Prædiken til 11. Søndag efter Trinitatis

Transkript

1 Prædiken til 11. Søndag efter Trinitatis Salmer Indgangssalme: DDS 736: Den mørke nat forgangen er (mel.: Winding) Salme mellem læsninger: DDS 6: Dig være, mildeste Gud Fader Salme før prædikenen: DDS 411: Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig Salme efter prædikenen: DDS 609: Dybt fornedres skal enhver Nadversalme: DDS 477: Som korn fra mange marker (mel.: Nu blomstertiden kommer) Udgangssalme: DDS 424: I Herrens hus er godt at bo Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:»to mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«(luk 18,9-14) Amen! Gott mit uns Gud med os. Sådan lød teksten på de tyske soldaters bæltespænder under begge verdenskrige. Udsagnet er tvetydigt. Det må vi fastholde, også selv om det ikke nødvendigvis var tænkt sådan. Verden blev for altid en anden efter det, der dengang var kendt som den store krig det, vi har for vane at omtale som første verdenskrig. Og spørgsmålet om, hvad udsagnet Gott mit uns, som alle tyske soldater altså gik rundt med i bæltet, egentlig betyder, er derfor ikke så ligetil, som det kan lyde. 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Helt umiddelbart betyder det jo og det er ganske givet den oprindelige mening at Gud er med os. Altså, at han er med os i modsætning til de andre. Modstandernes, modparten, fjenden derude i Flanderns skyttegrave eller på de russiske stepper. Men døden og det meningsløse slagteri, hvor millioner af liv gik tabt, gjorde for altid en sådan opfattelse næsten ubærlig. Hvis der gives en mening i dette liv, kan den i hvert fald ikke være, at Gud ønsker et andet menneskes blodige død, for at vi kan triumfere. På slagmarken er Gud ikke i særlig grad med bestemte, men, må vi fastholde, i lige grad med alle i lidelsen, fordi vi alle er hans skabninger. Gud er Gud for alle mennesker. Gud er Gud for enhver uanset, hvilken side af pigtråden, snubletråden eller pansergraven, som hun eller han måtte befinde sig på. Det må i hvert være en teologisk lære af første verdenskrig menneskeslagterier at ingen kan påberåbe sig at have Gud på sin side som en magt, der legitimerer vold, nationalisme eller undertrykkelse. Men dette blev selvsagt ikke den egentlige udfordring for kristendommen, der udsprang af dette enorme slagteri. For selve Guds eksistens og troens mulighed blev den egentlige anfægtelse i tiden derefter og er det sådan set stadig, selv om vi jo herhjemme nord for den gamle grænse ikke selv bærer rundt på fortællinger om olde- og tipoldefædre, der aldrig kom hjem. Det brændende spørgsmål kom til at handle om, hvordan Gud dog i alverden kunne tillade, at alt dette den store meningsløse nedslagtning af hans skaberværk fandt sted. Hvordan den gode Gud i himlen, der har elsket os så højt, at han selv gik i døden for vores skyld, dog i alverden kunne tillade at hele generationer af unge mænd skulle dø til ingen verdens nytte. I dette lys kan indskriften på det tyske soldaterbælte, Gott mit uns, heller ikke længere forstås på samme måde. Det er ikke længere muligt at se det som et udsagn om, at Gud er vores og ikke fjendens. Men udsagnet kan stadig give mening. Det kan ses og er blevet set som en bøn. En anråbelse og bønfaldelse om, at Gud dog vil være med os, ligesom han er med alle andre. At den nådige Gud dog vil holde hånden over det enkelte menneske stillet over for meningsløshedens, angstens og dødens forfærdende virkelighed. Hér bliver udsagnet også et helt andet. For hér handler det ikke længere om os over for dem. Om at Gud er vores og ikke deres. Om at Gud vil lade andre dø, for at vi kan leve, sejre og triumfere. For anråbelsen, nødråbet og skriget om Guds nærvær i nødens stund er ikke ekskluderende. Det åbner op for, at Gud er med 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 os, som han er med alle mennesker. Om at han vil bevare sin skabning på trods af vores ondskab. I dagens evangelium er bønnen og anråbelsen også omdrejningspunktet. Ligesom det i øvrigt er det i den forudgående beretning om enken og den uretfærdige dommer og det er da også nok derfor, at den gode Lukas netop har fundet de to beretninger har passet sammen. For bønnen og dens virkning er omdrejningspunktet. Og i dagens evangelium hører vi altså om to mænd, der drager op til Jerusalem for at bede i templet. Det er ligheden imellem de to. Men det er nu egentlig forskellen, vi skal have fat i. For de er ikke i den samme situation, de gør ikke det samme, og det ender da også forskelligt for dem. Den danske oversættelse lader os på fornem vis ane, hvad der er på spil. Den ene, farisæeren, stiller sig frem for at lade sin bøn lyde, men må vi forstå det i nok så høj grad for at lade andre se og beundre ham. Den anden mand, tolderen, er modsætningen hertil. Han gemmer sig. Ovre i hjørnet, langt væk fra mængden, beder han. Ikke om nogen gunstbevisning, om nogen fremgang i dette liv; eller for den sags skyld om Guds særlige bevågenhed. Men om, at Gud dog vil bære over med ham som den synder, han er. Hér har vi forskellen og modsætningen. Den, der stiller sig frem til skue for alle, og den, der står ydmygt, så ingen skal se ham. Vi kan se det for sig den ene, der bringer sig selv i centrum og mener sig retfærdig, overfor den anden, der ydmygt trygler om Guds uudgrundelige nåde. Som gode lutheranere har vi næsten for let ved at fange denne pointe. Den selvretfærdige over for synderen. Vi véd godt, at ingen kan frelse sig selv. At vi uanset, hvad vi så end gør, aldrig selv kan fortjene frelsen. At vi alene frelses ved troen, der er Guds nådige gave til os. Derfor overrasker pointen os heller ikke. Det kommer ikke bag på os, at det er tolderen, der går retfærdiggjort derfra, og at farisæeren udstilles som ikke retfærdig, men selvretfærdig. Det kan synes næsten selvindlysende og derfor kan det skygge for radikaliteten i det. For Jesu oprindelige tilhørere var farisæeren jo idealet. Det var farisæerne, der havde fat i den lange ende i modsætning til alle os andre. Og for dem må det i høj grad have været højst overraskende, at det blev en anden, Guds nådige blik faldt på; og så endda, at det var en tolder, der som tilhørende 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 den romerske magt jo var noget af det værste overhovedet, der gik retfærdiggjort derfra. Og os ja, hvad skal vi stille op med det hele. Ligner vi tolderen eller er vi at ligne med farisæeren. Ja, sympatien ligger jo som allerede antydet helt klart på tolderens side. Men det er måske netop det, der er med til at tage brodden af det, når vi møder ordene i dag. Denne problemstilling har Søren Kierkegaard, kan man fristes til at sige, naturligvis et skarpt blik for. I et lille skrift med den rammende titel Ypperstepræsten Tolderen Synderinden gør han sig en række nyttige overvejelser. Det hedder bl.a.: Hyklere, der, som Pharisæeren gudsbespotteligt sagde i sin Bøn jeg takker dig Gud, at jeg ikke er som denne Tolder skinhelligt sige: jeg takker dig Gud, at jeg ikke er som denne Pharisæer. Ak ja, vist er det saaledes; Christendommen kom ind i Verden og lærte Ydmyghed, men ikke Alle lærte Ydmyghed af Christendommen, Hykleriet lærte at forandre Maske og blev det samme, eller rettere endnu værre. Kierkegaard peger således på, at for os fanget godt ind i vores protestantiske tradition og magelige automatreaktioner, så bliver det hele kun alt for let vendt på hovedet. Det bliver ydmygheden og uformåenheden, vi stiller frem ganske som farisæeren dengang stillede sin retfærdighed frem. Men formålet er sådan set det samme at vi selv skal gøre os fortjente for Gud. Nu skal det ikke forstås sådan, at Kierkegaard har sympati for farisæeren og tager afstand fra tolderen. For det gør han langtfra. Det er ydmygheden som attitude eller påtaget og dermed falsk maske, han lægger afstand til. Hvis man ydmyger sig selv med det formål at blive ophøjet, har det ikke meget med ydmyghed at gøre. Så er det bare hykleriet, der forandrer sit udtryk og viser sig i en ny forklædning. Og farisæeren, hvad er det da egentlig, at han gør. Han bruger de andre, og især tolderen, til at stive sin selvtillid af; til at fremstå som noget særligt. Vi må ikke overse grunden til, at Jesus fortæller lignelsen: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte han den. Det er vigtigt at få med. I virkeligheden kan farisæeren slet ikke undvære tolderen. Hvad skulle han dog gøre, om alle var lige så fromme som han selv? Og lad os med dette i baghovedet vende tilbage til Kierkegaard. I vores oversættelse står der, at»farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv«. 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 På Kierkegaards tid lød det anderledes: Farisæeren stod for sig selv og bad saaledes...«derfor siger Kierkegaard i det nævnte essay:»evangeliet siger, han stod for sig selv og takkede Gud,»at han ikke var som de andre Mennesker«. Og naar man har de andre Mennesker med sig, saa staar man jo ikke for sig selv. Just deri laa Pharisæerens Stolthed, at han stolt brugte de andre Mennesker til at maale sin Afstand fra dem, at han ikke vilde for Gud slippe tanken om de andre Mennesker, men holde denne Tanke fast, for saa stolt at staa for sig selv i Modsætning til de andre Mennesker; men det er jo ikke at staa for sig selv, mindst er det at staa for sig selv for Gud. Det er selvsagt skarpt set og et genialt ordspil med udtrykket at stå for sig selv. Farisæeren stiller sig for sig selv for at lægge afstand til andre mennesker, men han ser ikke, at det er umuligt. For just de andre mennesker er nødvendige for ham. De skal være det spejl, han kan spejle sig i. Derfor står han ikke for sig selv, skønt han tror det. Tolderen derimod står for sig selv, alene, selvom farisæeren er lige i nærheden. Han takker ikke for, at han ikke er som farisæeren. Det ville være en uhyrlighed, både inden for hans egne og inden for alle andre cirkler. Han ser måske ikke engang farisæeren, for han tør ikke løfte sit blik. Han slår sig for brystet og udbryder:»gud, vær mig synder nådig!«om ham hedder det, at han gik retfærdiggjort hjem, det vil sige: som et tilgivet menneske. Det gjorde farisæeren ikke, af den simple grund, at han i hvert fald i egne øjne var retfærdig, allerede da han kom. Og derfor takkede han dybest set for, at han ikke havde brug for Gud og hans tilgivelse. Han kunne selv. For alle os, der ikke kan selv. For alle os, der ikke magter vores liv. For alle os der hverken lever op til vores forpligtelser over for vores medmennesker eller over for den gode Gud i himlen, er ordene en løfterig tale. Ikke for at vi skal gøre ydmygheden til et kendemærke og tro, at vi ved at stille os over i hjørnet og bekende vores synd, fortjener noget særligt. Men fordi vi har fået lov til at tro på, at Gud vil se i nåde til os på trods af vores fejl, mangler og fejltrin. Og at vi i denne tro også har fået lov til at leve vores liv for og med de mennesker, som Gud i sin nåde har givet os at leve det sammen med. Vi har, ganske som de soldater, som vi begyndte med at tale om, fået lov til at tro, at Gud dog også vil være med os og stå os bi. Ikke i modsætning til alle andre, eller fordi vi i særlig grad fortjener det. Men fordi det alene er på hans evige nåde, at vi kan leve vores liv. 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Amen! 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6