Kapitel 7. TILSYN MED SUNDHEDSPERSONALE I henhold til 7 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 1 af 4. januar 1996 om Embedslægeinstitutionens virke: "fører Embedslægeinstitutionen tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, som udøves af det ved særlig lovgivning autoriserede sundhedspersonale." Tilsynet er dels rettet mod den rent faglige udførelse af virksomheden, dels mod tilfælde, hvor der er mistanke om, at sundhedspersonen er påvirket af medicin, alkohol eller andet. Der er i 21 afsluttet 1 sager. Heraf sager, hvor Embedslægeinstitutionen har undersøgt forholdene omkring uventede dødsfald. 5 sager vedrørte hygiejne eller sundhedspersoners faglige virksomhed. I 2 sager har sundhedspersoner været mistænkt for medicinmisbrug. Der er flere løbende sager vedrørende sundhedspersoners alkoholmisbrug. Disse sager afsluttes ikke, medmindre sundhedspersonen forlader landet. Embedslægeinstitutionen behandler patientklager vedrørende sundhedsfaglig behandling, jvf. Hjemmestyrets bekendtgørelse 14-18. Klagesagsbehandlingen sker i et nært samarbejde med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i Danmark, som er klageinstans. Institutionen foretager en belysning af sagerne. I de tilfælde hvor klagen beror på misforståelser, søges disse udredt evt. ved kontakt mellem patient og læge. Institutionen forsøger også at afklare de klagesager, der findes umiddelbart ubegrundede. Patienten har dog altid mulighed for at få klagen forelagt for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Embedslægeinstitutionens mulighed for at afslutte disse sager er i 21 blevet væsentligt forringet, idet Landstingets Ombudsmand har indskærpet, at kun Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan træffe afgørelser i sundhedsfaglige patientklagesager, og at borgeren ikke må efterlades i den tro, at Embedslægeinstitutionen har kompetence til at træffe afgørelser i sundhedsfaglige patientklagesager. Institutionen har tidligere fremlagt sin vurdering for klager og herefter afventet en reaktion, såfremt klager var utilfreds med vurderingen. Sagsgangen er i dag ændret, så klager aktivt skal trække sin klage tilbage ved at tilkendegive, at vedkommende ikke ønsker sagen rejst for Patientklagenævnet. Reagerer klager ikke, skal sagen alligevel rejses for nævnet. I praksis må det derfor forventes, at alle sager fremover vil blive afgjort i Patientklagenævnet. 49
Embedslægeinstitutionen har nu heller ikke mulighed for at foretage en bagatelvurdering. Uanset hvor bagatelagtigt sagen således kan synes at være, har klager krav på en komplet sagsbehandling. Forløbet i Embedslægeinstitutionens klagesagsbehandling er nu således: Når journalmateriale og udtalelser fra sagens parter er indhentet, udarbejdes en sagsfremstilling, hvori Embedslægeinstitutionen lægger vægt på at beskrive eventuelle forhold og vilkår, som har haft betydning for den konkrete sag, og som det danske Patientklagenævn ikke kan forventes at kende til. Sagsfremstilling og embedslægens indstilling til afgørelse fremsendes herefter til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indhenter udtalelser fra relevante specialsagkyndige og foretager partshøring, hvorefter klagen forelægges nævnet til afgørelse. Med virkning fra efteråret 1998 deltager Embedslægeinstitutionen som specialsagkyndig i alle nævnsmøder, hvor der behandles grønlandske sager. Embedslægeinstitutionen har ikke stemmeret, men ret til at komme med kommentarer til de forslag til afgørelse, der forelægges nævnet til endelig afgørelse. Med den nye forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn af 14. september 1998 gives der mulighed for, at Embedslægeinstitutionen selvstændigt kan indbringe sager for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Embedslægeinstitutionen har modtaget 57 sager i 21. Tilsvarende blev 58 sager afsluttet. Heraf blev 14 sager enten afvist på grund af forældelse, blev trukket af klager selv, eller blev lukket, fordi klager ikke kom med de uddybende oplysninger, der var nødvendige for at behandle sagen. 8 sager blev afsluttet som umiddelbart ubegrundede eller misforståede. Patientklagenævnet afgjorde 6 sager i 21. Heraf medførte af sagerne påtale for den faglige behandling og 4 medførte påtale eller henstilling for mangelfuld journalføring: 1 En læge overtrådte anordning om ikraftsættelse af Lægelovens 1 stk. 2 ved ikke at have journalført sin undersøgelse og udskrivelse af en patient indlagt til observation for en hoftefraktur. Der blev ikke givet en påtale for selve behandlingen af patienten. 2 En læge overtrådte anordning om ikraftsættelse af Lægelovens 1 stk. 2 ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have journalført sin information af en patient i forbindelse med en operation. Der blev ikke givet påtale for selve 5
behandlingen af patienten. En sundhedsmedhjælper har overtrådt "Cirkulære om uddannelse til sundhedsmedhjælper i Grønland" for ikke at have været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af et barn på 7 ½ måned. Barnet var ved at få tænder, havde feber på 41,5 og kastede op. Tidligere på dagen havde faderen fået udleveret smertestillende af en sygeplejerske, og om aftenen havde moderen telefonisk henvendt sig og fået råd og vejledning. Ved midnat blev vagthavende læge orienteret af sygeplejersken, og han tilkendegav, at barnet skulle tilses ved mindste forværring, evt. mhp. indlæggelse. Da moderen ringede kl..45 og oplyste, at barnet stadig havde feber med optræk til kramper samt kolde hænder og fødder, fik sundhedsmedhjælperen portøren til at køre ud til hjemmet med supp. Pamol 125 mg og Stesolid rectiole. Kl. 4.2 blev barnet bragt livløs ind, og genoplivning var forgæves. Barnet var tilsyneladende kvalt af slim eller opkast i luftvejene. Patientklagenævnet finder ikke, at sundhedsmedhjælperens telefoniske vejledning af forældrene var tilstrækkelig, da barnet burde være bragt til sygehuset med henblik på lægeundersøgelse, da tilstanden ikke bedredes. Patientklagenævnet finder endvidere, at sundhedsmedhjælperuddannelsen ikke er tilstrækkelig omfattende til, at man kan forvente, at sundhedsmedhjælperen selvstændigt kan råde og vejlede i et sådant tilfælde. Den involverede læge og de to sygeplejersker fik ingen påtale. 4 En speciallæge i ortopædkirurgi fik en påtale for ikke at have været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i henhold til anordning om ikraftsættelse af Lægelovens 6 stk. 1, ved at have indsat for lille en skinne ved et kompliceret lårbensbrud hos en kørestolsbruger med nedsat knoglestyrke. 9 dage efter operationen, måtte patienten have isat en længere skinne. 5 En distriktslæge fik en påtale for ikke at have været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i henhold til anordning om ikraftsættelse af Lægelovens 6 stk. 1 i forbindelse med sin behandling af en patient med et underarmsbrud. Lægen havde tilsagt patienten til kontrol efter 4 uger, men bruddet var da skredet og måtte sættes på plads ved åben operation. Bruddet skulle ifølge Patientklagenævnet have været kontrolleret efter 1-14 dage, så et skred kunne reponeres uden operation. 6 En læge havde ikke overtrådt anordning om ikraftsættelse af Lægeloven ved sin undersøgelse og behandling af en patient med nakkesmerter, men 51
nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om fund ved den objektive undersøgelse fremgik af journalen. 7 To læger og plejepersonalet på et sygehus fik ingen påtale for deres observation, pleje og behandling af en patient, som blev indlagt til observation med influenza. Patienten udviklede i løbet af aftenen meningit-symptomer og blev sat i intensiv behandling. Om natten havde vagthavende læge og sygeplejerske tilkaldevagt, men nattevagterne var instrueret i observation og pleje af afdelingssygeplejersken i henhold til lægens ordinationer. Om natten fik patienten hjertestop og døde. Patientklagenævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om afdelingssygeplejersken havde foranlediget, at der forelå skriftlig instruks vedrørende de arbejdsopgaver, der var uddelegeret til plejepersonalet, ligesom det havde været hensigtsmæssigt, om de udførte observationer var noteret i kardeks. Der ses et stigende antal påtaler for manglende eller mangelfuld journalføring. Dette gælder såvel behandlingen som den givne information. Sagsbehandlingstid: Gennemsnitlig sagsbehandlingstid for grønlandske patientklagesager var i 21 1,5 mdr. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fordeler sig på 7,9 mdr. i Embedslægeinstitutionen og 8,1 mdr. i Patientklagenævnet. Dette interval dækker over en variation på maksimum 9 mdr. og minimum 1 dag. Embedslægeinstitutionen har i perioden haft et fald i sagsbehandlingstiden på nye sager, men dette fald modsvares af en stigende sagsbehandlingstid i Patientklagenævnet. Gennemsnitligt afventer de grønlandske klagesager oversættelse i 2,2 mdr. Tabel / table 25 Ukioq / Årstal 1987-21-imi peqqinnissakkut sulisunik maalaarutit / Klagesager vedrørende sundhedspersonale i 1987-21 Suliat nutaat / Antal nye sager ELI*-mi Sager afsluttet i ELI* PKN**-imi Sager afsluttet i PKN** 1986-9 85 41 29 1991-95 249 146 71 1996-264 75 11 21 57 8 6 52
Tabel / table 26 Ukioq / Årstal 1997 1998 1999 2 21 1997-21-imi peqqinnissakkut sulisunik nakkutilliinermi suliat / Tilsynssager vedrørende sundhedspersonale 1997-21 Suliat nutaat / Antal nye sager 4 7 1 ELI*-mi Sager afsluttet i ELI* 4 5 1 PKN**-imi Sager afsluttet i PKN** 1 * Embedslægeinstitutionen ** Patientklagenævnet 5