TILSYNSRAPPORT Anmeldt tilsyn på Risagerlund og Plejecentret i Valdemarsgade, Brønderslev Kommune Torsdag den 27. august 2009 fra kl. 8.00 Indledning Vi har på vegne af Brønderslev Kommune aflagt tilsynsbesøg på Risagerlund og Plejecentret i Valdemarsgade. Generelt er formålet med tilsynet at påse, at man efterlever de aftaler, der er indgået med beboerne om hjælp og støtte i hverdagen, og at hjælpen leveres på en ordentlig måde. Ved dette tilsyn har vi sat fokus på kommunikationen. Vi har undersøgt, hvordan der arbejdes med kommunikationssystemer og værktøjer, som giver de svageste beboere mulighed for at kommunikere deres ønsker og behov, og som fremmer og støtter deres indflydelse på og overblik over eget liv. Tilsvarende har vi sat fokus på kommunikationen med og mellem medarbejdere, beboere og pårørende. Endvidere har vi generelt dannet os et indtryk af atmosfæren og generelt og konkret vurderet forholdene, indsatsen og metoderne samt gennemgået forskelligt skriftligt materiale vedrørende både driften i almindelighed og indsatsen for udvalgte beboere. Konklusionerne vedrørende dette besøg fremgår af afsnittet Hovedkonklusioner. Herefter følger afsnittet Iagttagelser og anbefalinger, hvor vi uddyber, hvad der har ført til konklusionerne, og hvor vi eventuelt også fremsætter forslag og anbefalinger til justering af fremgangsmåder m.v. I afsnittet Formål og fremgangsmåde beskrives grundlaget for tilsynet, og hvordan tilsynsbesøgene er blevet afviklet. Hovedkonklusioner det er vores vurdering, at de fysiske rammer, til glæde for beboerne, fremtræder rene og hjemlige, samt at de udendørs rammer giver beboerne mulighed for såvel hyggeligt ophold i fællesskabet som mulighed for motorisk træning. Begge dele er med til at vedligeholde færdigheder beboerne giver udtryk for og indtryk af megen tilfredshed med den pleje og omsorg, de modtager. Dette bekræftes af de pårørende og er i overensstemmelse med vores vurdering her er god opmærksomhed på de forhold, der knytter sig til en ny beboers indflytning, og som er med til at skabe tryghed. Dette tilskrives blandt andet medarbejdernes evne til hurtigt at skabe hjemlige forhold samt et godt informationsniveau det er vores indtryk, at medarbejderne har fokus på deres verbale og nonverbale kommunikation samt vigtigheden af personkontinuitet i samarbejdet for nogle beboere. Ligeledes ved medarbejderne, hvor de skal søge hjælp og sparring ved behov for at rekvirere specielle kommunikationsredskaber til beboerne medarbejderne giver udtryk for, at de har et godt indbyrdes samarbejde, modtager relevant information samt har en god og åben dialog med lederen, der altid er imødekommende og nærværende. Dette er i overensstemmelse med vores vurdering 1
det er vores indtryk, at lederen grundet sit engagement i beboernes og medarbejdernes daglige trivsel, har ydet en stor indsats og taget mange initiativer for at alle parter skulle opleve sig velorienterede og trygge i ombygnings- og udflytningsprocessen. Det bliver der også givet udtryk for har været tilfældet. Det er således vores vurdering, at det gode resultat af processen i høj grad kan tilskrives lederens initiativer og fleksibilitet. Det er også vores opfattelse, at lederen bør sikres mest mulig støtte, herunder sparringsmuligheder, så processen kan fortsætte i det gode spor vi har gennemgået beboernes døgnrytmeplaner. Disse er grundige og retningsgivende for indsatsen og opgaveløsningen med beboerne. Dokumentationen er fyldestgørende og lever op til lovgivningens krav for området Her leves op til de gældende kvalitetsstandarder og lovgivningens krav for området. Iagttagelser og anbefalinger Opfølgning fra foregående tilsynsbesøg Der er intet til opfølgning fra vores foregående tilsynsbesøg. Boligforhold og fysiske rammer Risagerlund er en bygning i 2 etager af ældre dato. Flere beboere flyttet herfra til mere tidssvarende boliger. Her er 22 lejligheder fordelt på to afdelinger. Aktuelt er der to ledige lejligheder. Den ene bliver beboet i nærmeste fremtid. Beboerne har 1-værelses boliger med eget toilet og bad. Boligerne er indrettet i overensstemmelse med beboernes egen smag. Fællesarealerne er, til trods for gangenes lidt institutionsagtige præg, indrettet hyggeligt og hjemligt. Der er pænt og rent over alt samt friske blomster i urtepotter såvel ude som inde. På en af afdelingerne er der en undulat i bur, som en af beboerne sørger for pasningen af. Undulaten er til stor fornøjelse for beboerne, da den skaber liv og medvirker til en hjemlig atmosfære. Haven er indrettet som en sansehave, med blomster, vandkunst, fuglehus og en flisegang, der tilgodeser gangbesværede beboeres mulighed for også at benytte haven. Her kan man passivt modtage eller selv være aktivt opsøgende over for forskellige sansestimuli i form af dufte, lys, mm. Plejecentret i Valdemarsgade stod færdigbygget for mere end 2 år siden. Det fremstår nyt og med meget lysindfald på fællesarealerne fra store vinduer i hele byggeriet. Her er 32 lejligheder, hvoraf de 4 er forbeholdt ægtepar. Aktuelt bor her 33 beboere fordelt på 3 afdelinger. En af aflastningspladserne er ledige, og en beboer flytter hertil i næste uge. Fællesarealerne er indrettet med et moderne møblement, der kombineret med gamle effekter, som eksempelvis broderede puder, giver et hyggeligt og hjemligt præg. På væggene hænger der billeder udlånt fra lokalhistorisk arkiv. Billederne udskiftes løbende. På demensafdelingen får vi oplyst, at billederne er medbragt fra den tidligere afdeling på Risagerlund og ikke udskiftes løbende. Dette begrundes i hensyntagen til de demente beboeres behov for forudsigelighed og genkendelighed, hvilket vi finder er en relevant beslutning. Lejlighederne er 2-værelses og er indrettet i overensstemmelse med beboernes egen smag. På aflastningsafdelingen er boligerne etværelses, og her har brugerne deres egen bolig. På Risagerlund boede 2 beboere sammen, hvilket var et forhold, som flere brugere ikke fandt tilfredsstillende. 2
Udendørs er der flere lukkede gårdhaver, som alle er indrettet med siddepladser, velholdte blomsterbede, fuglehuse og bålsted mv. I den ene gårdhave varetager en beboer pasningen af en kanin. Dette medvirker til at skabe indhold i hverdagen, for den, der har ansvaret for at passe den, samt positivt liv i haven for de øvrige beboere. Udenfor huset er der etableret stisystemer, som beboerne benytter til gangtræning under vejledning af fysio- og ergoterapeuterne. Det er vores vurdering, at de fysiske rammer fremtræder rene og hjemlige, samt at de udendørs rammer giver beboerne mulighed for såvel hyggeligt ophold i fællesskabet som mulighed for træning. De omsorgsmæssige forhold Under vores tilsynsbesøg er nogle beboere samlet i fællesskabet, mens andre opholder sig i deres egne lejligheder. På Risagerlund har flere beboere besøg af pårørende, mens andre opholder sig udendørs, alt imens ergoterapeuten afholder siddegymnastik for flere beboere. Beboerne giver indtryk af at det bekommer dem godt. I Valdemarsgade er beboerne i færd med at spise middagsmad ved tilsynets start. Begge steder er der en god og hyggelig stemning og atmosfære, og det er vores indtryk, at beboernes individuelle behov respekteres og tilgodeses. Beboerne giver udtryk for og indtryk af megen tilfredshed med den pleje og omsorg, de modtager. Dette bekræftes af de pårørendes udtalelse, og er i overensstemmelse med vores vurdering. Ligeledes giver beboere og pårørende udtryk for, at medarbejderne er meget engagerede, nærværende og imødekommende i tilgangen til dem, og at kommunikationen foregår i en god tone. Vi kan under tilsynsbesøget og vores ophold på fællesarealerne konstatere, at der er en omsorgsfuld og respektfuld dialog medarbejdere og beboere imellem. Blandt beboerne og deres pårørende gives udtryk for, at indflytningen er gået meget godt. Dette tilskrives medarbejdernes evne til hurtigt at skabe hjemlige forhold samt et godt informationsniveau fra ledelsens side ved indflytningen. Således får beboerne udleveret en introduktionsmappe med diverse praktiske informationer, som lederen gennemgår med beboerne og deres pårørende. Vi kan i denne sammenhæng konstatere, at her er opmærksomhed omkring at sikre et godt informationsniveau såvel skriftligt som mundtligt. Beboerne og deres pårørende giver udtryk for, at de oplever sig godt orienteret fra medarbejderne, der altid har tid til en snak ved behov herfor. Beboerne orienteres skriftligt via opslag på fællesarealerne og mundtligt gennem den daglige snak med medarbejderne. De pårørende kontaktes herudover telefonisk og efter aftale. Der arbejdes aktuelt med at etablere et nyt beboer- og pårørenderåd efter ombygnings- og flytteprocessen. Dette følger vi op på ved vores kommende tilsynsbesøg. De beboere, der har behov for høreapparater, briller mv. sikres dette samt en løbende opmærksomhed fra medarbejdernes side omkring den aktuelle virkning af disse. For beboere, der vanskeligt kan kommunikere egne ønsker og behov, gør medarbejderne brug af kommunikationsredskaber som fx piktogrammer, og de understøtter kommunikationen gennem et indgående kendskab over tid til beboerne. Det er vores indtryk, at medarbejderne har fokus på deres verbale og nonverbale kommunikation samt vigtigheden af personkontinuitet i samarbejdet for nogle beboere. Ligeledes ved medarbejderne, hvor de skal søge hjælp og sparring ved behov for at rekvirere specielle kommunikationsredskaber til beboerne. 3
Medarbejderforhold og faglige forudsætninger Risagerlund har gennem længere tid været igennem en løbende renoveringsproces, og flere beboere er flyttet fra stedet. I dette forløb har lederen ugentligt afholdt møder med medarbejderne for at give dem relevant information for blandt andet at sikre stabilitet i medarbejdergruppen. Medarbejderne giver udtryk for, at de har været påvirket af processen, men at lederens initiativer har givet dem den fornødne tryghed. I forbindelse med flytningen har lederen også afholdt individuelle møder med beboerne og deres pårørende for at sikre dem nødvendig information og tryghed. Det er vores indtryk, at lederen grundet sit engagement i beboernes og medarbejdernes daglige trivsel, har ydet en stor indsats og taget mange initiativer for at alle parter skulle opleve sig velorienterede og trygge i ombygnings- og udflytningsprocessen. Det bliver der også givet udtryk for har været tilfældet. Det er vores vurdering, at det gode resultat af processen indtil videre i høj grad kan tilskrives lederens initiativer og fleksibilitet. Det er også vores opfattelse, at lederen bør sikres mest mulig støtte, herunder sparringsmuligheder, så processen kan fortsætte i det gode spor. Dette følger vi op på ved vores kommende tilsynsbesøg. Aktuelt er der stabilitet i medarbejdergruppen, og vi får oplyst, at der ved de seneste ansættelser har været mange ansøgere. Medarbejderne giver udtryk for, at de har et godt indbyrdes samarbejde, modtager relevant information samt har en god og åben dialog med lederen, der altid er imødekommende og nærværende. Dette er i overensstemmelse med vores vurdering. Medarbejderne modtager information gennem månedlige gruppemøder. Lederen planlægger gruppemøderne i de forskellige afdelinger indenfor den samme uge med henblik på at sikre alle medarbejdere de samme informationer. For aften- og nattevagterne tilrettelægges tillige ekstra møder ved behov herfor. Lederen har afholdt medarbejderudviklingssamtaler for alle medarbejdere i indeværende år. Medarbejderne giver udtryk for, at de har gode muligheder for faglig udvikling gennem kurser, og føler sig fagligt kompetente til at varetage opgaveløsningen med beboerne. Som opfølgning på vores foregående tilsynsbesøg, får vi oplyst, at kurset omkring borgere med anden etnisk baggrund af flere gange er blevet udsat. Det er fortsat planen, at fire medarbejdere skal deltage, når kurset afholdes. I løbet af efteråret skal flere af medarbejdere på et kursus omkring forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser. Dette følger vi op på ved vores kommende tilsynsbesøg. Den skriftlige dokumentation Vi har gennemgået beboernes døgnrytmeplaner. Disse er grundige og retningsgivende for indsatsen og opgaveløsningen for og sammen med beboerne. Vi kan konstatere, at der er udførlige og yderligere detaljerede beskrivelser af tilgangen til de beboere, der ikke selv er i stand til at udtrykke egne ønsker og behov. Dokumentationen er fyldestgørende og lever op til lovgivningens krav for området. Døgnrytmeplanerne er indskrevet i it-omsorgssystemet og foreligger desuden hos beboerne i deres individuelle mapper. Disse mapper har beboerne i dag- og aftentimerne i deres egen bolig. Således sikres beboerne og eventuelt deres pårørende mulighed for at få indsigt i de tildelte ydelser jf. servicelovens og kommunens bestemmelser herom. I nattetimerne opbevares mapperne på medarbejdernes kontor. Dette for- 4
hold begrundes i, at nattevagterne hermed kan holde sig orienteret, samt selv notere i journalnotaterne uden risiko for at vække beboerne i løbet af natten. Aktuelt har ledelse, social og sundhedsassistenter samt sygeplejersker adgang til it-systemet. Vi får oplyst, at i efteråret 2009 skal social- og sundhedshjælperne, der arbejder i aflastningsafdelingen deltage i et pilotprojekt med det formål også at kunne anvende systemet. Resultatet af dette vil vi følge op på ved vores kommende tilsynsbesøg. Magtanvendelse Der har ikke været nogen magtanvendelser siden vores seneste tilsynsbesøg. Medarbejderne er bekendte med Kommunens procedurer for indberetningspligt ved magtanvendelser. Medarbejderne på demensafsnittet har været på kursus omhandlende vold og magt, og har efterfølgende undervist deres kolleger i emnet. Det er vores indtryk, at medarbejderne er meget opmærksomme på deres verbale og nonverbale kommunikation med henblik på at forebygge konflikter, der kan føre til magtanvendelser. Medicinhåndtering Tilsynet omfatter ikke de læge- og sundhedsfaglige aspekter, herunder medicinhåndtering, som er underlagt tilsyn fra embedslægeinstitutionen, jævnfør Lov om embedslægeinstitutioner m.v. 6a. Vi vil på trods heraf selvfølgelig reagere, hvis vi på dette eller andre områder udenfor det direkte tilsynsfelt konstaterer åbenlyst uhensigtsmæssige forhold. Opfølgning til det kommende tilsynsbesøg Ved vores kommende tilsynsbesøg vil vi følge op på: etablering af et beboer- og pårørende råd medarbejdernes faglige udvikling ift. diverse kurser resultatet af pilotprojektet ift. brugen af det elektroniske omsorgssystem Formål og fremgangsmåde I henhold til Servicelovens 151 har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med opgaveløsningen på kommunens plejehjem. Der skal således årligt aflægges to tilsynsbesøg, et anmeldt og et uanmeldt. Formålet med tilsynet er at påse, at beboerne får den hjælp de har ret til og krav på efter deres afgørelse og det kommunale serviceniveau, der er fastsat i kvalitetsstandarderne. Det drejer sig om opgaver, der vedrører personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte til praktiske opgaver i hjemmet samt tilbud om genoptræning og hjælp til vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder. Vi har fået en rundvisning på Risagerlund og Plejecentret i Valdemarsgade, og har efter individuel aftale talt med flere beboere og deres pårørende. Vi har endvidere inddraget repræsentanter blandt det personale, der var på arbejde samt ledelsen. Som grundlag for vurderingerne og konklusionerne anvender vi Service- og Retssikkerhedslovens bestemmelser, herunder 83 og 86, og tilknyttede vejledninger samt bekendtgørelsen om tilsyn på plejehjem og i plejeboliger m.v. Som yderligere grundlag for vurderingen har vi anvendt de gældende kvalitetsstandarder og god praksis på området. Beboernes kropsprog, atmosfæren på stedet og gennemgangen af den skriftlige dokumentation, der beskriver samarbejdet med beboerne, indgår endvidere i grundlaget for vores vurderinger. 5
Vi har forud for afgivelsen af denne rapport diskuteret resultaterne af tilsynsbesøget med ledelsen på stedet. Aalborg, den 28. august 2009 REVAS APS AF 1/2 2004 Aase Møller Marianne Christiansen 6