Det er stadig meget svært at få tegnet nye sponsoraftaler men vi bliver ved at kæmpe og arbejde for det. Vi måtte konstatere at sponsorarbejde tager tid så derfor
valgte vi at få en sponsoransvarlig til klubben en der primært skulle arbejde med sponsorater. Og det er da også lykkedes et stykke hen ad vejen og få nogle riogtig gode aftaler i hus men desværre har det vist sig at være sværere end vi troede så vi har slet ikke nået det budget vi havde sat op. Men der arbejdes videre med at etablere nye sponsoraftaler i den kommende sæson. Stor tak til alle vores sponsorer nye såvel som gamle jeres støtte betyder rigtig meget for os. Arbejdet i hovedbestyrelsen: Som noget af det sidste her i min beretning synes jeg lige at jeg vil runde arbejdet i hovedbestyrelsen, som jo består af et forretningsudvalg og alle formændene i de forskellige afdelinger vi har her i idrætsforeningen. Selv om vi ikke altid er enige så har vi nogle gode diskussioner og situationer har vist at vi er gode til at bakke hinanden op og arbejde sammen på tværs når det gælder. Vi arbejder jo alle for den samme sag, nemlig at bevare vores idrætsforening som er så vigtig at holde fast ved i. Det var i 2014 vi fik ny formand i HB. Lars har formået at samle tropperne og repræsenteret idrætsforeningen politisk og med forståelse for det der skal gøres for at styrke idrætslivet i byen. Afslutning: Det var så min 2. sidste beretning. Vi har et spændende år foran os hvor det vigtigste bliver at få rettet op på vores økonomi. Men med de beslutninger vi har truffet om besparelser og indtjening på nye events, så er jeg sikker på at det nok skal lykkes. Men det kræver at vi hjælper hinanden, og giver den en ekstra skalle. Og det er jeg overbevist om at alle er med på. Når det så er sagt så synes jeg godt at vi må ha lov til at glæde os over at vi trods alt stadig har en god klub men mange gode folk omkring der hjælper os. Vi kan glæde os over at vi nu har fået endnu bedre forhold i vores haller med nyt gulv, renoverede omklædningsrum m.m. Vi kan glæde os over at vi har mange hold der klarer sig rigtig godt. Så det og meget andet er altså værd at kæmpe videre for hvilket jeg skal gøre mit til Tak for nu. Lonni Klausen Formand