Prædiken til 7. s. e. trin. kl i Bording

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til 7. s. e. trin. kl. 10.15 i Bording"

Benjamin Mikkelsen
8 år siden
Visninger:

1 1 Prædiken til 7. s. e. trin. kl i Bording 743 Nu rinder solen op 46 Sorrig og glæde Klynke og klage 28 De dybeste lag i mit hjerte 675 Gud vi er i gode hænder Den 9. april 1945 ved daggry blev en yngre mand, hentet i sin sikrede celle i koncentrationslejren Flossenbürg. I morgenkulden blev han tunget til at tage tøjet af, alt tøjet. Og således afklædt og ydmyget blev han ført til et særligt rum i lejren, hvor man henrettede folk ved hængning. Dagen forinden var han blevet dømt til døden ved en standret, uden vidner, uden forsvarer uden mulighed for at tale sin sag. Et menneske, der var blevet tvunget til at overvære henrettelse, skriver senere om den. Jeg så ham knæle på gulvet, mens han bad til Gud og blev dybt bevæget over den måde, denne elskelige mand bad på, så hengiven og så mærkelig sikker på, at Gud hørte hans bøn. Da han skulle henrettes, bad han igen en kort bøn, så gik han op af de få trin op til galgen, værdig og fattet. Døden indtraf efter få sekunder.

Og således afklædt og ydmyget blev han ført til et særligt rum i lejren, hvor man henrettede folk ved hængning.

2 2 Den mand, hvis henrettelse, der er skrevet om og som døde tre uger før, koncentrationslejren blev befriet af de allierede, er teologen og præsten Dietrich Bonhoeffer. Og jeg må fortælle om ham i dag, fordi hans liv nærmest er et spejl af dagens tekst, hvor Jesus til sine disciple til alle tider, siger det mærkelige, modsætningsfyldte og ulogiske, at det værste kan ske, og for nogen sker det, og derfor skal vi ikke være bange. Om jeg havde været i Bonhoeffers sted, da havde jeg nu været bange, alle Gudsordene til trods, det er jeg vis på, også selv om jeg i min død var i stand til at tro på, at jeg ikke kun skulle henrettes, men også opstå som Jesus Kristus. Bonhoeffer var 39 år, da han døde, og ét af Europas lyseste hoveder. I en alder af 25 var han teologisk professor i Berlin og påbegyndte en strålende akademisk karriere. Så let som ingenting kunne han havde fået et professorat i USA eller i England, da klimaet i Tyskland blev ham uudholdeligt. Og han var fristet af det, han boede i USA en tid, men tog hjem. Hans tro tvang, kan man måske godt sige. Fordi han ville kæmpe på de indre linjer i det Tyskland, som havde forrådt ham.

ske, og for nogen sker det, og derfor skal vi ikke være bange.

3 3 Jeg vil ikke have nogen ret til at deltage i genopbygningen af kirkens liv Tyskland efter krigen, hvis jeg ikke deler denne tids prøvelser med mit eget folk. skriver han i et af sine breve. Og videre et andet sted: De kristne i Tyskland må se det umulige alternativ i øjnene, enten at bekæmpe deres egen nation for at den kristne civilisation kan overleve eller at arbejde på nationens sejr med civilisationens undergang til følge. Jeg ved godt, hvad jeg selv må vælge, men det valg er ikke muligt fra et sikkert sted. Baggrunden for hans ord er også, at den protestantiske kirke i Tyskland blev splittet under krigen, der var den officielle kirke, hvis kirkeråd var inficeret af den nazistiske tankegang og som allerede i 1933 besluttede, at man ikke kunne være præst i kirken medmindre man var af såkaldt arisk afstamning. Og så var der undergrundskirken, som kaldte sig selv bekendelseskirken og som Bonhoeffer blev en ledende skikkelse i. -

sejr med civilisationens undergang til følge. Jeg ved godt, hvad jeg selv må vælge, men det valg er ikke muligt fra et sikkert sted.

4 4 Med afstandens klarhed er det nemt at fordømme den officielle kirke i de år og alle i den. Man gav sig selv navnet Tyske kristne, hvilket herefter bør få enhver til at spidse de kritiske ører, når det nationale gøres til en særlig kristen værdi. Og det er nemt at tænke, at dér ville jeg ikke have været med, hvis jeg havde været på det sted dengang. Og man kan altid håbe, at man havde haft modet, hvis det var blevet krævet af én. Men menighederne havde jo deres kirker og deres liv i dem, præsterne levede af deres løn, boede i menighedernes boliger, de havde familie at forsøger, børn. Og mange af de præster, der ikke støttede regimet, tænkte sikkert, at de kunne bekæmpe tankerne i tiden bedst ved at blive i deres embede og prædike Kristus og forkynde evangeliet. Også selv Jesus aldrig ville have kunnet få ansættelse i den kirke, de var præster i. Og ligesom det kan ske for os, selv i en demokratisk stat, hvor ordet er frit, at vi kan føle os magtesløse overfor politiske beslutninger, vi er meget uenige i og finder umenneskelige, så var følelsen af magtesløshed selvfølgelig endnu mere massiv, blandt dem der ikke delte regimets holdninger.

Og det er nemt at tænke, at dér ville jeg ikke have været med, hvis jeg havde været på det sted dengang. Og man kan altid håbe, at man havde haft modet, hvis det var blevet krævet af én.

5 5 Og jeg tror ikke jeg selv ville have været særlig modig, jeg tror ikke jeg ville have haft lyst til, at det skulle gå mig som min Herre og mester, jeg tror, jeg ville have været evigt bange, alle Frygt ikker til trods. - Få dage før sin død holdt Bonhoeffer påskegudstjeneste i koncentrationslejren. Det var selvfølgelig forbudt, så mange fanger måtte ikke samles. Men de kom, med deres liv som indsats kom de for måske sidste gang i deres liv at hører Gudsordene. Det blev en gudstjeneste af den slags, som en præst måske ikke oplever én eneste gang i sit liv. Det var som om Helligånden i al sin kraft var på besøg og åndede på alle, der var til stede. Man sang en af Luthers salmer den som de fleste kunne udenad - og Bonhoeffer læste opstandelsesfortællingen, ellers dvs. det gjorde han ikke. Han havde ikke adgang til en bibel, men han kunne den uden ad...han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. De bekendte troen og bad Fadervor. Og Bonhoeffer, der kort forinden var blevet overført fra et fængsel og ikke var helt så udsultet som mange af sine medfanger, prædikede. Han var

Men de kom, med deres liv som indsats kom de for måske sidste gang i deres liv at hører Gudsordene. Det blev en gudstjeneste af den slags, som en præst måske ikke oplever én eneste gang i sit liv.

6 6 kendt som en fremragende prædikant, men aldrig havde han prædiket som den påskedag. Han talte om håb og om at møde Kristus, han prædikede om de dødes opstandelse, så den trøstesløse barak et kort øjeblik blev himlen. Og hvor mærkeligt det kan lyde, så overlevede stort alle de fanger, der havde overværet gudstjenesten, indtil lejren blev befriet, selv om nogen var på kanten af sultedøden. Det var som om gudstjenesten blev livets brød for dem og gav dem kræfter fra en anden verden, kræfter til at håbe på Gud, ja kan hænde at håbet og modet blev prentet i dem stærkere end det fangenummer, der sad på deres hud. Men med den gudstjeneste underskrev Bonhoeffer også sin egen dødsdom. Han var fængslet for at være pacifist og for at arbejde mod regimet, og han havde været vidende om attentatet mod Hitler, men han var én af de små fisk og i krigens sidste kaotiske måneder var han om ikke glemt, så ikke på VIP listen over dem, der skulle henrettes. Men det kom han. For han prædikede det fra tagene, som var blevet ham hvisket i mørket. Og betalte prisen. Det gik ham som hans mester. - -

Og hvor mærkeligt det kan lyde, så overlevede stort alle de fanger, der havde overværet gudstjenesten, indtil lejren blev befriet, selv om nogen var på kanten af sultedøden.

7 7 Når Jesus i dagens tekst siger: Frygt ikke, så er det ikke fordi der ikke er noget at være bange for. Han siger det, fordi der netop er rigeligt at være bange for, mer end nok. Endda når man lever et nogenlunde sikkert liv, som vi gør og ikke behøver at kæmpe for alt, hvad vi har kært, er der rigeligt at være bange for. Ellers havde Vorherres Frygt ikke, været overflødigt. Der er masser at være bange for. Men når det værste sker, da ved vi, at det skal gå os som Kristus: vi skal gå ud i morgensolen, indhyldet i Guds lys. For på os er selv alle hovedhår talt.

Endda når man lever et nogenlunde sikkert liv, som vi gør og ikke behøver at kæmpe for alt, hvad vi har kært, er der rigeligt at være bange

Relaterede dokumenter

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287 Begyndelsen af evangeliet: Således elskede Gud verden, at han gav