A. Bøg springer ud. 88

A. Bøg springer ud. 88

B. Bøg springer ud. Knopskællene falder af, mens bladene folder sig ud. 7.Træer og buske Træer er de største levende væsener på Jorden. Deres ældste dele findes i veddet. Hvert år lægges en ny ring af celler til veddet. Derved dannes årringe; man kan tælle dem nederst i stammen og derved finde træets nøjagtige alder (fig. C). Veddet er dækket med bark, der mest består af kork, ligesom propper. Kork forhindrer fordampning, og derfor kan træer tåle tørke i lang tid. Ved og bark adskilles af et vækstlag, der danner nyt ved indad og ny bark udad (fig. C). Når træer vokser i tykkelse, sprænges den gamle bark. Derfor er barken furet, revnet eller skællet hos de fleste træer. Inde i knopperne ligger grene, blade og blomster klar til at folde sig ud ved forårets løvspring. Cellerne er ganske små, men om foråret springer de hurtigt ud ved at cellerne fyldes med vand og bliver flere gange større. Om vinteren er knopperne dækket af knopskæl, der falder af ved løvspring. Knopperne dannes om sommeren, så de er klar til næste år (fig. B). Rødderne grener sig meget, og tusinder af fine rødder fra et enkelt træ gennemvæver jorden. På et stormfældet træ ses roden som en skive, faktisk holder træet balancen som en lysestage, der står på en bred og tung fod (fig. D). Danmark ligger i de løvfældende træers område. Det betyder, at hele landet ville være dækket med løvskov, hvis ikke vi havde ryddet skov for at kunne bo og drive landbrug. Så snart åbent land ligger udyrket hen, begynder træer og buske at skyde op fra frø, der er kommet med vind og dyr. C. Træstammens bygning D. Stormfældet bøg. Roden danner en skive, som den står på, ligesom lyset i stagen står på en bred fod. 7. træer og buske 89

A. Fritstående eg breder sin krone ud til alle sider. B. Den hule eg ved Boller Slot ved Horsens er ca. 600 år gammel og kan rumme 10 personer. C. Kongeegen er Danmarks ældste træ. Den står i Jægerspris Nordskov og er 1000-1500 år gammel. Almindelig Eg (Quercus robur) En gang var egetræet det vigtigste skovtræ i Danmark, og store egeskove var almindelige. En skovtur for 300-400 år siden ville være en helt anden oplevelse end nu, for der var vid udsigt under trækronerne, de var nemlig bidt af så højt som en ko eller en hest kunne nå. Dyrene græssede i skoven under opsyn af en hyrde, og de åd også de unge grene. Små og unge træer var sjældne, for kreaturerne åd opvæksten. Store svineflokke fandt deres føde i skoven, og jorden var gennnemrodet af deres tryner. Eg og bøg bærer kun frugt i store mængder med flere års mellemrum, de såkaldte oldenår. Svinene åd sig fede i egens agern og bøgens bog. De år smagte svinene særligt godt. Egetræ er skovens bedste træ, for veddet er solidt og holdbart. Nogle af landsbykirkerne har stadigvæk det oprindelige egetømmer til at bære taget; det har altså kunnet holde i 800-900 år. Bindingsværk i huse og gårde fra 1500-1800 holder stadig (fig. H). Det samme gælder møbler af egetræ. En vældig mængde gik til skibsbygning, f.eks. brugte flåden 2000 egetræer til et linieskib (fig. J), 1200 til en fregat og 1000 til et mindre handelsskib. Det sled hårdt på egeskovene. Da englænderne erobrede den danske flåde i 1807, skulle der bygges mange nye skibe, men der manglede egetræer. Kongen gav ordre til, at der skulle plantes egetræer mange steder. Nogle af dem fik toppen hugget af, så grene kunne overtage dens plads ved at vokse krumt. Derved fik man krumt træ, der egnede sig godt til buet skibstømmer. Egene blev klar til hugst 1950-1970. Men da var man for længst gået over til at bygge skibe af stål. Det store forbrug af træ og husdyrenes fortæring af opvæksten var mere end Danmarks skove kunne holde til. Omkring 1800 var kun 4% af landet dækket med skov (nu 12%). Regeringen måtte gribe ind, og i 1805 blev det forbudt at holde husdyr i skovene, og alle skove skulle indhegnes med jordvolde eller stendiger, for så kunne ingen tage noget af skovens areal, uden at det kunne ses. Det blev forbudt at rydde en skov. Desuden satte regeringen skovplantning i gang og sørgede for god uddannelse af skovens folk, så de kunne passe skoven på bedste måde. Det lykkedes, og man kan se det på skovkort, der viser, at en del skovarealer er plantet 1800-1890. F.eks. er 120-150 år gammel egeskov rigtigt god til hugst nu. Egeskoven dækker kun 8% eller 430 km 2 af skovarealet. Noget af det egetømmer, der bruges i nutidens Danmark, kommer fra andre lande. Nogle steder står der egetræer, der er mere end 500 år gamle, f.eks. Kongeegen i Jægerspris, der anslås til 90

1000-1500 år (fig. C). Den er hul, så den virkelige alder kan ikke måles. I Boller Slotspark ved Horsens står en eg fra 1400-tallet, den vokser og har det godt (fig. B). Hvis et egetræ står frit, bliver stammen lav, kronen bred og grenene krogede og tykke (fig. A). Står egetræer i en bevoksning, får de nederste grene så meget skygge fra oven, så at de dør og falder af. Stammerne bliver høje og gode til planker. Egetræet har en tyk og furet bark, der mest består af kork. Her sidder mos og alger, insekter og edderkopper kravler på den, lægger æg i revnerne og jager hinanden. Spætmejser, træløbere og spætter færdes der også, og de æder af smådyrene. Barken er fuld af garvesyre. Tidligere brugtes den af garverier til garvning af skind. Egen springer ud 8-14 dage senere end bøg, altså sidst i maj. Bladene (fig. E) angribes af flere hundrede forskellige insekter, men det kan egetræet holde til. Det er næsten umuligt at finde et blad uden spor af dyr (fig. F). I alt lever ca. 800 insektarter på eg, nogle af dem er rovdyr, der jager de øvrige insekter. Blomstringen sker sidst i maj. Hanblomsterne (fig. D) producerer meget pollen, som vinden fører til hunblomsternes støvfang. Eg har vindbestøvning. Egen sætter ikke blomster, før den er 40-60 år. Frugterne kaldes agern, det er nødder, hvilket betyder en frugt med ét frø inde i en skal (fig. G). Frøet har en stor mængde oplagsnæring, der giver føde til egern, mus, grævling, spætter, ringduer og flere andre. Nogle dyr laver forråd af agern, f.eks. mus, der gemmer dem i jorden. Hvis musen dør, spirer forrådet, og en hel klynge ege vokser op samme sted. Egeskoven tillader meget af lyset at nå skovbunden. Derfor er der mange arter af urter og buske under egetræerne, og dyrelivet er rigt på den næringsrige jordbund, men ikke på den næringsfattige. D. Eg der lige er sprunget ud. Hanblomsterne sidder i hængende rakler. E. Skud med de karakteristiske egeblade. F. Galhveps (øverst, forstørret) og dens galle, hvori den udvikler sig fra æg til voksen. Galler kan bruges til blæk. Gallen lidt under naturlig størrelse. G. Agern H. Bindingsværk af eg i pakhus. Horsens. 1700-tallet. J. Danmarks sidste linieskib, Dannebrog, blev bygget af 2000 egestammer i 1850. (Reproduceret fra O. Crumlin Pedersen: Træskibet 1968). 7. træer og buske 91

A. 100 årige bøge giver læ og skygge til opvækst af nye bøgetræer, der dækker skovbunden. B. Musebøg er dannet ved at et forråd af bøgefrø er spiret, efter ejerens død. Stammerne vokser sammen. Bøg (Fagus silvatica) Bøg er vort vigtigste løvtræ. Dets udspring er et højtelsket forårstegn (fig. A, s. 88). Det plejer at ske i de første 10 dage af maj. Dog er der nogle bøge, der springer tidligere ud. Endnu et forårstegn er knyttet til bøgeskoven. Det er anemonerne, der dækker skovbunden som et hvidt tæppe. Nogle dage inden udspring skifter bøgeskoven farve, for knopperne strækker sig. De slanke knopper indeholder anlæg til skud med blade, de tykke indeholder blomsterne. Snart kommer bladene ud, de er lysegrønne og foldede, men bliver snart flade. Knopskællene, der beskyttede det nye skud mod udtørring, falder af og dækker skovbunden (fig. B, s. 89). Hvor knopskællene sad, dannes der et ringformet ar. Det holder sig i flere år, og ved at tælle arrene kan man se, hvor mange gange grenen er sprunget ud. Ofte sker det to gange om året, anden gang sker det omkring Skt. Hans. Bladene på en gren sidder, så de tilsammen danner en flade, der kaster skygge. De danner en bladmosaik (fig. D). Få træer kan vokse op i bøgens skygge, og på den måde holder den konkurrenter ude. Bøg blomster først, når den er 40-60 år gammel. Hanblomsternes pollen blæser med vinden over på hunblomsternes støvfang. Frugten udvikler sig i et pigget, hårdt hylster, hvor de to frø er godt beskyttet (fig. C). Ved modning bøjes 4 klapper bagud, og frøene (bog) falder ned på jorden. Mange fugle og pattedyr æder bog i store mængder, f.eks. egern, mus, spætmejse, skovdue, bogfinke, gråand, krage og råge. Mus og egern laver forråd i jorden. Hvis dyrene dør, spirer en bunke frø samtidigt, og vokser de op og bliver store, kommer der en bøg med 5 eller 10 stammer. De vokser nemlig ind i hinanden. Sådan en bøg kaldes en musebøg (fig. B). Frøet spirer i det tidlige forår. Det sprænger skallen og folder to tykke kimblade ud (fig. F). De indeholder næring til den nye plante, så den kan lave en rod og danne løvblade. Kimbladene smager godt i salat. Nyudsprungne bøgeblade smager også godt, de skal spises direkte fra træet. Bøgetræer bliver tykke og får en bred krone, hvis de står frit. De kan blive 300-400 år. Når bøgetræerne står tæt, konkurrerer de om lyset. Stammerne bliver høje og slanke, og kronen sidder højt (fig. A). Bøgen kan blive 40 meter høj, de fleste træer er 30-35 m. Når en bøgebevoksning startes op, sår man mange frø. Efterhånden som træerne vokser op, udtynder man ved at fælde et antal bøge. Det gøres med års mellemrum. Der skal hele tiden være det antal bøge, som passer til konkur- 92

rencen. Er der for mange bøge, bliver de for tynde, og det enkelte træ producerer for lidt ved. Sådan er vore bøgeskove lavet. Da man startede en bøgebevoksning omkring 1890, var det meningen, at den skulle fældes efter 100-120 år. Men mange bøgebevoksninger er ældre, for der fældes ikke mange bøge i dag, da priserne på træ er for lave. Det lønner sig at kigge på de enkelte bøgetræer. De er forskellige, f.eks. er skovbrynets bøgetræer fritvoksende ud mod det åbne land og har grene næsten ned til jorden. Ind mod skoven har de kun krone i toppen. På dårlig jord ser bøgene ringe ud, de vokser langsomt, og mange er skæve. Om efteråret falder bladene og danner et tykt brunt tæppe (fig. E). Graver man ned i det, kan man se, at det nye lag blade ligger oven på bladene fra sidste og forrige år. De er klistret sammen af svampe, der er ved at omsætte dem til jord. Hvis omsætningen af blade er langsom, så er jorden dårlig, og der dannes mor-jord. Er omsætningen hurtig, er jorden så god, at der kan leve regnorme i den, altså muldjord. Bøg bruges meget til møbler, for den splintrer ikke, men holder sig glat. Farven er lys, næsten hvid, med brune streger. Stregerne kaldes marvstråler, de indeholder vinterforråd. Det ses tydeligt på parketgulve af bøg. Før plastic blev almindeligt 1950-60 brugte man bøg til ispinde, for så fik man ikke splinter i tungen. Grydeskeer, skafter på værktøj, træsko og legetøj blev lavet af bøg. Det samme gjaldt landbrugsredskaber. Jernbanens skinner lå på sveller af bøgetræ, nu er de af beton. Smørret blev eksporteret til England i dritler (tønder) af bøgetræ. Der står mere bøg i skovene, end der er brug for. Men skovene bliver stående på roden til der engang bliver bedre tider. Folk med pejs er stadig væk glade for bøg, for den giver det bedste brænde. C. Bøgefrø (bog) i deres firdelte, piggede hylster. Det åbner sig, så dyrene kan få fat i frøene. D. Bladmosaik af bøg. Bladene sidder i et plan og danner tilsammen en flade, der kaster stærk skygge. F. Kimbladene hos bøg er tykke, næringsrige og velsmagende. Knoppen sidder mellem de to kimblade. E. Efterårsfarver. Bladene bliver først gule, så brune, inden de falder af. 7. træer og buske 93

A. Birkeskoven er lys og åben. Mange urter og andre træer vokser på skovbunden. Birk (Betula pubescens, dunbirk, og B. pendula, vortebirk) Der er to birkearter i Danmark, dunbirken med oprette grene, og fine hår på de yngste grene (fig. D), og vortebirken med hængende grene og små harpiksvorter på de unge grene (fig. B). Dunbirken er ofte befængt med en svamp, der tvinger træet til at lave heksekoste af tætsiddende grene, de ligner skadereder. Det to arter ligner hinanden meget og behandles under et. Barken er gyldenbrun på de helt unge birketræer, hos de lidt ældre er den hvid, og hos de gamle træer er der skorpede partier. Den hvide bark kan pilles fra hinanden i papirtynde gennemsigtige lag. Mellem lagene er der luft, og det gør barken hvid. Lyset reflekteres fra lagfladerne og kastes tilbage i alle mulige retninger, og resultatet er hvidt lys. Birkebark bruges i taget på de huse, der er tækket med græstørv, idet man først lægger den vandtætte bark og derpå tørven. Sådanne tage er brugt i Norge i århundreder. Man kan lave spande og æsker af birkebark, de fremstilles endnu i Rusland. Når kornet var ved at slippe op, kunne man putte knust birkebark i melet, men det gjorde man kun, når sulten truede. Omkring 1. maj springer birken ud. Der skal bruges meget vand til at folde blade og blomster ud, og vandet indeholder sukker som næring til cellerne. Borer man et hul i stammen og sætter et rør i det, kan man aftappe den søde saft. Den kan gæres til birkevin eller koges med humle og malt 94 til birkeøl. De store stammer giver 10-15 liter saft i døgnet, og ca. 50 liter på nogle dage. Der er stadig folk, der tapper birkesaft. Man skal ikke tappe træet så meget, at det skader løvspringet. Der er mange unge grene, de er tynde og smidige. De blev brugt til fejekoste og solgt på markederne i byerne. Børn blev pisket med birkeris både hjemme og i skolen. Lærerne mente, at børn lærte mest, når de blev riset. Veddet er lyst og let at forarbejde. Det skæres i tynde flager, der limes sammen til krydsfiner; det er både stærkt og let og blev derfor blandt andet anvendt til svævefly. Birketræ er også godt til møbler, vognhjul, slæder og redskaber. Et særligt kostbart produkt er masret birketræ, der dannes i en knude på stammen, hvor mængder af kviste vokser ud. Det skinner og har et rigt farvespil. Det bruges til indlagt træ i møbler, knivskafter, æsker og andre genstande, hvor særligt smukt træ værdsættes. Birk blomstrer samtidigt med løvspringet. Pollenet er slemt for allergikere, fig. B. Det produceres i mængder af hanblomsterne og føres med vinden til hunblomsterne. Frugterne er små nødder med to vinger, som vinden tager i. fog- C. Frøene spredes vidt omkring og lægger sig overalt. Det er ikke usædvanligt, at birketræer vokser i en tagrende, på en forfalden mur eller i en grenvinkel på et andet træ.

B. Hunrakler (hvide pile) og hanrakler på vortebirk i udspring. D. Dunbirk har oprette grene med fine hår. rakle ved at tabe frø frø tændstik C. Birkefrø har vinger. De spredes med vinden. E. Birkebark er hvid og skaller i tynde flager. 7. træer og buske 95

Hassel (Corylus avellana) En hasselnød indeholder nøddekernen, der er et frø. Hvis man vil have det til at spire, lægger man hele nødden i en urtepotte, og så skal frøet nok selv sprænge sig vej gennem den hårde skal ved at fylde kimens celler med vand. Nøddekernen indeholder olie. Hvis man flækker en kerne og holder den på spidsen af en nål, kan man antænde den (fig. A). Flammen er lille, men brænder længe. Man kan virkeligt tale om nødbelysning. A. Flammen fra en hasselnød belyser pigen. B. Hasselbusken blomstrer om vinteren. Hanraklerne svinger i vinden og udsender pollen. Hasselbusken indvandrede kort efter istiden for ca. 9000 år siden. Den tids stenalderfolk havde ikke landbrug, men levede af jagt, fiskeri og hvad de ellers kunne finde af bær og frugter. Hasselnødder var de eneste frugter, der kunne gemmes vinteren over, og i stenalderens vinterbopladser er der hele lag af nøddeskaller. Folk har overlevet vinteren på dem. Lignende lag findes også på senere bopladser, f.eks. i Hedeby fra vikingetiden. Indtil for ca. 100 år siden samlede folk nødder i oktober og gemte dem til vinterforråd. For fattigfolk var de livsnødvendige. Ifølge Christian den Femtes danske lov fra 1683 måtte enhver spise så mange nødder på anden mands jord som han kunne. Senere måtte man også tage så mange nødder med, som man kunne have i sin hue eller handske. Bønderne fik ordre til at plante hasselbuske i hegnene. Folk med haver plantede nøddehegn. Hasselbusken blomstrer om vinteren, længe før den springer ud (fig. B). Hanblomsterne er lange, gule rakler, der bevæger sig for den mindste vind og sender gule skyer af pollen af sted (fig. B, D). Hunblomsterne ser ikke ud af meget, det er bare nogle få røde støvfang, der rager ud af en knop (fig. D). Nøddebusken kan ikke befrugte sig selv, pollenet må hen til en anden busk. 96 I løbet af sommeren vokser nødderne, men man ser dem kun, hvis man leder. De sidder bag grønne haser og modner (fig. C). I oktober er de modne, og man plukker både haser og nødder. Venter man for længe, falder nødderne til jorden, hvor mus, egern, pindsvin, grævlinger, spætter og mange andre æder dem, fig. F. Hunde kan få smag for nødder, og så æder de sig mætte i dem. Indsamlede nødder skal tørres, ellers mugner de. De opbevares godt i et hængende net eller strømpe. Man kan knække nødder ved at presse et knivsblad ind i spidsen ved de to ar efter støvfangene, så spalter skaller sig i to (fig. E). Sådan åbner egernet nødden med sine skarpe fortænder. Så store tænder har mus ikke, de må gnave et hul i spidsen (fig. F). Spætten flyver op i et træ og anbringer nødden i en barkrevne. Så hugger den hul på nødden. Sommetider er der tvillinger i nødden. Til andre tider er skallen tom, og et lille sort hul fortæller, at nøddesnudebillen har udviklet sig inde i nødden og ædt den. Nøddebusken eller hasselbusken er hurtigt voksende. Hvis man klipper den ned, skyder den fra roden, og skuddene kan blive 2 meter lange i løbet af sommeren. Bladene er dobbelt savtakkede og

D. Hanrakler, både åbne og ikke udsprungne. Hunblomsternes støvfang er røde (hvid pil). C. Hasselgren med dobbelt savtakkede blade og nødder, der modner i deres haser. Øverst ses hanrakler, der er klar til udspring næste vinter. Nederst ses en nød i sin hase. har mange hår. I spidsen af grenene fra i år sidder der mange kirtelhår, de ligner knappenåle, og hovedet er klæbrigt. Hassel findes næsten overalt i Danmark, hvor jorden ikke er rent sand. Den gror i skovhegn og langs skovveje og danner underskov i egeskove. Hasselkæppe er meget smidige. De blev brugt som tøndebånd, der holder tøndestaverne sammen. Tønder var fortidens vigtigste beholdere, de blev brugt til vand, vin, øl, smør, saltkød, sild, sukker, tobak, tjære og meget andet. Så der var brug for mange tøndebånd. Stavene i tønden var ofte af bøg, der ikke giver afsmag. Tykke hasselkæppe blev brugt til hammer- og økseskafter og mange andre redskaber. Fiskerne lavede ringe af hasselkæppe til at holde ruserne åbne. Hasselpinde blev brugt som en slags søm, der holdt to stykker træ sammen. Børn og soldater blev pryglet med hasselkæppe. Der var tusindvis af anvendelser for hassel. Historien viser, hvor snilde fortidens mennesker var. De kunne udnytte alt, og det var nødvendigt, for de fleste havde ingen penge. E. Til venstre en hasselnød, Blomsterresterne ses øverst på skallen. Til højre: Nøddekerne med nettet af ledningsstrenge, der har tilført næring til dem. F. En mus har lavet forråd af nødder. Nogle af nødderne er ædt ved at musen har gnavet hul på dem. 7. træer og buske 97

Ask (Fraxinus exelcior) Asketræet er op til 40 meter højt. I skov står det med rank stamme, men står det alene, grener det sig som et egetræ. Det har sorte knopper, og de sidder overfor hinanden (modsat), ned ad grenen, fig. B, C. Det er et godt kendetegn for ask. Da knopperne sidder modsat, kommer bladene og sidegrenene også til det. Løvet er fint, lyset trænger ned til jorden, så der kan gro urter og mindre træer i en askeskov. Asken springer sent ud, ligesom eg, omkring 1. juni er udspringet færdigt. Blomsterne springer ud før bladene, fig. A, B. Et asketræ kan enten være rent hanligt eller rent hunligt. Det kan også bære både han- og hunblomster. Blomsterne kan også være tvekønnede. Nogle træer har tvekønsblomster og hankøns- og/eller hunkønsblomster samtidigt. Ask har alle muligheder, og det er absolut unormalt. Vindbestøvning. Frugterne modner langsomt, først den følgende vinter falder de af træet, fig. C. Frugten er en nød, der sidder midt i en stor vinge; ask har altså vindspredning, fig. G.. Hantræer producerer mest ved, da de ikke skal bruge en masse energi på at lave frugter. Derfor får hantræerne lov til at stå, når skovvæsenet udtynder en askeskov. Ask foretrækker god muld, gerne fugtig. Den står ofte i kilder, men stillestående vand vil den ikke have. Den er plantet i nærheden af de fleste gamle gårde, fordi træet er så anvendeligt. Hvis en ask stod i et stengærde, kunne man tvinge de nederste sidegrene til at gro langs gærdets overkant. De nye grene ville så vokse lodret op eller være lidt krummede for neden, fig. H. Sådan fik man lige skafter til skovle, spader, river, vognstænger osv. Ask var og er et højt værdsat træ, fordi veddet er stærkt og sejt. Det bruges til parketgulve og møbler, til bygningstømmer og landbrugsredskaber, fig. E, F. Bødkere lavede tønder af det, karetmagere byggede kareter og andre hestevogne af det. Tennisketsjere, golfkøller og ski blev også lavet af ask. Asken kunne bruges til medicin, eller kloge koner kunne trylle en sygdom over i det fra en patient. Når en ask blev plantet nær en gård, fungerede det som lyntræ, altså som lynafleder. Lynet slår ofte ned i det, der rager højst op, så skikken har nok været nyttig. De gamle gårde var stråtækte overalt i landet og alle frygtede ildebrand. Der er mange historier om asketræer, der har fået tryllet gårdens brand over i sig, det vil sige, at træet beskyttede gården mod brand, så længe som træet stod uskadt. I nogle af historierne berettes det, at gården brændte lige efter at brandtræ var blevet fældet. Det var en slags forsikring, da forsikringsselskaber ikke eksisterede. Men en brandforsikring er bedre. A. Hanblomster har mængder af støvdragere. Bestøvningen sker ved hjælp af vinden, der fører pollenet til hunblomsternes støvfang. 98 B. Ask har sorte knopper. Endeknoppen er ved at blive grøn, for den skal til at skyde. Til højre er blomsterne ved at komme ud af knoppen.

frugtstand C. Askegren. Hvert blad er delt op i 7-9 småblade. Hver af knopperne på denne gren udsender et skud med flere blade. Endeknoppen øverst danner et skud, der forlænger grenen. Øverst: Frugtstand. E. Snit gennem stamme. Der er tegnet skafter ind i stammen, så man kan se, hvordan årringene går i de enkelte skafttyper. Hvor årringene går ubrudt fra den ene ende til den anden, bliver skaftet stærkest. F. Skovlens skaft er lavet omhyggeligt af udvalgt asketræ. G. Frugten hos ask er en nød, der sidder på en snoet vinge. Frøet ses i snittet til venstre. Den spredes med vinden. D. Asketræerne dør i stort antal i disse år af en smitsom sygdom. I 2010 blev det rigtigt slemt. Bladene visner, og de nye skud bliver mørke og skrumper ind. Det er en katastrofe. H. Sådan fik man asketræ til at lave gode skafter. Træet står i et stengærde, og sidegrenene tynges ned af sten. De kommer til at ligge vandret, og så sender de lodrette skud op. Set på Bogø i Lillebælt. 7. træer og buske 99

Lind (Tilia) To arter af Lind vokser i Danmark: Småbladet lind (Tilia cordata) og Storbladet lind (T. platyphyllos). Park Lind (T. vulgaris) er en krydsning mellem de to, den sætter ikke modne frø. Det er den, som bruges til de store lindealléer ved slotte og herregårde. Allétræerne er ofte 300-400 år gamle. Faktisk er lind i stand til at skyde fra roden, når modertræet fældes, så en rigtigt gammel lind kan have stået der i tusind år. Lindebladet minder om et lidt skævt hjerte med fine takker i randen. Et lindetræ har samme form, og det ses tydeligt om vinteren. Linden blomstrer i juli som det seneste af skovtræerne. Blomsterne er hvidgule og meget talrige. Man kan mærke deres tunge duft på lang afstand, og man kan høre dem. Træets krone er fyldt med summende bier og humlebier, der henter nektar og pollen i stor stil, samtidigt med at de bestøver blomsterne. Lindehonning er en speciel og meget værdsat honning. Desværre er der flere år imellem de gode honningår i Danmark, men i det varmere Tyskland høster man lindehonning hvert år. 4-9 nødder sidder på en stilk, der går ud fra midten af et blad. Det virker som faldskærm, når det sammen med frugterne blæser bort fra træet af vinden. Småbladet lind er den oprindelige lind i Danmark. Den indvandrede for 9500 år siden, og den blev et vigtigt skovtræ. Barken indeholder basttaver af så god kvalitet, at de kan bruges til tove, reb, snore og bånd. Skibene brugte tove af lindebast, og det har medvirket til at gøre linden sjælden i skovene. Veddet er let og holdbart, og det ændrer næsten ikke størrelse, når det bliver fugtigt. I 1800-tallet lavede man træben af det til de soldater, som havde mistet et ben i krigene 1848-50 og 1864. Lindetræ bruges af billedskærere, til modeller, som blindtræ (dvs. usynligt) under finerplader i borde, musikinstrumenter med mere. Trækul af lindeved er det bedste tegnekul. Om sommeren kan der være mange bladlus, og deres søde ekskrementer dækker bladene og drypper ned. Hvis en bil parkerer under sådan et træ, bliver det overtrukket med sukker. Det er meget svært at få det af igen. A. Linden blomstrer i juli. Hver blomsterstand hænger ned fra en vinge. B. Lindeblomsterne har kronblade, mange støvdragere og frugtknude med griffel og støvfang. C. Lindeblomsterne bestøves af en honningbi. Man kan høre deres summelyd langt væk fra træet. Humlebier og andre insekter kommer også i stort tal. 100

G. Lindebladet er hjerteformet, ofte lidt skævt. Randen er savtakket. D. Lindetræer plantes ofte på gårdspladser. De bliver store og kan leve i mindst 300 år. E. Lindefrugter hænger fra vingen, som vinden tager i. Når det stormer, kan frugterne transporteres langt. F. Lindealle. Den blev plantet på herregården Moesgård ved Århus for 300-400 år siden. Den har været skåret ned til 5 meters højde, for der er en knude på stammen så højt oppe. For nogle år siden blev den skåret ned til 12 meters højde, og i den højde sker den nuværende grening. Lindealleer skal vedligeholdes, ellers gror træerne helt ind i hinanden. Denne lindealle pryder Moesgård arkæologiske museum. 7. træer og buske 101

Rød-el (Alnus glutinosa) Rød-el er nem at kende, for stammen løber lige op gennem kronen som hos et grantræ, kun gamle træer har en krone af krogede grene. Den er også nem at kende på voksestedet, for den står med rødderne i vand ved søer, vandløb og i moser. Den vil have vand i bevægelse, ofte ser man rødderne nede i vandet, de har store knolde med bakterier indeni. Bakterierne tager luftformigt kvælstof, der er opløst i vandet, og laver det til protein. El har altså ikke behov for kvælstofgødning. Når ellens blade falder om efteråret, er de grønne og fulde af proteiner, for dem er der så let adgang til, så at elletræet ikke behøver at spare på dem, i modsætning til andre løvfældende træer. Mange blade ender i vandet som et næringsrigt måltid for vandets insekter og andre dyr. Blomstringen sker i marts-april, længe for løvspringet i maj. Hanblomsterne sidder i lange rakler, som danner meget pollen til irritation for allergikere. Hunblomsterne sidder i små rakler og vindbestøves. I løbet af sommeren vokser de og bliver store og grønne. Næste år åbner de sig, og frøene kommer ud. De tomme hunrakler bliver siddende på træet, fig. C; de ligner små sorte kogler. Frøene kan flyde, og vandet fører dem ind på bredderne, hvor de kan spire. Frøene har altså vandspredning. Veddet er lyst, men når det fældes, bliver det stærkt rødt. Deraf kommer navnet rød-el. Det er blevet anvendt på rigtigt mange måder, og bruges stadigvæk. Røgede sild er gyldne og dufter godt; det skyldes, at de røges over en ild af rød-el. Når el antændes og brænder under jord, forkulles det til trækul, der er særligt godt til fabrikation af krudt. Før i tiden plantede man træet i store mængder til krudtfabrikation. Trækullet kan rense vand, øl og spiritus for ildesmagende stoffer. Pulveriseret trækul kan bruges til tryksværte. Elletræ er næsten uforgængeligt under vand. Store tunge bygninger som Amalienborg og mange af husene omkring slottet er opført på lavtliggende, fugtig bund. For at forhindre dem i at synke og revne opførtes de på et underlag af lodrette trækstammer, der blev hamret 8-10 meter ned til fast bund, det kaldes pilotering. Hertil er elletræ særligt egnet, for stammerne er lige og rådner ikke. Men også fyr og eg kan bruges. København fik allerede omkring 1500 rent vand fra Søerne gennem vandrør af ellestammer, der blev gennemboret på langs og føjet sammen. Når man graver i de gamle bydele, støder man undertiden på disse ældgamle vandrør. Elletræ er let, og det revner eller splintrer ikke. Derfor var det anset for det bedste til træsko. De var også de dyreste, og præsten og andre fornemme folk kunne have søndagstræsko af el. Træet blev brugt til tømmer under tage, gærder, landbrugsredskaber, geværkolber, sadler, hjuleger, møbler osv. De gamle kendte træernes egenskaber og vidste at vælge de bedste til de mange ting af træ i enhver husholdning, værksted og bondegård. A. Elletræer. Deres stamme går lige igennem fra jord til top. Andre træer deler sig til en krone i toppen. 102

B. Elle hanrakler består af mængder af blomster, der udsender skyer af pollen. C. Hunblomsterne vokser ud til noget, der ligner kogler. Disse har siddet 3 år på træet. De har spredt deres frø og vil snart falde af. D. Elleblade kendes på indskæringen i bladspidsen. Ikke alle blade har den, men de fleste. E. Ellesump. Her står træerne med rødderne i vand. Der er mange arter af urter under træerne. Hvis træerne fældes, vokser der et nyt træ op fra stubben. Ulfshale skov, Møn. 7. træer og buske 103

Skovæble og kulturæble (Malus sylvestris og M. x domestica) Der findes mange sorter af æbler: Cox orange, Skovfoged, Ingrid Marie, Ananas, Guldborg, Gravenstener, Grannie Smith og hundreder andre. Sorten Ingrid Marie opstod af et frø fra et æbleskrog, der var smidt i haven hos en lærer på Fyn. I 1915 bar det frugt for første gang, æblerne var smukt røde og velsmagende. Det var en ny sort, og læreren kaldte den Ingrid Marie efter sin afdøde datter. En gartner fik lov til at skære kviste af træet og pode dem på andre æbletræer. Ved podning skærer man kvisten skråt af, og det samme gør man på en gren på æbletræet (fig. C). De to snit sættes mod hinanden, forsegles med podevoks og forbindes med en bred bastsnor. Der sker en sammenvoksning, og efter nogen tid fjernes forbindingen. Podekvisten udvikler sig til træets top, mens podetræet (grundstammen) danner stamme og rod. Ingrid Marie er podet på flere hundrede tusinde stammer og æblet er stadigvæk populært. Podning er arbejdskrævende og bruges til formering af alle æblesorter, samt flere andre frugttræsorter. Hvorfor sår man ikke frøene? Hvert frø er blevet til, ved at en sædcelle fra et æbletræ har befrugtet en ægcelle på et andet æbletræ. På den måde bliver frøene forskellige ligesom børnene i en søskendeflok. Når man poder Ingrid Marie på et andet æbletræ, er man sikker på, at æblet har nøjagtigt de samme arvelige egenskaber. A. Æbletræ med to æblesorter podet på samme grundstamme. Den ene springer ud før den anden så halvdelen af kronen fyldes med blomster. 104 B. Bi henter nektar i æbleblomst og får pollen på sig. Nye æblesorter opstår ved, at man krydser sorter, sår frøene og lader dem vokse så længe, at de bærer frugt. Derpå sammenligner man æblerne; de har nye kombinationer af generne og er derfor forskellige fra hinanden og fra andre æbler. Men man skal være heldig for at få en ny sort, der er bedre end de eksisterende. Danmarks vilde æbletræ, skovæble, Malus sylvatica findes af og til i skovene. Det er et lille træ eller busk, op til 5 m højt. Æblerne er små og sure. Blade, knopper og unge grene mangler hår. De dyrkede æblesorter stammer fra æbletræet Malus x domestica. Det har behårede eller filtede blade, knopper og unge grene. Som regel er det dette æble, der gror vildt, ofte langs veje, hvor folk har smidt æbleskrog med frø (kerner). Man kan pode Malus x domestica på skovæble. Når æbletræerne blomstrer sidst i maj, er hele træet dækket med hvide blomster i 1-2 uger (fig. A, D). Blomsterne er tvekønnede og skal bestøves med pollen fra en anden sort, ellers kommer der ingen æbler. Det er altså forkert kun at have én sort i haven, man skal have mindst to, og sælgeren skal vide, om de kan bestøve hinanden. Bier, humlebier, enlige bier og svirrefluer udfører bestøvningen (fig. B). Æblet er et af naturens undere. Frøene skal spredes, det sker ved at dyr og mennesker tager æblet til et andet sted, æder frugtkødet og kaster skroget med frøene væk. Det hedder dyrespredning.

D. Æbleblomsten består af 5 bægerblade, 5 kronblade, mange støvdragere og 4 grifler med støvfang. Efter bestøvningen kaster blomsten kronbladene og vokser op til et æble. I spidsen af æblet ses bægerbladene og griflerne som mørke rester, fig. E. C. Podning af podeskvist på grundstamme. De to skal være lige tykke, så vækstlagene under barken kommer til at røre hinanden. Så kan de vokse sammen. E. Modent æble med blomsterrest for oven. Æblet bliver stærkt farvet og duftende ved modning, for nu skal det tiltrække dyr og fugle, der æder det, hvorefter de kaster skroget med frøene væk. 7. træer og buske 105

A. Blomstrende hyldebusk 3. juli. Skærmene vender opad. B. Gammel hyldebusk. Grenene danner en troldeskov, og stammen har tyk, furet bark, beklædt med laver. Hyld (Sambucus niger) Omkring Skt. Hans blomstrer hylden med store, hvide skærme, fig. A, E, F. De dufter sødt, og mange insekter kommer for at hente pollen og nektar, hvorved de bestøver den. Skærmene kan lægges i vand, så man får hyldeblomstdrik. Man kan dyppe skærme i pandekagedej, friturestege dem og spise dem med nyslynget honning. Skærmene kan tørres og siden bruges til duftende hyldete. I august er hyldebærrene modne, fig. C. Det er stenfrugter med tre sten, der hver indeholder et frø. Hyldebærsaft kan koges af bærrene, den kan bruges til den sort-røde hyldebærsuppe med melboller, eller den kan sødes og drikkes som frugtsaft. Stærene holder meget af hyldebær; når en stæreflok efter måltidet tømmer tarmen over vasketøjet, må det vaskes om straks, ellers farves det. Hyldebusken er beskeden af størrelse, den bliver omkring 5 m høj, fig. A. Undertiden er den et lille træ. Den kan skæres ned til roden og skyder igen med imponerende hast. Et skud kan blive ca. 2 meter langt på en sommer. Det unge skuds bark er besat med noget, der ligner små munde med to læber, fig. D. Det er korkporer, der leder luft ind til det levende væv. Under barken er der et grønt vækstlag, så et tyndt lag ved, og inderst den hvide hyldemarv, der fylder det indre. Den består af stjerneformede celler, og mellemrummene er fyldt med luft. Hyldemarv anvendes til fysikforsøg, fordi det næsten intet vejer og kan oplades med elektricitet. Plantesnit til mikroskopet laves ved at lægge en plantedel imellem to lag hyldemarv, der holder plantedelen fast, så man kan lave et snit på 1/100 mms tykkelse. Mikroskopets linser kan pudses med hyldemarv, for det ridser ikke. Før i tiden lavede børn fløjter og skydevåben af hyldegrene, hvor de havde skubbet, brændt eller boret marven bort. Efterhånden som årene går, bliver skuddet til en stamme med furet bark, fig. B. Veddet er stærkt og blev anset for det bedste til træskeer. Det blev også brugt til linealer, håndtag, skafter, pløkke og fodtøj. Hylden vokser overalt ved beboede steder, i hegn og skove. Den vokser særligt godt, hvor der er gødning i jorden, f.eks. under kolonier af skarv, hejre og råge. Når folk byggede huse, plantede de hyld, hvis den ikke kom af sig selv. Den blev brugt som læge- og trolddomsplante, man sagde, at den, der har hyld og et bistade i haven, behøver ingen læge. Alt på hylden kunne bruges til medicin; der var opskrifter på lægemidler mod gigt, døvhed, tuberkulose, gulsot, tandpine og mange andre sygdomme. De kloge koner på landet, hvor der ingen læge var, kendte opskrifterne og lavede medicinen. Hvis medicinen ikke hjalp, brugte man trolddom. Malaria var almindelig i visse egne af Danmark i 1800-tallet. Den blev kaldt koldfeber og er nu forsvundet. Patienter med malaria blev anbragt ved hyldetræet med en rød snor i hånden, den anden ende blev bundet om træet. Så sagde den kloge kone en trylleremse, og derpå skulle sygdommen gå over i træet. Den røde snor blev bundet om en gren. Den, der fjernede grenen eller snoren, fik selv sygdommen, sagde man. 106

C. Hyldebær. De sorte er modne, mens de grønne er umodne. Fuglene æder de sorte og kommer igen senere, når de andre bær er blevet modne. Frøene inden i frugterne bliver spredt af fuglene over flere dage, og derved kommer de forskellige steder hen. Der er hyldebær i de fleste haver og skove; de er kommet i fugleekskrementer. D. Ung hyldegren. Indeni er der en tyk, hvid marv. Den kan brændes ud, og så har man et rør, der kan bruges til hyldefløjte. E F E, F. Blomsterne sidder i store skærme, der dufter fint. De bruges til hyldeblomstdrik. Til højre ses blomsterne forstørret. Hver blomst har 5 gule støvdragere og et støvfang og frugtknude i midten. 7. træer og buske 107

Skovfyr (Pinus sylvestris) Hen imod slutningen af maj kan Kattegat blive svovlgult af pollen. Det lægger sig på havet og dækker mange kvadratkilometer. Pollenet kommer fra de svenske fyrreskove ved østenvind, og mange bliver bange. Svovlregn kaldes det, men det er ganske ufarligt. Skovfyr dækker store arealer i Norge, Sverige, Finland og Rusland. En gang var den også almindeligt i Danmark, men den blev udryddet i 1700- tallet ved alt for stor hugst. F.eks. brugte man den på Læsø til at inddampe havvand for at få salt. Det gjorde man et par hundrede år, indtil fyrreskoven var helt udryddet. Der står et enkelt fyrretræ på øen, Bangsbo-fyrren, der måske er det sidste af den gamle fyrreskov. I andre dele af Danmark forsvandt fyrretræet, idet det blev brugt til byggematerialer, møbler, skibe og brændsel. Fyr var og er det mest anvendte træ. Skovvæsenet har prøvet at plante fyrreskove, men det er ikke lykkedes, sandsynligvis fordi den danske skovfyr var af en særlig race, der passede til miljøet i Danmark. Vore nabolandes fyrretræer klarer sig ikke særligt godt i Danmark, selvom man har prøvet med frø fra mange steder. Der vokser skovfyr på små arealer i mange skove. Den er let at kende, for den har mørke bark på den nederste del af stammen, men stærkt rødgul bark øverst og på grenene i kronen. De blågrønne nåle er 4-6 cm lange og sidder parvist med bugen mod hinanden på dværgskud. Skovfyr er et nåletræ, ligesom taks, ene og gran. Koglerne har en kort stilk. Blomstringen sker sidst i maj. Hanblomsterne er gule og sidder nær skudspidsen. Når de har afgivet deres pollen, falder de af og efterlader et bart stykke på grenen. Hunkoglerne er rødviolette og på størrelse med ærter. De sidder i skudspidsen. En klæbrig dråbe fanger pollenet, men først et år senere sker befrugtningen, og koglen vokser sig stor. Den består af kogleskæl, en slags blade, hvorpå der sidder to frø med vinger. De er meget efterstræbt af spætter, egern og mus. Frøene er modne det følgende forår, og så skal de ud. En solskinsdag sidst i april eller først i maj får solen koglerne til at åbne sig, frøene med deres vinger kommer ud, og vinden kan føre dem vidt omkring. Koglerne åbner sig med en knæklyd, der er let at høre. Fyrretræer indeholder harpiks, der dannes i ved og blade. Når barken såres, flyder harpiks ud og lukker såret, og der kan komme så meget, at det løber ned ad stammen. Det er gulligt, gennemsigtigt og klæbrigt. Insekter, edderkopper og pollen, der fanges i harpiks, bliver indesluttet og kan holde sig A. Skovfyr kendes på de slanke stammer, der er mørke nederst og røde højere oppe. i millioner af år, hvis harpiksen bliver til rav. Harpiks er meget brændbart, og derfor er fyrretræ letantændeligt. I moserne ligger der fyrrestammer fra oldtiden. De har stadigvæk harpiks i veddet. I Middelalderen og senere, helt op i 1800- tallet, lavede landbefolkningen flade pinde af dette træ. Dem kaldte man lyspinde eller fyrstikker. De blev brugt til belysning indendørs, og man kunne have begge arme fri, når man havde den brændende pind i munden. B. Svovlregn. Fyrrepollen fra svenske fyrreskove dækker havet ved Nordsjællands kyst. 108

D. Fyrrebrædt. Flere knaster sidder i samme højde, svarende til grenkransene, se fig. E. Der er ingen små knaster mellem de store som hos grantræ. C. Blomstrende skud af fyr. Hvis man vil vide, hvad man bruger fyrretræ til, går man i byggemarkedet. Fyrretræ er lyst med brune årringe. Der er knaster i efter grenene, og da grenene sidder i krans, er der flere knaster sammen. Så følger et knastfrit stykke, og så kommer der igen nogle knaster. Bjælker, planker, lægter, brædder er i regelen af fyrretræ, og det er der mest af. I vore nabolande laves der papir af fyrretræ. Træet bliver findelt og kogt med kemikalier, så cellerne falder fra hinanden, og så harpiks og alt andet, undtagen cellevæggenes cellulose, bliver opløst. Cellulosen bliver klæbet sammen med lim og andre stoffer og formet til papir, der laves i ruller. Skraber man på avispapir med et barberblad og lægger afskrabet under mikroskop, kan man se fyrretræets celler. Der vokser flere arter fyrretræer i Danmark, f.eks. bjergfyr og klitfyr. De binder sandet i klitter, hvor der er fare for sandflugt. E. Skema af fyrretræets vækst. Koglerne udvikler sig over tre år. Grenene sidder i kranse. F. Skovfyrs kogle kendes på sin korte stilk. Til venstre er den tørret og afgiver sine frø til vinden. Til højre er den klappet sammen, fordi det regner. Fyrrekogler kan udføre disse bevægelser mange gange. 7. træer og buske 109

Taks (Taxus baccata) Taks vokser kun vildt et sted i Danmark, nemlig på Munkebjerg ved Vejle. Men tidligere har dette træ været vidt udbredt. Det kan nemlig gro næsten overalt, og det kan man se af de mange takstræer, der står i haver og parker. Det var sikkert takstræets anvendelighed, der gjorde det sjældent i naturen. Det var det bedste træ til buer, der blev brugt i krig og til jagt. Arkæologerne har fundet taks-buer i moser, f.eks. fra Jernalderen, 1500 år før nu. De europæiske hære brugte buer som krigsvåben til omkring år 1500, fig. C. Takstræ bruges stadig til fint træarbejde, f.eks. af billedskærere, drejere og snedkere. Barken indeholder basttaver, der blev brugt til vævning af tekstiler. Taks er et nåletræ, ligesom fyr og gran. Det er ofte en 2-3 m høj busk, men det kan også være et træ. Bromølle-taksen ved Åmosen i Vestsjælland er 12 meter høj og kronen 20 meter i diameter. Det antages, at taks kan blive 500-1000 år gammel. Taks kan klippes i mange former, som det ses i parker og haver. Bladene er ca. 3 cm lange. De er bløde og mørkegrønne, fig. B. De er meget giftige, især heste er følsomme. Et par skud gør hesten syg, og æder den 500 gram, altså et par mundfulde, så dør den med det samme. Taksplanter er hanlige eller hunlige, fig. C. Sidst på vinteren springer hanblomsterne ud, og vinden fører deres pollen over til de hunlige kønsorganer på andre buske. Derpå vokser der en kødfuld skal op omkring frøet, den er først grøn, derpå lysende rød. Den tiltrækker fugle, der æder det hele, fordøjer kødet, men lader frøet passere tarmkanalen, så det ender i en klat gødning. En god start for en nyspiret plante. B. Røde bærkogler på taksgren. De er meget giftige. A. Hanblomster (brune) parat til at afgive pollen. 110 C. Engelske bueskytter med taksbuer. Middelalderligt håndskrift. (Fra Koch: Medieval Warfare 1979).

Ene (Juniperus communis) Ene er et nåletræ med spidse, stikkende nåle, der sidder tre sammen i kranse, fig. D. Ene vokser på sandet jordbund på heder og overdrev, samt i skove med meget lys mellem træerne. Der er mange former af buske: Søjleformet, kugleformet, nogle kryber langs jorden, fig. F, G. Ene er særkønnet, der er altså både han- og hunplanter. Hannerne producerer meget pollen fra de gule hanblomster, hunnerne bestøves af vinden. De befrugtede hunblomster vokser og bliver til bær med tre frø. Bærrene er grønne det første år, næste år modner de og bliver blåduggede, fig. E. Duggen er et lag af voks, der kan gnides af. Undertiden bærer ene grønne kigbær, der er en galle, hvori en galmygs larve vokser op. Navnet skyldes, at man tidligere brugte kigbær mod kighoste. Det hjalp ikke, men barnet blev rask af sig selv. Folk troede, at det skyldtes medicinen. I dag anvendes de blå bærkogler til krydderi på vildt og som smagsgiver i brændevin. På den måde laves gin og genever. Kvistene giver en vellugtende røg, når de brænder. Man kan købe enebærrøgede spegepølser. For hundrede år siden og tidligere blev enebærtræet brugt på mange måder. Veddet er sejt og modstandsdygtigt mod forrådnelse. Kong Christian den Femte lod Jægersborg Dyrehave indhegne sidst i 1600-tallet med 16.000 enebærstager, altså stammerne. Kviste og rødder blev brugt til kurvefletning, snore, fiskeredskaber, lerklinede mure, hvor leret blev klasket på enebær. Enekviste blev lagt i sengehalmen for at holde mus og rotter væk. Den vellugtende røg fra brændende enekviste blev brugt til at rense luften i stuer, stalde og kaserner. I pesttider røgede man med enebær for at holde pesten borte. Man kan koge enebærnåle eller bær i vand, vin, eddike eller alkohol. Så får man forskellige produkter, der blev brugt som medicin mod nyresten, stær i øjnene, døvhed, gigt, ufrugtbarhed, kolik, ja næsten enhver sygdom. Folk troede på medicinen. Det kaldes placebo-effekt, altså at troen kan medvirke til helbredelse, skønt medicinen ikke virker i sig selv. Hvis en bondekone ikke kunne lave smør af sin fløde, troede hun, at fløden var forhekset. Så skulle bøtterne koges med afkog af enekviste, og det hjalp faktisk, for det dræbte de bakterier, der ødelagde smørret. D. Enebær med hanblomster. De udsender mængder af gult pollen. F. To forskellige former af enebuske. E. De hunlige blomster vokser ud til bærkogler. Det første år er de grønne, det næste er de blå og modne. Nu kan de bruges til krydderi til vildt. G. Vinden har slebet disse enebærbuske, så de får form som Bornholm. Anholt. 7. træer og buske 111