INDLeDNING DE DANSKE FUGLE er først og fremmest en billedbog - med fotos af alle de arter, man kan opleve her i landet. Er man interesseret i fugle, kan man selv se dem, hvis man er tålmodig og for de sjældne arters vedkommende lidt heldig! Bogen er ikke tænkt som en komplet guide med beskrivelser af fuglenes forskellige dragter; deres adfærd, opholdssteder, bestandsstørrelse; hvordan man kender forskel på arterne, osv. For hver art er der kun en kort beskrivelse og enkelte billedtekster. Er man interesseret i en decideret felthåndbog eller detaljerede beskrivelser af fugle, kan jeg kun anbefale at anskaffe en sådan fx den helt nye FUGLEfelthåndbogen af Lars Gejl. Samtidig er det en bog om de danske fugle, som to af vore bedste fuglefotografer, og ofte også jeg selv, har oplevet dem. Ikke blot fordi vi er interesserede i fugle, er det rigtige sted, er heldige og har tålmodighed, men også fordi vi alle tre har et udstyr, der ofte gør os i stand til at fange fuglene i øjeblikket og i al deres pragt. I den sammenhæng har jeg valgt, at vi her hver fortæller en historie om et af de fotos, vi viser i bogen. Herved får andre et indblik i, hvor heldige vi har været, hvor svært det har været eller hvor tålmodige vi har måttet være for at få de udvalgte skud i kassen. Mogens Hansen: Bysvale Kør en tur på landet en lun og tør forårsdag. Find så et vandhul, fx i rabatten. Chancen for at se by- eller landsvaler, der samler mudder til redemateriale er gode. Men hvordan får man et ordentligt billede hvor man er tæt på og i niveau med fuglene? Så snart man standser eller kommer for tæt på, flyver fuglene! Man kan selvfølgelig opsætte et skjul og vente på, at de kommer tilbage. Eller benytte den slidsomme metode: Man standser 75-100 m fra fuglene. Bildøren åbnes langsomt (alt skal ske langsomt!) og fototasken lægges på jorden; derefter kamera og til sidst knæler man ned og lægger sig på alle fire. Med den ene hånd skubbes tasken nu ca. ½ m fremad; derefter flyttes kameraet og så kan man mave sig et lille stykke. Manøvren skal blot gentages 150 gange, så er man ca. 20 m fra fuglene! Nu gælder det om at være forsigtig. Kameraet placeres oven på fototasken, og ansigtet gemmes bagved. Centimeter for centimeter i dobbelt slowmotion! skubber man sig tættere og tættere på. Endelig er man fremme på den ønskede afstand på ca. 10 m. Nu bliver man nødt til at holde en lille pause. Pulsen er vildt høj ikke pga. den fysiske anstrengelse, men pga. spændingen! Fingeren på udløserknappen, så man er klar, når der er en god situation. Nu!, siger man til sig selv og trykker. Alle fuglene flyver væk pga. larmen fra udløseren og billedet blev uskarpt! Forfra! Man rykker 20-25 m væk og venter på, at fuglene kommer tilbage. Efter ca. 10 min er man klar igen og tør næsten ikke trykke på udløseren. Men denne gang flyver kun en enkelt fugl op. Efterhånden vænner fuglene sig til larmen. Men nu er problemet hold i nakken og armene sover! Men billederne kommer i kassen, og man er glad og lykkelig over den oplevelse, det var at være så tæt på! Spætmejse Hvordan kom du så tæt på? eller Hvordan fik du det i kassen? spørger folk. Nogen gange er det faktisk så nemt, at man ikke burde fortælle om det! Man sidder ved en sø og har taget termokanden frem for at holde en lille pause og nyde udsigten. Efter 5 min. kommer en spætmejse-hun og flyver ind i et hul i stammen på et bøgetræ 5 m fra bænken. Var det ikke?. Jo, ganske rigtigt: Der er hul i træet og nu flyver spætmejsen ud igen. Inden man er kommet sig over den overraskelse, lander hannen på en gren få meter fra redehullet og sætter sig til at synge! Så smukt og kraftigt, som kun en gærdesmutte eller rødhals kan gøre det! Drømmer jeg eller er jeg vågen? først nu tænker man, at det måske var en idé at tage et par billeder! Og det gør man så: Siddende på sin flade på en bænk med kaffen foran! og i strålende vejr, kan man nu de næste 20 min. opleve hannen synge uafbrudt, mens hunnen konstant kommer med redemateriale. 6
INDLeDNING Fuglene var ikke det mindste sky, men tænkte åbenbart kun på familieforøgelse. Jeg er sikker på, at man kunne have fotograferet dem med vidvinkel så optaget var de! Og det er altså rigtigt, når små børn mener, at fuglene synger blot fordi de er glade. Puha, det var da lidt af en oplevelse, siger man og tager den sidste slurk kaffe. Det blev til mange besøg ved det gamle egetræ, og humøret var ganske godt de kommende dage selv om vejret blev trist, og der ikke kom noget i kassen. Axel Kielland: Dværgfalke Som entusiastisk fugleinteresseret gennem mange år og forfatter til denne bog, kommer her en af mine fuglefoto-historier. Nedenstående foto viser tre dværgfalkeunger optaget på højfjeldet i Norge, juli 2008. På lang afstand hørte jeg tiggelyde fra falkeunger. Da jeg i samme område både havde set tårnfalk, vandrefalk og jagtfalk, var jeg i tvivl om, hvilke falke, det kunne være. Det måtte undersøges. Fra en fjeldknold så jeg i min kikkert en fugl sidde på en sten mellem dværgbirkene 200-300 meter væk. Den var større og bevægede sig på en anden måde end de drosler, der normalt i samme område pilede omkring på jorden efter noget at æde. Frem med kamera og så af sted. Først til fods og senere snigende mig frem mellem dværgbuske, sten og klipper. Svært, når man både skal holde retning, have hold på kikkert og kamera og ikke skræmme fuglen væk. Efter noget tid lykkedes det at komme rimeligt tæt på fuglen og skjule mig bag en sten, uden at den tilsyneladende var lettet. Da jeg derefter kiggede frem bag stenen viste det sig, at det ikke var 7
INDLeDNING én, men tre udfløjne dværgfalkeunger med lidt dun på hovedet, der sad på stenen og ventede på, at en af de voksne skulle dukke op med mad. Jeg hørte faktisk også en voksen kalde nogen gange. At det lykkedes mig at få et rimeligt billede af de tre, gjorde oplevelsen endnu større for mig. Desværre fik jeg ikke fotograferet en senere scene, hvor den voksne han kom med en drosselunge, som en af ungerne åd på en sten lidt længere væk. Men resterne af droslen fotograferede jeg dog. Dværgfalken er ganske vist ikke nogen dansk ynglefugl, men den ses regelmæssigt på træk, så mon ikke en af de tre er blevet set fx ved Skagen senere om efteråret samme år? Kamera: Canon 400D + 300/4 og 1,4 teleconverter. Helge Sørensen: Gøgeunge som fodres af sin plejemor en kærsanger Som fuglefotograf hører man ofte sikke heldig du var med det billede!. Det er sommetider rigtigt, da heldet opsøger den, som færdes meget i naturen. Men de fleste vellykkede fuglefotos kræver både planlægning, tid i felten og viden om motivet. Som nu billedet af gøgeungen: Et af mine absolut favorit fotos, fordi det både fortæller den groteske historie om gøgeungens plejeforældre, og samtidig er en meget vanskelig situation at fotografere. Jeg havde observeret et kærsangerpar, som fodrede en gøgeunge i en rede. Jeg satte fotoskjul op i området og tilbragte omkring en uge i skjulet i håb om at se gøgeungen blive fodret efter at den havde forladt reden. Det lykkedes til sidst. Kamera: Canon 1D MarkIII + 500/4 Tårnfalk med Grønsisken Det er sjældent, at tårnfalke fanger andet end mus. Derfor er dette foto et spændende adfærdsbillede samtidigt med, at det er teknisk optimalt med det bløde vinterlys og den nyfaldne sne. Denne unge tårnfalk var ekstraordinært tillidsfuld, og i efteråret 2006 tilbragte jeg mange dage i selskab med den og fik mange sjove fotos af den. Jeg havde observeret, at den ofte bragte sit bytte til et par gamle hegnspæle i området, og så var det bare at placere sig tæt på en af pælene og vente. Desværre overlevede tårnfalken ikke vinteren, den blev formentlig spist af en lokal duehøg, som jeg ved flere lejligheder så angribe den. Kamera: Canon 20D + 500/4 Ganske vist er langt de fleste billeder Mogens og Helges pletskud, men for enkelte arter har vi fået assistance af et par af vores andre fuglefotografer. Herved er bogen fuldt dækkende, hvad angår billeder af samtlige de ynglefugle og almindelige, såvel som sjældne træk- og vintergæster, man kan opleve i Danmark. Bogens tekster afspejler ligeledes ideen om en portrætbog, der lægger hovedvægten på fotos af fuglene. Teksten giver således oftest ganske nøgtern og kort besked om, hvor almindelige fuglene er, hvor man oftest ser dem og hvornår de kan ses her i landet. Rækkefølgen af arter følger stort set den allernyeste systematik senest gengivet i nyeste udgave af Lars Svensson: Fågelguiden, Bonnier Fakta, Stockholm 2010, udgivet på dansk i forrige udgave af Lindhardt & Ringhof med titlen Fugle i felten, 2004 FASCINATION Hvorfor er det jf. dværgfalke-historien ovenfor, at fuglene tiltrækker sig den største opmærksomhed og som regel er de dyr, der interesserer flest af os. Vi tre ved det godt. Det er nemlig de dyr i naturen, vi ser og hører først af alle. Dette i kraft af, at de er i næsten konstant bevægelse og derfor ses og ofte giver lyd fra sig og derfor høres. Altså bemærker vi dem og interesserer os for dem. Også fordi de, hvis vi ikke efterstræber dem, optræder tæt på os overalt, hvor vi er. På den måde er fuglene også det første og umiddelbare udtryk for den natur, der omgiver os. I håbet om at denne bog formidler netop det, der fascinerer os ved fuglene god fornøjelse. 8
OG HeR er De Så 9
SvANeR KNOPSVANE Danmarks nationalfugl. Stor, som voksen karakteristisk helt hvid med lang hals og ikke til at tage fejl af, med mindre man er et sted om vinteren, hvor også sangsvanen opholder sig. Knopsvanen ses året rundt i hele landet om sommeren oftest parvis i større og mindre søer, om vinteren oftest i større eller mindre flokke, gerne sammen med seneste års grå- eller grå-hvid spættede unger ved lavvandede kyster og fjorde, eller i større søer indtil de evt. fryser til. Knopsvanen er heller ikke til at tage fejl af i flugt, specielt fordi dens vinger synger, når den flyver. Til højre trækker en flok på hvinende vinger over en mose. Nederst: Svæklinge på deres første svømmetur. 10
ART 11
SvANeR PIBESVANE Den mindste og sjældneste af vore hvide svaner. Den kan ud over størrelse og den kortere hals kendes fra sangsvanen på, at det gule felt på overnæbbet er mindre og mere afrundet, firkantet. Pibesvaner taler sammen under flugt. Ses her i landet kun om vinteren i mindre flokke og ofte sammen med sangsvaner. Pibesvanerne er gæster fra Sibirien Pibesvanen har mindre gult på næbbet end sangsvanen, hvor det gule strækker sig ud under næseboret. 12
SvANeR 13
SvANeR SANGSVANE Lige så stor som knopsvanen, også helt hvid, men dens overnæb er gult i et langstrakt, trekantet felt op mod hovedet. Dens vinger synger ikke i flugt. Til gengæld taler de flyvende fugle oftest sammen, hvilket knopsvaner ikke gør. Sangsvaner ses tit i større flokke over hele landet, på vinterens brakmarker på fødesøgning efter frø eller rester efter roer og kartofler, som ligger tilbage efter høsten. De seneste år har 2-3 par ynglet i fredelige moser i Nordjylland. En ungfugl kommer ind til landing. Til højre fouragerer en flok på roerester. 14
ART 15
GæS GRåGåS Den mest almindelige af alle danske, grå gæs. På størrelse med sædgåsen, men med lysegrå vinge-forkanter på såvel over- som underside og lyst rødligt/gulligt næb. Sædgås og kortnæbbet gås har mørkere, tofarvet næb. Grågåsen yngler almindeligt over det meste af landet ved søer, moser og mindre vandhuller, hvor der er græsarealer i nærheden ofte tæt på bebyggelse. Desuden ses den i større tal på træk eller overvintrende mange steder i landet. Næste opslag: Flok letter fra hvedemark en tidlig morgen. Grågæssene kan anrette betydelig skade i kornmarker. Og fugleskræmsler lader de sig ikke narre af. Til højre: Gæslinger på Jomfrusejlads. Grågæs er blandt de hurtigste fugle til at få unger. Allerede fra midten af april er der gæslinger i vores moser. Neden for: Territoriekampe i kaskader af vand. 16
ART 17