Hvo intet vover intet vinder Anonym 62
63
Gør-Det-Selv! Selvom det nogle gange umiddelbart kan se ud som om det, folk i musikbranchen arbejder med, er vanvittigt kompliceret og avanceret, så skal man ikke lade sig narre. Den altovervejende del af det, som folk beskæftiger sig med i branchen, er godt gammeldags hårdt arbejde, som bare lejlighedsvis tager sig glamourøst eller fantastisk klogt ud. Masser af telefonopkald. Endeløse timer ved computeren. Ikke færre endeløse timer med regnemaskinen og kassebogen og en benhård vilje til at lykkes. Det er bl.a. det, det skal handle om i det følgende. Book-dine-jobs-selv Booking af jobs er oftest en af hadeopgaverne i ethvert band. Og det er såmænd ikke så mærkeligt. Det kan nemlig være pokkers svært at sælge sig selv. En ting er at stå på en scene og agere selvsikker overfor publikum, noget ganske andet er at tale med et spillested og overbevise bookeren om, at man skal have mindst 25.000 i hyre plus hotel og at der helt sikkert bliver udsolgt! Alene af den grund leder alle bands med lys og lygte efter et bookingbureau, som vil tage dem ind. Oftest leder de desværre uden held. Hvis man ikke, som band er enten helt unikke, har en plade på vej eller bare har et repertoire som sælger, så er der ikke mange bureauer, som gider at røre ved en. Der er ganske enkelt ikke penge nok i det. Den typiske betaling, et bureau tager for at booke, er imellem 15 og 20% i provision af bandets samlede hyre. Er hyren lille, bliver bureauets betaling lille men arbejdet med at booke er stort set det samme, uanset om bandet tjener 5.000 eller 50.000 Og så må man gøre det selv. Det er tidkrævende og koster mange penge i telefonudgifter, porto m.v., førend de første penge er tjent. Derfor skal man i bandet have en aftale om, hvordan det finansieres. Adresser, telefonnumre og kontaktpersoner på spillestederne finder man f.eks. via Google, eller man får tips fra venner og musikerkolleger. 64
Selvom man gør-det-selv betyder det ikke, at tingene ikke skal være tjekkede. Man skal lave kontrakt på alle jobs og i god tid sikre sig, at kontrakterne kommer retur fra arrangørerne. Kontrakten skal være så præcis som overhovedet muligt og bl.a. angive hvor stor scene og hvor meget strøm, man har brug for. Så er der en chance for at man undgår f.eks. at komme et syv mand stort band med PA, lys og backline til et spillested, hvor scenen er 2x3 meter, og der er en enkelt 220v stikkontakt til hele molevitten. Hvem, Hvad, Hvor, Hvornår, Hvor meget Hvem skal spille [orksternavn, kontaktperson, telefonnummer], hvem er arrangør [personnavn, adresse, telefonnummer, cpr.nr.]. Hvad skal der spilles til [koncert, dans, fest, middag, begravelse...?] og evt. hvilken type repertoire der skal spilles. Hvor skal der spilles [lokalitet med præcis adresse, kontaktperson, telefonnummer, skal der være omklædningsrum, bad osv...?]. Hvornår skal der spilles, og hvor længe [hvornår skal man ankomme, stille op, holde lydprøve, dørene lukkes op, spille, holde pauser, slutte, være ude igen]. Hvor meget skal man have i betaling [og f.eks. hvor meget mad, drikke skal man have, skal man have hotel, transport, leje af anlæg osv. oven i hyren?]. Man skal også have styr på sin promotion. Der skal være pressemateriale, pressefotos i flere størrelser, plakater og demobånd eller CD er i så rigelige mængder, at man til enhver tid kan sende det materiale, som spillestedet gerne vil have til sit promotionarbejde. Man skal have styr på geografien og sin transport. Jobsene skal bookes, så man kan komme fra det ene sted til det andet uden at skulle bryde færdselsloven eller leje en helikopter. Der skal være tid til en punktering, et motorstop eller det, der er værre. Og man skal huske, at selv de mest tjekkede biler kan have fejl, og at de knap så tjekkede biler hyppigt har fejl. Det kan blive for dyrt at leje for billigt, hvis jobbet ryger, fordi bilen ikke kan køre. Er hyren ikke ligefrem fyrstelig, kan man f.eks. ansøge om transportstøtte eller måske turnestøtte fra en af musikorganisationerne eller fra de faglige organisationer. 65
Udgiv-din-CD-selv Der absolut ingen hokuspokus i at udgive sin CD selv. Indrømmet; det er pokkers hårdt arbejde, men det er der jo så meget der er. Gør man det selv, så bliver det, som man vil have det [eller i hvert fald så godt, som man selv gør det] og det kan jo være meget rart. Der kræves ikke nogen specielle tilladelser fra offentlige myndigheder, og man skal ikke nødvendigvis starte et firma eller noget andet teknisk for at udgive en CD. Der er faktisk kun nogle få tilladelser som absolut kræves nogle kommer hér... de andre kommer længere nede. Den ene tilladelse man absolut skal have: Hvis numrene aldrig tidligere er indspillet og udgivet, skal man have skriftlig tilladelse fra ophavsmændene til førstegangsudgivelse. Den anden skal man have, uanset om der er tale om nye eller gamle numre: En mekaniseringstilladelse fra NCB [www.ncb.dk]. Den er garanti for at man har betalt det vederlag ophavsmændene har krav på. Er man selv 100% ophavsmand til alle værker, kan man ansøge NCB om dispensation fra denne betaling... vupti! så er man producent! Det skal ikke forveksles med at være producer, som jo er et kunstnerisk/kreativt arbejde, hvor det at være producent både er noget økonomisk og noget forretningsmæssigt. I den forbindelse skal man huske at kontakte Gramex, som forvalter Gramexbetaling til såvel kunstnere som producenter der er nemlig penge at hente for de medvirkende kunstnere og for producenten. Kunstnerpenge: www.gramex.dk/kunstnere/udbetaling/prisberegnerkunstner. aspx Producentpenge: www.gramex.dk/pladeselskaber/udbetaling/prisberegner. aspx Endnu en vigtig tilladelse gælder de medvirkende musikere Er man selv eneste medvirkende på indspilningerne, er der ikke flere man skal spørge, så er det bare med at gå i gang. Er der derimod flere medvirkende på indspilningerne, skal man sikre sig, at disse medvirkende alle kan acceptere, at indspilningerne udgives og i givet fald på hvilke vilkår. Skal de f.eks. have betaling for det i form af studieløn eller royalties eller måske en kombination af begge dele. Alle der, har medvirket på en indspil- 66
ning, har nemlig ophavsret til deres egen del at indspilningen deres egen præstation. Man kan ikke anvende indspilningen uden, at den enkelte har givet sin tilladelse. Det gælder også, når man som band udgiver nogle indspilninger, hvor nogle af de medvirkende ikke længere er med i bandet. De skal også spørges og give deres tilsagn. Og siger de nej, er der ikke noget at gøre. Med mindre altså, at man, da man indspillede musikken, har sørget for, at indgå en egentlig kontrakt med alle medvirkende. En kontrakt, som præcist siger hvad vilkårene for en evt. udgivelse skal være. Der findes ingen faste regler for, hvem der skal have hvor meget i betaling, kun vejledende minimumstariffer. Ofte vil især meget brugte og rutinerede musikere forlange mere. Derfor er det fantastisk vigtigt, at man søger for at snakke sagerne rigtig godt igennem med alle medvirkende og sikrer sig, at alle ved, hvad der foregår. Gør man ikke det, er der næsten statsgaranti for, at der på et eller andet tidspunkt vil opstå problemer. Nogen har hørt nogen andre fortælle, at tingene burde være sådan og sådan og er tingene ikke det, så er der vist noget galt, og der bliver vist snydt osv. Alt sammen noget, som ingen har brug for, og som kun tjener til at skabe splid, mistro og uvenskab. Det gælder med andre ord om at køre det straight. I øvrigt skal man huske, at de der evt. laver et CD-cover, eller måske bare leverer fotos til et cover, også har en ophavsret, som skal respekteres. Lav derfor en skriftlig aftale med dem om brugen af deres materiale. I den forbindelse må man heller ikke glemme, at de kunstnere, hvis eventuelle værker man gengiver på sit cover [f.eks. et foto af statuen af Den lille Havfrue] typisk også har en ophavsret, som skal respekteres. Man gør derfor klogt i at indhente deres accept af anvendelsen af billedet. I modsat fald kan man risikere, at der bliver nedlagt forbud imod eller krævet en eller anden form for betaling/erstatning for gengivelsen [www.copydan.dk]. Endelig så skal man selvfølgelig også sørge for, at der på CD en [både på selve disc en og i tryksagerne, dvs. på booklet og i inlaycard] er tydelig angivelse af titlen på CD en, navnet på kunstnerne og også gerne en liste over de numre, som er med på CD en. En blank CD, der bare ligger og flyder 67
uden cover er stort set umulig at identificere, og et smart cover, som bare ikke fortæller hvem der er på CD en er heller ikke meget værd. Ønsker man at få CD en ud i butikkerne, er det også et must, at der er en stregkode på. Stregkoder kan man købe ved at henvende sig til EAN-Danmark [www.ean.dk], eller man kan få stregkoden gratis hos f.eks. DMF. Og sidst, men ikke mindst, skal man huske, at man er forpligtet til at sende eksemplarer af sine udgivelser til Statsbiblioteket i Århus, til pligtafleveringen [se også www.pligtaflevering.dk]. Hvis man vælger også at sælge sin CD, skal man desuden huske at der er noget der hedder moms. Har man et salg og dermed indtægter, som går ud over det hobbybetonede, skal man momsregistreres hos sit lokale Skat kontor. Der får man også en nærmere definition af begrebet hobbybetonet [se også www.skat.dk og www.startvaekst.dk]. Når man har styr på disse formalia, er man stort set køreklar. Er man medlem af en A-kasse, skal man ALTID kontakte A-kassen INDEN man går i gang. Er man på bistandshjælp eller anden offentlig forsørgelse skal man snakke med sin sagsbehandler på Kommunen. Og husk også altid at snakke med fagforeningen! 68
Fra demo til digitalmaster Der er mange niveauer for kvaliteten af indspilninger, og mindst lige så mange meninger om, hvad det skal koste af lave indspilningerne. I takt med, at digitalt optageudstyr er blevet stadig billigere er udbuddet af studier og tilbudspriser eksploderet. Der er snart ikke den musiker, som ikke har et lille studie i dagligstuen, soveværelset eller kælderen. Men ikke alle disse studier er lige egnede til at indspille i for andre end ejermanden selv. F.eks. kan de faciliteter, som studiet byder på, være skræddersyede til netop ejermandens behov og svære at tilpasse andre. Man kan også opleve, at studiet ikke har de sikkerheds- og backup faciliteter, man ellers tog for givet. Netop det er meget vigtigt: Man skal IKKE tage noget for givet, hverken hos små private eller store professionelle studier. Som kunde i et studie skal man sikre sig at alt er, som man forventer, både hvad angår teknik, lydforhold osv. Som de siger i edb-branchen: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget. Det har mange musikere måttet sande, når deres mange timers indspilninger og mixning pludselig er forsvundet! Når man skal i gang med at indspille, er noget af det man først og fremmest skal gøre sig klart følgende: Hvad skal indspilningerne bruges til, hvor mange penge har man råd til at bruge på det og måske vigtigst af alt: Alle beløb skal være inkl. moms! Glemmer man det sidste, kan man få en meget ubehagelig overraskelse, når regningerne kommer og der er lagt 25% på, nemlig momsen! I samme åndedrag skal hér mindes om NCB-afgiften, som også kan blive en ubehagelig overraskelse i regnskabet! Man skal sørge for at lave en skriftlig aftale med studiet, som nøje specificerer: Hvornår man har studietid og hvor mange timer, hvem der er tekniker på indspilningerne, hvilket evt. ekstra udstyr man skal bruge, hvilke materialer man skal bruge [hard disc, bånd osv.], hvem der er ansvarlig for at der laves sikkerhedskopier af materialet, hvem der skal opbevare kopierne og hvad timeprisen er, eller hvad den samlede projektpris er aftalt til at være [alt inklusive]. 69
Hvad indspilningerne skal bruges til kan være afgørende for, hvor mange penge det er rimeligt og fornuftigt at bruge på at lave indspilningerne. Skal man lave en demo, altså en indspilning som bare skal give et rimeligt billede af den musik man laver, behøver man ikke investere de store summer. Skal demoen sendes til f.eks. pladeselskaber, kan det faktisk være en fordel, at musikken ikke er alt for færdigproduceret. Det giver pladeselskabets A/R- folk og producere bedre muligheder for måske at påvirke produktet. Har man ambitioner om, at indspilningerne skal kunne bruges til noget mere, f.eks. trykkes op i små oplag, bruges som demo overfor spillesteder, sælges når man er ude at spille og måske sendes til radiostationer o.l., er sagen en lidt anden. Så gælder det om at lave nogle lidt mere professionelle indspilninger, som lever op til de forventninger både pladekøbere og radio-dj s har til mix, lyd osv. og som kan konkurrere med de andre demobånd, spillestederne modtager. Man behøver fortsat ikke investere de store summer i studietid, men det kan være en god idé at samarbejde med en producer. Ikke nødvendigvis en af de kendte, men gerne en person som har erfaringer med at indspille i studiet, og hvis musiksmag og dømmekraft man har tillid til. Endelig er der situationen, hvor man vælger at stå for det hele selv og udgive sin egen CD. Da vil der være tale om nogle lidt større udgifter. For det første vil det være en god idé at alliere sig med en rutineret producer, måske endda en som er kendt. Det kan siden hen måske medvirke til at skabe lidt ekstra opmærksomhed om udgivelsen. For det andet er kravene til den teknisk kvalitet, lyd osv. på fuldt professionelt niveau, og det opnår man næppe i et lille billigt hjemmestudie. Man skal også huske, at der efter selve indspilningen og mixningen i studiet [hvad enten den er analog eller digital] forestår en sidste mastering, som skal gøre indspilningerne egnede til massefremstilling [på CD osv.]. I de to sidste situationer skal man huske at kontakte NCB og Gramex. Man skal også selv sørge for, at der bliver lavet CD-cover m.v. Det er en, om ikke besværlig så dog specialiseret, proces der kræver at man ved hvad man gør, og noget man nok oftest bør overlade til professionelle grafikere. 70
Der er en række formelle krav til udformningen af CD-labeltryk, inlaycard og booklet. Alt dette kan man få oplyst fra den virksomhed, man vælger til at fremstille sine CD er. Når man tager kontakt til en af disse producenter, skal man på forhånd have gjort sig nogle overvejelser med hensyn til: Oplagets størrelse [hvor mange har man reelt brug for?], indpakningstype [single-cd, pap-sleeve, jewelbox, digi-pack osv.], sort eller transparent tray på jewel-box, antal sider i booklet en og inlaycard, antal farver på label og i tryksager samt f.eks. ønske om specialfarver [guld, sølv, bronze, lakering osv.]. Leverer man færdige film til tryksagerne eller blot datafiler på CD eller via nettet, skal man have påsat stregkoder [særligt hvis man har salg i større butikker for øje]. På den baggrund skal man bede om at få et skriftligt tilbud, som omfatter alle disse ting, og som helt klart angiver: Producentens krav til de materialer, man skal aflevere [lay-out og/eller film til tryksager, masterbånd osv.], deadline for aflevering af materialerne, inkl. NCB-attest, aftale om at producenten sender et prøvetryk af digitalmasteren til kontrollytning, præcis angivelse af oplagsstørrelse og pris [alt inkl.], præcis dato for producentens levering af de færdige CD er, producentens leverings- og betalingsbetingelser i øvrigt. Sidst, men ikke mindst, skal man huske, at det ikke nødvendigvis er det billigste tilbud, som er det bedste. Der er forskel på kvaliteten af CD-tryk, tryksager osv. og på kvaliteten af den service CD-producenterne yder. Det bedste man kan gøre er, at snakke med andre musikere, som har været igennem samme mølle selv, og drage nytte af deres erfaringer, gode såvel som dårlige. Det er altid en god idé at huske at spørge i fagforeningen om der evt. skulle være indgået særaftaler med enkelte producenter. 71