Til Henny Delgado Pelikaanallé 24 Grothenburg Gobshejm den 7. oktober Kære Henny Tak for dit lange brev, som jeg har læst med og det forsikrer jeg dig stor fornøjelse. Vær ikke bange for at fortælle, det var jo sådan, vi havde det med ordene engang for lang tid siden du brugte hundrede, hver gang jeg brugte ti. Og tro ikke, at jeg ikke forstår, selvom du rammer et par centimeter ved siden af sømhovedet, det er bare så rart at høre fra dig igen. Sandsynligvis har vi vel levet halvdelen af vores liv på det her tidspunkt, og både med tanke på det og med tanke på Erichs død føles det som et godt tidspunkt at gøre op så nogenlunde, hvor man står. Hvad angår mine omstændigheder så har jeg ikke lige så meget at fortælle som du, fordi jeg ikke har nogen familie. Erich havde jo voksne børn, allerede dengang vi 24
mødtes, og vi valgte tidligt ikke at sætte flere ind i denne tvivlsomme verden. De seneste otte år siden jeg blev færdig med min afhandling har jeg arbejdet på universitetet i H-berg, der bare ligger syv-otte kilometer herfra, og jeg har trivedes udmærket med det akademiske liv fra første stund. De seneste semestre har jeg virkelig fået greb om de kurser, som står mit hjerte nærmest romantikken og den engelske 1800-tals roman og ligesom du, kære Henny, føler jeg, at jeg har en mission her i livet, også selvom jeg aldrig selv får børn og på den måde kan føre slægten videre. Erich beholdt dette vidunderlige hus ved Molnar, da han blev skilt fra sin første kone, og vi har boet her, lige siden vi giftede os. Det er en charmerende gammel hytte i træ og pommersk sten med en vildtvoksende have og udsigt ned mod floden. Og hvis jeg faktisk bekymrer mig for fremtiden, så skyldes det nok netop spørgsmålet om, hvorvidt det skal lykkes mig at beholde min bolig. Erichs børn, Clara og Henry, er naturligvis berettigede til at få halvdelen som arv, men hvordan jeg skal være i stand til at give dem det, det må guderne vide. Jeg ved ikke, om du genkendte dem ved begravelsen. Henry er høj, mørk og arrogant, Clara lidt skrutrygget, rottefarvet og mindst ti kilo overvægtig; de sad begge to på den forreste bænk i kirken, men på den modsatte side af midtergangen, i forhold til hvor jeg sad. Ærligt talt afskyr jeg dem begge to lige så meget, som de afskyr mig, men ikke desto mindre lykkes det vel at finde en løsning også på det problem. Det forundrer mig lidt, at de endnu 25
ikke har meldt sig med arvespørgsmålet, da der faktisk er gået to uger siden boopgørelsen, men det varer sikkert ikke længe, før jeg får en henvendelse fra et eller andet velrenommeret advokatkontor. For øvrigt er det helt rigtigt, som du antyder; der er et strejf af ro og lettelse hos mig efter Erichs død. Når man gifter sig med en, der er så meget ældre end en selv, så er det næsten uundgåeligt, at man går og bekymrer sig for at blive ladt alene tilbage (lægegerningen er bestemt ingen garanti for et langt liv, snarere tværtimod tror jeg), og måske skal man være en smule taknemmelig for, at det sker, når man er 40 i stedet for når man er 50 eller 60. Du har naturligvis også ret i, at vi er ved at være midaldrende, Henny, men vi har vel stadig mange gode år tilbage at give af og en del at leve for. Ikke også? Du skriver, at du har en bestemt grund en bestemt idé med at begynde på denne brevveksling, og at det på en eller anden måde har med din mand at gøre. Jeg må indrømme, at det gør mig nysgerrig, og jeg vil derfor opfordre dig til ikke at gå mere i cirkler og sving, som kvinder gør det, men at komme til sagen i dit næste brev, som jeg ikke håber, at jeg skal vente alt for længe på. Jeg vil slutte med denne opfordring, det er tid at gå aftentur med hundene; to stykker altså, slanke, spændstige rhodesian ridgebacks, som jeg endnu ikke har bestemt mig for, om jeg vil beholde vi har haft dem i snart fem år, og jeg er meget glad for dem, men de kræver unægtelig både tid og pasning. Som nu. 26
Men som sagt, kære Henny, lad mig snart høre fra dig igen. Jeg venter i spænding. De varmeste hilsener Din Agnes 27
Skolen hedder Wallmansskolen efter en J. S. Wallman, som døde i en krig for hundrede og halvtreds år siden. I klassen er vi 25 børn; jeg og en nervøs dreng, som hedder Dragoman, var nye, da skolen startede efter sommerferien, men der var flyttet to, så frøken Zimmermann sagde, at det var godt, at vi kom og fyldte hullerne. Jeg og Henny er de bedste i klassen sammen med Adam, der har briller så tykke som flaskebunde. Han kunne læse, allerede da han lå i vuggen, og det var sådan, han ødelagde sine øjne. Henny og jeg har en smule med ham at gøre og med hans fætter Marvel, som også går i klassen. Marvel er blandt dem, der altid er dårligst til prøverne, navnlig i matematik og stavning, men han er stor og stærk og god at kende, når det kommer til håndgemæng. Jeg trives ret godt i skolen. Op til jul fik jeg hovedrollen i Det gamle spil om enhver, frøken Zimmermann sagde, at jeg havde talent for teater, og jeg forsøger ikke 28
at tænke ret meget på min far og min bror langt væk i Saarbrücken. Hele efteråret og vinteren var jeg ikke på besøg der mere end to gange, og min bror har kun været på besøg hos os i lejligheden et par timer en eftermiddag, da han var på gennemrejse til en spejderlejr i Ravensburg. Det føles en smule kunstigt, at vi har så lidt kontakt, men endnu kunstigere er det måske, at jeg egentlig er ligeglad. Min mor arbejder temmelig meget. Tandlæge Maertens har sin klinik på Gerckmarkt, dér har jeg også været og fået lavet to huller. Jeg bryder mig ikke om ham; han er ironisk og frygtelig behåret, øjenbrynene er sorte og buskede, og når man sidder i stolen, kan man se, at hans næsebor er så tilvoksede, at det er et mirakel, at han overhovedet kan trække vejret igennem dem. Hennys mor har været en del syg de seneste måneder, og vi har passet hendes lillebror Benjamin nogle eftermiddage. Han er en snotnæset seksårig, der brokker sig og er misfornøjet det meste af tiden. En gang blev han væk for os i Mindeparken. Det var koldt, og det regnede, og vi ledte efter ham i flere timer. Da det blev mørkt, og vi stadigvæk ikke havde fundet ham, begyndte Henny at græde og sagde, at hun aldrig ville tilgive sig selv, hvis Benjamin døde. Hun sludrede en masse om, at hun ville gøre en ende på sig selv ved at kaste sig ud foran toget eller i Neckar, men så mens hun lå på knæ i sandkassen på legepladsen, hvor vi sidst havde set Benjamin og bad til Gud dukkede han pludselig op igen. Benjamin altså, ikke Gud. Han var mere snottet og mere utilfreds 29
end nogensinde og havde revet sin skjorte i stykker, som var helt ny, og som han lige havde fået på. Hvis man bare gør sit bedste og lægger sin skæbne i Guds hænder, så går alting godt til sidst, sagde Henny og krammede sin våde og beskidte lillebror. Jeg sagde ingenting; mente i og for sig at det var udmærket, at han var dukket op igen der ville bare være blevet en masse vrøvl ellers men skal jeg være ærlig, så vil jeg ikke påstå, at jeg ville have savnet ham, hvis han var kommet galt af sted på en eller anden måde. I midten af maj to uger efter min tolvårs fødselsdag og to dage efter, at jeg havde fået min første menstruation opdager jeg noget forfærdeligt. Min mor har et forhold til sin chef, tandlæge Maertens. Jeg rendte ind i dem ved et rent tilfælde, da de kom ud fra Restaurant Pomador på Glockstrasse hånd i hånd. Jeg løb bogstavelig talt lige ind i armene på dem, og de så frygtelig pinligt berørte ud begge to. Vi sagde bare halløj og hej, og så fortsatte jeg over til biblioteket på Wollmarplatz, som jeg havde været på vej til men da jeg kom hjem to timer senere, fortalte min mor det, som det var. Hun sagde, at de var begyndt at se hinanden lidt; hun brugte akkurat det udtryk se og jeg synes, at det lyder både gammeldags og fjollet. Så gammel er hun trods alt ikke. Jeg siger til min mor, at jeg synes, at tandlæge Maertens er ækel, og påpeger, at hun må være mindst tredive 30
år yngre end han. Min mor bliver vred og siger, at Maertens er en meget sympatisk og kultiveret mand, og at han endnu ikke er fyldt halvtreds. Og at hun i den grad har brug for en smule tryghed efter at have spildt halvdelen af sit liv på en libertiner som min far. Jeg gentager, at Maertens efter min mening er frastødende og låser mig inde på mit værelse. Da min mor banker på døren en halv time efter, slukker jeg lyset og lader, som om jeg sover. Det bliver besluttet, at Henny og jeg skal tilbringe en stor del af sommerferien sammen. Hennys onkel og faster har et stort hus ved søen Lagomar, vi får vores eget værelse oppe på loftet. Foruden onklen og fasteren er der også tre børn i huset, et par tvillingedrenge i vores alder og en pige på fem-seks år. Jeg ved ikke, om jeg egentlig har den store lyst til at rejse til Lagomar, men så vidt jeg kan forstå, så har jeg slet intet valg. Jeg protesterer heller ikke, og det virker, som om Henny ser frem til den ferie. Da vi sammenligner vores karakterer på afslutningsdagen, viser det sig, at vi har præcis samme gennemsnit. Adam er et par ynkelige tiendedele bedre. Men vi er enige om, at det skyldes, at han er dreng og har briller. Om aftenen, dagen før vi skal tage bussen til Lagomar, ryger jeg min første cigaret sammen med Henny, Adam og Marvel. Vi ligger bag en busk i Mindeparken, og Henny får det så dårligt, at hun kaster op ud over Mar- 31
vels eksamensbukser. Marvel ryger for resten to cigaretter. Han siger, at han har det fint med tobakken, og at han skider på, at vi brækker os på hans bukser. Han har de dårligste karakterer i hele klassen og skal gå i skole hele sommeren for at slippe for at gå klassen om. Da Adam er gået hjem, spørger Marvel, om Henny og jeg har lyst til at se hans tissemand. Henny siger, at hun er ligeglad med, om han viser den frem eller ej, og jeg siger, at det er da i orden. Han knapper gylpen op og tager den frem, forklarer at den ser ud, som den gør, fordi han er omskåret, og Henny og jeg siger tak for kigget. 32
Til Agnes R. Villa Guarda Gobshejm Grothenburg den 12. oktober Kære Agnes Tak for dit brev, som jeg har læst med stor interesse. Det glæder mig at høre, at du trives med dit arbejde, og det glæder mig, at du tilsyneladende tager din mands død med fatning. Jeg ved jo, at du altid var i stand til at holde hovedet koldt før i tiden, altid undgik at blive trukket ned i følelsernes malstrøm, og det ser ud til, at du har beholdt disse gode egenskaber. I hvilket omfang jeg selv har forandret mig i de år, som er gået, kan jeg naturligvis ikke bedømme med hundrede procents sikkerhed, men nogle gange føler jeg det, som om jeg inderst inde er det samme menneske som den tolv- eller femtenårige eller attenårige pige. Hvis vi med tiden mødes igen, så bliver det sikkert ikke svært for dig at afgøre, om jeg tager fejl eller har ret i det. Ligesom jeg vel får en chance for at se den samme unge pige i dig, Agnes. Ikke? 33
Men jeg har ingen ønsker om at se dig ansigt til ansigt endnu, kære veninde, og for at forklare dette, er jeg nu nødt til at komme ind på det specielle ærinde, jeg havde, da jeg begyndte denne brevveksling og som jeg i højeste grad stadig har. Du opfordrer mig jo til ikke at holde dig i uvidenhed længere og i stedet komme til sagen hurtigst muligt, så derfor ruster jeg mig og tager to dybe indåndinger. Jeg håber bare, at du ikke bliver forfærdet, men den risiko må jeg løbe; det kan ikke undgås. Som jeg nævnte, så drejer det sig om David. Du ved jo, at vi har været gift i næsten atten år nu. Han friede bare nogle uger efter King Lear, vi blev forlovet i juni og giftede os i november samme år, ja, det er du sikkert godt klar over. Og vi har haft gode år sammen, David og jeg; når jeg ser tilbage, så forstår jeg, at det har været sådan... i det mindste de ti første år. Jeg ved det behøver du ikke at fornægte, kære Agnes at du indimellem mente, at jeg var en utilgiveligt naiv og godtroende person; jeg kan stadig huske mange af vores samtaler og meningsforskelle, og at du aldrig troede på forsynet og de gode tendenser i livet, sådan som jeg gjorde. At man ikke kan gøre meget andet end at handle, så godt som man formår, og derefter acceptere konsekvenserne, uanset hvad de bliver. At vi må tro på det gode. David og jeg talte også meget om den slags den allerførste tid, og da vi svor hinanden evig troskab, var det ikke bare tomme ord og et udvandet ritual. Det var alvor; vi besluttede os for at leve sammen med hinanden og vores kommende børn resten 34
af livet; kærligheden må ikke være betinget, hverken af tilfældige tildragelser eller af tidens tand. Så enkelt er det, og så svært. Men nu er det altså sket. På grund af omstændigheder, som jeg ikke behøver at komme ind på her. Og nu ved jeg, at David ser en anden kvinde. Jeg ved ikke, hvem hun er, og bryder mig heller ikke om det. Men David har svigtet mig, svigtet vores børn og vores kærlighedspagt, og det har jeg ikke tænkt mig at finde mig i. Hvor længe denne såkaldte affære har været i gang, er jeg ikke rigtigt sikker på, men det drejer sig om mindst seks måneder og sandsynligvis om mindst dobbelt så lang tid. David holder det naturligvis hemmeligt, og jeg svarer igen med samme mønt; jeg afslører ikke med et ord og ikke med en mine, at jeg ved, hvad han foretager sig bag min ryg. Det er ikke ved at konfrontere ham eller ved at begynde at tale ham til rette ved at spille hele dette ældgamle og triste skuespil med den svigefulde mand og den forurettede og svigtede hustru at jeg har tænkt mig at angribe problemet. Jeg har gennemtænkt alle mulige og umulige løsninger i de sidste måneder med mit eget og pigernes bedste for øje og kære Agnes, der er ganske enkelt ingen tvivl. David må dø. Jeg forstår udmærket, hvis du nu trækker vejret dybt og med forhøjet puls læser de sidste linjer endnu en gang. Måske skubber du brevet væk og stirrer tomt frem for dig. Ryster på hovedet og gnubber din højre tinding på den der måde, som du gjorde før i tiden, når du tænkte intensivt over et eller andet. 35
Men det nytter ikke. Ordene står der, og jeg er helt sikker i min beslutning. Min mand skal dø. Han fortjener ikke at leve videre, og uanset hvad du gør, Agnes, så forsøg ikke at gå i rette med mig på det punkt. Hvad angår næste punkt, må du naturligvis have alle de velargumenterede synspunkter, du ønsker. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg vil have din hjælp. Nej, læg ikke brevet væk, kære Agnes. Gør mig i det mindste den tjeneste at læse det igennem til slutningen. Helt uanset hvordan du stiller dig, så vil jeg sørge for, at David dør i en ikke alt for fjern fremtid. På den ene eller den anden måde. For et års tid siden læste jeg en kriminalroman, jeg kan ikke huske forfatterens navn, men jeg tror, det var en amerikaner bogen handlede om to fremmede, der mødtes i et tog, og da de så begyndte at snakke med hinanden, fandt de ud af, at de begge to ville have stor fordel af, at et familiemedlem døde. Altså to uafhængige personer og to potentielle ofre. Bare at rydde de pågældende familiemedlemmer af vejen på en eller anden måde, kunne man dog ikke uden videre, fordi de med det samme ville blive mistænkt for deres respektive mord. Men så dukker tanken op om, at de skulle bytte ofre med hinanden. Criss-cross kalder de det. A påtager sig at myrde B s kone, B skal tage livet af A s rige slægtning. Kan du følge mig, Agnes? Det var, da jeg begyndte at gruble over Davids forræderi og satte det i forbindelse med criss-cross-idéen, at jeg kom til at tænke på dig. Jeg kan ganske vist ikke hjælpe dig på en tilsvarende måde 36
(går jeg ud fra), men pointen er, at David skal myrdes af en eller anden, som ikke er en del af min omgangskreds, mens jeg selv befinder mig et andet sted og har et vandtæt alibi. Det er det hele. Og jeg lover dig, at jeg kan betale en stor sum for din indsats. I dit seneste brev nævner du, at du er en smule bekymret for, hvordan du kan blive boende i Erichs hus tro mig, Agnes, hundredtusind er intet problem for mig, og hvis du har brug for mere, så kan vi vel snakke om det. Jeg mærker, at jeg begynder at bruge mange ord igen; uden tvivl har du nu efterhånden forstået, hvad jeg beder dig om. Jeg har endnu ikke overvejet, hvordan det skal foregå og den slags den tid, den sorg, plejer jeg at tænke men jeg afventer, som du kan forstå, dit svar med en del sommerfugle i maven. Jeg vil bede dig virkelig tage et par dage til at overveje mit tilbud og hvis du vil give mig et foreløbigt ja, hvilket jeg håber af hele mit hjerte, så betyder det naturligvis ikke, at du ikke kan fortryde det på et senere tidspunkt. Overhovedet ikke. Det eneste, jeg ønsker lige nu, er, at du går ind på at diskutere sagen. Hypotetisk og helt uden fordomme, som man plejer at sige. Så, kære Agnes, tænk dig godt om, og lad mig siden få besked. Helt uanset hvordan du stiller dig, så er og forbliver jeg Din trofaste veninde Henny 37