Farven som alkymi. Af Inger Smærup Sørensen

Farven som alkymi Af Inger Smærup Sørensen Tanken om, at alt i denne verden består af de fire elementer jord, vand, luft og ild besidder en egen skønhed. Og alkymisternes forestilling om, at disse fire elementer rummer altings begyndelse, er betagende. Det er nemt at fortabe sig i alkymiens verden. I de mange århundredes drømme om at finde frem til livseliksiren, elixsir vitae, og at omdanne uædle metaller til guld. Smukke ord og symboler er knyttet til denne jordiske astronomi, i forestillingerne om de vises sten og livets træ, i de mystiske naturfilosofiske fortællinger og i historierne om de magiske, farefulde rejser fra jordens dyb til solens indre. Men måske er det mest forjættende alligevel alkymiens forening af alle livets modsætninger, af det bevidste og det ubevidste, kroppen og sjælen, manden og kvinden. Fødslen, døden og genfødslen. I alkymien mødes alt. Viden, filosofi og poesi, tro og overtro sammensmeltes og indgår i evige foreninger og genforeninger med det kosmiske lys, sandhedens væsen, det filosofiske guld.tróndur Patursson er ikke alkymist, han er kunstner, og kunstværkets bestanddele er nogle andre end alkymiens. Men de er hverken mindre dragende eller mindre komplekse. For i Tróndur Paturssons kunst mødes alt, og intet kan adskilles fra helheden. Historierne om de farefulde rejser til søs, som omgærder kunstneren, det nære forhold til naturen, som er del af en sjælden og fantastisk slægtshistorie og hans smukke, eksakte talesprog er alt sammen del af hvert eneste kunstværk. Der er således ingen grænser at spore i hans kunst og intet skel mellem form og motiv, materiale og idé. Det æstetiske kan ikke adskilles fra det håndværksmæssige, viden kan ikke adskilles fra følelse, og det objektive og det subjektive, iagttagelsen og oplevelsen, det hånd gribelige og det uhåndgribelige forenes og genforenes i en evig søgen efter det sande udtryk. Derfor er der heller ikke nogen begyndelse eller 41

ende og intet sted at indlede en beskrivelse af denne kunst, som er mere oplagt end noget andet sted. Det er således tilfældigheden, der bestemmer, at dette forsøg på en beskrivelse nu begynder ved de fire grundelementer, farverne: blå, gul, rød og grøn. Blå Sorte spor tegner sig henover en bund af ultramarinblåt. Som kalligrafiske tegn bevæger de sorte spor sig op og ud på billedfladen. Nogle gange med næsten eksplosiv energi og andre gange mere langsomt og sikkert. Nogle gange er sporene kraftige, brede og stærke, andre gange er de fine, tynde og næsten gennemsigtige. Den ultramarinblå farve bevæger sig dybt ind mod uendeligheden bag fladen, og de sorte tegn på overfladen bevæger sig rundt i billedet og ud mod os. Vi bliver med en sviml ende kraft ført fra mørket mod lyset, mod en uendelig dybde, mod det ubegribelige og ufattelige. Den blå farve i Tróndur Paturssons kunst er noget ganske særligt. Ultramarin er det mest sjældne og kostbare af de mange forskellige organiske og uorganiske farvestof eller pigmenter, der findes i kunstnerens værksted, hans laboratorium. Ultramarinen fremstilles af halvædelstenen lapis lazuli, egypternes hellige sten, som forekommer i Afghanistan og i området omkring Bajkalsøen i Rusland. Det var i middelalderen, man fandt ud af at knuse, rense og omdanne denne eftertragtede sten til pigment, og selvom ultramarin nu fremstilles i en lidt mindre romantisk syntetisk variant, er farven forlenet med en særlig poesi. Ordet ultramarin betyder den anden side af havet og den forbindes med det guddommelige, med sandhed, evighed og det kosmiske lys. I Tróndur Paturssons kunst kan farvens eksistens som det blå mineral, lapis lazuli, med den kemiske sammensætning Na 8 (AlSiO 4 ) 6 S, ikke adskilles fra pigmentets historie, fra dets symbolske betydninger 42

Tróndur Patursson (f. 1944): Naturinspiration. 2006. Tempera på lærred, 195 x 145 cm. I kunstnerens eje 43

eller formelle egenskaber. Alt hænger sammen. Pigmentet og bevidstheden om dets oprindelse, fremstilling og historie indgår utallige forbindelser med den kunstneriske idé og det kunstneriske udtryk, ligesom det hele tiden finder og genfinder sammenhænge med andre materialer og pigmenter og således skaber og genskaber den store helhed. Sammenhængene er dog ikke nødvendigvis uden kontraster og forbindelserne ikke altid uden konflikter, for helheden er ikke statisk, men derimod en evig bevægelse af foreninger og genforeninger. En af de forbindelser, som den ultramarinblå farve indgår i Tróndur Paturssons kunst, er kombinationen med sort. Det er som regel en særlig asfaltsort, der indeholder naturasfalt, som er gravet ud i Sydamerika og består af kulforbindelser, syre og svovl. Asfalten varmes op til en sej, flydende substans, som har en lokkende skønhed, men som også er meget svær at arbejde med. Ifølge kunstneren komplementerer den asfaltsorte ultramarinen bedre en jernhydroxid, som har fine egenskaber sammen med andre farver, men fremstår lidt gråt i forbindelse med den dybe blå farve. Elfenbenssort, som er kendt tilbage fra oldtiden og fremstillet af forkullede knogler, kan forekomme brunt sammen med det ultramarinblå. Det samme kan kønrøg, et sort farvestof, som fremstilles ved ufuldstændig forbrænding af forskellige organiske stoffer som harpiks, tjære eller mineralolier og druesort, der udvindes ved glødning af drueskaller og olieholdige nødder. Sammen med ultramarinen fremstår den asfaltsorte som mere sort, end den egentlig er. Med denne kombination opnås præcis denne uforståelige forbindelse, som ikke alene kan forklares ud fra farvelæren eller kemien. En for bindelse, som rummer en særlig dybde. Måske den samme dybde, som vi oplever i naturen eller i forestillinger om det kosmiske rums uendelige udstrækning. Den tilsyneladende simple forbindelse mellem blå og sort konfronterer os med et uendeligt dyb 44

og med alt det vi ikke forstår. Den præsenterer os for det ubegribelige og ufattelige og gør os opmærksomme på ukendte dimensioner af virkeligheden. Kunstneren stiller os således over for noget som er fremmed for os, lidt på samme måde som universets uendelighed er ubegribeligt for os, og han viser os naturens storhed, kraft og intensitet, der har så stærk en tiltrækningskraft på mennesket, men som også er urovækkende og uforklarlig. For forbindelsen mellem den blå og den sorte er slet ikke simpel, den er del af et utal af forbindelser, og det er igennem en usædvanlig fornemmelse for alle disse sammenhænge, at Tróndur Patursson formår at videregive det uforklarlige, eller, som han selv udtrykker det, at gøre det usynlige synligt. Gul Selvom vi står overfor en farveflade, befinder vi os samtidig overfor et uendeligt dyb, og inde fra dybet kommer et lys, som er billedets eget lys. Den gule farve er næsten håndgribeligt til stede, men den er også som et uhåndgribeligt, uforklarligt lys. Ligesom lyset på en gang er materielt og immaterielt. Alt transformeres, i ét øjeblik er lyset i besiddelse af en enorm kraft og intensitet, i et andet er det svagt og gennemsigtigt. Alt forvandles og er på en gang materie og ånd, på en gang det indre og det ydre, overflade og dybde. Det er, som en immateriel verden fyldt med stof og substans eller en materiel verden fyldt med idé og begreb. De gule farver i Tróndur Paturssons kunst eksisterer først som materie, som pigmenter. Der er kadmiumgul, som findes i flere nuancer, blandt andet en stærk citrongul med utrolig intensitet, kromgul. Den består af bly- og kromforbindelser og er en følsom farve, der nemt mørkner og okker, som er en glansløs jordfarve med et brunligt skær. Men, det er den tunge, fine og giftige neapelgule, som med sin varme, grålige tone skaber en blød, lys baggrundsklang og fornemmelsen af, at lyset i 45

billedet kommer indefra. Det lys, som den neapelgule skaber, er på forunderlig vis stærkere end det lys, der skabes af en hvid baggrund. Hvad enten der her er tale om blyhvidt, et tungt og meget giftigt pigment, der er kendt tilbage fra antikken, og som har en varm tone. Eller om zinkhvidt, der er koldere i nuancen end blyhvidt, og som alkymisterne oprindeligt brugte som lægemiddel. Der er et særligt forhold mellem det ydre og det indre i Tróndur Paturssons værker. Lyset kommer indefra, og det er som om, billederne har en kerne, hvorfra alting bygges op og vokser ud. Men det er alligevel ikke så simpelt, for det ydre og det indre indgår i et samspil og er forbundne. Ikke bare i ekspressionistisk forstand, således at det ydre spejler det indre, men måske mere, som en slags udelelig organisk forbindelse mellem det ydre og det indre. Men billedet er skabt indefra, og dets eksistens som materiale eller objekt begynder med det rå lærred. Tróndur Patursson arbejder som regel med tempera, som er en maleteknik, hvor det middel, primært æggehvide, der binder farverne, består af en uklar væske, en emulsion. Tempera er en omstændelig proces, som kræver stor håndværksmæssig kunnen og en stor viden om materialerne og deres forhold til hinanden. Kunstneren begynder med at præparere lærredet, som skal kunne suge malingen og derfor skal behandles med mindst tre lag grunder. Det tager flere dage og involverer så magiske ingredienser som kaninskindslim, marmorstøv, blyhvidt og kridt. Derefter kommer bindemidlet. I den type tempera Tróndur Patursson benytter, blandes pigmenterne ud fra en hemmelig opskrift, der blandt andet indeholder æg, linolie eller nøddeolie, venetiansk terpentin, gummi arabicum og damar, som er harpiks fra Indien eller Indonesien, og vand, der ikke må være kalkrigt, og derfor meget gerne må være færøsk. For at få emulsionen til at holde sig længere, inden den tages i brug, tilsættes garvesyren, alun, eller noget så 47

husmoderligt som atamon. I maleriet holder en god tempera evigt og får ingen sprækker, men hver farve kræver sin egen blanding. Farvepulveret skal rives lidt groft, og da de færdigproducerede pigmenter ikke er grovkornede nok, må kunstneren ofte selv rive dem. Hvis farverne er for fine i kornene, bliver de fuldstændig dækket af olien, og pigmenterne står ikke helt klart frem. Olien skaber en hinde, der gør, at hverken øjet eller lyset kan nå ind til farven. Men når grovheden er tilpas, kan pigmenterne kaste lyset tilbage, og de tusindvis af bittesmå farvepartikler ses som små ædelstene, der lyser på billedets overflade. Farverne bliver selvlysende. Ordet tempera kommer af latin, temperare, som betyder at blande i et afstemt forhold. Temperaen skaber nærhed og kontakt til den gule farve, og i det rette forhold besidder farven en særlig sanselighed og et eget lys. Lyset kommer både indefra og udefra og er både materie og ånd. Den nære forbindelse mellem de håndværksmæssige og materielle aspekter af maleriet og de mere æteriske og flygtige kvaliteter har at gøre med en grundlæggende skabelsesfilosofi, som ligger til baggrund for al Tróndur Paturssons kunst. For at kunne gengive noget sandt må kunstneren ikke bare have stor viden om maleriets forfinede processer og mange års erfaring med det urgamle håndværk, han må være et med sit materiale. Kunstneren må selv rive sine farver og bearbejde sine materialer for at kunne videregive ånd til kunsten, og han må lade materialerne være del af den kunstneriske vision. Han må lade det materielle dematerialisere og det immaterielle materialisere. Rød En rød farve breder sig ud over en flade. Med intensitet og nærvær, uro og liv bevæger den sig ud over fladens grænser. Ud i rummet og ind i kroppen. Der ligger en voldsom kraft i den røde farve og en enorm styrke i de temperamentsfulde penselstrøg, der kastes vildt hen over den. Den røde lader sig 48

hverken tæmme eller begrænse. For værket er ikke et objekt, vi kan overskue eller indtage; det er et fænomen, der overrumpler os og overtager os. Kunstværkets intense nærvær frigør tanken og tillader kroppen at blive opslugt, og vi forstår instinktivt, hvad kunsten vil os, hvor vigtig den er, og hvor meget den kan i hænderne på en stor kunstner som Tróndur Patursson. Tróndur Patursson bruger flere forskellige røde farver i sin kunst. Han anvender rød okker eller brændt okker, som er gul okker, der har været udsat for glødning ved 800 til 1000 grader C, og jernoksidrød, som fremstilles kunstigt og har en dyb tone og det rystende tilnavn caputmortuum eller dødmandshoved. Andre røde er cinnober eller vermillon, en af menneskeslægtens ældste farver, som fås ved knusning af malm og har en usædvanlig kraftfuld lysende rød farve, der er så voldsom, at farven næsten ikke kan stå alene, og han bruger kadmiumrød, som findes i flere nuancer fra lys orangerød til kølig mørkerød. Nogle gange anvender han flere af disse røde farver i samme værk. Altid med det formål at skabe det stærkest mulige udtryk. De påtrængende, næsten urovækkende, røde malerier er stærkt ekspressive. De er i besiddelse af en udtrykskraft, som skaber en bevidsthed om kunsten som en fysisk akt og vidner om den menneskelige skaben. Ligesom det røde ikke bare er døden, men også livet, er værket ikke bare illusion, men også en kropslig handling og en fysisk realitet. Maleriet er ikke bare idé, det er også spontanitet, det er ikke bare det styrede, men også tilfældigheden det uforudsigelige. Tróndur Patursson komponerer de fleste af sine værker ud fra det gyldne snit, den fuldkomne balance og harmoni. Men samtidig har værkerne en flydende karakter og et vildt, spontant udtryk. Denne dobbelthed ses også i talløse modstillinger mellem det materielle og det åndelige, mellem kroppen og sjælen, mellem det guddommelige 50

og det jordiske, mellem det værende og nuet, det eviggyldige og det flygtige, samling og spredning, enhed og mangfoldighed. Forholdet mellem disse iboende modsætninger er på den en side udtryk for en grundlæggende dualisme i vestlig tænkning, hvor kunstværket forstås gennem modsætningspar. Der er dog ikke bare dualisme at spore, men også opløsning af dualismen. For modsætningerne er ikke stabile størrelser i Tróndur Paturssons værk, de er dynamiske, og forholdet mellem dem er ikke absolut, men derimod spændingsfyldt og sammensat. Det er måske netop her, i dualismen og i opløsningen heraf, at værkerne henter en del af deres styrke og fascinationskraft. Kunsten er ikke enten-eller, men både-og, og værket stiller ikke bare modsætningspar op mod hinanden, men forener dem også og gør dem til en del af hinanden. Værket behandler forholdet mellem sjæl, krop og natur, men rækker samtidig ud i intetheden, hvor det konkrete ophører og bliver til ånd. Kroppen og sjælen, det konkrete og immaterielle er både forskellige og det samme. Alle grænser er ophævede. Den røde farve bevæger sig dybt ind i sindet, og hele kroppen bliver omsluttet og overtaget af kunstværket. Mødet med det er en både storslået og sindsoprivende oplevelse. Det storslåede er et dybereliggende væsenstræk i Tróndur Paturssons kunst, som er umuligt at forklare til bunds. Men måske har det noget at gøre med dette grænseløse forhold mellem kontraster. På den ene side træder Tróndur Paturssons malerier os i møde, fordi de på én gang er til stede og nærværende på en sjældent intens måde, og på den anden side trækker de sig bort fra os, idet de rummer en fjern mystik og peger mod det ukendte. Jeg ved det ikke, men i hvert fald er det storslåede til stede, og vi kan ikke styre vore egne tanker og følelser, når vi står foran et af Tróndur Paturssons kunstværker. Ikke fordi hans værker er smukke, men fordi de er storslåede. På samme måde som naturen er storslået. 51

Grøn Med den grønne er vi tydeligvis i naturen og følelsen af uendelighed, magtesløshed og vægtløshed er svimlende. For intet er mere grønt end dette, intet mere fortættet. Den grønne er et koncentrat af alt i naturen, af alle strukturer, alle størrelser og alle stoffer og den er et koncentrat af mennesket forhold til naturen, til det evige og til det ubegrænsede, det uoverskuelige og det uanskuelige. Den grønne er en syntese af naturens iboende ro, harmoni og ligevægt og en sammenfatning af dens yderpunkter, dens voldsomhed, dramatik og dynamik. Alt mødes i billederne domineret af den grønne. Den grønne er et meget vigtig pigment i Tróndur Paturssons farvesamling. Til hans glasarbejder bruges kobberoxider, som kræver ekstrem teknisk kunnen og viden at have med at gøre, og til maleriet bruges phtalocyangrøn, et organisk kobberholdigt pigment med en meget dyb, grøn tone. Derudover blandes forskellige blå og gule farver til nye grønne farver. De rene farver påføres lærredet i tynde laserende lag, løber sammen og skaber uendelige grønne variationer, toner, nuancer og klange. Tróndur Patursson kalder de fleste af sine værker for naturinspirationer, og de handler blandt andet om at forenkle eller omsætte naturoplevelsen eller den naturalistiske beskrivelse af naturen til ekspressiv abstraktion. De er en slags fortættede udtryk af et helt livs indtryk i naturen eller sammentrængte udsagn om de tilstande, som naturen bringer mennesket i. Baggrunden for denne tilgang til kunsten er en naturfilosofisk enhedstækning, der måske endog minder om alkymisternes ideer om kosmisk harmoni og deres tanker om, at mennesket selv må gennemleve intense møder med elementerne som forudsætning for at kunne bevæge sig videre mod et højere åndeligt niveau. For at kunne omsætte naturoplevelsen til billede og fortætte alt til et udtryk må kunstneren ikke bare være ét med sit materiale og selv blande sine farver, motivet må også ligge 52

dybt i kunstneren og være del af ham. Han må blive ét med naturen, for at kunne opnå den kontakt til sit emne der gør, at han kan forvandle det til noget andet og føre det videre til et kunstnerisk og åndeligt plan. Splittelsen mellem natur og ånd ophæves, og der skabes en harmonisk forening af landskabet og kunsten. Således har Tróndur Paturssons kunstværker en uendelig udstrækning på samme måde, som naturen er uden grænser og hverken har begyndelse eller ende. Himmelen og havets dyb er til stede i hans værker, ikke som naturalistiske gengivelser, men som essenser. Klippens struktur, vinden, bølgen, bevægelsen og alt grønt er til stede, ikke som illustrationer, men som følelser eller fornemmelser. Værkerne er selvfølgelig ikke natur, de er kunst, men de er inspirerede af naturoplevelsen og de deler det sublime og det storslåede med naturen. Tróndur Patursson baserer nemlig sine værker på sit livslange studie af naturen, og hans kunst har derfor et væsensfælleskab eller en sjælelig forbindelse med naturen. Alt, hvad han har oplevet i naturen, er med i hvert eneste værk, hvad enten det er en lille tegning, et stort maleri eller en af hans totalinstallationer i glas. Hver gang møder vi hele livets landskab. Den grønne farve skaber harmoni, ro og enhed, men den er også en udforskning af det absolutte, af den yderste grænse og af det, der findes hinsides den. Der vækkes derfor en undren i sindet, når vi står overfor Tróndur Paturssons værk. En undren, som måske kan sammenlignes med det, der sker med os, når vi bliver konfronteret med det storslåede og det absolutte i naturen, med ekstrem størrelse, højde, tomhed, mørke eller stilhed eller måske med den religiøse, åndelige oplevelse. Sindet bevæges, så det ikke kan rumme andre tanker og følelser, det renses overfor uendelig storhed og uendelig tomhed, uendeligt nærvær og uendelig afstand. 54

Modsætningernes helhed Kunstens bestanddele er nogle andre end alkymiens. De fire farver, blå, gul, rød og grøn, er grundelementer i Tróndur Paturssons kunst, men de indgår, ligesom alkymiens grundelementer, jord, vand, luft og ild, i en dynamisk helhed, der rummer alle modsætninger. Alle kontraster forenes og genforenes i hans kunst. Handling og væren, form og indhold, det indre og det ydre, dybde og overflade, det enkle og det komplekse, det bestandige og det flygtige kan ikke adskilles fra det sansede og det tænkte, det styrede og det spontane, det immaterielle og det materielle og det håndgribelige og uhåndgribelige. Alt er del af et hele og kunsten forløses netop ved værkets sammensmeltning af alle disse modsætninger, coniunctio oppositonum, som alkymisterne kaldte det. Tróndur Patursson er ikke alkymist, han er kunstner, men ligesom alkymisten, undersøger kunstneren materiens inderste væsen. Han udforsker stoffets hemmeligheder på samme måde, som han undersøger sjælens dybder, og skaber dermed en særlig mystik, som ligger udenfor vores forståelsesramme og som peger mod det religiøse og det naturfilosofiske og mod en særlig universalisme. Således skaber Tróndur Patursson en kunst, som næsten overskrider kunsten grænser og som bevæger sig videre ud mod det uendelige, mod det storslåede og mod det, som er sandt. Litteratur Akke Kumlien: Oljemåleriet Material, metoder och mästare. Stockholm 1977. Se i øvrigt s. 55