Vandet er stadig sort Gravkøerne holdt et par hundrede meter inde på marken. Tre styks, gule mod muldjorden. Bag dem gabte mosehullet, til venstre lå en jordmile flankeret af neongrønne arbejdsmænd. De gloede alle i hendes retning. Kasia slukkede udrykningsblinket og svingede af vejen. Mødet med plovfurerne sendte hårde stød gennem undervognen og gjorde det umuligt at skynde sig. Arbejdsmændene så tålmodigt til, mens cigaretrøg blæste omkring dem. Synet af de grå tåger tændte hungeren. Hun greb i inderlommen efter æsken med tyggetobak, hun havde taget fra Roberts skuffe, da hendes egen løb tør lige efter frokost. De var begge til Oliver Twist, han til Original, hun til Citrus. Hun skulle huske at købe en æske til ham, inden han vendte tilbage fra sygesengen. Hun standsede foran jordmilen og lod motoren gå i tomgang, mens hun fingererede en twist frem af rette størrelse. Hun stak den ind mellem gumme og kind. Nikotinen trængte øjeblikkelig ind i blodet og lullede hungeren i en kortvarig søvn. Ved siden af gravkøerne holdt en Toyota Landcruiser med et klistermærke fra Vejle Museum i bagruden. Lænet op af førerdøren stod en spinkel mand i cowboybukser og tyk Kilmanock jakke. Han røg ikke, men drak af et termokrus, der dampede om kap med hans ånde. Kasia lynede sin jakke op i halsen og steg ud. Kulden rev i næsen og forsøgte at trænge gennem uniformsbukserne. Hun øjnede de fem arbejdsmænd, men ingen af 126
dem meldte sig som ansvarshavende. Hun gik hen til manden ved siden af Landcruiseren og spurgte: Poul Hansen? Han satte kruset på bilens tag og rakte hende hånden, mens han sagde: Det er mig, ja. Kasia Cielski fra Kriminalpolitiet. Ifølge vagtcentralen har du fundet et lig, er det korrekt? Ikke mig, men T. Hedegaards folk. Han nikkede i retning af de fem arbejdsmænd, der stadig så passivt til. Hvorfor er det så dig, der ringede? Det er da deres pligt. Hvad ved jeg? De troede vel, at når man finder et mose-lig, så er det museet, man ringer til. Er det et moselig? Jeg har kun set armen, men... Han lagde ansigtet i en tvivlsom maske og rystede på hovedet. Kasia gik hen til den nærmeste arbejdsmand. Midtfyrrerne, korpulent, blege øjne, der matchede det sparsomme hår. Han betragtede hende gennem den sidste røg fra cigaretstumpen i mundvigen. Kasia Cielski fra Kriminalpolitiet. Han knipsede cigaretskoddet langt væk og tog handsken af. Hånden var varm, håndtrykket på grænsen til smertefuldt. Jørgen, sagde han. Er det dig, der opdagede liget? Han nikkede. Hvad er det, I laver herude, Jørgen? Byggemodning. 127
Og det vil sige? At vi planerer området, og at vi graver kloakker og vandrør ned. Det, vi laver lige her, er at grave drænrør ned i mosehullet, før vi fylder det op med sand, ellers kommer vandet bare tilbage og ødelægger fundamenterne. Kasia trådte nærmere mosehullet og kikkede ned. To meter under hende lå et sort mudderdække punkteret af rådne grene og rødder. I hullets dybeste ende brummede to dykpumper forbundet med brandslanger, der snoede sig henover marken i retning af det nærmeste parcelhuskvarter. Så I har simpelthen pumpet mosen tom? Jørgen brummede et ja. Og det var, mens I gravede ud til de her rør, at I fandt armen? Jørgen brummede endnu et ja. Fortæl mig helt præcist, hvad der skete. Der skete ikke andet end, at jeg stak grabben ned efter en skovlfuld og smed jorden af her i bunken, og da jeg så svingede grabben ned i mosen igen, så jeg en arm stikke op af jorden. I jordbunken? Ja, i jordbunken. Jeg blev selvfølgelig forskrækket og tænkte, at jeg havde dækket en af de andre til, så jeg sprang ud af førerhuset og løb op til armen, og det var først, da jeg nåede op til den, at jeg så, at den var sort. Vi har ingen sorte i sjakket. Så det, at den var sort, fik dig til at tage det roligt? Mere at jeg kunne se, at det var et moselig. 128
Og så ringede du til museet? Ja, jeg vidste ikke, at moselig skal anmeldes til politiet. Bare så du ved det til en anden gang, så skal ethvert ligfund anmeldes til politiet, og så er det dem, der finder ud af, om der er tale om et arkæologisk fund og dermed en sag for museet. Jørgen trak på skuldrene. Jeg vil gerne have, at du viser mig armen. Jørgen gik rundt om jordmilen. Kasia fulgte efter og gav i forbifarten tegn til Poul om at følge med. Den anden side af milen gik i ét med kanten af mosehullet. En del jord var rutsjet ned og dannede en skråning helt til bunden. Jørgen pegede mod toppen. Halvvejs oppe lå en arm kappet af lige under skulderen. Huden og musklerne var sort, knoglen hvid. Fodspor pegede op og ned ad milen. Hvor mange har været oppe ved den? Kun mig og ham fra museet. Sagde du ikke, at armen stak op af jorden? Jeg var bange for, at jeg havde dækket nogen til, så jeg trak i den. Så det var først dér, du blev enig med dig selv om, at der var tale om et moselig? Jah, armen er så gennemblødt, at man presser vand ud af den. Kasia henvendte sig til Poul fra museet. Men du er sikker på, at der ikke er tale om et moselig? Ja, temmelig meget. 129
Hvorfor? Fordi det her er en lavmose, og moselig finder man i højmoser. Hvad er forskellen? Den mest åbenlyse forskel er, at lavmoser er fyldt med vand, mens højmoser er fyldt op med spagnum, og er tørre på overfladen. Vandet står dog ikke særlig langt nede, og det er den våde del af spagnumlaget, der har skabt moseligene. Her er nemlig fuldstændig iltfrit, hvilket vil sige, at de lig, der i sin tid blev begravet i spagnummen, ikke gik i forrådnelse. I stedet blev de garvet til læder af vandets humussyre. Det er ikke det, der er sket med armen deroppe. Den har godt nok ligget i et iltfattigt miljø på bunden af mosehullet og har derved undgået at rådne, men den er ikke blevet garvet. Det er der simpelthen for lidt humussyre i vandet til. Der er dog nok til, at den har taget farve og derfor ligner et rigtigt moselig, men hvis den havde fået lov at ligge lidt længere, ville den være gået i opløsning. Mit bedste gæt er, at armen ikke er mere end et par uger gammel. Kasia lagde en nyindkøbt Oliver Twist æske i Roberts skuffe sammen med resten af den, hun havde taget om formiddagen. Den var næsten tom. Nikotinen dansede bag hendes pande og sendte en snurren ned i fødderne. Hun satte sig tungt i kontorstolen og gned sine øjne. De sved og føltes podet med sand. Den eneste lyd var ventilationens utrættelige suk. Alle hendes kolleger sad bag deres middagsborde, de fleste sammen med ægtefælle og børn. Hun havde sin kyllingsandwich fra 7Eleven. 130