1864 I DANSK OG EUROPÆISK HISTORIE

nr. 2 / april 2014 76. årgang magasin for mindretal, sprog og kultur 1864 I DANSK OG EUROPÆISK HISTORIE KØBENHAVNSK KRIGSEUFORI NATION, REGION, 1864 EN NY FORTÆLLING?

2 nr. 2 / april 2014 INDHOLD NATION, REGION, 1864 EN NY HISTORIE? En omfortolkning af 1864 til en positiv historie om samarbejde er vanskelig, men nødvendig. Det mener professor Steen Bo Frandsen, der foreslår, at man ikke længere affinder sig med det forenklede billede af Sønderjylland som slagmark for en evig national kamp. SIDE 4 KØBENHAVNERNE VAR GREBET AF NATIONAL EUFORI Kampene i 1864 udspillede sig langt fra hovedstadsområdet. Alligevel var befolkningen i København og den københavnske presse optændt af krigsbegejstring og følelsen af at kunne gå på vandene. Men efterhånden som krigen skred frem, og hundreder af sårede blev skibet til København, vendte krigsstemningen, og man indså, at man balancerede på kanten af undergang. SIDE 10 1864 I DANSK OG EUROPÆISK HISTORIE Set fra i dag kan vi se, at 1864 reelt var godt for danskerne og skidt for tyskerne, skriver professor Uffe Østergaard. 1864 var selvforskyldt, men på længere sigt ret positivt. Især fordi 1920 gav muligheden for at stemme den nordlige del af Slesvig hjem til den danske stat. SIDE 14 LÆS OGSÅ SIDE 8 GRÆNSEFORENINGEN LANCERER 1864-BRÆTSPIL SIDE 20 BERETTIGET SELVBEVIDSTHED ELLER LÅNTE FJER? SIDE 23 NY FOLKELIG INDFØRING I KRIGEN SIDE 24 1864 I LITTERATUREN WWW.GRÆNSEN.DK NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

nr. 2 / april 2014 3 LEDER HVAD KAN VI LÆRE AF DYBBØL? Af Finn Slumstrup, formand Krigen i 1864 vil i år blive genopført masser af gange. I bogform og i artikler. Flensborg Avis følger krigens udvikling dag for dag som en fint tilrettelagt føljeton. Grænseforeningen sørger for, at familier og venner kan samles om de voldsomme begivenheder med brætspillet 1864. Fra slagmarken på Dybbøl til nutidens dilemmaer. Og krigen vil blive dramatiseret fra ydmyge produktioner på kreative skoler til Danmarkshistoriens hidtil dyreste dramaproduktion, en tv-serie over otte søndage på DR1 med titlen 1864 hjerter bløder i krig og kærlighed. Det er egentlig ikke så mærkeligt, at skeptikere allerede i læserbreve og debatindlæg har advaret om, at der er risiko for, at det hele går op i fest og gøgl. Den bekymring deler jeg dog ikke. Derimod tror jeg, at det er vigtigt midt i overflødighedshornet af begivenheder at vi prøver at svare på spørgsmålet om, hvorfor der vitterligt er al mulig grund til at markere 1864 også ud over det indlysende historiske perspektiv. Dybbøl vokser og forandrer sig nemlig gennem tiderne. Først var der en forfærdelig dansk militær nederlagshistorie. Derefter opdagede vi, at der ud af krigens gru og mørke voksede et folkeligt gennembrud og en lille dansk nationalstat med livskraft. Langt senere fik vi overskud til at rumme, at Dybbøl ikke blot var et dansk militært nederlag, men at det også var en prøjsisk militær sejr som blev en del af fundamentet under Tysklands samling. Endnu senere gik denne sejrlinje over i det nazistiske vanvid for at slutte som et sammenbrud uden sidestykke i 1945. Derfra er dagens positive grænselandsvirkelighed skridt for skridt vokset frem. København-Bonn-erklæringerne fra 29. marts 1955 er den nye virkeligheds dåbsattest. Med disse gensidigt forpligtende hensigtserklæringer tog Danmark og Vesttyskland den erkendelse til sig, at spændingerne mellem nationale flertal og mindretal ikke kan fjernes med undertrykkelse og militærmagt. Man må i stedet forsøge på at gøre fjendtlige spændinger til konstruktive forskelligheder. Derfor er de to erklæringer begge båret af ønsket om at fremme det fredelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse. Derefter kunne man i erklæringerne henvise til artikel 14 i den europæiske konvention om menneskerettigheder, med dens stolte ord om, at ingen må underkastes forskelsbehandling på grund af sit tilhørsforhold til et nationalt mindretal. I de forløbne snart 60 år er det blevet nærmest selvfølgeligt i grænselandet, at sådan bør forholdene være mellem flertal og mindretal. Og det i så høj grad, at man kan være fristet til at undre sig over, hvorfor de andre ikke er lige så kloge som os? Det dansk-tyske grænseland er beviset på, at det umulige kan lade sig gøre Så kan det være på sin plads at minde om 1848-50, 1864, 1920, 1933-45. Det er i bogstaveligste forstand gennem blod, sved og tårer, vi efterhånden har lært, at problemet ikke kan løses med vold. Men nu hvor vi altså møjsommeligt har lært det er det vigtigt, at vi minder både os selv og andre om, at såfremt begge parter bekender sig til den demokratiske samfunds- og livsform; at såfremt man mødes som ligeværdige parter i øjenhøjde, og såfremt man gensidigt anerkender hinandens ret til at leve i regionen, da kan konflikt transformeres til frugtbar forskellighed. Krim og Ukraine er det seneste af mangfoldige eksempler på, at det kan forekomme ubegribelig vanskeligt at komme så langt. Det dansk-tyske grænseland er beviset på, at det umulige kan lade sig gøre.

4 nr. 2 / april 2014 NATION, REGION, 1864 EN NY HISTORIE? En omfortolkning af 1864 til en positiv historie om samarbejde er vanskelig, men nødvendig. Det mener professor Steen Bo Frandsen, der foreslår, at man ikke længere affinder sig med det forenklede billede af Sønderjylland som slagmark for en evig national kamp. Af Steen Bo Frandsen Jubilæer har altid været en anledning til at huske tilbage, men hvor erindringen tidligere koncentrerede sig om bestemte datoer, udvikler det sig nu til rene begivenhedsbombardementer, der strækker sig over hele jubilæumsåret. Udbruddet af Første Verdenskrig blev fejret, endnu før 2014 var skudt i gang. Ingen kunne vente til august. Med 1864 er det ikke meget anderledes. Den 18. april står ikke længere alene. Konferencer, udstillinger, genopførsler jager hinanden. Senere på året truer endda en på forhånd kraftigt opreklameret film. For historikere er jubilæer for længst blevet anledninger til at søge om penge. Alt skal have relevans, og det krav opfylder en rund fødselsdag som regel. Men er en historisk begivenhed virkelig relevant, fordi den kan fejre jubilæum? Betydningen af 1864 i dansk historie er hævet over enhver diskussion, men er der grund til at mene, at et 150-års-jubilæum skulle gøre det fornødent at pointere det? Og hvad er det lige, vi vil erindre? Et blodigt nederlag? En national forsmædelse? Helstatens undergang og nationalstatens fødsel? Vil vi repetere de nationale myter, eller skal jubilæet benyttes til selvkritik? Tidligere var det lettere. Nederlaget var uløseligt knyttet til den nationale ideologi. Bearbejdningen af det spillede en mægtig rolle under arbejdet med at gøre folket i den danske småstat til en nation. Derfor er det vanskeligt at skille erindringen om 1864 fra et bittert had, der som i andre nationer fungerede som bindemiddel i den nationale selvforståelse. Foto: RaBoe/Wikipedia. Der blev hæget om et fjendebillede, der gjorde det lettere at se forbi egne fejl, og desuden bidrog konstruktivt til at transformere tab og nederlag til noget brugbart i danskheden. Det er kun delvis rigtigt og slet ikke enestående, at danskerne fejrer deres nederlag. 1864 skabte kun forbigående en tabernation. Det bidrog på

nr. 2 / april 2014 5 Luftfoto af Ejderen. Der er en sammenhæng mellem nutidens debatter om infrastruktur og økonomisk udvikling i grænseregionen og den fortrængte historie om Slesvig som forbindelsesland frem for grænseland, skriver Steen Bo Frandsen. længere sigt til en mere realistisk vurdering af landets spillerum, end de fleste andre nationalismer kunne fremvise. DEN EMOTIONELLE ERINDRINGS LIVSKRAFT I 2014 er den gamle kombination af 1864 og nationalt fjendebillede blevet meningsløs. Det har været undervejs i en meget lang årrække. Ved højtideligheden på Dybbøl i 1964 forsøgte statsminister Jens Otto Krag at slå en ny tone an, men næppe havde han talt færdig, før kong Frederik IX greb ordet og med sin spontane tale markerede den bagud- rettede, emotionelle erindrings fortsatte livskraft. Dybbøl Mølle blev da også i årene derpå ved med at være et symbol for modstanderne af et dansk engagement i europæisk politik, der fortsat så landet truet på livet af den store nabo. I mellemtiden får dog selv den gamle fjende lov til at være med på Dybbøl den 18. april.

6 nr. 2 / april 2014 Det er svært at fejre krigen 1864 og med nationalt engagement rette blikket mod en fjende, som er en af Danmarks nærmeste samarbejdspartnere og til næste år har været allieret i 60 år. Tom BukSwientys store succes med Slagtebænk Dybbøl er da heller ikke skabt på en gentagelse af den gamle nationale fortælling om krigen. Tværtimod er han forbeholden i omgangen med den 1864 skabte kun forbigående en tabernation danske krig og benytter med stort held stemmer fra den anden side til at vise, at fjendens soldater også var mennesker. En kritisk distance til den traditionelle 1864-historie findes i andre udgivelser fra de senere år. Det understreger blot, at nationalstaten for længst har sejret og i dag er så selvfølgelig, at den ikke længere har brug for den gamle følelsesladede retorik. Den kan endda undvære de gamle fjender og befinder sig langt inde i en aktiv udvikling af de umiddelbare naboskaber gennem afspænding og grænseoverskridende samarbejde. Begge 1800-tallets slesvigske krige var med den tyske historiker Dieter Langewiesches terminologi nationalstatsgrundlæggelseskrige. Freden i Wien i oktober 1864 gjorde Danmark til en nationalstat. Riget skrumpede gevaldigt ind og blev endnu mindre end det Ejderdanmark, de nationalliberale havde drømt om. Det tog sig for mange ud som en dødsdom, men det skulle vise sig at være en stor fordel. Der var kun det utvetydige Danmark tilbage. Ejderstaten var slet ikke en nationalstat, og den ville have gjort nationsbygningen anderledes vanskelig. I naboskabet var 1864 et vendepunkt, og det kom til at bestemme både fortid og fremtid. Hele fortiden blev en forhistorie. Da man kendte udgangen på historien, vidste pludselig enhver, at helstaten havde været en håbløs ide, og hvorfor danmarkshistorien nødvendigvis måtte ende i nationalstaten. Det nationale fjendskab til det tyske blev skrevet tilbage til de ældste tider. Det nationale perspektiv skjulte, at 1864 repræsenterede et endnu mere dramatisk vendepunkt i forholdet mellem dansk, slesvigsk og holstensk. Den lange krise, der dette år fandt en foreløbig afslutning, var begyndt som en regional konflikt, da den stabile alliance mellem den danske kongemagt og ridderskabet i hertugdømmerne begyndte at slå revner. Det lykkedes ikke at reparere forholdet og bringe forbindelsen mellem rigsdelene på en ny fællesnævner det kunne have været en føderation af helstatens dele og forbindelsen gik i opløsning. ET ANDET BILLEDE Under konflikten trængte den nationale modsætning alle regionale problemstillinger i baggrunden. Regioner hørte i den nationale tankeverden fortiden til. Det blev slået fast, da det gamle hertugdømme efter folkeafstemningerne i 1920 forsvandt ind i de to nationalstater. Så længe sprogligt-kulturelle spørgsmål dominerede, var den nationale sejr klar. Sønderjylland vandt en enestående plads i den nationale fortælling, der lod den mindst danske del af Danmark fremstå som den mest danske. Sønderjylland blev selve symbolet på den nationale kamp mod det tyske. Inden for økonomi og infrastruktur tegnede der sig et andet billede, for her tabte regionen terræn under den nationale kamp. Mens slesvigerne ikke uden grund havde følt sig langt forud for deres nørrejyske naboer, tegnede der sig et helt andet billede efter 1920. Grænsen først ved Kongeåen, siden ved Skelbækken adskilte to nationalstater. De regionalistiske og nationalistiske historier fra midten af 1800-tallet og frem handlede om modsætning og adskillelse. De hævdede nødvendigheden af en entydig grænse over halvøen. Deres historie om naboskabet blev derfor historien om en grænse og dens forløb. Grænsedragningen fik en dominerende betydning efter 1864 og havde sin egen logik i det nationalstatslige system. Grænsen adskilte nationalstaterne, men den blev følt særlig stærkt i grænseregionen, der blev skåret over. Menneskene på begge sider var direkte involveret i dens tilblivelse og forløb gennem folkeafstemningerne i 1920. Erindringen om de begivenheder, der knyttede sig til kampen for grænsen før og efter 1920, havde en mobiliserende funktion i selve grænseregionen og bevarede den her, længe efter at interessen for grænsen var for aftagende andre steder. Historien og erindringen om 1864 repræsenterer kampen for en grænse mellem dansk og tysk. Den fredelige afgørelse i 1920 var forbundet med den blodige konflikt i 1864. I historiens lange linje markerer 1864 i sig selv et brud i naboskabet. Året danner en grænselinje, der definerer et før og efter, et på den ene side og på den anden side af krigen. 1864 gør det næsten umuligt at fortælle historien om en kontinuitet. 1864 markerer både en grænse i tid og en grænse i rum. I 2014 er der igen et ønske fra politisk hold om at give 1864 en anden betydning. Det minder ikke så lidt om historien om den hjemvendte Flensborgløve, der ikke længere skal være et sejrsmonument, men et symbol på fredelig sameksistens. En omfortolkning af 1864 til en positiv historie om samarbejde er vanskelig. Spørgsmålet er, om ikke en grænseregion med det sympatiske program at ville se fremad og prioritere udvikling og samarbejde på tværs af grænsen i stedet burde lede efter en helt anden historie. En mulighed kunne være, at grænseregionen erobrer sin historie tilbage fra den nationalhistoriske fortolkning og ikke længere affinder sig med det forenklede billede af Sønderjylland som slagmark for en

nr. 2 / april 2014 7 Foto: Scanpix I 2014 er der igen et ønske fra politisk hold om at give 1864 en anden betydning. Det minder om den hjemvendte Istedløve, der ikke længere skal være et sejrsmonument, men et symbol på fredelig sameksistens, mener Steen Bo Frandsen. evig national kamp. Den historie opstod ikke i regionen, men blev bragt dertil af nationale bevægelser i syd og nord. I Slesvig skabte den splid og splittelse, men virkede naturligvis siden som et bindemiddel for de nye nationale samfund. I nutiden er regionen imidlertid vendt tilbage til den langt mindre modsætningsfyldte atmosfære, som var fremherskende inden de nationale ideologier dukkede op. Spørgsmålet melder sig da, om ikke historien med grænsen, den nationale kamp og 1864 i forgrunden i virkeligheden er en parentes? Slesvig/Sønderjyllands historie var gennem århundreder ikke kun en national kamp. En grænse, som den nationalstaterne trak gennem regionen, var noget nyt. ET KONTINUUM AF GRADSFORSKELLE Regionen kan fortælle andre historier, som har deres berettigelse i landskabet, selv om de ikke fandt nåde for den nationale historieskrivning. En af dem handler om regionen som forbindelsesled frem for grænseland. Den fortæller om halvøen som overgang og gennemgang. Det er billeder, der bedre beskriver især det nationalt uafklarede Slesvigs identitet. Det var med de nationale idéer næsten umuligt at trække en grænse nogetsteds, for sprog, interesser, identiteter og orienteringer var vævet ind i hinanden. Halvøen gav en fornemmelse af, hvorfor dansk og tysk hos mange fremmede iagttagere blev set i et kontinuum af gradsforskelle. Grundtvig talte endnu i 1830 erne om dansk Holsten som en betegnelse, der understregede de delte identiteter. Halvøen var en kontaktflade med vigtige trafikforbindelser både nordsyd og østvest. Økonomiske og infrastrukturelle forbindelser var fremtrædende karakteristika, inden grænsedragningen. Som velstående og dynamisk del af helstaten byggede regionen på udveksling af varer, mennesker og ideer. Slesvig spillede en meget afgørende rolle som bindeled mellem kongeriget og hertugdømmet Holsten. Efter 1920 blev regionen periferi på begge sider af grænsen. Ironisk nok var 1800-tallet både en tid med nye grænsedragninger og en voldsom trang til bevægelse og udvidede kontakter med omverdenen. Det var ikke tilfældigt, at den nationale diskussion i helstatens sidste årtier forløb parallelt med infrastrukturelle debatter om anlægget af chausseer, jernbaner, skibsforbindelser og deres linjeføringer. Liberale fremskridtskræfter hilste dem velkommen som en mægtig chance for økonomisk udvikling, velstand, tidsgevinst og informationsvinding ikke mindst på en halvø, der var afhængig af kontakter til omverdenen. Andre så det imidlertid som en trussel mod lokale skikke og national egenart. For nationalliberale og konservative var effektive forbindelser til den store verden ikke automatisk et fremskridt. De ville kontrollere strømmen af mennesker og varer. For dem var det ikke ligegyldigt, hvem danskerne handlede med. Det kom tydeligst til udtryk i det bemærkelsesværdige forslag om en forlængelse af den nørrejyske kystlængdebane til Flensborg og derfra til den kommende storhavn i Husum. Banen skulle ikke have en forbindelse mod syd, så slesvigerne og nørrejyderne ikke følte sig fristede til at rejse derned eller sende deres varer dertil. Det er vel nok værd at overveje, om ikke der er en sammenhæng mellem nutidens debatter om infrastruktur og økonomisk udvikling i grænseregionen og den fortrængte historie om Slesvig som forbindelsesland frem for grænseland. Den historie, som vi vælger at prioritere, er med til at præge bevidstheden om fremtiden. Måske kunne det være den lære, som det efterhånden er blevet muligt at drage af 1864. Steen Bo Frandsen er professor ved Institut for Grænseregionsforskning, SDU.

8 nr. 2 / april 2014 GRÆNSEFORENINGEN LANCERER BRÆTSPIL OM 1864 Spillet skal formidle viden om de skæbnesvangre begivenheder i Sønderjylland i midten af 1800-tallet. Men det er ikke blot en quiz om historisk viden. Det handler også om, hvordan nederlaget og konsekvenserne af at være blevet en småstat har påvirket dagens Danmark. Af Rasmus Vangshardt Danskheden var i spil i 1848, 1864, 1945 og 2013. Men spørgsmålet er, om det var den samme danskhed. Ændres vores opfattelse af danskhed over tid? Sammenlignet med andre steder i verden med sproglige og kulturelle mindretal, er der meget få konfrontationer mellem mindretal og flertal i Sydslesvig og Sønderjylland. Tror du, at mennesker i det dansk-tyske grænseland er mere tolerante end andre steder i verden? Sådan lyder to af de dilemmaspørgsmål, deltagerne kan blive stillet i Grænseforeningens nyligt lancerede brætspil 1864 Fra slagmarken på Dybbøl til nutidens dilemmaer. Det er et quizspil a la Trivial Pursuit og Besserwizzer, men adskiller sig ved, at deltagerne også skal forholde sig til mere subjektive spørgsmål som de nævnte. Da GRÆNSEN spørger medarbejderne på kontoret, hvordan de ville forholde

nr. 2 / april 2014 9 sig til dilemmaerne, er der da også meget forskellige svar: Én tror ikke på, at mennesker i det dansk-tyske grænseland er mere tolerante, men dog at ungdommen derfra har en anden kulturel intelligens. En anden er helt sikker på, at danskheden ændres over tid: Bare indenfor min levetid synes jeg at kunne ane en ændring. I 1980 erne var der en anden stolthed, end der er i dag. Noget af vores uskyldighed er forsvundet, forklarer hun. DANMARKS VILKÅR Grænseforeningens generalsekretær, Knud-Erik Therkelsen, forklarer, hvorfor dilemmaspørgsmålene er taget med i spillet: Målet er at gøre opmærksom på, at de værdier og holdninger, danskerne efter nederlaget udviklede, stadig spiller en rolle og ofte deler os i helt aktuelle diskussioner. Vores forhold til fremmede, vores gensidige tillid til hinanden, vores forhold til statsmagten, og det, at vi udnævnes til at være verdens lykkeligste folk for blot at nævne nogle eksempler. De fleste danskere kender ikke disse sammenhænge, og det gør det svært for os at håndtere fremtidens udfordringer. Spillets dynamik handler om at evakuere så mange soldater som muligt over til Als. Når man svarer forkert på et spørgsmål, er straffen derfor, at man må sende nogle af sine soldater i kamp ved Dybbøl. Dermed er fokus altså lagt på evakueringen, snarere end på at vinde Slaget ved Dybbøl ved at slå så mange preussere ihjel som muligt. Der skete det, der skete, og at give spillet en anden vinkel ville lægge en gammel-national sort-hvid ramme ned over spillet. At gøre evakueringen af danske soldater til spillets mål er i overensstemmelse med den virkelighed, Danmark altid vil være i ved en frontal konfrontation med vores tyske nabo. Det er et vilkår for lilleputstaten Danmark og befolkningen, hvilket den 9. april også bekræfter. Man kan sige, at spillets målsætning om at evakuere i sig selv rejser et fuldstændigt centralt spørgsmål om Danmarks forhold til Tyskland og Europa, som fører til gode og væsentlige samtaler, uddyber Knud- Erik Therkelsen. FOR DEN ÅBNE DANSKHED Han forklarer videre, at spillets udformning skal ses i lyset af Grænseforeningens arbejde for en åben danskhed : TEST DIG SELV Tre eksempler fra spillet Alle Grænseforeningens aktiviteter tager udgangspunkt i en åben danskhed således også spillet. Hvis spillet havde taget udgangspunkt i en lukket danskhed, ville vi måske have givet det en drejning, hvor det handlede om at slå flest mulige preussere ihjel og at fremstille fjenden som dæmoner og umennesker og danskerne som entydigt heltemodige. Altså den nævnte gammeldags sort-hvide fremstilling af krigen. Dette ville være alt for simpelt og unuanceret og blot medvirke til at fastholde modsætninger og fjendebilleder nu 150 år efter. Hvem har malet Tilbagetoget fra Dannevirke, et af de kendteste nationale malerier i Danmark? (Forsiden af dette blad, red.) 1) Niels Simonsen 2) Wilhelm Hammershøi 3) Oluf Høst Hvor løber grænsen mellem Danmark og Tyskland tværs gennem byen? 1) Rudbøl 2) Sæd 3) Rens Da krigen var afsluttet og fredsbetingelserne en realitet, var Danmark blevet mindre. Før krigen var arealet af det danske monarki ca. 60.000 km2. Hvor stort var det efter 1864? 1) Ca. 55.000 km 2 2) Ca. 40.000 km 2 3) Ca. 35.000 km 2 Se svarene nederst på side 35.

10 nr. 2 / april 2014 KØBENHAVNERNE VAR GREBET AF NATIONAL Kampene i 1864 udspillede sig langt fra hovedstadsområdet. Alligevel var befolkningen i København og den københavnske presse optændte af krigsbegejstring og følelsen af at kunne gå på vandene, og det var fra hovedstaden, at hele krigskursen blev sat. Men efterhånden som krigen skred frem, og hundreder af sårede blev skibet til København, vendte krigsstemningen, og man indså, at man balancerede på kanten af undergang. Af Marianne Nygaard Knudsen Her hersker en generel nedtrykthed. Katastrofen ved Dybbøl har bragt krigen tæt på og på en måde, jeg har en mistanke om, at den aldrig har været det før hos københavnerne. Ordene stammer fra avisen The Daily Telegraphs engelske krigskorrespondent Dicey, som i 1864 befandt sig i København. I bogen Dommedag Als citerer historiker og forfatter Tom Buk-Swienty krigskorrespondenten for disse linier, som indkapsler den stemning, der prægede hovedstaden og dens befolkning hen mod slutningen af krigen. Under opholdet i København beskrev Dicey byen som værende et sted, der var centrum for tab, sorg og en national katastrofe. Ved krigens afslutning havde størstedelen af københavnerne nemlig mistet tilliden til, at krigen kunne vindes, og de adskillige lazaretskibe, som lagde til kaj ved København, bragte hundreder af unge, sårede soldater med sig. Den tidligere optimistiske folkestemning var nu som forduftet. PRESSEN I KØBENHAVN OPPISKEDE KRIGSSTEMNINGEN Dette mismod stod i stærk kontrast til den store krigsbegejstring, der, indtil Als faldt den 29. juni 1864, havde grebet befolkningen overalt i hovedstaden. Hele krigskursen startede og udviklede sig i København, og her var krigen dagligt til stede i befolkningens bevidsthed. Dette til trods for at krigens virkelige slag udspillede sig ved den sønderjyske grænse, som geografisk og mentalt lå langt væk fra hovedstadsområdet. Det fortæller historiker Tom Buk-Swienty, der er forfatteren bag bøgerne Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Der var en meget høj grad af krigsentusiasme i København, som særligt blev opildnet af det, der hed den nationalliberale presse. En af de store toneangivende stemmer var redaktøren på den nationalliberale avis, som hed Fædrelandet. Chefredaktøren Carl Ploug og den anden avis, Dagbladet, havde en proaktiv krigskurs, som kom til syne i avisernes spalter. Ploug skrev særdeles begejstret om krigen og var en hardliner, som virkelig gik ind for, at Danmark skulle gå til Ejderen næsten for enhver pris. Pressen var altså i den grad med til at oppiske en krigsstemning i befolk-

nr. 2 / april 2014 11 EUFORI Arkivfoto København i slutningen af 1800-tallet. Befolkningen i København og den københavnske presse var optændte af krigsbegejstring og følelsen af at kunne gå på vandene. ningen, og politikerne følte sig presset af tonen i pressen, siger Tom Buk- Swienty. Krigsbegejstringen gjaldt størstedelen af befolkningen i hovedstaden og spredte sig til alle samfundslag. Det var imidlertid ikke kun i den københavnske presse og blandt den almindelige befolkning, at begejstringen for krigen var stor, for også konseilspræsident D.G. Monrad besad en ukuelig tiltro til, at Danmark ville vinde over preusserne. Bakket op af kong Frederik den 7. og senere kong Christian den 9. ledte D.G. Monrad derfor an i krigskursen og tilhørte ligesom Ploug den nationalliberale politiske retning, som siden 1840 erne havde ønsket en sammenknytning af Slesvig til kongeriget Danmark. Forfatter Hanne Reintoft, der har skrevet romanen Nu er det længe siden om krigen i 1864, tilskriver politikerne og det danske demokrati skylden for det, hun kalder et politisk vanvid. Det purunge demokrati fra 1849 og manglen på demokratisk tradition for at regere kom til at præge krigsudviklingen og det efterfølgende nederlag, mener hun. 1864 var en fuldstændig ulykkelig historie, for det var så dumt at ville have Danmark til Ejderen og inddrage Slesvig, når det var stik imod fredsafslutningen fra 1852. Og at man oven i købet troede, at man kunne mobilisere en hær på 50.000 mand, og så fandt man kun 30.000. Det var politisk vanvid og skandaløst, at man ville føre krig. Men netop derfor var det nødvendigt at hidse befolkningen op til denne offervilje og kampgejst, siger Hanne Reintoft. NATIONALT DRØMMERI OG EUFORI Begejstringen over for krigen viste sig blandt andet ved, at præsterne til søndagens gudstjenester bad for soldaterne og deres held i kampene. Også på byens kroer og værtshuse skrålede mænd med på fædrelandssange som for eksempel Peter Fabers slagsang Dengang jeg drog af sted fra 1848. Denne sang og mange andre fædrelandssange fra perioden blev symbol på den store tiltro til den danske krigs- og kongemagt, som var startet med Treårskrigen, der også kaldes Den Første Slesvigske Krig fra 1848-50. Under Treårskrigen mod slesvig-holstenerne, hvor danskerne endte med at vinde Slesvig,

12 nr. 2 / april 2014 kom kongeriget til at gå til Ejderen. Med sejren grundfæstede der sig en national fællesskabsfølelse i den danske befolkning, der kom til at ligge til grund for den krigsoptimisme, der også prægede årene omkring 1864. Det var en krig, som medførte en euforisk nationalisme, så man næsten følte, at man kunne gå på vandene. Du kan også sige, at Danmark var i krig mod hele det tyske forbund i Treårskrigen. Man glemte dog, at andre omkringliggende stormagter gik ind og hjalp os og pressede preusserne ud af krigen. Så der var mellemregninger, man tog ud af historien, og det billede, der stod tilbage, var af den tapre landsoldat, og det gav en, kan vi bagefter se, urealistisk tiltro til den danske krigsmagt, siger Tom Buk-Swienty. Tiltroen til den nationale ånd og fællesskabsfølelse smittede også af på litteraturperioden fra første halvdel af 1800-tallet, som er blevet døbt nationalromantikken. Forfattere og digtere dyrkede det nationale gennem blandt andet fædrelandssange og -digte. Og det var denne nationalfølelse, der fortsatte op gennem 1860 erne og greb befolkningen i krigsårene. Men da Der var en meget høj grad af krigsentusiasme i København, som særligt blev opildnet af den nationalliberale presse Tom Buk-Swienty slaget blev tabt i 1864, blev også dette nationalromantiske sværmeri afløst af mismod og nederlagsfølelse. KRIGSSTEMNINGEN VENDTE EN GANG FOR ALLE Det skelsættende tidspunkt i krigen, som også blev vendepunktet for folkestemningen i København, var tilbagetrækningen fra Dannevirke d. 5. februar 1864. Avisredaktøren Carl Ploug var en del af den nationalliberale presse i København, der var begejstret om krigen, fortæller Tom Buk-Swienty. Der var oprørstilstande i de københavnske gader, for pludselig faldt Dannevirke, som troede man kunne holde modstanderne tilbage, og man var meget tæt på en revolution i København. Efter at tropperne trak sig tilbage fra Dannevirke, var der folkemasser, som gik ud i byen og protesterede mod regeringen og ville have afsat kongen. Så der var en meget stærk følelsesmæssig involvering i krigen, siger Tom Buk-Swienty. I takt med at der kom flere og flere rutefarter med lazaretskibe til København med sårede soldater, blev stemningen imidlertid mere forsigtig. Krigen kom på en helt anden måde end tidligere ind på livet af befolkningen, og der bredte sig snart en nervøs stemning. Mange hundrede borgere stimlede sammen i gaderne og stod med fornemmelsen af, at nu var det alvor, og at det var deres egne fædre, sønner og brødre, der var faldet, fortæller Tom Buk-Swienty. Nøglescenen for København var i dagene efter den 18. april, hvor man efterhånden fik alle de faldne officerer hjem, og der var surrealistiske ligoptog i gaderne, hvor man dagligt begravede den ene officer efter den anden. Du kan næsten mærke den ejendommelige stemning, der var i byen. På den ene side var man besat af at ville fortsætte krigen, men samtidig havde man en stærk fornemmelse af, at man balancerede på undergang, siger han. Arkivfoto

nr. 2 / april 2014 13 Det var så dumt at ville have Danmark til Ejderen og inddrage Slesvig, når det var stik imod fredsafslutningen fra 1852 Hanne Reintoft Da Als faldt et par måneder efter, den 29. juni, opdagede befolkningen i hovedstaden, at preusserne også var i stand til at indtage øer. Den sikre følelse af afstand og beskyttelse, man hidtil havde følt, blev nu afløst af en nervøs stemning, for pludselig opdagede man, at modstanderen også var i stand til at komme til Sjælland. På det tidspunkt vendte krigsstemningen en gang for alle, og al tidligere begejstring og modstandskraft blev med ét brudt. Dette viste sig blandt andet ved den modtagelse, soldaterne fik, da de vendte hjem. Da soldaterne efter Treårskrigen vendte hjem, blev de modtaget som krigshelte i de københavnske gader, men da de overlevende soldater i 1864 vendte hjem, var modtagelsen imidlertid en helt anden, fortæller Hanne Reintoft. De hjemvendte soldater måtte næsten gemme sig og blev modtaget som betlere i stedet for helte. De var virkelig ildesete blandt befolkningen, og det er jo en skrækhistorie at tænke tilbage på, for de kæmpede meget tappert i Dybbøllejren, siger hun. Den engelske krigskorrespondent Dicey beskrev stemningen i København omkring krigens slutning med ordene, citeret efter Dommedag Als : Selv blandt den lille kreds af bekendte, jeg som en fremmed har i denne by, kan jeg ikke gå nogen steder uden at høre den samme historie om privatmenneskers tab og sorgen, som er forårsaget af den nationale katastrofe. Marianne Nygaard Knudsen er freelancejournalist. D.G. MONRAD Dansk nationalliberal politiker, biskop og konseilspræsident (statsminister) fra 1863-64. Han var med til at skrive Junigrundloven af 1849. Under krigen i 1864 var Monrad med til at bære hovedansvaret for den politik, der blev ført. Han var stor optimist på Danmarks vegne og medredaktør af den nationalliberale avis Fædrelandet. FREDERIK DEN 7. Dansk konge fra 1848 til sin død i 1863. Han blev gift tre gange, og hans tredje hustru var Louise Danner. Hans valgsprog var Folkets kærlighed, min styrke. Med Grundloven og demokratiets indførelse afskrev han sig enevældsmagten. Fortaler for krigen i 1864 og stod bag de nationalliberale. C.P. PLOUG Levede fra 1813-1894. Chefredaktør for den nationalliberale avis Fædrelandet, journalist og forfatter. Fortaler for krigen og en af hovedkræfterne bag krigsstemningen i København. Stod det til ham, skulle Danmark kæmpe mod preusserne til sidste mand.

14 nr. 2 / april 2014 1864 I DANSK OG EUROPÆISK HISTORIE Set fra i dag kan vi se, at 1864 reelt var godt for danskerne og skidt for tyskerne, mener professor Uffe Østergaard. 1864 var selvforskyldt, men på længere sigt ret positivt. Især fordi 1920 gav muligheden for at stemme den nordlige del af Slesvig hjem til den danske stat. Kan vi ikke snart blive færdige med at høre om 1864, kan jeg huske, at jeg skrev i en stil til studentereksamen i 1964. Egentlig ikke fordi jeg og mine klassekammerater var blevet overfodrede med oplysninger om nederlaget i 1864 og dets følger, selv om vi som studenter fra Tønder Statsskole selvfølgelig havde hørt om nederlaget. Jeg kan heller ikke huske at have læst nogle af alle de publikationer, der udkom i hundredåret, men alligevel mente vi i ungdommeligt overmod, at 1864 måtte vi dog nu have hørt nok om, ligesom vi heller ikke mente, at der kunne siges mere om besættelsen 1940-45. Siden hen er jeg kommet til at tænke på, at adskillige af min årgang kom fra det tyske mindretal og må have talt tysk derhjemme sammen med det sønderjyske, som vi dyrkede i en tidlig udgave af Foto: Lars Salomonsen Af Uffe Østergaard

nr. 2 / april 2014 15 Selvom vi stadig lever i skyggerne fra nederlaget ved Dybbøl, har konsekvenserne på lang sigt været overvejende positive, skriver Uffe Østergaard.

16 nr. 2 / april 2014 I politik er mangel på viden om realiteterne værre end umoral regionalistisk identifikation. Som tilflytter fik jeg aldrig lært sønderjysk, lige så lidt som plattysk, der endnu ventede på sin nostalgiske renæssance, eller frisisk, der tales langs hele Sydslesvigs vestkyst til Niebüll en halv snes kilometer syd for Tønder. Til gengæld lærte jeg via fjernsynet at værdsætte tyske udgaver af alt fra Shakespeare til Karl May og ikke at undre mig over, at John Wayne talte tysk i de synkroniserede film på ARD og ZDF. Men at en del af eleverne på skolen kom fra tyske mindretalshjem, blev der ikke talt om. DA DANMARK NÆSTEN GIK UNDER Jeg skal ikke beklage mig over den ballast, vi fik med fra skolen, men alligevel fundere over, at vi som selvbestaltede intellektuelle ikke havde mere sans for historien om det nederlag, som danskerne under amatørmæssig, nationalliberal ledelse i 1860 erne havde rodet sig ind i. Og siden bebrejdede et ondt og uforstående Tyskland. Heller ikke da fjenden Tyskland blev udskiftet med Europa i debatten om det europæiske samarbejde, blev der stillet mange spørgsmålstegn ved velindarbejdede danske myter. Heldigvis gik det danskerne meget bedre end fortjent. Landet ikke blot overlevede som selvstændig småstat, men indledte en demokratisering, økonomisk, socialt og kulturelt, som har overlevet næsten helt til i dag. Småstaten Danmark havde endda held til, netop i kraft af sin ringe størrelse, at profitere på den globalisering, der fandt sted i anden halvdel af 1800-tallet med verdensomspændende firmaer som ØK, Store Nordiske Telegrafkompagni og Transatlantisk Kompagni. Det sidste investerede voldsomt i Rusland og derfor gik det ned som resultat af revolutionen i 1917 og rev Landmandsbanken (omdøbt til Danske Bank af den grund) med sig i faldet i 1922. Set fra i dag kan vi se, at 1864 reelt var ret godt for danskerne og skidt for tyskerne, hvis vi ser på hele den lange periode efter det katastrofale nederlag med tabet af øen Als 29. juni 1864. Den 15. juli 1920 kunne kong Christian den 10. ride over grænsen ved Frederikshøj på sin hvide hest og dermed markere, at Nordslesvig efter 56 år blev genforenet med Danmark, og en røvet datter dybt begrædt dermed var kommet frelst tilbage, som Henrik Pontoppidan skrev i 1918. Sydslesvig måtte dog blive tilbage, men genforeningen, der reelt var en forening af provinser, som havde haft forskelligt tilhørsforhold siden 1200-tallet, markerede afslutningen på et nationalt traume, og befolkningen syd for Kongeåen blev forenet med Kongeriget. Det indebar, at Kongeå-grænsen blev reduceret til et glimrende lille museum syd for Kolding. Det er godt, men kunne forlede os til at tro, at 1864 og 1920 i dag er blevet til ren nostalgi på linje med Nøddebo Præstegård og klunketiden. Det er ikke tilfældet. DEMOKRATISERING QUA NEDERLAG Selvom 1864 ikke længere er et blødende sår i den danske nationale selvforståelse, Foto: Polfoto

nr. 2 / april 2014 17 Professor Uffe Østergaard mener, at det er gået danskerne langt bedre end fortjent siden 1864. er følgerne af det selvpåførte nederlag ikke overvundet. Der er fortsat spor af 1864. Det gælder danskernes selvopfattelse som små og fredsommelige, og det gælder forholdet til etniske minoriteter, afvisning af tosprogede vejskilte på dansk og tysk i Sønderjylland samt mistilliden til store ord og heroisme i det hele taget. I 2006 formulerede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview et principielt opgør med det, han kaldte småstatsmentaliteten. Hans kritik rettede sig ganske vist ikke primært mod 1864, men mod neutralitetspolitikken i 1930 erne, samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og fodnotepolitikken i 1980 erne under den kolde krig, og formålet var at skaffe opbakning til den militært aktivistiske udenrigspolitik. Næsten samtidig var danske tropper i det sydlige Afghanistan ude i de hårdeste kampe, danske tropper havde udkæmpet siden 1864 og siden er det kun blevet værre, selvom tropperne nu trækkes hjem. Anders Fogh Rasmussens indlæg og oppositionens accept af krigen er tilsyneladende vidnesbyrd om, at 1864 og Danmark som magtesløs småstat er ved at være overstået. Eftervirkningerne af dette militære nederlag varede dog i næsten 150 år. 1864 blev i samtiden ikke blot set som et militært nederlag, men også som et politisk og moralsk nederlag. Krigens forløb og den efterfølgende afståelse af Holsten, Slesvig og Lauenborg betød ikke bare, at den tysktalende del af den multinationale helstat gik tabt. 200.000 dansktalende slesvigere eller sønderjyder kom under preussisk styre som følge af regeringens stædighed og usmidighed. Af angst for folkestemningen og med tro på egen historisk ret til hele Slesvig afslog regeringen selv efter tabet af Dybbøl 18. april en deling lidt syd for den nuværende grænse med det resultat, at hele Slesvig gik tabt. Danmark blev dermed medlem af gruppen af revanchistiske stater med en såkaldt irredentistisk minoritet uden for grænserne. Betegnelsen kommer af den italienske

18 nr. 2 / april 2014 betegnelse irredenta for de ikke befriede landområder i Sydtyrol og Trieste før Første Verdenskrig, men bruges nu om alle mindretal, der ønsker tilslutning til et moderland. Store dele af den danske befolkning håbede længe på hævn over tyskerne, der nu blev til arvefjenden. Indtil da havde arvefjenden i mange hundrede år været Sverige, mens 1801 og især 1807 havde gjort Storbritannien til fjenden. Først i 1840 erne blev en ubestemt udgave af tyskerne til hovedfjenden for danskerne, takket været de nationalliberales agitation. På lidt længere sigt blev resultatet af nederlaget imidlertid positivt, primært fordi det som før nævnt gav mulighed for en demokratisering af den resterende danske småstat. OFFERMENTALITET OG SELVRETFÆRDIGHED Der er mange årsager til denne positive udvikling, hvoraf nogle ligger langt tilbage i Danmarkshistorien. Men den vigtigste forudsætning skal søges i den småstat, der kom ud af fredsslutningen i Wien i 1864. Heldigvis tøvede regeringen og Christian den 9. med at kaste sig ind i kampen på fransk side i 1870. Og undgik dermed at blive trukket ind i den katastrofe, der kostede Frankrig Alsace og Lorraine og gav det forenede tyske kejserrige overmagten over det europæiske kontinent de næste 50 år. Danmark tilpassede sig og slog ind på en samarbejdslinje med Tyskland, som kritikere har kaldt tyskerlinjen. Kulturelt var det forenede Tyskland helt dominerende, mens Danmark økonomisk orienterede sig mod det britiske marked og samtidig med held begyndte at investere i andre dele af verden. Alligevel sad såret fra 1864 dybt uanset om man valgte at kompensere ved at vinde indad, hvad udad var tabt i form af nye dyrkede arealer i Jylland og social integration af hele befolkningen, eller om man satsede på økonomisk succes ude og hjemme eller andre former for international hæder. Nederlaget og Danmarks status som småstat var imidlertid ikke en uafvendelig skæbne. Tyskland ville formentlig aldrig være blevet samlet af Bismarck i 1870, hvis det ikke havde været for den lejlighed, som et nationalliberalt 1920-grænsen og den nationalt homogene nationalstat må siges at være det bedst tænkelige resultat af en ulykkelig historie lederskab forærede ham, da en dansk regering brød alle internationale aftaler og indlemmede Slesvig med Novemberforfatningen i 1863. Ikke at der ikke var grunde til, at regeringen handlede, som den gjorde. Men derfra og til at bryde alle internationale aftaler om indretningen af den multinationale stat som Danmark gjorde med den ensidige indlemmelse af hele Slesvig, var der alligevel langt. Den danske regering satte med November-forfatningen i 1863 sine venner blandt stormagterne, især Storbritannien og Rusland, i en umulig situation. Dumt var det også at overse, at den mest trofaste støtte af Danmark, Rusland, var blevet svækket af Krim-krigen 1853-56 og yderligere havde nok at gøre med et oprør i Polen i 1863, som det havde brug for Preussen til at slå ned. I politik er mangel på viden om realiteterne værre end umoral. Det for Danmark katastrofale resultat af krigen 1864 var altså i høj grad selvforskyldt. I første omgang var resultatet dårligt, men på længere sigt ret positivt. Især efter 1920 da den nordlige del af Slesvig fik mulighed for at stemme sig hjem til den stat, som provinsen strengt taget ikke havde været del af siden højmiddelalderen. 1920-grænsen og den nationalt homogene nationalstat må siges at være det bedst tænkelige resultat af en ulykkelig historie. I dag tror mange, at Danmark altid har været en nationalstat, men det blev Danmark først efter nederlaget i 1864. Før havde landet været en del af et multinationalt rige, der blev revet i stykker af to nationale bevægelser i 1830 erne og 1840 erne, nationale bevægelser, der begge krævede hele provinsen Sønderjylland eller Slesvig. Den danske sejr i borgerkrigen 1848-51 førte til letsindigt overmod, en selvovervurdering, som dog ikke blev bakket op af militær forberedelse, tværtimod. Nationalistisk populisme er en permanent fristelse, dengang som nu, i det danske tilfælde forværret af en indbygget overbevisning om at være et uskyldigt offer for de andres træske anslag. Offermentalitet og selvretfærdighed er en fatal blanding,

nr. 2 / april 2014 19 som det især har kunnet observeres blandt serbere i dagens Europa. POETISK RETFÆRDIGHED Anderledes stiller det sig for Tyskland. Som før nævnt var krigen 1864 afgørende for samlingen af Tyskland. Bismarck ønskede en samling af de fleste tyske stater, men uden det store Østrig og under ledelse af Preussen. Lidt selvmodsigende kaldes dette stortyske rige for den lilletyske løsning i modsætning til det større og løsere statsforbund, der ville være blevet resultatet, hvis de tysktalende dele af Østrig-Ungarn var kommet med. 1866 kom det til krig mellem de to tidligere forbundsfæller Østrig og Preussen om fordelingen af byttet fra 1864. Preussen vandt krigen mod Østrig med det resultat, at Slesvig og Holsten som den forenede provins Slesvig-Holsten kom under Preussen i stedet for at blive en selvstændig enhed under huset Augustenborg i en tysk forbundsstat. Kiel blev en vigtig del af det samlede Tysklands militærindustrielle kompleks som en af baserne for landets nye flåde og derfor noget af et fremmedelement i Slesvig og Holsten. At Kiel af den grund blev sønderbombet af de allierede under Anden Verdenskrig opfattes af nogle som en art poetisk retfærdighed. Bismarck havde ønsket at indlemme Slesvig og Holsten for at kunne sætte sig i spidsen for de tyske samlingsbestræbelser. Og blev godt hjulpet af dansk amatørisme og selvovervurdering. Men den slesvigske del af den jyske halvø var også nødvendig for at gøre Tyskland til en stormagt til søs. Hurtigt gik man i gang med at bygge en stor kanal fra Kiel til Elben for i sikkerhed for briterne at kunne flytte den tyske flåde fra Østersøen til Nordsøen og omvendt. Briterne drog snart konsekvensen af de nye magtforhold og byttede i 1890 øen Helgoland, som de i 1807 havde taget fra Danmark, mod øen Zanzibar i Østafrika. Derved markerede briterne, at de overlod Tyskland kontrollen over havene nær fastlandet, herunder den østlige del af Nordsøen og de danske stræder. Den britiske accept af tysk dominans over indsejlingen til Østersøen viste sig, da landet i august 1914 accepterede, at Danmark spærrede indsejlingen til Østersøen med miner, selvom det vanskeliggjorde samarbejdet mellem Storbritannien og Rusland og sikrede tyskerne mod en britisk landgang i Mecklenburg en af de mange planer, som den energiske Winston Churchill puslede med som flådeminister. Heldigt for Danmark valgte han i stedet at angribe indsejlingen til Sortehavet med en landing på Gallipoli i 1915. Men det kunne sådan set lige så godt have været Danmark, der var kommet i centrum for den anden front under Første Verdenskrig. I SKYGGEN AF NEDERLAGET En anden følge af nederlaget i 1864 var en demokratisering af den resterende danske småstat. Den var blevet for lille til, at godsejeradelen og de nationalliberale embedsmænd i længden kunne opretholde magten. De prøvede ganske vist, og det førte til en lang politisk kamp efter 1870 i den såkaldte provisorietid under den konservative godsejer Estrup. Taktikken var at fastholde kongens magt, som den stadig er formuleret i Grundloven. Først med systemskiftet i 1901 enedes man om en demokratisk fortolkning, hvorefter regeringen ganske vist stadig udpeges af kongen, men i overensstemmelse med folketingets flertal parlamentarisme. Efter en grundlovsændring i 1915 og en krise i 1920 blev man enige om at fortolke Grundloven, således at man læser statsminister, hvor der står konge i forfatningen. Den politiske kamp sluttede i begyndelsen af 1900-tallet. Men allerede længe før havde gårdmændene etableret et økonomisk og et kulturelt hegemoni, så det politiske systemskifte var i grunden kun en logisk konsekvens af en udvikling, der længe havde været undervejs. En udvikling, der fortsatte relativt smertefrit med Socialdemokratiets magtovertagelse i 1920 erne og 1930 erne og siden førte til etableringen af velfærdsstaten i 1950 erne. Uanset hvordan man bedømmer 1864, må det indrømmes, at vi stadig lever i skyggen af nederlaget på godt og ondt. Uffe Østergaard er professor i europæisk og dansk historie ved CBS. Det for Danmark katastrofale resultat af krigen 1864 var i høj grad selvforskyldt

BERETTIGET SELVB 20 nr. 2 / april 2014 Inden 1864-ceremonierne bør mindretallet spørge sig selv: Er det grænselandets egen fortjeneste, at det i dag kan fremstilles som inspirator for andre? Eller er forklaringen, at grænseboerne har fået hjælp udefra, når det brændte på i deres område? Lars N. Henningsen påpeger, at afgørelser inden for grænselandets historie ofte ikke blev truffet lokalt, men fordi kræfter udefra greb ind. Af Lars N. Henningsen Vi er i 1864-jubilæets vold. Næsten som en trosbekendelse forkyndes, at jubilæet har fremadrettet perspektiv og indgår i et nødvendigt arbejde for at tilføre grænseregionen vækst og fornyelse. Jubilæet benyttes samtidig som anledning til at præsentere det dansk-tyske grænseland som inspiration for Europa. Finn Slumstrup er med på tankegangen i sin leder i GRÆNSEN nr. 1 fra februar 2014. Tiden er inde til, at vi lægger den overdrevne ydmyghed til side og peger på historiske processer siden 1955 i Grænselandet, som mange steder i Europa kan tage ved lære af. Mellem grænselandets parter er der fremvokset en gensidig accept og respekt for hinanden. Det er den, som kan tjene som inspiration udadtil, hedder det. HJÆLP UDEFRA Ordene er rigtige, og tankegangen kan nok tilføre ekstra vitaminer til vor lokale tilværelse mellem Kongeå og Ejder, både for mindretal og flertal. Men inden vi lader os beruse af lokal selvbevidsthed, kan man måske selvransagende spørge: Er det denne dejlige regions egen fortjeneste, at den i dag kan fremstilles som inspirator for andre? Er det måske snarere omvendt sådan, at noget af forklaringen på vore dages uomtvisteligt positive udvikling i grænselandet skyldes, at grænseboerne har fået hjælp udefra, når det brændte på i deres område? Det skal være min påstand her: Afgørelser inden for grænselandets historie blev ofte ikke truffet af lokale kræfter og ud fra lokal klogskab, men fordi udlandet og kræfter udefra greb ind. Grænselandet var altid i omgivelsernes vold. Her følger nogle eksempler. Sidst i 1600-årene plagedes hertugdømmerne af opdeling på flere herrer. De danske konger mente, at det ville gavne, om de alene blev herrer over hele området. Men det var ikke dem selv, men udlandet, som sad med nøglen. I 1675 så kongen sit snit til at eliminere sin rival, hertugen, i en situation, hvor dennes udenlandske allierede stod svækket. Det varede kun fire år, indtil udlandet tvang kongen til at acceptere hertugen som fortsat medregent. Skuespillet gentog sig i årene 1684-89. Først vovede kongen, i tillid til de øjeblikkelige udenrigspolitiske konjunkturer, at smide hertugen ud og samle hele Slesvig under sig, men han måtte opgive Foto: Scanpix Flensborg Havn. Når vi mindes 1864, skal vi huske, at det ofte er kræfter udefra, der har virket med og har været afgørende for de afgørelser, som er blevet truffet i grænselandets historie, påpeger Lars Henningsen.