SÅ KOM EN HÆSLIG JÆGER

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 3 SÅ KOM EN HÆSLIG JÆGER ESSAYS OG HISTORIER OM JAGT Af Klaus Rifbjerg Udvalg og redaktion Lærke Pade m tiderne skifter

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 4 Kolofon

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 5 q INDHOLD r 1. Flugtskud 7 2. Forord 9 3. Klapjagt 11 4. Debut 13 5. Bukkefeber 23 6. Færgelunden 28 7. Den første sneppe 33 8. Kandestederne 37 9. Hændeligt uheld 41 10. Visborggård 47 11. Den moralske faktor 52 12. Astrup 61 13. Jagt begyndt 68 14. Rimmen 77 15. Kerneskud 82 16. Finland 89 17. Noget på tasken 94 18. Parajo 99 19. Rågø 105 20. Overspring 111 21. Løgismose 117 22. Det søde liv 122 23. Så kom en hæslig jæger 125 24. Koda 141 25. Jagt forbi 144

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 6

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 7 Flugtskud Men det var også sådan han havde det siger man mildt og det er sandt. Morgenens fløjtende fine balance jordens lethed der bærer vægten hvilende i sig selv naturlig ballon hvert trin en synkope. Andre årstider andre dage med baglandets klare selvfølgelighed det lange sommerekko en rislen i blodet kulisserne placeret hvor de nu hører hjemme symbolerne lige så gedigne og dækkende som navneskiltet på hoveddøren. Fortroligt med hovedet bøjet i samtale partneren lyttende håndfladen tør i kontakt med bordfladen glassets varme refleks og stuens aroma lun og sprød af kølig intimitet. 7

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 8 Løfter bøssen og følger fuglen overhaler den let og lar skuddet gå stadig med kroppen i sving dette håndtryk en pagt fuld af ældgammel viden som ikke forklares. Sig det mildt fordi det er sandt der er andre tider og andre steder som en kimen i blodet et ekko der ikke forstummer og morgener fulde af fornem balance og lykkelig død. 8

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 9 Forord Jagtmodstandere vil sandsynligvis finde denne bog afskyelig. Hvordan kan det på nogen måde retfærdiggøres, at voksne, veludannede mennesker fortrinsvis mænd finder på at gå ud i naturen og for deres fornøjelses skyld dræbe uskyldige, umælende dyr? Det kan det sandsynligvis heller ikke, og hvad der står på disse sider, vil næppe overbevise nogen om det modsatte. Til gengæld må man gerne opfatte det skrevne som en beskrivelse af et stykke virkelighed. Den er i reglen ikke for køn, virkeligheden, til gengæld har jagten sine skønne sider, som findes beskrevet fra de tidligste tider både på prent og i billeder. Selv opfatter jeg hulemandens jagtscener med deres rituelle helliggørelse af vildtet som betagende og finder stærk tilfredsstillelse ved at læse Wilhelm Dinesens og St. Steensen Blichers og Turgenjevs og Tolstojs, Blixens og Hemingways jagtbeskrivelser. Æstetisk er der nok at leve op til. Bogen her er ikke en mandjævning med de store, men prøver på at fortælle om noget, der har gjort godt, om ikke på andre så på jægeren. Jagt kan som så meget i den moderne verden være mekaniseret, men af og til virker den frigørende, skærper bevidstheden, lærer øjet at se og øret at høre. Det kan være udmærket, når man ved, at man ligesom dyret skal dø. Sagt så realistisk og usentimentalt som muligt, uden at tørre hverken skurkagtigheden eller illusionsmageriet af på andre end sig selv. 9

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 10 Denne bog er et hybrid eller med et andet ord en blanding. Jeg har skrevet en række afsnit, som beskriver mine oplevelser som jæger i Danmark og andre steder, og suppleret med andre hvor jeg tidligere har skrevet om emnet faktuelt og som fiktion. Bogen er ikke specielt for jægere, men for alle der interesserer sig for sider af tilværelsen, de ikke selv går så meget op i. Men jeg indrømmer, at jeg skylder mine jagtkammerater og jagtværter gennem mange år en tak. De har gjort min tilværelse rigere og ført mig ind på et gebet, hvor jeg først sent fandt ud af, det var værd at færdes. Takken omfatter også jagtenkerne, som ind i mellem lod os lege uden at sætte alt for sure miner op. 4 10

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 11 klapjagt med råb og slag forvandle angst til flugt og se fasanen krummet som et spørgsmålstegn 11

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 12

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 13 Debut Det begyndte egentlig med en telefonopringning, men noget var alligevel gået forud. Jeg havde aldrig for alvor drømt om at blive jæger, derfor kom det også bag på mig, da en ven og kollega, journalisten Leif Blædel, ringede op og spurgte mig, om jeg ville være med i en jagt. Bekendtskabet med Blædel stammede fra Information, og jeg kunne godt lide den kompromisløse reporter, der interesserede sig lidenskabeligt for kunst og bøger og mad og skulle det vise sig altså også for jagt. Egentlig vidste jeg ikke straks, hvad jeg skulle sige. Informationstiden lå et godt stykke tilbage. Der var så meget andet at tage sig til, jeg havde kone og børn og et større hus på landet, jeg arbejdede både som journalist og konsulent og forfatter, men i forlængelse af opfordringen begyndte et eller andet at røre på sig langt nede i det underbevidste. Som dreng havde jeg beundret min farbror Ove, når han drog af sted i morgenbrækningen på andetræk sammen med vennerne, og de våben han havde hængende i Bondestuen på det hotel han ejede og drev i Kandestederne, øvede også en vis tiltrækning. Måske var det manden i mig, man kildrede, eller den jæger, mænd slæber rundt på indvendig fra en tid, hvor jagt ikke faldt ind under tidsfordriv, men var en alvorlig beskæftigelse, hvis man ville overleve. 13

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 14 Der var og er ikke noget særlig stenaldermandsagtigt over Blædel. Han er en stædig type med en højt udviklet humoristisk sans, et eller andet sted et stykke af en fanatiker eller terrier, som når instinktet er vakt bider sig fast i et emne eller en sag til retfærdighedens oplysning og ikke slipper, før nogen har givet sig eller blodet flyder. Det kan være herligt at overvære, men også skrækindjagende ind imellem, fordi den investerede lidenskab engang imellem synes at være fremkaldt også i situationer, hvor modparten tilsyneladende har ret. Læg mærke til, at jeg skriver tilsyneladende. Der er få elskelige excentrikere tilbage, Leif Blædel er en af dem, og da jeg havde lyttet til ham en stund, lod jeg mig overbevise. Det kunne faktisk være sjovt at begynde at gå på jagt! Men da jeg hverken havde jagttegn eller våben, lå der et stykke vej til opfyldelsen af det, der nu havde taget drømmens karakter. Det var netop i de år, hvor jagtprøven var blevet obligatorisk, så jeg anskaffede de nødvendige bøger og fik mig en manuduktør. Ham kommer der mere om senere! Turen til Haslev og det kommunale jagtkursus var for besværlig til besøg flere gange om ugen, så jeg stolede på mit intellekt og evnen til at gennemføre bundne opgaver, når det ikke kan være anderledes. Maleren Poul Winther, som blev min mentor, var selv garvet jæger og havde tilbragt mange forfrosne timer i et skydehul på Grenen, mens han ventede på, hvad der måtte komme forbi af flyvende vildt, fra gæs til klyder, fra krikænder til spover. Winther er en speciel type som de fleste skagboer af lokal aftapning, let skævskuldret efter en arbejdsskade som tømrerlærling og med et vildvoksende, krøllet hår, der udmærket matcher bulerne i den murerskjorte, han normalt går rundt i og som tit hænger med snippen ud af bukserne. Man 14

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 15 skal ikke tage fejl af hans imødekommende, skrå blik. Der er lidenskab bag. Jagt ved han noget om, og sin viden kan han give videre, det kan jeg bevidne, for jeg har siddet på en balkon i Nerja i Spanien og ladet mig eksaminere i forskellen på en hvinand og en taffeland, selvom jeg må indrømme, at atlinganden voldte knuder, fordi jeg insisterede på at kalde den en altingand. Tydeligst i erindringen står oplysningen om sådan var det dengang! at det eneste jagtbare vildt året rundt er vildkaninen og mufflonvædderen. Dagen oprandt, og jeg indfandt mig til jagtprøven i Haslev, og efterhånden som den skred frem, sank modet. Det var ikke fordi jeg ikke kunne svare på de stillede spørgsmål (de skriftlige havde ikke voldt problemer). Det var mere den måde, man så på mig på, mens jeg formulerede mig. Jeg talte mildest talt ikke i samme remsestil, som man havde banket ind i hovedet på kursuskandidaterne, så der måtte stikke noget under. Skepsis var udtalt, men jeg fik revanche ude på jagtbanen, hvor den praktiske prøve skulle foregå. Det var lidt af en farce. For at hindre de eksaminerede i at få så meget som et glimt af, hvad der skete uden for det hus, hvor vi var stuvet sammen, var alle gardiner rullet ned. Der sad vi så: bønderkarle og seminarister og automobilmekanikere og jeg og svedte tran jeg måske en smule mindre, fordi jeg var vant til eksamenssituationen og måske ikke tog det afventede resultat helt så højtideligt som mine lidelsesfæller. Én for én blev de hentet ud, rystende og bævende og svedende, men da det kom til mig, sprang jeg op, rakte eksaminator det brækkede gevær, som stod lænet op ad et stativ, sikrede mig ved selvsyn at bøssens kamre var tomme, så ud over de opstillede dyr, som man skulle bestemme den korrekte afstand til, og sagde 15

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 16 at dem kunne man skyde hver og ét, hvis der ellers havde været krudt i bøssen. Vi tog turen ned af jagtstien, og jeg brækkede våben og skrævede over, hvor det var nødvendigt, og da jeg havde skudt forbi til et par lerduer uden at lemlæste levende mennesker, fik jeg mit jagttegn. Det fik et par af kammeraterne også, men en del måtte gå med uforrettet sag og så temmelig slukørede ud. Nervepresset havde simpelthen været for stort. Måske er det her på sin plads at sige netop noget om jagt og nerver. De fleste jægere nyder adrenalinsuset, når et stykke vildt nærmer sig eller kommer flyvende i rask fart. Men der er også dem, der bliver så anspændte, at resultatet fremkalder den nok som bekendte bukkefeber, der melder sig som en uimodståelig rysten eller når det drejer sig om flyvende vildt at man simpelthen skyder forbi af bar ophidselse. Noget af det mest enestående ved topskytter er, at man bogstaveligt talt ikke kan se, når de skyder! Her er ingen vild fægten eller krampagtig sigten, det hele foregår i en glidende bevægelse, kontrolleret hurtig, men fuldkommen organisk, som om jægeren på forhånd er forbundet med byttet og blot rækker en rolig hånd op for at hente det ned. På Glædesbjerggård i nærheden af Hvalsø på Midtsjælland færdedes ikke et meget stort antal topskytter. De talte i hvert fald ikke os tre jagtlejere: omtalte Blædel, journalist Bjarne Hansen og mig. Vi var novicer, også selvom Leif og Bjarne havde en smule mere erfaring end jeg. Det var heller ikke fordi reviret indbød til kapskydning, der var som det hedder langt mellem snapsene. Området var hovedsagelig tunge pløjemarker kantet af skov. Der lå en mergelgrav fuld af skrammel, og der var en slags sø og et vandhul, hvor en enkelt blishøne roede rundt og så bister ud. 16

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 17 Men vi kunne med held støve en fasan op i stubben, ja det lykkedes mig oven i købet som noget af det første at skyde en fredet fasanhøne, fordi jeg troede det var en agerditto. Den slags får man af gode grunde ikke ros for, men det er som med det første samleje: bare det at man kunne, er nok til at fremkalde en sejrsbevidsthed, som slet ikke står mål med præstationen. Hønen kom i sækken, og spist blev den, som alt hvad Blædel kom i nærheden af af vildt, inklusive krager og alliker, ja selv en ræv, hvis endeligt på bordet han selv har beskrevet i anden sammenhæng. Den smagte ikke godt. Men vi travede trøstigt af sted, plovfure op og plovfure ned, jeg med min nyanskaffede AYA Ambassador, et spansk våben, som den tålmodige skydeinstruktør Gustav Rønholt hjalp mig med at få tilpasset. Det var et dejligt våben, side by side, en kaliber tolv med et langt løb og en lang kolbe, som passede mig fint. I svinget under skuddet til en hurtig fugl tvang den mig næsten til at komme hele vejen rundt, det gav bonus og var med til at begrænse det hakkende og medende, som kan være en hæmsko for en novice, og en livslang plage for den, der aldrig rigtig lærer at få sving i bøssen. Udgangspunktet for vores spæde jagtforsøg var afgjort Leif og Annegrethe Blædels Lerbjerggård, en idyl for enden af vejen op mod skovene ved Skjoldenæsholm. Det var et trelænget, stråtækt hus med kønne vinduer og en grusbelagt gårdsplads. Indretningen havde Poul Henningsen taget sig af, så det næsten for idylliske vejedes op af en indre, funktionalistisk gråhed, der var både nøgtern og gav frit løb for fantasien. Den foldede sig uhæmmet ud ved komfuret, men også omkring bordet, og løftede det lave loft (hvor spærene i øvrigt var frilagte) så højt, at der var plads til alle emner og 17

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 18 den damp, der steg fra gryderne og til sidst også fra panderne hos den enkelte. Hvad der aldrig lykkedes os helt i Tessebølle, hvor vi boede, og som også lå på landet, var at få gang i en ordentlig naturalieøkonomi. På det punkt var Leif og Annegrethe helbefarne, og var det, der blev sat på bordet, ikke af egen tilvirkning helt ned til råvarerne, kunne man være sikker på, at tingene var hentet ind hos naboerne nære og fjerne i en form for udveksling, der også omfattede højt varierende vennetjenester og byttehandler, som nok red på kanten af det man vil kalde sort arbejde, men var så fuldt af frisk opfindsomhed og livsglæde og begavelse, at det føltes lige så grænseløst og inspireret som samtalerne omkring bordet. Efterhånden blev vi dristigere, og igen på Leifs initiativ rottede vi os sammen med andre jægere fra ejendomme rundt om søen på Glædesbjerggård og fik sat nogle ænder ud. Det var ikke særlig mange, og de fløj heller ikke særlig godt, men når vi sidst på sæsonen fik dem ordentligt på vingerne, bød de os på tilbagefløjet på nogle gode skud. En canadagås var blandt de udsatte svømmefugle, naturligvis skærmet af vores egen private fredning. Men en aften i skumringen gik naturen over optugtelsen, og da gåsen med tunge slag tog til vingerne og lignede en drage i det ulmende mørke, skød jeg den og fortrød i samme sekund. Tiden mellem anskydningen og det enorme plask det gav, da fuglen landede i vandet, var hjertestandsende. Men jeg blev ikke bortvist, og da dyret senere med sit hvælvede bryst lå i ovnen og knitrede sagte, fordampede den sidste følelse af skyld, og lidt efter satte jeg gaflen i. Det var i den fase, at Kaj Pitzner Jørgensen og For-helvede-Rita dukkede op. Rita var en ruhåret hønsehund, høj som en hest, og når den ikke lystrede, kom Kajs udbrud 18

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 19 prompte: For helvede, Rita! deraf navnet. Kaj var en frembrusende, fantasifuld forretningsmand, en såkaldt troubleshooter, der gik ind i skrantende foretagender og fik hjulene til at snurre igen, sandsynligvis efter mere eller mindre barske indgreb. Der var over hans fysiognomi noget næsten orientalsk, og skønt han i reglen var elskeligheden selv, kunne han minde om Djengis Khan, når han sammen med hunden forfulgte en anskudt hare og drønede op og ned ad pløjemarkerne, mens han råbte For helvede, Rita! Så galt gik det engang ved andehullet, at da Rita ikke ville i baljen og apportere de skudte ænder, tog Kaj den tonstunge hund i hoved og røv, løftede den op over sit hoved og kastede den langt ud i vandet. De ænder blev samlet op! Langt værre gik det, da Leif havde fundet ud af, at der også kunne sættes ænder ud i et mikroskopisk vandhul tværs over vejen fra Lerbjerggård. For at holde på dem, måtte han naturligvis fodre med det resultat, at da den store andejagt skulle løbe af stablen, var det eneste der skete, at alle ænderne kom vandrende Leif i møde, glædesstrålende og forsultent og forventningsfuldt skræppende, fordi de troede, de endelig fik noget at æde. Men selv på gårdens begrænsede område kunne man finde vildt sandsynligvis presset ud fra Skjoldenæsholm-skovene. Her fik man også af til anskuelsesundervisning i, hvor farlig en sport jagt er. Det lå i kortene, at man selvfølgelig ikke skød op mod huset, men når en fasan lettede og gik i forholdsvis lav højde langs skovbrynet, var det svært ikke at skyde. Jeg oplevede selv en gylden kok gå på vingerne og falde for mit skud, men ikke at der lige bag fuglen i mellemtiden var dukket en flok ulveunger op fra den nærliggende spejderlejr for at se, hvad der foregik. Der skete ikke noget, men jeg kan 19

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 20 endnu bæve ved tanken om, hvad der kunne være sket! Skyd aldrig til vildt under 45 grader, hvis du ikke er stensikker på, at der ikke ligger en spejderlejr i nærheden eller i det hele taget. Der sker ulykker på jagt, men man kan faktisk ved at følge nogenlunde enkle regler, være med til at forhindre, at de sker. Jagtejerskabet på Glædesbjerggård rummede muligheder for ekspansion. Kaj kom til, som sagt, men også andre uforglemmelige skikkelser, ikke mindst murer Christian Hansen, kaldet Murer-Christian, der selv havde en stump jagt i nærheden og i øvrigt var én af de kumpaner, der skaffede Leif Blædel både de sorte og de grå og de grønne varer, han havde brug for og i øvrigt stod til tjeneste med næsten hvad som helst, der lå inden for murerfagets faggrænse og et godt stykke udenfor. Han var et fænomen, Murer-Christian, egentlig ganske køn med lyst hår ned i panden, en kraftig næse og et finurligt blik, der lagde op til hvad som helst, men også gjorde ham til en præcis skytte. Han var altså en mand, som på flere måder så muligheden og tog chancen, når den bød sig. Hans bøsse var en veltjent sekstener med rem, som det er kutyme, når man går meget med våbnet, og der måske ikke er så meget at gå efter. Blyhagl brugte vi alle sammen som en selvfølge, de gav tyngde i skuddet og skadede ikke gavntræet. Jeg har på fornemmelsen, at Christian engang imellem ladede sine egne patroner derhjemme, men jeg ved det ikke, kun at han altid var god for en håndfuld, hvis man mod forventning skulle løbe tør og altid parat til at give en chancen, hvis en fugl var til deling, for han vidste jo, at hvis man selv bommede, kunne han på egen hånd hente fuglen ned så let som ingenting. 20

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 21 Der var sjællandsk eventyr forbundet med Murer-Christian, han kunne for den sags skyld være steget op af ursuppen med bøgeløv i håret og en kølle i hånden. Men han var en praktisk mand, der kunne få en bil til at starte og køre, selvom andre ville have smidt den væk. Der var stolt genbrug i ham for at sige det på den måde og da vi engang kørte ned i mosen og fasanerne pludselig sprøjtede op til højre og venstre, gled han roligt ud af døren og plaffede et par stykker ned med bøssen ved hoften, som var vi i Chicago og ikke i Soderup. Med min fars sjællandske oprindelse han kom fra Havrebjerg mellem Slagelse og Kalundborg har jeg altid været forgabet i dialekten og mentaliteten bag, som er både sveden og øm. Man forveksler gerne denne blanding med tumpethed, men der er ingen tvivl om, at selv Holberg har haft indseende nok til ikke at fremstille mor Karen som idiot, men tværtimod som en kone, hvis uskyld og oprindelighed er gået for nær. Man kan tale om en slags naivitet i den forbindelse, men man skal ikke tage fejl af sjællænderens evne til at fægte for sig selv og klare sig. Én af min fars yndlingshistorier handlede om Bjørnson, der kører i tog med en sjællænder. Til sidst må den sangvinske nordmand give sig til kende og meddeler med høj røst: Mit navn er Bjørnstjerne Bjørnson! Hvorefter sjællænderen tørt riposterer: Ja, jæ hedder kraftedme Peddersen! p 21

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 22

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 23 Bukkefeber Bukken stod med front imod dem, og der var ikke andet at gøre end at vente og gøre sig klar og håbe på det bedste. Enten at dyret vendte flanken imod dem og stod stille igen eller kom i spring og lagde kursen forbi dem. Afstanden var perfekt, ca. 40 meter. Oscar mærkede hvordan Erling Bom Iydløst kom i stilling og mavede sig frem ved siden af ham. De lå nu skulder ved skulder, og Oscar trak sit våben frem og løftede kolben til skulderen og lod løbet pege direkte mod dyret, som stadig bevægede hovedet, men standsede i det øjeblik han slog sikringen fra og kneb det ene øje sammen og sigtede med mesterøjet og vidste, at hvis han var heldig, kunne det ikke gå galt. Det var korn i kærv med dyret for enden i feltet. Han havde lyst til at trække af, men da han vidste, hvor risikabelt det var, og hvor forkert, lod han være. Men i samme øjeblik kom feberen. Han begyndte at ryste. Det gik fra hælen op gennem benene, videre ad ryggen og ud i skuldrene og armene og hænderne. Han prøvede at ånde ind, så dybt han kunne, for at få anfaldet til at gå over, men det hjalp ikke, og lidt efter syntes han også, at jorden skjalv under ham. Det var for åndssvagt og for tåbeligt og for nedværdigende og for dumt, men jo flere af den slags fornemmelser, der koncentreret flød ind over ham, desto mere rystede han og i en grad sådan oplevedes det i hvert fald som om rystelserne forplantede sig til dyret, der ikke længere nøjedes med at 23

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 24 dreje hovedet søgende fra side til side, men forvandlede sig til en sammenpresset fjeder, som pludselig udløstes og satte i et spring, hvis desperate hastighed fra samme sekund tegnede dødens mulighed og muligheden for mod alle odds at undslippe. Tænderklaprende og med lukkede øjne fyrede Oscar den tunge riffel af, men næppe havde braget lydt, før to ny flænsede i trommehinden og fik hans hoved til at rokke, og han så med åbne øjne, hvordan bukken i en høj, sugende volte slog en kolbøtte ligesom kroget over sig selv og faldt til jorden og rullede rundt og havnede i en bunke kvas og blev liggende halvtreds meter til venstre fra det sted, hvor den havde stået før. Død. Oscar kom langsomt på benene. Feberen var forsvundet, men han havde en fad smag i munden. Erling, der havde ligget på knæ, da han skød, var hurtigere oppe. De stod lidt over for hinanden. Den svage morgenvind fik træernes blade til at rasle. To popler lyste i kanten af synsfeltet. Det var kun for en sikkerheds skyld Oscar drejede hovedet og så på Erling. Han støttede sig let til riffelløbet, der stadig var lunkent. Hvad? Det var din buk, Dahlman. Oscar vidste nok, hvornår han ramte, og hvornår han ikke ramte. Det var en rent instinktiv følelse. Og han havde haft høj feber, høj, høj bukkefeber. Sludder. Du fik den i hovedet. Jeg kunne hverken høre eller se. Men du ramte den. Du er tosset, Erling Bom. Det er din buk. 24

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 25 Erling satte langsomt i gang og begyndte at traske hen mod stedet, hvor bukken var faldet. Der var pletter af schweiss i det våde græs både her og der, som om nogen havde kylet en vaskesvamp fuld af blod gennem luften. Erling Bom gik på hug, da han nåede hen til dyret. Med to fingre løftede han hovedet op. Se, sagde han. Oscar bøjede sig frem. Han kunne ikke se noget. Han så bare en død buk. Han så kun Erling Boms døde buk. Og han så sig selv i al sin fjogethed. Bukkefeber! Selvfølgelig kunne man få bukkefeber. Alle kunne få bukkefeber, men sgu ikke han. Og skuddet? Ren panik. Han anede ikke, hvad han foretog sig, og normalt foretog han sig ikke noget uden helt præcis at vide hvad. Vinklen, han havde skudt fra, var også absurd, på kanten af det forbryderiske. Nedefra og op. En bondemand på en fjernere mark lå måske allerede gennemhullet. Den fade smag i munden blev til galde. Han var muligvis fuld af numre, som han selv iscenesatte og slap godt fra, selvom han skulle have haft smæk. Men her var der ligesom ikke noget at stille op. Her var han i fuldkomment underleje og blev oven i købet sat til vægs af en jysk bonderøv, som lynhurtigt og med fuld kontrol havde gjort, hvad der skulle gøres, og var sluppet godt fra det. Det var ikke til at holde ud. Erling Bom løftede bukkens hoved og bevægede det frem og tilbage. Han pegede med en finger på dyrets hage. Se, sagde han, ind her. Og her Han bøjede dyrets hoved frem, så nakken lå blottet. ud her. Et valmuerødt sår bredte sig, hvor projektilet var gået ud. Der var ingen tvivl. Oscar havde ramt. Det var hans buk. Der var ingen tvivl. Alligevel ville den dårlige smag i munden 25

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 26 ikke gå væk, lige meget hvor meget han blev ved med at synke. Han vidste ikke engang, hvad han skulle sige. Erling grinede. Det havde du nok ikke tænkt, Dahlman, sagde han. Det havde du nok ikke regnet med. Men jeg så det. Det var dødt vildt, jeg skød til. For en sikkerheds skyld Han slap bukkens hoved, der rullede om på siden over den brede hals. Indgangshullerne fra Erlings skud sad med 12 centimeters mellemrum hen over bladet. Vil du? Oscar hørte knap nok spørgsmålet. Han havde lyst til at gå sin vej, men havde allerede kniven fremme og tog fat på bukken og begyndte at brække den op. Han lå på knæ i græsset med opsmøgede ærmer og gjorde alt det, han skulle. Han gjorde det mekanisk, det var prøvet hundrede gange før, men også med en vis følsomhed. Han lagde et snit ned gennem halsen, da han havde vendt bukken om på ryggen og fik fat i spiserøret og bandt det op. Men det var først, da han havde begge hænder i indvoldene, at han begyndte at acceptere situationen. Det var først, da han separerede lever og hjerte og nyrer, at han for alvor kom på omgangshøjde med sig selv. Med blod op ad de nøgne arme og svagt stønnende mærkede han, hvordan den sure galde i munden blev til almindeligt spyt, som efterhånden samlede sig i så rigelige mængder, at han var lige ved at savle. Det var først, da det varme blod glinsende forenede sig med hans eget, at feberen og surheden forsvandt. Det var hans buk, vist var det hans buk, skønt han altså havde overtrådt de mest elementære spilleregler eller var blevet offer for det irrationelle, dette ustyrlige, som havde sit udspring i ham selv. Men så var det for fanden heller ikke værre! Der var jo ikke sket noget. Der var ikke sket an- 26

57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 27 det, end det der altid sker på jagt: Man begår fejl. Man bliver offer for omstændighederne for slet ikke at tale om tilfældighederne. Og ingen ville kunne drage i tvivl, at det skud, der var gået igennem bukkens kæbe og tværs gennem hjernen og ud af nakken, var hans, og at det var øjeblikkeligt dræbende. Den buk var død på stedet. 4 27