Denne pdf-fil er downloadet fra Histories website (www.historienet.dk) og må ikke videregives til tredjepart.

Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Histories website (www.historienet.dk) og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen

Berømte slag Kennedy var usikker og gav kun halvhjertet grønt lys til invasionen. Over for ham stod ildsjælen Castro, som brændte efter et opgør med USA. polfoto/corbis & scanpix & shutterstock I april 1961 sætter CIA ca. 1400 eksilcubanere i land på Cuba for at erobre det socialistiske land. Men da Fidel Castros tropper nærmer sig, nægter amerikanerne at levere ammunition og yde luftstøtte og eksilcubanerne er dømt til døden. Invasionen af Svinebugten Castros og Kennedys store styrkeprøve

Playa Larga S v i n e b u g t en USA Hurtigt overblik Baggrunden: I 1959 tager Fidel Castro magten i Cuba efter en vellykket guerillakrig. Den nye socialistiske stat er en torn i øjet på USA, som frygter, at Castros ideer skal brede sig til Mellem- og Sydamerika. Forløbet: Sammen med eksilcubanere i USA søsætter CIA en invasion for at vælte Castro. Amerikanerne vil ikke involvere sig direkte i kampene men uden støtte er de fåtallige eksilcubanere fortabt. Konsekvensen: Hele verden fordømmer USA's forsøg på at invadere et andet land, og fronterne i den kolde krig bliver trukket skarpere op. Havana Miami S v i n e- b u g t e n Puerto Cabezas N i c a r a g u a C u b a Playa Giron C a r i b i s k e H av S y d a m e r i k a Af else christensen Den 29. august 1960, kl. 13, den eksilcubanske ledelses hus, Miami. CIA er i gang med at rekruttere frivillige blandt cubanske indvandrere i Miami. Omhyggeligt folder Gustavo Ponzoa sine personlige papirer sammen. Omkring ham summer huset af liv og ophidsede stemmer, der råber, taler og diskuterer på spansk. Alle mændene i huset er flygtet fra Castros revolution. En del af dem har som Ponzoa meldt sig til den brigade, som CIA har oprettet for at styrte Castro. Alle stiller de sig i kø for at få udleveret deres udstyr kakibukser, skjorte, kasket, et sammenrullet tæppe og en kuvert til papirer, der ville kunne afsløre deres identitet. Ponzoa lægger sit pilotcertifikat ned i kuverten. Engang var han pilot i Cubana, det store cubanske flyselskab. Nu vil han bruge sin uddannelse til at bombe Castro og befri sit fædreland. Et par lastbiler kører op foran huset. Ladet er dækket med en tæt presenning. Hverken lastbilerne eller den personbil, der følger dem, bærer nogen form for kendingsmærker. Ponzoa kravler ind på ladet og sætter sig i mørket bagest. Den 4. april 1961, kl. 18, mødelokale i udenrigsministeriet. Kennedy er netop tiltrådt som præsident og har arvet planen om en invasion af Cuba fra sin forgænger. Præsidenten er i vildrede, og hans rådgivere uenige. Efter tur beder præsidenten sine mænd om at tage stilling til CIA's plan. 1400 eksilcubanere står klar i Nicaragua, og behovet for en afgørelse er presserende. Skal de invadere Cuba, eller skal CIA kalde dem hjem? Præsidenten har brug for opbakning til den beslutning, han skal træffe, men rådgiverne er anspændte og ser hinanden an. Selvom de udgør landets udenrigspolitiske elite, er de fleste unge og uerfarne i regeringsførelse. Selv Adolf A. Berle, udenrigsministeriets erfarne specialist i latinamerikanske anliggender, virker trykket. Han begynder på en lang, famlende udredning. Præsidenten afbryder ham brutalt. Men Adolf, hvad stemmer du?! Berle snapper efter vejret. Jamen så siger jeg giv den fuld skrue, udbryder han. Den 15. april 1961, ved daggry, luftrummet over Santiago de Cuba. Invasionen er planlagt til den 17. april, men forinden skal Castros luftstyrker ødelægges gennem to luftangreb. Det første pastelfarvede dagslys oplyser havet bag ham, mens Gustavo Ponzoa glider ind over lufthavnen ved Santiago de Cuba. Med et skub på et håndtag åbner han lugerne til flyets bomberum. Ponzoa spejder ivrigt mod jorden, hvor han ser det velkendte omrids af en Cubana DC- 3. Hjertet banker hurtigt, da han ser flynummeret: 172. Engang før Castro kom til fløj Ponzoa med stolthed netop dét fly. Nu er det hans mål. Før han når at dvæle ved tanken, slår bomberne ned under ham. DC-3'erens vinge bliver slynget op i luften. Som i en rus flyver Ponzoa ud over klipperne, vender om og angriber igen og igen med bomber og maskinpistoler. På vej hjem til basen hører han over radioen den cubanske forsvarsminister Raúl Castros stemme. Ordene er svære at skelne, men i pilotens ører lyder stemmen ophidset og opgivende. Ponzoa føler sig sejrsberust og ør af lykke. Den 15. april 1961, 30 minutters flyvetid fra Miami. For at dække over CIA's indblanding er to eksilcubanere blevet udset til at flyve til Miami og påstå, at de står bag bombningen af Castros fly. I 1500 fods højde åbner Mario Zúñiga cockpittet og tager sigte på sin ene motor. Igen og igen affyrer han sin pistol, som CIA har instrueret Historie 14 2010 65

Berømte slag Den 16. april 1961, sen aften, skibet Rio Escondido, syd for Cuba. Den eksilcubanske invasionsstyrke er på vej mod Svinebugten på Cubas sydkyst. Styrken bliver fulgt af et amerikansk hangarskib og fem destroyere. Kaptajn Gus Tirado betragter radaren på sit skib, Río Escondido. Igen og igen viser skærmen det beroligende omrids af et stort amerikansk flådeskib. Tirados skib er i en sørgelig forfatning gammelt, slidt og møgbeskidt. De kanoner, CIA har udstyret skibet med, er ikke svejset ordentligt fast. Tønderne med brændstof står frit fremme på dækket og gør skibet til en tikkende bombe. Alligevel føler Tirado sig tryg. Good luck, hører han en dyb og myndig stemme skratte over radioen. Tirado retter sig stolt. Brigaden er i gode hænder. Uden for den eksilcubanske ledelses hovedkvarter i Miami stimler frivillige sammen. Alle vil de i kamp mod Fidel Castro. polfoto/ap Brigadens medlemmer får militær træning i bl.a. Floridas øde sumpområder. Bag forberedelserne står efterretningstjenesten CIA. Polfoto/topfoto ham i. Da han lander, møder Zúñiga en forundret skare af journalister og embedsmænd fra immigrationsmyndighederne. Eksilcubaneren husker sin dækhistorie og fortæller, at han er pilot i Cubas luftvåben, men at han og nogle andre har besluttet sig for at styrte Castro. De har bombet lufthavnene, og nu ønsker han asyl i USA. Zúñiga skal dække ansigtet, så han ikke bliver genkendt og afsløret som eksilcubaner, men da fotografernes blitz lyner, når han ikke at få hånden op til ansigtet. Enkelte journalister bemærker, at flyets næse er af metal. Castros fly har plasticnæser. Den 16. april 1961, Havana. Ofrene for angrebet på lufthavnen i Santiago de Cuba er blevet begravet. Fidel Castro er ikke i tvivl om, hvem der står bag angrebet. Foran det store begravelsesfølge råber, raser og spytter han sin vrede ud: De Forenede Stater står bag angrebet, fordi de ikke kan tilgive os for at have gennemført en socialistisk revolution lige under deres næse! Krig! Krig! raser mængden. USA leverede fly, bomber og trænede lejesoldaterne, råber Castro hæst. Yankee'erne prøver at føre verden bag lyset, men alle ved, at angrebet blev gennemført med yankee-fly ført af lejesoldater betalt af CIA. Mængden jubler og koger. Begejstringen fra revolutionens dage bruser igen i deres årer. Den 16. april 1961, eftermiddag, Glen Ora, Virginia. USA er blevet kritiseret i FN, hvor flere lande er skeptiske over for historien om de deserterede piloter. Udenrigsminister Dean Rusk ringer til præsident Kennedy. Gradvist går det op for Kennedy, hvad stemmen i røret forsøger at forklare ham. Pressen har pillet desertørernes historie fra hinanden. FN truer med fordømmelse. Og Sovjetunionen bakker op. Situationen er ude af kontrol. Hvis eksilcubanerne bomber igen, vil alle vide, at USA står bag invasionen. Dette har jeg ikke fået fortalt, siger præsidenten med hentydning til risikoen for, at USA så let kan blive afsløret. Anden runde af luftangrebene er aflyst, medmindre altafgørende omstændigheder taler imod det, siger Kennedy, inden han lægger på og stirrer tavst frem. Den 16. april 1961, sen aften, luftbasen Puerto Cabezas, Nicaragua. Eksilcubanernes fly er klar til at udføre det andet og afgørende luftangreb. Gar Teegan, luftbasens CIA-leder, lægger sig på sin køje med et suk. Han er dødtræt efter de seneste dages heftige aktivitet. Nu er alt klar til det andet og afgørende luftangreb. Snart er Castros luftstyrker intet værd, og eksilcubanerne vil have frit spil. Flyene varmer allerede op. Teegans tanker bliver brudt af en officer, som træder ind og rækker ham et stykke papir. Ét ord stikker Teegan i øjnene: Aflyst. CIA-manden forstår ingenting Washington har afblæst alle luftangreb. Hurtigt skribler han en protest og anmoder om at fortsætte efter planen. Svaret kommer prompte: Negativ. 66 Historie 14 2010

Den 17. april 1961, midnat, farvandet ud for Giron, Svinebugten. I små både er de første eksilcubanere på vej mod stranden ved landsbyen Giron. Omkring 80 m fra stranden flænser en skurrende lyd nattestilheden. Motoren går i stå, og den lille sorte plasticbåd vugger tavst i bølgerne. Grayston Lynch den ene af to CIA-agenter, som er med brigaden i Cuba bander. I timevis har hans folk studeret luftfotos af stranden og fastslået, at skyggerne under vandet var tang. I virkeligheden er det et koralrev. Lynch kryber sammen i stævnen med sin automatriffel. De andre mænd svinger sig ud over rælingen og glider ned i vandet, der går dem til livet. En brummen får dem alle til at stivne. En jeep dukker op på stranden og stopper med en skrigende bremselyd. CIA-agenten kigger op over stævnen. I samme øjeblik rammer lyset fra jeepens forlygter ham i ansigtet. Båden er badet i lys. Uden tøven trykker Lynch aftrækkeren i bund og skyder lige imod jeepen. De første skud i invasionen af Svinebugten er affyret. Den 17. april 1961, kl. 03.15, Castros lejlighed i Havana. Cubanske vagter har alarmeret ledelsen i Havana via en radio på stranden. Fidel Castro sover helst om dagen, så da telefonen ringer lidt over kl. 03, er han lysvågen. Han griber røret og lytter opmærksomt. Det militære hovedkvarter melder om landgang ved Giron. Castro er ikke overrasket. Som gammel guerillasoldat kan han straks se fordelen ved at gå i land hér. Området er afsondret og omgivet af en sump. Castro ved også, at brohovedet må tilintetgøres straks. Han lægger på og ringer til lederen af kadetskolen. De er allerede kommet, siger han. Stemmen i den anden ende er søvndrukken og forvirret. Lejesoldaterne de er kommet! De er gået i land flere steder ved Zapata-sumpen, nærmest råber Castro. Lederen af skolen skal tage en bataljon kadetter fra skolen og køre sydpå mod strandene, beordrer Castro. Kør så stærkt, som du kan! Den 17. april 1961, kl. 04, San Antonio-luftbasen, Cuba. Kun halvdelen af Cubas luftstyrke er blevet ødelagt. Castro vil have resten af flyene på vingerne hurtigst muligt. Kaptajn Enrique Carreras sidder klar i sit Sea Fury-jagerfly med bæltet stramt spændt, da han får besked på at gå til kontroltårnet. Fidel Castro vil tale med ham. Hurtigt løber Carreras de knap 150 m til tårnet. Han griber telefonen på væggen: Giv mig mine ordrer, comandante. I dette øjeblik går de i land ved Giron, siger den velkendte hæse stemme i den anden ende. Jeg vil have, at du skal sænke skibene. Lad ikke de skibe slippe væk. Den 17. april 1961, ved daggry, luftrummet mellem Nicaragua og Cuba. Eksilcubanerne ved ikke, at Kennedy har afblæst luftangrebene. Det første af seks eksilcubanske fly er ved at bringe faldskærmstropper fra Nicaragua til Cuba. Det er næsten for godt til at være sandt. Dybt nede under dem pløjer et amerikansk hangarskib og to destroyere sig vej gennem bølgerne. Piloten Raúl Solis er sikker på, at skibene har direkte kurs mod Cubas strande. Han vender sig mod sin makker og begynder at fløjte den amerikanske flådes kendingsmelodi. For helvede da! Vi kan ikke tabe, siger makkeren. Da det eksilcubanske fly skyder hen over hangarskibet, kipper det triumferende med vingerne. Også faldskærmssoldaterne har set skibene. De skal nok sparke kommunisternes røv, lover de, inden de springer ud. Før han kan vende tilbage til luftbasen, skal Solis kontrollere en landingsbane ved Giron. Cubas gamle elite skulle styrte Castro Eksilcubanerne i USA var en broget forsamling, men fandt fælles fodslag i deres had til Fidel Castro. begyndelsen af 1960'erne befandt ca. 40.000 cubanere sig i I USA, især i Florida, der ligger blot ca. 145 km fra Cuba. Det eksilcubanske samfund var en uensartet forsamling; mange var flygtet efter Castros revolution i 1959, men et stort antal var rejst væk allerede under det USA-støttede Batista-styre. De tilhørte landets gamle elite og havde alt at vinde ved at smide Castro på porten. Mange var højtuddannede flere endda militært trænet i USA og egnede sig perfekt til CIA's kupforsøg mod Castro. De eksilcubanske soldater blev rekrutteret gennem politiske organisationer og trænet af CIA-folk, som arbejdede under falsk navn. Træningen foregik dels på amerikansk jord hvilket var i strid med amerikansk lov dels i Guatemala, hvor en rigmand havde stillet sin ranch til rådighed. Styrken talte i september 1960 kun 160 mænd, men som et psykologisk trick lod CIA medlemsnumrene begynde ved 2500. Brigaden fik sit navn Brigade 2506 til ære for medlem nummer 2506, som omkom under en øvelse. Da CIA satte brigaden i land i april 1961, talte den ca. 1400 mand. De fleste blev taget til fange af Castros tropper. Historie 14 2010 67

Berømte slag Den 17. april går de første eksilcubanere i land i små både. Snart bliver de mødt af Castros fly og tanks. scanpix Flyet cirkler to gange i blot 150 meters højde. Alt lader til at være i skønneste orden. På vej ud over havet ser Solis en B-26 nærme sig hastigt. Hey, se, dér kommer nogle af vores, siger makkeren begejstret. Solis vender sig mod ham. Hans ansigt er fortrukket af skræk. Nej, råber han. For helvede, det er Castros B-26'er. Næsen er af plastic! Makkeren kigger igen og kan se skyer af maskingeværild sprutte ud fra B-26'erens vinger. I ren panik farer Solis lige imod det fjendtlige fly, som dykker skarpt. Mens Solis flyver ind i en sky for at dække sig, ser han et af de andre fly, der skal smide faldskærmstropper ud. Forfulgt af en Sea Fury styrter det i havet. Solis' makker forsøger at tænde en cigaret, men hans hænder ryster for meget. Den 17. april 1961, kl. 6.30, transportskibet Houston ud for Cuba. Den eksilcubanske flåde er under kraftigt angreb fra Castros fly. Houstons kaptajn har netop stillet kaffekanden fra sig, da et mægtigt brag runger gennem skibet og sætter skroget i rystelse. Over dem tager en Sea Fury flugten. Vandet fosser ind gennem et stort hul i skibssiden. Det brænder. Bliv, hvor du er, råber kaptajnen igennem radioanlægget til sin maskinmester. Giv den alt, hvad den kan trække. Han er fast besluttet på at nå stranden, så han kan landsætte eksilcubanerne. Den ene redningsbåd bliver sat i vandet. Den anden er fyldt med huller forårsaget af tidens tand og Castros kugler. Rundt om skibet springer den ene mand efter den anden i vandet. Nogle frømænd og en CIA-agent ankommer med en gummibåd fra et af de nærliggende skibe. Kom så af sted med jer, I skiderikker. Det er jeres forpulede krig, brøler agenten til de eksilcubanere, der vælter ned i gummibåden. Houstons stævn dykker ned i bølgerne. Den 17. april 1961 kl. 9.30, transportskibet Rio Escondido. Cubanske fly har sænket Houston og angriber nu Rio Escondido, et af den eksilcubanske flådes vigtigste skibe. Sea Fury! Sea Fury! Besætningen på Rio Escondido er fyldt med rædsel og forundring over, at Castro stadig har fly i luften. Kaptajn Gus Tirado ærgrer sig over, at han ikke har fået losset skibets dyrebare last kommunikationsudstyr, 145 tons ammunition og proviant til ti dage da han ser et fly komme imod hans styrbords side. Raketterne lyner ud af det lille fly. Én rammer dækket tæt ved broen og sætter brændstoftønderne i flammer med en hvæsen. Tirado giver ordre til at evakuere. Iført orange redningsveste betragter besætningen ildens rasen fra redningsbådene. Så kommer eksplosionen. Med et drøn stiger en ildkugle i vejret efterfulgt af en paddehattesky. Tirado ser sig omkring. De andres læber bevæge sig, men der kommer ingen lyd. Han har mistet hørelsen på begge ører. Den 17. april 1961, eftermiddag, om bord på landgangsskibet Blagar. Lynch har sat en gruppe eksilcubanere i land og er vendt tilbage til Blagar. Her får han besked på, at alle skibe skal sejle uden for cubansk farvand og vende tilbage efter mørkets frembrud. Lynch er betænkelig ved situationen. Han ved, at brigaden kun har ammunition til en enkelt dag skibene bliver nødt til at losse. Men Castros fly sværmer rundt, og skibene kan ikke sætte noget som helst i land. Lynch bøjer sig over mikrofonen i Blagars lille radiorum. Pepe, vi bliver nødt til tage af sted, forklarer han brigadens leder, Pepe San Roman. O.k., men lad os ikke i stikken. Lynch lover at vende tilbage med ammunition, når solen går ned. Henvendt til ét af de amerikanske flådeskibe siger han: Vi kommer ud nu. Sammen med brigadens resterende skibe står han ud for fuld fart væk fra Svinebugten, væk fra brigaden. Den 18. april 1961, nat, nær stranden Playa Larga. Castros militser er på vej mod syd for at smide brigaden ud fra strandene. Eksilcubanerne har taget opstilling i en rundkørsel, som Castros styrker skal passere. Castros Stalin-tanks buldrer ned mod stranden. Undervejs skyder de på alt, der bevæger sig, og kører sårede ned. Fra luften bomber cubanske fly i én uendelighed. Længe har Erneido Oliva, brigadens næstkommanderende, holdt igen og rationeret sine granater, men nu giver han los. Granater og hvid fosfor bliver sendt imod Castros russiske tanks. Cubanske soldater skriger, når fosforen ætser sig ind i deres hud. Men tanksene bliver ved med at komme. Til sidst stiller Oliva sig midt på vejen med en granatkaster for at blokere for en tank. Føre- 68 Historie 14 2010

CIA ville pille skægget af Castro I årevis forsøgte CIA at myrde Fidel Castro uden held. I planerne indgik både eksplosive muslinger og hårfjernende gift. Sideløbende med planerne om at kuppe Fidel Castro pønsede CIA også på at myrde Cubas leder. Ifølge Castros tidligere livvagt stod CIA bag 638 mordforsøg som alle endte i vasken. Castro selv bemærkede: Jeg ville vinde guld, hvis overlevelse af mordforsøg var en olympisk disciplin. Blandt de mere fantasifulde CIA-planer: Et parti cigarer skulle fyldes med gift og sendes til Castro. Det er usikkert, om de nogensinde nåede frem. Senere forsøgte CIA sig med sprængstof i cigarer, men også det glippede. En caribisk musling skulle fyldes med sprængstof og males i stærke farver. Planen var at detonere muslingen, når Castro undersøgte skaldyret under en af sine hyppige dykketure. CIA ville sprøjte lsd i et radiostudie, hvor Castro skulle interviewes. Det euforiserende stof skulle få den veltalende diktator til at tale sort. Forsøget måtte opgives, fordi det var umuligt at målrette stoffet mod Castro alene. CIA's analytikere mente, at Castro ville miste sin politiske tiltrækning, hvis han tabte sit skæg. Agenturet forsøgte forgæves at sprøje thalliumgift der skulle forårsage kraftigt håraffald på Cuba-lederens sko. Castros elskerinde blev hyret til at smøre en giftig creme på hans læber. Hun brød dog sammen og tilstod. I år 2000 blev 90 kg sprængstof afsløret under Castros talerstol i Panama. Fire mænd blev anholdt bl.a. en tidligere CIA-agent. Trods alle mordforsøg gik Castro ikke i skjul. Her træner han med det bulgarske basketball-landshold. scanpix ren står ud med armene hævet over hovedet til overgivelse. Oliva ved, at det er en stakket frist; brigaden har snart ikke mere ammunition. Send fly, ellers klarer vi den ikke! lyder Pepe San Romans stemme i radioen. Den 18. april 1961, kl. 8.45, på stranden Playa Giron. Oliva får afværget angrebet fra Castros tanks, men ved, at et nyt angreb vil komme. Han tager til Playa Giron for at konferere med andre af brigadens ledere. Palmetræerne hvisker i vinden over den lille cement-bungalow, som Pepe San Roman har gjort til sit hovedkvarter. Indenfor er stemningen alt andet end idyllisk. Nu, hvor Oliva har forladt Playa Larga, ligger brohovedet åbent for Castros styrker. Kun et enkelt sted kæmper eksilcubanerne endnu. Oliva er nedtrykt. Kampen er i sin afgørende fase, og nederlaget truer. Han foreslår, at eksilcubanerne skal flygte op i bjergene. Det er bedre end at blive dræbt, sukker Oliva opgivende. Pepe afviser. Bjergene er for langt borte. Uden amerikansk luftstøtte har cubanerne let ved at skyde de eksilcubanske fly ned og bombardere invasionsstyrkerne. Polfoto/corbis

Berømte slag Castro Fidel Castro iler selv til fronten og opmuntrer sine mænd i kampen mod lejesoldaterne fra USA. polfoto/ap Jublen og glæden vil ingen ende tage; imperialisternes plan om at vælte Castro er gået i vasken. polfoto/ullstein Bild I stedet forsøger Pepe at holde hovedet koldt. Brigaden er trængt alle vegne, og himlen er et inferno af fly og ild. Over de eksilcubanske tropper sværmer Castros MiG-15'ere og T-33'ere hurtige moderne jetfly. Brigaden har snart ikke mere ammunition at svare igen med. Gang på gang griber Pepe mikrofonen og kalder de amerikanske flådeskibe for at bede om luftstøtte. Dagen igennem bliver hans stemme mere og mere insisterende. Den 18. april 1961, eftermiddag, luftrummet syd for Svinebugten. På hangarskibet Essex står amerikanske jetfly, men de må kun bruges til rekognoscering. Pilot Jim Forgy patruljerer kysten nær Svinebugten. Jim Forgy får pludselig øje på en stribe af sort røg. Som erfaren pilot er han ikke i tvivl om, at et luftslag er i gang. Da han kommer tættere på kysten, ser han en cubansk Sea Fury ivrigt jagte en af brigadens langsomme B-26 ere. Snart vil det være ude med det eksilcubanske fly. Forgy griber til radioen. Jeg har en Sea Fury, der er ved at skyde en B-26 ned. Anmoder om tilladelse til aktion. Det suser og skratter. Vent venligst, lyder det. Sekunderne føles som timer. Forgy flyver op imod det cubanske fly i håb om at distrahere det. Radioen klikker. Endelig svarer Essex. Negativ. Den 18. april 1961, kl. 22.l5, Det Hvide Hus, Washington D.C. Kennedy holder gallamiddag, og aftenen igennem strømmer dårlige nyheder om invasionen ind. Efter festen samler præsidenten sine nærmeste mænd. De fleste er stadig i kjole og hvidt. Richard Bissel, CIA's chef for invasionen, gør det klart, at situationen i Svinebugten er desperat. Han og admiral Burke beder indtrængende præsidenten om at lade hangarskibet Essex sende jagere i luften for at skyde fjendens fly ned. Bare to jetfly! beder admiralen. Burke, vi kan ikke lade os involvere i det her, svarer en træt Kennedy. Admiralen kan ikke længere beherske sig. For helvede. Mr. president. Vi ER involveret i det. Kennedy giver sig ikke. Den 18. april 1961, sen aften, farvandet ud for Giron. Pepe San Roman og fire andre mænd er sejlet ud i en lille båd for at lede efter skibene med ammunition. De ved ikke, at skibene er flygtet fra cubanske luftangreb. Mændene skiftes til at tale i den lille radio, som de har om bord. Desperationen vokser, mens de ophidsede stemmer gentagne gange kalder de store skibe. Som tiden går, bliver deres kalden til et skrig. For satan da! Hvor helvede er I? De får intet svar. Kun larmen fra motoren og bølgernes skvulp i nattemørket. Den 19. april 1961, kl. 2, om bord på landgangsskibet Blagar. Lynch har netop fået besked om, at flåden er blevet autoriseret til at evakuere brigaden. På land er kampene stadig i gang. Heden er ulidelig i det lille radiorum. Koøjerne er dækket til, og kun to små ventilatorer sørger for en smule frisk luft. Lynch sveder, selvom han for længst har smidt både skjorte og under-

trøje. Han er uvasket og ubarberet. Soden, som han camouflerede sig med under landingen, dækker endnu hans hals, ører og håndled. Foran ham står et stort krus med en sjat stærk, tyk cubansk kaffe. Tanken om at skulle overbringe meddelelsen om evakuering til Pepe piner ham. Han overvejer sine ord nøje og griber så ud efter mikrofonen. Nu skal du høre godt efter, begynder han med hæs stemme. Jeg vil have, at du skal vide, at hvis tingene går virkelig, virkelig galt, så er vi klar til at komme og få jer ud derfra. Nej. Pepes stemme lyder træt, men beslutsom gennem den skrattende højttaler. Vi vil ikke evakueres. Vi kom for at kæmpe. Hvis det skal slutte, så lad det slutte lige her. Den 19. april 1961, stranden ved Giron. Castros styrker har presset Olivas mænd ind i Giron. Her opdager de, at Pepe San Roman i desperation har ødelagt alt sit kommunikationsudstyr og er flygtet mod bjergene. Med vreden og desperationen malet i alle træk stirrer mændene ud over havet, hvor skibene stadig ikke er at se. Flere af dem skyder ud mod bølgerne. Så retter de geværerne mod dækkene på deres lastbiler og kikkertsigtet på tanksene, så Castro ikke kan bruge dem. Dernæst tramper de i en lang kolonne østpå mod byen Cienfuegos. De når kun få meter, før tre af Castros fly brøler hen over deres hoveder, og kuglerne hviner dem om ørerne. Rædselsslagne forsvinder brigadens sidste kæmpende mænd ind i sumpene. Den 22. april 1961, luftbasen Puerto Cabezas, Nicaragua. Gus Ponzoa piloten, som bombede lufthavnen i Santiago de Cuba har fået sin sidste ordre. Han skal gennemgå sine dræbte kammeraters efterladte ejendele. Gus Ponzoa lader øjnene glide rundt i det velkendte rum. Her plejede han at tørne ind om eftermiddagen, falde om på sengen og sove midt i basens støj og larm. Nu er her stille. Ponzoa åbner skabene for fodenden af sengene. Omhyggeligt sorterer han deres indhold. Uniformer og undertøj bliver lagt på gulvet. Idkort og officielle papirer i en dynge, som han bærer ud og brænder. En lille bunke ligger tilbage ved hvert skab. Ponzoa tager en dyb indånding og går i gang. Én for én vender han tingene i hænderne; en bibel, en bylt breve, et lille cubansk flag. Han lægger tingene i en grøn stofpose og går videre til næste bunke. Den 26. april 1961, Havana. Hele verden er nu klar over, at USA står bag invasionen. For rullende kameraer udlægger Castro begivenhederne for det cubanske folk. Igennem fire timer taler Fidel Castro. Bevæbnet med kort og pegepind gennemgår han, hvad der er sket ved Svinebugten. Stemmen stiger og falder, mens den udtrykker foragt, hån, vrede og selvsikkerhed. Imperialisten undersøger geografien og analyserer antallet af kanoner, fly og tanks. Den revolutionære undersøger befolkningen, tordner han. I hele landet ligger gaderne øde. Alle sidder hjemme foran tv-skærmen, klapper og hujer over deres helt. På militærbaser står mænd tålmodigt op i flere timer for for at se deres leder. Cuba syder og jubler af stolthed. Af brigadens 1400 mænd blev ca. 1200 taget til fange i sumpområderne ved Svinebugten. Flere blev henrettet for forræderi. I december 1962 frigav Castro 1113 fanger i bytte for medicin og fødevarer til en værdi af 53 mio. dollars. Blandt de frigivne var Pepe San Roman og Erneido Oliva. Den fejlslagne invasion i 1961 efterlod Castro mere populær end før, mens Kennedy aldrig kom sig helt over nederlaget. En smule balance i forholdet mellem de to ledere kom dog efter den såkaldte Cubakrise i 1962. Et amerikansk spionfly afslørede, at sovjetiske atom-raketter var ved at blive installeret i Cuba. Raketterne, der ville kunne udslette dele af USA, forrykkede den kolde krigs magtbalance i Sovjetunionens favør. Mange politiske og militære ledere i USA var stemt for at gribe til militær magt, men Kennedy foretrak en flådeblokade og diplomati. I detaljer fortæller Fidel Castro om, hvordan hans mænd har tilføjet USA dets første militære nederlag i Latinamerika. IBL bildbyrå Læs og se mere Peter Wyden: Bay of Pigs The Untold Story, Jonathan Cape Ltd., 1979 Juan Carlos Rodriques: The Bay of Pigs and the CIA, Ocean Press, 1999 Peter Kornbluh (red.): Bay of Pigs Declassified The Secret CIA Report on the Invasion of Cuba, The New Press, 1998 Læs CIA-dokumenter om invasionen: tinyurl.com/35nxrm8 Kortfilm om invasionen: tinyurl.com/3xuy23h Cubakrisen gjorde en ny invasion umulig I oktober 1962 vippede verden på randen af en atomkrig. Efter 13 dage stod Castro igen tilbage som sejrsherre. Præsidentens forsigtighed betalte sig, og en diplomatisk løsning kom i stand. Sovjetunionen fjernede raketterne, men USA måtte love aldrig at angribe Cuba. Kennedy var dømt til leve side om side med ærkefjenden Castro. Hele verden holdt vejret under Cubakrisen i 1962. I værste fald ville jorden blive kastet ud i en altødelæggende atomkrig. scanpix/granger