Kapitel 6 6. december 2013 Johanne stod uden for på sin terrasse, iført sin lange frakke og havde lige tændt en smøg, da det ringende på døren. Jeg har den, jeg åbner råbte Christine og spurtede ud. Sandsynligheden for at den besøgende var til Christine var også umådelig stor. Mor, det er hr. Veetter, der vil tale med os, hvis det er belejligt, er det det? Johanne smed cigaretten væk, burde også holde op, tænkt hun, men havde aldrig sådan rigtig sagt til sig selv at hun ville stoppe. Selvfølgelig er hr. Veetter velkommen. Side 1
Johanne og Christine havde været noget nysgerrige efter hvem hr. Veetter egentlig var, og havde Googlet, og søgt på navne, men der var absolut intet om denne mand. Også de gamle hvem er hvem bøger, havde Christine søgt i på biblioteket, også det var resultatløst. Christine inviterede hr. Veetter indenfor, gav ham høfligt en hånd, så han kunne tage skridtene op af trappen, støttende sig til sin imponerende stok, med halvædelstenene som glitrede i lyset fra entreen. Jeg kan lide din Goth tøjstil unge jomfru Christine. Datteren smilede bredt, over denne formulering, ja det er bare lige mig, men bare fordi jeg er Goth, er det jo ikke ensbetydende med at jeg er emo, for jeg er ikke dyster på den måde. Nej, det er jeg da fuldstændig klar over, og man skal ikke se på dig længe, før man kan konstatere at der ikke er noget emo over dig, måske engang i mellem ungdommens tungsind, men det er også det hele og det er en del af livet. Johanne, som var ved at smide den lange frakke og hænge den op på knagen, sammen med hr. Veetters overtøj, kunne se at det glædede Christine, at der var en som kendte forskellene på begreberne. Må jeg byde på kaffe eller the? spurgte Johanne, mens hun hjalp hr. Veetter ind i stuen og til en siddeplads i sofaen. Side 2
Gerne noget kogende vand. Jeg er lidt kræsen, så jeg har min egen the med. Kaffe det er ikke lige noget for mig. Dufter dejligt, men bryder mig ikke om bitterheden i smagen smilede hr. Vetter. Sådan har mor det også. Christine havde sat sig i samme sofa som hr. Veetter, et tegn på at hun var dybt fascineret af denne mand, og hans udstråling. Johanne gik ud i køkkenet, og satte the kedlen i gang. Johanne havde det lidt underligt inden i, fordi hun følte, at hun havde kendt denne mand i hele sit liv, og samtidig vidste hun intet om ham. Christine var også faldet fuldstændig for ham. Mærkeligt, de var ellers begge to lidt reserverede overfor nye mennesker og skulle lige se dem lidt an, inden de nye sådan blev lukket ind. Men manden her hr. Veetter - havde en magisk udstråling over sig, på en eller anden udefinerbar måde. Johanne bragte husets bedste tekopper i spil og bar dem ind i stuen, hvor Christine var i fuld gang med at fortælle om alle sine dyr, slanger, leopardgekkoer, krokodilleskinke, valseskinke og ildbugssalamandere, og hr. Veetter lyttede interesseret, og havde endda kommentarer omkring dyrene. Christine havde nærmest julelys i øjnene over, at der var nogle som vidste hvad hendes dyr var for nogle og som kunne komme med interessante betragtninger omkring dem. Johanne lod deres samtal fortsætte, gik tilbage til køkkenet og stod og kiggede på kedlen, som var en uendelighed om at komme i kog. Hun lyttede til samtalen der var i gang, og på hendes datters ivrige stemme og hr. Veetters lidt ru og raspende stemme. Johanne kommenterede ikke på noget, før det kogende vand var bragt ind og gæstebordet var arrangeret. Side 3
Da alle sad omkring sofabordet, kom der en lille tavshedsperiode, hvor ingen rigtig vidste hvem der skulle starte en samtale op. Det blev hr. Veetter, der så Christines arm, da hun rakte frem efter en småkage, formentligt for at bryde den lidt akavede tavshed. Jeg kan se at du har Carls vognen stjernetegnet som små fregner på din arm. Vidste du, at du i vikingetiden havde fået sat alle midler til rådighed, fået uddannelse m.m., da man regnede det for et tegn fra guderne om at denne person var noget særligt? Ja det har min mor fortalt. Jeg syntes at det var spændende. Din mor har åbenbart en viden, som ikke mange har var Hr. Veetters kommentar og han sendte et undersøgende blik over til Johanne, som Johanne ikke helt kunne fortolke, uudgrundelig, spørgende og samtidig undrende. Hr. Veetter begyndte at blande sin the, og det foregik som et lille ritual, som Johanne og Christine fulgte nøje med i. Da the ceremonien var færdig, kiggede hr. Veetter op. Jeg stillede et spørgsmål for et par dage siden, inde til foredraget, nemlig spørgsmålet om hvorvidt I tror på nisser eller ej. Omstændighederne ville at jeg aldrig fik noget svar. Det er for mig umådeligt vigtigt og af meget stor betydning, at I besvarer dette spørgsmål og svarer sandt, og ikke lader nogle fordomme, holdninger eller normer diktere jeres svar. Jeg må igen tilføje det er umådeligt vigtig for mig at I siger hvad I virkelig tror. Altså tror I på nisser? Side 4
Johanne kiggede hr. Vetter direkte ind i hans gnistrende mørke øjne, uden tøven og uden betænkningstid. Jeg er fuldstændigt overbevist om, at der har eksisteret nisser som en befolkningsgruppe, og jeg afviser bestemt heller ikke muligheden for at de fortsat eksisterer den dag i dag og går rundt i mellem folkemængden. Ditto svarede Christine. Det lyder åndsvagt, men jeg kan bare føle det, på en eller anden måde. Hun trak på skuldrene, i en slags afmagt over ikke at kunne redegøre nærmere for hendes tro. Hr. Veetter nikkede. Et supplerende spørgsmål. Hvordan skulle nisserne kunne skjule sig, og være ukendte for den almindelige befolkning, hvis de eksisterede i dag? Christine svarede hurtigt, for at komme sin mor i forkøbet: Der er ingen der rigtig ligger mærke til andre mere, og mennesker er så multimange forskellige, så den forskellighed gør, at man slet ikke lægger mærke til det mere. Det vil være let at skjule sig i vrimlen. Christine tilføjede sådan bare for at underbygge sit argument: Bare se hvordan folk pr. automatik - inden i København - ikke ser de hjemløse eller folk der har det dårligt. Folk er nærmest programmeret til at se igennem en mængde ting, Hr. Veetter, sad længe og iagttog kvinderne, nærstuderede dem, analyserede på dem, vurderede dem, i så lang tid at det til sidst var pinligt. Så Johanne og Christine begyndte at flytte sig lidt febrilsk rundt i sofaerne. Johanne rejste sig op, for at hente en serviet, bare for at komme væk fra dette røntgen undersøgende blik. Hr. Veetter rømmede sig Jeg kan næste forestille mig, at I har forsøgt at undersøge hvem jeg er. Selvom mit kendskab til jer, endnu ikke er stor, så mener jeg dog at kunne komme med den antagelse. Derfor har jeg taget en del ting med til jer, der kan Side 5
dokumentere og bevise hvem jeg er. Men inden jeg vil gøre det med jeres tilladelse og give denne redegørelse, og en forklaring på hvorfor jeg gør dette og kommer så uanmeldt, har jeg et behov for at vide om I kan og vil give tilladelse til at jeg lægger beslag på 3 af jeres sparsomme timer, her i aften. Hvis dette ikke er muligt, håber jeg på at vi kan aftale en anden dag og tidspunkt. Johanne kiggede på sin datter: Hvordan ser det ud med dig? Fint - jeg skal møde sendt i morgen, så jeg kan nå lektierne der på skolen. Christine nærmest strålede af spænding og videns lyst. Ja, så er det klarlagt hr. Veetter. Der er tre timer til din rådighed kom det undrende fra Johanne, der syntes at det var mærkeligt at hun sagde ja overfor denne fremmede mand. Fru Johanne og jomfru Christine, har I nogensinde arbejdet med slægtshistorier. De rystede begge på hovederne. Hr. Veetter nikkede forstående. Det kan også være svært, når generationerne skifter så hurtigt som det gør for mennesker. Hr. Vetter rejste sig. Det første jeg vil gøre er en anelse mærkeligt, og vil helt givet komme som en overraskelse for jer og det gør denne anmodning også. Må jeg bede jer om at trække gardinerne for. Hr. Veetter, du stiller nogle besynderlige anmodninger, og det hele er noget mystisk. svarede Johanne med en dyb rynke i pande, fordi hun var begyndt at tvivle på, om hun Side 6
havde gjort det rigtige i at invitere en ukendt mand ind i hendes hus, sammen med hendes datter. Gyser films kavalkader, begyndte at dukke op i hendes hoveds fantasijungle. Kom nu mor Blikket Christine sendte Johanne, var nok til at Johanne roligt trak alle gardineren for, og lukkede stuens dør i. Sådan hr. Veetter, er forholdende som du ønsker det!? kom det nok en anelse spidst fra Johanne. Jo tak. Hr. Veetter rejste sig op, og til deres overraskelse skete dette uden brug af han stok. Det var ikke en helt ung mands spændstige hoppen op af sofaen, men der var bestemt heller ikke noget af al det tidligere besvær med mobiliteten. Christine og Johanne sad begge to målløse. Hr. Veetter lo stille over deres overraskelse. Du kan godt sætte dig ned igen Christine, jeg har ikke behov for hjælp eller støttende arme men tak for hensynet alligevel. Det næste hr. Vetter gjorde var at tage sin skræddersyede jakke af. Med den forsvandt det nedsunkne og skæve i hans krop. Se denne jakke. Den er syet specielt for at give mig dette udseende. Begge kvinder sad måbende og stille. I må godt undersøge jakke. Den er rimelig genial i sit design. Han rakte jakke hen til Christine, som tog i mod den uden rigtig at vide hvad hun skulle foretage sig med den, da hun simpelthen var for målløs. Side 7
Det næste der sket var at han smed en del af benet. Hvilket fik det til at give et gib i både Christine og Johanne. Det her er i princippet er par meget høje Platou sko, eller om du vil det, et par korte stylter. På grund af jakkens udformning, er der ingen der spekulerer over at proportionerne i bukserne ikke er helt korrekte, fordi de skjuler at min fødder sidder halvvejs oppe på skinnebenet i forhold til buksebenet, og dermed giver en udposning i buksebenet. Hr. Vetter afførte sig sit andet ben, med sko og sokker på, og stod nu på gulvet, med bukseben der var mindst en ½ meter for lange til ham. Og et par sko, med fødder, sokker og et halvt underben, med store afsluttende plader, på toppen, så de kunne spændes til de rigtige fødder. Stylterne, de stod der på gulvet og så utroligt malplacerede ud, og tiltrak sig Christine og Johannes blikke, der ellers var klistret fast på hr. Veetter. Johanne og Christine sad, paralyserede og fuldstændig tomme for tanker, for det mærkelige der udspillede sig for deres øjne. Det næste jeg gøre, vil jeg lige advare om, for jeg tager også bukserne af, men der er absolut inden blufærdighedskrænkende i dette, sagde hr. Veetter direkte henvendt til Johanne. Hr. Vetter afførte sig buksen og stod nu, i et par grå bomuldsbukser af god kvalitet, en smule krøllet af at have været spærret ind i et par andre bukser. Farven var gråmeleret og med en længde der passede, så hans fødder stak frem, og de kunne se at tæerne vippede fornøjet. Side 8
Du er jo lille udbrød Christine. Jep, jomfru Christine, det er jeg, for jeg er en nisse. Side 9