Dansk Jersey Æresbevisninger uddelt i forbindelse med Årsmødet i Kolding d. 11. september 2015 Formand Anders Levrings begrundelser og taler til modtagere af æresbevisninger: Kærbyholmlegatet - Dansk Jersey s fornemste hædersbevisning Kærbyholmlegatet tildeles Jersey kvægbrugere, som både gennem det organisatoriske og avlsmæssige har bevist evner og lyst til arbejdet med Jersey. Der er mange i forsamlingen her, der har modtaget legatet tidligere, men der er også mange, som har gjort sig fortjent til det. I år tilfalder hæderen et par, hvor specielt manden er kendt. Han kan være ret bramfri og holder sig bestemt ikke tilbage. Den seneste tyr fra vedkommende er opkaldt efter en bøffel i ordets kærligste betydning. Opdrætteren af VJ Buffo. Modtagere af Kærbyholmlegatet 2015 er Birthe og John Trædholm, Dyregård, Gelsted Kære Birthe og John, Det med tyre kommer vi tilbage til. Det startede slet ikke med Jerseykøer. Baggrunden er ikke landbrug, men det er blevet jeres liv efter landmandsuddannelse og arbejde med Jersey. Specielt hos Ejner Nielsen i Kullerup, så I muligheder i Dyregård og Jerseybesætningen der. I overtog Dyregård i 1981 med ca. 50 køer i bindestald. Besætningen og gården udvikledes og udvidedes. I kom med i Gelsted foderforsyningsselskab og byggede ny stald for 15 år siden. Ved udvidelsen var I så heldige at få mulighed for at overtage besætningen fra Lars Peder Pedersen, Lambæksgård. Du, John, har gennem de sidste 15 år været med i Jerseys Avlsforum, Jerseys Aktivitetsudvalg på Fyn og du er én af de tre medlemmer som udgør det fynske Jersey forretningsudvalg. Men også i Arla s repræsentantskab har man nydt godt af dit engagement gennem en årrække, og sidste år blev du valgt til Dansk Jersey Eksports bestyrelse. Du bliver naturligvis valgt, fordi du har holdninger og ikke er bange for at give udtryk for dem. Du bliver valgt, fordi du kan åbne en debat, fordi du har evnen til at analysere dig frem til, hvor der er behov for forbedringer, og fordi du har evnen til at repræsentere dit bagland på en respektfuld måde. Det giver respekt om din person, ligesom din deltagelse i Budget Matchen sidste år. Du var en fantastisk god repræsentant for Dansk Jersey i den sammenhæng. Bare ærgerligt at du lige blev overhalet i slutspurten vi kunne have undt dig at komme øverst på skamlen! Birthe holder hjemmefronten, når du har fart på, men du Birthe har, ud over at hjælpe til på bedriften, også haft fokus på at være dagplejemor, tage pædagoguddannelse og have udearbejde. Specielt dejligt var det at lære dig at kende under rejse til Syd Afrika sidste år og se, hvordan du kunne få John s bløde sider frem i ham. I har to børn, Nina
og Martin. Nina har de fleste af os mødt i forbindelse med både årsmøder og dyrskuer. Hun har altid været meget Jerseyinteresseret uden, at det dog ser ud til, at hun bliver Jerseybonde. Avlsarbejdet har altid interesseret på Dyregård, og de seneste år har det også resulteret i gode tyre til Viking. Den seneste tyr, VJ Buffo, har et NTM på +23, og sæden efter ham bliver udleveret i oktober. Flot resultat, og så må du leve med navnet. Godt nok kan du være lidt frembusende, men modsat bøflerne, er hensigten fra din side altid god. Kære Birthe og John, I tildeles Kærbyholmlegatet for at have bevist lyst, interesse og fantastiske evner som kvægavlere og kvægbrugere med Dansk Jersey og til fordel for Dansk Jersey. Al mulig held og lykke til Jer og hele familien - og med Jersey-besætningen på Dyregaard!
Årets opdrætter 2015 Årets opdrætter er Aksel Rubæk, Kædeby Haver, Langeland Kære Aksel, Det glæder mig meget at kunne hædre dig og anerkende dig for den store avlsindsats, du gennem mange år har ydet. Det glæder mig også meget, at du har taget turen til Kolding, for du er jo ikke kendt som en person med stor udlængsel. Udlængslen har hos dig udmøntet sig i en glødende interesse i, hvorledes andre avler, og du er nok den, der har anvendt mest new zealandsk genetik i Danmark. Den new zealandske genetik passede godt til dit avlsmål, og derfor er der da også en forholdsvis stor andel af NZ gener i alle de tyre fra din besætning, som er kommet til at præge den danske Jerseyavl. Du har tillagt VJ Link, som har domineret brugsplanen de seneste par år, men du er jo også opdrætter af Q Hirse og den pollede VJ Miro-P tillige med mange andre tyre, som ikke har fået så stor indflydelse. Du bliver derfor ikke kun årets opdrætter for VJ Link, men for den samlede avlsindsats og det meget, meget kraftige aftryk, du har sat på avlen med vores Jerseydyr. Avlsinteressen har altid været der, lige fra du overtog gården efter dine forældre som 3. generation i 1972. Det blev ikke kun avl med de 25 Jerseykøer, som prægede dit liv, men bestemt også avl med andre husdyr-arter så som fjerkræ i mange afskygninger, hunde, kaniner og nu avl med kødkvæg - specielt Blåkvæg. Og du har oplevet mange succeser, hvoraf den seneste er verdens første pollede kalv af Blåkvæg. Du har holdninger og teorier, som ikke altid stemmer helt overens med de gængse indenfor den etablerede avl. Vi, i Dansk Jersey, har somme tider fået et par bemærkninger om dette og hint som kunne gøres bedre (specielt da vi slagtede Q Hirse alt for tidligt). Det har været, og er fortsat spændende, at diskutere med dig, ligegyldigt om det er om linjeavl, pollethed, genomisk selektion eller avlsmål. Du er fantastisk vidende, og det har bestemt også slået igennem i dit avlsarbejde. Den sidste tyr fra besætningen, VJ Link, blev den, der fik størst udbredelse opgjort i insemineringer med 25.000, men indtil videre er det Q Hirse, som har fået størst indflydelse specielt som tyrefar og morfar til tyre som Holmer, Hamsum, Hjern, Herodot, Hickey, Hilario og Tester. Ikke kun genetik fra New Zealand findes i alle dine tyre, men også genetik fra Hans Jensen, Hestehavegård og fra Edvard Hansen, Langetved. Det glædede jer derfor også specielt, at Kurt Rasmussen, som nu ejer besætningen i Langetved, overtog jeres køer, da I solgte for knap 2 år siden. Birgit står for avlen i haven og for arbejdet i stalden, men kvægavlen har du stadig patent på. Der er stadig nye mål, som at avle en kopi af Blåkvægstyren Tornado og du plejer at indfri dine mål. Kære Aksel, - vi skylder dig stor tak for dit kæmpe bidrag til avlen med Dansk Jersey. Alle her har genetik fra din besætning hjemme i deres egne besætninger. Du og I kan være meget stolte, og vi andre glæder os over, at du har været med til at bære os fremad. Stort tillykke med hæderen som Årets opdrætter 2015!
Årets Jerseybonde 2015 Titlen og hæderen kan tildeles enhver, som gør en ekstraordinær indsats for Jerseyracen uanset tilhørsforhold eller, om man er aktiv Jerseykvægbruger. Da bestyrelsen skulle træffe beslutning om, hvem der i år skulle udnævnes til Årets Jerseybonde, faldt valget på en forsker, som har givet os grundlag for at revidere og effektivisere vores avlsprogram i en grad, vi ikke havde drømt om for bare 5 år siden. Årets Jerseybonde er Jørn Rind Thomasen, Hvam ved Holstebro Kære Jørn, Du drømte ikke om, at du skulle blive bonde, og slet ikke Jerseybonde, da avlsinteressen spirede på fødegården ved Rold blandt gode røde køer. Du hjalp til på gården, I udstillede på dyrskuer og avlsinteressen endte med at føre til studie på Landbohøjskolen, hvor du for øvrigt startede sammen med Morten Kargo, Mogens Sandø Lund og Peter Larson. Du dimitterede i 1992, afsluttende med hovedopgave om avlsværdivurdering (af grise). Opgaven blev skrevet hos avlsselskabet PIC i England - samme selskab som gav VG direktør Rex Clausager avlsinteresse. Erhvervskarrieren startede på Borris Landbrugsskole, inden du kom til Kvægavlsforeningen RGK, hvor du arbejdede som avlsrådgiver indtil 2003. I denne 10-års periode arbejdede du dog også deltid på Foulum bl.a. med QTL, en forløber for genomisk selektion. Fra 2003 blev du ansat af Dansire til på deltid at arbejde med udviklingsopgaver, og fra 2008 kom du til at arbejde fuld tid med genomisk selektion, både for VG og Århus Universitet. De mere teoretiske udfordringer og arbejdet med at effektivisere avlsarbejdet har altid haft din store interesse. Derfor var det da også en drøm, der gik i opfyldelse, da du i 2010 fik mulighed for at skrive PhD. om genomisk selektion i små kvægpopulationer. Jerseyracens størrelse, de gode relationer til VG og Dansk Jersey gjorde, at du valgte at arbejde med netop vores race. Det har resulteret i super gode resultater og anbefalinger til effektiviseringer. Uden Jørns arbejde var vi ikke nået så langt i forhold til at teste hundyr, til at anvende de genomiske tyre så udbredt og til at fokusere så meget på ny og effektiv reproduktionsteknologi. Det koster at kaste sig ud i sådan et PhD studie. Du har rejst meget, specielt til Østrig, hvor du havde tæt samarbejde om simuleringsmodeller, men også til kongresser og møder i både Nord- og Syd Amerika. Du har af og til været fraværende og haft lange dage undervejs. Derfor skal også lyde en tak til Karen og jeres 3 børn, som har måttet fodre dine fedekalve fra tid til anden. I indledningen til din PhD afhandling takker du Dansk Jersey for assistance og data, og som du slutter af Uden jer ville dette projekt ikke have været det samme! Jeg kan så låne din afslutning: Uden dig ville Dansk Jersey ikke være nået til, hvor vi er i dag! Vi er utroligt taknemlige for din indsats, som har været ud over det sædvanlige. Vi er stolte af at have dig i vores midte og stolte af at kunne udnævne dig Årets Jerseybonde 2015 Stort tillykke!
Peder Randes Legat Legatet er indstiftet i 2015 af nu afdøde jerseyavler Peder Rande, Børkop. Legatet tildeles personer, som har gjort et stort arbejde indenfor avl og/eller organisation. Legatet har en tremands bestyrelse bestående af formændene for de tre største aktivitetsudvalg. Legatet uddeles i forbindelse med det faglige møde på årsmødet og kan ikke søges. Første legatmodtager er den person indenfor Jerseyavlen, som kendte Peder Rande bedst, og som støttede Peder i hans aktive avlskarriere såvel som ved afslutningen af samme. Det er derfor helt sikkert i Peder Randes ånd, - at første modtager af Peder Randes Legat er tidligere avlsrådgiver Morten Mortensen, Juelsminde Kære Morten, Så fik vi endelig en mulighed for at takke dig for en stor uegennyttig indsats som avlsrådgiver eller Jerseyrådgiver, hvilket vi er rigtig glade for. Du har altid arbejdet med kvæg i en eller anden sammenhæng, også selv om du ikke kommer fra landbrug. Du tog landmandsuddannelse, arbejdede som fodermester, læste til landbrugstekniker på Vejlby Landbrugsskole og arbejdede derefter som kontrolassistent i ca. 5 år. Herefter skiftede du til en kombineret stilling, hvor du arbejdede halv tid på kvægavlskontoret i Tørring og halv tid på Kvægavlsforeningen Hærvej s Tyrestationen Østerhaab. Fra 1995 blev du Jerseyrådgiver i Skærup s område efter Åge Egebjerg. Et job du bestred til Kvægavlsforeningen Dansire dannedes i 2003. Du kørte herefter sædbil i en periode, indtil du fik tilbudt job på laboratoriet i Assentoft, hvor du gennem de senere år har styret sædbestilling i det såkaldte Call Center. Du har nået og oplevet meget, men din tid som rådgiver var nok den, hvor dine menneskelige evner blev udnyttet bedst. Du var vellidt af alle for dit engagement, for dit humør, for at gøre lidt ekstra og for at værdsætte jerseyfolkene i dit område. Du kom til at kende ungkarlen Peder Rande bedre end de fleste, du kiggede ind forbi og drak en kop kaffe, du kørte ham til Horsens for at købe Superko-pokal, som han havde besluttet sig for at indstifte, og du arrangerede hans auktion, da besætningen skulle udsættes. Du gav Peder Rande gode oplevelser med Jersey, og du fik stor indflydelse på, at Peder Rande testamenterede Dansk Jersey et meget stort beløb, som nu danner grundlag for legatet. Vi oplever fortsat dit ekstraordinære engagement i forskellige sammenhænge. Når der skal grilles hos VikingGenetics, når der skal spilles til julefrokost eller Dansk Jersey Årsmøde, sætter du dig gladelig bag trommerne, og når der skal underholdes med Tyren springer på Landsskuet stiller du også op. På Landsskuet er dit barnebarn, Christian, ligeså trofast som du selv. Når ikke du farer rundt i kvægavlens eller musikkens tjeneste, får Jonna, dine to døtre og jeres 4 børnebørn også glæde af dig. Du har givet meget af dig selv, og vi vil gerne takke, helt i Peder Randes ånd med et kæmpe skulderklap og et ganske særligt legat. Stort tillykke!
Sølvfad for livsydelse på min. 10.000 kg fedt + protein: Ko nr. 16259-01264, ejet af Dora og Niels Hansen, Nysted 16259-01264 f. 07.07.1998 F: ØDA Heino Livsydelse til 11.12.14: 104.693 6.275-4.145. I alt 10.420 kg F+P Gens. af 14,1 år: 7.425 5,99-445 3,96-294 739 Den første ko fra Sydhavsøerne, som hædres for 10.000 kg F+P i april 2014. Desværre lykkedes det ikke at få hende drægtig igen. I alt 12 kalve, heraf 10 kvier Ko nr. 40587-01430, ejet af I/S Fuglsang, Års 40587-01430 f. 25.08.2000 F: JAS Ben Livsydelse til 19.11.14: 107.267 5.905-4.162. I alt 10.067 kg F+P Gens. af 12,1 år: 8.865 5,51-488 3,88-344 832 Den 2. ko fra Fuglsang som hædres for mere 10.000 kg F+P. Indkøbt som kvie fra Herman Nielsen, Vellev I alt 11 kalve, heraf 4 kvier. Ko nr. 53448-01253, ejet af Gitte og Vagn Lindy Petersen, Adelgaard v. Skjern Adelgaard Balter Charismatic f. 10.08.2000 F: SKÆ Balter x JAS Hot x Lester Livsydelse til 20.02.15: 103.025 6.519-4.194. I alt 10.713 kg F+P Gens. af 12,3 år: 8.376 6,32-530 4,07-341 871 Den 2. ko fra Adelgaard som hædres for mere end 10.000 kg F+P I alt 16 kalve (heraf 5 ET) 6 døtre, samt mange børne og oldebørn mere end 30 hunlige efterkommere 1 søn solgt til Viking (VJ Lanum)
Dansk Jersey s legat. Legatet tildeles unge efter ansøgning eller indstilling, der ved egen indsats har bevist lyst, interesse og evner ved arbejde til gavn for kvægavl og kvægbrug med Dansk Jersey. Legatet tildeles Signe G. Petersen, Oksbøl Kære Signe, Du var ikke vidende om, at vi gerne vil hædre dig, men mange her er vidende om, at du bestemt har fortjent det. Du er ikke den mest frembusende blandt de aktive i Jersey ungdoms-kredsen, men du er en af de mest trofaste. Du bakker op, du hjælper til, og du yder altid en ekstraordinær og uegennyttig indsats. Til trods for opvæksten på Adelgård i Skjern, masser af arbejde med Jerseydyr og utallige dyrskuer, skulle du ikke være Jerseybonde. Du valgte de mere eksotiske dyr, er uddannet dyrepasser og arbejder i Blåvand Zoo. Her kan du udfolde noget af det, du er allerbedst til arbejde med både dyr og børn. Dette fik vi også syn for på sommerens Landsskue, hvor du var med til at afvikle børneaktiviteten og lærte børnene at klippe, klargøre og præsentere deres kalve. En kæmpe succes og vi er sikre på, at du allerede har afsat tid i kalenderen til næste års børneaktivitet på Landsskuet. Vi håber at kunne trække på dig i endnu nogle år, men vi ved også at Christian og Langeland trækker i en anden retning. Men skulle det ske at du ender med at etablere Langelands Mini Zoo, håber vi at du husker at inkludere Jerseydyr. En stor tak for indsats og engagement i forbindelse med Jerseyarrangementer og held og lykke fremover! Stort tillykke!
Dansk Jersey s legat Legatet tildeles unge efter ansøgning eller indstilling, der ved egen indsats har bevist lyst, interesse og evner ved arbejde til gavn for kvægavl og kvægbrug med Dansk Jersey. Legatet tildeles Camilla Eskerod Kristensen, Sir Kære Camilla, Du var ikke vidende om, at vi ville hædre dig, men når man fører sig frem, risikerer man at blive opdaget! Du har aldrig haft problemer med at stille op i dyrskueringen. Din karriere startede på Agro Nord, som 3-årig, da I udstillede Holsteinkøer hjemme fra Sydgården i Nibe. Du fik glødende interesse i køer, udstilling og avl, og du fik tidligt øgenavnet, eller rettere kælenavnet, Farmer. Du afsluttede dyrlægestudiet sidste år, har lige nu arbejde i Vestjylland, men skifter til praksis på Djursland, inden så længe. Du kommer så lidt tættere på Sydgården, hvor du stadig yder totalrådgivning, og hvor du har din lille Jerseybesætning. Og Jerseybesætningen er jo netop grunden til, at vi står her. Du, eller I, fik ved lidt af et tilfælde en Jerseykvie for 4 år siden. En flot DJ Zuma kvie som startede karrieren med at blive modelkvie i Hobro på tværs af racer i 2012. Siden har hun vundet flere skuer og prædikater, og på sommerens Landsskue vandt hendes 1. kalvs DJ Hulk datter ærespræmie. Du har nu to Jerseykøer og tre kvier det går stærkt fremad. Når du udstiller dine flotte dyr, får mange den opfattelse, at du har mange dyr at vælge blandt derhjemme, og det håber vi, at du får, men indtil videre er du vist den eneste udstiller, der udstiller alle besætningens køer. Vi håber, at du fortsætter med at fortælle gode historier om Jerseykøer, at du fortsætter med at præsentere dine Jerseykøer, og at du forsætter med at smitte andre med Jersey! Vi er imponerede over dit uegennyttige engagement, som gavner Jerseyracen. Vi nyder dit sprudlende væsen og din positive indstilling. Derfor skal du have dette skulderklap som en stor tak og påskønnelse fra Dansk Jersey. Stort tillykke!
Legat fra Rejse-, Uddannelses- og Forskningsfonden for Dansk Jersey Fondens formål er at støtte unge Jersey interesserede i forbindelse med uddannelse og praktikophold i udlandet, samt at støtte avls- og forskningsprojekter til gavn for Dansk Jersey. Legatet tildeles Andreas Larsen, Risskov Kære Andreas, Du tildeles legat fra Rejse-, Uddannelses- og Forskningsfonden for Dansk Jersey efter ansøgning. Du har, din unge alder til trods, allerede færdiggjort landmandsuddannelsen, arbejdet på fire forskellige bedrifter i Danmark, arbejdet i hhv. Australien og New Zealand og er nu i gang med uddannelsen som Agro Business Manager på Århus Erhvervs Akademi (tidligere Vejlby Landbrugsskole). Du skrev i sommer afsluttende projekt på 2. semester om overtagelse af dine forældres Jerseybesætning i Vendsyssel og om udvidelse til dobbelt så mange køer (5-600). Du er ikke i tvivl om at fremtidens ko er gul, hvilket vi er stolte over, ikke mindst set i lyset af, at I også har Holstein på en anden gård. Du søger støtte til at dygtiggøre dig indenfor økonomi og eventuelt til studietur. Vi vil gerne støtte dig og give dig opbakning til at fortsætte det målrettede arbejde, du er i gang med. Held og lykke og tillykke!