Vore bedsteforældre fra Skærbæk Lise og Boy Thyssen

1 Vore bedsteforældre fra Skærbæk Lise og Boy Thyssen Fotografiet er taget efter Bedstefars 70 års fødselsdag den 5. juli 1944 Jernbanegade 11 Bedstemor: Elise Kirstine, født Eriksen - 14.05.1875 i Nr. Sejerslev i Skærbæk 10.05.1945 Bedstefar: Boy Rasmus Thyssen, - 5.07.1874 i Rudbøl i Skærbæk 10.02.1955

2 Uddrag af Broder Bleikens Erindringer skrevet 1973 Jeg skulle tiltræde en plads hos købmand Boy Thyssen, Nissumsgade, Skærbæk, (altså Melby, som det hed dengang. Nissumsgade kom det først til at hedde senere, da gaderne i byen fik navne). Det var min onkel Niels fra Ottersbøl, der skaffede mig den plads. Han var en god kunde i forretningen, og det har nok været medvirkende til, at jeg fik den stilling, i hvilken jeg først og fremmest skulle være en slags afløser for fruen, Elise Thyssen, der i mange år mest havde stået bag disken. En overgang før havde der dog været en kommis, efter hvad børnene i huset fortalte mig. Det var en Thiel fra Visby. Jeg, der faktisk ikke kunne noget videre, for jeg havde ikke lært meget, kunne være glad for at B.T. (Boy Thyssen), der oprindelig var bager, men som havde måttet holde op med håndværket, fordi han fik en finger beskadiget så meget i en maskine, at han ikke mere kunne ælte brøddejen med hænderne, hvad en bager dengang gjorde. Og så blev det til en kolonial- og brændselsforretning i stedet for i en ny ejendom, bygget lige overfor Det gamle bageri, som det den dag i dag hedder mand og mand imellem. Boy Thyssen med sønnen Niels og hans kone Elise med sønnen Johannes i barnevogn Jeg kunne altså være glad for, at der, udover at ekspedere, ikke blev stillet nogen krav til mig. Jo! Det var en fornøjelse at komme til Boy Thyssens, hvor der herskede hjemlige og patriarkalske forhold, også i butikken. Alle var vi DUS med hinanden både inde og ude i butikken. Kunderne, der kom, og det var mange, var mere eller mindre på fornavn med købmandens. Det hed altid bare: BOY og LISE.

3 Der var også to rare gamle mennesker i huset, som havde deres egen lejlighed ovenpå. Det var Lise`s forældre Ane Margrethe og Johannes Chr. Eriksen Hendes far hjalp til med at passe den meget omfattende brændselsforretning, hvor der om vinteren daglig kom mange for at købe 100 pund briketter, som de vel lige netop havde penge nok til at kunne få. Men ellers var der til udkørsel af brændsel et hestekøretøj og en karl, der forøvrigt var polak, og tysk civilfange, og som havde fundet sig et godt sted, at være der. Han hed Andreas Durski, og var, da krigen kom, blevet arresteret i Hamborg. Der havde han været havnearbejder. Brændselsforretningen var meget omfattende. Den havde både by og egn til kunde, og den havde B.T. særlige forudsætninger for at kunne drive rentabelt, for en svoger til ham var konsul Eriksen i Sønderborg, direktør for KULHANDELS-AKTIESELSKABET i denne by, og gennem denne svoger kunne B.T. få brændselsvognladninger hjem til en-gros priser, og derfor havde han med sine priser nemt ved at slå sin eneste konkurrent i brændselshandel, købmand Schlüter, ud. Da jeg kom til Boy Thyssens den 1/11-1915 var butikken endnu nogenlunde fyldt med varer, så der var så meget at gøre i denne daglig, at det var mig helt uvant. Så mange daglige ekspeditioner kendte jeg hverken fra Ribe eller Guderup noget til, og tiden blev mig derfor slet ikke mere lang. Tværtimod! Og det var jo kun godt! Også fordi jeg derigennem lærte en hel del til gavn og glæde. Iøvrigt! Når forretningen var blevet så stor, som den var, da jeg kom, så skyldtes dog noget den omstændighed, at Brugsen i Mjolden, der havde til huse i Ottersbøl Mølles stuehus, var blevet lukket, da uddeleren blev indkaldt til krigstjeneste, og så søgte mange af sognets beboere til Boy Thyssen s med deres handel, og vi kørte en ugentlig varetur derover. Denne afsluttede vi altid på Mjolden Færgegård, og den sidste ugentlige kontakt havde vi så der med to landmænd ude fra marsken. De kom med deres hjemmekærnede smør (De boede jo så langt fra alfarvej, at de ikke kunne være medlem af et mejeri), og så byttede vi, varer for smør, som B.T. så måske solgte til byens bagere, for de to landmænd derudefra var jo ikke de eneste, der kom med hjemmekærnet smør, og der kom derfor mere end det var nuligt at sælge i butikken. Forøvrigt var dette hjemmekærnede smør af højst forskellig kvalitet, så en del kunne kun bruges i et bageri. Det skortede vist på renligheden hos enkelte af leverandørerne. En gang imellem kørte jeg vareturen sammen med den gamle bedstefar, men ellers var det omtalte Durski, der kørte, og når han holdt tømmen, så forstod han altid at skjule, at han havde to tommelfingre på den ene hånd, og det forstod han iøvrigt altid. Andreas Durski var ikke bange for at bestille noget, men han var meget hidsig, og det kunne hænde, at hidsigheden løb af med ham i den

4 grad, at han måtte låses inde på sit værelse. Ret hurtigt kunne Boy Thyssens dog få ham til at opføre sig ordentlig, for han fik jo at vide, at hvis han ikke ville gøre det, så blev der sendt bud efter gendarmen, og så ville han givetvis havne i een eller anden civilfangelejr. Det var han bange for, og blev hurtig omgængelig igen. (For øvrigt læste jeg i Jyske Tidende en dag i 1966, at han var død i Ø. Linnet, hvor han i mange år havde været fodermester på en stor gård). Før jeg går videre vil jeg lige fortælle, at vor gamle hest Lise, der i årenes løb havde kørt i tusindvis af tons af brændsel ud i byen, efterhånden ikke kunne mere, og den blev solgt til slagtning, og skulle til Esbjerg. Vor gamle bedstefar ville sikre sig, at den virkelig blev slagtet, og før den skulle væk, sørgede han for, at bogstaverne B.T. blev brændt i den ene hov, og denne hov skulle så sendes tilbage til ham efter slagtningen, og det blev den, og så var bedstefar mere rolig. Familiebillede: Bageste række:søn Johannes (Hanni), datter Margrethe og søn Niels Forreste række: bedstefar Boy, oldefar Johannes Eriksen, datter Hansine (Sidde), oldemor Ane Eriksen og bedstemor Lise Der var fire børn i det Boy Thyssen ske hjem, og jeg kunne godt lide dem alle, bortset måske lidt fra den yngste, Hansine, der var en lille sur een. Foruden hende var der Niels og Johannes og Margrethe. Begge drenge gik i skole i Tønder på det tyske gymnasium der, og de havde de velkendte huer på,der gennem deres farvebånd fortalte kyndige om hvilken klasse, de gik i. Lidt tyske var de, men var de det dengang, slægtede de sikkert deres far og hans familie ude i Rudbøl på. På deres mor s side lå det danske ovenpå, og da ikke mindst gennem Lise s i huset værende gamle forældre. Disse fire børn gik det godt, hvilket jeg i min mangeårige Skærbæk-tid nok har kunnet følge med i. Niels kom i lære hos rederiet Lauridsen i Esbjerg, men overtog i 1924 kolonialforretningen hjemme. Den var da netop blevet adskilt fra grovvareforretningen som Boy Thyssen selv drev oppe ved banen, og herop kom Niels Thyssen selv senere. Han solgte da kolonialvareforretningen. Forretningen oppe ved banen drev han til han kort efter blev 70 år, og den blev da solgt til Skærbæk Lokalforening, der nu (i 1972) hører til en af byens største virksomheder med en omsætning, der går i millioner. Johannes (Hanni) lærte manufaktur i Sønderborg, hvor han siden blev selvstændig i et kompagniskab, men døde forholdsvis tidligt. Margrethe blev forretningskone i Skærbæk. Hun blev gift med en isenkræmmer. Hansine (Sidde) blev manufakturhandlerkone først i Broager, siden i Skærbæk og tilsidst oppe i Års.

5 Når jeg fortæller alt dette, som kan synes at være meget uvedkommende, så er det fordi vi alle i det Boy Thyssen ske hjem gik rundt, som var vi een stor familie. Jo, der herskede hjemlige forhold, noget som jeg i al fald ikke kendte, da jeg var i Guderup. Jeg var hos Boy Thyssens i 5 år, men det var ad 3 gange. Første gang var jeg der kun 1 år. Varerne slap op der var jo krig og så kunne de nok selv. Jeg fik så en plads i Haderslev. Kontakt til Boy Thyssens havde jeg stadigvæk (gennem sønnerne). Og derfor gik det sådan, at jeg den 1.januar 1917 igen kom tilbage til forretningen, men varigheden blev kun kort, for efter 3 måneders forløb var der ikke meget at handle med mere, og så var der ikke brug for mig. Jeg havde hørt, at købmand H. F. Hansen, Torvet, Skærbæk manglede en kommis, og jeg gik hen til ham og bød mig til. H. F. Hansen stod da netop for at skulle rejse tilbage til en eller anden front i Frankrig efter en længere orlov, givet ham efter ansøgning, fordi han dårligt kunne undværes hjemme i forretningen, men nu var den gode tid forbi, og han regnede ikke med, at han kom hjem mere på orlov, og han spurgte mig derfor om, da han antog mig, om jeg ville love at blive til krigen var forbi, og han så forhåbentlig kom hjem igen. Det lovede jeg at gøre så vidt som, det var mig muligt, og jeg blev der til 1. november 1918. Det H: F. Hansen ske hjem hørte til et af de mest danskprægede i by og på egn. Han var sønderjyde og fru Elna Hansen var sjællænder. De hørte til frimenigheden. Omgangangstonen var god i hjemmet, men kosten var ringe. I forhold til kosten hos Boy Thyssens var den elendig, for dér var der altid nok på bordet. Manglede de noget i spisekammeret, ja, så blev Lise spændt for vognen, og så kørte de til Drengsted, hvor en søster til fru Thyssen var gift med en gårdejer, og de kom hjem igen henad morgenstunden, mens det endnu var mørkt, og havde et slagtet svin og et kvart kreatur med i vognen, og så var der nok at tage af igen et længere stykke tid. Tilbage til Skærbæk. Jeg brevvekslede med Boy Thyssens sønner, Niels og Hanni, i de halvanden år jeg var borte, og en dag skrev de til mig, om jeg havde lyst til at komme igen den 1. maj 1920, for til den tid ville der påny være varer i butikken, og så var der jo brug for mig igen. Jeg sagde gerne JA til tilbudet, og en dag var jeg så installeret i mit gamle værelse igen, og var atter optaget i Thyssen-familiens skød, jo, jeg var kommen hjem igen! Da jeg kom igen, var man ikke alene i færd med at fylde butikken med varer, men også Boy Thyssen selv var ved at gøre forandring, og det sådan, at han var i færd med at etablere en grovvareforretning oppe ved banen. Han havde lejet jord af D.S.B., og havde ovre på Sild købt en stor tysk militærbarak, som skulle være basis for forretningen, der med det samme også fik vognvægt. B. T. fik altså sit daglige virkefelt deroppe. Butikken derhjemme kunne vi andre så passe. Lageret ved banen ( i baggrunden Amtsbanebygningen )

6 Til at begynde med lå det pengemæssigt lidt vanskeligt. Marken blev mindre og mindre værd, og kroner var det ikke nemt at få fat på, i al fald ikke, hvis der skulle bruges mange. Mange landmænd lagde dengang grunden til senere økonomiske vanskeligheder ved at låne kroner i Danmark alt for tidlig, men ingen havde vel heller ikke forudset, at marken totalt ville tabe sin værdi, og det gik stærkt. Boy Thyssen kom en eftermiddag hjem, og fortalte, at nu var han blevet millionær, for han havde i banken for en 500 kr,-seddel købt 1 million mark. Glæden over at være blevet millionær varede kun kort, thi marken fortsatte derouten, og millionen forsvandt ud i den blå luft! Jo, markens værdi forsvandt i en forrygende fart. Det så vi blandt andet på de breve vi fik fra tyske forretningsforbindelser. Der kom større og større portoværdier på brevene. Portoen blev til millioner for et brev, og man opgav sluttelig at sætte frimærker på, skrev bare portoværdien på konvolutten. Jeg samlede på disse konvolutter. Jeg var interesseret fordi jeg af Niels og Hanni havde fået deres frimærkesamling, og der var adskillige fine ting i denne, blandt andet serier fra det engelske imperium med dronning Victoria s portræt, og sjældne tyske mærker, der med konvolutterne nu (1971) ville have været mange penge værd. Kolonialforretningen i Nissumsgade Fotoet viser Det gamle bageri til venstre og kolonialbutikken til på den anden side af gaden

7 Ja! Det var et lille sidespring. Tilbage igen i Boy Thyssen-tiden. I forretningen gik alt sin støtte gang, og den blev den største kolonialforretning i byen. Jeg var hos Boy Thyssen til den 1. juni 1924. Da blev der gjort den forandring, at sønnen Niels, efter flere års fraværelse som kontormand i Esbjerg, kom hjem for at overtage den, og Lise og Boy Thyssen agtede så at flytte op på 1. sal i et stort nybygget hus i Jernbanegade, hvorfra han så ville hellige sig grovvareforretningn alene. Denne forretning var i årenes løb blevet meget stor, og krævede fuldt ud sin mand. Jernbanegade 11. Dette var en lille kavalkade over vore bedsteforældres liv i anledning af vores kusine og fætter træf i Herning 12. 13. august 2013, sammensat af Lille Boy, som jeg blev kaldt i min tidligste barndom, Deltagere: Bent Thyssen, Doralise Thyssen, Sandy og Ove Thyssen Andersen, Bente og Flemming Lundby, Hanne og Erik Thyssen Rosenberg, Rita og H.C. Rosenberg, Birgit og Boy Frederik Rosenberg. De kærligste hilsener til jer alle fra Birgit og Boy