Næste vogn var ikke mørk. Adskillige pærer lyste ned over de to rækker senge, der stod tæt klinet op ad hinanden langs væggene. Bag en af sengene standsede James op og vippede patientens stamkort op på skrå. Så nikkede han til patienten, der ikke anede, at han var til stede, og fortsatte til den næste seng. Ved synet af det næste stamkort stod han helt stille. Bryan gik forsigtigt over til ham og kiggede på kortet. Hvad står der? hviskede han. Der står Schwarz, Siegfried Anton. Geb. 10.10. 1907, Hauptsturmführer. James lod kortet falde og så ham lige ind i øjnene. De er alle sammen SS-officerer! Også i denne vogn, Bryan. En af de nærmeste patienter havde allerede været død i mange timer. En opfindsom sygehjælper havde surret den kvæstede overarm fast i en galge, så den ikke generedes af vognenes punktvise rystelser. James så på hans armhule og greb fat i Bryan. Et skrig fra den vogn, de netop havde forladt, fik det til at give et sæt i den mand, hvis stamkort de havde set på. Han så på de to med spytboblende mundvige. Længere fremme, dér hvor vognene kobledes sammen med sortbrunt, harmonikafoldet lærred, anede de, at den næste vogn var anderledes. Lyden af skinnerne var mere dæmpet end før. Håndtaget var af messing. Døren gled op uden knirken. Her var der ingen skillerum. Nogle få gulligtlysende lam- 39
per strålede ned over ti parallelt opstillede senge, så tæt opmarcherede, at sygepersonalet næppe ville kunne kile sig ind mellem dem. Glasflaskerne, der hang over hovedgærderne med deres livsforlængende væsker, klirrede svagt mod stålstanderne. Det var den eneste lyd, denne vogn gav fra sig. Men fra vognen foran hørtes tydelige stemmer. James pressede sig ind mellem de første senge og lænede sig ind over den nærmeste patient. Han stod et øjeblik og betragtede den syges brystkasse, som hævede og sænkede sig næsten umærkeligt. Derefter vendte han sig om uden en lyd og lagde øret ned til den næste patients hjerteregion. Hvad fanden er det, du gør, James! protesterede Bryan så sagte, han formåede. Find en, der er død, men skynd dig! sagde James uden at se på ham, mens han strøg forbi for at lytte til den næste. Har du tænkt dig, at vi skal lægge os i sengene? Bryan troede ikke et øjeblik på sin vanvittige indskydelse. Det blik, James sendte ham, mens han et kort sekund rettede sig op, gav ham imidlertid ikke grund til andet. Hvad havde du ellers tænkt dig? var alt, hvad hans øjne sagde. De slår os ihjel, James! Hvis ikke for sygepasseren, så for det her. Hold kæft, Bryan. De slår os ihjel for hvad som helst, hvis de kan komme af sted med det! Vær sikker på det! I et ryk rettede James sig op fra det næste leje og skubbede kroppen forover i sengen. Så krængede han skjorten hen over hovedet på manden og lod ham falde hårdt tilbage mod hovedgærdet, så armene daskede tungt og slapt ud over sengekanterne. Hjælp mig her, kommanderede han, mens han hev kanylen ud af den dødes arm og rev tæpperne af ham. En rådden stank fik Bryan til at gispe. 40
Derpå skubbede James kroppen yderligere forover, så Bryan måtte gribe den. Den dødes tynde hud var forslået og kølig, men ikke kold. Opkastnings-fornemmelsen fik Bryan til at holde vejret og se bort, mens James vred i det nærmeste vindues hasper, så knoerne stod hårde og hvide frem. Den isnende luft fra det halvt åbne vindue fik det til at svimle for Bryan og havde nær fået ham til at falde. James vred kroppen en anelse ud af Bryans favntag, løftede den dødes venstre arm en smule, kastede et blik ind under den og så derefter på soldatens ansigt. Han var ikke meget ældre end dem. Hjælp mig nu, Bryan! Ligets slappe arme steg skråt til vejrs, da James tog ind under armhulerne. Bryan søgte ned mod fødderne og trak til. Så lænede James sig så meget bagover, som han kunne, og lod kroppen komme om på den anden side af sig. Herefter trak han vejret dybt og skubbede med indædt kraft soldaten opad, så nakken kunne hvile et sekund på vinduesrammens smalle metalkant. Først da kroppen forlod Bryans tag og viljeløst flaksede igennem luften og den tynde is i dræningskanalen, der netop gik på tværs af banelegemet og ud i marsklandskabet, gik sandheden op for ham. Herfra var der ingen vej tilbage til fordums uskyldighed. Med hurtige bevægelser strøg James om på den anden side af sengen og tog sidemandens puls. Så gentog han fremgangsmåden og krængede manden forover. Uden et ord tog Bryan imod kroppen og vippede tæppet ned på gulvet. Denne mand var også helt uden forbindinger, men noget mindre og tættere bygget end den foregående. Han er jo ikke død, indvendte Bryan og knugede den 41
varme krop til sig, mens James krængede patientens arm bagover og stirrede ind i armhulen. Blodtype A+. Husk det, Bryan! To svage aftegninger i armhulen viste tatovørens arbejde. Hvad skal det sige, James? At du ligner ham mere end jeg, og at du derfor har blodtype A+ fra nu af. Min soldat havde også blodtype A+. Alle SS-soldater har deres blodtype tatoveret ind i venstre armhule, og de fleste af dem SS-tegnet i højre. Det fik Bryan til at standse op. Du er sindssyg! Så bliver vi opdaget med det samme! James reagerede ikke. Han slog de to senges stamkort op og studerede dem et øjeblik efter tur. Du hedder Arno von der Leyen og er Oberführer. Jeg hedder Gerhart Peuckert. Husk det! Bryan så vantro på James. Oberführer! Ja, du hørte rigtigt! James ansigt var alvorligt. Og jeg er Standartenführer! Vi er kommet højt til vejrs, Bryan! Få sekunder efter, at de havde klædt sig af og ladet deres tøj forsvinde samme vej ud som de to soldater, gav suset fra et nærliggende hus dem besked om, at de havde passeret en overskæring. Tag den af, sagde James og pegede på Bryans kadaverplade, der havde hængt på hans bryst i over fire år. Bryan tøvede. I et pludseligt ryk flåede James brikken af ham. Det gav et sug i maven på Bryan, da James slyngede brikkerne ud i tomheden og trak vinduet i. Hvad med Jills tørklæde? sagde Bryan og pegede på kluden med det broderede hjerte, som stadig hang om James hals. James kommenterede det ikke og trak i stedet sygeskjorten, han havde taget fra den døde, hen over hovedet. 42
Stadig uden at fortrække en mine slog James det ene ben ind over sengen og den dødes afføring og lagde sig oven i den. Med en dyb indånding fik han samling på sig selv, stirrede nogle sekunder op i loftet og hviskede så uden at vende hovedet. Okay, så langt, så godt. Nu skal vi altså ligge her, er du med? Ingen ved, hvem vi er, og vi fortæller dem det ikke. Husk på, at lige meget hvad, så holder du din kæft! Falder du i én eneste gang, så er det ude med os begge. Det behøver du sgu ikke fortælle! Bryan så med mishag på det plettede lagen. Det virkede fugtigt, da han lagde sig. Jeg vil hellere vide, hvad du forestiller dig, sygepasserne vil sige, når de ser os. Dem narrer vi ikke, James! Hvis du bare holder mund og spiller bevidstløs, så ser de ingenting, vær du sikker på det. Der er sikkert langt over tusind sårede i det her tog! Jeg synes, at de herinde virker som nogle specielle... En smældende, metallisk lyd fra vognen foran fik dem til at holde inde og lukke øjnene. Skridt tonede frem i vognen og forbi dem og videre mod den næste vogn. Bryan skimtede en uniform gennem sammenklemte øjenvipper og så skikkelsen forsvinde. Hvad med kanylerne, James? lød det stille fra Bryan. James så sig over skulderen. Gummislangen hang slapt ned ved siden af sengen. Du får mig ikke til at stikke den ind i armen, fortsatte han. James ansigtsudtryk fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Så steg James ud af sengen uden en lyd og greb fat i Bryans underarm. Bryan spærrede øjnene vildt op. Du gør det ikke! hvæsede han rædselsslagen. Vi aner ikke, hvad de soldater fejlede! Vi bliver syge af det! Gispet fra Bryan fortalte James, at sådanne overvejelser nu var overflødige. 43
Bryan stirrede vantro på kanylen, der sad dybt begravet i albuehulen, mens gummislangen stadig svingede, og James atter smed sig på den døde sidemands leje. Du behøver ikke være bange, Bryan. Det, de soldater har fejlet, dør vi ikke af. Det kan du ikke vide. De har jo ikke sår nogen steder. De kan jo have de forfærdeligste sygdomme. Vil du hellere lade dig henrette end tage denne chance? James så ned på sin arm og strammede grebet om kanylen. Han drejede hovedet om på siden og pressede nålen et tilfældigt sted ind i åren, så det sortnede for ham. I samme øjeblik blev døren fra vognen bagved slået op. Bryan følte, hans hjerte slog forræderisk højt og hårdt, da de trippende fødder blandede sig med stemmerne. Han forstod ingenting. Ordene var bare lyde for ham. I det øjeblik stod adskillige muntre dage på Cambridge ham lysende klart. Dengang havde James haft for travlt med at studere tysk, som var hans speciale, til at kunne give sig hen i almene løjer. Og nu lå han ved siden af ham og høstede sine laurbær og forstod, hvad der blev sagt. Bondeangeren hærgede Bryan. Hvis blot han kunne, ville han have givet alle sine hyrdetimer, samtlige sine forårskåde flirterier og øvrige liflige forlystelser i bytte for at kunne forstå en brøkdel af, hvad der blev sagt i rummet. I sin afmagt dristede Bryan sig til at åbne øjnene på klem. Adskillige personer stod længere nede i vognen bøjet over en seng med opklappet stamkort. Så trak en sygeplejerske lagenet hen over hovedet på den liggende, mens de øvrige fortsatte fremefter. Kold, klam sved fandt sig til rette i Bryans hårkant og piblede stille ned langs den. 44
En brystsvær, ældre kvinde, tilsyneladende overordnet, gik foran de øvrige og kastede vurderende blikke ind over sengekanterne, mens hun ruskede i metalenderne. Ved synet af James øre stoppede hun op og kilede sig ind mellem Bryans og James seng. Hun mumlede et par ord og bøjede sig yderligere, som om hun ville opsluge James. Idet hun atter rettede sig op, vendte hun sig om og kastede et blik på Bryan, netop som han fik lukket øjnene helt i. Gode Gud, lad hende gå forbi mig, tænkte han og lovede sig selv ikke oftere at være så uforsigtig. De klaksende lyde fra hendes skohæle forsvandt bag ham. Han skulede ud under de næsten lukkede øjenlåg. James lå stadig helt roligt på siden med ansigtet vendt over mod ham og med lukkede øjne, der ikke afslørede selv den allersvageste blinken. Måske havde James haft ret i, at personalet ikke kunne huske den ene patient fra den anden. Oversygeplejersken var i alle tilfælde gået forbi uden at studse. Men hvad så, når det kom til en nøjere granskning? Når de skulle vaskes? Eller når behovet for at komme af med vandet meldte sig, eller når han skulle skide, for den sags skyld? Bryan turde ikke tænke tanken til ende og mærkede allerede et pres, der voksede morderisk i underlivet.