Kapitel 14 Bogen var en form for dagbog der strakte sig meget langt bagud i historien. Den var håndskrevet, og det var tydeligt at det var Julemanden der havde skrevet om sine mange oplevelser. Han undrede sig over at Julemanden ville skrive en dagbog, men så bemærkede han noget der kom bag på ham. For hvert 50 år ændrede håndskriften sig. Besynderligt, tænkte Johnny, og undersøgte endnu flere sider bagud. Så gik det op for ham hvad det betød. Julemanden var ikke den samme person gennem tiden. Hver gang der var gået 50 år skiftede Julemanden fra en person til en anden. Johnny kiggede op. Fantastisk, tænkte han, Julemandstitlen gik nærmest i arv fra en person til en anden. Johnny læste videre. Dagbogen fik nu en anden betydning end Johnny først havde antaget. Dette var tidligere Julemænd som fortalte deres historier til fremtidige Julemænd, måske både til underholdning men også til lærdom. Da han nærlæste nogle af indlæggene fandt han også formuleringer som Min søn, dette er din første tur... Johnny var begejstret. Det var lige det her Eskildsen var ude efter. Ivrigt bladrede han om til det nyeste indlæg. Det var fra sidste jul, hvilket fortalte Johnny at stedet stadig var i brug. Han så ned på siden og læste: Dette er min sidste tur som Julemand, og næste gang er det dig der sidder her. Det er en fantastisk oplevelse at få lov til at blæse julestemningen og juleglæden ind i så mange hjem. Tiden er i stå når vi gør det, men når vi har været hele vejen rundt, og sætter tiden i gang igen, er det utroligt at opleve glæden der som et trylleslag indtager alle hjem. Det er en magisk oplevelse. Jeg ved at det er en lang tur, og at hele turen for os opleves som næsten 2 år, og det kan være ensomme 2 år, da alt er gået i stå. Men det er det værd, og i de 2 år ældes vi heller ikke selv. Fat mod og gør din slægtspligt. Jeg er stolt af dig, min pige. julehistorier.dk Side 65
Johnny var forvirret. Min pige? Julemanden var da en mand, tænkte Johnny. Og slægtspligt? Det var som om Julemandstitlen gik i arv fra slægtsled til slægtsled. Det gav egentlig god mening. Han bladrede om til starten af bogen, men kunne se at denne bog blot måtte være sidste bind i en lang række af bøger som han ikke kunne se var i lokalet. Han begyndte at læse de enkelte indlæg og faldt over en note der vakte hans interesse. Hvis du, min søn, vil vide mere om hvordan det hele startede, skal du læse Darwins bog om Arternes Oprindelse. Historien er skjult i omslaget i Darwins originale bog, men du kan blot låne den af ham. Han kender vores historie. Dette indlæg var dateret 1859, samme år som Arternes Oprindelse blev udgivet. OK, tænkte Johnny, så skal jeg bare finde, og få tilgang til, originalmaterialet til Arternes Oprindelse. Det lyder ikke som en helt nem opgave, og Johnny anede ikke engang hvor det oprindelige manuskript befandt sig. Johnny bladrede om til første side af bogen men den var overraskende nok væk. Nogen havde revet første siden af bogen ud. Johnny lukkede bogen og satte den tilbage på hylden. Det var vist det, tænkte Johnny. Der var ikke mere han kunne gøre på Pinzón. Han gik op at den lille trappe og missede med øjnene mod den skarpe sol, da hans øjne havde vænnet sig til mørket i hulen. Han fik løftet lemmen på plads, og da han havde fået læsset alt jorden tilbage på stenene, kunne man ikke se at han overhovedet havde været her. Han tog rygsækken over skulderen og begyndte at gå ned mod kysten igen. Et stykke derfra krøb en skikkelse i skjul bag et fremspring. Der var Johnny Branzoo, tænkte skikkelsen, hvor havde han været henne? Han var forsvundet for en lille time siden efter han havde stået på toppen af klippen, synlig for enhver. Skikkelsen fulgte efter Johnny ned over plateauet, ved at gemme sig bag hver lille busk, for det tilfælde at Johnny Branzoo pludselig skulle vende sig rundt. julehistorier.dk Side 66
Jeg er nødt til at se om han har fundet ud af mere om dragten, tænkte skikkelse, og småløb på lette fødder hen mod Johnny Branzoo. Skikkelsen trak en pistol frem fra lommen og råbte til Johnny. Stop, bliv stående og tag forsigtigt rygsækken af. Johnny vendte sig omkring og kiggede direkte ind i Jennys øjne. Johnny var målløs. Jenny, hvad laver du her, og hvorfor peger du på mig med en pistol? Ingen numre, Johnny Branzoo. Tøm din rygsæk. Jeg vil se om du har fundet noget her på øen. Jennys øjne var hårde og beslutsomme, men Johnny kunne også ane en vaklen i blikket. Det var slet ikke den Jenny som Johnny havde mødt i flyet, syntes han. Han blev bedrøvet. Hun havde snydt ham. Det havde været hende der havde gennemrodet hans taske på flyet, og hendes interesse i ham havde kun været for at komme tæt på ham. Modløst tog han rygsækken af og tømte dens indhold ud på jorden. Det var tydeligt at se Jennys irritation over at der intet interessant var i rygsækken. Johnny blev med et glad for at han havde været forsigtig før han gik ned i Julemandens hule, og at han havde skjult sine spor godt. Han var sikker på at Julemandens hemmeligheder var velbevaret. Hvad fandt du? spurgte Jenny tydeligt nervøs. Ingenting. Jeg havde et kort men der var intet at se nogen steder. Det var bare et gammelt fup-dokument. Jenny var tydeligt frustreret over dette, og hun så rådvild ud. Johnny bemærkede at hendes øjne ændrede karakter, og hun sænkede pistolen. Undskyld Johnny. Jeg blev nødt til det. De har kidnappet min far og truer med at slå ham ihjel hvis jeg ikke finder Julemandens dragt til dem. Hendes øjne blev blanke og hun satte sig modløst ned på en mindre lava formation. julehistorier.dk Side 67
Johnny følte sig lettet. Måske talte Jenny sandt, måske kunne hun virkelig lide ham, men havde været tvunget til at snyde ham? Han fik medlidenhed med hende som hun sad der på lava stenene med tårerne løbende ned af kinderne. De? Hvem er de? spurgte Johnny. Jeg ved det ikke, men de er meget velorganiseret og har kontakter i hele verden nærmest hulkede Jenny. De måtte være den amerikanske mafia, tænkte Johnny. Alt tydede på det. Han tog en chance. Jenny, jeg ved hvor dragten er, men for at få fat i den skal jeg først finde Julemanden. Jenny kiggede på Johnny, og hendes ansigt var et stort spørgsmålstegn. Finde Julemanden? Hvordan i alverden vil du gøre det? Jeg ved at Julemandes arbejde går i arv i en slægt, jeg mangler bare at finde ud af hvilken slægt det er. Denne information tror jeg er gemt i et dokument der skulle være gemt i omslaget i det oprindelige manuskript til Darwins Arternes Oprindelse. Men jeg ved ikke hvor dette manuskript er. Jennys ansigt lyste op. Det ved jeg hvor er. Jeg har selv set det. Det er på National History Museum i London i den nybygning der hedder The Cocoon. Selvfølgelig, tænkte Johnny. The Cocoon havde en meget stor permanent udstilling med Darwin og han havde selv set gennem de tykke ruder og set meget af Darwins originalmateriale, der lå i et sikret miljø med fugtigheds kontrol og temperaturkontrol. Johnnys ansigt blev alvorligt. Men hvordan kommer vi derind? Det er både låst og sikret. julehistorier.dk Side 68
Lad os tage tilbage til London og lægge en plan sagde Jenny, der igen kunne se en mulighed for at redde sin far. Jenny rejste sig, og Jenny og Johnny gik ned til kysten til det aftalte punkt, hvor Johnny signalerede med sin lommelygte ud til skibet. Efter lidt tid så de i det fjerne skibets gummibåd komme dem i møde. Lad mig gætte sagde Johnny, du har kaldt dig Frøken Alden og har hele tiden været lige i nærheden af mig. Og det var formentlig også dig der slog kaptajn Steve ned for at få min besked? Johnny kunne ikke lade være med at beundre Jenny. Jenny kiggede ned og var tydeligt berørt af spørgsmålet. Ja, jeg kommer vist til at give kaptajnen en undskyldning. Tror du han bliver meget vred? Lad mig tale med ham og forklare det hele. Han er sejere end man skulle tro. Johnny smilede ved tanken om at skulle fortælle kaptajnen at en kvinde havde overmandet ham, og han var sikker på at kaptajnen ikke ville gøre en større sag ud af det, af frygt for at tage ansigt overfor mandskabet. Matrosen der førte skibets gummibåd gjorde store øjne da han så Johnny og Jenny stå klar til at kravle ombord i gummibåden, man han turde ikke spørge hvor hun kom fra. Han havde oplevet så meget sammen med kaptajn Steve, at han ikke længere undrede sig. De sejlede tilbage til skibet, hvor kaptajnen stod og stirrede målløs på dem da de kravlede ombord. Op på broen, begge to sagde kaptajnens skarpt, og Jenny og Johnny fulgte efter kaptajnen til skibets bro. Det tog Johnny nogle timer at redde situationen. Først ønskede kaptajnen at vide alt, men Johnny ville ikke ud med detaljer fra missionen på øen. Det var først da Johnny fortalte at Jenny, som kaptajnen kun kendte som frøken Alden, var blevet tvunget til at udspionere Johnny på hans tur, da en forbryderorganisation havde kidnappet hendes far, at kaptajnen faldt ned på jorden igen. julehistorier.dk Side 69
Hmm.. Det stiller jo situationen i et andet lys. Hvad nu? spurgte kaptajnen. Vi har en plan svarede Johnny, men det kræver at vi kommer hurtigt tilbage til Panama City og tager direkte til London. Kaptajnen rejste sig resolut op, og gav besked på at påbegynde turen tilbage mod Panama City. julehistorier.dk Side 70