Puccinis Turandot En fortælling Der var en gang en prinsesse. Hun boede i Kina. Prinsessen var både meget smuk og meget kold. Først og fremmest på grund af skønheden, var der mange prinser, der gerne ville giftes med hende. Men det var et farligt forehavende. Først skulle de nemlig gætte tre gåder, og hvis de ikke kunne svare rigtigt, måtte de af med hovedet. En dag kom en prins. Han var landflygtig, og da han så den skønne isprinsesse tabte han sit hjerte til hende. At han også var ved at tabe hovedet, var der mange der fortalte ham, men han slog alligevel på den gong udenfor paladset, der betød, at han var næste frier. Prinsessen stillede ham tre spørgsmål, og da han svarede med hjertet, blev alle svar rigtige. Nu havde han vundet prinsessen og det hele kejserrige, men prinsessen sagde det var snyd, og hun ville alligevel ikke giftes med ham. Prinsen var et ordentligt menneske (endskønt han var fra et fremmed land). Han ville ikke have prinsessen med tvang, og han sagde til hende, at hvis hun kunne gætte hans navn inden daggry, ville han straks lægge hovedet på blokken. Den grusomme prinsesse gjorde alt for at finde ud af hans navn, og hun fandt en kvinde, som havde tjent hos prinsen og hans far. Trods alle pinsler ville tjenestekvinden ikke fortælle hans navn. Hun valgte at dø for egen hånd, da hun stadig elskede prinsen højt og ikke ville ham ondt. I sin fortvivlelse fortalte prinsen sit navn til prinsessen, men tjenestekvindens offer havde gjort så dybt et indtryk, at da hun for al folket og den gamle kejser skulle sige prinsens navn, forkyndte hun, at det var kærlighed. Prinsessen hed Turandot, prinsen hed Calaf og de levede lykkeligt til deres dages ende. Baggrund Giacomo Puccini var 60 år og på sit højeste, da han i 1918 fik uropført Il trittico på den berømte Metropolitan-opera i New York. Il trittico består af de tre enaktsoperaer Kappen, Søster Angelica og Gianni Schicchi. Puccini var Italiens førende operakomponist på dette tidspunkt han havde overtaget tronen fra Giuseppe Verdi men var så stor, at han nu kunne får sine ting førsteopført i et prestigefyldt hus som The MET. Il trittico blev opført for første gang i Italien året efter. Man er blevet populær men gammel! Koketterede Puccini og levede sit liv som musikalsk superstar med høj cigarføring og dyre biler. Men det var ikke en rigdom, han kom let til. Så snart en opera var færdig og produceret, var han på jagt efter en ny libretto (operatekst), som han kunne sætte i musik. Og det var ikke let. Puccini var en uhyre vanskelig herre at arbejde sammen med, og han var berygtet for sit storforbrug af bl.a. tekstforfattere. Så snart han fik en libretto fra deres hånd, forlangte han ændringer, og han havde et temperament som en 1
italiensk mafiaboss, så det krævede både talent og tålmodighed at være ansat hos ham. Det havde forfatteren Giuseppe Adami åbenbart, for han havde skrevet librettoer til tidligere Puccini-operaer, og en forårsdag i 1920 inviterede han mesteren til frokost i Milano Til det lille selskab hørte også litteraturkritikeren Renato Simoni ved dagbladet Corriere della sera. Under frokosten kom samtalen ind på Schillers skuespil Turandot, som Puccini havde set i Berlin i den tyske teatermand Max Reinhardts opsætning. Typisk for ham var han først og fremmest blevet betaget af den kvindelige hovedperson, men selve plottet var han lidt tøvende overfor. Han vidste ikke rigtig, om han ville begynde på en ny opera med handling i Østen. Han havde jo skrevet operaen Madame Butterfly (1904), der fandt sted i Japan, og havde fundet det anstrengende nok at skulle leve sig ind i denne fremmede kultur. Puccini tilhørte nemlig den generation af italienske komponister, der skrev veristiske operaer. Verismen står for virkelighedsnær eller sand kunst og kan ses i forlængelse af realisme og naturalisme i andre europæiske lande. Det særlige ved verismen var, at den knyttede sig til opera. Komponisterne bestræbte sig på at være så virkelighedstro i deres musikalske beskrivelser af miljøer, som publikum kendte fra landet eller byerne. Mascagnis Cavalleria rusticana (1889) og Leoncavallos Bajadser (1891) var de to operaer, der begyndte det hele, men mesteren blev Puccini, der kom vist omkring i sine operaer: Paris med La bohème (1896), Rom med Tosca (1900), Nagasaki med Madame Butterfly (1904) og det vilde vesten med La Fanciulla del West (1910). En slags musikalske postkort al den stund, at handlingerne fokuserede på de store følelser. Puccini kunne som ingen dreje sin musikalske kniv ned i de sentimentale lag, hvor det gør rigtig ondt. Han vidste præcis, hvor publikum ville græde. Det sjove er, at hans timing virker den dag i dag, så lommetørklædet garanteret er vådt, når Mimi i sidste scene i La bohème drager sit sidste suk. Kun en dårlig iscenesættelse misser denne mulighed. Fra idé til scene Efter frokosten i Milano tænkte Puccini over emnet. Han studerede de forskellige kilder til Turandot, der i virkeligheden er et gammelt persisk eventyr i bedste 1001- nats stil, som blev kendt først i hele Østen og siden i Europa, hvor det inspirerede 2
forfattere som Schiller, E.T.A Hoffmann, Shakespeare, Moliere og Bertolt Brecht. Det var imidlertid den italienske excentriske greve Carlo Gozzis udgave fra 1762, der blev det egentlige udgangspunkt for tekstforfatterne Adami og Simoni i deres samarbejde med Puccini. Carlo Gozzi skrev nogle såkaldte fiabes en slags fabler der dyrkede det morbide og absurde. I hans udgave af Turandot, forsøger prinsessen at dræbe sig selv, hvilket Calaf forhindrer. Gozzi havde brugt en række commedia dell`arte figurer til at kommentere handlingen (vore dages pantomimeteater med bl.a. pjerrot og kolumbine er udløbere af commedia dell`artetraditionen), men de bliver hos Puccini til de tre tjenere Ping, Pang og Pong. Mere om dem siden. I januar 1921 havde Puccini udfærdiget skitser til 1. akt, men herefter gik det langsomt. Så langsomt at Puccini nåede at dø, inden operaen var færdig. Han efterlod 23 skitseblade og 36 nodesider som afslutning på 3. akt. Han arbejdede på operaen i tre år, men efterlod den ufuldkommen. Hvad gik galt? På den ene side, var det den sædvanlige historie med Puccini. Han var enorm vanskelig at arbejde sammen med for de to tekstforfattere, han var ekstrem selvkritisk og kom ikke nemt til sine ting. Han tog til London for at gøre kildestudier på British Museum, han undersøgte en mængde kinesiske melodier for at finde dem, der passede til resten af det musikalske heriblandt den gamle Kejserhymne, som dukker op flere gange i operaen både for at præsentere kejseren og symbolisere det gamle Kina. Puccini dyrkede den kinesiske stil med de pentatone skalaer (skalaer bestående af fem toner), og det fik også betydning for det tonale, der er anderledes end i tidligere operaer. På sin vis kan man betragte Turandot som Puccinis første (og sidste) forsøg på at komponere i et moderne 3
tonesprog, hvor det tonale, melodiske og sine steder også det rytmiske sprænges for at finde nye konstellationer. Puccini slipper ikke det dur-mol tonale grundlag, men han sætter det på en prøve. Et eksempel er åbningen af 2. akt med Ping, Pang og Pong. Netop en scene, der voldte ham store problemer, hvilket et brev dateret 11. december 1922 vidner om: Jeg har intet godt nyt om T. Jeg begynder at blive bekymret over min dovenskab. Kan jeg have fået nok af Kina fordi jeg har komponeret en hel akt og næsten afsluttet den næste? Jeg kan i hvert tilfælde ikke skrive noget andet godt. Og så er jeg gammel! Det er der ingen tvivl om. Jeg har fundet det emne, jeg har ledt efter, og som jeg stadig håber på at finde, bar det dog var iscenesat nu. Men denne kinesiske verden! Jeg bliver nødt til at tage en beslutning, når jeg kommer til Milano. Måske skal jeg aflevere pengene tilbage til Ricordi og bryde kontrakten Jeg har igen og igen prøvet at skrive musikken til begyndelsen af 2. Akt, og jeg kan ikke. Jeg føler mig ikke godt tilpas i Kina. På den anden side og her er vi ved at nå ind til sagens kerne så havde Puccini store problemer med Turandot-skikkelsen. Det var som sagt hende, han var blevet fascineret af, da han så skuespillet i Berlin, og det er hendes forvandling fra isprinsesse til en varm, elskende kvinde, der optog ham mest. Hvordan kunne han beskrive denne forvandling uden at forsimple personen? Det var jo netop det følelsesfulde, han spillede på, og for at det skulle virke, måtte personerne gøres ægte. Turandot er samtidig personificeringen af et rædselsregime, som man ikke sådan uden videre kan transformere til en glad idyl i løbet af tre akter. Her er det, at Puccini viser sine sande evner som dramatiker. Helt enkelt er operaen bygget op i tre akter efter en symmetri, der ser således ud: Calaf (1.akt) Gåderne (2.akt) Turandot / Liù (3.akt) Calaf er en entydig figur. Han er helten, der kommer ind fra højre for at redde verden, prinsessen, kærligheden osv., og han er parat til at ofre sig selv. Han er tenor og har fået muligheden for at synge hittet Nessun dorma i begyndelsen af 3. akt i virkeligheden en opsummering af stemningen i de to foregående akter. Som en sand helt dyrker han kærligheden, hvilket bliver tydeligt i 1. akts dialog med Turandot. Hun forklarer baggrunden for gådelegen og synger: Der er tre gåder og en død!, hvortil Calaf svarer: Nej, nej, der er tre gåder og et liv!. Læg i øvrigt mærke til, at Calafs far og tjenestepigen Liù begge er landflygtige og dramatisk er Calafs akilleshæl, idet de kan åbenbare hans rigtige identitet. I 2. akt står gåderne i centrum. Det er hér Turandots skæbne besegles, da hun jo har tabt. 4
Sådan er det i den virkelige jeopardy-verden, hvor alt satses hvad enten det er bejlernes hoveder eller prinsessens mødom. Men akten indledes med de tre tjenere Ping, Pang og Pong, der i en vanvittig virtuos scene beskriver deres drømme sat overfor virkelighedens rædsler. De er dobbelttydige helt ned i den mindste musikalske detalje, og således illustrerer de en almen menneskelig reaktion på et tyrannisk styre, hvor drømme ustandselig tørner mod virkelighed. Selve scenen med gåderne er bygget op som en tretrinsraket, hvor Calaf får overtaget og til sidst bestemmer, fra hvilken tone, spørgsmålene skal stilles. Her viser Puccini hele sin musikalsk dramatiske kunnen. Herefter får Calaf som nævnt lejlighed til at resumere stemning og følelser i Nessun dorma, men det er en vigtig bifigur, der stjæler billedet: tjenestepigen Liú. Hendes dramatiske funktion er dels at identificere Calaf dels at elske ham og vise, at kærlighed kan være selvopofrende. Hun tager sit eget liv, men inden da synger hun sin smukke arie Tanto amore segreto om den hemmelige kærligheds store magt. Hun er det direkte modbillede i forhold til Turandot. Hun kan elske, selv om hendes elskede ikke ved det, mens Turandot med sit indefrosne følelsesliv er ude af stand til at vise empati. Først ved Liús offer, falder facaden og der er lagt op til en dybere erkendelse. Problemet var blot, at det var netop efter at have komponeret Liùs arie, at Puccini døde (strubekræft efter for mange cigarer). Puccini havde store planer om en duet mellem Turandot og Calaf. En slags pendant til den forløsende kærlighedsdialog mellem Tristan og Isolde i Wagners opera. Puccini havde det meste af duetten i hovedet: det var her, Turandots egentlige forvandling skulle finde sted, og det var en umulig opgave for den unge komponist Franco Alfano at virkeliggøre dette. Han gjorde det meget fornuftige at bruger stumper af tidligere musik fra operaen og stykke dem sammen med en afsluttende kejserhymne. Det er måske lidt af et antiklimaks, og der er da også siden komponeret andre slutninger, som bedre tager højde for de psykologiske konsekvenser. Puccinis mål med operaen var, at lade Turandots iskolde hjerte smelte, som han udtrykte det. Målet var en renere kærlighed, som Puccini ikke havde beskrevet før. Han stod stadig inde for sentimentaliteten (hvilket Liú-skikkelsen også rammer), men han prøver samtidig kræfter med den ægte vare og det er noget af en psykologisk tour de force. Den tidligere nævnte dramatiske model, kan suppleres med en anden model, der beskriver Turandots udvikling: DØD / FORTRÆNGNING LIV / KÆRLIGHED Så enkelt er det og dog så kompliceret. Turandot fik sin førsteopførelse på La Scala operaen i Milano 25. april 1926. Den berømte og berygtede dirigent (og Puccinis nære ven) Arturo Toscanini stod for premieren, og da han hørte, at Mussolini ville komme og forlange, at forestillingen blev indledt med en hymne til sin ære, protesterede Toscanini så højlydt, at Mussolini blev væk. Det hører også med til historien, at på premiereaftenen dirigerede Toscanini frem til og med Liùs dødsarie, hvorefter han standsede musikken, vendte sig om mod publikum og 5
sagde: Her døde mesteren, hvorefter han forlod podiet. Først næste dag dirigerede han hele forestillingen. STEEN CHR. STEENSEN / SKOLETJENESTEN [Billederne er fra Det Kgl. Teaters aktuelle opsætning af Turandot i Mikael Melbyes opsætning]. 6
De tre gåder som Turandot stiller Calaf: Første gåde: I den dybe nat flyver et flaksende spøgelse. Det hvæser og spreder sine vinger over menneskene. Alle kalder på det. Alle trygler det. Ved daggry forsvinder det for at blive født på ny, og hver dag dør det. Svar: La speranza (håbet) Anden gåde: Det sitrer som en flamme, men det er ikke en flamme. Til tider er det vildt: det er feber, kraft, lidenskab! Stilstand gør det længselsfuldt. Hvis du dør, bliver det koldt, men drømmer det om at erobre, flammer det op. Det har en stemme du hører, når du er angst: da gløder det som en solnedgang. Svar: Il sangue (blodet) Tredje gåde: Is som får dig til at brænde og som til din ild giver endnu mere is. Klart og mørkt! Hvis det tillader din frihed, gør det dig til slave. Hvis det accepterer dig som slave, gør det dig til konge! Svar: Turandot 7