Copyright 2011 Dortea Berg-Jensen Forsidefoto: Mette Berg-Jensen Omslag: Sitara Bruns Tilrettelægning og fotos: Dortea Berg-Jensen Coverillustrationer: Sven Aage Berg Bogen er sat med New Baskerville Tryk: Topgrafik Lixtal: 36. Svanemærket Printet i Danmark 2011 ISBN: 1. udgave, 1. oplag 978-87-993288-1-9 (paperback) 978-87-993288-2-6 (PDF e-bog) Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Advarsel og ansvarsfraskrivelse Hverken udgiveren eller forfatteren påtager sig nogen form for ansvar for nogen form for skade, tab eller misforståelse, som måtte opstå som følge at brugen af denne bog. Denne bog er ikke komplet fyldestgørende. Nogle læsere må ønske at konsultere andre kilder for supplerende informationer. Dortea.dk 2
INDHOLD FORORD - Sikke noget pjat 5 Stor tak til Pia Sørensen for forord KÆRE LÆSER 11 KAPITEL 1 13 "Vi har brug for din hjælp" KAPITEL 2 18 Det spøgte på avisen KAPITEL 3 35 Hvorfor er der åndelig aktivitet? KAPITEL 4 41 Inviterer vi selv ånderne? KAPITEL 5 52 Hvad er tanker og hvordan påvirker de os? KAPITEL 6 66 Taknemmelighedsøvelsen KAPITEL 7 70 Hvad er det vi fornemmer? KAPITEL 8 85 Dørkarmen ryger... KAPITEL 9 88 Når dyr fornemmer åndelig aktivitet 3
KAPITEL 10 101 Sensitive børn KAPITEL 11 112 Den usynlige veninde rejste KAPITEL 12 116 Bør hjemsøgte huse altid renses? KAPITEL 13 129 Husrensning eller hushealing KAPITEL 14 149 Hushealing KAPITEL 15 155 Energibalancering KAPITEL 16 163 Healing til to- eller firbenede KAPITEL 17 168 En kold kirkesti KAPITEL 18 175 Hjælp, hvor er mine penge? KAPITEL 19 181 Hvor er min kone? Hvorfor vinduerne? 189 Kapitelindhold og stikord 190 4
Forord Sikke noget pjat For et år siden fik jeg ved et tilfælde fat i Dorteas bog I selskab med ånder, hvor jeg læste et par kapitler. Det lød spændende, det jeg læste. Jeg har også altid troet på, at der er mere mellem himmel og jord i et vist omfang Livet kan ikke bare slutte. Et menneskeliv kan ikke stoppe, fordi vejrtrækningen holder op. Men at kunne se mennesker, der ikke kan ses. Sikke noget pjat OG hvis man for bare et halvt år siden havde spurgt mig, om jeg troede på ånder, ville jeg også have trukket på smilebåndet og sagt nej Et klart nej. Gennemsigtige mennesker, der kan røre mennesker, åbne vinduer, døre, skubbe osv. Nej da. Det kan fysisk ikke lade sig gøre. Når jeg ved et tilfælde har set noget omkring ånder i tv, har jeg igen smilet og rystet på hovedet. Det er tv, når det er bedst. Alt kan manipuleres, ingen tvivl om det. Også på tv. MEN jeg må revidere min opfattelse af alt dette min opfattelse af Dortea. Jeg har nemlig nu prøvet det på egen krop. Jeg har set det umulige muligt. Og et klart ja, nu tror jeg på ånder. Ånder eller de gennemsigtige mennesker kan gøre de mest mærkelige ting. Skrue op for varmen, smække med dørene, stampe rundt på gange, skubbe, ringe i telefon, de kan ses o.s.v... Dortea har ret. 5
Min arbejdsplads har til huse i et meget gammelt hus. Et gammelt hus med en lang historie, mange mærkelige lyde og flere etager. En masse mennesker, der er gået ind og ud af døren. Man har aldrig været bange for at sidde og arbejde alene. Der var nogle lyde, der blot hørte til huset. Ånder var det i hvert fald ikke. Lige til en dag for ca. 9 måneder siden, hvor der skete omstrukturering på arbejdet, der gjorde, at noget af personalet skulle forflyttes. Flyttefolk blev bestilt, der blev omrokeret i huset, ryddet op osv. Så begyndte der at ske de mest mærkelige ting og sager. Pludselig ringede telefonen, mange gange, uden nogen var i røret. Pludselig gik vinduerne op igen og igen (vi lukkede dem naturligvis ligeså hurtigt), pludselig var alle radiatorerne skruet ned på 0 (trods den hårde vinter på 15 graders frost). Pludselig var alle rum som saunaer. Pludselig dukkede et billede op, som ingen havde sat frem, og minsandten om billederne på væggen ikke også begyndte at hænge skævt, dørene blev åbnet og smækket kraftigt i, dørene var ulåste mange gange, mystiske effekter, ingen kendte til, dukkede op, osv. Det hele skete hen over et par måneder. Vi troede naturligvis nogen lavede sjov med os. Vi skiftede låse og nøgler, så det kun var os, der kunne komme ind, og vi lovede hinanden, at det ikke var os, der lavede ballade. Ingen nævnte noget om ånder. Endnu. Som man ser og hører det i tv, tror man, at man er ved at blive lidt småtosset. Hvad sker der, hvem gør disse mærkelige ting, mens vi sidder ved siden af og der ingen er! Ordet "ånder" dukker forsigtigt op. Er der mon noget om det. En nær kollega var netop død, var det ham, der ville fortælle os noget? Nej. Der findes jo ikke ånder. Eller gør 6
der? Selv store voksne mennesker var nu lidt små bange. Hvad kunne der ske? Hvem gjorde alt dette? En dag skete det helt umulige så jeg blev mildest talt puffet ud af et rum af noget iskoldt, da jeg nok for 117. gang skulle lukke det vindue, der i øvrigt var svær at åbne og lukke. Jeg ville smække det for 117. gang og tape det fast. Så skete det. En iskold pude, skubbede mig ud, så jeg nærmest faldt over i væggen. Heldigvis overværet af to medarbejdere. De så det da heldigvis Jeg var ikke tosset, sådan kunne jeg ikke smide mig selv over i væggen. Jeg gik direkte ned og ringede til Dortea, der helt stille og roligt sagde, det var ånder, der lavede denne ballade. Ja, ja, tænker jeg og smiler indeni i sig selv. Det er godt med dig. Dortea fik intet at vide om, hvad der foregik kun at der skete nogle mystiske ting. Jeg var jo skeptiker og hun skulle ikke have mulighed for at researche noget omkring min arbejdsplads, huset eller de involverede personer. Jeg fik Dortea overtalt til at dukke hurtigt op, da vi ikke kunne vente i flere måneder med disse mærkelig ting. Og hun dukkede op en eftermiddag, hvor jeg i øvrigt hentede hende på en p-plads (husk jeg var skeptiker), ingen adresse eller noget. Straks hun kom ind i huset fornemmede hun noget. Jeg gik med hende rundt i huset med en blok i hånden og skrev alt ned, hun fortalte. Da hun trådte ind i det første rum, i kælderen, tændte lyset sig helt af sig selv. Ingen var i nærheden af kontakten. Stille og roligt forklarer hun mig, at hun nu var i kontakt med "noget". Jeg smilede helt for mig selv - MEN undrede mig dog en lille smule. Rum for rum blev kigget igennem. Der gik ikke mange minutter før hun ganske klart fortalte, at her i huset, er der tale om to husånder og en personlig ånd, der 7
tilhører en medarbejder. Begge husånder var venlige ånder. En mand ved navn Kurz (ja, hun stavede navnet for ham) og en kvinde ved navn Karen. Jeg smilede. "Det er godt med dig, Dortea" tænkte jeg MEN, da hun så rum for rum igen kunne fortælle de ting der sker og var skete. Hvem der gjorde hvad - Karen eller Kurz - så begyndte min tvivl igen. Dortea vaklede overhovedet ikke i nogle af de ting, hun fortalte. Hun var helt sikker. Ligeglad med om jeg smilede eller ej. Ligeglad med om jeg troede på det. "Kurz kan ikke låse døren, når han ingen nøgle har." Nej, det er da klart, sagde jeg med et smil på læben. Hun fortalte videre at Karen boede på toilettet, som havde været hendes vaskerum. Derfor åbner og lukker hun vinduerne. Ja, ja tænkte jeg. Og sådan fortsætte Dortea. Jeg spurgte selvfølgelig, hvorfor de først var kommet nu er det vores afdøde kollega, der har en finger med i spillet? Nej, de var vakt til live, fordi vi havde flyttet rundt på det hele ånder skal nemlig helst have det, som de plejer. Så vi var faktisk selv ude om det hele Tak skal du have smilede jeg. Til sidst på vores rundtur kommer Dortea i kontakt med en afdød og via denne ånd fortalte hun nogle meget personlige ting om min familie, som Dortea ikke havde mulighed for at vide. Først da gik det op for mig. Der findes ånder ingen tvivl om det. Hvordan kunne hun vide alt dette hun kender mig ikke og alligevel kan hun sige så meget personligt. Der vendte hun min tvivl 180 grader. Det var 8
ikke løgn og latin, alt det hun fortalte om de mange drillerier i både vaskerum (personale toilettet), slagterummet som nu er vores kælder(kurz var i øvrigt slagter) Nu lever jeg - og alle medarbejderne med Karen og Kurz, vi ser dem, vi hører dem, vi snakker med dem. Rydder vi op, skal de lige markere sig Helt fint. De bor her jo også nu og vi skal jo ikke bestemme over dem De er jo også mennesker Så kære Dortea, tak fordi du hjalp os, og gav os nogle nye søde kollegaer Pia Sørensen. September 2011 9
10