0.0 Forord Initiativ til den første danseredegørelse blev taget af tre parter i danseverdenen: De danske Dansekompagnier (3DK), Dansens Hus og De frie Koreografer (DfK). Fra maj måned 2000, da undersøgelserne forud for udredningen blev sat i gang og til opgavens afslutning 8 måneder senere, har der fra danseverdenens side hersket en ånd af positiv opbakning til, interesse for og optimisme omkring redegørelsen. Enhver har ydet sit bidrag til dansen. Foruden Dansens Hus har Skolen for Moderne Dans, Dansescenen, Danseværket i Århus, Odense Danser, Statens Kunstfond, Teater og Dans i Norden, ITI med flere, alle beredvilligt besvaret spørgsmål og givet adgang til alle relevante oplysninger. Fra organisationsside er først og fremmest Dansk Skuespillerforbund trådt til sammen med 3DK og DfK med støtte i alle forhold fra praktisk hjælp til fotokopiering og masseudsendelser over økonomisk støtte til engageret modspil i og dialog. Når det er sagt, skal det samtidig understreges, at selvom der både er blevet spurgt og lyttet står alle holdninger og synspunkter lige så vel som redegørelsens konklusioner og anbefalinger for forfatterens egen regning. Tak til danserne, koreograferne og dansekompagniernes administratorer, som har medvirket i spørgeskemaundersøgelserne. Mange flere, end det har været muligt at nå at interviewe, tilbød sig for uddybende samtaler. Statens Teaterråd og Kulturministeriet har også været behjælpelige med at svare på spørgsmål. Og sidst men ikke mindst har forskere på Idrætsforsk, Københavns Universitet og Center for Kulturpolitiske studier bistået med teoretisk og fagligt modspil på forskellige tidspunkter. Det er desværre nok usandsynligt, at resultatet kan indfri alle forventninger. En redegørelse som denne kan kun blive mangelfuld, især da det er første gang, der er forsøgt tilvejebragt sammenhængende oplysninger om vilkår og forhold i danseverdenen. Forhåbentlig vil der med afsæt i Dokument om Dans blive foretaget andre undersøgelser og evalueringer i nær fremtid. Dokument om Dans er udarbejdet og publiceret med økonomisk støtte fra 3DK, De Frie Koreografer, Dansk Skuespillerforbund, Statens Teaterråd, Dansens Hus og Idrætsforsk. Karen Vedel Idrætsforsk, december 2000 5
X-Act: Farven Tid Premiere: 20.09. 2000. Terra Nova Copenhagen Live Art Room Koreografi: Kitt Johnson Medvirkende: Kitt Johnson, Mari Mägi og Theofanis K. Melàs Foto: Martin Tulinius 6
Dansen er selve menneskekroppens og menneskesjælens fælles bevægelsesrytme, derfor må dansen være menneskets centrale kunstneriske element, den mest direkte menneskelige kunst, den menneskelige bevægeligheds demonstration. 1 (Asger Jorn, 1971) 1.0 Indledning Dans er ligesom det talte sprog tæt på menneskene selv. Dans behøver ikke at være for samværets, sundhedens eller præstationens skyld. Dans er heller ikke nødvendigvis for et publikum. Dans kan være det hele, men kan også nøjes med at være dans - uden yderligere motivation. Alle kender følelsen af at danse, har et forhold til dans, der er forankret i deres egen kropslige erfaring. Denne viden er tavs. Vi danser og derfor genkender vi dansen. Men der tales sjældent om dans, og kun få begiver sig af med at læse om dansen. De færreste børn møder dansens verden i skolen, hvor de ellers introduceres for både filmens, musikkens, billedkunstens, litteraturens, mediernes og teatrets verden. Vi forsømmer at udvikle et sprog, vi kan gribe dansen med og i kulturpolitisk henseende er dansen nærmest usynlig. Alligevel er der en del, der kan finde på at danse, når det kommer til stykket. Alene eller to sammen med yndlingsmusikken i anlægget. Til private fester, måske familiefester, eller måske på dansebar? Forældre og bedsteforældregenerationen gik til dans på danseskoler i 1950 erne og 60 erne, hvor man lærte at inklinere til engelsk vals og et helt repertoire af standarddanse. Og i dag udbyder enhver aftenskole med fingeren på pulsen en bred vifte af kurser i alt fra moderne dans over step og jazzballet til salsa, mavedans, flamenco og tango. Kursister i alle aldersgrupper danser på kurser under fritidsloven, på efterskoler og højskoler. Nutidens teenagere er vokset op med MTV, breakdance, hip hop, trance og techno. Hver generation har sine danse. Mange går også ud for at se dans. I 1998 var 7% mindst én gang i teatret for at se hhv. ballet og dans 2, hvilket var en stigning på 1% i forhold til 1993. Udbuddet er i de seneste 15 år blevet stadigt bredere. Inden for samme sæson er det muligt at vælge mellem ballet, moderne dans, musicals, 1 Magi og skønne kunster (1971) her fra Centring nr. 8, 1987 s. 157 2 Kultur og Fritidsundersøgelsen 1998. SFI 7
showdans, performance teater og hele festivals med dans for børn, nordisk dans eller al verdens dans. Med den store klassiske ballettradition, der i mange årtier har domineret den sceniske dans i Danmark, blev dans som kunstform betragtet som tilhørende finkulturen sammen med opera og klassisk musik. At dans er mere end blot finkultur, og mere end en samværs- eller motionsform har man øje for mange andre steder i verden. Imidlertid er dansens betydning i livsudfoldelsen - med musikpædagogen Bernhard Christensens ord - blevet gjort fattig i vores del af verden, sat i spændetrøje af kirken og tynget af ceremonier og etiketter i de herskende klasser. 3 Hos os er dansen blevet en længsel, et uudtalt savn, en tabt erkendelseform. En af 1900-tallets store danske forfattere Tom Kristensen fremhævede allerede i 1928 i en kronik i Ekstra Bladet det frie spillerum for personlighedens nuancerede udtryk gennem hele kroppen i dansen overfor sportens ensidige jagt efter rekorder og gymnastikkens fokus på helbredet. Han refererede til den dans, der i datiden udfoldede sig i det Københavnske klubliv til jazzmusikkens rytmer. De unges dans har det med at gøre de ældre nervøse og der er i tidernes løb blevet udstedt en stribe politiforbud mod danseskikke, der efter en given målestok gik over stregen. Alligevel er der blevet danset. Både i de offentlige rum, privat og på scenen. Til alle tider og alle steder vil der være nogen, der vælger at afsøge og finde udtryk for øjeblikket, tiden og virkeligheden i dans. Dans som kunst, som kultur og som subkultur er poler i et dynamisk samspil med omverdenen. Dansen som selvstændigt kunstnerisk felt Scenisk dans kan ikke længere reduceres til finkultur og klassisk ballet. I dag er billedet langt mere sammensat. Efter mere end 25 år er processen i retning af etablering af dansen som selvstændigt professionelt og kunstnerisk udtryks felt i dansk kulturliv ved at være tilendebragt. Begrebet felt bruges her med reference til sociologen Pierre Bourdieu, som anvender det til at beskrive forskelligartede, relativt autonome områder af samfundslivet. Hvert felt er defineret som et struktureret rum med egne regelsæt. Inden for det, Bourdieu kalder det kulturelle felt, rummer de 3 Christensen, 1983, 63 8
forskellige udtryksformer hver for sig specialiserede netværk. Selve processen, hvorunder der finder en institutionalisering og professionalisering sted, er medvirkende til at definere det unikke felt, der beskriver de forskellige udtryk som selvstændige kunstformer. 4 Dokument om dans redegør for det sub-felt af dansens verden i Danmark, der omhandler den professionelle sceniske dans, herunder kunstnerne, deres fremstillinger, institutioner og udtrykkets formidling. Dokumentet peger på nogle af de relationer, der er medvirkende til at strukturere feltets dynamik. Indadtil drejer det sig bl.a. om konkurrence om jobs, publikum, tilskudsmidler og kunstneriske prestige. Udadtil drejer det sig frem for alt om dansens anerkendelse i det samlede kulturelle felt. 1. 1 Hvorfor en danseredegørelse? Fordi tiden er inde til at skabe overblik! Interessen for dans har været jævnt stigende, det samme har bevillingerne via Teaterloven siden midt i 1970 erne. År for år bliver der flere - både publikum, dansere, koreografer og forestillinger. For blot 15 år siden var der meget ringe anerkendelse af dansefeltets kunstnere. I dag optræder dansere og koreografer ved siden af billedkunstnere, musikere, komponister, forfattere, teater- og filmkunstnere. Institutionerne, der blev grundlagt i løbet af 80'erne og 1990 erne, har for længst udstået deres forsøgsperioder. De første to hold dansere er inden for de sidste fem år blev færdiguddannede på den statsanerkendte Skolen for Moderne Dans i Danmark. De næste hold er på vej. Feltet er endnu ungt, men at det er her, og at det er i frodig vækst er uafviseligt. Hver eneste måned i år 2000 har indtil flere nye danseproduktioner haft premiere. Bag de mange forestillinger står en blandet flok af debuterende yngre og garvede ældre kunstnere. Efter 25 år med vækst, professionalisering og institutionalisering, er der et udtalt behov for at se på området under ét. Det er første gang dansen gøres til genstand for sammenhængende undersøgelse og sammenhængende fremstilling. Ud over et behov for overblik er der behov for at gøre status - for kritisk at overveje den måde, hvorpå samspillet mellem enkelt- 4 Bourdieu, 1996, 138 9
kunstnere, produktionsenheder, institutioner, støttemidler og dansens publikum finder sted i dag. Og der er behov for at rette blikket fremad mod udviklingen i de næste fem, ti eller femogtyve år. Længeresigtet planlægning, koordinering og optimering af talenter, ressourcer og strukturelle rammer vanskeliggøres i øjeblikket af, at dans i ikke i nævneværdig grad nyder opmærksomhed som et selvstændigt område i dansk kulturpolitik. Overhovedet skal man kigge længe og grundigt i Kulturministeriets publikationer for at finde noget om dans. Lykkes det, er det som et underpunkt under teater. Det er imidlertid meget forenklet at betragte dans alene som en eksperimenterende teaterform. Uden at gøre krav på at skabe et udtømmende overblik, skal danseredegørelsen ses som redskab i dialogen mellem de kunstnere, institutioner og kulturpolitiske organer, der er engageret i en fortsat kvalitetsmæssig udvikling af dansefeltet. Efter en intensiv periode med vækst, instituionalisering og professionalisering er redegørelsen et forsøg på at gøre status. Det er hensigten, at den på en gang skal tilvejebringe information, argumenter og medvirke til at skitsere præmisser for fremtidige beslutninger. Historik Behovet for en danseredegørelse har været udtalt i nogle år, og der har op igennem 1990 erne været en række tiltag, bl.a. i form af rapporter og hvidbøger, der har beskrevet delaspekter af området. Nogle af disse dokumenter har henvendt sig til en målgruppe inden for miljøet som oplæg til debat og videreudvikling. Andre har haft til hensigt at henlede omverdenens opmærksomhed på aktuelle forhold. I 1993 udgav Foreningen De Danske Dansekompagnier (3DK) Dansen i Nærbillede. Dans er Tiden Nu. Og som reaktion på den mangelfulde behandling af dansen i Duelund-undersøgelsen, Kulturens Politik fra 1996, udsendte for-eningen allerede to år efter et nyt dokument: Ny Dans i Danmark. En situationsrapport (1995). Begge rapporter påpegede problemkomplekser og behov i relation til især de producerende dansekompagniers vilkår. Det nordiske samarbejdsorgan på teater og danse-området, Teater og Dans i Norden, har op igennem 1990 erne udgivet flere journalistiske skrifter, hvor nutidig dansk dans er blevet kontekstualiseret i sammenhæng med dansen i de øvrige nordiske lande. To sådanne er: Dance Dance Dance (1991) og Dancing North. Nordic dance in the 90 s (1995). 10
I mellemtiden er behovet for en mere overordnet fremstilling af dansens vilkår vokset, og i 1997 rettede 3DK sammen med Dansens Hus og De frie Koreografer for første gang henvendelse til Statens Teaterråd og Kulturministeriet om en egentlig udredning. I 1999 blev initiativet overdraget til en ekstern konsulent, der fik frie hænder til at definere såvel kommissorie som redegørelsens indhold. Medvirkende til at rette opmærksomhed på behovet for en redegørelse var avisdebatten i foråret 2000, som blev indledt med Eske Holms frontalangreb på den moderne danseverden i tidsskriftet Teater Ét. Konsulenten, der påbegyndte opgaven i maj måned, er danseforsker, tidligere professionel i faget og har på den baggrund en betydelig forhåndsindsigt. De tætte forbindelser til danseverdenen, der på den ene side har gjort det let at navigere i feltet, kan på den anden side hæmme en uvildig vurdering af tingenes tilstand. Faldgruberne ved det subjektive engagement er forsøgt opvejet af en løbende dialog med kolleger på den uafhængige forskningsinstitution Idrætsforsk, hvor man udover at beskæftige sig med forskning inden for krop, kultur og samfund, har stor erfaring med fremstilling af redegørelser. 1.2 Danseredegørelser i udlandet Et af de første tiltag i arbejdet med redegørelsen om dans i Danmark var en undersøgelse af, om der fandtes tilsvarende rapporter på danseområdet i vores nabolande. Forespørgsler til Finland, England og Sverige, om hvorvidt dansen i de pågældende tre lande havde været genstand for undersøgelser og rapporter i løbet af de senere år, gav positivt resultat. Finland I Finland fremkom en arbejdsgruppe under undervisningsministeriet i 1999 med et dansepolitisk notat omhandlende dansens stilling og fremtid. Dansen er en af de svagest understøttede kunstformer i Finland. Motiveret af udviklingen på danseområdet og af dansekunstnernes dårlige indkomstsituation beskæftigede arbejdsgruppen sig med en vurdering af behovene for især den nutidige dans. I konklusionerne peges der på behovet for en betydelig øgning af den statslige og kommunale støtte til nutidsdansen. Gruppen fremlagde forslag til forbedring af arbejdsforholdene på de statsstøttede teatre og i de frie dansegrupper og for de selvstændige dansekunstnere, forslag til udvikling af turnévirksomhed for dans i Finland, forslag om finansiel støtte til eksport af 11
finsk dans til udlandet - og forslag til mulige løsninger af dansens lokalebehov. Det blev samtidig foreslået at den eksisterende støttetjeneste til danseres erhvervsskifte blev gjort permanent. UK Det britiske Arts Council, der forvalter statens kunststøtteordninger, har siden 1946 støttet dans. Dansen blev i mange år behandlet under musikområdet, men med en særlig underkomité for danseteater. I 1978 blev en rådgivende dansekomité nedsat og i 1980 et selvstændigt panel for dans, der fortsat er knyttet til The Arts Council. Panelet iværksatte i 1998 en større undersøgelse af den uafhængige sektor i danseverdenen. 5 Undersøgelsen påpeger områdets vækst, enorme kreativitet og nytænkning, men peger samtidig på en udtalt krise i forhold til bevillingsstrukturen, der ikke giver tilstrækkelig plads til kunstnerisk udvikling. Udover en generel mangel på økonomiske støttemidler peges der på savnet af kontinuitet og sammenhængende prioriteringer inden for dansen. Undersøgelsen fremhæver kunstnernes store evne til med kort varsel at tilpasse sig de skiftende kulturelle og politiske konjunkturer. Samtidig gør den opmærksom på, at de samme personers professionelle forhold er vanskeliggjort af bl.a. den udtalte mangel på prøvelokaler, og at deres sociale vilkår i forhold vedrørende f.eks. helbreds-, arbejdsløsheds- og pensionsforsikringer er meget ringe. Overordnet foreslår den engelske rapport, at der udvises større åbenhed overfor forandringer i dansens udtryk (både hos udøvere og tilskudsgivere) og at man overhovedet udfordrer de vante måder at betragte kunstformen på. Anbefalingerne peger bl.a. på behovet for fleksible bevillingsstrukturer og anbefaler samtidig dansere og koreografer at gøre sig mindre afhængige af de offentlige tilskud. Sverige I Sverige blev dansen i 1995 skrevet ind som et selvstændigt område i den statslige kulturpolitik 6, og optræder i forlængelse heraf som selvstændig post på finansministeriets budget. Det svenske kulturråd har en særlig dansekonsulent og indtil flere sagsbehandlere og tilsynsførende, der alene beskæftiger sig 5 Clarke and Gibson, 1998 6 Kulturpolitikens inriktning (SOU 1995:84) 12
med dans. På landsplan eksisterer der i Sverige, på lignende fod med i UK, en regional dansekonsulentordning. Det svenske Kulturråd fremlagde i efteråret 2000 ikke færre end 4 rapporter om dansen i Sverige. Heriblandt en oversigt over frie dansegrupper/koreografer, en redegørelse for støtten til de regionale dansekonsulenter, én om produktionsstøtteforhold, én om lensdansekonsulenternes virksomhed og én om dansens institutioner i Sverige. Tilsammen vil rapporter og redegørelser indgå i grundlaget for en diskussion af den statslige støttes udformning i fremtiden. Resultater? Det er udfra det eksisterende grundlag vanskeligt at pege på direkte resultater af udredningsarbejderne i hhv. Finland, UK og Sverige. I de pågældende landes dansemiljøer hersker der på den ene side forventning om, at kulturpolitikere og embedsmennesker vil skride til handling på grundlag af konklusioner og anbefalinger. PÅ den anden side en frygt for, at redegørelserne vil få lov til at samle støv, uden at der sker nogen mærkbar ændring af status quo. Det vil fremgå i det efterfølgende, hvorledes nogle af de forhold, der er ridset op i de udenlandske rapporter kan sammenlignes med aktuelle forhold i Danmark. På andre områder er problemstillingerne imidlertid helt forskellige, idet der er tale om forskellige kulturelle kontekster. Her har det først og fremmest været hensigten at pege på den aktuelle kulturpolitiske bevågenhed omkring dans i de pågældende lande. 1.3 Præsentation af redegørelsens hovedområder Redegørelsen indledes af to kapitler, der dels giver et rids af dansens nyere historie i Danmark (kapitel 2) og dels kort diskuterer dansens placering i dansk kulturpolitik (kapitel 3). Herefter følger behandlingen af redegørelsens hovedområder hhv. dansens kunstnere (kapitel 4), dansens produktion (kapitel 5) og dansens formidling (kapitel 6). Kernen i indholdet er dansen. Den indbyrdes sammenhæng mellem hovedområderne ses illustreres i diagrammet på næste side: 13
De tre hovedområder (hhv. dansens kunstnere, dansens produktion og dansens formidling) har været genstand for undersøgelser med vægt på indsamling af data: Ved hjælp af spørgeskemaer har kunstnerne (dansere og koreografer) svaret på spørgsmål omhandlende uddannelse, træning, beskæftigelse, indtægtsforhold, fremtidsvisioner m.v. Talmaterialet udgør et fundament, der, såfremt det opdateres med jævne mellemrum i fremtiden, vil kunne anvendes til at beskrive områdets udvikling over længere tid. Også produktionsleddet har leveret data i form af telefoninterviews, forberedt over en fælles skabelon med sigte på at afdække de mest grundlæggende forhold omkring kompagniernes eller forestillingsprojekternes aktiviteter, vilkår og målsætning Udover indsamling af data ved hhv. spørgeskemaer og telefoninterviews er der foretaget gruppeinterviews af både dansere, koreografer og administratorer. En fortegnelse over alle møder og interview i forbindelse med udredningsarbejdet foreligger som bilag. Afsnittet om formidling bygger mindre på data i form af tal, men er i stedet struktureret som et vue over, hvor og hvorledes dans formidles i dagens Danmark. Afspejlende en voksende interesse for indføring af dans som fag i folkeskolen lægges der i denne forbindelse vægt på bl.a. denne diskussion. Redegørelsens tre hovedområder fremstilles i en sammenhæng, der indskriver teoretiske/analytiske vinkler på stoffet sammen med kulturpoli- 14
tiske overvejelser og betragtninger om dansens økonomiske vilkår. Mere perifert diskuteres forhold, der relaterer sig til uddannelse, træning og dansens praktiske faciliteter. Til slut opridses de væsentligste konklusioner sammen med en priori-teret liste af anbefalinger. Der antydes i samme forbindelse et forslag til en handlingsplan. Langtfra alle punkter vil få en udtømmende behandling i redegørelsen. Ved at belyse nogle af de aktuelle emner mere tilbundsgående vil det forhåbentlig blive tydeligt, at der er andre emner, der trænger til en mere omfattende analyse. En egentlig evaluering af de statslige institutioner på danseområdet ligger for eksempel uden for redegørelsen. Sådanne påhviler Kulturministeriet, og af samme grund går redegørelsen ikke ind i nogen tilbundsgående analyse af hverken Skolen for Moderne Dans eller Dansens Hus, men omtaler alene institutionerne i generelle vendinger. Heller ikke danseverdenens faglige organisationer vil blive diskuteret her, da de løbende revideres af medlemmerne. 1.4 Sammenfatning af de enkelte kapitler Historisk baggrund (kapitel 2) I det historiske afsnit er vægten lagt på de seneste 15 års udvikling af dans som moderne og nutidigt kunstnerisk udtryk i Danmark. Der er sket en rivende udvikling i denne periode, som har medført strukturelle forandringer og stor vækst i omfanget af aktiviteter. I afsnittet fremstilles nogle af nøglebegivenhederne, der diskuteres i sammenhæng med den kulturkamp, der var forbundet med transformationen fra 1970 ernes græsrodsmiljø og aktivisme til de professionelle vilkår, miljøet fungerer på i dag. Dans og kulturpolitik (kapitel 3) I kapitlet belyses de sidste mange års vækst af offentlige midler til dansen som kunstform. Dernæst diskuteres dansens endnu meget svage stilling i dansk kulturpolitik. I den forbindelse ses der mere ideologisk på dansen, som den indplacerer sig i forholdet mellem finkultur og folkekultur. Der trækkes paralleller mellem dansen i Danmark og i andre europæiske lande bl.a. på spørgsmålet om, hvorvidt der kan identificeres særlige nationale karakteristika. 15
Kapitlet munder ud i en motivation for en selvstændig platform for dans i dansk kulturpolitik. Dansens udøvende kunstnere og koreograferne (kapitel 4) Kapitlet om kunstnere er det første af dokumentets tre hovedområder og bygger på datamateriale, der er indhentet ved hjælp af spørgeskemaer i henholdsvis Dans e rundersøgelse 2000 og Koreografer i Danmark 2000. Det paradoksale i forehavendet med at samle dansere i mængder, blev tydeliggjort ved den kommentar, hvormed det færdigindtastede datamateriale blev returneret: Sikke en flok individualister! Og det var endda, inden tastedamen havde set svarmaterialet fra koreograferne, der er om muligt endnu større individualister end danserne! I dansens felt, hvor der vitterlig ikke er to, der er ens, hverken med hensyn til baggrund, aktuelle arbejdsmæssige og økonomiske vilkår eller drømme og visioner, kan det synes ekstra absurd at tilstræbe en talmæssig fremstilling. Forsøget er alligevel gjort i håb om, at noget andet bliver synligt, i det øjeblik oplysningerne er blevet upersonlige og det unikke forsvundet i mængden. I heldigste fald har den statistiske bearbejdning tilvejebragt informationer, der med angivelse af mængder og procenter giver et mere overordnet billede af, hvordan de sociale og arbejdsmæssige vilkår er for de kunstnere, der beskæftiger sig med dans. Kapitel 4 indledes og afsluttes med overvejelser over det stigende antal freelance dansere. Dansens produktionsvilkår (kapitel 5) I kapitlet fremlægges resultaterne af en undersøgelse blandt kompagnier og enkeltprojekter, vedr. den måde arbejdet organiseres på. Hvilke er de strukturer, der etableres med henblik på produktion af danseforestillinger, turnévirksomhed og tilgrænsende aktiviteter? I samme forbindelse er der forsøgt etableret et overblik over, hvordan økonomien er skruet sammen i de forskellige produktionsenheder, og hvordan arbejdsfunktionerne fordeler sig omkring produktion og formidling af danseforestillinger. Dansens formidling (kapitel 6) Udgangsunkt for redegørelsens tredje og sidste hovedområde er, at der eksisterer et publikum for moderne scenisk dans, som dansen endnu ikke når. 16
Efter en diskussion af udviklingen i tallene for dansens publikum over de seneste år, belyser kapitlet dansens forankring inden for Danmarks grænser, og forankringen uden for i et vidt forgrenet netværk, af enkeltpersoner, institutioner, festivals og spillesteder over hele verden. Behovt for introduktion til dans i uddannelsesmæssige sammenhænge er et område, der i øjeblikket har stor bevågenhed i danseverdenen. Afsnittet nævner en række forskellige tiltag, der er målrettet til børn og unge, og kommmer også ind på mulighederne for at beskæftige sig med faget i akademisk forstand. Endelig diskuteres omfanget af formidling om dans i medierne. I den forbindelse peges der bl.a. på det kunstnerisk spændende område, der ligger i samarbejdet mellem dansen og de levende billeder. Afsnittet kommer kort ind på fraværet af danseudsendelser om og med dans i dansk fjernsyn og henviser til et nordisk samarbejdsinitiativ, der har til hensigt at skabe en platform for videodans. Afslutningsvis peges der på det udtalte behov for et Danseinfo r - mationscenter, som omdrejningspunkt for opsamling, kvalificering og formidling af viden om dans i både national og international henseende. Konklusioner og anbefalinger(kapitel 7) 17