FAGBESKRIVELSE: GAMMEL TESTAMENTE Faget Det Gamle Testamente har som sit emne de 39 skrifter i Det Gamle Testamente. Disse skrifter studeres i udvalg på originalsproget for hovedpartens vedkommende på hebraisk. En mindre del af Det Gamle Testamente er affattet på aramæisk. Formålet Det Gamle Testamente studeres med henblik på at forstå og fortolke dets skrifter i deres historiske, litterære og teologiske kontekst. Studiet Studiet af Det Gamle Testamente omfatter de følgende discipliner: Bibelkundskab. Hebraisk. Gammeltestamentlig indledning, der omfatter: De enkelte skrifters litteraturhistorie. Den gammeltestamentlige kanons historie, med hovedvægten på Biblia Hebraica, Septuaginta, Vulgata og den Danske Oversættelse. Gammeltestamentlig forskningshistorie. Gammeltestamentlige baggrundsfag, herunder: Palæstinas geografi og topografi i sin nærorientalske kontekst. Palæstinas historie og arkæologi i sin nærorientalske kontekst. Palæstinas religionshistorie i sin nærorientalske kontekst. Jødisk oldtidslitteratur. Nærorientalsk og græsk-romersk litteratur. Gammeltestamentlig eksegese. Gammeltestamentlig teologi. 1
Bibelkundskab Bibelkundskab giver en oversigt over indholdet af de bibelske skrifter, der læses i udvalg på dansk. Formålet er, at de studerende opnår en overordnet paratviden mht. indholdet af de bibelske skrifter, der giver dem overblik over hele denne litteratur til hjælp for det eksegetiske arbejde med gammeltestamentlige tekster læst på hebraisk og nytestamentlige tekster læst på græsk. Hebraisk Hebraisk er et semitisk sprog, der med hensyn til sin struktur og betydninger er væsensforskelligt fra dansk. Det er en helt nødvendig forudsætning for et selvstændig arbejde med denne den af Bibelen, at eksegesen af det Gamle Testamente følger den hebraiske grundtekst. Kurset i hebraisk sætter den studerende i stand til at læse de gammeltestamentlie skrifter efter grundteksten. Gammeltestamentlig indledning De enkelte skrifters litteraturhistorie Før optagelsen i den gammeltestamentlige kanon eksisterede de enkelte gammeltestamentlige skrifter dels som enkeltbøger, dels i form af mindre samlinger, fx Pentateuken (de fem Mosebøger), Tolvprofetbogen (de tolv små profetskrifter), og Festrullerne (Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Ruts Bog, Højsangen og Klagesangene). Studiet af de enkelte skrifters litteraturhistorie koncentrerer sig om rekonstruktionen af de enkelte skrifters tilblivelseshistorie og omfatter bl.a. kendskabet til de forskellige former, de enkelte skrifter er bevaret i, såvel i hebraiske som i græske manuskripter. Den gammeltestamentlige kanons historie Studiet af kanons historie beskæftiger sig med den proces, der førte til, at de enkelte skrifter fandt deres plads inden for samlingen af gammeltestamentlige skrifter. Der findes imidlertid ikke én udgave af Det Gamle Testamente, men flere forskellige. Især er der betydelige forskelle både med hensyn til opbygning og indhold mellem den hebraiske og den græske Bibel (Septuaginta). Den græske Bibel omfatter således en række skrifter, der ikke indgår i den hebraiske kanon. Disse skrifter indgår i den vesteuropæiske bibeltradition herunder også den danske i samlingen af Gammeltestamentlige Apokryfer. Enkelte dele af det græske Gamle Testamente er at finde blandt de gammeltestamentlige Pseudepigrafer. Studiet af kanons historie beskæftiger sig derfor også med fremkomsten af de forskellige bibeltraditioner inklusive den hebraiske tradition, der danner grundlaget for Folkekirkens kanoniske Gamle Testamente. Gammeltestamentlig forskningshistorie Først efter reformationen og især inden for de sidste to til tre hundrede år er det egentlige videnskabelige studium af Det Gamle Testamente fremkommet. Kendskabet til den gammeltestamentlige forskningshistorie har flere formål: for det første repræsenterer denne forskning i sig selv en væsentlig side af teologiens historie i nyere tid. For det andet beskriver den en række forskellige måder, hvorpå man har læst de gammeltestamentlige tekster. 2
Gammeltestamentlige baggrundsfag Palæstinas geografi og topografi i sin nærorientalske kontekst Studiet af Palæstinas og dets nabolandes geografi og topografi giver kendskab til de fysiske rammer, inden for hvilken de gammeltestamentlige skrifter kom til verden, samt belyser på en fysisk-konkret måde de handlingsforløb, som der berettes om i den gammeltestamentlige litteratur. Palæstinas historie og arkæologi i sin nærorientalske kontekst Det er nødvendigt for en vurdering ikke bare af det historiske indhold af de gammeltestamentlige skrifter, men også for forståelsen af denne litteraturs egenart og intentioner, at man er bekendt med i hvert fald hovedtrækkene af Palæstinas og det øvrige Forasiens historie i oldtiden. Et vigtigt redskab til tilvejebringelsen af historisk viden fra oldtiden er arkæologi. Gennem arkæologi får man kendskab til de kulturer som omtales i Det Gamle Testamente og bliver derved bedre i stand til at placere Det Gamle Testamente i sin historiske og kulturelle kontekst. Palæstinas religionshistorie i sin nærorientalske kontekst Det Gamle Testamente placerer geografisk det meste af sin fortælling i Palæstina i oldtiden. Det er derfor nødvendigt at studere palæstinensisk og øvrig nærorientalsk religion for at forstå de religiøse udsagn i Det Gamle Testamente. Jødisk oldtidslitteratur Den jødiske sammenhæng, i hvilket Det Gamle Testamente kom til verden, rummede mere end de gammeltestamentlige skrifter. Der eksisterede en righoldighed af jødisk litteratur, som ikke er optaget i kanon, f.eks. De Gammeltestamentlige Apokryfer, De Gammeltestamentlige Pseudepigrafer og Dødehavsteksterne. Anden jødisk oltidslitteratur omfatter bl.a. de hellenistisk-romerske jødiske forfattere Filon fra Alexandria (omkring Kristi fødsel) og Josefus (sidste del af 1. årh. e.kr.). Endelig eksisterer fra tiden efter 70 e.kr. en omfattende rabbinsk fortolkningstradition til Det Gamle Testamente. Nærorientalsk og græsk-romersk litteratur De gammeltestamentlige tekster hører hjemme inden for en tradition, der på den ene side har rødder og paralleller i gammelorientalsk litteratur og på den anden indeholder en række berøringsflader til græsk og hellenistisk-romersk litteratur. Et kendskab til centrale dele af denne litteratur er derfor af betydning for studiet af Det Gamle Testamente. Gammeltestamentlig eksegese Analyse og fortolkning af teksterne (eksegese i videre forstand) 1. Tekstgrundlag og tekstkritik Udgangspunktet for det eksegetiske arbejde er den hebraiske tekst, som den foreligger i den tekstkritiske udgave, Biblia Hebraica Stuttgartensia. Teksten er her trykt efter Leningradhåndskriftet (Codex Leningradiensis) fra 1008, det ældst tilgængelige håndskrift, der rummer teksten til hele Det Gamle Testamente. Imidlertid findes der tekstmateriale til større eller mindre dele af Det Gamle Testamente, der er ældre, Codex Aleppo fra beg. af 3
900-tallet (hele Det Gamle Testamente, men beskadiget i håndskriftets begyndelse), Codex Cairensis fra 895 (Profeterne), de såkaldte Cairo-geniza fragmenter fra 6.-8. årh., og fundene fra Qumran indeholder et stort materiale af bibelhåndskrifter, af hvilke de ældste rækker tilbage til århundrederne f.kr. Alle disse håndskrifter er afskrifter af ældre materiale, og i større eller mindre grad rummer de indbyrdes afvigelser. I mange tilfælde drejer det sig om ganske små varianter (fx af ortografisk art), men af og til er der tale om forskelle, der angår indholdet. Foruden dette materiale foreligger teksten i en række oversættelser fra oldtiden: Septuaginta (den græske), Peshitta (den syriske) og Vulgata (den latinske). Det første trin i fortolkningen af teksterne er det tekstkritiske arbejde. Formålet er at vurdere det foreliggende tekstmateriale og fastlægge den tekstform, der er udgangspunkt for det eksegetiske arbejde; dette sker på grundlag af det tekstkritiske apparat i Biblia Hebraica, der anfører varianter fra andre hebraiske håndskrifter end Leningradhåndskriftet, læsemåder fra oldtidsoversættelserne, først og fremmest Septuaginta, Peshitta og Vulgata, og af og til konjekturer (rekonstruktioner af teksten, hvor den foreligger i en form, der synes at være korrumperet). Det tekstkritiske arbejde består i at registrere og vurdere de varianter, der er anført i det tekstkritiske apparat. På bacheloruddannelsen gives en indføring i det tekstkritiske arbejde, som har til formål at sætte de studerende i stand til at læse og forstå det tekstkritiske apparat i BHS og dermed få indblik i de tekstkritiske problemer, der er knyttet til teksten. Det vil bibringe dem de nødvendige forudsætningerne for at forstå og vurdere de tekstkritiske afgørelser, der er truffet bl.a. som grundlag for den autoriserede danske oversættelse. Det tekstkritiske arbejde har også til formål at tydeliggøre, at den masoretiske tekst med dens vokalisering af teksten er udtryk for én bestemt tolkning af teksten. For at kunne foretage en tekstkritisk vurdering af materialet er det nødvendigt at kende såvel tekstens historie som selve den afskriverproces, skrifterne har været igennem, og de mulige ændringer i teksten, der i løbet af denne proces kan opstå (ubevidste fejl og bevidste ændringer). Også dette gives der en systematisk indføring i på bacheloruddannelsen. 2. Oversættelse En oversættelse af teksten til dansk udgør et vigtigt led i den proces, som eksegesen er. En oversættelse er en gengivelse af tekstens ordlyd så præcist og så mundret som muligt. For at kunne levere en oversættelse er det nødvendigt at foretage en sproglig analyse af teksten. Den omfatter en undersøgelse af de enkelte ords semantiske indhold foruden deres forekomst andre steder i Det Gamle Testamente; til denne del af analysen er ordbøger og konkordanser et helt uundværdligt hjælpemiddel; desuden foretages en morfologisk bestemmelse af ordene og endelig en syntaktisk analyse af teksten; et hjælpemiddel hertil er en hebraisk grammatik. Først når denne analyse er foretaget, kan teksten oversættes. Arbejdet med oversættelse medvirker til at skærpe sansen for den hebraiske tekst (semantik, morfologi og syntaks) og det betydningspotientiale, der ligger i teksten, og til at åbne blikket for, at en oversættelse altid må betyde valg af én blandt flere muligheder og dermed fravalg af andre. Igennem arbejdet med selv at oversætte de gammeltestamentlige tekster udvikles endvidere evnen til kritisk at vurdere eksisterende bibeloversættelser, gamle såvel som nye. 4
Igennem hebraiskundervisning på bacheloruddannelsen får de studerende de redskaber, der sætter dem i stand til at foretage den sproglige analyse af teksterne, som er nødvendig for at kunne levere en oversættelse af teksten, og de studerende opnår her en vis rutine i at oversætte gammeltestamentlige tekster. Men det er vigtigt i det videre studium at vedligeholde de færdigheder, der er opøvet i hebraisk, og dette gøres bedst ved til stadighed at arbejde med oversættelse af teksten som del af eksegesen. På bacheloruddannelsen indgår oversættelse af teksten som led i undervisningen, og sproglige problemer i teksten drøftes og behandles. 3. Parafrase Næste trin i fortolkningsprocessen er at give en parafrase af teksten, dvs. en gengivelse af tekstens indhold og struktur i overskuelig form. Parafrasen deler teksten op i afsnit eller punkter og underpunkter, giver en kort indholdsangivelse af de enkelte afsnit og tydeliggør de forskellige afsnits indbyrdes relation. Parafrasen er således et middel til at få et overblik over tekstens indhold, men også til at gennemskue tekstens struktur. Den skal på den ene side ikke være fyldt med for mange indholdsmæssige detaljer; i så fald mistes overblikket. På den anden side skal den ikke kun bestå af formale angivelser (fx bøn, skildring af nøden) uden nogen indholdsbestemmelser; i så fald er den intetsigende. En parafrase kan udformes på mange måder. Her gives to eksempler (en narrativ tekst og en poetisk tekst): Genesis 42 Josefs brødre i Egypten for første gang I. 1-2: Jakob og brødrene. Hjemme (Kana'an) Foranlediget af hungersnød i Kana'an sender Jakob sine sønner til Egypten for at købe korn. 3-5: Overgang: Brødrene (bortset fra Benjamin) rejser til Egypten. II. 6-25: Josef og brødrene. Ude (Egypten) 6-8: Mødet mellem Josef og brødrene. Josef genkender brødrene, men tilkendegiver sig ikke. 9-17: 1. samtale mellem Josef og brødrene. 9-11: 1. runde: Josefs beskyldning om spionage. Brødrenes forsvar med henvisning til deres ærlighed og egentlige ærinde. 12-13: 2. runde: Josefs gentagne beskyldning. Brødrenes henvisning til familierelationer: brødre, faderen, lillebroderen, en forsvunden bror. 14-16: 3. runde: Josefs gentagne beskyldning. Anstiller en prøve: én sendes tilbage efter Benjamin, resten indespærres. 17: Handlingen udføres: de holdes indespærret i tre dage. 18-25: 2. samtale mellem Josef og brødrene tre dage efter. 18-20: Josef formulerer prøven igen: én indespærres, resten sendes tilbage efter Benjamin. 21-22: Brødrenes indbyrdes overvejelser. Tolkning af begivenhedsforløbet: de er skyldige pga. forseelsen med Josef. Ruben henviser til egen rolle. 5
23-25: Josefs reaktion: overvældes af følelser, og handling: Simeon tilbageholdes, de andre sendes af sted forsynet med korn, deres penge og proviant. 26-28: Overgang: Brødrene rejser hjem til Kana'an. En af dem opdager pengene i sækken. Reaktion: rædsel, og tolkning: guddommelig indgriben. III. 29-38: Jakob og brødrene. Hjemme (Kana'an) 29-34: Brødrenes referat af mødet og samtalen med Josef: Josefs beskyldning, brødrenes forsvar, Josefs prøve med krav om at hente Benjamin. 35: alle opdager pengene i sækkene. Reaktion: rædsel. 36-38: Faderens reaktion på deres beretning: klage og anklage, og Rubens løfte om at bringe Benjamin sikkert hjem. Salme 74 v. 1a: Overskrift I. 1b-11: Klage (anklage) 1: Anråbelse og klage over, at Gud i vrede har vendt sig mod sit folk. 2: Appel til Gud med henvisning til samhørigheden mellem Gud og folket. 3a: Bøn om indgriben, (der går over i) 3b-9: Skildring af nødssituationen: fjenderne har ødelagt templet og hærget i landet, og folket er uden nogen profet, (mundende ud i) 10-11: Anråbelse og klage over at Gud ikke griber ind. II. 12-17: Hymnisk del 12-14: Lovprisende skildring af Gud som kongen, som den der udførte frelseshandlinger i urtiden, da han besejrede kaosmagterne, 15-17 og som den, der har magt over naturen og opretholder naturens gang og orden. III. 18-23: Appel og bøn om indgriben 18 Anråbelse og appel til Jahve med henvisning til fjendernes hån. 19-21 Bøn om indgriben til frelse for folket og til dom over og undergang for fjenderne. 22-23 Anråbelse og appel til Gud med henvisning til fjendernes hån. I tilknytning til oversættelse og parafrase fortages en analyse af tekstens struktur. Det undersøges, hvordan det narrative eller det diskursive forløb er formet, hvordan de forskellige afsnit er opbygget, og hvordan de forholder sig til hinanden, ligesom det registreres, hvilke stilmidler der gøres brug af. 4. Eksegese Herefter følger den del af processen, som er den egentlige fortolkning (eksegese i snævrere forstand), dvs. en kommenterende gennemgang af teksten med henblik på fremlæggelse af en forståelse af tekstens mening i dens historiske, litterære og teologiske kontekst; heri indgår kendskab til en række litterære metoder (litterærkritik, formhistorie/-kritik, traditionshistorie/-kritik, redaktionshistorie, etnografi, feministisk kritik, retorisk kritik, semiotik, socialantropologi, sociologi, strukturalisme) og til fortolkningens aktuelle situa- 6
tion. Ikke alle metoder er lige anvendelige på alle tekster, men afhænger på den ene side af tekstens art, på den anden side af fortolkerens spørgsmål til teksten. En eksegese vil typisk rummer følgende elementer: Kontekstbestemmelse Den historiske kontekst. For det første må fortolkeren gøre sig klart, at teksten er en fortidig tekst, der er blevet til i en bestemt historisk og kulturel kontekst, og man må holde sig for øje, at der mellem den fortidige tekst og den nutidige fortolker er en tidsmæssig, geografisk og kulturel afstand; i fortolkningen er det derfor afgørende at fastholde teksterne i deres fremmedhed. For det andet er det vigtigt at foretage en sondring mellem den tid, teksten er blevet til i, og den tid, som den foregiver at handle om, og når man skal bestemme tekstens historiske kontekst, er det tekstens tilblivelsestid, der er relevant. Det skyldes, at teksterne er af en sådan art, at de er lidet anvendelige som kilder til et faktisk historisk begivenhedsforløb, men må betragtes som kilder til en religiøs bevidsthed, som den udfolder sig på et bestemt tidspunkt i historien. For det tredje må fortolkeren være bevidst om, at teksten kan have været gennem en traditions- og redaktionsproces over kortere eller længere tid. Når der spørges efter den historiske kontekst, må fortolkeren altså gøre sig klart, hvilket trin i processen der er udgangspunktet. Er det tekstens endelige form, eller er det lag i teksten, der ligger forud for deres endelige form? Ofte vil det være vanskeligt at finde holdepunkter i den konkrete tekst for en nærmere datering, og fortolkeren vil derfor hyppigt være i den situation at måtte afstå fra en nærmere præcisering af den historiske kontekst, men blot angive meget vide rammer for dateringen. Den litterære kontekst. Eftersom den tekst, fortolkeren beskæftiger sig med, er en afgrænset tekst, der indgår i en større litterær sammenhæng, er det fortolkerens opgave at undersøge denne kontekst. Man må gøre sig klart, hvilket gammeltestamentligt skrift teksten indgår i, af hvilken art dette skrift er (historiefortælling, lov, profetskrift, salmer osv.), hvordan skriftets opbygning og struktur er, og hvordan teksten er placeret inden for skriftet, dvs. undersøge, hvor i tekstens narrative eller diskursive forløb man befinder sig, hvad der umiddelbart går forud, og hvad følger efter. Desuden undersøges, om teksten er sammenhængende eller der er brudflader. Som indledning til detaileksegesen kan der foretages en analyse af tekstens litterære form, dvs. en undersøgelse af, hvilken genre teksten tilhører (prosa, poesi osv.), og hvilken situation den hører hjemme i (setting). Detaileksegese. Derefter gennemgås teksten vers for vers (eller afsnit for afsnit) med henblik på at kommentere enkelthederne. I denne gennemgang gives en række realkommentarer knyttet til person-, stednavne, kulturelle forhold, historiske forhold osv.; et vigtigt redskab til denne del af det eksegetiske arbejde er bibelleksika (fx Gads Bibelleksikon og Anchor Bible Dictionary). Derudover identificeres de vigtigste temaer, motiver og teologiske nøglebegreber i teksten, idet vægten lægges på det forståelsesmæssige vanskelige. Ofte vil teksten rumme forskellige forståelsesmuligheder, som fortolkeren må redegøre for og vurdere. I denne sammenhæng vil det være relevant at inddrage kommentarer; de kan dels skærpe opmærksomheden for, hvor i teksten problemerne ligger, dels giver de hver især deres bud på løsning af problemerne, som det er fortolkerens opgave kritisk at forholde sig til. 7
Samlet tolkning. På baggrund af ovenstående analyser gives der endelig en samlet karakteristik af teksten og en sammenfatning af dens pointe(r) herunder en præcisering af tekstens teologiske indhold. Dertil kommer en undersøgelse og vurdering af tekstens indhold i forhold til andre gammeltestamentlige tekster. Hvilket teologisk univers indgår teksten i, og hvilken placering har tekstens teologiske indhold inden for den gammeltestamentlige religion? Afslutningsvis kan foretages udblik til tekstens brugs- og virkningshistorie; først og fremmest undersøges det, om teksten eller tekstens motiver spiller nogen rolle i NT, og i givet fald gives en kritisk vurdering heraf. Endelig kan drøftes den problemstilling, som altid er af relevans for fortolkningen af gamle tekster: spændingen mellem tekstens mening for det oprindelige publikum og dens mening for den aktuelle læser. Eksegesen som disciplin indtager en vigtig plads i undervisningen i faget Gammel Testamente. På bacheloruddannelsen indføres de studerende i det eksegetiske arbejde dels gennem en præsentation af eksegetiske metoder (under gennemgangen af "bidisciplinerne"), dels ved en eksegetisk gennemgang af udvalgte tekster. Gammeltestamentlig teologi Der er flere indfaldsveje til den gammeltestamentlige teologi. For det første kan man studere Det Gamle Testamentes teologi ud fra en eksklusiv gammeltestamentlig synsvinkel. For det andet kan man anskue Det Gamle Testamente som en del af den kristne kirkes kanon. Det Gamle Testamente kan anskues som i sig selv en kanonisk, afgrænset samling af skrifter fra den antikke jødedom. Dets indhold kan derfor også studeres som selvstændige teologiske udsagn om en række fundamentalteologiske begreber som skabelsen, det guddommelige samt den teologiske antropologi. Det indeholder i sine historiske bøger fra Genesis til 2. Kongebog en lang, belærende diskurs om det gamle Israel, der skal gælde som et afskrækkende eksempel for det nye Israel, det jødiske samfund. Loven opfattes imidlertid ikke som det døde bogstav, men som den vigtigste kilde til erkendelsen af Gud. Det forholder sig dog ikke således, at man blot kan tale om én, normativ gammeltestamentlig teologi, men hver af skrifterne og af skriftgrupperne tilføjer sine egne, selvstændige teologiske bidrag, der alle indgår som led i det, man med føje kunne kalde kalejdoskopet af gammeltestamentlig teologi. Det Gamle Testamente er imidlertid også en del af den kristne Bibel og er derfor en vigtig kilde til erkendelse af kristendommens Gud. Det Gamle Testamente er på flere måder knyttet til Biblens anden del, Det Nye Testamente. På den ene side fremstår i den kristne tradition Det Gamle Testamente som et præparatorium til Det Nye Testamente, som en forjættelse, der fik sin opfyldelse i de begivenheder, der berettes om i Det Nye Testamente. På den anden side betragtes i den kristne tradition Det Gamle Testamente ofte som en antitese til Det Nye Testamente med sin fokusering på det gamle Israel, dvs. Israel under loven, modsat Det Nye Testamentes tale om det nye Israel, dvs. evangeliets Israel. Studiet af den gammeltestamentlige teologi består derfor af flere led. Det første indfører i Det Gamle Testamentes tankeverden. Det andet placerer de gammeltestamentlige teologiske udsagn i en aldrig afsluttet dialog med Det Nye Testamentes teologiske univers, og beriger i den egenskab vores læsning af Det Nye Testamente. Den gammeltestamentlige lærergruppe, juni 2003. 8