FIC FIC projekter i havnene i Tanzania og Kenya
FIC Fagligt Internationalt Center Lygten 18,1 2400 København NV Tlf: 33 25 38 54 Fax: 33 25 56 10 fic@fic.dk www.fic.dk Projekterne foregår i et samarbejde med Landsklubben af Havne- og Terminalarbejdere i Danmark. Projekterne gennemføres i Tanzania i samarbejde med Dock Workers Union of Tanzania, DOWUTA og COTWU Dar es Salaam. I Kenya er samarbejdspartneren Dockworkers Union of Kenya. Projekterne er støttet af Danida. Redaktion: Lise Thorsen, DJ, Ansvarshavende redaktør FIC s projektledelsesgruppe for internationale udviklingsprojekter: Claus Larsen-Jensen, direktør. Annette Larsen, projektleder for Kenya. Camilla Torp Olsen, projektleder for Tanzania. Carsten Nielsen, administrationschef. Lisbeth Rudbeck, projektleder. Tom Nielsen, projektleder. FIC s Østafrikagruppe: Ivan Hersland, bestyrelsesmedlem i FIC og Landsklubben for Havne- og Terminalarbejdere i Danmark. Martin Serup, tillidsrepræsentant i Københavns Havn. Frank Jensen, tillidsrepræsentant i Aalborg Havn, medlem af bestyrelsen i Landsklubben for Havne- og Terminalarbejdere i Danmark. Karsten Grav, tillidsrepræsentant i Århus Havn, medlem af bestyrelsen i Landsklubben for Havne- og Terminalarbejdere i Danmark. FIC projektledere i østafrika: Said Mkuya, Dar es Salaam, Tanzania. Caspar Pedo, Mombasa, Kenya. Denne publikation har modtaget støtte fra Danidas Oplysningsbevilling Fotos: FIC Grafisk produktion: Eks-Skolens Trykkeri Aps. Redaktionen sluttet august 2006
Gennem 10 år har FIC været involveret i internationale udviklingsprojekter i havnesektoren. Siden 1998 i havnesektoren i Tanzania, og fra 2005 i havnesektoren i Kenya. Fra 1999 til 2003 har FIC gennemført et havneprojekt i Beira Havn, Mozambique. I alle tilfælde med støtte fra Danida. FIC forestår 3. fase af et udviklingsprojekt i Tanzanias havnesektor frem til midten af 2008, og for et tilsvarende udviklingsprojekt i Kenyas havnesektor frem til slutningen af 2008. I Tanzania samarbejder FIC med det landsdækkende havnearbejderforbund DOWUTA og forbundet COTWU's afdeling i Dar es Salaam samt Tanzanias landsdækkende havneorganisation Tanzania Port Authority, TPA. I Kenya samarbejdes med Dockworkers Union of Kenya. I denne pjece præsenteres forholdene i Kenya og Tanzania, situationen i havnene, de ansattes forhold og organisering, samt de aktiviteter, der foregår som led i projekterne. Havne er en del af det globale transportnetværk og ligger samtidig i indbyrdes hård konkurrence. Globaliseringen skaber et pres for investeringer, reorganisering og effektivisering. De statslige havne i Kenya og Tanzania er under forandring, og der kommer flere private virksomheder i havnene. Der investeres i ny teknik og anlæg i havnene, som betyder at antallet af ansatte falder. Det forringer den sociale situation for dem, der mister deres job. Kravene til de ansattes uddannelse stiger, og det stiller i det hele taget nye krav til de ansatte og deres faglige organisationer, hvis de skal matche forandringerne. Med projekterne i Tanzania og Kenya bidrager FIC til en forandringsproces, som også tager sociale og beskæftigelsesmæssige hensyn. Dette hæfte præsenterer hovedindholdet af FIC's internationale udviklingsprojekter i de to landes havnesektorer. Du kan også være med til at støtte dette arbejde ved at blive medlem af FIC og/eller sende et støttebeløb til projekterne på kontonr. 0443-5769094 mrk."østafrika" Se i øvrigt mere om FIC's aktiviteter på www.fic.dk
FICs havneprojekt i Tanzania De to første faser af havneprojektet i Tanzania - fra 1998 til 2005 - har haft til formål at demokratisere og uddanne de ansatte i havnesektoren og omstille de faglige organisationer til den kommende privatiseringsproces. Med tredje fase af projektet er det målet at få alle havne i Tanzania fast etableret i udviklingsprocessen. Der skal etableres stærke faglige organisationer i TPA - havnene i Tanzania. Det betyder registrering af medlemmer og brug af IT både internt i de enkelte afdelinger samt afdelingerne imellem. TPA's rolle som havnemyndighed skal styrkes gennem integration af MSC- havnene ved de store søer. Der vil i begyndelsen af projektet blive gjort en ekstra indsats for at integrere havnene ved de store søer i projektet og bringe dem på niveau med de havne, der har været med fra begyndelsen. I alle havnene skal der etableres seks komitéer for at inddrage flere medlemmer i aktiviteterne. Komitéerne skal hver især tage sig af følgende emner: Forhandling Uddannelse Arbejdsmiljø Kvindespørgsmål Informations- og medlemsdeltagelse Sundhed og social velfærd Tredje og sidste fase af projektet lægger stor vægt på bæredygtighed. Komitéerne skal derfor være med til at sikre, at aktiviteterne fortsætter efter projektets afslutning. Decentralt i havnene skal der etableres et uddannelsessystem med aktiviteter, som organisationerne og komitéerne selv får ansvaret for. I Dar es Salaam havn etableres der en internet-café, så flere kan få adgang til og lære at bruge IT. 4
FICs havneprojekt i Kenya FIC s havneprojekt i Kenya gennemføres i tæt samarbejde med Kenya Dockworkers Union. Projektet startede i slutningen af 2005 og løber foreløbig frem til slutningen af 2008. Projektet skal ligesom i Tanzania ruste de ansatte og deres faglige organisation til den forandringsproces, der bliver gennemført i havnene i de kommende år. Det overordnede mål med projektet er: at bidrage til udviklingen af et bæredygtigt civilsamfund at forbedre arbejds- og livsvilkårene for de ansatte i havnesektoren i Kenya Desuden søsættes en række uddannelsesaktiviteter, workshops og seminarer, der skal sætte fokus på fagforeningens fremtidige indsats i forhold til HIV/aids, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår samt kvinders rettigheder. Det skal ske ved at styrke den faglige organisation, så den bliver fri og uafhængig. Når fagforeningen bliver styrket, kan den medvirke til at bekæmpe fattigdommen ved at sikre de fattigste og svageste grupper ret til ordentlige løn- og arbejdsforhold og give dem mulighed for at deltage i den faglige og politiske proces. I Kenya har der ikke tidligere været tradition for at inddrage de faglige organisationer i drøftelser omkring privatisering af statsejede virksomheder. Samtidig har konsekvensen af mange af de tidligere privatiseringsforsøg været, at især en større del af de lavest uddannede og svageste grupper på arbejdsmarkedet har mistet deres job. Det er derfor samtidig hensigten med projektet at udvikle fagforeningens ledelse, så den bliver i stand til at spille en større rolle, når den sammen med medlemmerne skal fremme de ansattes rettigheder. Som led i projektet vil der blive iværksat en lang række aktiviteter, der både på kortere og længere sigt kan være med til at styrke den faglige organisation. Aktiviteterne omhandler bl.a. udvikling af fagforeningens ledelsesmæssige og administrative rutiner, samt af organisationsstruktur og vedtægter. I den forbindelse vil der blive sat gang i en række uddannelsesforløb for både ledelse, tillidsrepræsentanter og udvalgsmedlemmer, der skal være med til at styrke den organisatoriske udvikling og den demokratiske beslutningsproces. De skal lære både at inddrage medlemmerne og at forhandle med såvel nuværende arbejdsgivere som med de fremtidige, private virksomheder som kommer til at overtage en større del af de statsligt ejede virksomheder inden for havneområdet. Danske erfaringer til østafrikanske havne Blandt de ansatte i danske havne og deres faglige organisationer er der stor erfaring med forandringsprocesser. De erfaringer skal bruges i et tæt samarbejde mellem FIC, Landsklubben for Havne- og Terminalarbejdere, og de faglige klubber i havnene i København, Århus og Aalborg. 5
Forholdene i havnene i Tanzania Den vigtigste og største havn i Tanzania er Dar es Salaam havn på Afrikas østkyst. Herudover er de vigtigste kysthavne Mtwara og Tanga. Disse havne er alle samlet i det statslige havneselskab Tanzania Port Authorities, TPA. TPA er fortsat statsejet, men i gang med en proces som betyder, at TPA fremover alene skal være havnemyndighed ejet af staten. Havneopgaverne overlades derimod til private firmaer. Dette er dog endnu ikke gennemført i praksis. Herudover findes et antal havne inde i landet i det, der kaldes de store søers område. Det er de lidt større havne Mwanza og Bukoba, samt småhavnene Kemondo, Ukerewe og Musoma ved Victoria-søen. Det er havnene Kigoma og Mpulungu ved Tanganyikasøen. Og det er havnene Itunga og Kyela ved Nyasasøen. Havnene ved de store søer var oprindelig ejet af jernbaneselskabet Tanzania Railway Cooperation. Nu er de samlet i selskabet MSC Limited. Inden længe bliver MSC også en del af TPA, så der i fremtiden kun vil være én havneorganisation i Tanzania. Når det er på plads, forventer man at privatiseringen af havneoperationerne tager fart. De faglige organisationer er fortsat ikke gearet til at matche de nye forhold til gavn for medlemmerne. Fakta om havnene i Tanzania Tanzania Port Authority (TPA) er en halv-statslig organisation, der blev etableret i 1977. TPA varetager den daglige drift og udvikling af havnen i Dar es Salaam og andre havne i Tanzania. Havnen i Dar es Salaam er den største havn i Tanzania og centralt placeret i forhold til distribution i andre lande i Østafrika: Zambia, Burundi, Malawi, Rwanda, Uganda, Zimbabwe og den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Havnens distribution og aktiviteter udgøres af petroleum, tør bulk, flydende bulk, stykgods, containere, roll-on-roll-off, terminalfaciliteter, bunker og bugsering. De ansatte og deres organisationer I det nuværende TPA er der i alt ca. 3.300 fastansatte. 86 % er mænd, mens 14 % er kvinder. Kun de fastansatte er fagligt organiseret, og derfor satses der på også at få organiseret de ca. 2.500 løsarbejderne. 2.600 af de ansatte er medlemmer af Tanzanias Havnearbejder Forbund, DOWUTA (Dockworkers Union of Tanzania). Heraf arbejder 1693 i Dar es Salaam havn, 450 i Tanga, 132 i Mtwara og 335 i TPA hovedkvarteret i Dar es Salaam. DOWUTA blev etableret, fordi der blandt de ansatte i havnene i Tanzania var utilfredshed med Transportarbejderforbundet COTWU. Derfor etablerede de DOWUTA som nyt forbund. COTWU har dog stadig et mindre antal medlemmer i Dar es Salaam havn. Der er forhandlinger i gang om at samle alle i DOWUTA Tanzania efter at DOWUTA meldte sig ind i det, der svarer til Tanzanias LO, TUCTA, i efteråret 2005. FIC blander sig som professional projektledelsesorganisation ikke i de interne organisationsforhold. Både DOWUTA og COTWU s Dar es Salaam-afdeling indgår derfor i projektets styregruppe. Nu hvor alle havne i Tanzania administrativt er samlet i TPA, stiller det store krav til de faglige organisationer. De skal både kunne matche modparten TPA som havnemyndighed, og de private virksomheder, der skal overtage opgaverne i havnen. 6
7
Forholdene i havnene i Kenya KPA har i dag 5.189 fastansatte medarbejdere, hvoraf ca. 93 % er ansat i Mombasa havn. Ud af den samlede arbejdsstyrke er 1022 medarbejderne ansat i ledelsesfunktioner. 3.717 er ansat i produktionen, hvilket både omfatter administration, rengøring, lagerarbejdere, havnearbejdere osv. Hovedparten af de fastansatte medarbejdere (82 %) er mænd. Udover de fastansatte er der 450 kontraktansatte medarbejdere geografisk fordelt på havnen i Mombasa og containerterminalen i Nairobi. Desuden er der 1.347 løsarbejdere i Mombasa havn. Igennem de seneste år er der sket en væsentlig reduktion af medarbejderstaben. Man forventer en yderligere reduktion på omkring 7 % blandt de medarbejdere, der er tilknyttet produktionen. Fakta om havnene i Kenya Havnen i Mombasa var oprindelig en del af det østafrikanske jernbane- og havneselskab. Siden 1977 har Mombasa havn været ejet af den kenyanske stat. Den daglige drift og udvikling af havnen varetages af Kenya Ports Authority (KPA). Havnen i Mombasa er den eneste internationale havn i Kenya. I havnen losses og lastes alle typer skibe. Distributionen er igennem de sidste 10 år steget med omkring 7 % om året. I 2004 betød det en årlig distribution på omkring 10 millioner tons. Den samlede distribution omfatter tør bulk, flydende bulk og stykgods, mens den største del af distributionen udgøres af stykgods. Mombasa havn er i dag den største havn i Østafrika med en omfattende distribution til en lang række lande herunder Uganda, Rwanda, Burundi, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Det sydlige Sudan, Nordøstlige Tanzania og Somalia. KPA står desuden for driften af en række færgeforbindelser og rådgiver endvidere Transportministeriet i forbindelse med udarbejdelse af ny lovgivning inden for havneområdet. Desuden driver KPA en række indenlandske containerterminaler i byerne Nairobi, Kisumu og Eldoret. De ansatte og deres organisationer Havnearbejderforbundet i Kenya, Dockworkers Union of Kenya, har ca. 3.200 medlemmer, hvoraf ca. 11 % er kvinder. Herudover er der et stort antal uorganiserede løsarbejdere og ansatte i private havnevirksomheder, som indtil nu ikke har været fagligt organiseret. I maj 2006 blev der afholdt en urafstemning blandt alle medlemmer, hvor de valgte en ny ledelse og administration. For år tilbage var der ansat 11.000-12.000 i havnene i Kenya. Antallet er nu nede på 5.000 ansatte og ventes at falde yderligere i de kommende år, i takt med at man indfører ny teknologi og nye arbejdsmetoder. 8
9
Fakta om Tanzania Selvstændigt land i 1964. Hovedstad: Dodoma Største by: Dar es Salaam. Størrelse: 945.087 km 2 næsten 22 gange så stort som Danmark. Befolkning: 37,445 mio. Gennemsnitsalder for befolkningen: 17,7 år. Børnedødelighed: 96 pr. 1.000 levende fødte. Gennemsnits levealder: 46 år. 1,6 mio. er smittet med HIV/aids. 1 60.000 er døde af aids (2003). 21,8 % af befolkningen over 15 år kan ikke læse. Økonomi: Tanzania er et af verdens fattigste lande. 80 % af de beskæftigede arbejder i landbrugssektoren. 85 % af eksporten kommer herfra. Kun 20 % er beskæftiget med industri og service. Reformprocessen i Tanzania har stået på siden midten af 1990 erne og øget den økonomiske vækst med 6,2 % i 2002 og 5,8 % i 2004. 36 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. BNP pr. indbygger er 700 US dollars = 4.500 kr. pr. år. BNI pr. indbygger er 330 US dollars = 2.100 kr. pr. år. Udenlandsk bistand pr. indbygger pr år: 46 US dollars = 290 kr. Arbejdsstyrken er vokset fra 11,2 mio. personer i 1991 til 19 mio. i 2004. Arbejdsstyrken øges med 650.000 personer pr år. 10
Fakta om Kenya Selvstændigt land i 1963. Hovedstad: Nairobi Størrelse: 582.650 km 2 næsten 13,5 gange så stort som Danmark. Befolkning: 34,707 mio. Gennemsnitsalder for befolkningen: 18,2 år. Børnedødelighed: 50-60 pr. 1.000 levende fødte. Gennemsnits levealder: 49 år. 1,2 mio. mennesker er smittet med HIV/aids. 150.000 er døde af aids (2003). 14,9 % af befolkningen over 15 år kan ikke læse. Økonomi: Kenya gennemgår i disse år omfattende reformer for at rette op på økonomien. Landet har været hårdt ramt af korruption. BNP voksede kun med 2 % fra 1996 til 2002. I 2005 var der dog en vækst på mere end 5 %. 50 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. BNP pr. indbygger er 1.200 US dollars = 7.600 kr. pr. år. BNI pr. indbygger (2004) er 400 dollars = 2.520 kr. pr. år. 11
Said Mkwawa fra Dar es Salaam: Hårdt liv som løsarbejder Said er 49 år, gift med Paulina og far til fem børn i alderen 25 til 4 år. Alle børnene bor hjemme, og den ældste datter har desuden en lille pige på tre år. Said stammer oprindelig fra Lindi, som ligger nogle hundrede kilometer sydpå, men rejste derfra i håb om et bedre liv, væk fra fattigdommen. Said taler kun swahili, for selv om han har gået i Primary School, har han ikke lært fremmedsprog. Siden 1997 og indtil for nylig arbejdede Said som løsarbejder i Dar Es Salaams havn, hvor der stadig er tusinder ansat på samme vilkår, som han selv var. Det var hårdt arbejde, fortæller han. Ingen pauser, ingen hjælpemidler, ingen sikkerhedsudstyr. Mændene blev hyret for otte timer af gangen til en løn, der svarer til ca. 12,50 kr. I gode måneder med mange skibe arbejdede vi nogle gange 20 dage på en måned. På andre tidspunkter var der kun arbejde i måske fem dage, fortæller Said. Det gav en månedlig indtægt, der kunne svinge fra 62,50 kr. op til 250 kr. Men selv om arbejdet var hårdt og dårligt betalt, havde det også sine fordele, mener han. Der var nemlig også tid til at lave andre ting i de ledige perioder. Said har tidligere arbejdet som skrædder, men skiftede fordi han trængte til at prøve noget nyt. I dag er han ansat som altmuligmand i den afdeling af fagforeningen, der ligger i havnen. Det er bedre, siger han. For arbejdet er ikke så hårdt, og lønnen er bedre. Said tjener det, der svarer til omkring 540 kr. om måneden med en daglig arbejdstid mellem kl. 7.30 og 16.30. Alt skal købes Said bor et kvarters cykeltur fra havnen i et tæt bebygget område. Fattigt, men ikke slum. Han lejer to værelser i et murstenshus med bliktag. Huset har hverken el eller vand og værelserne koster 50 kr. om måneden for dem begge to. Her opholder familien sig, og her sover han og hans kone, mens børnene sover et andet sted i nærheden. En stor post på budgettet er vand. Vi bliver nødt til købe alt det vand, vi bruger i husholdningen", siger Said. Og da der ikke er plads til, at vi kan dyrke vores egne grøntsager, her hvor vi bor, må vi også købe dem. Maden laver familien som regel udendørs, men har også et ildsted inde i huset, som de kan bruge når det regner. Måltiderne består overvejende af ugali majsgrød og bønner, suppleret med andre grøntsager. Et par gange om måneden får familien kød og fisk. Ikke råd til mere skolegang Said har også ansvar for andre end sin egen familie f.eks. for sin gamle far, som bor hjemme i den landsby, Said selv stammer fra. Og kommer der andre fra landsbyen til Dar Es Salaam i kortere eller længere tid, er det en selvfølge at han sørger for kost og logi til dem. 12
Saids børn har enten gået i eller er på vej til den gratis Primary School. Begge hans voksne døtre taler engelsk, og den ene ville meget gerne have fortsat i Secondary School. Men det er dyrt ca. 1500 kr. om året - så det var der ikke råd til. Måske for de mindste, hvis det bliver billigere, mener Said. Men det er der foreløbig ingen tegn på, at det gør. Der findes offentlige hospitaler, men det koster et mindre gebyr at bruge dem. Ofte er der ikke noget medicin på hospitalet, så det må man selv købe. Pensioneres og hjem til landsbyen Pensionsalderen er officielt 55 år. Men selv om der ikke er så længe til, at Said skal pensioneres, har han ingen pension og ingen opsparing. Hans løn er ikke særlig høj, men alligevel er han heldigere end mange andre, fordi han har et job. Man skal kende nogen, der kan anbefale én for at få et job. Når jeg fylder 55 år og må forlade mit job i havnen, er jeg sikkert nødt til at rejse tilbage til min landsby og dyrke lidt grøntsager, siger Said: og det er helt i orden, at det er sådan. Alt i alt er Said ganske tilfreds med sin tilværelse og bekymrer sig ikke særlig meget om fremtiden. 13
Kahindi Muuramba: 31 år på havnen i Mombasa Gennem 31 år har Kahindi Muuramba været ansat som arbejdsmand i Mombasa Havn, hvor han hjælper med at udføre reparationer af vejene og andet forefaldende arbejde. En varm fredag eftermiddag i slutningen af juni måned inviterede Kahindi os med hjem til sin landsby for at få en snak om levevilkårene for en almindelig arbejder i havnen. Vi møder Kahindi på vores vej ned ad trappen fra kontoret i havnearbejdernes fagforening. Kahindi er lille og lidt drenget at se på, og ligner på ingen måde en mand på 50 år. Smilende sætter han sig ind på forsædet i bilen og forklarer på Ki-swahili, hvor vi skal hen. Kahindi bor i Bamburi-distriktet, 15 km uden for Mombasa. Han peger ud mod nogle af de mange nybyggede huse, som skyder op i landsbyen, og forklarer at Bamburi-distriktet er et populært område for den fattige del af befolkningen, fordi det er meget billigere at bo her end inde i Mombasas centrum. Efter at have kørt igennem et tæt bebygget landsby område, hvor det vrimler med mindre forretninger, skolebørn og forbipasserende på gaden, kommer vi ud i udkanten af distriktet, hvor vi pludselig er omgivet af majsmarker og mangotræer. Mellem træerne ligger de lerklinede hytter i små enklaver. Vi drejer ned ad en markvej, hvor der kun meget sjældent kører biler. Efter et par minutters kørsel er vejen blevet så smal, at vi må stille bilen i det høje græs og gå resten af vejen ned til byen. Omgivet af mangotræer, små børn på bare tæer, geder og lerklinede hytter med majsmarker på begge sider, er vi ankommet til Kiembeni, som består af ca. 200 lerklinede hytter. Efter et par minutters gang ad små snoede stier kommer Kahidis yngste døtre løbende imod os for at få lov til at bære vores tasker hen til landsbyen Bombo, hvor familien bor. Bombo består af 18-20 små lerklinede hytter. Vi hilser på alle landsbyens beboere og når til sidst hen til Kahindis hytte, hvor resten af familien står og venter. 11 børn tilsammen Her bliver vi præsenteret for Kahindis mor på 78 år, Kahindis to koner, Dama og Vidzo, og deres tilsammen elleve børn. Kahindis ældste datter på 17 har desuden en søn, som også bor sammen med familien. Familiens hus består af fire værelser og et lille anneks. Dama bor i det ene værelse, mens Vidzo og Kahindi bor i det andet værelse. I begge værelser er der en seng og et lille ildsted i det ene hjørne, hvor hver del af familien kan forberede deres egen mad. Dama og Vidzo får hver 1.000 shilling om måneden (ca. 80 danske kroner), som de bruger til at købe mad til deres egne børn. Børnene bor i et fælles værelse, hvor der står en stor køjeseng. Pigerne sover i den øverste seng, mens drengene sover i den nederste. Kahindis mor bor i værelset sammen med børnene. Ude i det lille anneks ved siden af huset bor Kahindis 17-årige datter og hendes søn. I det sidste værelse står der et toilet. Kahindi peger på den lille sø, som ligger uden for huset, og forklarer os, at det er her familien tager bad og vasker tøj. Drikkevand køber de i tanke, som bliver leveret til huset. 14
Uden for huset er der flere små ildsteder, hvor hver del af familien kan forberede deres mad, når det ikke regner. Familien lever for det meste af ugali, en majsgrød som laves af majsene fra de to marker, Kahindi har lejet til Dama og Vidzo. I vinterperioden regner det så meget, at familien næsten er selvforsynede med mad, men om sommeren, når jorden i landsbyen tørrer fuldstændig ud, må de købe deres mad i byen. Kahindi rynker panden og ser bekymret ud, når han taler om familiens økonomi. Selvom han tjener 28.000 shilling (ca. 2.500 kroner) om måneden, er der kun 6.500 shilling (ca. 500 kroner) tilbage, når afdragene fra hans lån er trukket fra. Hver måned betaler de 2.000 shilling for leje af huset. Kahindis løn rækker som regel lige til at betale for den mad, de har købt på afdrag måneden forinden. Kahindi understreger, at det største problem for familien i tørkeperioden er at skaffe penge nok til at kunne købe mad. 15 km til arbejde Familien skal desuden betale for børnenes skolegang. Selvom de første 8 års skolegang er gratis, skal der stadig købes skoleuniformer og bøger. Hvis børnene skal fortsætte i skolesystemet efter de første år, skal familien selv betale. Det regner Kahindi ikke med at få råd til, men han er alligevel glad for, at hans børn har fået en mulighed for at gå i skole. Kahindi kommer selv fra en fattig familie og blev solgt som hushjælp til en anden familie, da han var 12 år. Han har derfor aldrig selv gået i skole og kan hverken læse, skrive, regne eller tale engelsk. Efter at have tjent hos familien i 8 år, hjalp de ham med at få jobbet i havnen. Kahindi står op hver morgen kl. 5 for at tage bussen på arbejde. Han møder kl. 6.40 om morgenen og har fri kl. 15. Hver dag går han de 15 km hjem fra arbejde. Mens Kahindi er på arbejde, tager Dama og Vidzo sig af børnene, tøjvasken og huset. Om vinteren planter de majs, høster markerne og maler mel. Desuden passer de familiens høns og geder. Æggene fra hønsene sælges til de nærliggende hoteller. De fleste aftener tilbringer Kahindi sammen med de andre mænd i landsbyen. De sidder i små grupper uden for hytterne og drikker øl, som udvindes fra saften af palmetræerne, mens de taler om livet i landsbyen og om det, de har oplevet i løbet af dagen. Der er ingen elektricitet i landsbyen og stearinlys er dyre at købe, så resten af Kahindis familie går som regel i seng, når det bliver mørkt. Omkring 40 % af medarbejderne i havnen lever under de samme forhold som Kahindi. Selvom Kahindi er dårligt stillet, hører han alligevel til den heldige del af befolkningen, som har været i stand til at få et job, selvom han ikke har nogen uddannelse. Efter en lang snak med Kahindi og hans familie tager vi afsked med familien for at gå tilbage til bilen. På vejen tilbage viser Kahindi os det stykke jord, han har købt for penge, han har lånt i havnen. Kahindi håber, at han en dag vil få råd til at bygge sit eget hus, som han kan flytte ind i, når han om 5 år skal pensioneres. Kahindi besøger sit jordlod hver aften, når han kommer hjem fra arbejde. Han forklarer os, at det giver ham håb, at han ejer en grund, som måske en dag kan gøre ham i stand til at skabe sit helt eget hjem. Selvom han ikke ved, hvor pengene skal komme fra, og selvom det måske aldrig bliver muligt at bygge et hus på grunden, synes han alligevel, det er godt at have et håb om en bedre fremtid. 15
Global satsning på Afrika Afrika er det kontinent i verden, der i dag har de største udviklingsproblemer. Afrika udgør 30% af verdens landmasse og samlede antal nationer, og både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, FN, EU og alle internationale bistandsinstitutioner har givet kontinentet højeste prioritet. Den nye udviklingsstrategi satser både på den private sektor og udviklingen af et socialt og miljømæssigt bæredygtig samfund. 2015 mål I år 2000 afholdt FN et Årtusindtopmøde, hvor 2015- målene for udvikling blev formuleret for at sikre en værdig og bæredygtig fremtid for hele verdens befolkning. De otte mål handler blandt andet om sko- legang, ligestilling og sundhed og definerer konkrete mål for, hvordan den fattige del af verdens befolkning kan få bedre levevilkår. Ambitionen er at målene skal nås inden år 2015. De otte 2015 mål I år 2000 vedtog stats- og regeringscheferne en række målsætninger for den globale udvikling frem til 2015: 1. Fattigdommen skal halveres. 2. Alle børn skal sikres skolegang. 3. Kvinder skal sikres ligestilling. 4. Børnedødeligheden skal nedbringes med 2/3. 5. Dødeligheden for gravide og fødende kvinder skal mindskes med 3/4. 6. Spredningen af HIV/AIDS og andre smitsomme sygdomme skal stoppes. 7. Sikre et bæredygtigt miljø. 8. Skabe et globalt partnerskab for udvikling. Siden år 2000 har dansk udviklingsbistand taget udgangspunkt i en strategi, der støtter civilsamfundet i udviklingslandene også kaldet civilsamfundsstrategien. Baggrunden for denne strategi er et stadig større fokus på civilsamfundets rolle i udviklingsprocessen. Strategien bygger på en forståelse af, at samfundet er opdelt i stat, marked og civilsamfund, som alle overlapper og gensidigt påvirker hinanden. Civilsamfundet defineres som de organisationer, borgerne organiserer sig i. Strategien lægger op til, at danske private udviklingsorganisationer især skal bidrage til fattigdomsbekæmpelse gennem kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed med særlig fokus på køn, miljø og menneskerettigheder. 16
17
Situationen i Østafrika Fra omkring 1900 til 1950 var økonomien forholdsvis god i Østafrika. I samme periode, nemlig fra slutningen af det 19. århundrede til 1950-60erne, var Afrika koloniseret af en række europæiske lande, der efterhånden forlod deres kolonier uden at efterlade landene et grundlag for opbygning af en selvstændig stat. Kolonimagterne forlod et kontinent med få uddannede folk, få økonomiske ressourcer, ingen teknologi, ingen eller dårligt fungerende institutionelle forhold, herunder uddannelsesinstitutioner, og med en meget dårlig infrastruktur. Det er en af årsagerne til, at det siden 1950 er gået ned ad bakke for udviklingen og den økonomiske vækst i Østafrika. Landenes transportstruktur er således et levn fra fortiden. Standarden er dårlig. Økonomierne er sandet til blandt andet som følge af et statsligt, politisk system, der har været ineffektivt, bureaukratisk og korrupt. Der har været meget få private investeringer, såvel indenlands som fra udlandet. Landbruget dominerer fortsat, og fattigdommen er øget. Landene i Østafrika herunder Kenya og Tanzania - har i lang tid været hægtet af den globale økonomi. Produktiviteten er meget lav. Således producerer en tekstilarbejder i Afrika kun halvdelen af det, en tekstilarbejder i Kina og andre steder i Asien gør. En ny start for Østafrika Det afrikanske kontinent (i særdeleshed syd for Sahara) bliver ofte omtalt som det håbløse kontinent. Det er da også det kontinent i verden, der udviklingsmæssigt er længst tilbage. Men de afrikanske lande syd for Sahara har faktisk et potentiale. De er ikke håbløst marginaliseret fra resten af verden. Men omvendt er de heller ikke integreret i den globale økonomi. Den økonomiske vækst i 14 af landene syd for Sahara er på godt 5 % Og reformviljen er stor også i Tanzania og Kenya. Det er ikke en håbløs opgave at ændre. Men det vil tage tid. Siden midten af 90 erne har der været sat gang i omfattende reformprogrammer i landene. Landene skal udvikles, så de kan kobles på det globale økonomiske system og høste fordelene ved det. Derfor har målet været at få gang i den økonomiske udvikling og skabe en velfungerende, mindre bureaukratisk og ikke-korrupt offentlig sektor. Samtidig skal der udvikles en stærk privat sektor, som kan skabe økonomisk vækst. Forandringerne har her og nu store sociale omkostninger for de arbejdere og deres familier, der rammes af arbejdsløshed. Derfor skal der skabes økonomisk vækst og nye job i andre sektorer. Hiv/aids Afrika syd for Sahara er den region i verden, der er hårdest ramt af hiv/aids- epidemien med omkring 30 millioner smittede. Epidemien har i denne del af verden nået et omfang, der er uforståeligt for de fleste. Lige siden aids blev opdaget i begyndelsen af 1980'erne, har regeringer og organisationer verden over været aktivt involveret i at forebygge sygdommen. Men det ændrer ikke ved det faktum, at epidemien har store konsekvenser for udviklingen af denne del af verden. Transportsektoren bærer en stor del af ansvaret for den store spredning af hiv/aids i Østafrika blandt andet på grund af den lange ventetid 18
i forbindelse med lastning og ved grænseovergange. Omfanget af epidemien har stor negativ indflydelse på arbejdsstyrken, uddannelse af befolkningen og den økonomiske vækst. Fokus på transportsektoren Transportsektoren er med god grund i fokus i forandringsprocessen. Hvis den private sektor skal udvikles, er forudsætningen en velfungerende økonomi og varedistribution. Derfor er der fokus på alle former for transport. Uden ordentlige veje, jernbaner, havne og lufthavne kan der ikke skabes økonomisk vækst. Havnene er i dag en del af et globalt transportnetværk, hvor der stilles internationale krav om effektivitet og kvalitet til havnenes ydelser. FN-organisationen UNCTAD har udarbejdet en global analyse af 81 havne i 68 lande, der viser at alle havne presses til forandringer for at klare sig i den globale konkurrence. Dansk udviklingsbistand i Tanzania og Kenya Hovedparten af den danske, bilaterale bistand til udviklingslande går til lande i Afrika. Tanzania har gennem mange år været den største modtager af dansk udviklingsbistand. Danmark er blandt de største bistandsdonorer til landet. I 2005 var der afsat 380 mio. kr. til udviklingsprojekter. Hertil skal lægges 40 mio. kr. i miljøbistand, 15 mio. kr. til flygtninge og 8 mio. kr. til privatsektorprogrammet. Hertil kommer bistanden via danske NGO'er. Med privatsektorprogrammet forsøger man sig med en ny og mere helhedsorienteret dansk udviklingsbistand. Der satses både på lovgivning, udvikling af en velfungerende finanssektor, stimulering af private virksomheder, opbygning af et velfungerende arbejdsmarkedssystem m.m. Erfaringerne herfra er udviklet til den nye B2B (Business to Business) strategi, som Danida har vedtaget. Dansk bistand til Kenya begyndte allerede ved uafhængigheden i 1963. Kenya blev et af Danmarks første programsamarbejdslande i 1989. Bistanden har svinget i størrelse og lå i 1990-erne på 50-70 mio. kr. pr. år. Efter regeringsskiftet i Kenya i 2002, blev bistanden øget. I 2005 blev beløbet dog fastfrosset på 120 mio. kr. efter den kenyanske regerings indgreb overfor Mellemfolkeligt Samvirkes aktiviteter i landet. Nu er udviklingsbistanden igen på vej op. 2,5 % af Danmarks bilaterale bistand går til Kenya. 19
Fakta om FIC FIC er en almennyttig organisation, NGO, som arbejder med social- og arbejdsmarkedspolitiske forhold i Danmark, såvel som i resten af verden. Herunder f.eks. arbejdsmarkedsmodeller, organisationsudvikling, kapacitetsopbygning, forandringsledelse, mangfoldighedsledelse, beskæftigelse og uddannelse, social og etnisk integration på arbejdsmarkedet og i det øvrige samfund. FIC arbejder for at fremme menneskerettighederne, som de står i FN's og den europæiske menneskerettighedskonvention og i EU's charter for fundamentale rettigheder. FIC arbejder for at sikre social, økonomisk og demokratisk udvikling uden diskrimination samt for at fremme den sociale dialog og arbejdsmarkedets parters rolle. Alle, der kan tilslutte sig FIC's formål og betaler kontingent, kan blive medlem., både som enkeltpersoner og som organisationer. FIC er en videns og netværksorganisation, der samarbejder med private og offentlige virksomheder, arbejdsmarkedsorganisationer, offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner og andre NGO'er om konkrete projekter i ind- og udland. Se mere på www.fic.dk Kontingentet 2006: Kr. 150 for enkeltmedlemmer Kr. 500 for arbejdspladsklubber og landsklubber. Kr. 1000 kr. for organisationer Indmeldelse kan ske på fic@fic.dk eller ved at indsende nedenstående kupon til FIC, Lygten 18,1, 2400 København NV. Tlf: 33 25 38 54. Ja tak, jeg vil gerne være medlem af FIC: Navn:....................................................................................... Adresse:.................................................................................... Postnr.:..................................................................................... By:......................................................................................... Tlf.:........................................................................................ E-mail-adresse:..............................................................................