(Af Henr. Ibsen) I Der boer en hæslig Svartalf i mit Bryst, Som stundom gjæster mig i onde Timer, I Eensomhed, som midt i Livets Lyst Naar vaagende jeg drømmer eller rimer. 5 Og naar den hvisker, om end nok saa tyst, Det er mig som en Dødningklokke kimer, Som havde mig en gravkold Læbe kyst, Thi efter Svartalfskik den heel sublim er: «Begriber Du ei selv», den hvisker fult, 10 «Hvor den er indholdsløs, den hele Færden; At Du har tabt din Tro paa Gud og Verden? Og kan du ei forstaa, dit Bryst er hult, Dit Ideal en Lygtmand i det Fjerne, Dit Maal et Stjerneskud og ei en Stjerne?» II 15 «Dit Indre er som Bakkehældets Bæk, Hvor Kiselstenen ligger tør paa Bunden Fordi den sidste Bølge alt er runden, Mens al din Sangerkraft med den er væk. Og naar Du troer at nynne gjennem Lunden, 20 Saa er det ei din Bølge mild og kjæk, (Den havde Blomsten lyttet til med Skræk Og dog med Længsel, af den Klang omvunden.) Nei, det er kun de tørre Vindfaldsgrene, Som Efteraarets Blæst har hvirvlet ned 25 I Elveleiet mellem golde Stene, Og naar den friske Strøm med Jubel risler, Og Du vanvittigt troer at synge med, Da er det kun det brune Løv som hvisler!» III «Og bild for Alting ei Dig ind at Flommen 30 I Høst og Vaar forandrer din Natur; Du blier jo ligefuldt en stenet Ur, Naar din normale Tid igjen er kommen! Ak, skal Du vente paa Begeistringstrommen, For kjækt at storme mod dit Fængsels Muur, 1
35 Da er det bedre, at du bliver stuur, Og kun spagfærdigt knytter Haand i Lommen! Taus svømmer Svanen til den døer, men klangfuld Blier Stemmen, naar den skal sin Sjæl udaande; Ak ja! hvad mægter ikke Dødsens Vaande! 40 Men vil Du derfor kalde den en Sangfugl? Vid, Livsforliset satte den i Flamme, Og husk, en Ruus formaar hos dig det Samme!» IV Jeg stod en Morgenstund i Galleriet Og drak Begeistring af den rige Kilde, 45 Som Kunstens høie Fædre havde viet Til uforkrænkligt Liv med Hænder milde. Hvor er ei Sjælen let og Sindet stille! Det er som alle Storme havde tiet, Det er som alle Bølger havde biet 50 I deres Flugt, og blidt mod Stranden trille! Hvad er hiin Stilhed vel i Kirkens Haller, Hvor Menigheden triner ind, andægtig Som det sig hør og bør i Herrens Tempel, Mod denne Stilhed, der som Duggen falder 55 Paa Sindet her, hvor Aanden har sit Stempel Sat paa hver Tavle evigstærk og mægtig? V Hvad er det, som beruser mig saa mægtigt Imellem disse Evighedens Værker? Er det de store Navne, jeg bemærker, 60 Hvad heller Farvespillet mildt og prægtigt? Nei, hvad mig griber kjærnefuldt og vægtigt Er Tanken, at min Sjæl endnu saa stærk er, At den har Haab og Tro trods alle Klærker, En Sats, som tidtnok klang mig selv fordægtigt. 65 Ja her jeg føler, at i mig er Gud; Thi jeg formaar at gribes og beruses Ved Skjønhedstanken, der er foldet ud. Jeg skuer Gudsideen klar og plastisk; Se! derfor svulmer og min Sjæl elastisk, 70 Og Tvivlens Dæmon i mit Indre knuses! VI Corregios «Nat!» med dine Helgenstraaler, Hvor har Du drysset Dagglands i mit Sind! Jeg stirret har i Dunkelheden ind 2
Saa dybt, som noget jordisk Øie taaler. 75 Mig griber Angsten paa Marias Kind Mens hun sin Fryd og Ve i Tanken maaler, Jeg deler Mohrens Bøn, mens rige Skaaler Han rækker Barnet af dets Lyshav blind. Og Stjernen, som de fromme Hyrder skimted, 80 Der peged did, hvor Frelseren var stegen Som Menneske fra Himlen ned til Jorden, Se, den har og for mig i «Natten» glimtet, Min Frygt er kuet og min Tvivl er vegen, Den skjønne Mythe er til Sandhed vorden! VII 85 Og Rafaels «Sixtinske Jesu-Moder» Med Frelserbarnet mellem sine Hænder, Imedens Himmelen sin Hvælving spænder Om Tusinder af milde Engleho der! Og saa den trivelige Nederlænder, 90 Som sidder veltilmode i sin Bod, der Til Overflod er fuld af døde Ænder, Og Gjæs og Høns og andre Verdens Goder! Den Ene overskygger ei den Anden: Violen kan jo dog med Tulipanen 95 Forliges nok saa godt i en Bouket; Og tør da ikke jeg i en Sonnet, Som Anemonen med den gyldne Iris, Forbinde Rafael med Jan van Mieris? VIII Thi mindes skal Du, at i Kunstens Rige, 100 Der er det ene Formen som har Rang; Hvis Du vil dømme Skaldens Tonestige, Saa hør hvorledes, ikke hvad han sang. Hvad Kunstneren har tænkt vil Intet sige, Lad da Ideen gaae sin egen Gang; 105 Det hjalp kun lidt mod Himmelen at hige, Hvis ei paa stærke Vinger Du Dig svang; Ja Formen, Formen kun i Et og Alt Formaar at adle Kunstneraandens Foster Og stemple det som stort og genialt; 110 Ja, Formen hylder jeg hvad end det koster! Begribeligt! thi, tab det ei af Sigte: Ved Formen blive mine Vers til Digte! IX 3
Og hvorfor skal da vi Poeter rave Med øllet Hjerne om Ideens Baal, 115 Og blindt afsted paa Versefødder trave En Hestelængde foran Tankens Maal? Se, Kunsten er jo dog en Strudsemave, Der døier Alting, Selv Granit og Staal, Og Du kan fodre den med Grød og Kaal, 120 Som med den gyldne Frugt fra Edens Have. Og hvortil da de overstemte Toner, Og denne Sværmen-om i Regioner, Hvor Vingen brister og hvor Stemmen svigter; Istedetfor at slaae i Jorden Rod, 125 Og skabe Billeder med Kjød og Blod Fra Hverdagslivet, som Stillebens-Digter? X De stille Morgentimer er tilende, Og jeg er vakt af mine Drømmes Dvale, Thi broget bølge gjennem alle Sale 130 Besøgende hvorhen jeg vil mig vende. Og Recensioner mine Sandser blænde; Jeg føler mig som Vaarens første Svale Idet den atter gjæster Hjemmets Dale Men endnu ikke kan sin Rede kjende: 135 Jeg skued Alting i Morganataage; Nu kritiseres her fra alle Kroge Saa det tilsidst mig Sind og Syn forvilder. Hvad maa dog ei et Digterhjerte døie! Ak, hvilken Marter for et lyrisk Øie, 140 Naar det skal skjærpes ved Kritikens Briller! XI Og mellem Klyngerne Repræsentanter For alslags Kunstbegeistring er tilstede; Her En, som fægter i æsthetisk Hede, Fordi han selv har Rang blandt Dilettanter, 145 Og der en Anden, hvis Begeistring skranter, Fordi den fostredes af Livets Lede, Og derfor trænger til lidt lunken Væde, Dugperlens Surrogat for Potteplanter. Og hist en Tredie med aabne Øren, 150 Det ene Ind- det andet Udgangsdøren For hele Skarens klingende Kritik; Han lytter stille, med opmærksomt Blik, Er ganske enig med dem Allesammen, 4
Og spør tilsidst hvad Prisen er paa Rammen. XII 155 Men i den indre Sal, hvor Dagen falder Med dæmpet Lysning gjennem Vindvets Bue, Hvor Spaniens høie Mesterværker skue Zigeunerdunkle gjennem Seclers Alder, Der klinger ei det kritiske Rabalder, 160 Der brænder ene Kunstnerdrømmens Lue Saa tyst som Kjærten, der til Andagt kalder Ved Korsets Tegn i Katholikens Stue. Thi for Murillos høie Himmelfrue Der sidder tankefuld en Kunstnerinde 165 I stum Beskuen af sit Fortidsminde; Og hendes Sjæl sig svinger som en Due, Vi følge den paa Versets lette Vinger, Lad se, om Fredens Olieblad den bringer! 5