Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website (www.historie-net.dk) og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen
OPDAGELSESREJSER Jens Munk-ekspedition strandede i Arktis : Rejsen til Kina endte i iskold dødsfælde I 1619 drager Jens Munk og 64 søfolk ud for at finde genvejen fra Europa til Asien. Men de fanges af isen og må overvintre uden ski eller skindtøj i det isnende kolde Nordamerika. Året efter er kun tre overlevende tilbage. 2 Overvintring ved Churchill River Én efter én bukker mændene under for kulde og skørbug i deres lejr i Hudsonbugten. AF IB SALOMON SKANDINAVIEN/1600-TALLET Handlen med Asien blomstrer, men de lange sejltogter er meget risikable. Derfor sender Christian 4. og andre europæiske monarker ekspeditioner til de isfyldte farvande nordpå for at finde en kortere rute til Østens rigdomme. Det er den 4. oktober 1619, og vinteren er kommet tidligt til Hudsonbugten. Rundt om skibene Enhjørningen og Lamprenen ligger allerede en bræmme af is. Ekspeditionslederen, Jens Munk, har få dage forinden indset, at han og hans 64 mand er nødt til at overvintre. Derfor er de søgt ind i en flodmunding i den vestlige del af Hudsonbugten. I månedsvis har de søgt, men de har ikke løst den opgave, de er blevet pålagt: at finde Nordvestpassagen, den forjættede genvej til det varme Kina. Dagen før har han beordret, at alle mand skal samles på Enhjørningen det største af de to skibe. På den måde kan mandskabet bedre holde varmen og nøjes med at lave mad ét sted. I dag uddelte jeg til folkene klæder, skjorter, sko og støvler, og hvad som ellers kunne afhjælpe kulden, noterer Jens Munk 3. oktober 1619 i sin læderindbundne dagbog. Næsten dagligt har han gåsepennen fremme. Ofte er notaterne ordknappe, men de gør det muligt at følge ekspeditionen fra først til sidst. Næste vinter er vi i Kina De to sejlskibe stævner ud fra København søndag den 9. maj 1619. Kong Christian 4. har givet ordre til ekspeditionen, og majestæten er selv til stede i kirken, da der om formiddagen holdes en højtidelig afskedsgudstjeneste. Kongen har udpeget den 40-årige søkaptajn Jens Munk til at lede ekspeditionen. Den norskfødte Munk er en særdeles erfaren kaptajn. Han har sejlet, siden han var 12, og han har ført skibe gennem mange af verdens farvande lige fra tropernes varme vande til det isfyldte polarhav nord for Skandinavien. Inden afsejlingen er Jens Munk så sikker i sin sag, at han hverken har medbragt ski eller skindtøj på den ellers veludstyrede ekspedition. Ellers er både fregatten Enhiørningen og den spinkle en-master Lamprenen tungt lastede. Der er mel, bønner, ærter, saltet svinekød, honning, skibsøl og vin til den lange rejse, men også byttevarer, så man kan handle med de indfødte. Blandt byttevarerne er kulørt glas og små, billige spejle. Ekspeditionen er ikke den første, der fra Europa bliver sendt af sted i håbet om at finde Nordvestpassagen. Skønt kendskabet til polaregnenes geografi er mere end spinkelt, er de lærde sikre på, at der må findes en smutvej til Kina. Den kaldes Anianstrædet, og når først det er fundet, kan man spare fire femtedele af den lange sørejse syd om Afrika. Næste vinter er vi i Kina, lyder det da også selvsikkert fra Jens Munk, mens han forbereder ekspeditionen. Og trods sin store erfaring har han ikke fantasi til at forestille sig kulden i Hudsonbugten, for den ligger jo ikke nordligere end hverken Oslo eller Helsinki og nok er de nordiske vintre drøje, men de er dog til at komme igennem. At Skandinavien opvarmes af Golfstrømmen, ved vi i dag, men i 1619 er den varme havstrøm endnu ikke beskre- 36 Historie 4 2006
Lang sørejse syd om Afrika Kortere rute rundt om Nordpolen MIKKEL JUUL JENSEN Vejen til Østen gik mod nord Først i 1903-5 lykkes det nordmanden Roald Amundsen at besejle den nordvestlige rute, Jens Munk søgte. Nordvestpassagen har dog aldrig fået praktisk betydning, fordi den er blokeret af is det meste af året. 3 Hjemkomst til Bergen 1620 De tre overlevende når til Bergen i Norge om bord på Lamprenen. 1 Afrejse fra København 1619. Jens Munk stævner ud med de to skibe Lamprenen og Enhjørningen. Der findes ikke malerier af Munks flagskib, Enhjørningen. Men det havde nogenlunde samme størrelse og form som den tremastede fregat Norske Løve, der blev bygget i 1665.
MUNCK ATIO, SEPTRENTRIONALIS Sejlads i polarhavet var dødsenfarligt. Drivis kunne flænse skroget, og skrueis kunne knuse skibet, hvis ikke mandskabet som på dette gamle stik nåede at hugge det frit med isøkser. MIKKEL JUUL JENSEN Munk sejlede rundt i blinde Den nordvestlige del af Atlanten er en forvirrende labyrint af øer, fjorde, bugte og vige, og i 1600-tallet var sejlads i området det rene lotteri. Langt størstedelen af Arktis var i bogstaveligste forstand hvide pletter på søkortet, og søfolk kendte intet til de lokale vejr-, is- eller strømforhold. Desuden ligger området tæt på den magnetiske nordpol, så et kompas var ikke meget bevendt, fordi det blev påvirket og derfor viste forkert. Der er derfor intet at sige til, at Jens Munk måtte famle sig vej gennem Hudsonbugten og Hudsonstrædet. Akkurat som alle andre af datidens søfolk kæmpede Munk også med et stort problem: Endnu rådede de ikke over instrumenter, der kunne bestemme, hvilken længdegrad de befandt sig på. Det gjorde al stedbestemmelse usikker. På rejsen tilbage til Europa viste Munk sig dog som en dygtig navigatør, der med usvigelig sikkerhed førte de overlevende hjem til Norge. vet, og Jens Munk ved derfor ikke, at vinteren er lang og nådesløs på den anden side af Atlanterhavet. Han og hans besætning får dog tidligt en forsmag. 8. juli 1619 når de det amerikanske fastland. Dog kunne vi ikke for den megen is komme til land, noterer Jens Munk i dagbogen. Og få dage senere er begge skibe fanget af isen. Isen slår hul i skroget i juli Isen trænger hårdt ind til os på alle sider, og imod aften var vi udi den største fare og nød, lyder beskrivelsen den 13. juli. Isen slår et stort hul i Enhjørningens skrog af egeplanker, og kun med største besvær lykkes det at udbedre skaden. Få dage senere får ekspeditionen øje på en flok eskimoer på stranden. En robåd bliver sendt ind, og Jens Munk tager selv med. Eskimoerne er til at begynde med bange for de fremmede, men alt ender i fryd og gammen. Søfolkene forærer eskimoerne redskaber og byttevarer og får til gengæld fugle og sælspæk med ud til folkene på skibene. Jeg gav en af dem et spejl, men han vidste ikke, hvad det var, så jeg holdt det hen for hans ansigt, så han kunne se sig selv, forklarer Jens Munk i dagbogen. På det tidspunkt ved han ikke, at den lille flok eskimoer bliver de sidste mennesker, ekspeditionen møder. Skørbugen høster de første ofre Også de følgende uger bliver en hård kamp mod isen i det, der nu kendes som Hudson Strait. Tidevandet er meget kraftigt, og gang på gang sender tidevandsstrømmen tunge isflager mod de spinkle fartøjer. Det kniber også med navigationen virkeligheden og de primitive søkort over området stemmer ikke overens. Det vrimler med øer, stræder og sunde, så farvandet er nærmest at sammenligne med en labyrint. Hvor der mentes at skulle være et åbent gab, var der intet, lyder det eksempelvis kort og nedslående i dagbogen den 9. september. Storm og tidlig sne giver Jens Munk store problemer. Men ikke nok med det. Mange af folkene ligger nu syge om bord enkelte er endda døde. Som erfaren søkaptajn er Jens Munk ikke i tvivl om diagnosen: Det er skørbugen, der begynder at hærge. Og han ved også, hvad behandlingen er friske bær. Jeg lod føre de syge på land, skriver Jens Munk. Her er der masser af multebær, revling, blåbær og tyttebær, hvoraf de syge blev vederkvæget. Endnu bedre er det, da en stor isbjørn den 12. september kommer så tæt på skibet, at den bliver skudt. Dens kød var velsmagende og bekom os ikke ilde, noterer Jens Munk. Skibstømrere bygger Nova Dania På det tidspunkt er det ved at gå op for ham, at ekspeditionen er endt i en blindgyde. De to skibe befinder sig nu i den vestlige ende af Hudson Bay. Der er land horisonten rundt og intet spor af Anianstrædet. Vinteren er stærkt på vej allerede i august overraskes ekspeditionen af tæt snevejr, og nu begynder frosten at bide. I de følgende uger handler det derfor om at finde et sted, der er egnet til overvintring. Nemt er det ikke, men flodmundingen bliver udpeget som det bedste valg. Jens Munk døber det Nova Dania, det nye Danmark, fordi han synes, at det flade landskab minder ham om Danmark. Nu begynder en travl tid. På land bygger skibstømrerne et par små hytter, og til vands anlægger de et bolværk, der beskyt- 38 Historie 4 2006
Porten til Nordvestpassagen ligger nordligere end Hudsonbugten. B AFFIN- BUGTEN D AVISSTRÆDET 16. juli 1620. Udmattede og afkræftede tager de tre overlevende afsted i Lamprenen. H UDSONSTRÆDET 13. juli 1619 bliver skibene skruet fast i isen, og der går hul på Enhjørningens skrog. I 1600-tallet havde kartograferne kun sparsomt kendskab til de nordlige landområder i Arktis. G RØNLAND H UDSON- BUGTEN September 1619. Munk erkender, at ekspeditionen er havnet i en blindgyde. Mændene anlægger vinterlejren Nova Dania. September 1619. Munk bruger uger på at zigzagge rundt blandt de mange øer og stræder. L ABRADOR September 1620. Lamprenen løber ind i en storm, og mændene må pumpe i døgndrift. 500 km ter skibene mod isen. I håbet om at finde andre mennesker ror Jens Munk et stykke op ad den flod, der senere får navnet Churchill River, men floden er stenet, så han må vende om. Sine mange søfolk sætter han til at fælde træer, brænde trækul og drive jagt. De sætter fælder, og udbyttet er godt. Fangsten er et kærkomment tilskud til den evige saltmad om bord, og mortensaften er stemningen høj på Enhjørningen. Nogle ryper gør det ud for mortensgåsen, og folkene bliver tildelt en potte spansk vin ud over det, som ellers dagligt var ordineret. Folkene er glade og tilfredse, bemærker Jens Munk. MUNCK ATIO, SEPTRENTRIONALIS I starten kunne mændene supplere deres sparsomme proviant med vildt. Og de byttede sig også til proviant hos en gruppe eskimoer de sidste mennesker, de så, før vinteren indhyllede landet i is og sne. Øltønden bundfryser på en nat Men så holder vinteren for alvor sit indtog. Termometeret er endnu ikke opfundet, men allerede dagen efter festen fryser øllet ganske til bunden. Kort tid efter noterer Jens Munk, at der er skarp frost, og at alle flasker om bord er frosset i stykker. Et tykt lag sne gør det meget besværligt at færdes til lands, og Jens Munk ærgrer sig over, at han ikke har medbragt ski, som udi Norge brugelige er. Nogle milde dage følger. En bådsmand dør efter at have ligget syg længe. Han får en grav og et lille trækors inde på land, men da en sømand fra Lamprenen dør i begyndelsen af december, må liget ligge i to dage. Frosten er så stærk, at man ikke kan færdes ude. 14. december noterer Jens Munk, at kulden er så hård, at der fryser vabler på kinderne og næsen af de folk, der bevæger sig ud. To dage før jul foretager Jens Munk et lille eksperiment: Om aftenen beder han folkene sætte en stor tønde vand ud på dækket. Næste morgen er den bundfrossen. Juleaften må øllet tøes op. Også det er bundfrossent, men det ødelægger tilsyneladende ikke julestemningen. Der festes, drikkes og spilles kort på Enhjørningen. Næsten et dagligt dødsfald Skrækkelig hård frost, noterer Jens Munk fx den 8. januar. Samme dag dør endnu en bådsmand. To dage senere begynder det for alvor at gå ned ad bakke. Både præsten og bartskæreren (lægen) lægger sig syge, og derefter dagligdag begyndte heftig sygdom iblandt folket, skriver Jens Munk. Selv holder han sig rask, men efterhånden går der sjældent en dag uden dødsfald. 23. januar dør en af styrmændene, og præsten er nu så svag, at han må sidde på kanten af sin køje og prædike ved begravelsen. Få uger senere ebber også præstens liv ud. For at ære den døde Historie 4 2006 39
MUNCK ATIO, SEPTRENTRIONALIS Jens Munk og hans besætning anlagde vinterlejren Nova Dania ved Churchillflodens munding. Endnu havde skørbug og kulde ikke drænet dem for kræfter. Som træsnittet viser, gik de i gang med at fælde træer, så de kunne opføre hytter og et bolværk, der beskyttede skibene mod isen. styrmand beder Jens Munk en af folkene fyre skibskanonen af. Men jernet er blevet skrøbeligt i den skarpe frost, og kanonløbet splintres og den arme kanonér bliver hårdt kvæstet. I enkelte perioder mildnes vejret, men ellers er det kulden, der dominerer dagbogsnotaterne. I dag, hvor vi har klimadata, ved vi, at det i gennemsnit fryser 30 grader om natten i dette område. Dagens højeste temperatur ligger i januar og februar omkring minus 22 grader. Kulde, udmattelse og skørbug koster i løbet af vinteren næsten hele besætningen livet. Alt folket lå mestendels syge, noterer Jens Munk den 1. marts. Selv klarer han sig endnu, men situationen bliver mere og mere desperat. Ingen har efterhånden kræfter til at hakke grave til de døde, og foråret lader vente på sig. Den 12. april regner det dog for første gang i syv måneder er det ikke sne, der falder. Jens Munk venter kun på døden 28. maj er både sneen og isen ved at forsvinde. Men kun syv er i live, og en uge senere er yderligere tre døde. Også Jens Munk er gået til køjs og venter nu kun på døden den 4. juni skriver han sit testamente. Det fylder 12 linjer i dagbogen Hermed al verden godnat, skriver han på en af de sidste linjer. De mange lig om bord stinker Men pinsen bliver et vendepunkt. Solen varmer nu for alvor, og inde fra land slæber to udmarvede mænd sig ud til Enhjørningen, hvor Jens Munk tror, han er den eneste overlevende. Med stort besvær vakler alle tre mænd i land. Her kravler de rundt som dyr, roder i jorden og spiser de planterødder, de finder. Langsomt, ganske langsomt, kommer de til kræfter. Deres hænder er ødelagt af skørbug og forfrysninger, men ikke desto mindre lykkes det dem at sætte net og fange ørreder, som de koger fiskesuppe af. Sidst i juni beslutter de at rigge Lamprenen til og forsøge at sejle hjem. De henter udstyr og proviant på Enhjørningen, men besøget på skibet er modbydeligt. Der er en ond lugt og stank fra de mange lig, bemærker Jens Munk. De tager sig sammen og vipper de forrådnede lig over bord, og søndag den 16. juli er de nået så langt, at de i Guds navn sætter sejl på Lamprenen, som det med overmenneskelig anstrengelse er lykkedes dem at trække fri af mudderet og det bolværk, den omhyggeligt var anbragt i. Allerede dagen efter afrejsen begynder nye problemer. De møder masser af is, og Lamprenen sidder fast. For at komme fri bliver de tvunget til at slippe den jolle, de har på slæb, og det betyder, at de nu ikke kan lægge til land. Fire dage senere følger en hård storm. Hver gang skibet tørnede mod isen, var det, som tørnede det mod en klippe, noterer Jens Munk. Tre mand er en alt for lille besætning, så det er begrænset, hvor meget de får sovet. Men Jens Munk er en dygtig navigatør, og selv om de møder masser af is og gang på gang pakkes ind i tåge, er de på rette kurs, og i slutningen af august når de ud af Hudsonstrædet, ud på det vidtåbne hav. Få dage forinden bemærker Jens Munk i dagbogen, at grågæssene nu 40 Historie 4 2006
er på vej sydpå. Selv bevæger Lamprenen sig mod øst. Nær Grønland oplever de tre dage med vindstille. Men så tager stormen fat. Lamprenen tager vand ind, og døgnet rundt må de skiftes til at pumpe men pumpen begynder at lække, og de må lappe den nødtørftigt. I to døgn arbejder de i vand til livet. Ved Island løber de tre mænd i det spinkle fartøj ind i en ny storm. Sejlene sønderflænges, og masten knækker. Da vinden lægger sig, lykkes det dem at rigge nødsejl til, og selv om farten nu er stærkt reduceret, så holder de kursen stik øst. Dagbogen bliver ført, men den er kortfattet. Det gælder også den 20. september: Vi så Norge, står der blot. Munk og hans to søfolk rammer Norge lige nord for Sognefjorden. De kommer indenskærs, men trængslerne er ikke slut. De har ingen jolle og kan derfor ikke komme på land. En bondemand bliver deres redning. Han er ude i en robåd og tager de tre langhårede, langskæggede og udmarvede mænd med i båden da græde vi arme mennesker af stor glæde, skriver Jens Munk på dagbogens sidste side. Kongen raser over fiaskoen Nogen lykkelig hjemkomst bliver det ikke. De kommer til Bergen, men en af de overlevende sømænd kommer i slåskamp på et værtshus. Han sårer en mand med en kniv og flygter, men som kaptajn bliver Jens Munk gjort ansvarlig og sat i fængsel. Først juleaften når han tilbage til København men heller ikke den hjemkomst bliver lykkelig. Hans kone, Kathrine Adriansdatter, har regnet ham for død og har fundet en anden mand. Ægteskabet bliver opløst, men flere år senere gifter Jens Munk sig med en norsk kvinde, Margrethe Tagesdatter. Kong Christian 4. er mildt sagt ikke tilfreds med ekspeditionens forløb han viser ingen forståelse for de problemer, ekspeditionen måtte kæmpe med, og har ikke meget til overs for Jens Munks lederskab. Og til Munks forfærdelse udsteder kongen i januar 1621 en ny ordre: Jens Munk skal sejle tilbage til Nova Dania og hjembringe Enhjørningen, som han efterlod. Til Jens Munks lettelse viser det sig umuligt at skaffe mandskab, så kongen må opgive planen men søen slipper Jens Munk ikke. Han stak til søs som 12- årig, og helt frem til han dør som 49-årig i 1628, sejler han havene tynde. LÆS MERE: Munck Navigatio, Septrentrionalis (Jens Munks dagbog fra 1624), Børsums Forlag, Oslo, 1960. Jens Munk, Thorkild Hansen, Gyldendal, 1965. www.milhist.dk/weapons/enhjorning/enhjorning.htm Christian 4. var rasende over den fejlslagne mission. I 1621 ville han sende Munk ud på endnu et togt, men måtte skrotte planen, da det viste sig umuligt at samle mandskab. Dagbog viste vej til vinterlejr Jens Munks dagbog befinder sig på Det Kongelige Bibliotek i København. Takket være dagbogen er det muligt helt præcist at stedfæste, hvor overvintringen fandt sted nemlig ved udmundingen af den flod, der nu kaldes Churchill River i den vestlige del af Munks dagbog gjorde det i 1964 muligt for en ekspedition at finde Nova Dania. Hudson Bay. I 1964 fandt en mindeekspedition Jens Munks vinterhavn. Ekspeditionen udgravede blandt andet kanonkugler, kridtpiber, glas og flasker, ligesom det lykkedes dem at lokalisere den høj, hvor de mange døde blev begravet. Historie 4 2006 41